Stjernehimlen i januar 2018
I sin årlige ellipseformede bane er Jorden tættest på Solen den 3. januar 2018 kl. 05:35 UT (svarende til kl. 06:35 dansk normaltid). Afstanden er på dette tidspunkt 147.097.192 kilometer, medens den i det fjerneste punkt, som nås den 6. juli 2018 kl. 16:47 UT (kl. 18:47 dansk sommertid) er 152.095.557 kilometer. Umiddelbart lyder det måske para-doksalt, at Jorden er tættest på Solen i den kolde tid om vinteren. Afstanden er 5 millioner kilometer mindre end om sommeren, hvilket svarer til en forskel på omkring 3%. Solen burde derfor se større ud, hvilket den faktisk også gør, men det er så lidt, at det ikke umiddelbart kan konstateres med det blotte øje. Ved at sammenligne to billeder optaget på de pågældende tidspunkter med samme teleskop og under samme betingelser kan forskellen dog relativt nemt konstateres.
Billederne her er optaget af rumsonden SOHO på tidspunktet for henholdsvis perihel og aphel i 2017, nærmere bestemt den 4. januar og 3. juli. Størrelsesforskellen ses tydeligt, ligesom det også er tydeligt, at 2017 var et år med få solpletter.
Årstiderne skyldes ikke afstanden til Solen, men er et resultat af hældningen af dens ækvatorplan i forhold til baneplanet (Ekliptika). På figuren herunder er Jorden vist i fire forskellige positioner i dens bane: forårsjævndøgn, sommersolhverv, efterårsjævndøgn og vintersolhverv.
Årstiderne som følge af Jordens aksehældning og dens årlige bane omkring Solen.
Øverst på billedet står Solen over Jordens ækvator ved forårsjævndøgn, og som følge heraf har alle breddegrader 12 timers dagslys. Efterhånden som Jorden fortsætter i sin bane, synes Solen at bevæge højere mod nord i forhold til himlens ækvator, indtil den når sit højeste punkt med en deklination på 23½° ved sommersolhverv. På den nordlige halvkugle er Solen da over horizonten i mere end 12 timer, og solstrålernes større indfaldsvinkel giver forøget varmeindstråling. På den sydlige halvkugle er Solen tilsvarende over horizonten mindre end 12 timer, og solstrålernes mere skrå indfaldsvinkel forårsager den kølige vintersæson. Ved efterårsjævndøgn befinder Solen sig igen over Jordens ækvator, men er denne gang på vej mod sydligere breddegrader. Den sydligste position nås ved vintersolhverv, hvor deklinationen er ÷23½°. Årstiderne er nu modsat sommersolhverv, og det er vinter på den nordlige halvkugle.
På denne årstid er himlen mod syd domineret af Orion. Orion er uden sammenligning det mest prominente stjernebillede på vinterhimlen, og den markante figur kan ses det meste af natten.
Orion står i sydlig retning omkring kl. 23 midt i januar.
Orion er letgenkendelig med sine fire stjerner i hjørnerne og tre stjerner på skrå i midten. De fleste kan uden problemer se, at den klare stjerne øverst til venstre har en rødlig nuance. Det er Betelgeuze, α Orionis, som danner en tydelig kontrast til Orions andenklareste stjerne, den blå-hvide Rigel, β Orionis, i figurens nederste højre hjørne.
De tre bæltestjerner har nogenlunde samme lysstyrke, og den øverste af de tre ligger praktisk talt på himlens ækvator. Umiddelbart under Orions Bælte ses yderligere tre stjerner på linje. Disse tre lodret placerede stjerner udgør Orions Sværd, og under gode forhold kan man se, at den midterste har et lidt uldent udseende. Det er nemlig ikke en stjerne, men i virkeligheden Oriontågen – en stor gas- og støvsky, hvor der dannes nye stjerner.
Hvis man trækker en linje mod højre gennem Orions Bælte, rammer man højere oppe på himlen en klar orange stjerne. Det er Aldebaran, α Tauri, også kendt som Tyrens røde øje. Aldebaran ligger omgivet af en V-formet figur bestående af en halv snes svagere stjerner, som alle er medlemmer af den åbne stjernehob Hyaderne. Aldebaran tilhører ikke Hyader-ne, men ligger blot tilfældigvis i samme retning.
Når linjen fra Orions Bælte fortsættes yderligere, passerer den endnu en åben stjernehob, Plejaderne eller Syvstjernen. Med det blotte øje kan man se 6-8 individuelle stjerner, og med en prismekikkert bliver antallet forøget til 50-100 blåhvide stjerner. Umiddelbart over Orion ligger Tyrens to næstklareste stjerner, som udgør spidserne af Tyrens horn.
