Stjernehimlen i september 2018
Kalenderåret inddeles i fire årstider, og ifølge denne opdeling er september den første efterårsmåned. Astronomisk set begynder efteråret dog først ved efterårsjævndøgn, når Solen står lodret over Jordens Ækvator. Siden forårsjævndøgn har Solen befundet sig nord for Ækvator, men den 23. september kl. 03:54 krydser den Ækvator for sydgående, og da forårsjævndøgn faldt den 20. marts kl. 17:15, kan man hurtigt regne ud, at årstiderne ikke er lige lange. Jorden bruger som bekendt ét år til et omløb om Solen, men da dens bane er ellipseformet, bevæger den sig ikke med konstant hastighed. Den bevæger sig langsomst, når den er længst fra Solen, og som banen er i øjeblikket, er afstanden størst i begyndelsen af juli og mindst i begyndelsen af januar. Jorden bruger derfor længere tid om at bevæge sig fra forårsjævndøgn til efterårsjævndøgn end fra efterårsjævndøgn til forårsjævndøgn. På den nordlige halvkugle varer sommerhalvåret således omkring en uge længere end vinterhalvåret.
Jordens bane om Solen i 2018. Ellipseformen er stærkt overdrevet.
Med septembers komme er det tydeligt, at sommeren går på hæld, og at dagene er blevet kortere. Den 1. september er dagen dog fortsat længere end natten, idet Solen denne dag er over horisonten i 13 timer og 48 minutter, men når vi når slutningen af måneden, er det modsat. Den 30. september er Solen kun oppe i 11 timer og 38 minutter, fordi vi da har passeret efterårsjævndøgn.
Nattemørket falder således tidligt på. Vi har dog fortsat sommertid, så Solen går først ned kl. 20:12 den 1. september og kl. 18:57 den 30. september. Efter solnedgang bemærker den opmærksomme iagttager et interessant forhold ved aftenhimlen: Den ser næsten ens ud fra den ene aften til den næste.
Hvis man går ud tre kvarter efter solnedgang, dvs. når tusmørket nogenlunde er overstået, vil man bemærke, at stjernerne stort set står i samme kompasretning og højde, når de begynder at dukke frem. Under normale omstændigheder står stjernerne omkring 1° længere mod vest og går ned 4 minutter tidligere end aftenen i forvejen. Det er naturligvis ikke stjernerne, som bevæger sig, men årsagen er Jordens kredsløb omkring Solen. I løbet af ét år tager den en omgang på 360°, svarende til 1° pr. døgn. Her i den første efterårs-måned går Solen ned omkring 2½ minut tidligere hver aften. Man skal derfor gå udenfor tidligere end aftenen i forvejen, og den tidligere solnedgang udligner næsten stjernernes bevægelse mod vest, hvilket forklarer aftenhimlens uforanderlighed fra aften til aften.
Aftenhimlen tre kvarter efter solnedgang henholdsvis 1. september og 30. september.
Et andet interessant fænomen i september er fuldmånen, den såkaldte Høstmåne. Månen ser dog ikke anderledes ud i september end i andre måneder, men dens optræden på aftenhimlen er anderledes. Månen bruger ca. 4 uger til en omkredsning af Jorden, og på grund af dens østgående bevægelse står den gennemsnitlig op 50 minutter senere hver dag. Men gennemsnitlig betyder, at der er store variationer i årets løb.
Om efteråret ligger Ekliptika næsten vandret mod horisonten om aftenen. Når det er fuldmåne, står Månen (naturligvis) op ved solnedgang, og i dagene efter er opgangstids-punktet kun forskudt nogle få minutter. Man har derfor en klart lysende måne på østhimlen lige efter solnedgang mange aftener i træk. I år måtte landmanden på grund af den langvarige tørke høste sit udbyttefattige korn allerede i juli, men før selvbinderens og mejetærskerens opfindelse faldt høsten som regel først i september, og da bonden kun havde en le eller et segl, kunne han knap nok nå at blive færdig, før det tidlige efterårs-mørke faldt på. Høstmånen lyste derfor meget bekvemt den ene aften efter den anden og tillod høstfolkene at fortsætte arbejdet lang tid efter solnedgang. I dag tager det kun få timer at få høsten i hus, men Månen fortsætter uanfægtet sin vante gang og minder om svundne tider.
