Stjernehimlen i august 2023
De lyse nætter slutter i begyndelsen af august. Den officielle dato er den 8., men der er forskel på begyndelses- og sluttidspunktet afhængigt af, hvor i landet man bor. Jo højere mod nord i Danmark man befinder sig, jo længere varer de lyse nætter. Uanset hvad bemærker man, at der igen bliver mørkt om natten, selv om der i praksis naturligvis ligesom ved de lyse nætters begyndelse er en vis overgangsperiode, hvor der kun er mørkt omkring midnat. Bemærk at midnat i denne forbindelse skal forstås som astronomisk midnat, som falder én time senere end borgerlig midnat på grund af sommertiden.
Den danske nattehimmel ved astronomisk midnat midt i august.
Mælkevejen er tydeligst fra vore breddegrader på denne årstid. Det svagt lysende bånd, som stammer fra det samlede lys fra millionvis af svage stjerner, strækker sig ved midnat fra den sydvestlige til den nordøstlige horisont og passerer undervejs næsten gennem Zenith. Medmindre man bor i meget mørke omgivelser langt fra beboede områder, bliver Mælkevejen først tydelig 10°-15° over horisonten i området omkring Ørnen, hvorfra den fortsætter gennem Sommertrekanten med den klareste del på den nordlige halvkugle langs Svanens længdeakse. Mælkevejen fortsætter gennem Cassiopeia og Perseus og forsvinder efterhånden ud af syne i Kusken, som ligger tæt på den nordøstlige horisont.
Umiddelbart efter solnedgang er der ingen synlige planeter på aftenhimlen. Selv om Venus først er i konjunktion med Solen den 13. august, står den som omtalt under Stjernehimlen i juli så langt under Ekliptika, at den på trods af en vinkelafstand til Solen på 18° den 1. august går ned 10 minutter før Solen.
Samme aften står Mars 36° fra Solen og går ned en time efter solnedgang, men med en lysstyrke på kun mag. 1,8 er den praktisk talt umulig at se på tusmørkehimlen.
Med en lysstyrke på mag. 0,1 er Merkur betydeligt klarere, men den står kun 26° fra Solen og går ned 40 minutter efter solnedgang. Vinkelafstanden (elongationen) på 26° til Solen er næsten det maksimale, som Merkur kan opnå. Største østlige elongation på 27° forekommer den 9. august. På dette tidspunkt er lysstyrken faldet til mag. 0,4.
Aftenhimlen i vestlig retning ved solnedgang den 1. august. På dette tidspunkt kan hverken stjerner eller planeter naturligvis ses. Mars befinder sig mod vest i en højde på 9°, medens Merkurs højde over horisonten kun er 6°. Når det borgerlige tusmørke er slut en times tid efter solnedgang, er begge planeter gået ned.
Som netop nævnt er Venus i konjunktion med Solen den 13. august. Herefter bevæger den sig om på morgenhimlen, hvor den i løbet af efteråret får en tilsvarende gunstig synlighedsperiode, som den havde i foråret og forsommeren. Den 31. august står Venus op næsten 2 timer før Solen og vil en time før solopgang med en lysstyrke på mag. ÷4½ stå i en højde på 6½° over horisonten. Gennem et teleskop ses Venus som et smalt 10% belyst segl med en udstrækning på 50”. I løbet af efteråret gentages faseskiftet fra foråret i omvendt rækkefølge.
Venus 31. august 2023.
Morgenhimlen med Venus mod øst den 31. august en time før solopgang. Læg også mærke til Orion mod sydøst. Desuden er Sirius lige stået op, og sammen med Procyon i Lille hund og Betelgeuze i Orion danner den Vintertrekanten.
Saturn kommer i opposition den 27. august. Ringplaneten befinder sig i Vandmanden, og eftersom det er et stjernebillede med forholdsvis svage stjerner, er Saturn det klareste objekt i området. I begyndelsen af august står Saturn op umiddelbart efter kl. 22, og sidst på måneder sker det ved solnedgang. I løbet af måneden stiger Saturns lysstyrke fra mag. 0,6 til mag. 0,4.
Saturns kulmination mod syd i Vandmanden under oppositionen den 27. august.
Læg mærke til den klare stjerne i Sydlige Fisk umiddelbart under Vandmanden. Det er Fomalhaut, som er den sydligst beliggende stjerne af 1. størrelse, som kan ses fra danske breddegrader. Den er især gunstigt placeret i sensommeren og det tidlige efterår.
