Stjernehimlen i marts 2023
Indgangen til marts markerer her på vore breddegrader overgangen fra en årstid til en anden. Vi inddeler året i fire årstider, hvor hver årstid varer tre måneder. Den traditionelle inddeling følger kalendermånederne. Foråret begynder den 1. marts, sommeren den 1. juni, efteråret den 1. september og vinteren den 1. december. Denne inddeling gælder dog ikke for hele Jorden. I polaregnene står Solen aldrig særligt højt på himlen, så sollyset falder ind mod jordoverfladen i en flad vinkel. Modsat står den altid forholdsvis højt på himlen ved middagstid i tropiske og subtropiske områder. De største variationer er i de tempererede områder, som f.eks. Danmark. Om vinteren kommer Solen godt 11° over horisonten, medens den om sommeren kommer op i nærheden af 58°. Danmark har en nord-syd udstrækning på omkring 3°, så solhøjden har en tilsvarende variation afhængigt af, hvor man bor.
De fire årstider. Jacques-Guillaume van Blarenberghe (1679–1742).
Den astronomiske inddeling tager udgangspunkt i forårsjævndøgn. Astronomisk set begynder foråret på den nordlige halvkugle således den 20. marts, når Solen står lodret over Ækvator. Foråret varer indtil sommersolhverv den 20. juni. Herefter er der sommer indtil efterårsjævndøgn den 23. september. Efteråret varer indtil vintersolhverv den 21. december, hvor vinteren begynder. Vinteren slutter ved forårsjævndøgn, og en ny cyklus begynder. Datoerne kan dog forskydes med en enkelt dag, fordi et år er på 365¼ døgn. I år begynder det astronomiske forår den 20. marts kl. 22:24.
Nedenstående ses et kort over himlen gældende for den 20. marts kl. 12:26, hvilket er det tidspunkt, hvor Solen kulminerer (tidspunktet gælder for Fyn). Bemærk at Solen befinder sig i skæringspunktet mellem Ekliptika (lilla linje) og himlens ækvator (hvid linje). Helt præcis befinder Solen sig dog ikke nøjagtig i skæringspunktet ved middagstid, idet det astronomiske forår som tidligere nævnt først begynder kl. 22:24. Starten på astronomisk forår er nemlig defineret som det tidspunkt, hvor Solen under sin tilsyneladende østgående bevægelse langs Ekliptika passerer fra den sydlige halvkugle til den nordlige og står lodret over Jordens ækvator, og eftersom himlens koordinatsystem egentlig blot er Jordens koordinatsystem projiceret op på himlen, passerer Solen først det afgørende punkt kl. 22:24. På det tidspunkt befinder den sig over Stillehavet sydvest for Hawaii.
Solens position den 20. marts 2023 kl. 12:26. Stjernerne kan naturligvis ikke ses.
På det næste kort er tiden skruet 6 dage frem til den 26. marts. Her fremgår det tydeligt, at Solen har bevæget sig knap 6° mod øst langs Ekliptika og nu befinder sig lidt mere end 2° højere på himlen. Samtidig bemærkes, at stjernebillederne står et tilsvarende antal grader længere mod vest. Både Solens og stjernehimlens bevægelse skyldes i virkeligheden Jordens daglige bevægelse i sin årlige bane omkring Solen.
Solens position under dens kulmination den 26. marts 2023.
Hvad der ikke fremgår af kortet er, at tidspunktet ud over 6 dage også er skruet én time frem i forhold til kortet den 20. marts. Den 26. marts går Danmark nemlig sammen med de øvrige EU-lande over til sommertid.
Søndag den 26. marts klokken 02.00 skal uret stilles en time frem, og søndag den 29. oktober klokken 03.00 skal det stilles tilbage igen.
På trods af, at det efterhånden er adskillige år siden, at det blev meldt ud, at EU-medlems-landene fra og med 2021 ikke længere skulle skifte mellem sommer- og normaltid men i stedet benytte én fast tid året rundt, trækker det i langdrag med en endelig beslutning. For nuværende er det gået helt i stå pga. andre og vigtigere prioriteringer.
Udover at markere forårets begyndelse er skæringspunktet mellem Ekliptika og himlens ækvator et meget vigtigt punkt for astronomerne. Det er det punkt, hvorfra himlens koordinater måles, på samme måde som Jordens koordinatsystem har udgangspunkt i skæringspunktet mellem Ækvator og den længdegrad, som går gennem Greenwich.
Forårspunktet. Skæringspunktet mellem Ekliptika og himlens ækvator.
Af og til hører man betegnelsen Vædderpunktet i stedet for forårspunktet. Det er et levn fra det antikke Grækenland, hvor punktet befandt sig i Vædderen. Den græske astronom Hipparch definerede omkring 130 f.Kr. positionen som syd for stjernen Mesartim (Gamma Arietis). Dyrekredsen blev derefter vedtaget til at starte her, men på grund af den langsomme forskydning af Jordens akse, præcessionen, er forårspunktet ikke stationært.
