Stjernehimlen i april 2024
I april har vi passeret forårsjævndøgn, så dagene er længere end nætterne, men himlen er fortsat mørk midt på natten. Det er imidlertid den sidste måned på denne side af sommer med nattemørke, for i begyndelsen af maj begynder de lyse nætter, og de slutter ikke før i begyndelsen af august. Samtidig er urene stillet én time frem pga. sommertiden, så Solen går først ned kort før kl. 20 ved månedens begyndelse, og i løbet af måneden bliver solnedgangen yderligere forskudt med en time.
Inden det bliver helt mørkt, er der tusmørke eller skumring, som er betegnelsen for det tidsrum, hvor Solen er gået ned, men stadig befinder sig et begrænset antal grader under horisonten. Det er især himlen i nordlig retning, som ikke rigtig bliver mørk, fordi den forbliver belyst af Solen. Der er defineret tre former for tusmørke: borgerligt tusmørke, nautisk tusmørke og astronomisk tusmørke. Her er sidstnævnte mest relevant i denne sammenhæng, idet himlen først forekommer at være mørk under det astronomisk tusmørke, ja faktisk er den først fuldstændig mørk, når det astronomiske tusmørke er slut, idet astronomisk tusmørke defineres som det tidsrum, hvor Solens centrum befinder sig mellem 12° og 18° grader under horisonten. Medens den er det, kan man stadig se et mere eller mindre kraftigt genskær af dens lys på nattehimlen. Det er først, når Solens centrum er mere end 18° under horisonten, at nattemørket pr. definition begynder.
Den 1. april varer nattemørket mere end 6 timer. På månedens sidste nat er vi så tæt på de lyse nætter, at der pr. definition kun er nattemørket i 2½ time. Herefter går det stærkt. En uge senere begynder de lyse nætter og så varer tusmørket hele natten.
Urskiverne viser, hvor længe borgerligt tusmørke, nautisk tusmørke, astronomisk tusmørke samt nattemørket varer henholdsvis den 1. og 30. april. Bemærk at de forskellige faser ikke ligger symmetrisk omkring midnat men en time senere fordi uret er stillet én time frem.
Sommertiden betyder, at borgerlig midnat og astronomisk midnat ikke falder samtidig. Borgerlig midnat ligger fast. Det er det tidspunkt, hvor et nyt døgn begynder, dvs. kl. 00:00:00. Astronomisk midnat er derimod det tidspunkt, hvor Solen passerer meridianen under horisonten mod nord. Når vi har normaltid om vinteren, falder dette tidspunkt nogenlunde samtidig med borgerlig midnat, men under sommertid er det en time senere. Derudover er astronomisk midnat lokalt bestemt, idet der skal tages hensyn til stedets længdegrad. Selv om Danmarks udstrækning i øst-vestlig retning ikke er særlig stor, er der alligevel en tidsforskel mellem yderpunkterne Christiansø og Blåvands Huk på 28 minutter og 30 sekunder. Når der er astronomisk midnat på Christiansø, varer det med andre ord næsten ½ time, før det samme er tilfældet på Blåvands Huk. Det bliver jo noget roderi, såfremt den borgerlige tidsregning fastsættes lokalt efter, hvordan Solen står på himlen, så hele kloden er inddelt i faste tidszoner. I Danmark er den fastlagt efter 15. østlige længdegrad, som går gennem Bornholm.
Himlen mod nord ved astronomisk midnat midt i april. Retningen til Capella er angivet med den stiplede linje.
Den klare stjerne Vega i sommerstjernebilledet Lyren er cirkumpolar fra vore breddegra-der. Den udgør det ene af Sommertrekantens øverste hjørner, og ved astronomisk midnat midt i april står den omkring 35° over horisonten i østlig retning. Det andet hjørne, Deneb i Svanen, er ligeledes cirkumpolar og står lidt lavere på himlen mod nordøst. Spidsen af trekanten udgøres af Altair i Ørnen, og den viser sig lige netop over horisonten på dette tidspunkt. Højere på himlen og stik øst ses det lidt svagere stjernebillede Herkules, som især er kendt for nordhimlens klareste kugleformede stjernehob M13, som lige netop kan skimtes som en lidt sløret udseende stjerne med det blotte øje under en helt mørk himmel. Gennem et teleskop bliver synet helt anderledes, idet mange af dens mere end 300000 stjerner – især dem i yderområderne – kan ses enkeltvis.