Saturns lysstyrke varierer en del, hvilket delvist skyldes dens varierende afstand, men den største del af variationen skyldes ringsystemets hældning i forhold til synsretningen fra Jorden. Den gennemsnitlige lysstyrke målt gennem de 29½ år, det tager Saturn at fuldføre et kredsløb om Solen, er mag. 0,5. Lysstyrken kan komme helt op på mag. ÷0,5. Det sker, når ringene hælder mest muligt, medens den kan være så svag som mag. 1,1 på de tidspunkter, hvor vi ser ringene lige fra kanten.
Den varierende hældningsgrad er ikke en egenskab ved selve ringene men skyldes, at Jordens og Saturns baneplaner ikke er sammenfaldende, idet Saturns baneplan har en hældning på 2½° i forhold til Ekliptika. I løbet af den nævnte periode på 29½ år befinder Saturn sig på et tidspunkt i sin maksimale højde over Ekliptika, og godt 15 år senere befinder den sig i lige så langt under Ekliptika. Under disse ekstremer vil ringsystemet ses med sin største hældningsgrad, som er 27°. Når Jorden befinder sig i skæringspunktet mellem baneplanerne, ser vi direkte ind på ringplanet, og da ringene er meget smalle, forsvinder de stort set helt ud af syne på disse tidspunkter og bidrager således ikke til lysstyrken.
Ringplanets hældning i løbet af Saturns 29½ års omkredsning af Solen.
I øjeblikket nærmer vi os tidspunktet, hvor baneplanerne krydser hinanden. Det sker i marts 2025, så når man retter et teleskop mod Saturn i 2023, ses ringene kun under en vinkel på knap 9°. Under oppositionen har Saturns skive en udstrækning på 19”, medens ringsystemet spænder over 43”. På grund af den snævre synsvinkel kan det volde lidt vanskeligheder at se den mørke Cassini deling mellem A og B ringen.
Saturns ring med Cassinis deling.
Ringenes hældning under oppositionen i 2023 sammenlignet med året før og de kommende fire år.
Saturn har mange måner. Under seneste opdatering fra The International Astronomical Union i maj 2023 blev der tilføjet 62 nyopdagede måner, hvilket bringer antallet op på 145. De allerfleste er dog meget små, men der er dog alligevel en lille håndfuld, som kan ses med forholdsvis beskedent udstyr. Heraf en den største, Titan, i sagens natur den nemmeste at se. Den har en lysstyrke på mag. 8,5 og bruger godt 16 døgn til en tur omkring planeten. De øvrige er Rhea, Tethys og Dione, som alle ligger på omkring mag. 10, samt Enceladus som med en lysstyrke på mag. 12 er en større udfordring. Månernes stilling til et givet tidspunkt kan ses på dette on-line program.
Saturn med sine klareste måner ved midnat natten mellem 10. og 11. august.
Jupiter står op kort tid før midnat den 1. august. Men en lysstyrke på mag. ÷2,4 behøver man ikke et detaljeret stjernekort. Det er blot at se i retning mod nordnordøst, hvor Jupiter befinder sig i Vædderen. I nattens løb bevæger den sig højere op på himlen, hvilket betyder, at den når at kommer op i en højde på omkring 35° mod sydøst inden daggry. Det lønner sig således at vente et par timer efter opgangen, fordi både selve planeten og dens fire store måner vil fremstå klarere gennem et teleskop, jo højere de står på himlen. Efterhånden som måneden går, får man længere og længere tid til at følge månernes indbyrdes bevægelse, medens de med varierende hastigheder kredser omkring planeten. Sidst i august står Jupiter op kl. 22, medens Solen tilsvarende står op en time senere end først på måneden, så man får tre ekstra timer til rådighed. De fire måners position til et givet tidspunkt kan på samme måde som Saturns forudberegnes og fremgår af dette link.
Hvad der ikke fremgår af det nævnte link er, at Jupiter i den sidste halvdel af august tilsyneladende får en ekstra måne. I forvejen har den ligesom Saturn et meget stort antal kendte måner – i øjeblikket er der 95 bekræftede – men ligesom hos Saturn er de allerfleste meget små, og kun de fire førnævnte store måner kan uden problemer ses gennem stort set ethvert teleskop. Den ekstra måne i slutningen af august er imidlertid ikke en måne, men derimod stjernen Sigma (σ) Arietis på mag. 5, dvs. nogenlunde samme lysstyrke som de rigtige måner.
Kortet dækker over 1° og viser Jupiters banebevægelse fra midt i august til slutningen af september.
Jupiter bevæger sig i august mod øst blandt baggrundsstjernerne, indtil bevægelsen i slutningen af måneden næsten går i står forud for påbegyndelsen af den retrograde bevægelse i forbindelse med den forestående opposition. Oppositionen finder sted den 3. november, og den retrograde bevægelse begynder den 4. september.