Orion og Tyren.
Hvis vi retter blikket mod den modsatte himmelhalvdel, mod nord, genkender vi en stor del af de cirkumpolare stjernebilleder med Karlsvognen (eller nærmere bestemt Store Bjørn) som den tydeligste. Karlsvognen står næsten lodret i nordøstlig retning først på aftenen i januar, og lige derunder er Løven stået op mod øst. Nordstjernen – Lille Bjørns halespids – står i sin sædvanlige faste højde på 55° over horisonten, og de øvrige lidt svagere stjerner i Lille Bjørn peger ned mod horisonten. Endnu nærmere nordhorisonten kan man måske lige netop skimte de fire stjerner, som udgør Dragens hoved og allerlængst nede ses de to øverste stjerner i Sommertrekanten, Vega i Lyren og Deneb i Svanen. Cepheus og Cassiopeia befinder sig mod nordvest, medens Andromeda og Pegasus står lavt over horisonten mod vest. Højt på vesthimlen ses endnu en hovedperson i den græske mytologis bedst kendte legende, helten Perseus med Medusas hoved i den ene hånd. Næsten i Zenith ses en af de klareste stjerner på den nordlige halvkugle, Capella i stjerne-billedet Kusken. Tre svage stjerner danner en ligesidet trekant umiddelbart ved siden af Capella. I mytologien er Capella en ged og de tre stjerner dens kid.
Himlen mod nord omkring midnat i begyndelsen af januar.
Kvadrantiderne hører til årets meteorsværme. Faktisk er det en af de største med en ZHR en nærheden af 100, men trods det viser meteorsværmen sig sjældent fra sin bedste side. For det første er vejret ofte meget omskifteligt i januar, og for det andet er maksimum begrænset til et forholdsvist kort tidsrum. Maksimum i 2018 falder natten mellem den 3. og 4. januar, og de bedste forhold er efter midnat, efterhånden som radianten i Bootes kommer højere op på himlen. På ovenstående kort over nordhimlen er Bootes netop på vej op over horisonten mod nordøst. I 2018 er forholdene ikke særlig gode, idet maksimum falder lige efter fuldmåne, hvilket betyder en betragtelig reduktion af antal synlige meteorer. Radianten ligger mellem Bootes og Dragen, og navnet stammer fra et gammelt stjernebillede, Murkvadranten, som ikke længere bruges.
Kvadrantidernes radiant.
Der er fem planeter, som er synlige for det blotte øje. De kaldes de klassiske planeter, fordi de har været kendt siden oldtiden. I januar befinder de sig alle sammen på morgenhimlen, men for Venus’ vedkommende er det dog med et vist forbehold, for den står hele måneden for tæt på Solen til at kunne ses. Tilmed er Venus i konjunktion med Solen den 9. januar, hvorefter den bevæger sig om på aftenhimlen, hvor den imidlertid først bliver synlig i løbet af februar. Hvis man vil se planeter om aftenen, må man således nøjes med Uranus og Neptun, som begge kun kan ses med optiske hjælpemidler.
Neptun befinder sig i Vandmanden, som så småt er ved at forsvinde under horisonten ved tusmørkets afslutning. Det gælder derfor om at være hurtigt ude med prismekikkerten eller teleskopet for at fange den fjerne og lyssvage planet på mag. 7,9. Neptun står knap ½° øst for λ (Lambda) Aquarii i den 1. januar og når at bevæge sig godt ½° yderligere mod øst i løbet af måneden. Om aftenen den 21. passerer Neptun 1’15”forbi en stjerne, HIP 113231 på mag. 8, dvs. samme lysstyrke som Neptun selv. Neptun passerede lige så tæt forbi samme stjerne i september, medens den bevægede sig retrogradt i forbindelse med oppositionen. Desværre står Månen knap 11° øst for Neptun og HIP 113231 den 21. , men da det kun er 4 dage siden nymåne, er der tale om et smalt segl.
Søgekort til Neptun og Uranus. Neptun befinder sig ½°-1° øst for Lambda, og Uranus i området mellem Omikron, Nu og Mu.
Uranus er noget nemmere at finde, idet den står højere på himlen end Neptun, og desuden har den en lystyrke på mag. 5,8. Uranus befinder sig i et forholdsvis stjernefattigt område i Fiskene og bevæger sig kun meget lidt mod øst i løbet af måneden. Et detaljeret kort over området kan ses under omtale af stjernehimlen i december 2017.