Messier 13
Cassiopeias W står lige mod nord, medens Karlsvognen står næsten lodret over hovedet, og ligesom man kan finde Nordstjernen ved hjælp af de to bagerste stjerner i ”vognkassen”, kan man ved at trække en tænkt linje gennem de to øverste finde en af nordhimlens klareste stjerner, Capella i Kusken. Capella står lavt mod nordvest, og set fra Danmark forsvinder den aldrig under horisonten, idet den på samme måde som Vega og Deneb er cirkumpolar.
Det er også muligt at finde to galakser ved hjælp af Karlsvognen og en god prismekikkert. M81 og M82 hører til blandt de klareste galakser på himlen, og at finde dem er næsten li-ge så nemt som at finde Nordstjernen og Capella. Start med γ Uma og træk derefter en linie gennem α UMa og fortsæt lige så langt som afstanden mellem α og γ. Her findes to udviskede pletter, den ene rund og den anden cigarformet. M81 og M82 ligger mindre end 1° fra hinanden; svarende til to månediametre og vil derfor nemt kunne ses i samme synsfelt i en god prismekikkert eller gennem et teleskop med lav forstørrelse.
Søgekort til M81 og M82.
M81 er en spiralgalakse meget lig Mælkevejen. Gennem en prismekikkert eller et lille teleskop fremstår den som en oval, udvisker lysplet. Det er galaksens lysstærke kerne, medens der skal et større instrument til for at se spiralstrukturen. Galaksens udstrækning er 18′ × 10′, hvoraf kernen udgør halvdelen. Til sammenligning har Månen en udstrækning på ca. 30′. Lysstyrken angives til mag. 7.9, men her skal huskes på, at der er tale om et udstrakt diffust objekt, som ser svagere ud, fordi lysstyrken er spredt over et større område. Et udstrakt objekts lysstyrke angives altid, som om al det udsendte lys kommer fra ét punkt.
M82 er en helt anderledes galakse. Den er lidt sværere at se end M81, fordi den er mindre og lyssvagere. M82 er tenformet med en udstrækning på ca. 8′ × 3′ og med en samlet lysstyrke på mag. 9,3. Et teleskop tilføjer kun lidt til dens struktur, men på fotografier fremtræder den meget kaotisk, som om en gigantisk eksplosion har revet dens kerne i stykker. I virkeligheden skyldes det, at M81 og M82 er under gensidig påvirkning af deres indbyrdes tyngdekraft med det resultat, at M82 er omdannet til en sand stjernefabrik. Dens center udsender 100 gange så meget lys og energi som Mælkevejens center. M81 er ikke blevet påvirket i samme grad og har beholdt sin perfekte spiralform.
M81 og M82.
Himlen mod syd ved astronomisk midnat midt i april. Retningen fra Karlsvognen til Arcturus og Regulus i Løven er angivet. Hvis den kurvede linje til Arcturus fortsættes, rammer den Spica i Jomfruen.
Når blikket vendes i sydlig retning, er Løven det dominerende stjernebillede på denne del af himlen. Løven ligger under Karlsvognen, og også i dette tilfælde fungerer de syv kendte stjerner som vejviser. I stedet for at forlænge vognkassens bagerste stjerner i retning mod Nordstjernen skal linjen trækkes den anden vej. Her passerer den en figur, som ligner et omvendt spørgsmålstegn. Det udgør Løvens manke og hoved, medens prikken under spørgsmålstegnet er Løvens hjerte, Regulus.
En forlængelse af vognstangens bue rammer den røde stjerne Arcturus i Bootes eller Bjørnevogteren, og en yderligere forlængelse fører frem til Spica i Jomfruen. Jomfruen er det største af Ekliptikas 12 stjernebilleder, men på trods af størrelsen er det ret undseelig, idet det bortset fra Spica består af forholdsvis svage stjerner. Mod vest er Castor og Pollux i Tvillingerne ved at forsvinde under horisonten, og mod øst begynder sommerstjerne-billedet Skorpionen så småt at vise sine to klosakse. Senere på natten stiger Skorpionens klareste stjerne Antares op mod sydøst.
