Stjernehimlen i september 2023
Ofte er der mange stjerneklare nætter i september, og stjernehimlen på denne årstid har meget at byde på, og det gælder både for himlen mod nord og for himlen mod syd.
Stjernehimlen ved astronomisk midnat midt i september 2023.
Når man vender ansigtet i nordlig retning, fanges blikket først og fremmest af de syv klare stjerner, som danner den karakteristiske figur, der på vore breddegrader går under navnet Karlsvognen. Karlsvognen er ikke et ’rigtigt’ stjernebillede, idet den er en del af Store Bjørn. Dette navn antyder, at der også må være en Lille Bjørn, og dette er ganske korrekt, idet Nordstjernen – som findes ved at trække en linje gennem de to bagerste stjerner i Karlsvognen – sidder i halespidsen af Lille Bjørn. Lidt vanskeligere er det at finde Dragen, hvis hale begynder midt mellem Store og Lille Bjørn. Herfra vrider uhyret sig i en bue omkring Lille Bjørn og ender med hovedet i nærheden af Herkules. I mytologien blev Herkules Dragens overmand, og på gamle stjernekort er han afbildet med den ene fod på den slagne drages hoved. Mod nordøst ses den cirkumpolare Capella i Kusken, medens Cepheus og Cassiopeia fra sagnet om Andromeda står i Zenith.
Længe inden midnat bliver vinterstjernebilledet Tyren med hovedstjernen Aldebaran og den åbne stjernehob Plejaderne (Syvstjernen) synlig på østhimlen, og ligeledes kan et andet vinterstjernebillede, Tvillingerne, begynde at kunne ses på denne årstid. Den første stjerne som bliver synlig i Tvillingerne er Castor, som har en så høj deklination, at den kun befinder sig under nordhorisonten i nogle få timer.
Sommertrekanten står trods navnet stadig højt på himlen mod sydvest, og dens fætter, Pegasusfirkanten, står mod syd. Under Pegasus ses tre af de mindre fremtrædende stjernebilleder på Ekliptika. Stenbukken består af forholdsvis svage stjerner, og det samme er tilfældet for Vandmandens vedkommende. Vandmanden er dog letgenkendelig med de fire stjerner, som danner en trekant med en stjerne i midten. Den trekantede asterisme kaldes Vandkrukken, og på gamle stjernekort løber der vand ned i munden på Fomalhaut, som er den klareste stjerne i Piscis Austrinus, på dansk Sydlige Fisk.
Det tredie af de nævnte stjernebillede på Ekliptika er Fiskene, hvis tydeligst genkendelige mønster udgøres af den vestligste af fiskene umiddelbart under Pegasusfirkanten. Resten af stjernebilledet består af en række svage stjerner, der symboliserer den snor, som i mytologien er bundet til fiskenes haler og forhindrer, at de bliver væk for hinanden.
Læg især mærke til førnævnte Fomalhaut umiddelbart under Vandmanden. September er en af de måneder, hvor denne klare stjerne ses bedst fra Danmark meget tæt på den sydlige horisont. Man tager ikke fejl af den, for det er den klareste stjerne i området. Med en lysstyrke på mag. 1,2 er det er samtidig den sydligst beliggende stjerne af 1. størrelsesklasse, som kan ses fra Danmark.
Ved indgangen til september er sommeren ved at gå på hæld, og rent kalendermæssigt regnes september da også for den første efterårsmåned. I begyndelsen af september er dagen dog fortsat længere end natten, men ved udgangen af måneden er det modsat. Vendepunktet kommer ved efterårsjævndøgn, som i år er den 23. september.
Den astronomiske overgang fra sommer til efterår falder netop ved efterårsjævndøgn, hvor Solen står lodret over Jordens Ækvator. Helt præcist er det kl. 08:50, og herefter varer efteråret indtil vintersolhverv den 21. december.
Jævndøgn er også kendt for, at dag og nat er lige lange, hvilket imidlertid ikke er helt rigtigt. Finder man Solens op- og nedgangstidspunkt i en almanak, kan man se, at den 23. september er dagen adskillige minutter længere end natten. Det skyldes, at astronomerne beregner Solens opgang som det tidspunkt, hvor centrum af solskiven kommer op over horisonten, og nedgangstidspunktet er ligeledes, når centrum står lige i horisonten.