Det blå kryds er forårspunktets position på Hipparchs tid, og det røde markerer den nuværende position.
I modsætning til Jordens koordinater ændrer himlens koordinater sig nemlig på grund af præcessionen, som får skæringspunkterne mellem Ekliptika og himlens ækvator til at bevæge sig vestpå med en hastighed på 50,3 buesekunder årligt. Denne årlige bevægelse trækker hele koordinatsystemet med sig, så stjernekataloger og softwareprogrammer skal opdateres regelmæssigt, så de hele tiden svarer til virkeligheden. I øjeblikket benyttes Epoch J2000.0-koordinater. Den næste store opdatering vil ske i 2050, men astronomer-ne kan allerede nu beregne de aktuelle koordinater ved hjælp af korrektionsfaktorer.
Stjernerne var synlige på de to foregående kort over Solens position. Det er de naturligvis ikke i virkeligheden, så her viser kortet i stedet himlens udseende ved midnat mellem den 20. og 21. marts, hvor Solen for længst er gået ned, idet solnedgangen finder sted kl. 18:22. Man bliver ikke generet af Månens lys, idet der er nymåne den 21. marts.
Himlen ved midnat mellem 20. og 21. marts. Den orange ”stjerne” mellem Tyrens horn er planeten Mars.
Omkring midnat står Karlsvognen i Zenit, dvs. lodret over hovedet. Karlsvognen viser vej til Nordstjernen, og hvis man vender sig med front mod nord, vil man umiddelbart under Nordstjernen se de fem stjerner, som tilsammen danner konturen af Cepheus. Stjernerne er forholdsvis svage, men stjernebilledet er alligevel nemt at genkende, for Cepheus ligner en stiliseret tegning af et hus med højt tag. I løbet af natten stiger Cepheus højere på himlen og bliver nemmere at se. Vest for Cepheus ses et endnu lettere genkendeligt stjernebillede, nemlig Cassiopeia, som umiskendeligt ligner et W. Cepheus ligger tæt på Mælkevejens plan, hvilket betyder, at især den nederste del af stjernebilledet er tæt besat med svage stjerner, som bliver synlige gennem en prismekikkert.
Løven står lige i syd ved midnat midt på måneden. Orion er næsten forsvundet under horisonten mod vest, Jomfruen er stået op mod øst, og Vægtens to klareste stjerner, Zubenelgenubi og Zubeneschamali er netop kommet fri af horisonten. Langs sydhorisonten skimtes Søslangen Hydra, som strækker sig fra Krebsen, forbi Løven og Jomfruen og ender ved Vægten. Hydras lange række af svage stjerner strækker sig næsten tværs over himlen fra sydvest til sydøst.
Kort tid efter solnedgang kan Venus ses mod sydvest, ja faktisk kan den opmærksomme iagttager allerede finde den lysstærke planet, inden Solen er gået ned. Venus har en lysstyrke på mag. ÷4,0 og står den 1. marts 30° til venstre for Solen, så om den kan ses i dagtimerne afhænger af, hvor klar himlen er det pågældende tidspunkt. Som en ekstra bonus kan man denne aften også se Jupiter omkring ½° fra Venus. Det nøjagtige tidspunkt for tætteste møde – det kaldes en konjunktion, finder sted om morgenen den 2. marts, hvor de to planeter ikke er på himlen på vore breddegrader.
Skitsen har en bredde på 0,7° og viser situationen set gennem et teleskop kl. 19. Jupitermånernes rækkefølge er fra venstre Callisto, Ganymede, Io og Europa.
Start så tidligt som mulige efter solnedgang, medens det fortsat er tusmørke, for Venus er så lysstærk, at dens skarpe lys bevirker, at det kan være vanskeligt at se dens skive tydeligt, hvis baggrunden er for mørk. Synet gennem teleskopet er en lektion i perspektiv. Venus er på størrelse med Jorden, og dens 86% oplyste skive spænder over 12″. Den 1. marts er afstanden mellem Jorden og Venus 205 millioner kilometer. Afstanden mellem Jorden og Jupiter er på samme tidspunkt 865 millioner kilometer. På trods af den mere en 4 gange så store afstand ser Jupiter med sine 36” langt større ud, hvilket skyldes, at Jupiters diameter er næsten 12 gange større end Venus’.
Jupiter og Venus befinder sig i Fiskene, som består af forholdsvis svage stjerner, så der er småt med baggrundsstjerner på denne del af himlen. Planeterne går ned kort tid før kl. 21, og de følgende aftener går Jupiter tidligere og tidligere ned, medens Venus til gengæld går senere og senere ned.
Venus’ og Jupiters banebevægelse gennem Fiskene og Vædderen i marts 2023. Afstanden mellem de to planeter øges til næsten 30° i løbet af måneden.
