Stjernehimlen i juni 2023
Der er ½ år mellem Jul og Sankt Hans. På dette halve år er dagen tiltaget fra 7 timer og 5 minutter til 17 timer og 29 minutter, dvs. en forlængelse på 10 timer og 24 minutter. Fra Sankt Hans går det igen den anden vej, så vi om ½ år endnu engang ender med godt 7 timers dagslys.
Ganske vist er det først Sankt Hans dag den 24. juni, og vendepunktet kommer allerede ved sommersolhverv den 21. juni, men ligesom ved vintersolhverv går ændringen af dagslængden meget langsom, så på Sankt Hans dag er dagen kun blevet 24 sekunder kortere.
Dette gælder for danske breddegrader, og mere specifikt gælder de nævnte værdier for Odense, for selv om Danmark udgør en beskeden del hele kloden, er der alligevel ret stor forskel på, om man bor midt i landet eller i de nordlige eller sydlige yderpunkter.
Fælles for hele landet er dog, at der bliver sent mørkt i juni – ja faktisk bliver der slet ikke mørkt selv midt på natten, fordi de lyse nætter kulminerer i denne måned. De lyse nætter opstår, når Solen ved midnat er mindre end 18° under horisonten. Bemærk at der på grund af sommertiden ikke er tale om borgerlig midnat, men om astronomisk midnat, som falder omkring kl. 01 lidt afhængigt af, hvor langt mod øst eller vest man bor. De lyse nætter begyndte allerede i starten af maj, men da der altid er en vis overgangsperiode, hvor man lægger mærke til, at nattemørket ved midnat gradvist overtages af tusmørke, varer det som regel til midt i maj, før de lyse nætter for alvor gør sig gældende.
De lyse nætter er egentlig blot det astronomiske tusmørke, som varer hele natten. Det astronomiske tusmørke er defineret ved, at Solens centrum maksimalt kommer mellem 12° og 18° grader under horisonten mod nord.
Astronomisk midnat defineres som tidspunktet for Solens nedre kulmination, dvs. det tidspunkt hvor den står under horisonten præcist mod nord. Dette tidspunkt varierer på samme måde som sand middag gennem året.
Sand middag er det øjeblik, hvor Solen står højest på himlen mod syd. Det er det tidspunkt man aflæser, såfremt man benytter et solur, men da Solen ikke kulminerer på samme tidspunkt overalt i Danmark, bliver det jo noget roderi, såfremt der bruges lokaltid. Danmark strækker sig fra 15°11’55” Ø ved Østerskær ved Christiansø til 08°04’22” Ø ved Blåvands Huk, dvs. en udstrækning i øst-vestlig retning på 7°07’33”. Jorden roterer om sin akse i løbet af 24 timer, og da en hel rotation er 360°, svarer det til 15° pr. time eller 1° på 4 minutter. Det vil med andre ord sige, at der reelt er en tidsforskel mellem Christiansø og Blåvands Huk på 28 minutter og 30 sekunder. Det sydligste punkt er Gedser Odde på 54°33’35” N, og det nordligste er Nordstrand ved Skagen på 57°45’07”N. Nord-syd udstrækningen har betydning for dagslængden.
I Danmark er tidszonen fastlagt efter 15. østlige længdegrad, som passerer gennem Bornholm, og derudover bruger vi en middelsoltid. Jordens bane om Solen er ikke cirkulær men derimod elliptisk. Den bevæger sig derfor ikke med en konstant hastighed i sin bane. Keplers 2. lov siger, at en planet bevæger sig langsomst, når den er længst fra Solen, og hurtigst når afstanden er mindst. Soluret eller sand soltid kommer således ud af trit med den officielle tid i årets løb. I begyndelsen af november er det 16-17 minutter foran og midt i februar 14-15 minutter bagefter. Midt i april og midt i juni samt omkring 1. september ville det passe i nogle få dage, såfremt vi ikke havde sommertid. Kun i juledagene er det i overensstemmelse med den korrekte tid – og alt dette gælder tilmed kun for Bornholm. På Fyn går soluret altid for langsomt. Det passer bedst i begyndelsen af november, hvor det i Odense kun er 2 minutter bagefter. Midt i februar er det 33 minutter bagefter, så mon ikke alle er tilfredse med den mere praktiske middelsoltid.
