Stjernehimlen i juli 2018
Hundedagene varer fra 23. juli til 23. august – altså 30 dage – og hvis man skal tro de mange varsler, der har fulgt dagene lige siden oldtiden, er der i denne periode stor risiko for liv og levned. Hundedagenes navn knytter sig til Sirius, som ikke alene er den klareste stjerne i stjernebilledet Store Hund, men også den klareste stjerne på hele himlen. Da Sirius befinder sig i Store Hund, kaldes den også Hundestjernen, og romerne kaldte dagene caniculares dies. De mente, at dagene fik havene til at koge, vinen til at blive sur, hundene til at blive bidske og mennesker til at blive febersyge og hysteriske. Derfor prøvede de at mildne Sirius ved at ofre en hund, når Hundedagene begyndte. Hunde-dagene begyndte, når Solen gik ind i stjernebilledet Løven og derfor stod i nærheden af Sirius. Solen står ganske vist fortsat i samme område som Sirius på denne årstid, men præcessionen bevirker, at den i vore dage befinder sig mellem Tvillingerne og Krebsen den 23. juli. Det er kun astrologerne, som tror, at den står i Løven.
Solens position ved Hundedagenes begyndelse den 23. juli.
Sirius er på grund af sin position i nærheden af Solen ikke synlig om sommeren. Store Hund er et vinterstjernebillede, men også en stor del af sommerstjernebilledernes stjerner er ikke synlige fra vore breddegrader. Det skyldes imidlertid de lyse nætter, for da det den 1. juli kun er 11 dage siden midsommer, når nattemørket ikke at sænke sig selv midt på natten. I løbet af måneden kan man imidlertid tydelige se, hvordan det gradvist bliver mørkere og mørkere omkring astronomisk midnat. Vi skal dog hen til begyndelsen af august, før de lyse nætter officielt er slut på vore breddegrader.
På samme måde som i juni er himlen i nordlig retning det meste af måneden således oplyst af Solen, som kun kommer et begrænset antal grader under horisonten. I mangel af stjerner byder den lyse nordhimmel imidlertid på et særligt fænomen, som er et særkende for netop Skandinavien og tilsvarende breddegrader som f.eks. Canada, England og Sibirien. Det drejer sig om lysende natskyer, som er Jordens højest beliggende skyer. Skyerne dannes, når vanddamp stiger op og krystalliserer omkring mikroskopiske partikler i en højde af mere end ca. 80 kilometer. Disse partikler stammer fra meteorider, som er brændt op ved mødet med Jordens atmosfære.
Sæsonen for lysende natskyer starter normalt i slutningen af maj eller i begyndelsen af juni og varer ved i et par måneder med højsæson i ugerne omkring sommersolhverv. NASA har flere satellitter, som er specielt beregnet til at holde øje med trykforhold, temperatur o.l. i Jordens øverste atmosfære. De første registreringer af lysende natskyer i 2018 blev foretaget den 27. maj, og disse målinger kan følges dagligt på Spaceweather, men det bedste er naturligvis selv at holde øje med himlen. Se mere om lysende natskyer på https://stjernehimlen.info/?page_id=651.
Lysende natskyer fotograferet fra ISS den 13. juli 2012.
Himlen mod nord ved astronomisk midnat midt i juli.
Som det fremgår af ovenstående kort over nordhimlen, er den klareste stjerne i dette område Capella i Kusken. Mellem Karlsvognen og Kusken er der et tilsyneladende tomt område, som udgøres af stjernebillederne Giraffen og Lossen, hvis stjerner alle er så lyssvage, at de forsvinder på den lyse himmelbaggrund. Når de lyse nætter sidst på måneden nærmer sig deres afslutning, begynder Perseus, Cassiopeia, Andromeda og Pegasus så småt at vise deres kontur på østhimlen.
Himlen mod syd ved astronomisk midnat midt i juli.
Medens det således især er lysende natskyer, som tiltrækker opmærksomheden på himlen mod nord, har himlen mod syd ikke mindre end tre planeter at byde på. Alle tre planeter står tæt på horisonten. Jupiter står i Vægten, Saturn i Skytten og Mars i Stenbukken, og eftersom alle tre stjernebilleder består af svage stjerner, er planeterne langt de klareste objekter på denne del af himlen. Den eneste klare stjerne er den røde kæmpe Antares i Skorpionen, som imidlertid går ned kort tid efter midnat. Højere på himlen og nærmere Zenith står to klare stjerner, Vega i Lyren og Deneb i Svanen. Sammen med den ligeledes klare Altair i Ørnen danner de tilsammen Sommertrekanten.