Der er fuldmåne den 25., og tabellen viser Månens opgangs-tidspunkt i dagene før og efter. Under normale omstæn-digheder ville der have været omkring 5 timers forskel på opgangstidspunktet i det pågældende tidsrum. Såfremt fuldmånen falder endnu tættere på jævndøgn, er virkningen større, og en yderligere forstærkning opstår periodevis, dels fordi Månens bane hælder 5,1° i forhold til Ekliptika, og dels fordi dens knudepunkter foretager en tur hele vejen rundt på 18,6 år. To gange i denne periode vil dens bane derfor ligge endnu mere vandret i forhold til horisonten end på de øvrige tidspunkter.
Ofte er der mange stjerneklare nætter i september, og stjernehimlen på denne årstid har meget at byde på, og det gælder både for himlen mod nord og for himlen mod syd.
Stjernehimlen mod nord ved midnat midt i september.
Når man vender ansigtet i nordlig retning, fanges blikket først og fremmest af de syv klare stjerner, som danner den karakteristiske figur, der på vore breddegrader går under navnet Karlsvognen. Karlsvognen er imidlertid ikke et ’rigtigt’ stjernebillede, idet den er en del af Store Bjørn. Dette navn antyder, at der også må være en Lille Bjørn, og dette er ganske korrekt, idet Nordstjernen, der som bekendt findes ved at trække en linje gennem de to bagerste stjerner i Karlsvognen, sidder i halespidsen af Lille Bjørn. Lidt vanskeligere er det at finde Dragen, hvis hale begynder midt mellem Store og Lille Bjørn. Herfra vrider uhyret sig i en bue omkring Lille Bjørn og ender med hovedet i nærheden af Herkules. I mytolo-gien blev Herkules Dragens overmand, og på gamle stjernekort er han afbildet med den ene fod på den slagne drages hoved.
En anden klar stjerne i området er Arcturus i Bootes – eller Bjørnevogteren, som stjerne-billedet kaldes på dansk. Arcturus findes ved at følge buen på Karlsvognens vognstang. Arcturus går ned inden midnat, og omkring samme tidspunkt kan man så småt begynde at se vinterstjernebilledet Tvillingerne. Den første stjerne, som bliver synlig i Tvillingerne, er Castor, som har en så høj deklination, at den kun befinder sig under nordhorisonten i nogle få timer. Ligeledes bliver vinterstjernebilledet Tyren med hovedstjernen Aldebaran og den åbne stjernehob Plejaderne (Syvstjernen) synlig på østhimlen længe inden midnat.
Mod nordøst ses den cirkumpolare Capella i Kusken, medens Cepheus og Cassiopeia fra sagnet om Andromeda står i Zenith.
Stjernehimlen mod syd ved midnat midt i september.
Sommertrekanten står trods navnet stadig højt på himlen mod sydvest, og dens fætter, Pegasusfirkanten, står mod sydøst. Under Pegasus ses tre af de mindre fremtrædende stjernebilleder på Ekliptika. Stenbukken ser lidt anderledes ud i år, idet den røde planet Mars er langt klarere end de forholdsvis svage stjerner, som udgør Stenbukken.
Vandmandens stjerner er ligeledes forholdsvis svage, og stjernebilledet genkendes bedst på fire stjerner, som danner en figur, der minder om Mercedes’ logo. Figuren kaldes Vandkrukken, og på gamle stjernekort løber der vand ned i munden på Fomalhaut, som er den klareste stjerne i Sydlige Fisk.
Det tredje af de nævnte stjernebillede er Fiskene, hvis tydeligst genkendelige mønster udgøres af den vestligste af fiskene umiddelbart under Pegasusfirkanten. Resten af stjernebilledet består af en række stjerner, der symboliserer den snor, som i mytologien er bundet til fiskenes haler og forhindrer, at de bliver væk for hinanden.
Fiskene. Uranias Mirror 1824.
