Stjernehimlen i januar 2019
Årets første måned har navn efter den romerske gud Janus, som havde to ansigter. Det ene så fremad mod det nye år, og det andet så tilbage mod det forgangne. I det antikke Rom blev januar gjort til årets første måned fra år 153 f.Kr. Indtil da havde marts måned indledt året til ære for krigsguden Mars. I Danmark blev januar fra begyndelsen af det 14. århund-rede gjort til årets første måned, men i mange europæiske lande begyndte året indtil det 17. eller 18. århundrede fortsat i marts måned. Derfor kan ældre årstalsangivelser afvige med et år. Januars gamle danske navn, glugmåned, stammer fra glug, som betyder kikhul. Det, der kikkes ind i, er naturligvis det nye år.
Janus. Romersk mønt fra ca. år 200 f.Kr.
I sin årlige ellipseformede bane er Jorden tættest på Solen den 3. januar 2019 kl. 05:19 UT (svarende til kl. 06:19 dansk normaltid). Afstanden er på dette tidspunkt 147.099.755 kilo-meter, medens den i det fjerneste punkt, som nås den 4. juli 2019 kl. 22:11 UT (den 5. juli kl. 00:11 dansk sommertid) er 152.104.291 kilometer. Afstanden er således 5 millioner kilometer mindre end om sommeren, hvilket måske umiddelbart lyder paradoksalt, for det burde jo være varmest, når Jorden er tættest på Solen.
Grunden til årstidernes skiften er imidlertid, at Jordens akse hælder 23,5° i forhold til baneplanet omkring Solen, og da hældningen er fast i forhold til rummet, er det skiftevis den nordlige og den sydlige halvkugle, som vender ind mod Solen i løbet af året. Når Jorden befinder sig i den del af sin bane, hvor den nordlige halvkugle vender mod Solen, falder solstrålerne mere lodrette på vore breddegrader, og den ekstra solenergi varmer havet, landjorden og luften op. Dette er tilfældet i sommermånederne, og når Jorden et halvt år senere er nået om på den anden side af Solen, er det den sydlige halvkugle, som vender mod den livgivende varmekilde. Derfor er det forår og sommer i Australien, mens vi har efterår og vinter i Danmark.
Jordaksens hældning i forhold til retningen mod Solen på de forskellige årstider.
Himlen mod nord ved midnat midt i januar.
Et blik på himlen mod nord omkring midnat bekræfter, at vi befinder os midt i vinteren og så langt fra sommeren som næsten muligt. Lavt over horisonten kan man se de to cirkum-polare stjerner Deneb og Vega. Vega er den klareste, medens den noget svagere Deneb kan være lidt vanskeligere at se, fordi lyset bliver svækket, når det bevæger sig gennem Jordens atmosfære tæt på horisonten. De fleste kender Deneb og Vega som to af Sommertrekan-tens stjerner højt på himlen om sommeren. Sommertrekantens tredje stjerne, Altair, er ikke cirkumpolar og befinder sig langt under horisonten på denne tid af året og natten.
Med en lysstyrke på mag. 0,03 kæmper Vega sammen med Capella i Kusken på mag 0,08 og Arcturus i Bootes på mag. ÷0,04 om at være nordhimlens klareste stjerne. Arcturus er den klareste, men de fleste vil have svært ved at se forskel. Den største forskel er stjerner-nes farve. Vega er blå-hvid, Capella er gul-hvid, medens Arcturus har en udpræget rødlig nuance.
Arcturus er et godt eksempel på, at betegnelsen ”fiksstjerne” ikke lever fuldt op til sit navn. Ganske vist kan et menneske i løbet af sin levetid ikke kan se nogen som helst ændring i stjernebilledernes udseende. År efter år danner stjernerne præcist de samme faste figurer, som har været uændret, siden babylonierne og grækerne navngav dem for tusinder af år siden. Trods det opdagede Edmond Halley i 1718, at de tre klare stjerner Sirius, Aldebaran og Arcturus ikke stod præcist samme sted, som Ptolemæus og Hipparch havde angivet. Han sammenlignede sin egen måling af stjernernes positioner med de antikke græske astronomers positioner, og i alle tre tilfælde havde stjernerne flyttet sig mere en halv grad i løbet af de par tusinde år, der var gået. Halley konkluderede, at det ikke kunne bero på en fejl fra de græske astronomers side, men at stjernerne virkelig havde flyttet sig.