Tidsækvationen Kurven viser, hvor meget soluret er henholdsvis foran og bagefter middelsoltiden i årets løb.
Forskellen på dagslængden og tusmørket i Danmark fremgår af nedenstående lagkagediagrammer, hvor det første gælder for Odense den 21. juni.
Dagslys og tusmørke i Odense den 21. juni 2023.
Dagslys og tusmørke på Grenen og i Gedser den 21. juni 2023.
Som det fremgår, varer det nautiske tusmørke på Grenen væsentligt kortere tid end det gør på Fyn 250 kilometer længere mod syd. Ved Gedser yderligere 100 kilometer mere i sydlig retning når der endda at blive 5 minutters astronomisk tusmørke. Ikke så underligt at skagensmalerne samledes omkring Danmarks nordspids, hvor de lovpriste denne lokalitets særlige lysforhold i de korte sommernætter.
Den Hirschsprungske Samling. P.S. Krøyer. Sommeraften ved Skagen Strand 1899. På maleriet ses hustruen Marie og hunden Rap.
En endnu større forskel er der, hvis vi rejser mod nord eller syd. Nedenstående er forholdene henholdsvis 10° længere mod nord og syd i forhold til Fyn.
Dagslys og tusmørke på 65° N og 45° N den 21. juni 2023. Yderligere 1½° længere mod nord end 65° passeres polarcirklen, hvor Solen ikke går ned ved midsommer.
45° N passerer gennem Norditalien og Sydfrankrig. Her oplever man aldrig lyse nætter. Faktisk skal man ikke længere end til Paris, før dette særkende fra vore breddegrader ikke kan opleves.
Det præcise øjeblik for sommersolhverv i 2023 er den 21. juni kl. 16:57 dansk sommertid. På dette tidspunkt er hovedparten af Jordens kontinenter oplyst af Solen. Kun Indien, Kina, Sydøstasien, Australien og Antarktis ligger i mørke.
De korte lyse nætter i juni betyder, at der kun er få synlige stjerner på himlen, og der er kun fem, som er klarere end mag. 1,5. Det er Deneb på mag. 1.3, Vega på mag. 0.0, Altair på mag. 0.8, Arkturus på mag. 0.0 og endelig Capella på nordhimlen med mag. 0.1. De tre førstnævnte danner tilsammen den velkendte Sommertrekant. Ganske vist er også Spica på mag. 1,0 og Antares på mag. 1,0 synlige. Spica står lavt i sydvestlig retning efter solnedgang og går tidligt ned, medens Antares står så lavt mod syd, at dens lys bliver svækket af Jordens atmosfære. Antares er i øvrigt variabel med en uregelmæssig periode på adskillige år. Lysstyrken kan svinge mellem mag. 0,6 og mag. 1,6.
Stjernehimlen ved borgerlig midnat mellem 21. og 22. juni. Månen, Venus og Mars kan netop skimtes lige over horisonten mod nordvest.
I sommermånederne forekommer der et særligt astronomisk/atmosfærisk fænomen, der ligesom de lyse nætter er et særkende for Skandinavien og tilsvarende breddegrader på Jorden. Det er lysende natskyer, som i modsætning til almindelige skyer dannes i så stor højde, at det næsten er på grænsen til det ydre rum. Lysende natskyer er et særpræg på netop vore breddegrader, idet de typisk forekommer mellem ~50°-~65°N. Lysende natskyer har et udpræget blåligt skær og kan normalt kun ses i nogle uger på hver side af midsommer. Da de ses på nordhimlen og oftest lavt over horisonten, er det nødvendigt med frit udsyn mod nord. Lysende natskyer kan ikke ses hver nat og er kun synlige, når der er blevet mørkt nok til, at de klareste stjerner kan ses. Når de forekommer, er de ofte synlige adskillige timer og blegner og forsvinder gradvist igen nogle timer før solopgang. Mere om lysende natskyer på denne underside her på Stjernehimlen.info.