Sommertrekanten mellem Svanen og Ørnen er hjemsted for en række små stjernebilleder og adskillige interessante objekter. En af historiens bedst kendte pile er den, som Wilhelm Tell afskød i 1307 mod et æble placeret på sin søns hoved. Der er dog tale om en myte, og den pil, vi kan finde på himlen, stammer også fra en myte. Ifølge en af de græske myter afskød Herakles (Herkules) pilen for at dræbe Ørnen, som Zeus havde sendt til Jorden for at straffe Prometheus som gengældelse for at have stjålet ilden fra guderne. Andre græske sagn tillægger Skytten, Kentauren eller endda Cupido æren som afsender af Pilen.
Sommertrekanten.
Pilen er dannet af fem svage stjerner midtvejs mellem Altair og Deneb langs den østvendte side af Sommertrekanten. Det lille stjernebillede kan lige netop være indenfor synsfeltet på en prismekikkert, hvilket giver mulighed for at sammenligne stjernernes lysstyrker og farver. To af stjernerne langs Pilens skaft, δ og γ, er røde kæmper, medens pilespidsen η er en orange kæmpe. De to stjerner, som repræsenterer fjerene i Pilen, α og β, er gule kæmper. Hvis man indstiller kikkerten en lille smule ude af focus, bliver lyset spredt ganske let ud, så farverne tydeligere træder frem. Pilen kan også byde på en stjernehob mellem δ og γ. Den åbne stjernehob M71 kan med en lysstyrke på omkring mag. 9 være vanskelig at se, med mindre himlen er helt mørk.
Pilen viser vej til to interessante objekter, der befinder sig i det svage nabostjernebillede Ræven, der blev ’opfundet’ i 1687 af den polske astronom Johannes Hevelius, der frem-stillede det som en ræv, Vulpecula, der bærer en gås i gabet. Ræven er en lille uanseelig konstellation og består af meget svage stjerner, som ikke danner et tydeligt mønster, men stjernebilledet kom dog i astronomernes fokus og nåede nyhedsspalterne i 1967, da den unge engelske astronomistuderende Jocelyn Bell opdagede den første pulsar i netop dette stjernebillede. Ræven har et areal, der gør den til nr. 55 i størrelse af de i alt 88 stjerne-billeder, og den har kun ét Messierobjekt, M27 eller Håndvægttågen.
Pilen som vejviser.
Omkring et kikkertsynsfelt nord for pilespidsen, η, ses M27 som en firkantet sløret plet. Det er den først fundne planetariske tåge, og på fotografier minder den netop om en håndvægt, eller måske om det afgnavede æbleskrog fra Wilhelm Tells berømte æble. Eftersom Ræven befinder sig i et af Mælkevejens stjernerige områder, ses Håndvægttågen omgivet af så mange stjerner, at den næsten forekommer at være tredimensionel.
Håndvægttågen.
Normalt er der ingen problemer med at finde Håndvægttågen, fordi den har en samlet lysstyrke på mag. 7,4 og samtidig er forholdsvis stor i udstrækning. Den måler 8′ × 6′, hvilket er omkring ¼ af Månens tilsyneladende størrelse.
M27 tilhører en særlig gruppe objekter kaldet planetariske tåger. Dette navn kan synes misvisende, idet de intet har med planeter eller planetdannelse at gøre. Navnet stammer fra William Herschel, der som bekendt opdagede Uranus den 13. marts 1781. Denne opdagelse skaffede ham straks berømmelse, og den efterfølgende velstand betød, at han kunne bruge al sin tid på at konstruere teleskoper og observere nattehimlen. I sin beskrivelse af M27 noterede han, at dens grønne farve og runde form mindede om Uranus ved den opdagelse. Han indførte derfor benævnelsen planetarisk tåge for disse objekter.
Ved afslutningen af sin livscyklus vil en stjerne med masse omtrent som Solens svulme op til en rød kæmpe mange gange den oprindelige diameter. Herefter begynder den endelige og afsluttende fase, hvor der dannes kulstof og ilt i stjernens centrum, hvorefter dens energikilde ophører med at tilføre nyt brændstof, og stjernen vil falde sammen. Efter kort tid bliver kollapset efterfulgt af et udadrettet tilbageslag, som kaster op mod halvdelen af stjernens oprindelige masse ud i det omgivende rum. Det er denne proces, som danner en planetarisk tåge med resterne af stjernen som en hvid dværg i centrum af den udkastede gasskal. Om 5 milliarder år vil Solen gennemgå samme fase som stjernen, der skabte M27, og den vil på lignende vis ende som en hvid dværg.