Juli forbindes traditionelt med ferie, men sådan har det ikke altid været. For blot et par hundrede år siden var ferie kun noget, som kendtes i de velhavendes kredse, og der skulle gå helt til 1938, før den første danske ferielov sikrede alle samfundets klasser to ugers ferie om året. I dag har vi mere end dobbelt så lang ferie, og mange tilbringer måske en eller flere af disse uger under sydlige himmelstrøg. Såfremt dette er tilfældet, bør man unde sig selv den oplevelse at finde et mørkt sted uden for hotellets eller campingpladsens lyshav og rette blikket mod den mørke nattehimmel.
Fra Middelhavsområdet har man bedre observationsforhold end i Danmark. Der er ingen lyse nætter, og objekter på den sydlige stjernehimmel vil stå lige så mange grader højere, som man befinder sig mod syd i forhold til Danmark. Nedenstående kort viser, hvordan stjernehimlen ser ud fra De græske Øer og tilsvarende breddegrader. Som det fremgår, står de tre planeter langt højere på himlen, og derudover kan man se hele Skorpionen, hvis hale aldrig kommer over horisonten i Danmark.
Himlen mod syd ved astronomisk midnat midt i juli fra 40° nordlig bredde.
I juli forekommer et astronomisk forhold, som ikke kan ses med det blotte øje: Afstanden mellem Jorden og Solen opnår sin største værdi. Dette kaldes aphel (eller alternativt aphelium). De fleste ved, at Jordens bane omkring Solen er ellipseformet, og at afstanden derfor varierer gennem året. Mange tror dog fejlagtigt, at vi er tættest på Solen om sommeren. Det er imidlertid lige præcist modsat, for grunden til årstidernes skiften er i virkeligheden, at Jordens akse hælder 23,5° i forhold til baneplanet omkring Solen, og da denne hældning er fast i forhold til rummet, er det skiftevis den nordlige og den sydlige halvkugle, som vender ind mod Solen i løbet af året. Når Jorden befinder sig i den del af sin bane, hvor den nordlige halvkugle vender mod Solen, falder solstrålerne mere lodrette på vore breddegrader, og den ekstra solenergi varmer landjorden, havet og luften op. I 2018 passeres aphel den 6. juli, og afstanden er 152.095.575 kilometer. Under perihel den 3. januar var afstanden 147.097.192 kilometer.
Jordens ellipseformede bane. Størrelsesforholdene er ikke korrekte.
Merkur er i begyndelsen af juli teoretisk synlig på aftenhimlen en times tid efter solned-gang, men da dens højde over horisonten kun er nogle få grader, er den stort set umulig at se den på den lyse aftenhimmel. Når Merkur er ’aftenstjerne ’ på denne årstid, er den altid vanskelig at se fra vore breddegrader, fordi Ekliptikas hældning mod horisonten er lille. Her er chancerne som netop omtalt bedre fra mere synlige himmelstrøg. Man skal dog være hurtig, for allerede efter en uges tid er Merkur kommet så tæt på Solen, at den forsvinder i Solens stråler.
Derimod kan man ikke undgå at få øje på Venus. Den i forvejen lysstærke planet stiger fra mag. ÷4 til mag. ÷4,3 i løbet af juli. Den forøgede lysstyrke kompenserer for, at planetens højde over horisonten bliver mindre og mindre, og at nedgangen finder sted tidligere og tidligere. Den 1. juli står Venus i en højde af 7° én time efter solnedgang. Den 31. juli er højden kun godt 1° på samme tidspunkt, dvs. en time efter solnedgang, og Venus forsvin-der selv under horisonten ganske kort tid efter. Den 15. juli står det tynde segl på nymånen 4½° til venstre for Venus, og med en prismekikkert kan man under gode forhold skimte Regulus i Løven under og til venstre for Månen.
Venus, Månen og Regulus den 15. juli.
