Stjernehimlen i maj 2018
Himlen mod nord midt i maj ved astronomisk midnat.
Ovenstående stjernekort viser himlen mod nord ved midnat midt i maj. Bemærk at midnat i denne forbindelse skal forstås som astronomisk midnat, som falder én time senere end borgerlig midnat på grund af sommertiden. Kortet har nord nedad og øst til højre, idet man står med front mod nord.
Let genkendelig er Cassiopeias W mod NNØ. Cassiopeia er ligesom de øvrige stjernebille-der omkring himlens nordpol cirkumpolare og er derfor altid over horisonten her i Danmark. Det samme er tilfældet for den øverste del af Kusken, hvor stjernen Capella står som den klareste stjerne på nordhimlen gennem det meste af sommeren. Det er noget vanskeligere at se de væsentligt svagere stjerner i Perseus, som står direkte mod nord på dette tidspunkt af natten. Også Andromedas stjerner lader sig vanskeligt finde, fordi de står meget lavt over horisonten mod NØ. I løbet af natten kommer de højere på himlen. Mod nordvest er det fortsat muligt at se de to klare stjerner Castor og Pollux i Tvillingerne. Dette stjernebillede er det nordligste beliggende på Ekliptika, og faktisk har Castor en så høj nordlig deklination, at den kun er under horisonten i knap 4 timer.
Den eneste stjerne, som ikke flytter sig i hverken natten eller årets løb, er Nordstjernen. Ligesom Galilei hviskede Eppur si muove (den [Jorden] bevæger sig alligevel), da han afsværgede sit kætterske verdensbillede foran inkvisitionen i Rom, kan man sige det samme om Polaris. Den befinder sig nemlig ikke præcist over Jordens omdrejningsakse men knap 40’ derfra. Den foretager derfor en meget lille cirkelbevægelse omkring himlens nordpol i løbet af ét døgn. I løbet af de kommende år bliver afstanden imidlertid mindre, og den vil være mindst i år 2100, hvor afstanden kommer ned på 27’.
Himlen mod syd midt i maj ved astronomisk midnat.
Mod syd er vinterstjernebillederne forsvundet fra nattehimlen. Forårsstjernebilledet Løven er på vej under horisonten mod vest, og Ekliptikas største stjernebillede, Jomfruen, står lavt i sydvestlig retning. Jupiter står mod syd i stjernebilledet Vægten, som kun har få klare stjerner. Sommerstjernebilledet Skorpionen følger umiddelbart efter, men kan ikke ses i sin helhed fra vore breddegrader. For at se den markante bue af stjerner, som udgør Skorpionens hale, skal man til Middelhavsområdet eller endnu sydligere. Her fra Danmark må vi nøjes med Skorpionens klareste stjerne, den røde kæmpe Antares.
Det er også på denne årstid, Ekliptikas 13. stjernebillede er synlig. Ophiuchus befinder sig mellem Skorpionen og Skytten. Det er et stort og vanskeligt stjernebillede at overskue. Stjernerne er forholdsvis svage og danner ikke et særlig markant mønster. Den klareste stjerne α Ophiuchus, også kaldet Rasalhague, har en lysstyrke på mag. 2,1. Det er samtidig stjernebilledets nordligst beliggende stjerne. Kun 6° skiller den fra den klareste stjerne i Herkules. På grund af beliggenheden i nærheden af Mælkevejens centrum i Skytten er en stor del af de kugleformede hobe koncentreret i dette område. Omtrent halvdelen af Mælkevejens over 200 kugleformede hobe findes i Skorpionen, Skytten og Ophiuchus.
Endelig må Barnards stjerne ikke udelades. Denne røde dværg har ganske vist kun en lysstyrke på mag. 9½, men den er interessant, fordi det er den nærmeste stjerne næst efter Alfa Centauri systemet og altså dermed Solens nærmeste nabo på nordhimlen. Afstanden er 6 lysår, og det er den stjerne, som har den største egenbevægelse. Den flytter sig mere end 10” årligt, hvilket bliver til Månens tilsyneladende diameter i løbet af omtrent 200 år.
Mod øst kan Sommertrekanten ses i sin helhed. De to øverste stjerner i trekanten, Vega i Lyren og Deneb i Svanen, kan altid ses, idet de er cirkumpolare. Sommertrekantens spids, Altair i Ørnen, befinder sig derimod så langt fra himlens nordpol, at den kun kan ses en del af året.