Det andet interessante objekt i Ræven er The Coathanger, dvs. Bøjlen, der også er kendt som Brocchi’s Cluster og mere formelt som Collinder 399. Fra Pilens fjer, α og β, skal man ca. et kikkertsynsfelt opad og til højre. Bøjlen kan ses med det blotte øje men gør sig bedst gennem en prismekikkert, og det er et overraskende syn, når man får den i synsfeltet. Seks stjerner i en næsten lige række, og under dem fire andre i en halvcirkel, hvor sidstnævnte er krogen på bøjlen. Udseendet svarer ganske godt til navnet på denne lille samling stjer-ner, som allerede blev omtalt af den persiske astronom Al Sufi i 964, og tre af stjernerne har endda senere fået Flamsteed numre. Der er dog ikke tale om en stjernehob men en række stjerner, som tilfældigvis ses i samme retning.
The Coathanger.
Den tidlige aftenhimmel i september er prydet af ikke mindre end fire planeter, og hvis man gør sig lidt umage, kan der tilføjes endnu en og senere på natten en mere. Det hele fuldendes med en syvende planet på morgenhimlen i begyndelsen af måneden.
Den første man får øje på efter solnedgang, er Venus. På trods af Venus’ store lysstyrke skal man imidlertid se godt efter, for selv om vinkelafstanden mellem Venus og Solen er omkring 40°, befinder den lysstærke planet sig meget lavt på himlen og går i begyndelsen af måneden ned tre kvarter efter Solen. For hver dag der går, står Venus lavere og lavere efter solnedgang. Den lave højde bliver delvist kompenseret af, at lysstyrken stiger en smule, indtil den når sin højeste værdi på mag. ÷4½ midt på måneden.
Årsagen hertil er, at Venus nærmer sig nedre konjunktion, hvilket nærmere bestemt vil sige, at den passerer mellem Jorden og Solen den 26. oktober. Venus er klarest, jo tættere den er på Jorden, hvilket jo egentligt er logisk, idet dens skive da ser størst ud. Når Venus imidlertid er allertættest på Jorden, ser vi den i samme retning som Solen, og vi kan derfor enten slet ikke se den eller i bedste fald kun se et meget smalt segl på samme måde, som når Månen er ny og befinder sig mellem Jorden og Solen. For Venus’ vedkommende er den mest optimale fase, når dens skive er 26% belyst. Denne stilling forekommer ca. 35 dage før og efter nedre konjunktion, og Venus befinder sig da i en afstand fra Jorden, hvor dens skive ses under en diameter på 41”.
Venus. Elongationer, konjunktioner og største lysstyrke.
Venus’ skive og dermed fase kan ikke ses med det blotte øje. Der skal bruges et teleskop, og gennem et sådant vil man vil kunne se, at Venus den 1. september har en udstrækning på 30” og er 40% belyst. I tiden op til konjunktionen sker der en hurtig forandring, og allerede den 15. er udstrækningen vokset til 36” med en belysningsgrad på 30%. Få dage efter indtræffer tidspunktet for største lysstyrke, og ved månedens udgang spænder Venus over 46” og er 17% belyst.
Venus’ udseende den 1., 15. og 30. september.
Fra vore breddegrader forsvinder Venus desværre ud af syne i løbet af september, fordi dens nedgang falder tidligere og tidligere. Årsagen hertil er den førnævnte lave højde over horisonten, og dette har naturligvis også sin forklaring. I øjeblikket befinder Venus sig lavere på Ekliptika end Solen, og som det fremgår af nedenstående illustration, betyder det en meget tidlig nedgang på trods af den forholdsvis store vinkelafstand mellem Solen og Venus.
Solnedgang den 23. september 2018. Den gule linje er Ekliptika, og som det ses, går Venus ned næsten samtidig med Solen, fordi den befinder sig 13° under Ekliptika. Læg også mærke til, at Solen går ned præcist i vest. Der er jo efterårsjævndøgn netop denne dag.
