Stjernehimlen i april 2018

April er den sidste måned på denne side af sommer, hvor himlen er mørk midt på natten. I maj begynder de lyse nætter, og de er først slut her i Danmark i begyndelsen af august. På grund af sommertiden går Solen først ned ved 20-tiden ved månedens begyndelse, og sidst på måneden bliver den på himlen til kl. 21. Det betyder naturligvis, at man må vente til et godt stykke ud på aftenen, før nattemørket sænker sig.

Inden det bliver helt mørkt, er der tusmørke eller skumring, som er betegnelsen for det tidsrum, hvor Solen er gået ned, men stadig befinder sig et begrænset antal grader under horisonten. Det er især himlen i nordlig retning, som ikke rigtig bliver mørk, fordi den forbliver belyst af Solen. Der er defineret 3 former for tusmørke: borgerligt, nautisk og astronomisk tusmørke.

I april er der dog som nævnt fortsat mørkt midt på natten. Bemærk i denne forbindelse, at midt på natten ikke er midnat, men én time senere, fordi det borgerlige ur er stillet én time frem.

Himlen mod nord ved astronomisk midnat midt i april. Retningen til Capella er angivet med den stiplede linje.

Den klare stjerne Vega i sommerstjernebilledet Lyren er cirkumpolar fra vore breddegra-der. Den udgør det ene af Sommertrekantens øverste hjørner, og ved astronomisk midnat midt i april står den omkring 35° over horisonten i østlig retning. Det andet hjørne, Deneb i Svanen, er ligeledes cirkumpolar og står lidt lavere på himlen mod nordøst. Spidsen af trekanten udgøres af Altair i Ørnen, og den viser sig lige netop over horisonten på dette tidspunkt. Højere på himlen og stik øst ses det lidt svagere stjernebillede Herkules, som især er kendt for nordhimlens klareste kugleformede stjernehob M13, som lige netop kan skimtes som en lidt sløret udseende stjerne med det blotte øje under en helt mørk himmel. Gennem et teleskop bliver synet helt anderledes, idet mange af dens mere end 300000 stjerner – især dem i yderområderne – kan ses enkeltvis.

M 13.

Cassiopeias W står lige mod nord, medens Karlsvognen står næsten lodret over hovedet, og ligesom man kan finde Nordstjernen ved hjælp af de to bagerste stjerner i ”vognkas-sen”, kan man ved at trække en tænkt linje gennem de to øverste finde en af nordhimlens klareste stjerner, Capella i Kusken. Capella står lavt mod nordvest, men set fra Danmark forsvinder den aldrig under horisonten, idet den på samme måde som Vega og Deneb er cirkumpolar.

Det er også muligt at finde to galakser ved hjælp af Karlsvognen og en god prismekikkert. M81 og M82 hører til blandt de klareste galakser på himlen, og at finde dem er næsten lige så nemt som at finde Nordstjernen og Capella. Start med γ Uma og træk derefter en linie gennem αUMa og fortsæt lige så langt som afstanden mellem γ og α. Her findes to udviskede pletter, den ene rund og den anden cigarformet. M81 og M82 ligger mindre end 1° fra hinanden; svarende til to månediametre og vil derfor nemt kunne ses i samme synsfelt i en god prismekikkert eller gennem et teleskop med lav forstørrelse.

Søgekort til M81 og M82.

M81 er en spiralgalakse meget lig Mælkevejen. Gennem en prismekikkert eller et lille teleskop fremstår den som en oval, udvisker lysplet. Det er galaksens lysstærke kerne, medens der skal et større instrument til for at se spiralstrukturen. Udstrækningen er 18′ × 10′, hvoraf kernen udgør halvdelen. Til sammenligning har Månen en udstrækning på ca. 30′. Lysstyrken angives til mag. 7.9, men her skal huskes på, at der er tale om et udstrakt diffust objekt, som ser svagere ud, fordi lysstyrken er spredt over et større område. Et udstrakt objekts lysstyrke angives altid, som om al det udsendte lys kommer fra ét punkt.

M82 er en helt anderledes galakse. Den er lidt sværere at se end M81, fordi den er mindre og lyssvagere. M82 er tenformet med en udstrækning på ca. 8′ × 3′ og med en samlet lys-styrke på mag. 9,3. Et teleskop tilføjer kun lidt til dens struktur, men på fotografier frem-træder den meget kaotisk, som om en gigantisk eksplosion har revet dens kerne i stykker. I virkeligheden skyldes det, at M81 og M82 er under gensidig påvirkning af deres indbyrdes tyngdekraft med det resultat, at M82 er omdannet til en sand stjernefabrik. Dens center udsender 100 gange så meget lys og energi som Mælkevejens center. M81 er ikke blevet påvirket i samme grad og har beholdt sin perfekte spiralform.