I dag ved vi, at Halley havde ret. Alle stjernerne inklusive Solen kredser omkring Mælke-vejens centrum. I Solsystemets afstand på 26000 lysår fra centrum tager det omkring 225 millioner år for én omkredsning. Dette kaldes et galaktisk år. Stjernerne kredser imidlertid i individuelle baner og ændrer derfor ganske langsomt position i forhold til hinanden. Sirius, Aldebaran og Arcturus er nogle af Solen nærmeste nabostjerner, så deres bevægelse ses meget tydeligere end hos de mere fjerntliggende stjerner.
I denne sammenhæng er Arcturus lidt speciel. Hovedparten af stjernerne ligger i en stor flad skive, som omgiver Mælkevejens centrum. Imidlertid findes der også et stort antal i Mælkevejens halo, som er en kugleformet “glorie” af kuglehobe og enkeltstjerner, som omgiver hele galaksen. Både stjernerne i skiven og haloen kredser om Mælkevejens centrum, men medens banerne for stjernerne i skiven er mere eller mindre cirkelformede, har halostjernerne langstrakte elliptiske baner, der fører dem langt udenfor skiven. Når en sådan stjerne bevæger sig gennem skiven og samtidig passerer i nærheden af Solen, ser den ud til at bevæge sig relativt hurtigt i forhold til de øvrige stjerner, især fordi den bevæger sig i en anden retning end stjernerne i skiven. Arcturus er netop en sådan halostjerne, som i øjeblikket passerer tæt forbi Solen.
Banerne for stjerner i henholdsvis Mælkevejens halo og skive.
Bootes ændrede udseende i løbet af 8000 år.
Arcturus’ hurtige bevægelse ændrer gennem tiden markant Bootes udseende. Figuren minder om en legetøjsdrage, som bliver mere og mere langstrakt. Om nogle millioner har Arcturus fjernet sig så meget, at den ikke længere er synlig fra Jorden. Som det fremgår, bibeholder de øvrige stjerner stort set deres indbyrdes position. De ligger så meget længere væk, at egenbevægelsen vanskeligt kan registreres med det blotte øje på et så kort tidsrum som 8000 år.
Himlen mod syd ved midnat midt i januar.
Vinterstjernehimlen mod syd er domineret af det letgenkendelige stjernebillede Orion og himlens klareste stjerne Sirius. Orion står op ved mørkets frembrud og står højest på himlen mod syd ved 22-tiden. Orion har et meget markant udseende, der i nogen grad minder om den figur, det repræsenterer, nemlig en jæger eller kriger med løftet skjold og kølle, samt de tre klare stjerner, som danner Orions Bælte, hvorfra Sværdet hænger klar til brug.
Orion.
Det menneskelige øje kan kun i ringe grad se farver ved svag belysning. De fleste stjerner ser derfor hvide ud, men nogle enkelte har så stor lysstyrke, at stjernens farve træder frem. Dette gælder i særlig grad for et par af Orions klareste stjerner. Betelgeuze har en tydelig rød nuance, hvilket står i kontrast til den blå-hvide Rigel. Farveindtrykket forstærkes ved brug af en prismekikkert, og når samme kikkert bliver rettet mod de tre stjerner i Orions Bælte, bliver synsfeltet fyldt med et utal af svagere stjerner, som er usynlige for det blotte øje.
Under gode observationsforhold kan man se, at den midterste af stjernerne i Orions Sværd har et uldent udseende. Med en prismekikkert er det endnu tydeligere, for det er i virkelig-heden ikke en stjerne. Det er Oriontågen M42, som bliver oplyst af en firedobbelt stjerne kaldet Trapezet. Trapezet kan opløses med en god prismekikkert, men er naturligvis bedst gennem et teleskop.
Den øverste stjerne i Orions Bælte ligger på himlens Ækvator. En tænkt linje gennem bæltestjernerne viser vej til himlens klareste stjerne, Sirius i Store Hund. I modsatte retning peger linjen mod Aldebaran, Tyrens røde øje. Tvillingerne står højt på himlen til venstre for Orion, og i det tilsyneladende tomme område mellem Tvillingerne og Løven kan man under en mørk himmel skimte en håndfuld svage stjerner, som tilsammen udgør Ekliptikas svageste stjernebillede Krebsen.