Dette diagram illustrerer, hvor meget Venus’ deklination i øjeblikket er mindre end Solens. Den vandrette orange linje er himlens Ækvator, og Ekliptika er den blå kurve.
Det skal tilføjes, at Solen ligger præcist på Ekliptika, idet denne linje er defineret som den bane, Solen tilsyneladende følger blandt stjernerne i årets løb. I virkeligheden er det jo Jorden, som bevæger sig rundt om Solen, men set fra vores perspektiv ser det ud som om, det er Solen som bevæger sig.
Venus høje lysstyrke og den store vinkelafstand fra Solen betyder, at den under gunstige omstændigheder kan ses i dagslys, særligt såfremt man anvender en prismekikkert. Det kræver naturligvis, at man ved præcist, hvor på himlen man skal lede, og det kræver også, at himlen er fuldstændig klar, dvs. den mørkeblå himmel, man kan opleve på tørre og kølige septemberdage. Det største problem er, at Venus står så lavt, som tilfældet er, for jo tættere et himmellegeme står på horisonten, jo større del af Jordens atmosfære skal dets lys passere, før det når vores øjne. Det bedste tidspunkt at forsøge at finde det lille lysende punkt er, når Venus kulminerer, dvs. står højest på himlen mod syd. På Heavens-above kan man for hver dag se, hvornår Venus (og de øvrige planeter for den sags skyld) kulminerer, og i hvilken højde de står det pågældende tidspunkt. Som eksempel passerer Venus meridianen den 23. september kl. 15:23 i en højde af 14,8°, og den har en vinkelafstand til Solen på 38,1°.
Venus og Jupiters baner i september. Det fremgår tydeligt, at Venus bevæger sig længere og længere væk fra Ekliptika.
Med en lysstyrke på mag. ÷1,9 er Jupiter væsentligt svagere end Venus, men Solsystemets største planet kan alligevel nemt ses, især fordi den står højere på himlen efter solnedgang. Jupiter befinder sig i Vægten, og ved månedens begyndelse befinder den sig 23° længere mod øst end Venus. Jupiters oppositionssløjfe er for længst overstået, så den bevæger sig i østlig retning, men da Venus også bevæger sig mod øst og endda med større hastighed, er afstanden mellem de to planeter reduceret til 14° ved månedens udgang. Jupiter er kun synlig i kort tid. Den 1. september går den ned 1¾ time efter Solen, og ved månedens udgang går den ned 1¼ time efter.
Saturn er endnu svagere end Jupiter, idet ringplanetens lysstyrke ligger på mag. 0,4. Alligevel er den forholdsvis nem at finde, idet den befinder sig i Skytten, som hovedsagelig består af lyssvage stjerner, og samtidig ligger så tæt på horisonten, at flertallet af stjernebilledets stjerner kun kan ses fra helt mørke steder. Saturn står mod syd en times tid efter solnedgang, men med en kulminationshøjde på knap 12° har den en lige så kort dagbue, som Solen har ved juletid og forsvinder ud af syne allerede nogle få timer senere.
Himlen mod syd den 23.september en times tid efter solnedgang.
Fra vore breddegrader er observationsforholdene ikke særlige gunstige i øjeblikket for de to store ydre gasplaneter. I løbet af de kommende år får Saturn efterhånden en højere deklination. Det går imidlertid langsomt, idet den bruger knap 30 år til et omløb om Solen. I 2025 når den frem til Fiskene og passerer dermed himlens Ækvator, og i de næste mange år herefter er den nordlige halvkugle begunstiget med et godt udsyn til ringplaneten.
Den fjerde af septemberaftenhimlens planeter er den røde planet Mars. Mars er fortsat et markant objekt, selv om lysstyrken er faldet en del siden oppositionen i slutningen af juli. I begyndelsen af september er Mars med en lysstyrke på mag. ÷2,1 ganske vist klarere end Jupiter, men lysstyrken aftager hurtigt, og efter få uger er Jupiter igen den klareste. Den aftagende lysstyrke skyldes, at afstanden mellem Jorden og Mars igen bliver større, efter-hånden som de bevæger sig i deres respektive baner omkring Solen. Den større afstand ses også tydeligt, hvis man ser på Mars gennem et teleskop. Den tilsyneladende diameter svinder i løbet af september fra 21” til 16”. Mars’ meget lave højde over horisonten her i Danmark bevirker imidlertid, at det er næsten umuligt at se detaljer på dens overflade.