M81 og M82.

Himlen mod syd ved astronomisk midnat midt i april. Retningen fra Karlsvognen til Arcturus og Regulus i Løven er angivet. Hvis den kurvede linje til Arcturus fortsættes, rammer den Spica i Jomfruen. Den orange ’stjerne’, som er på vej op over horisonten mod sydøst, er planeten Jupiter.

Når blikket vendes i sydlig retning, er Løven det dominerende stjernebillede på denne del af himlen. Løven ligger under Karlsvognen, og også i dette tilfælde fungerer de syv kendte stjerner som vejviser. I stedet for at forlænge vognkassens bagerste stjerner i retning mod Nordstjernen skal linjen trækkes den anden vej. Her passerer den en figur, som ligner et omvendt spørgsmålstegn. Det udgør Løvens manke og hoved, medens prikken under spørgsmålstegnet er Løvens hjerte, Regulus. En forlængelse af vognstangens bue rammer den røde stjerne Arcturus i Bootes eller Bjørnevogteren, og en yderligere forlængelse fører frem til Spica i Jomfruen. Jomfruen er det største af Ekliptikas 13 stjernebilleder, men på trods af størrelsen er det ret undseelig, idet det bortset fra Spica består af forholdsvis svage stjerner. Mod vest er Castor og Pollux i Tvillingerne ved at forsvinde under horisonten, og mod øst begynder sommerstjernebilledet Skorpionen så småt at vise sine to klosakse. Senere på natten stiger Skorpionens klareste stjerne Antares op mod sydøst.

Længe inden midnat og et godt stykke tid før de første stjerner bliver synlige i tusmørket, får man øje på et klart lyspunkt på vesthimlen. Det er Venus, som med en lysstyrke på mag. ÷4 allerede bliver synlig få minutter efter solnedgang. Venus bevæger sig hurtigt mod øst i forhold til baggrundsstjernerne. Den begynder måneden i Vædderen og passerer 4° syd for Plejaderne i Tyren, inden den sidst på måneden passerer en tilsvarende afstand nord for Tyrens anden åbne stjernehob, Hyaderne.

Venus’ bane forbi Plejaderne.

Den næste planet, som bliver synlig er Jupiter. Den står op en times tid før midnat i be-gyndelsen af april og kort tid efter solnedgang sidst på måneden. Jupiter kommer i oppo-sition i begyndelsen af maj og har derfor indledt sin oppositionssløjfe, hvilket vil sige, at den bevæger som mod vest i forhold til baggrundsstjernerne. Det går ganske vist langsomt men kan dog tydeligt ses, idet afstanden mellem Jupiter og Vægtens klareste stjerne, Zubenelgenubi, formindskes fra 7° til 4° i løbet af måneden. Langt vanskeligere er det at se, at lysstyrken stiger, efterhånden som oppositionen nærmer sig. Den i forvejen lysstær-ke planets lysstyrke stiger fra mag. ÷2,4 til mag. ÷2.5, og samtidig kan man gennem et teleskop se, hvordan dens tilsyneladende diameter vokser fra 43” til 45”.

Vægten og dermed Jupiter befinder sig lavt på himlen. Atmosfæren er sjældent helt gen-nemsigtig tæt på horisonten, så det mest optimale er at rette sit teleskop mod den store gasplanet, når den står lige mod syd og dermed så højt som muligt. Selv med en forholds-vis lav forstørrelse træder planetens to mørke ækvatoriale bælter tydeligt frem. De øvrige skybælter nærmere polerne er meget vanskeligere at se under de observationsforhold, som hersker i øjeblikket. Derimod er det intet problem at se de fire store måner, og selv om Jupiter kun er synlig i et begrænset antal timer, vil man alligevel jævnligt kunne iagttage de forskellige fænomener, såsom transitter og okkultationer. Den 30. april synes Jupiter at have fået en ekstra måne. Det er stjernen ν (nu) Libra på mag. 5, som tilfældig-vis ses i samme retning. Den 30. står fuldmånen tæt på Jupiter, så dens lys kan genere lidt. De første dage af maj passerer Jupiter imidlertid endnu tættere forbi stjernen med Månen væk fra området, så muligheden er ikke forpasset. I den virkelige verden er afstanden naturligvis mange gange større end den ser ud til. ν Libra ligger i en afstand på 765 lysår. Afstanden til Jupiter og dens måner er 37 lysminutter.