Aftenhimlen er kun beriget med én enkelt klar planet. Det er Mars, som befinder sig i Fiskene. Lysstyrken er mag. 0,5 i begyndelsen af januar, og i løbet af måneden falder den til mag. 1, men det er stadig væsentligt klarere end selv de klareste stjerner i Fiskene. Mars kan desuden genkendes på sin røde farve, selv om det gradvist bliver sværere og sværere at skelne farven i takt med den faldende lysstyrke.
Mars’ bane i januar 2019.
Mars bevæger sig hurtigt mod øst gennem Fiskene, men alligevel synes den have den samme vinkelafstand fra Solen gennem hele måneden. Årsagen hertil er baneforholdene mellem Jorden og Mars. De kredser omkring Solen med forskellig hastighed, hvor Jorden bevæger sig med en hastighed på omkring 29,5 km/sek, medens Mars’ banehastighed varierer mellem 26,5 km/sek og 22 km/sek på grund af planeten meget excentriske bane. Når Mars befinder sig indenfor et bestemt afstandsinterval fra Jorden, holder de to planeter imidlertid næsten trit med hinanden, så vinklen mellem Solen, Jorden og Mars forbliver stort set den samme i adskillige måneder.
Jordens og Mars’ position og vinklen i forhold til Solen i januar 2019.
Med lidt omhu kan man se yderligere to planeter på aftenhimlen, idet Uranus og Neptun befinder sig i henholdsvis Fiskene og Vandmanden.
Uranus befinder sig i nærheden af Omikron Psc og Neptun i området mellem Lambda og Phi Aqr.
Det er ved at være slut med Neptun i denne omgang. Solsystemets yderste planet befinder sig i Vandmanden midtvejs mellem Lambda og Phi og går ned længe inden midnat. Plane-ten bevæger sig langsomt mod øst i forhold til baggrundsstjernerne, men da lysstyrken kun er mag. 8, er det nødvendigt som minimum at bruge en prismekikkert. Gennem en prismekikkert ligner Neptun en svag stjerne, som dog afslører sin sande identitet, når man retter kikkerten mod samme område et par nætter senere. Ved at se nøje efter, kan man konstatere, at Neptun har ændret sin position ganske lidt i den mellemliggende tid.
Neptuns bane i de to første måneder af 2019.
Uranus er væsentligt klarere end Neptun. Lysstyrken på mag. 5,8 ligger lige på grænsen for det blotte øje – og så skal himlen tilmed være fuldstændig mørk. Uranus kan dog uden problemer ses med selv en lille prismekikkert. Den befinder sig på grænsen mellem Fiskene og Vædderen, men bevæger sig dog først ind i Vædderen i begyndelsen af februar. Uranus har netop overstået sin oppositionssløjfe og bevæger sig kun ganske langsomt i den første halvdel af januar. Planeten findes nemmest ved at rette prismekikkerten mod Omikron i Fiskene. Omikron har en lysstyrke på mag. 4, og Uranus er det klareste objekt i umiddelbar nærhed. Planeten står godt én grad nord for Omikron og når i månedens løb kun at flytte sig omkring ¼° mod øst.
Uranus’ bane i de første to måneder af 2019.
Ved månedens udgang går Uranus ned lige efter midnat. Herefter må man vente til umid-delbart før daggry, inden de næste planeter dukker op. Dette indbefatter dog ikke Saturn, som er i konjunktion med Solen den 2. januar. Set fra Jorden står Saturn ½° nord for Solen, hvilket naturligvis gør den fuldstændig usynlig. På samme tidspunkt er afstanden fra Jorden til Saturn også størst mulig, da de to planeter ligger på hver sin side af Solen. Hvis Saturn kunne ses under konjunktionen, vil den på grund af den store afstand ses under en vinkel på 15 buesekunder. Når den er tættest på Jorden, er vinklen omkring 3½ buesekund større. I løbet af en månedstid bliver Saturn efterhånden synlig lavt på himlen mod sydøst før solopgang, og efter et halvt års tid kommer den i opposition og vil være synlig hele natten. Saturn har i de senere år befundet sig i Skytten, dvs. i den allerlaveste del af Ekliptika. Det er ved at vende nu, idet ringplaneten gradvist bevæger sig videre langs Ekliptika og dermed kommer til at stå mere gunstigt fra vore breddegrader.