I det meste af Danmark begynder de lyse nætter i maj. Himlen bliver ikke mørk om natten, og det har naturligvis stor betydning for, hvor mange stjerner, man kan se. En nat uden månelys og fra et mørkt sted langt fra gadelys og andre kunstige lyskilder kan man med normalt syn se stjerner ned til omkring 6. størrelsesklasse. Om sommeren er himlen, især mod nord, oplyst af Solen, som på denne årstid ikke kommer ret langt ned under horisonten. Lyset fra de svageste stjerner falder derfor sammen med himmelbaggrunden.
De lyse nætter indtræffer pr. definition, når Solens centrum ved midnat er mindre end 18° under horisonten. Efter solnedgang er der som bekendt en vis overgang, inden der bliver mørkt. Dette kaldes tusmørke, og årsagen er, at Solens lys efter solnedgang fortsat rammer den øverste del af Jordens atmosfære, hvorfra det bliver reflekteret, og jo længere Solen er under horisonten, jo højere oppe i atmosfæren sker reflektionen fra. Atmosfæren bliver tyndere med højden, og dermed bliver refleksionen også svagere. Til sidst kommer Solen så langt ned under horisonten, at den ikke længere kan belyse atmosfæren over et givet sted.
Rent matematisk kan tidspunktet for de lyse nætters begyndelse fastsættes helt præcis. For at beregne, hvor langt Solen kommer under horisonten ved midnat for et bestemt sted, skal man benytte ligningen 90°-φ-δ, hvor φ er stedets breddegrad, og δ er Solens deklination.
Normalt siger man, at de lyse nætter begynder den 5. maj. Denne dato er traditionelt angivet i kalenderen, fordi de lyse nætter begynder i København denne dato. Tidsbereg-ningen blev foretaget af Københavns Universitets Observatorium på Østervold, som havde monopol på udgivelsen af kalendere. Fra 1860 og indtil 1976 var alle kalendere forsynet med et stempel, som var en afgift (indtægt) til Københavns Universitet.
Almanak fra 1895 med billede af Observatoriet på Østervold. Usolgte, fuldstændig ubeska-
digede almanakker kunne ombyttes med fradrag af stempelafgiften på 10 øre.
Fyn ligger på næsten samme breddegrad som København, så her passer kalenderens angivelse af de lyse nætter i store træk. Jo længere man bor nordpå, jo større er værdien φ, så for Danmarks nordligste punkt ved Grenen gælder således, at de lyse nætter allerede begynder omkring den 28. april. I den modsatte ende af landet, ved Gedser, begynder de lyse nætter først omkring 9. maj. Såfremt vi tager længer sydpå end Paris, eksisterer fænomenet slet ikke. Her er der altid mørkt om natten hele året rundt. Modsat er der som bekendt midnatssol i Nordskandinavien.
Den solbelyse nattehimmel begynder dog ikke pludselig fra den ene nat til den næste. I praksis er der naturligvis en vis overgangsperiode, hvor nætterne gradvist bliver lysere og lysere, indtil det kulminerer ved midsommer. I begyndelsen af maj er nattehimlen derfor fortsat mørk ved midnat. Ganske vist er der fuldmåne den 30. april, så dens tilstedevæ-relse på natte- og morgenhimlen i tiden omkring de lyse nætters start gør overgangen lidt mere flydende i år.
Manglen på svage stjerner bliver opvejet af de fire lysstærkeste planeter, som alle er så klare, at de kan ses gennem alle sommermånederne. Den første, som bliver synlig, er Venus. Den står på aftenhimlen, og med en lysstyrke på mag. ÷4 er den så klar, at den bliver synlig få minutter efter solnedgang. Baggrundsstjernerne kan ikke ses på dette tidspunkt, men når der bliver lidt mørkere, kan man se, at Venus befinder sig i Tyren over stjernehoben Hyaderne og Tyrens klareste stjerne, Aldebaran. I løbet af måneden bevæger Venus sig gennem Tyren og passerer ind i Tvillingerne den 19. Afstanden mellem Jorden og Venus ligger i nærheden af 200 millioner kilometer, fordi Venus i øjeblikket befinder sig på den modsatte side af Solen. Gennem et teleskop ses Venus derfor næsten fuldt belyst, og dens skive spænder ikke over mere end 12”.
Venus lyser så stærk, at den kan ses i dagslys, såfremt himlen er helt klar, og man ellers ved præcist, hvor den står i forhold til Solen. I maj er vinkelafstanden mellem Solen og Venus lidt mere end 30°, svarende til 3× den vinkel, som en knyttet hånd spænder over i armlængdes afstand.