Som det fremgik af stjernekortene, er Mars, Jupiter og Saturn de tre dominerende himmellegemer på den sydlige del af himlen i denne måned. Jupiter står op først og endda længe før solnedgang, så den kan ses, så snart der bliver tilstrækkelig mørkt. Næst efter Venus er Jupiter den klareste planet, selv om den får hård konkurrence fra Mars i denne måned. Med sin lysstyrke på mag. ÷2,2 overstråler Jupiter mangefold stjernerne i Vægten, og den største ulempe set med danske øjne er den lave højde over horisonten. En times tid efter solnedgang i begyndelsen af juli står Jupiter mod SSV i en højde af omkring 15°, og den går ned umiddelbart før kl. 02. Inden månedens udgang finder nedgangen sted to timer tidligere. Det giver kun kort tid til at rette et teleskop mod gaskæmpen for at iagttage dens store skive på 40” og de fire store måner, som uophørligt kredser omkring planeten og derved skifter indbyrdes position i løbet af få timer.
Saturn befinder sig et par stjernebilleder længere mod øst, nemlig i Skytten, som er det lavest beliggende stjernebillede på Ekliptika, hvilket indebærer, at Saturn maksimalt kommer 12° over horisonten under kulminationen. Saturn var i opposition den 27. juni og står i juli derfor op før solnedgang. Den meget lave stilling på himlen kombineret med de lyse nætter gør observationsforholdene meget vanskelige fra danske breddegrader. I det hele taget er forholdene for både Jupiter og Saturn dårlige i øjeblikket. For Jupiters vedkommende går der endnu et par år, før den passerer Ekliptikas laveste punkt, men da Jupiter kun bruger 12 år til et omløb om Solen, varer det ikke længe, før den igen står højt på himlen. For Saturns vedkommende går det lidt langsommere, idet ringplaneten bruger knap 30 år til et omløb.
Eftersom Saturns opposition som nævnt fandt sted den 27. juni, sker der ikke de store forandringer med lysstyrken i denne måned. Hvis man trods den lave højde retter et teleskop mod planeten, kan man se dens 18” store skive omgivet af den berømte ring på 41”. Ringene er i øjeblikket tæt på den maksimale hældning i forhold til synsretningen mod Jorden. Læs mere om Saturn under omtalen af stjernehimlen i juni.
Saturns lave højde over horisonten bliver dog overgået af Mars, som står endnu lavere og det på trods af, at Mars befinder sig i Stenbukken, som faktisk har en højere deklination end Skytten. Medens Saturns højde over horisonten er 12°, står Mars kun i en højde af 9° under den kommende opposition. Årsagen hertil er, at Mars’ bane har en hældning på 1,85° i forhold til Ekliptika. Ganske vist har Saturns bane en hældning på 2,5°, men da afstanden til ringplaneten er meget større end afstanden til Mars, vil den altid ses forholdsvis tæt på Ekliptika. Som baneforholdene mellem Jorden og Mars er lige i øjeblikket, befinder Mars sig et pænt stykke under Ekliptika, og dens oppositionssløjfe i den vestlige del af Stenbukken fører den endnu længere under.
Mars’ banebevægelse 15. maj – 31. oktober 2018. Den gule linje er Ekliptika.
Det betyder imidlertid ikke, at man skal ignorere Mars i sommeren 2018 – tværtimod. Den 27. juli er Mars i opposition, og det er ikke hvilken som helst opposition. Overordnet set er det den mest gunstige siden 2003, og den bliver ikke bedre igen før i 2035.
Normalt har Mars en beskeden lysstyrke, idet den kun når negative værdier i et par måneder omkring oppositionen, og eftersom marsoppositioner kun forekommer med 26 måneders mellemrum, er det kun hvert andet år, den røde planet gør sig virkelig bemærket. Ved de mest gunstige oppositioner er afstanden ca. 55 millioner kilometer. I konjunktionen kan afstanden blive helt op til ca. 380 millioner kilometer, og den tilsyneladende lysstyrke varierer mellem mag. ÷2,8 og mag. 1,6. Under de gunstige oppositioner overstråles Mars kun af Venus, medens den i de lyssvage konjunktioner lyser omtrent som Karlsvognens stjerner.