Saturns sløjfeformede bane gennem Skytten og Stenbukken i de kommende tre år.
Den 1. januar står det smalle segl på den aftagende måne op kl. 03:35. Månen befinder sig midtvejs mellem Vægtens to klareste stjerner, α eller Zubenelgenubi og β kaldet Zuben-eschamali. kl. 04:38 bliver Månen fulgt af Venus, Jupiter dukker op over horisonten kl. 06:36, og til slut står Merkur op kl. 07:44. De fire himmellegemer ligger næsten på linje med hinanden, men Merkur bliver dog vanskelig at se trods en lysstyrke på mag. ÷0.5, idet det borgerlige tusmørke så småt er begyndt, når den står op. Til sammenligning har Venus en lysstyrke på mag. ÷4,6 og Jupiters er mag. ÷1,8.
Morgenhimlen l. januar kl. 07. På dette tidspunkt er Merkur ikke stået op endnu.
Venus opnår største vestlige elongation den 6. januar med en vinkelafstand til Solen på 47°. Gennem et teleskop vil man på dette tidspunkt se Venus halvt belyst. Efter største elongation bliver vinkelafstanden til Solen gradvist mindre, så opgangen falder senere og senere. Samtidig bevæger Jupiter sig den anden vej. Den står tidligere og tidligere op, så på et tidspunkt passerer de to mest lysstærke planeter hinanden. Tætteste møde bliver den 21. januar, hvor Venus står 2° nord for Jupiter. Inden månedens udgang er afstanden forøget til næsten 9°. På januars sidste morgener gentages sceneriet fra månedens begyndelse. Månen har i den mellemliggende tid været en tur rundt om Jorden, så den 30. står Månen, Jupiter og Venus igen tæt sammen med Månen øverst. Den følgende morgen står Månen midt mellem Jupiter og Venus.
Morgenhimlen den 31. januar 2019.
Der sker altid mange interessante astronomiske begivenheder. Mange mennesker går glip af en stor del af disse – enten på grund af vejret eller på grund af tidspunktet på døgnet. Det første kan man ikke gøre noget ved. Det kan man derimod ved det andet. F.eks. bliver man nødt til at stå tidligt op, hvis man vil iagttage den eneste totale måneformørkelse i 2019. Formørkelsen finder sted om morgenen den 21. januar, og som det er tilfældet med alle måneformørkelser, begynder den teknisk set med den penumbrale fase. Dette sker kl. 03:36, men det er en fase, som ikke på nogen måde gør sig bemærket. Månen befinder sig nemlig kun i Jordens halvskygge, hvor hele dens skive fortsat bliver oplyst af Solen. Man vil først bemærke en svækkelse af belysningen langs Månens venstre rand nogle minutter før den partielle fase begynder kl. 04:33. I de følgende 68 minutter bliver mere og mere af Månen formørket, men først når omkring halvdelen af dens skive er dækket, begynder man at kunne se den karakteristiske orange farve. Selve totaliteten begynder kl. 05:41. I de følgende 62 minutter er Månen helt inde i Jordens kerneskygge. Totaliteten er på sit højeste kl. 06:12, og den slutter kl. 06:43. Herefter går det i modsat rækkefølge, hvor den partielle fase er slut kl. 07:50. På det tidspunkt står Månen tæt på horisonten, og daggryet er i anmarch. Månen går ned kl. 08:42, hvilket er 6 minutter før den penumbrale fase er slut. Solen står op kl. 08:29.
Måneformørkelsen den 21. januar 2019.
Desværre må vi nok forberede os på, at diverse medier omtaler måneformørkelsen som Blodmåne. Seriøse astronomer kalder ikke en total måneformørkelse for ‘blodmåne’. De har aldrig brugt dette udtryk. Månen bliver ikke blodrød under en total måneformørkelse. Lige siden Arrilds tid er farven i den astronomiske litteratur blevet beskrevet som orange eller kobberfarvet.
Betegnelsen blodrød bruges til at beskrive en farve, som er dyb- eller højrød. Farven stammer fra hæmoglobinet i de røde blodlegemer. Hæmoglobinet indeholder jernatomer, som antager den røde farve, når blodet bliver iltet i lungerne. Hvis man ser den totalt formørkede orange måne om morgenen den 21. januar og synes, at den har samme farve som sit blod, må man lide af en alvorlig blodsygdom, så det er på høje tid at konsultere en specialist i hæmatologi.