De lavt beliggende stjernebilleder på Ekliptika er svært tilgængelige fra danske bredde-grader. Skorpionen og den nærtliggende Skytten ses bedst mellem midnat og daggry i de tidlige forårsmåneder, inden de lyse nætter tager over i begyndelsen af maj. Midt på sommeren kulminerer området ved midnat, men på det tidspunkt bliver der som bekendt aldrig helt mørkt, og efter de lyse nætters afslutning i begyndelsen af august står området lavt på himlen mod sydvest og forsvinder hurtigt under horisonten. Da Skytten tilmed fortrinsvis består af svage stjerner, er dette stjernebillede på det nærmeste ikke-eksisterende her i Danmark. Det samme gør sig gældende for Skorpionen, hvor den klare stjerne Antares dog er en undtagelse, og ligeledes er Mælkevejens centrum, som ligger mellem Skytten og Skorpionen meget lidet fremtrædende.
Himlen mod syd natten mellem den 29. og 30. april kl. 03.
Skorpionen var tidligere meget større end det stjernebillede, vi kender i dag. Den bestod af to halvdele: den bagerste halvdel indeholdt kroppen og brodden, medens den forreste halvdel omfattede kløerne, som udgjordes af det område, vi kalder Vægten. Grækerne kaldte området Chelae, der oversat netop betyder kløer. Det var romerne, som i det første århundrede f.Kr. indførte Vægten som et selvstændigt stjernebillede, men kløerne lever videre i navnene de to klareste stjerner i Vægten. Alpha Librae kaldes Zubenelgenubi fra arabisk ’den sydlige klo’, og Beta Librae er Zubeneschamali, ’den nordlige klo’.
Skorpionen med omgivende stjernebilleder. På gamle stjernekort træder Ophiuchus på Skorpionen, selv om han egentlig ikke havde noget med den at gøre.
I mytologien stak Skorpionen jægeren Orion til døde. Der er flere versioner med hensyn til de nærmere omstændigheder. Én historie fortæller, at Orion forsøgte at voldtage jagtens gudinde Artemis, og at hun sendte Skorpionen for at straffe ham. En anden version siger, at det var Jordens gudinde Gaia, der sendte Skorpionen, efter at Orion havde pralet med, at han kunne dræbe ethvert vildt dyr.
I begge tilfælde blev Orion straffet for sine ugerninger, og denne moralske myte menes at være en af de ældste af de græske myter. Oprindelsen kan ligge i selve himlen, da de to stjernebilleder er placeret modsat hinanden, således at Orion går ned mod vest, samtidig med at hans overmand, Skorpionen, står op mod øst. Men selve Skorpionen er meget ældre end grækernes tid, for Sumererne kendte det for over 5000 år siden som Gir-Tar, hvilket netop betyder skorpion. Stjernebilledet ligner faktisk en skorpion, især den buede linje af stjerner, der danner halen med brodden hævet klar til angreb. Fra Danmark kan vi ikke se halen med giftbrodden. Vi skal syd for Alperne, før den kommer højt nok på himlen.
Skorpionen, Skytten og Mælkevejens centrum. Fra Danmark kommer Skorpionens krumme hale med giftbroden ikke op over horisonten.
Meteorsværmen Lyridernes maksimum forventes at falde den 22. april. ZHR ligger normalt på 15-20, men kortvarige større udbrud er af og til observeret. Meteorerne fra Lyriderne bevæger sig typisk forholdsvis hurtigt, og udstråler som navnet antyder i nærheden af stjernebilledet Lyren, nærmere bestemt på grænsen mellem Lyren og Herku-les. De bedste observationsbetingelser er mellem midnat og daggry, primært fordi radianten ved mørkets frembrud står lavt i nordøstlig retning og først kommer højt på himlen efter midnat. I 2024 er forholdene ikke optimale, idet maksimum forekommer ved fuldmåne, hvilket betyder, at ZHR bliver halveret, idet kun de klareste meteorer kan ses.
Som med de øvrige meteorsværme kan Lyriderne ses på hele himlen, men det er nemt at skelne dem fra sporadiske meteorer, idet deres spor peger tilbage i nærheden af den klare blåhvide stjerne Vega i Lyren, medens eventuelle sporadiske meteorer har alle mulige andre retninger. De første Lyrider plejer at vise sig allerede ved mørkets frembrud, dvs. ved 22 tiden. De tidlige morgentimer er dog som regel bedst til meteoriagttagelse, fordi man da befinder sig på den halvdel af Jorden, som vender fremad i bevægelsesretningen og derfor møder flere af de sandkornstore partikler, der er årsag til meteorerne.
Himlen mod øst 22. april kl. 03. Lyridernes radiant ligger mellem Lyren og Herkules. De tre klareste stjerner i henholdsvis Lyren, Svanen og Ørnen udgør Sommertrekanten.