Jupiter 30. april. I rækkefølge fra venstre ses Europa, Io, Jupiter, Ganymede, Callisto og ν Libra.

I stedet for at ærgre sig over Månen, kunne man i stedet drage fordel af dens tilstede-værelse og rette sit teleskop mod Jordens nærmeste nabo. Under fuldmåne er det ganske vist ikke muligt at få et indtryk af dens mange kratere og bjerge, fordi de på dette tidspunkt ikke kaster skygge og derfor fremtræder konturløse. Et enkelt krater står dog trods dette tydeligt frem. Det er Tycho, som ligger i Månens sydlige højland. Med det blotte øje kan man se den mørke ring, som omgiver krateret. Tycho er et forholdsvist ungt krater, og ringen er opstået under dannelsen, da den intense varme fra meteornedslaget smeltede det omgivende klippemateriale. Lige så tydelige fremstår de lange lyse stråler, som består af udkastet materiale.

Fuldmånen med Tychos tydelige mørke ring og lyse stråler.

Tycho bliver synlig få dage efter 1. kvarter, og det samme gør det nærliggende Clavius. Clavius er et godt eksempel på, hvordan Månen gennem tiden har været udsat for et kraftigt bombardement. Clavius er med sine mere end 4 milliarder år et af Månens ældste kratere, hvilket har resulteret i, at bunden og randen på det 225 kilometer store krater er fyldt med mindre kratere, som er opstået på et senere tidspunkt.

Månen nogle dage efter 1. kvarter. Tycho og Clavius er markante på dette tidspunkt, og det samme er nogle af de øvrige navngivne strukturer.

Morgenhimlen den 7. april kl. 05:00.

Jupiter kulminer mod syd ved 04-tiden i begyndelsen af april. På dette tidspunkt er to andre planeter stået op. Det er Mars og Saturn, som på månedens første dag står mindre end 1½° fra hinanden. Med en lysstyrke på mag. 0,3 er den røde Mars en anelse klarere end den gullige Saturn på mag. 0,5. Saturn bevæger sig kun meget lidt i forhold til baggrundsstjernerne i Skytten, medens Mars har langt mere fart på. Når den aftagende halvmåne passerer tæt forbi de to planeter den 7. april, er afstanden øget til 3°, og inden månedens udgang er den yderligere forøget til 14°.

For det blotte øje ser Saturn ud som en almindelig stjerne. Den lave højde betyder desværre, at ringplaneten ikke kommer til sin fulde ret, når man zoomer ind på den med et teleskop. Jordens turbulente atmosfære så tæt på horisonten generer en del, men alligevel kan man nogenlunde problemløst se Saturns 17” store skive og dens 39” store ringsystem.

Mars’ og Saturns bane i Skytten i april 2018.

Saturn ændrer sig ikke meget i løbet af måneden – hverken med hensyn til position, stør-relse eller lysstyrke. Det samme kan ikke siges om Mars. Som nævnt har den en lysstyrke på mag. 0,3 den 1. april. I løbet af måneden stiger det til mag. ÷0,3. Årsagen er, at Mars nærmer sig oppositionen, som dog først finder sted den 27. juli. Det betyder imidlertid, at afstanden mellem den og Jorden hastigt bliver mindre, hvilket også viser sig i dens tilsyne-ladende størrelse. Diameteren vokser fra 8½” til 11”. Det er stadig en forholdsvis lille skive, men er trods alt langt større, end når Mars er længst fra Jorden og kun har en skive på 4”. I de kommende måneder går det endnu hurtigere, indtil det kulminerer under oppositionen i juli. Det er 15 år siden, en så gunstig opposition er indtruffet. Den dårlige nyhed er, at Mars altid står meget lavt på himlen fra vore breddegrader under de gunstige oppositioner, fordi de altid finder sted i sommermånederne. Nærmere omtale herom følger i de kommende måneder.

Billedet viser, hvordan Mars’ størrelse ændrer sig gennem 2018.