På grund af det kraftige røde lys har Mars tiltrukket sig opmærksomhed blandt alle folkeslag siden oldtiden. Desuden lagde de mærke til, at Mars syntes at følge sine egne veje på himlen. Ligesom de øvrige ydre planeter bevæger Mars sig mellem stjernerne fra vest mod øst. Bevægelsen er dog ikke jævn fremad efter en ret linie. En gang imellem synes planeten at stå stille nogle dage, hvorefter den i en periode bevæger sig i modsatte retning for derefter atter at genoptage den østgående bevægelse, og for Mars’ vedkommende var denne bevægelse mere udpræget end hos de øvrige planeter, og i samme tidsrum skete der en stor forandring af lysstyrken. Alle himmellegemer bevæger sig ganske vist altid fra øst mod vest i løbet af natten. Det skyldes imidlertid Jordens rotation omkring sin akse. Stjernerne følges altid ad og beholder samme indbyrdes position gennem årtusinder. Hvis de ikke gjorde det, ville vi ikke have de velkendte stjernebilleder, som stort set har været uforandrede siden oldtiden. Planeterne følges tilsyneladende med stjernerne, men hvis man ser nøje efter med nogle dage eller ugers mellemrum, bemærker man, at de har bevæget sig mod øst i forhold til baggrundsstjernerne.
Denne bevægelse skyldes, at planeterne inklusive Jorden kredser om Solen, hvorfor syns-retningen hele tiden ændres. Jorden kredser imidlertid hurtigere omkring Solen end de ydre planeter og overhaler dem så at sige indenom. Under overhalingen ser ud, som om den ydre planet bevæger sig baglæns. Det svarer til, at man overhaler en bil på motorvejen – den pågældende bil sakker bagud i forhold til én selv. I Solsystemet er forholdene lidt anderledes, og efter kortere eller længere tid genoptager den ydre planet igen sin normale prograde bevægelse. Planeternes retrograde bevægelser var en stor gåde for oldtidens græske astronomer, og den var årsagen til de mange forsøg på at konstruere et troværdigt Verdensbillede.
Mellem position 2 og 4 bliver Mars overhalet af Jorden og synes derfor at bevæge sig baglæns i forhold til de fjerne baggrundsstjerner.
Mars har spillet en stor rolle i forståelsen af Solsystemets opbygning. De græske astrono-mer undersøgte banebevægelserne hos Solsystemets medlemmer og især hos Mars, og de kom frem til, at Jorden befinder sig i Universets centrum, og at det hele roterer omkring den stillestående Jord. Planetbanerne voldte dog stort besvær. Man antog, at al bevægelse foregik i cirkelformede baner, idet en cirkel betragtedes som en fuldkommen kurve, og på himlen måtte alt naturligvis være harmonisk og fuldkomment.
For at få observationerne til at stemme overens med teorien opfandt Ptolemæus et system, hvor hver planet løb rundt på en lille cirkel, epicyklen, hvis centrum igen bevægede sig omkring Jorden i den fuldkomne cirkelbane. Selv dette hjalp ikke nok, og der måtte derfor indføres flere og flere epicykler, indtil hele systemet blev håbløst uoverskueligt.
Ptolemæus’ verdensbillede.
Uanset det Ptolemæiske verdenssystems klodsethed holdt teorien i næsten 1500 år, indtil Kopernikus i 1543 helt forandrede vores syn på Universet. Kopernikus var meget skeptisk overfor Ptolemæus’ system, så han søgte en udvej for at undgå de komplikationer, som Ptolemæus var blevet nødt til at anvende. Til sidst indså han, at den eneste udvej var at flytte Jorden fra Universets centrum. Han postulerede, at Jorden sammen med de andre planeter kredser om Solen og kunne således med et slag fjerne mange af vanskelighederne. Det skal dog retfærdigvis indføres, at allerede Aristarch omkring år 250 f.Kr. havde fremsat samme ide, men en sådan tanke faldt ikke i god jord på den tid.
Senere i 1500-tallet iagttog Tycho Brahe Mars’ tilsyneladende bevægelser gennem 20 år fra sit observatorium på Hven i Øresund, og efter Tycho Brahes død i 1601 overtog Johannes Kepler resultaterne af observationerne, hvilket satte ham i stand til at udarbejde sine tre love for planetbevægelserne, så nu var gåden om Mars’ mystiske opførsel langt om længe løst. Dette skete på samme tid, som teleskopet blev opfundet, og i 1659 var de blevet så gode, at den hollandske astronom Christiaan Huygens opdagede den markante aftegning, der senere fik navnet Syrtis Major, og derved kunne han bestemme Mars’ rotationstid til lidt over et jordisk døgn. Få år senere opdagede Giovanni Cassini, at der ved marspolerne fandtes hvide masser, der mindede om Jordens polarkalotter.