I almindelighed betragter de fleste derimod solopgang som det øjeblik, hvor Solens overkant viser sig over horisonten, mens solnedgang betragtes som det tidspunkt, hvor den synker ned under horisonten. Dette gør dagen et par minutter længere i forhold til den astronomiske beregning, og da afbøjning af lyset i Jordens atmosfære samtidig får Solen til at se ud, som om den står en smule højere på himlen, end den gør i virkeligheden, betyder det, at dagen bliver forlænget med cirka fire minutter både om morgenen og om aftenen på vores breddegrader.
Solens op- og nedgang den 23. september ifølge Almanak. Venstre tabel er med Solens øverste kant i horisonten, og højre tabel gælder for centrum af solskiven.
Lysets afbøjning (refraktion) ved horisonten.
Saturn var i opposition i sidste måned, nærmere bestemt den 27. august, hvilket betyder, at den vil være på himlen stort hele natten i denne måned. Den 1. september står ringplaneten op kl. 20:07, hvilket praktisk talt er på det tidspunkt, hvor Solen går ned. Når nattemørket begynder at indfinde sig ved afslutningen på tusmørket en times tid senere, ses Saturn som det klareste objekt i Vandmandens vestlige del. På samme tidspunkt er Månen på vej op over horisonten mod øst.
Aftenhimlen mod øst 1. september kl. 21:00. Letgenkendelig er de fire stjerner, som danner den karakteristiske asterisme, som kaldes Vandkrukken.
Saturn har en lysstyrke på mag. 0,4 og overstråler således alle Vandmandens stjerner, idet de to klareste, α og β, har en lysstyrke på mag. 3. α Pegasi, den vestligste af stjernerne i Pegasusfirkanten, har mag. 2,5.
Med den store lysstyrke kan Saturn uden problemer ses med det blotte øje, men det største udbytte får man naturligvis ved hjælp af et teleskop, hvor selv et beskedent med en forstørrelse på 50× afslører, at Saturn nærmer sig det tidspunkt, hvor ringsystemet ses fra kanten. Her i september ses det under en vinkel på 9°, hvilket skal sammenlighed med den maksimale hældningsgrad på 27°. Saturns skive ses med en udstrækning på 19”, og ringene mere end fordobler dette, idet de spænder over 42”.
Saturn har et meget stort antal måner. Seneste opdatering siger 145. Heraf er det dog kun muligt at se en lille håndfuld med almindeligt amatørudstyr. Den klareste er Titan på mag. 8½, og den kan stort set altid ses under sit 16 dages omløb om planeten. Tre af de øvrige: Tethys, Dione og Rhea kredser tættere på Saturn end Titan og bruger henholdsvis 1,9 døgn, 2,7 døgn og 4,5 døgn til en omkredsning. Deres lysstyrke ligger på mag. 10, så det kræver lidt mere omhu for at se dem. Der findes imidlertid et lille program, som viser deres stilling til et givet tidspunkt. F.eks. vil Saturn og de fire nævnte måner se ud som på nedenstående skitse ved midnat natten mellem den 8. og 9. september. Som det fremgår af det lille planetarieprogram, kan man også se positionen på nogle få af de øvrige af Saturns måner, som ligger på omkring mag. 12.
Saturn med måner.
I Vandmanden er der i øjeblikket endnu en planet, som dog kræver en hel del omhu for at blive fundet, men trods det burde den alligevel udnævnes som et af septembers historiske højdepunkter. Det drejer sig nemlig om Neptun, som var den første (og eneste) planet, der er blevet fundet ved hjælp af matematiske beregninger frem for ved direkte observation.
Opdagelsen af Neptun var en direkte følge af William Herschels opdagelsen af Uranus i 1781. Det viste sig, at Uranus ikke bevægede sig som forventet. Dens bane afveg så meget fra det beregnede, at to matematikere, franskmanden Urbain Joseph Le Verrier og englænderen John Couch Adams, uafhængigt af hinanden fandt frem til, at afvigelsen skyldtes tilstedeværelsen af en anden planet længere ude i Solsystemet end Uranus.