Vinkelmåling ved hjælp af hånden, som skal holdes i armlængdes afstand.
Den 17. vil Månen fungere som vejviser. Ved 15-tiden står Månen og Venus mod syd. Det er få dage efter nymåne, og Venus vil stå 6° over det tynde månesegl. Synsfeltet i en prismekikkert ligger normalt på omkring 6°-7°, så det er en god ide at benytte en sådan i første omgang. Herefter kan man forsøge med det blotte øje.
Månen og Venus i dagslys den 17. maj omkring kl. 15:00. Resten af dagen bevæger Månen sig mod venstre i forhold til Venus med en hastighed svarende til sin egen diameter pr. time.
Efter solnedgang bliver det naturligvis endnu nemmere at se de to himmellegemer. Det er tilmed muligt at se hele Månen. Dens ellers ubelyste del kan nemlig ses i en svag grålig belysning. Det er et fænomen, som opstår, fordi Månen ligger badet i tilbagekastet sollys fra Jorden.
Hvis man vender sig om og retter blikket i sydøstlig retning, ses endnu en planet. Det er Jupiter, som ved månedens begyndelse står op umiddelbart efter solnedgang. Den 8. maj finder opgangen sted samtidig med solnedgang, hvilket skyldes, at Jupiter er i opposition denne dag og dermed befinder sig 180° fra Solen med Jorden i midten. Det er samtidig det tidspunkt, hvor Jupiters lysstyrke er størst. Lysstyrken på den i forvejen klare planet varierer dog ikke meget i årets løb, og i hele maj ligger den på mag. ÷2,5.
Jupiter er især kendt for sine fire store måner, som er synlige gennem stort set ethvert teleskop og endda er synlige gennem en god prismekikkert. Månerne kredser så hurtigt omkring Jupiter, at de skrifter indbyrdes position fra aften til aften og endda fra time til time. Det bedste syn fås dog med et større teleskop og en forstørrelse på minimum 75×-100×. Herved er det muligt at iagttage yderligere et interessant fænomen. Månerne lyser ved tilbagekastet sollys, og på samme måde som Jordens måne af og til dækker for Solen og forårsager en solformørkelse, når dens skygge rammer Jorden, kaster Jupiters måner også en lang skygge, som kan nå ned til Jupiters øverste skytoppe.
Skyggen ses som en sort plet, som langsomt bevæger sig hen over Jupiters skive. Før oppositionen rammer den pågældende månes skygge Jupiter, før månen selv passerer ind foran Jupiter (set fra Jorden). Efter oppositionen kommer Solens lys fra den anden side, så skyggen rammer senere end månens passage. Under selve oppositionen kan det være vanskeligt at se skyggen, fordi Solens lys da falder i næsten samme retning, som synsretningen fra Jorden.
Den inderste måne Io med sin skygge henholdsvis før og efter Jupiters opposition. Dette billede er retvendt, så månen og skyggen bevæger sig fra venstre mod højre.
Den største ulempe set med danske øjne er, at Jupiter befinder sig i Vægten. Det er et stjernebillede, som ligger syd for himlens Ækvator. Jupiter kommer derfor maksimalt 18° over horisonten, når den kulminerer mod syd. Den befinder sig samme sted, som Solen gør i midt i november. Den lave højde betyder også, at Jupiter kun er over horisonten i knap 9 timer. Det klareste billede gennem teleskopet opnås, når Jupiter står så højt som muligt. I hele maj undgår man således bedst jordatmosfærens turbulens ved at vente til efter midnat.
Under oppositionen spænder Jupiters skive over 45”, og hvis betingelserne er til stede, kan man udover de fire måner også se Jupiters skysystemer, hvor især to mørke ækvatoriale bælter træder tydeligt frem. Det begrænsede antal timer til rådighed er ikke nok til at følge, hvordan Jupiter foretager en hel rotation omkring sin akse på 10 timer. Det vil derfor ikke være hver nat, den store røde plet befinder sig midt på den side, som vender ned mod Jorden. Det hele kan dog planlægges i forvejen, for både månernes og den store røde plets position kan findes vej hjælp af et enkelt tabelopslag.