Som nævnt befinder de øvrige planeter sig på morgenhimlen. Venus dog kun kortvarigt, og Saturn kan ikke ses i månedens begyndelse, fordi ringplaneten står for tæt på Solen.
Morgenhimlen den 1. januar 2018 kort tid før solopgang.
Mars kan kendes på den røde farve. I januar er den dog forholdsvis svag, idet dens lysstyrke ligger på mag. 1,5. Det er imidlertid væsentligt klarere end de to klareste stjerner i Vægten, α og β på henholdsvis mag. 2,75 og mag. 2,6. (Det er ikke en fejl, at α er angivet som den svageste. Fejlen stammer helt tilbage fra Johan Bayer, som 1603 tildelte stjerner-ne græske bogstaver i rækkefølge efter deres lysstyrke, og i enkelte tilfælde var han ikke helt konsekvent).
Mars forbliver på morgenhimlen resten af vinteren og ind i foråret. Den bevæger sig hurtigt forbi α Libra – også kaldet Zubenelgenubi – og på månedens sidste dag passerer den grænsen til Skorpionen. På det tidspunkt er lysstyrken steget til mag. 1.2, hvilket kan sammenlignes med Skorpionens klareste stjerne, den røde kæmpe Antares på mag. 1,1. Navnet Antares stammer fra græsk og betyder anti-mars eller Mars’ rival. Navnet henviser til, at Mars og Antares har næsten samme røde farve.
Det lidt lange navn til α Libra stammer ligeledes fra antikken. Oprindeligt blev Vægten betragtet som en del af Skorpionen, som dengang var meget større end i dag. Vægtens stjerner repræsenterede Skorpionens klosakse. Zubenelgenubi betyder Skorpionens sydlige klo, medens β Libra kaldes Zubeneschamali, den nordlige klo.
Årsagen til Mars’ forholdsvis svage lystyrke er, at afstanden mellem den og Jorden i øje-blikket stor. Jorden bevæger sig imidlertid hurtigere i sin bane end Mars, og i løbet af det næste halve års tid indhenter den og overhaler Mars indenom. De to planeter er tættest på hinanden sidst i juli, en såkaldt opposition, og Mars’ lysstyrke vil til den til komme op på mag. ÷2½.
Det Indre Solsystem set fra ’oven’ den 27. januar og den 27. juli 2018. På det halve år har Jorden bevæget sig ½ omgang om Solen, medens Mars på grund af sin langsommere bevægelse knap har tilbagelagt ¼. Venus har næsten været én tur rundt, medens Merkur har kredset 2 gange omkring Solen.
Den 1. januar står Mars 2½° længere mod vest end Jupiter. Begge planeter bevæger sig mod øst i forhold til baggrundsstjernerne. Mars bevæger sig imidlertid langt hurtigere end Jupiter, så allerede den 7. passerer de to planeter meget tæt forbi hinanden. Når afstanden er mindst, er den kun 16’, svarende til ½ månediameter. Så tæt har de ikke været på hinanden siden januar 1998. De to planeter står op mere end fire timer før Solen, og gennem et teleskop med en forstørrelse på 50×-75× kan man sammenligne deres størrelse. Mars har en diameter på 5”, medens Jupiter spænder over imponerende 34”. I virkelig-heden er Jupiter ikke blot 7 gange større end Mars. Jupiters diameter er 22 gange så stor som Mars’. Den tilsyneladende beskedne størrelsesforskel skyldes, at afstanden til Jupiter denne morgen kun er tre gange så stor som afstanden til Mars.
Jupiter og Mars 7. januar 2018 kl. 07. Ved et tilfælde befinder månerne Io og Europa sig tæt på hinanden på den ene side af Jupiter, medens Ganymedes og Callisto står tæt sammen på den anden side.
Jupiter er kun over horisonten i nogle få timer inden daggry. Det er derfor begrænset, hvor længe man kan følge, hvordan dens fire store måner konstant ændrer position i forhold til hinanden og i forhold til Jupiter. For de to inderste vedkommende, Io og Europa, går det dog forholdsvist hurtigt, idet de kun bruger henholdsvis 1 døgn 18 timer og 3 døgn 13 timer til en tur rundt om planeten. For de to yderste går det lidt langsommere, idet Gany-medes og Callisto har en omløbstid på 7 døgn 4 timer og 16 døgn 16 timer. Månerne kredser så regelmæssigt, at man lang tid i forvejen kan beregne, de forskellige fænomener, såsom transitter, formørkelser o.l.