Jupiter kommer hurtigt så tæt på Solen, at den ikke længere kan ses i tusmørket. En af de sidste chancer er den 23., hvor Jupiter omkring tre kvarter efter solnedgang står i en højde af 5° over horisonten. Højere på himlen kan man skimte det smalle segl på nymånen, og endnu højere kan man ikke tage fejl af Venus. Jupiter går ned 1 time og 20 minutter efter solnedgang. Efterhånden som der bliver mørkere, bliver kontrasten mellem himmel-baggrunden og Jupiter større, men samtidig får ekstinktionen (lysets svækkelse ved passage gennem Jordens atmosfære) betydning. Jo længere lyset bevæger sig gennem atmosfæren, jo større virkning får ekstinktionen, og de sidste par grader over horisonten er den så stor, at Jupiter ikke længere kan ses, medmindre himlen er fuldstændig klar.
Aftenhimlen den 23. marts kl. 19:15.
Mars befinder sig næsten hele måneden i Tyren, hvor den trods sin aftagende lysstyrke overstråler Tyrens klareste stjerne, den røde kæmpe Aldebaran på mag. 0,9. Først allersidst på måneden svarer lysstyrkerne til hinanden, men på det tidspunkt har Mars forladt Tyren og har bevæget sig ind i Tvillingerne. Den 11. marts passerer den midtvejs mellem de to stjerner, som udgør Tyrens horn, Zeta (ζ) og Beta (β) Tauri. Den bevæger sig ind i Tvillingerne den 26. marts.
Mars i marts 2023.
I den første uge af marts spænder Mars over 8″. Afstanden mellem den og Jorden er efterhånden blevet så stor, at det er meget vanskeligt at skelne dens overfladetræk. Mars er kendt for kun at have gunstige observationsforhold i månederne omkring oppositionen, og eftersom den seneste fandt sted i begyndelsen af december 2022, må man væbne sig med tålmodighed til næste opposition i januar 2025. Dette bliver dog ikke en særlig gunstig opposition, idet Mars på grund af sin ellipseformede bane til den tid vil befinde sig så langt fra Jorden, at dens skive maksimalt bliver 14,6”, medens lysstyrken topper på mag. ÷1,4.
Mars bevæger sig som nævnt ind i Tvillingerne den 26. marts, dvs. den passerer den linje som astronomerne har vedtaget som grænse mellem Tyren og Tvillingerne. Disse grænser mellem stjernebillederne blev vedtaget for mindre end 100 år siden, fordi der indtil da ikke eksisterede et officielt stjernekort. De forskellige stjernekort, som var i brug, havde ikke alene meget forskellige opdelinger men også forskellige antal stjernebilleder. Nogle havde 70. Andre havde over 100.
Under en kongres i Den Internationale Astronomiske Union i 1922 blev dette problem drøftet. Der blev nedsat en kommission ledet af den belgisk-franske astronom Eugène Joseph Delporte. Hans og kommissionens opgave var at udarbejde en videnskabelig definition af stjernebillederne samt at fastsætte deres grænser. Kommissionen afsluttede deres undersøgelse og præsenterede en endelig rapport i 1928. To år senere udkom bogen Délimitation Scientifique des Constellations, tables et cartes indholdende den officielle liste over de i dag anerkendte 88 stjernebilleder.
Kommissionen fulgte to generelle regler. For det første skulle alle grænserne følge det koordinatsystem, som astronomerne allerede anvendte, dvs. rectascension (R.A.) målt i forhold til forårspunktet og deklination (dec.) – afstanden i grader fra himlens ækvator. I de 93 år, der er gået siden 1930, har den føromtalte præcession ændret grænserne, så de ikke længere nøjagtigt følger de dengang gældenden R.A. og dec. linjer.
For det andet forsøgte gruppen at bibeholde stjernebilledernes historiske former for ikke at skabe et kvadratisk eller rektangulært område, hvor det ikke gav mening. Vi har således 88 figurer, hvis grænser følger stjernehimlens koordinater, men som stadig giver historisk mening.
Kort 5 fra Délimitation Scientifique des Constel-lations, tables et cartes.
Sidste måneds mediedarling, komet C/2022 E3 (ZTF), blev af selvsamme medier omtalt som århundredes sensation. Som bekendt var virkeligheden er en helt anden, for kometen ville – som det for længst var slået fast her på Stjernehimlen.info – være så lyssvag, at den kun med nøje, besvær og megen omhu ville kunne ses med det blotte øje. Rigtig mange, som stolede på de knap så videnskabsorienterede medier, blev skuffede, men hvis man ikke helt har mistet tålmodigheden, bevæger kometen sig i løbet i marts gennem Eridanus vest for Orion – nu med endnu mindre lysstyrke.
C/2022 E3 (ZTF) marts 2023.