Uranus kan ikke ses. Planeten, som først blev opdaget i 1781, er i konjunktion med Solen den 18. april. Uranus har en lysstyrke i nærheden af mag. 6, så når den igen teoretisk bli-ver synlig i slutningen af maj, har vi de lyse nætter, hvilket gør det yderst vanskeligt at se så svage objekter. Først i slutningen af juli eller begyndelsen af august bliver det igen mu-ligt. I mellemtiden har Uranus krydset grænsen mellem Fiskene og Vædderen. På et møde i 1928 godkendte IAU (Den Internationale Astronomiske Union) et forslag om en præcis afgrænsning af himlen. Tidligere havde grænserne mellem de forskellige stjernebilleder været flydende, så man ikke vidste, om en bestemt stjerne hørte til det ene eller det andet stjernebillede. Det gav naturligvis problemer i moderne tid, hvor stjernebillederne ikke længere blev betragtet som figurer, men som præcist definerede områder, nærmest som lande på Jorden. De nye grænser blev offentliggjort i 1930 i en bog med titlen Délimitation Scientifique des Constellations (Videnskabelig afgrænsning af stjernebillederne). Denne afgrænsning af himlen har astronomerne i hele verden efterkommet lige siden.

Uranus på grænsen mellem Fiskene og Vædderen.

Uranus krydser grænsen mellem Fiskene og Vædderen den 27. april kl. 18. Oppositions-sløjfen sidst på året fører den dog kortvarigt tilbage til Fiskene i december 2018 og januar 2019. Uranus bruger 84 år til et omløb om Solen og er den planet, som har den mindste hældning i forhold til Ekliptika. Jordens hældning er 0°, hvilket naturligvis skyldes, at Ekliptika er defineret som Jordens baneplan.

Uranus’ hældning er 0,77°. På grund af den langsomme bevægelse tilbringer den mange år i hvert stjernebillede. Når den bevæger sig ind i Vædderen, har den tilbragt de seneste 8 år i Fiskene. Den befinder sig endnu længere tid i Jomfruen, som er det største stjernebillede langs Ekliptika. Til gengæld er den gennemsnitlig kun i Skytten i knap 1½ år, medens Ekliptikas 13. stjernebillede, Ophiuchus, lægger baggrundsstjerner til den i lidt over 4 år. Ydermere passerer Uranus’ bane hvert 84. år kortvarigt gennem den nordligste del af Hvalfisken. Sidste gang var i 2012/13. Alt dette skyldes de grænser, som IAU fastlagde for snart 100 år siden, og det har naturligvis ingen som helst betydning for hverken Jordens eller menneskenes skæbne.

Neptun er heller ikke synlig i april. Solsystemets yderste planet befinder sig i Vandman-den, som ganske vist begynder at vise sig over horisonten lige før solopgang. Neptun har imidlertid en lysstyrke på mag. 7,9 og kan derfor som minimum kun ses gennem en pris-mekikkert på en mørk himmel. På samme måde som for Uranus’ vedkommende bliver det først muligt i slutningen af juli eller begyndelsen af august – medmindre man rejser sydpå, hvor der ikke er lyse nætter.

Stjerneskudssværmen Lyriderne har maksimum natten mellem den 21. og 22. april. ZHR ligger normalt på 15-20, men kortvarige større udbrud er af og til observeret. Meteorerne fra Lyriderne bevæger sig typisk forholdsvis hurtigt, og udstråler som navnet antyder i nærheden af stjernebilledet Lyren, nærmere bestemt på grænsen mellem Lyren og Herkules. De bedste observationsbetingelser er mellem midnat og daggry den 22. april, primært fordi radianten ved mørkets frembrud står lavt i nordøstlig retning og først kommer højt på himlen efter midnat. Den tiltagende måne går ned omkring kl. 02, og inden da vil den stå på vesthimlen, så den vil kun genere i begrænset omfang.

Lyriderne kan ses på hele himlen, men det er nemt at skelne dem fra sporadiske meteorer, idet deres spor peger tilbage i nærheden af den klare blåhvide stjerne Vega i Lyren, medens eventuelle sporadiske meteorer har alle mulige andre retninger. De første Lyrider plejer at vise sig allerede ved mørkets frembrud, dvs. ved 22 tiden, hvor man skal finde sig et mørkt sted så langt væk fra byens lys som muligt. De tidlige morgentimer er dog under alle omstændigheder bedst til meteoriagttagelse, fordi man da befinder sig på den halvdel af Jorden, som vender fremad i bevægelsesretningen og derfor møder flere af de sand-korn store partikler, der er årsag til meteorerne.

Himlen mod øst 22. april kl. 03. Lyridernes radiant ligger mellem Lyren og Herkules. De tre klareste stjerner i henholdsvis Lyren, Svanen og Ørnen udgør Sommertrekanten.

Månens faser.

Månens aktuelle fase lige nu kan ses med dette link til U.S. Naval Observatory.