Billedet her er optaget af Luca Savorani fra det nordlige Italien den 29. juli med et 8 tommers spejlteleskop. Den sydligere breddegrad gav langt bedre betingelser end fra vore breddegrader.
Vi kan derfor se frem til næste marsopposition i oktober 2020. Til den tid befinder Mars sig i Fiskene. Lysstyrken og den tilsyneladende diameter er knap så stor som end her i 2018. Dens diameter vil være 22,6”, hvilket kun er 1,7” mindre end i 2018, men da højden over horisonten bliver langt større, vil det alt andet lige betyde meget bedre observations-betingelser.
De to planeter, som kræver lidt forberedelse og umage, er Uranus og Neptun. De tages her under ét. De befinder sig begge udenfor Saturns bane, de kan ikke ses med det blotte øje, og de er uløseligt forbundet i astronomiens historie.
William Herschel opdagede ved et tilfælde Uranus den 13. marts 1781, medens han var i færd med at kortlægge Mælkevejen. Den nye planets bane blev hurtigt beregnet, men efter nogle få år viste det sig, at Uranus’ position afveg fra det beregnede, og det blev værre, jo længere tid der gik. Formodningen var, at en ukendt planet endnu længere ude i Solsystemet påvirkede Uranus med sin tyngdekraft. To astronomer, englænderen John Couch Adams og franskmanden Urban LeVerrier beregnede uafhængigt af hinanden en position for den ukendte planet. Den 23. september 1846 modtog Johan Gottfried Galle et brev, som var blevet sendt med postdiligencen fra Paris til Berlin, og samme aften rettede han sit teleskop mod den udpegede position og fandt straks den planet, vi i dag kender som Neptun.
Neptun befinder sig i Vandmanden. Den kommer i opposition den 7. september og kulminerer derfor mod syd ved astronomisk midnat. Husk at astronomisk midnat er én time senere end borgerlig midnat på grund af sommertiden. Neptuns lysstyrke på mag. 7,8 betyder, at der som minimum skal anvendes en prismekikkert. Neptun bevæger sig retro-gradt, men på grund af den store afstand er den daglige bevægelse meget lille. Planeten står ved månedens begyndelse 2¼° vest for φ (Phi) Aqr, som har en lysstyrke på mag. 4. I løbet af måneden bliver afstanden forøget til 3°.
Uranus befinder sig i Vædderen og med en lystyrke på mag 5,7 er den teoretisk synlig for det blotte øje, hvilket dog kræver en fuldstændig mørk himmel og et godt syn, så også i dette tilfælde er en prismekikkert uundværlig. Uranus står i begyndelsen af september op omkring kl. 21:30 og 2 timer tidligere ved månedens udgang. Det er dog nødvendig at vente nogle timer, indtil området er kommet højere op på himlen.
For begge planeters vedkommende gælder, at deres position kun ændres ganske lidt i månedens løb. Se yderligere bemærkninger og stjernekort over de pågældende områder under omtalen af stjernehimlen i august 2018.
Den syvende og sidste af septembers planeter er Merkur. Den kan ses på morgenhimlen i den første uges tid af måneden. Den 1. står den op 1½ time før Solen og vil befinde sig i en højde af 7½° tre kvarter før solopgang. På dette tidspunkt er tusmørket ikke mere fremskreden, end den lille planet med en lysstyrke på mag. ÷0,8 tydeligt kan ses med det blotte øje. Merkur nærmer sig hurtigt Solen, og dens højde over horisonten bliver mindre for hver morgen. Til gengæld stiger lysstyrken, hvilket kompenserer for den lavere højde.
Den 6. september passerer Merkur 1° fra Regulus i Løven. Regulus har en lysstyrke på mag. 1,4 og kan derfor være vanskelig at se. En prismekikkert forøger muligheden. Læg også mærke til den aftagende måne. Dette er et godt tidspunkt til at iagttage ”den gamle måne i den nye månes arme”.
Morgenhimlen den 6. september.
Månens aktuelle fase: http://aa.usno.navy.mil/imagery/moon