Skitsen herunder viser, hvordan Sigma Arietis mellem den 17. og 28. august bevæger sig ind mellem Jupiters måner. I virkeligheden er det Jupiter, som bevæger sig den modsatte vej, men eftersom planeten bruges som reference, ser det ud, som om det er stjernen, som bevæger sig. Månernes position på skitsen er, hvor de befinder sig omkring midnat mellem den 17. og 18. august. Deres position de øvrige nætter kan som nævnt findes ved hjælp af linket, så man kan afgøre, hvilken af de fem punkter, der er stjernen. Sigma Arietis står meget tæt på Jupiter natten mellem den 21. og 22. august.
Jupiter og Sigma Arietis.
Jupiters diameter er 143000 kilometer, hvilket er 22000 kilometer mere end Saturns. Desuden er afstanden til Jupiter det halve af Saturns. Forskellen ses tydeligt, når man betragter de to planeter gennem et teleskop. Under Saturns opposition den 27. august ses den under en synsvinkel på 19”. Samme nat har Jupiter en udstrækning på 43”.
Jupiter og Saturn set med samme forstørrelse den 27. august.
Jupiter befinder sig som nævnt i Vædderen. En håndsbredde i strakt arm herfra kan man med et godt søgekort og en prismekikkert skimte en lille svag ”stjerne” på mag. 5,8. Stjernen er i virkeligheden planeten Uranus. Kun under helt ekstremt gode forhold og med et lige så ekstremt godt syn kan det lade sig gøre at se Uranus med det blotte øje. Planeten blev da også først opdaget af William Herschel gennem et teleskop i 1781. Ganske vist havde nogle få andre astronomer tidligere bemærket den, men de troede alle sammen, at det var en stjerne og angav den som sådan på deres stjernekort. Det var derfor forholdsvis nemt at beregne dens bane i Solsystemet, fordi man havde adgang til en række tidligere positioner.
Jupiter og Uranus i Vædderen i august. Jupiter er den klareste ‘stjerne’ på kortet, og Uranus er ud for pilen. Positionen er midt på måneden. Let genkendelig er Plejaderne og den røde kæmpe Aldebaran i Tyren.
Uranus findes ved hjælp af dette søgekort. Cirklens diameter er 7°, svarende til synsfeltet i en prisme-kikkert. Tallene ud for de fire stjerner angiver deres lysstyrke. Delta Ari mag. 4,3. Zeta Ari mag. 4,9. Tau Ari mag. 5,3. 63 Ari mag. 5,1. Uranus bevæger sig kun ganske lidt mod venstre i løbet af august, idet den påbegynder sin retrograde bevægelse den 28. Den markerede position er midt på måneden.
Med en afstand på 4½ milliard kilometer, er Neptun Solsystemets yderste planet, så selv om den har en diameter på 50000 kilometer, kan den ikke ses med det blotte øje. Medmindre man har et godt teleskop, som kan opløse dens lille skive på 2”, er den med sin lysstyrke på mag. 7,7 svær at skelne fra baggrundsstjernerne. Dens bevægelse røber den dog, og med et detaljeret søgekort er det faktisk muligt at finde den med en prismekikkert. Neptun befinder sig i øjeblikket i Fiskene, og i begyndelsen af august står den op ved 22:30-tiden. Sidst på måneden finder opgangen sted to timer tidligere.
Det bedste er dog at vente med at lede efter den fjerne planet, indtil den står højt på himlen mod syd. Kikkerten skal da rettes mod et område 5° syd for λ (Lambda) Psc, som er den nederste af stjernerne i den pentagonformede figur, som udgør den vestligste og tydeligste af de to fisk. Denne figur ligger umiddelbart under den letgenkendelige Pegasusfirkant.
Stjernekort hvor den gule cirkel angiver området, hvor Neptun skal opsøges.
I området under Lambda ligger lille række bestående af tre stjerner. 20 Psc på mag. 5,5. 24 Psc på mag. 5,9 samt 27 Psc på mag. 4,9. En prismekikkert har lidt afhængig af størrelsen og typen et synsfelt på omkring 6°-7°. Med λ øverst i synsfeltet vil 20 Psc således kunne ses helt nederst i synsfeltet. Neptun ses da som en svag stjerne til venstre for 20 Psc, og da den har påbegyndt sin retrograde bevægelse, formindskes afstanden mellem 20 Psc og Neptun i løbet af august fra 1° til 19’.
