Astronomi som videnskab
Astronomi er læren om himmellegemerne og de fysiske forhold, der hersker i Universet. Astronomien handler derfor om fænomener, som vi her på Jorden blot kan iagttage men ikke øve nogen indflydelse på. Umiddelbart har astronomien derfor ingen nyttevirkning.
Den er lige så overflødig som digtning og malerkunst. Men digtning og malerkunst har mennesket jo nydt og haft glæde af i årtusinder. Hvorfor mon det? Der har da ellers været nok at bestille med blot at klare de daglige fornødenheder. På samme måde forholder det sig med astronomien. Hvorfor har mennesket altid været fascineret af at kigge på stjer- nerne, når det slet ikke er nødvendigt?
Svaret er ligetil. Digtning, malerkunst, astronomi og andre tilsyneladende unyttige gøre- mål optager mennesket, fordi ethvert menneske har andre behov end de rent materielle. Lidt banalt kan man sige, at det ikke er nok at overleve, for livet må også have et intellek- tuelt indhold. Uden at komme nærmere ind på eksistentielle og religiøse spørgsmål, må man erkende, at ethvert menneske har et medfødt behov for at opbygge kulturelle værdier og for at sætte sit eget liv i relation til omgivelserne. Dertil kommer den egenskab, at men- nesket er nysgerrigt! Det stiller spørgsmål ved alt. Trangen til at udforske Universet er den del af den menneskelige natur, og den ukuelige nysgerrighed driver værket.
Det har været hævdet, at forskningen skal være samfundsrelevant, men det er et tomt krav. Hvis man af forskningen kræver, at den udelukkende skal være til gavn og nytte overfor materielle behov og politiske krav, kræver det, at man indretter sin søgen efter nogle på forhånd opregnede mål. Derved har man udøvet vold mod forskningen, ja mod selve menneskets trang og ret til at spørge om alt. For hvis man ved, hvad man vil finde, er der naturligvis intet nyt at opdage.
Dette snævre nyttesynspunkt er derfor irrelevant. Da digtning, malerkunst og videnskab altid er blevet frembragt på trods af ydre vilkår, kan vi indse, at menneskets længsel efter kulturelle værdier er af en sådan styrke, at det må betragtes som uundværlige udfoldelser. Mennesket kan simpelthen ikke lade være med at digte, male og udforske. Forskningen har et formål i sig selv, og den skal tjene til at forøge vor viden om naturen og hele Uni- verset og dermed i sidste ende også om os selv.
Astronomien var i tidernes morgen blot nogle usammenhængende udsagn om stjernerne. Senere så man, at der blandt stjernerne var nogle særlige, som flyttede sig i forhold til de øvrige. Man sagde, at disse stjerner vandrede, og kaldte den planeter, og endnu senere fandt man ud af, at planeterne slet ikke er stjerner, men derimod kloder ligesom Jorden.
Tidligt kom astronomien til at handle om at bestemme stjernernes positioner og at bestemme planeternes baner. Desuden begyndte man at opstille teorier om, hvordan Universet kunne tænkes at være indrettet. Nogle tillagde stjernerne og planeterne guddommelige egenskaber. På den måde opstod skabelsesberetningerne og de mange forskellige religioner, som findes på Jorden. Nogle misforstod det hele og mente, at himmellegemerne har egenskaber, som styrer det enkelte menneskes skæbne. Disse folk kaldes astrologer. Andre forstod at udnytte den astronomiske viden til at finde vej på havet, når kystlinien ikke længere kunne ses. Disse folk blev navigatører og sømænd.
Endelig er der dem, som søger at finde den fysiske baggrund for de mange astronomiske fænomener og koble dem sammen med fysiske fænomener på Jorden for at forøge kend-skabet til Universet. Disse folk kaldes videnskabsmænd og astronomer.