Adams sendte sine beregninger til The Astronomer Royal på Greenwich Observatoriet, Sir George Biddell Airy, som imidlertid ikke fandt det ulejligheden værd at begynde at lede efter planeten. Le Verrier kontaktede adskillige samtidige franske astronomer, men de afviste ligeledes alle hans henvendelser. I stedet sendte Le Verrier sine beregninger til den tyske astronom Johann Gottfried Galle, som modtog brevet den 23. september 1846. Samme aften satte Galle sig i stolen bag Berlinerobservatoriets 9½” Frauenhofer refraktor. Efter omkring en halv times eftersøgning lige omkring midnat fik Galle øje på en stjerne af 8. størrelse, som ikke var på hans stjernekort.
Neptun havde været observeret tidligere. Den første, som så den, var Galilei, som så den i 1612, men han troede, at planeten var en stjerne, og det samme var tilfældet for flere andre, f.eks. Jérôme Lalande i 1795 og John Herschel i 1830. Neptun var derfor registreret som en stjerne i adskillige stjernekataloger, og disse tidlige observationer blev vigtige for den senere nøjagtige kortlægning af Neptuns bane.
Hvad så med Pluto, er der måske nogle som spørger. Blev den ikke også opdaget efter en matematisk beregning? Da Pluto blev opdaget i 1930, afveg både position, lysstyrke og masse så meget fra de mange beregninger, at opdagelsen snarere beror på en tilfældighed – ganske vist efter en meget systematisk eftersøgning i et meget stort område, hvor man formodede, den ville befinde sig.
Opdagelsen af Pluto. Clyde Tombaughs to fotografiske plader.
Neptun kommer i opposition den 19. september – dvs. meget tæt på datoen for dens opdagelse. Neptun bruger 165 år til et omløb om Solen, så den har kun foretaget en omkredsning siden opdagelsen. Den bevæger sig så langsomt, at oppositionen kun forskydes med få dage fra det ene år til det næste. I 2025 er den i opposition den 23. september.
Saturn og Neptun i Vandmanden den 19. september. Som hjælpelinjer er indtegnet ”Vandkrukken” og den karakteristiske femkantede figur, som udgøres af den vestligste af Fiskene. Bemærk at Neptun ikke er den klare stjerne umiddelbart til venstre for navnet. Neptun er den langt svagere ved pilen. Afstanden mellem Saturn og Neptun er 24°.
Den klare stjerne ved siden af Neptun på ovenstående kort er 20 Psc på mag. 5,5. I september bevæger Neptun sig retrogradt, og herved passerer den 4’ nord for 20 Psc den 10. september. Den 1. september er afstanden 16’ (½ månediameter), under oppositionen den 19. september er den 13’, og ved månedens udgang 31’.
Neptun har en lysstyrke på mag. 7,8 og kan derfor ikke ses uden optiske hjælpemidler. Udstrækningen er 2”, hvilket sammen med den lave lysstyrke og langsomme bevægelse forklarer, hvorfor astronomerne i mange år antog den for en stjerne, når de fik øje på den gennem deres forholdsvis små teleskoper.
Neptuns bane i september. Kortets synsfelt er 15°, og cirkeludsnittet er 6° – svarende til synsfeltet i en prismekikkert. Neptuns bevægelse går mod højre. Tallene ud for stjernerne er deres lysstyrke. Øverst genkendes de to nederste stjerner i den vestligste del af Fiskene.
Det er væsentligt nemmere at finde Jupiter, som befinder sig i Vædderen, for med en lysstyrke på mag. ÷2,6 er den svær at overse. Efter Solen, Månen og Venus er den store gasplanet himlens klareste objekt, og hvis man holder nøje øje med dens bevægelse og position i begyndelsen af september, er det tydeligt, at den nærmer sig oppositionen. Jupiter påbegynder nemlig sin retrograde bevægelse den 4. september. Herved passerer den endnu engang σ (Sigma) Arietis, som den også passerede i slutningen af august. Nærmeste passage er natten mellem den 17. og 18. september, men denne gang er afstanden dog så meget større, at stjernen ikke kan forveksles med en af Jupiters fire store måner.
Jupiters bevægelse i september. Synsfeltets bredde er 1¼°.
Jupiter ved midnat mellem den 17. og 18. september.