Søgekort med et synsfelt på 7°. Tallene ud for stjernerne er deres lysstyrke, og 20 Psc er den øverste med en lysstyrke på mag. 5,5. For at bekræfte de korrekte område er 29 Psc på mag. 5,1 ligeledes påført kortet, og der er angivet yderligere tre stjerner helt nederst: HD 587 på mag. 5,8. 33 Psc på mag 4,6. Psc 30 på mag. 4,4. Neptun bevæger sig mod højre, og positionen er angivet for hver anden nat.
Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun med samme forstørrelse gennem et stort teleskop.
De mørke nætters tilbagevenden falder sammen med årets bedste og mest kendte meteorsværm. Der er sommer på den nordlige halvkugle, hvilket betyder, at Perseiderne er langt mere populær end de sværme, som forekommer i vinterhalvåret.
Perseiderne begynder så småt i slutningen af juli, og antallet af meteorer stiger ganske langsomt, indtil det topper ved maksimum omkring den 12./13. august. Herefter aftager antallet igen, og aktiviteten ophører helt i slutningen af august.
Graf over det relative antal Perseider på en given dato.
Der forekommer ofte mange lysstærke Perseider, som efterlader et lysende spor, som forbliver synligt i flere sekunder. Meteorerne bevæger sig hurtigt hen over himlen, især fordi meteorstrømmens relative hastighed i forhold til Jorden er meget høj. Jorden og meteorstrømmen bevæger sig mod hinanden og mødes med en hastighed på omkring 200000 kilometer i timen.
En meteorsværm er en astronomisk begivenhed, hvor alle kan deltage, for der kræves intet udstyr udover øjnene og eventuelt en liggestol eller et tæppe, for i tilbagelænet eller liggende stilling kan man overskue en meget stor del af himlen. Et teleskop er uundværligt til at forstørre astronomiske objekter, men det kan ikke bruges til iagttagelse af meteorer, ganske enkelt fordi synsfeltet er alt for lille.
En prismekikkert har også et begrænset synsfelt, men det er dog langt større end det tilsvarende hos et teleskop, så en prismekikkert er god at have i beredskab, så man kan nå at rette den mod det lysende støvspor, som står tilbage i sekunderne efter et særligt kraftigt meteor.
Meteorer er ikke stjerner, som falder ned. Det er små støvpartikler, som rammer Jordens atmosfære. Så længe de befinder sig i kredsløb om Solen i det interplanetariske rum, kalder astronomerne sådanne partikler for meteorider. Det er strengt taget det samme som en asteroide, blot er meteoriderne meget mindre. De er så små, at de under normale omstændigheder ikke kan ses fra Jorden.
Hvis en sådan meteoride rammer Jordens atmosfære, bliver den opbremset og fordamper på grund af gnidningsmodstanden. Meteoridens bevægelsesenergi bliver dermed omsat til varmenergi, og denne energi bliver overført til luftens atomer og molekyler, som afgiver energien igen i form af et lyskvant. Det, man ser som et lysende spor, er derfor ikke selve partiklen men luftarterne, som lyser op efter partiklens passage. Vi ser med andre ord ikke selve meteoriden, men derimod et lysende spor, som bedst kendes under den populære betegnelse stjerneskud, medens astronomerne kalder dem meteorer. De klareste meteorer kaldes ildkugler eller bolider.
Hvis meteoriden er så stor, at den ikke fordamper fuldstændig, kan en del af den overleve turen gennem atmosfæren og lande på jordoverfladen. Hvis man efterfølgende er så heldig at finde den, kaldes det en meteorit. Der er dog aldrig fundet meteoritter i forbindelse med Persseiderne. Meteorsværmen stammer nemlig fra en komet, som består af en blanding af støv og frosne gasser, og disse støvpartikler er ganske enkelt for små til at kunne trænge helt ned til jordoverfladen.
En komet bliver kun synlig, når dens bane bringer den i nærheden af Solen, så dens frosne overflade bliver varm nok til at fordampe. Den resulterende sky af frigivne gasser fører det faste stof, der oprindeligt var blandet med isen, med sig bort fra kometen. Ved hver passage tæt forbi Solen frigiver kometen en strøm af materiale, som i begyndelsen er koncentreret i nærheden af kometen, men efterhånden som årtusinderne går, bliver det fordelt i et tyndt bånd langs hele kometens bane, fordi de enkelte partikler bliver udsat for små påvirkninger fra solvinden og tyngdekraften fra Solsystemets legemer. En meteorsværm finder derfor sted på samme tidspunkt hvert år, når Jorden passerer nærmest støvbåndet.