Jupiter bruger kun 10 timer til en rotation omkring sin egen akse. Det betyder, at der er god chance for, at den store røde plet på et tidspunkt vil være synlig. Også i dette tilfælde er det muligt i forvejen at beregne hvilke tidspunkter, den kan ses. Andre fænomener i Jupiters atmosfære, som f.eks. de mørke ækvatoriale bælter, strækker sig hele vejen rundt om planeten og kan derfor altid ses.
Merkur har sin største vestlige elongation den 1. januar. Vinkelafstanden til Solen er 23°, og tre kvarter før solopgang står den inderste planet 6° over horisonten i sydøstlig retning. Lysstyrken er på dette tidspunkt ÷0,3. Det er klarere end både Mars og Antares, men dog ikke nær så klar som Jupiter. De følgende morgener kommer Merkur tættere og tættere på horisonten. Det gør det lidt vanskeligere at se den i tusmørket, men en hjælp er, at lysstyrken forbliver nogenlunde uændret.
Efterhånden som måneden går, står Saturn tidligere og tidligere op. Med en lysstyrke på mag. 0,5 varer det dog indtil omkring midt på måneden, før den kan ses i morgengryet. En god mulighed for at finde den, kommer om morgenen den 13. Denne morgen passerer den og Merkur godt ½° fra hinanden med Saturn højest på himlen. Merkur har fortsat en lys-styrke på mag. ÷0,3, medens Saturn med sin mag. 0,5 formodentlig kræver brug af en prismekikkert. Resten af måneden står Saturn højere og højere over horisonten før solopgang, og sidst på måneden når den en højde af omkring 10°, inden tusmørket begynder.
Morgenhimlen den 13. januar 2018.
Asteroiden 8 Flora kommer i opposition i Tvillingerne den 3. januar. Lysstyrken under oppositionen er mag. 8,2. Det bringer den indenfor rækkevidde af en god prismekikkert, og asteroiden kan kendes på, at den flytter sig fra nat til nat i forhold til baggrundsstjer-nerne. 8 Flora blev opdaget i 1847 som den 8. asteroide. Nu har enhver mulighed for gå de første asteroidejægere i bedene. I dag er det noget nemmere, idet både nedenstående kort og det detaljerede søgekort på Heavens-above ikke var til rådighed i 1800-tallet.
Tvillingerne med banen for 8. Flora.
Der er mulighed for at finde endnu en lysstærk asteroide i januar. 1 Ceres blev opdaget som den første asteroide i 1801. Den italienske astronom Giuseppe Piazzi i færd med at revidere et stjernekatalog på Palermo Observatoriet på Sicilien, da han i stjernebilledet Tyren opdagede et svagt objekt af 8. størrelse, og som han i første omgang antog for en haleløs komet. På grundlag af Piazzi’s positionsbestemmelser var den tyske matematiker Karl Friederick Gauss i stand til at beregne en bane, og det viste sig, at det fundne objekt var en lille planet, som kredser mellem Mars og Jupiter. Det nyopdagede himmellegeme fik navnet Ceres efter Siciliens skytsgudinde. I de følgende år blev endnu 3 asteroider fundet, og efter 1845 gik det stærkt. I dag kender astronomerne banerne for adskillige hundredetusinde. 1 Ceres bruger 4,6 år til et omløb om Solen, og den kommer i opposition i området mellem Løven og Krebsen den 31. januar. Under opposition bliver lysstyrken mag. 6,8. Også for Ceres vedkommende kan et detaljeret søgekort ses på Heavens-above.
Ceres’ bane mellem Løven og Tvillingerne i januar 2018. Den lille klynge stjerner markeret med et blå kryds i Krebsen er den åbne stjernehob M44, som også går under navnet Krybben, Bistadet eller Præsepe. Stjernehoben kan ses med det blotte øje under en mørk himmel.
Allerede grækerne beskrev hoben som en tåget plet, og i dag ved vi, at den indeholder mange hundrede stjerner og befinder sig i en afstand af omkring 520 lysår, hvilket gør den til den 5. nærmeste åbne stjernehob. De individuelle stjerner har lysstyrker på mag. 6 eller svagere, og deres samlede lysstyrke giver hoben en total lysstyrke på omkring mag. 3½, Hele hoben har en tilsyneladende diameter på næsten 1½°. Dens virkelige diameter er på omkring 13 lysår.
Der er total måneformørkelse den 31. januar. Den kan ikke ses fra Danmark, idet Månen først står op ganske få minutter, før den penumbrale fase er slut. Vi må vente til den 27. juli, hvor årets anden totale måneformørkelse denne gang kan ses fra vore breddegrader.
Månens aktuelle udseende kan ses via dette link.