Med et godt teleskop kan man prøve at eftergøre nogle af disse opdagelser. Nutidens astronomer har det dog noget nemmere end 1600-tallets pionere. Under Stjernehimlen i juni kan du læse mere om, hvad man selv kan observere på Mars under denne opposition.
Oppositionen finder sted den 27. juli kl. 05:13 UT, svarende til 07:13 dansk sommertid. På grund af banernes ellipseform indtræffer den korteste afstand dog først fire dage senere, nærmere bestemt den 31. juli. I begyndelsen af juli står Mars op omkring midnat og står højest på himlen ved 03:30-tiden. Lysstyrken på dette tidspunkt ligger på mag. ÷2,2. Efterhånden som oppositionen nærmer sig, står Mars tidligere og tidligere op, og lys-styrken stiger, indtil den topper på mag. ÷2,8. Det er klarere end både Jupiter og Venus.
Ved et tilfælde forekommer der en total måneformørkelse samtidig med marsopposi-tionen. Formørkelsen den 27. juli kan ses fra Australien, Asien, Afrika og Europa og begynder teknisk set med den penumbrale fase kl. 19:14. Den penumbrale fase kan normalt ikke ses, idet det kun er Jordens halvskygge, som rammer Månen. Den partielle fase, hvor Jordens kerneskygge langsomt dækker mere og mere af Månen, begynder kl. 20:24. På dette tidspunkt er Månen imidlertid ikke stået op i Danmark endnu. I Odense står den op kl. 21:24, og da totaliteten begynder ganske få minutter senere, nærmere bestemt kl. 21:30, vil det med andre ord sige, at Månen står formørket op. Formørkelsen er maksimal kl. 22:21, og selve totaliteten er slut kl. 23:13.
Eftersom Solen først går ned kl. 21:33, kan det være vanskeligt at se Månen under opgangen. Brug en prismekikkert og se efter Månen mod sydøst – præcist i modsatte retning af den nedgående sol. Under den maksimale fase står Månen i en højde af 5° over horisonten, og den når at komme op i en højde af 10°, inden totaliteten er slut. Den partielle fase slutter kl. 00:19, og den penumbrale kl. 01:28.
Formørkelsen er tæt på at være central, hvilket er årsagen til, at totaliteten varer 1 time og 43 minutter, hvilket er den længstvarende måneformørkelse i de seneste 18 år. Eftersom Månen kommer så langt ind i Jordens skygge, bliver den mørkere end ved de lejligheder, hvor den passerer nærmere skyggens kant.
Hvis Månen er synlig under opgangen, kan man ved samme lejlighed iagttage det pudsige fænomen, som bevirker, at Månen ser større ud end normalt. Der er tale om den såkaldte måneillusion, og i dette tilfælde er der virkelig kun tale om en illusion, idet Månen på tidspunktet for formørkelsen er i apogæum, dvs. den befinder sig i det fjerneste punkt af sin elliptiske bane og derfor ser mindst mulig ud. Afstanden er 406222 kilometer, hvilket er den største afstand for fuldmånen i 2018.
Total måneformørkelse den 27. juli.
Desværre må vi nok forberede os på, at diverse medier omtaler måneformørkelsen som Blodmåne. Seriøse astronomer kalder ikke en total måneformørkelse for ‘blodmåne’. De har aldrig brugt dette udtryk.
Udtrykket er af nyere dato. Det stammer fra en vis pastor John Hagee (naturligvis fra USA), som læste i Joels Bog kapitel 3, vers 4 at: Solen forvandles til mørke og Månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer. Nogenlunde den samme ordlyd fandt pastor Hagee bl.a. også i Apostlenes Gerninger og i Johannes Åbenbaring. I 2013 proklamerede han, at 2015’s totale måneformørkelse, som han kaldte blodmåne, ville betyde, at Biblens profeti om Jordens undergang ville blive fuldbragt.