Kometens bane og Jordens bane ligger ikke i samme plan. Banerne krydser kun hinanden et bestemt sted, som ligger fast i forhold til retningen mod Solen, dvs. på samme tidspunkt hvert år.
Perseidernes ophavskomet er 109P/Swift-Tuttle. Betegnelsen 109P betyder, at det er den 109. periodiske komet, som astronomerne har beregnet en bane for. De to navne henviser til opdagerne, nemlig Lewis Swift og Horace Tuttle, som uafhængigt af hinanden opdagede kometen i juli 1862. På opdagelsestidspunktet havde den en lysstyrke på mag. 7½. Lysstyrken steg hurtigt og nåede mag. 2 i begyndelsen af september, hvor kometen udviklede en hale med en længde på næsten 30°. 109P/Swift-Tuttle passerede igen gennem det indre Solsystem i 1992 men nåede kun en maksimal lysstyrke på mag. 5. Når den passerer forbi igen i 2126, kommer den tættere på Jorden, så lysstyrken forventes at toppe på mag. 1.
Perseiderne maksimum i 2023 falder natten mellem den 12. og 13. august. Det er et ideelt tidspunkt. Det er natten mellem lørdag og søndag, og det er tæt på nymåne. Under maksimum forventes en ZHR på 80-100. Bemærk dog at ZHR er en idealiseret værdi.
Perseiderne udstråler som navnet antyder fra stjernebilledet Perseus. Meteorerne viser sig dog overalt på himlen, men en Perseide kan kendes ved, at sporet kan føres tilbage til et område i nærheden af Dobbelthoben mellem Cassiopeia og Perseus. Man kan begynde at se efter Perseiderne, så snart der bliver mørkt ved 22-tiden, selv om der normalt er størst aktivitet efter midnat. Tidligt på aftenen befinder radianten sig lavt over horisonten i nordøstlig retning. Efterhånden som natten går, følger den himlens bevægelse, og når daggryet begynder, står Perseus højt på himlen i sydøstlig retning.
Himlen mod nordøst et par timer efter solnedgang den 12. august.
To Perseider. De tre klareste stjerner på billedet er Vega, Deneb og Altair, som tilsammen udgør Sommertrekanten.
Jupiter og Uranus befinder sig i Vædderen, Neptun i Fiskene og Saturn i Vandmanden, som alle ligger på Ekliptika. Stjernebilledet før disse tre er Stenbukken, som er et af de mindre kendte stjernebilleder fra vore breddegrader, fordi det befinder sig lavt på himlen. Desuden består stjernebilledet af forholdsvis svage stjerner. Den klareste er ikke α men derimod δ på mag. 2,9. Den næstklareste er β på mag. 3, og først som nummer tre kommer α på mag. 3,6. August er en af de måneder, hvor Stenbukken står gunstigt mod syd først på aftenen.
Selve stjernebilledet forestiller et mærkeligt væsen med hoved og forben fra en ged og bagkrop og hale fra en fisk. Den stammer fra Sumererne og Babylonierne, som havde en forkærlighed for amfibieskabninger. De gamle Sumerer kaldte den Suhur-mash-ha, gedefisken. For grækerne, der kaldte den Aegoceros (den gedehornede), blev stjernebilledet identificeret med Pan, skovguden der havde horn og ben som en ged.
De to nævnte α og β er særlig interessante. α har tilnavnet Algedi, som betyder Geden. Den ses som dobbelt med det blotte øje med 380″ – lidt mere end 6’ – mellem de to komponenter på henholdsvis mag. 3,6 og mag. 4,2. På grund af den lave højde over horisonten kan det for de fleste være svært at skelne den svageste komponent uden brug af en prismekikkert. I virkeligheden er det blot en optisk dobbeltstjerne hvor α¹ er ca. 500 lysår borte, og α² er ca. 100 lysår borte. Begge er endvidere selv dobbelte, men dette kan kun ses i et teleskop.
β med tilnavnet Dabih, hvilket på arabisk betyder “slagterens lykkelige offer”, med henvisning til den arabiske tradition, hvor en ged blev slagtet, når Solen trådte ind i Vædderen. β er også dobbelt, hvor adskillelsen mellem β¹ og β² er 205″, men da β² kun lyser med mag. 6.2, kan denne kun ses i prismekikkert. Til gengæld er det en ægte dobbeltstjerne, hvor de to komponenter er bundet til hinanden af tyngdekraften.
Stenbukken. Den skrå linje er Ekliptika. Langt hovedparten er stjernerne på kortet er for svage til at kunne ses med det blotte øje.
Månens aktuelle udseende: https://svs.gsfc.nasa.gov/5048