Et søgekort til Jupiters fire måner kræver, at der angives tidspunkt. De bevæger sig omkring planeten så hurtigt, at deres indbyrdes position ændres i løbet af meget kort tid. Den inderste, Io, bruger kun 1½ døgn til en rundtur, medens den yderste, Callisto, bruger 17 døgn. Ved hjælp af dette lille planetarieprogram fra Shallow Sky, kan man se, hvordan månerne står til ethvert tidspunkt. Samtidig kan man også se, om den store røde plet befinder sig på den side, som vender ned mod Jorden. Jupiter bruger kun 10 timer til en rotation om sin egen akse, så på et eller andet tidspunkt i løbet af natten vil muligheden være tilstede. Samtidig har programmet også en oversigt over, hvornår månerne bevæger sig foran eller bag Jupiter, og hvornår det er muligt at se, hvornår deres skygge rammer Jupiters skydække.
Vædderen er også i øjeblikket hjemsted for den planet, der som netop omtalt gav anledning til opdagelsen af Neptun. Det er Uranus, som befinder sig omkring 7½° længere mod øst end Jupiter og omtrent lige så langt fra Plejaderne i Tyren.
Jupiter, Uranus og Plejaderne midt i september.
Detailkort med en bredde på 5°. Den klareste stjerne på kortet er δ Ari på mag. 4,4. Tallet ud for de to andre klare stjerner er deres lysstyrke. Uranus har selv en lysstyrke på mag. 5,8.
Uranus bevæger sig retrogradt som optakt til den kommende opposition. På grund af den store afstand fra Solen på omkring 3 milliarder kilometer er bevægelsen minimal og udgør kun ½° i løbet af måneden. Uranus kan teoretisk ses med det blotte øje, hvilket dog kræver både et godt syn og en helt mørk himmel. En prismekikkert er tilstrækkelig, men kun gennem et teleskop er det muligt at skelne dens svagt grønlige skive på 4”.
Efterhånden som daggryet nærmer sig, stiger en meget klar ”stjerne” op over horisonten i østlig retning. Stjernen er planeten Venus, som står op umiddelbart før kl. 04:30, hvilket er 2 timer før solopgang. Hvis man har en fri horisont og en helt klar himmel, bliver Venus med en lysstyrke på mag. ÷4,6 synlig allerede, medens den står i horisonten. Intensiteten stiger lidt de kommende morgener, indtil Venus opnår sin største lysstyrke den 9. september, hvor den topper på mag. ÷4,8. Et par morgener senere står det smalle segl på den aftagende måne over Venus.
Morgenhimlen den 11. september kl. 05:30. Bemærk at måneseglets størrelse er overdrevet. Bemærk også at de velkendte vinterstjernebilleder allerede er kommet højt op på himlen om morgenen på denne årstid.
Venus’ faser kan kun ses gennem et teleskop, og man vil da bemærke, at seglet vender den modsatte retning af, hvad det gjorde i foråret. Den 1. september har Venus en udstrækning på 50” med et 11% belyst segl. Allerede den 11. er belysningsgraden steget til 21%, og udstrækningen er svundet til 43”. Set gennem et teleskop har Venus’ udseende på dette tidspunkt en vis lighed med Månen, som står ovenover planeten. Ved månedens udgang er belysningen 36%, og udstrækningen 32”.
Venus. 1., 11. og 30. september.
September giver også mulighed for at se Merkur på morgenhimlen – faktisk den bedste mulighed i 2023. Merkur er i konjunktion med Solen den 6., og mindre end ti dage senere kan man se den lille planet en håndsbredde under Regulus, Løvens klareste stjerne. Lysstyrken stiger hurtigt. Den 16. er den mag. 1, og fire morgener senere er den steget til mag. 0. Under største vestlige elongation på 18° den 22. september er lysstyrken steget yderligere til mag. ÷0,3. Herefter nærmer Merkur sig Solen, men da lysstyrken samtidig fortsætter med at stige, burde det være muligt at følge den resten af måneden, idet lysstyrken den 30. september er ÷1. Opgangen denne morgen finder sted 1½ time før Solen, og Merkur når at komme op i en højde på 6° tre kvarter før solopgang.
Morgenhimlen den 20. september med Løven, Merkur og Venus.
I Danmark har vi ikke tradition for at navngive de forskellige måneders fuldmåne – med fuldmånen i september som en undtagelse. Det er ikke fordi den ser anderledes ud i september end i andre måneder, men dens optræden på aftenhimlen er anderledes.