Det er en udpræget mangel på planeter i denne måned. Efter at have været synlig i en stor del af marts, er Merkur kommet så tæt på Solen, at den med sin faldende lysstyrke ikke længere kan ses. Den lille planet er i konjunktion med Solen den 11. april, og når den senere på måneden dukker op på morgenhimlen, er den fortsat for tæt på Solen og for lyssvag til at gøre sig bemærket.
Det står lidt bedre til med Jupiter – i hvert fald i begyndelsen af måneden. Den 1. april går den ned knap 3½ time efter Solen og kan med sin store lysstyrke på mag. ÷2 ses nogle timer på vesthimlen, før den kommer for tæt på horisonten. Sidst på måneden finder nedgangen sted lidt mere end en time efter Solen.
Den 10. april befinder Jupiter og Uranus og det smalle segl på den tiltagende måne sig indenfor nogle få grader fra hinanden. For at se Uranus, skal der som minimum anvendes en prismekikkert. Bemærk samtidig, hvordan hele Månen er synlig, idet den del som ikke er direkte oplyst af Solen, i stedet er oplyst af sollys reflekteret fra Jorden.
Jupiter, Uranus og Månen den 10. april. De tre navngivne stjerner har nogenlunde samme lysstyrke som Uranus. Jupiter synes kun at have tre måner. Det skyldes, at Io står tæt på planeten. Io kan dog ses gennem et teleskop med større forstørrelse end en prismekikkert. Rækkefølgen på månerne er fra venstre Callisto, Europa, (Jupiter), Io og Ganymede.
Den 20. april passerer Jupiter ½ grad forbi Uranus. Eftersom begge planeter på dette tidspunkt står forholdsvist lavt, bliver det sidste mulighed for at få et glimt af Uranus, inden den dukker op på morgenhimlen, når sommeren er ved at være slut.
Jupiter og Uranus den 20. april.
De øvrige planeter befinder sig på morgenhimlen, men også her er der store udfordringer i vente, idet alle sammen står både tæt på Solen og forholdsvist lavt på himlen. I forårs-månederne ligger Ekliptika fladt mod horisonten om morgenen, så planeterne når ikke at komme særlig højt på himlen inden solopgang. For Venus’ vedkommende bliver det trods denne planets store lysstyrke tilmed svært, for den nærmer sig konjunktionen med Solen, hvilket betyder, at vinkelafstanden mellem den og Solen bliver mindre. konjunktionen bliver dog først i begyndelsen af juni, men allerede nu er Venus stort set forsvundet ud af syne.
Planeterne stilling på morgenhimlen ved solopgang den 15. april. Som en ekstra bonus befinder Neptun sig også på morgenhimlen. Området på skitsen udgøres af Fiskene og Vandmanden, og Neptun står med en lysstyrke på mag. 8 omtrent mellem Mars og Venus.
Kometen 12P/Pons-Brooks befinder samme område i Vædderen som Jupiter og Uranus. Kometen passerer tæt forbi a i Vædderen den 1. april, tæt forbi Jupiter den 16. april og den krydser grænsen til Tyren tre dage senere. De bedste muligheder for at se 12P/Pons-Brooks er i første halvdel af april, idet dens bane fører den mod sydligere deklinationer. 12P/Pons-Brooks nærmer sig i perihel dvs. tætteste passage af Solen, som finder sted den 21. april.
Komet 12P/Pons-Brooks den 1. april.
Aftenhimlen den 1. april 1½ time efter solnedgang. Der er fortsat astronomisk tusmørke, så himlen er ikke fuldstændig mørk endnu, men dog mørkt nok til at kometen burde kunne ses. 12P/Pons-Brooks befinder sig omkring 1° til venstre for Vædderens klareste stjerne Hamal (α Aries), som på dette tidspunkt står i en højde på 13° over horisonten.
Komet 12P/Pons-Brooks, Jupiter og Solen i april 2024. Som det fremgår, bevæger Solen sig i løbet af april gennem Fiskene og kommer derved tættere på kometen og Jupiter.
Læs mere om 12P/Pons Brooks under Stjernehimlen i marts 2024. 12P/Pons-Brooks’ lysstyrke forventes at overstige mag. 6, men kometer er som bekendt uforudsigelige, så der ingen garanti for, at den vil blive synlig for det blotte øje. Med en prismekikkert burde det dog ikke blive et problem. Et dagligt opdateret kort med den aktuelle position kan findes på Heavens-above eller TheSkyLive.