Har vi ikke ligesom hørt om Jordens undergang mange gange tidligere. Den gik da som bekendt heller ikke under i 2015, men udtrykket blodmåne hang fast og er lige siden blevet misbrugt af den populære presse, hver gang der er total måneformørkelse.
En årligt tilbagevendende reprise er på samme vis historien om supermånen. Når Månen er tættest på Jorden, ser den kun nogle ganske få bueminutter større ud, end når den er længst væk. Det er stort set umuligt at se forskel med det blotte øje. Dette slipper vi heldigvis for denne gang. Som netop fortalt befinder Månen under formørkelsen i sin største afstand og ser derfor mindst ud, og det er ikke så interessant for pressen.
Som tidligere nævnt kan man i slutningen af juli tydeligt fornemme, at de lyse nætter er ved at nærme sig deres afslutning. Himlen er mærkbart mørkere midt på natten, og det varer længere, inden der bliver lyst om morgenen. Det giver mulighed for at se efter meteorer – eller stjerneskud som er den mere populære betegnelse. Meteorer kan ses hver klar nat, og de forekommer over hele himlen. Imidlertid er der stor chance for, at nogle få stykker sidst i juli stammer fra en af årets mindre meteorsværme, nemlig De Sydlige Delta Aquarider. Denne sværms radiant ligger som navnet antyder i nærheden af stjernen Delta i den sydlige del af Vandmanden, som når at komme relativt højt på himlen inden daggry.
Delta Aquariderne er en meget spredt meteorsværm, som kan ses fra midt i juli til midt i august. Maksimum forekommer omkring den 30. juli, men ZHR når sjældent op på mere end omkring 10 på vore breddegrader. Delta Aquaridernes maksimum finder i år sted ved en ugunstig månefase, idet Månen står tæt på radianten på maksimumsnatten, men der er jo måneformørkelse den 27., og da Delta Aquaraiderne er aktiv næsten en hel måned, kan man benytte lejligheden til at se efter meteorer, medens Månen er skjult af Jordens skygge. Radianten befinder sig dog under horisonten på dette tidspunkt, hvilket i sig selv reducerer antal meteorer. Måske ser man også meteorer fra en anden retning, for i slutningen af juli begynder de første Perseider at vise sig. Perseiderne er en af årets bedste sværme, og den har maksimum omkring 12. august.
Vandmanden den 30. juli kl. 03. Delta Aquaridernes radiant ligger umiddelbart nord for δ.
Neptun befinder sig i Vandmanden, som står op omkring midnat, så den eneste forhind-ring for at kunne se Solsystemets yderste planet er dens lystyrke på mag. 7,8 kombineret med de lyse nætter. I begyndelsen af juli står Neptun 1° vest for φ (Phi) Aquarii. φ er markeret på ovenstående kort, og stjernen har en lysstyrke på mag 4, og det samme har λ. Neptuns retrograde bevægelse fører den i løbet af måneden yderligere ½° i vestlig retning. Neptun er ikke synlig for det blotte øje, idet der som minimum kræves en prismekikkert.
Uranus har en lysstyrke på mag. 5,8 og er derfor væsentligt klarere end Neptun. Den ligger dog lige på grænsen til at kunne ses med det blotte øje selv fra et helt mørkt sted, så også i dette tilfælde vil en prismekikkert eller et teleskop være uundværlig. Uranus befinder sig i Vædderen og står op lige før daggry.
Hvis det lykkes at finde Neptun på mag. 8, kan det også lade sig gøre at finde Solsystemets næststørste asteroide, 4 Vesta på mag. 6. På trods af sin 2. plads i fysisk størrelse er 4 Vesta klarere end 1 Ceres, dels på grund af en større albedo, og dels fordi dens bane ligger tættere på Jorden end Ceres’ bane. 4 Vesta var i opposition i Skytten den 20. juni, nøjagtig på midsommerdag. I juli har den bevæget sig ind Ophiuchus, og lysstyrken aftager i løbet af måneden fra mag. 5,6 til mag. 6,3. Det største problem er, at området står meget lavt på himlen, så også i dette tilfælde er forholdene bedre længere mod syd i Europa. Brug søgekortet på Heavens-above, som dagligt bliver opdateret med den aktuelle position.
Månens aktuelle fase kan ses her.