Septembers fuldmåne kaldes Høstmånen, hvilket skyldes, at høsten før i tiden faldt noget senere end i dag. Herremanden havde gratis arbejdskraft i form af sine fæstebønder, og da der ikke var særlig mange hjælpemidler ud over en le og en rive, sluttede arbejdsdagen først, når det tidlige efterårsmørke faldt på. Fæstebonden måtte vente med at høste sine egne afgrøder til senere, så han drog fordel af Månens lys, for et ganske særligt forhold om efteråret gør, at Månen i dagene omkring fuldmåne står op på næsten samme tidspunkt mange aftener i træk og derfor meget bekvemt tillod den travle bonde at fortsætte arbejdet lang tid efter solnedgang. Høstmånen er pr. definition den fuldmåne, som falder tættest på efterårsjævndøgn, og det skabte et problem, for Månens faser falder ikke altid på samme dato. Høstmånen kan således falde fra to uger før til to uger efter jævndøgn. I 2023 er der fuldmåne den 31. august og igen den 29. september, så den er ikke på himlen midt på måneden, men i praksis har det jo ingen betydning, fordi bonden ikke længere er afhængig af denne naturlige lyskilde. I dag tager det kun få timer at få høsten i hus, og den er som regel overstået allerede i august, medens Månen uanfægtet fortsætter sin vante gang og minder om svundne tider.
Bliv ikke forbavset, såfremt fuldmånen i august eller september i diverse pressemeddelel-ser bliver omtalt som supermåne. Det er en årligt tilbagevendende reprise. Sidste år var det i juli, og i år bliver det i august og september. Dette lidt mærkelige udtryk blev [naturligvis] opfundet af en astrolog, nemlig Richard Nolle i 1979. Hvert år rammer historien om den kæmpemæssige måne medierne, så snart pressen får nys om, at Månen kommer særlig tæt på Jorden og derfor angiveligt vil se langt større ud end normalt. Det forholder sig blot sådan, at Månen kommer tættest på Jorden én gang hver måned, hvilket skyldes, at dens bane er elliptisk, så én gang under hvert omløb passerer den naturligvis det punkt, hvor afstanden er mindst.
Tidspunktet, hvor afstanden mellem Jorden og Månen er mindst, finder ikke sted under samme månefase. Det skyldes, at der går 29½ døgn mellem hver fuldmåne, og at Månen kun bruger 27¼ døgn til en omkredsning af Jorden. Forskellen opstår, fordi Jorden og Månen kredser omkring Solen. De bevæger sig knap én grad fremad i banen i løbet et døgn. Den akkumulerede afstand i løbet af et måneomløb skal indhentes, inden de tre legemer igen står på linje, og det tager godt 2 døgn.
Der sker således en forskydning af månefaserne på godt 2 døgn for hvert måneomløb. Èn gang om året er Månen tættest på Jorden, medens det er fuldmåne, og én gang medens det er nymåne. Når det er nymåne, kan vi ikke se den, og under de øvrige faser kan vi kun se en del af dens belyste skive. Kun under fuldmåne vender hele den belyste skive mod Jorden, så supermånen er ifølge astrologens definition den fuldmåne, som falder omkring det tidspunkt, hvor Månen er tættest på Jorden. Astronomerne tager afstand fra udtrykkene supermånen og minimånen og foretrækker at kalde det for henholdsvis Månens perigæum og Månens apogæum.
Afstanden til Månen varierer mellem 406700 kilometer og 356500 kilometer med en gennemsnitsafstand på 384400 kilometer. Richard Nolles definition er, at der er tale om en supermåne, når den er indenfor 90% af minimumsafstanden.
Betyder det så også, at Månen ser større ud og derfor lyser stærkere end normalt? Svaret på begge spørgsmål er ja, men hvis man ikke vidste det, ville man ikke bemærke nogen forskel. Når Månen er tættest på Jorden, ser den kun nogle ganske få bueminutter større ud, end når den er længst væk. Det er stort set umuligt at se forskel med det blotte øje, især fordi der jo går ½ år mellem ekstremerne, og man kan naturligvis ikke se både den store og den lille måne samtidig, så man har intet sammenligningsgrundlag. Det eneste man vil bemærke er, at Månen ser større ud, når den står op eller går ned, men det skyldes et helt andet forhold, som kaldes måneillusionen.
Månens størrelse under apogæum og perigæum med gennemsnitsafstanden i midten.
Se månens aktuelle fase på denne side fra NASA.