Blodmånen er et nyere udtryk, som via en svovlprædikants dommedagsprofeti fandt vej til verdenspressen i 2013. Svovlprædikanten forudsagde, at Biblens profeti om Jordens undergang ville blive fuldbragt under en total måneformørkelse i 2015, og for at gøre det uhyggelige scenarie endnu mere uhyggeligt, betegnede han formørkelsen som blodmåne.
Jorden gik som bekendt ikke under i 2015, men pressen tog udtrykket til sig, og lige siden er alle efterfølgende måneformørkelser omtalt som blodmåne og det uanset, om de er totale, partielle eller endog penumbrale. Sidste år gik det helt galt: Blå superblodmåne – sikke et udtryk! Kan det næsten blive værre?
En tilbagevendende reprise er nemlig på samme vis historien om supermånen. Månens bane omkring Jorden er ellipseformet, og når den er tættest på Jorden, ser den nogle ganske få bueminutter større ud, end når den er længst væk. Pressen får det til at lyde, som om Månen er langt større end normalt, men det er i virkeligheden stort set umuligt at se forskel med det blotte øje. Dette slipper vi formodentlig heller ikke for denne gang. Månen er tættest på Jorden 14 timer efter formørkelsen, nemlig den 21. januar kl. 20:59 med en afstand på 357344 km. Den følgende fuldmåne den 19. februar er dog endnu tættere på. Her er afstanden 356761 km kl. 10:07 – 7 timer før det præcise tidspunkt for fuldmåne kl. 16:54.
Månen har dog ikke samme orange farvenuance under hver formørkelse. I 1921 indførte den franske astronom André-Louis Danjon en skala til bedømmelse af den formørkede månes farve, fordi han mente, at den var afhængig af solpletcyklen. Det er fortsat uklart, om Danjon havde ret eller ej, men derimod er der ingen tvivl om, at forholdene i Jordens atmosfære har betydning. I årene umiddelbart efter Mount Pinatubo vulkanudbruddet på Filippinerne i 1991 var et par måneformørkelser langt mørkere end normalt. Danjon ville have klassificeret dem som nr. 0 på sin skala.
Danjonskalaen.
Den første meteorsværm i 2019 er Kvadrantiderne – nogle gange benævnt som Quadrantiderne. Meteorsværmen har maksimum natten mellem den 3. og 4. januar, hvilket er et favorabelt tidspunkt, idet det er få dage før nymåne. Kvadrantidernes ZHR angives som regel til 100-120, men et særligt forhold er, at maksimum er ganske kortvarigt. I modsætning hertil kan andre meteorsværme, som f.eks. Perseiderne eller Geminiderne iagttages over flere nætter. Kvadrantidernes maksimum varer kun et par timer, hvilket betyder, at man går glip af det, såfremt man befinder sig på det forkerte sted af Jorden. Den Internationale Meteororganisation angiver maksimum i 2019 til 4. januar kl. 02 UT (kl. 03 dansk tid). Hvis denne forudsigelse holder, ligger Danmark på den bedst tænkelige placering. Kvadrantidernes radiant ligger tæt på den nordlige horisont indtil sidst på aftenen, hvorefter den stiger højere på himlen. Ved 3-tiden er den kommet mere end en trediedel af vejen op mod zenith og står i østlig retning.
Himlen mod øst ved 03 tiden den 4. januar. Radianten ligger mellem Bootes og Dragen, og navnet Kvadrantidernes stammer fra et gammelt stjernebillede, Murkvadranten, som ikke længere bruges.
Asteroiden 433 Eros blev opdaget fotografisk den 13. august 1898. En beregning viste, at Eros bruger 643 dage (1¾ år) til et kredsløb om Solen, og at den elliptiske bane fører den så langt inden for Mars’ bane, at den næsten når ind til Jordens bane. Aphel og perihel ligger i henholdsvis 1,7825 AU og 1,1334 AU, hvilket gjorde 433 Eros til den første kendte nær-jords asteroide.