Næste planet i række, både i Solsystemet og til at stå op i maj 2018, er Saturn. I begyndel-sen af maj viser ringplaneten sig over horisonten mod sydøst umiddelbart før kl. 02, og sidst på måneden står den op lige før midnat. På samme måde som Jupiter befinder den sig lavt på himlen, og endda endnu lavere, fordi den befinder sig i Skytten. De samme observationsforhold, som var gældende for Jupiter, gælder derfor også for Saturn. Saturn kulminerer mod syd omkring kl. 05 i begyndelsen af måneden og kl. 03 ved månedens udgang. Planetens lysstyrke stiger ganske lidt fra mag. 0,3 til mag. 0,2 i løbet af maj. I samme tidsrum bliver de lyse nætter endnu lysere, så gevinsten for den forøgede lysstyrke er minimal. Når Saturn kommer i opposition sidst i juni, er lysstyrken steget yderligere til mag. 0. På trods af de forringede forhold er det alligevel muligt at se Saturns skive på 18” og dens ringsystem på 40”. Sidstnævnte har i øjeblikket en hældning på 26° i forhold til synsretningen fra Jorden, hvilket får dem til at fremstå forholdsvis tydeligt.
De to korte røde streger i henholdsvis Skytten og Vægten er Saturns og Jupiters retrograde baner i løbet af maj. En retrograd bevægelse går mod vest, dvs. mod højre på kortet.
Når man lige ser bort fra deres retrograde bevægelse, ændrer Jupiter og Saturn sig kun meget lidt i løbet af måneden, idet lystyrken stort set forbliver uændret. Det samme kan ikke siges om Mars, som viser sig på himlen kort tid efter Saturn. Mars stiger i lysstyrke fra mag. ÷0,4 til mag. ÷1,2. I samme tidsrum vokser dens tilsyneladende diameter fra 11” til 15”. Dette skydes, at Mars nærmer sig sin opposition, som ganske vist første finder sted den 27. juli. Ligesom Saturn befinder Mars sig i Skytten. Den bevæger sig imidlertid fortsat progradt og krydser grænsen til Stenbukken midt på måneden. Her forbliver den røde planet indtil sidst i august. På grund af den forøgede lysstyrke kommer Mars til at leve op til sit navn, idet den røde nuance bliver ekstra tydelig, efterhånden som lysstyrken stiger.
Lysstyrken og den tilsyneladende diameter bliver større, fordi afstanden mellem Jorden og Mars hastigt bliver mindre. Den kommende opposition bliver den mest gunstige siden 2003, men som de fleste hurtigt kan regne ud, er observationsforholdene fra vore breddegrader ikke særlig gode, fordi Mars ligesom Jupiter og Saturn står lavt på himlen.
De tre omtalte planeters indbyrdes størrelse i maj. Jupiter og Saturn ændrer sig kun lidt, medens Mars vokser fra 11” til 15”. De to billeder af Mars er udseendet henholdsvis den 1. og den 31. Under oppositio-nen i juli er størrelsen yderligere vokset til 24”, dvs. større end Saturn og lidt mere end halvdelen af Jupiter.
Uranus, Neptun og Merkur kan teoretisk ses på morgenhimlen kort tid før solopgang. For de to ydre planeter med lysstyrker på mag. 6 og mag. 8 er det vanskeligt på grund af de lyse nætter, og Merkur har en af sine ugunstige tilsynekomster, hvor den kun kommer ganske få grader over horisonten inden solopgang.
Stjerneskudssværmen Eta Aquariderne bliver ofte omtalt som en af årets store meteor-sværme. Fra danske breddegrader er den imidlertid mere eller mindre ukendt, især fordi den optræder på samme tidspunkt, som de lyse nætter begynder, og fordi radianten – som navnet antyder – ligger i Vandmanden, som på denne årstid ikke når at komme særlig højt op på himlen inden daggry.
Aquaridernes radiant står lavt, så sørg for en fri horisont i østlig retning.
Det særlige ved Eta Aquariderne er, at de stammer fra Halleys komet, hvis bane krydser Jordens to gange i løbet af året: i begyndelsen af maj og i slutningen af oktober, hvor forholdene i sidstnævnte måned er bedre her i Danmark, idet oktobermeteorerne er de velkendte Orionider.
Eta Aquaridernes maksimum falder om morgenen den 6. maj, hvor radianten stiger op over horisonten omkring kl. 03. Det er derfor begrænset, hvor længe det er muligt at observere, inden det bliver for lyst. Samtidig er Månen i aftagende. Den står i Skytten og vil med sin nærhed genere i det korte tidsrum indtil daggry. Eta Aquariderne ses bedst fra den sydlige halvkugle. Her kan ZHR komme op på 50, medens der under de mest gunstige forhold kun kan forventes en rate på omkring 10 fra vore breddegrader.