Asteroiderne er nummereret i den rækkefølge, de er blevet fundet, og ikke overraskende var det de største og mest lysstærke, om blev opdaget først. 1 Ceres, 2 Pallas, 3 Vesta osv. En asteroide med et højt nummer og derfor opdaget forholdsvist sent, 532 Herculina, an-ses imidlertid for den 11. største, idet den kartoffelformede asteroides gennemsnitdiameter er anslået til at være omkring 170 km.
Asteroiden blev opdaget den 20. april 1904 af den tyske astronom Max Wolf, da han sammenlignede et par fotografier, som var optaget med et par nætters mellemrum, så udover navnet 532 Herculina kendes den også under betegnelsen 1904 NY. 532 Herculina befinder sig i asteroidebæltet, men dens bane hælder så meget i forhold til Ekliptika, at den bevæger sig udenfor asteroidernes normale område, og på trods af sin størrelse opnår den sjældent en høj lysstyrke, fordi dens albedo er forholdsvis lav. Asteroiden holdt sig derfor godt skjult, indtil Max Wolf fandt den på sine fotografier.
Når 532 Herculina er tættest på Jorden, kan lysstyrken komme op på omkring mag. 8½. Dette bliver næsten tilfældet i 2024, hvor lysstyrken topper omkring mag. 9, hvilket er indenfor rækkevidde af en god prismekikkert eller et lille teleskop. I den første uge af april passerer 532 Herculina tæt forbi Eta i Bootes, og i resten af april vil den være blandt de klareste objekter, den passerer på sin vej.
532 Herculina i april.
Asteroiden identificeres nemmest ved at benytte nogenlunde samme teknik som Max Wolf, dvs. ved at lave en skitse af det pågældende område og derefter vende tilbage en eller to nætter senere for at kontrollere, hvilken ’stjerne’ der har flyttet sig i den mellemliggende tid. Bootes ligger så langt fra Ekliptika, at Månen ikke vil genere nævneværdigt, når den passerer forbi området i månedens sidste halvdel. Et dagligt opdateret kort med den aktuelle position kan findes på Heavens-above.
Der er total solformørkelse den 8. april, men ligesom det gælder for næsten alle andre totale solformørkelser, ligger totalitetszonen langt fra Danmark. I det aktuelle tilfælde bliver formørkelsen synlig fra Nordamerika, som ligger i tidszoner så langt mod vest, at formørkelsen først finder sted efter solnedgang i Danmark. Som det ses af kortet, som følger længere nede på siden, slutter formørkelsen midt i Atlanterhavet. Men som det også fremgår af kortet, vil der i august 2026 og allerede igen i august 2027 blive mulighed for at opleve en total solformørkelse fra Europa.
Den foreløbig senest indtrufne totale solformørkelse, der kunne ses i Danmark, fandt sted 28. juli 1851. Næste gang muligheden foreligger, bliver den 25. maj 2142, hvor totalitets-zonen lige netop strejfer Bornholm. Først den 2. september 2426 kan det meste af den øvrige del af Danmark få samme oplevelse ved blot at bevæge sig uden for døren, idet en totalitetszone af ca. 270 km’s bredde komme til at omfatte Jylland syd for Viborg, samt Fyn, Sjælland, Lolland, Falster og endnu engang Bornholm.
Kommende totale solformørkelser.
Skitsen her viser, det tætteste vi kommer på den totale solformørkelse 8. april her i Danmark. 10 minutter før Solen går ned over Vesterhavet, mangler der kun et par timer og et par håndsbredder, før Månen begynder at glide ind foran Solen. Månen kan naturligvis ikke ses, idet den vender den ubelyste side ned mod Jorden – men den er der jo alligevel.
Næste solformørkelse synlig fra Danmark er en partiel formørkelse lørdag den 29. marts 2025 mellem kl. 11:27 og kl. 13:12.
De to totale formørkelser i henholdsvis 2026 og 2027 kan begge ses fra Spanien. Fra Danmark er de partielle. Den første bliver onsdag den 12. august 2026 i timerne før solnedgang, og den næste mandag den 2. august 2027 om formiddagen.
Tirsdag den 12. juni 2029 skal man stå tidligt op for at se en lille partiel formørkelse kort tid efter solopgang.
Den sidste på denne liste kan ses som en ringformet formørkelse fra Tunesien, Grækenland og Tyrkiet lørdag den 1. juni 2030. Fra Danmark er den partiel med største formørkelse i morgentimerne.
Kommende partielle solformørkelser synlige fra Danmark. De nævnte tidspunkter er den maksimale fase.