433 Eros blev også den første asteroide, som blev fotograferet på nært hold af en omkred-sende rumsonde. NEAR (Near Earth Asteroid Rendezvous) fløj forbi 433 Eros den 23. december 1998 i en afstand på 3800 km, og efter flere banejusteringer gik rumsonden i kredsløb om asteroiden den 14. februar 2000. Efter næsten et års i omløb, hvorunder rumsonden blev omdøbt til NEAR Shoemaker til ære for afdøde Eugene Shoemaker, foretog den en blød landing på asteroiden den 12. februar 2001. NEAR Shoemaker var ikke konstrueret til en sådan landing, men trods det blev dets instrumenter ved med at fungere, indtil transmission endelig gik tabt den 1. marts 2001.
433 Eros. Seks forskellige optagelser i naturlige farver optaget af NEAR Shoemaker i februar 2000.
433 Eros’ bane fører den så tæt på Jordens bane, at pertubationer på et tidspunkt langt ude i fremtiden med stor sandsynlighed vil forårsage et sammenstød med Jorden. Tidsrammen er dog millioner – måske endda milliarder af år. 433 Eros er mere end 5 gange større end asteroiden, som forårsagede dinosaurernes uddøen for 65 millioner år siden.
Med en omløbstid på under 2 år passerer 433 Eros jævnligt forbi Jordens bane. Det er dog langt fra passager, som er lige gunstige. I januar 2012 passerede 433 Eros Jorden i en afstand på 27 millioner kilometer – omkring 70 gange afstanden til Månen. Den visuelle størrelsesklasse var mag. 8,1. Hvert 81. år er passagerne særlige gunstige, og størrelses-klassen kan nå mag. 7,5. Det var senest tilfældet i 1975 og forekommer igen i 2056.
1 2019 passerer 433 Eros tættest forbi Jorden den 15. januar i en afstand af 31 millioner kilometer. Med en lystyrke på mag. 9 er asteroiden lige netop inden for rækkevidde af en god prismekikkert, når den bevæger sig langs grænsen mellem Perseus og Kusken. Et dagligt opdateret søgekort kan findes på The Sky Live eller på Heavens-above. Næste gang den opnår en lysstyrke klarere end mag. 9 bliver i 2056.
Banen for 433Eros i januar 2019.
Komet 46P/Wirtanen fortsætter sin tur gennem nordhimlens stjernebilleder. I januar bevæger den sig fra Lossen ind i Store Bjørn. 46P/Wirtanen passerer 1° syd for Omikron UMa den 10. januar. Omikron går også under navnet Muscida og er bedst kendt som bjørnens snude. Omikron er den klareste stjerne i området. Den har en lysstyrke på mag. 3,4 og befinder sig i en afstand på 179 lysår. I 2012 blev der fundet en exoplanet med en masse på omkring 4 gange Jupiters i kredsløb om stjernen.
46P/Wirtanen passerede tættest på Jorden midt i december. Kometens lysstyrke er derfor for nedadgående og forventes at falde til omkring mag. 9 inden udgangen af januar. Under næste passage af Jorden i 2024 er afstanden mellem Jorden og kometen langt større end passagen her i 2018/19, som var den nærmeste forbi Jorden siden opdagelsen for 70 år siden og den nærmeste i hele det 21. århundrede. I lighed med 433 Eros kan der også i 46P/Wirtanens tilfælde findes et opdateret søgekort på The Sky Live eller på Heavens-above.
46P/Wirtanens bane i januar og februar 2019.
Ofte betyder geometrien i de indbyrdes baneforhold mellem Jorden, Månen og Solen, at der indtræffer en solformørkelse enten 14 dage før eller efter en måneformørkelse. Det er også tilfældet her i januar, for ved nymåne den 6. januar forekommer en partiel sol-formørkelse, som dog ikke kan ses fra vore breddegrader. Formørkelsen er kun synlig i den nordlige del af Stillehavet og et mindre område i det nordøstlige Asien, inklusive Nordøst-rusland, hvor største formørkelse på 71,5% finder sted ved det lille afsideslig-gende sibiriske udsted Srednekolymsk, som ligger helt oppe ved Polarcirklen på 67°28’N 153°43’Ø. Her når Solen kun lige at kigge op over horisonten en times tid omkring middagstid på denne årstid, og det har den pudsige konsekvens, at formørkelsen varer hele dagen.
Solformørkelse i Srednekolymsk.
Se Månens aktuelle fase via dette link.