Lysende natskyer.
Månen, Venus og Mars kunne lige netop skimtes over horisonten mod nordvest på ovenstående stjernekort. Ved midnat befinder Månen sig 4½° over horisonten, Venus 2½° og Mars 3½°. Mars er den sværeste at få øje på, idet dens lysstyrke kun er mag. 1,7. Det smalle månesegl har mag. ÷7,7 medens Venus’ lysstyrke ligger på mag. ÷4,4.
Månen, Venus og Mars mod nordvest ved borgerlig midnat mellem 21. og 22. juni.
Venus kan allerede ses fra solnedgang og under gunstige forhold også i dagslys, såfremt man ved præcis, hvor man skal rette blikket. Venus indleder juni med en lysstyrke på mag. ÷4,4 og står på linje med Castor og Pollux i Tvillingerne. Den bevæger sig ind i Krebsen tre dage senere, og den 4. juni har den sin største østlige elongation, hvor den står 46° fra Solen. I denne position er Venus halvt belyst, men gennem et teleskop er det meget vanskeligt at bestemme det præcise tidspunkt. Det skyldes den såkaldte Schröter effekt, som får Venus ud til se halvt belyst ud tidligere end beregnet ved østlige elongationer og senere end vestlige elongationer.
Det var den tyske amatørastronom Johann Hieronymous Schröter, der som den første bemærkede misforholdet i 1793. Han fandt ud af, at forskellen mellem de observerede og beregnede tidspunkter i gennemsnit afveg med fire til seks dage.
Astronomerne er ikke helt sikre på, hvad der forårsager denne effekt. Forklaringerne omfatter bl.a. optiske effekter såsom sollys, der spredes fra høje skyer i Venus’ atmosfære, og hvordan vores øjne opfatter belysningen omkring terminatoren.
En årsag til tidsforskellen kan være, at observatørerne ofte bestemmer datoen for dikotomien (den halvt belyste fase) ved at foretage dagslyssobservationer, hvor den oplyste himmelbaggrund dæmper Venus’ lysstyrke. Det formindsker imidlertid også muligheden for præcist at bestemme terminators præcise placering, så problemet kan ikke løses fuldt ud på denne måde. Nogle anbefaler, at det er bedst også at observere i det tidlige tusmørke for at se, om resultatet er det samme. Det er vigtigt at tage hensyn til de atmosfæriske forhold, planetens højde over horisonten og andre relevante detaljer.
Venus halvt belyst.
I løbet af måneden er det meget tydeligt, at Venus nærmer sig nedre konjunktion. Den 1. juni er den 51% belyst og har en udstrækning på 22,8”. På månedens sidste aften er belysningsgraden 32%, og udstrækningen er 33,4”.
Venus 1. og 30. juni.
Som det fremgik af billedet af aften/nattehimlen mellem 21. og 22. juni, står Månen i nærheden af Venus denne aften. Det samme gør Mars, og eftersom både Venus og Mars bevæger sig mod øst i forhold til baggrundsstjernerne med forskellig hastighed – Venus bevæger sig hurtigst – har man i løbet af de seneste par måneder kunne følge, hvordan afstanden mellem de to planeter er blevet mindre. Venus når dog ikke at indhente Mars, inden den påbegynder sin retrograde banesløjfe i forbindelse med nedre konjunktion.
Venus’ og Mars’ baner i juni og juli.
Umiddelbart ser det ud til, at Venus og Mars befinder sig forholdsvis tæt sammen, men i virkelighedens Solsystem er det ikke tilfældet. Her i juni befinder Jorden og Venus sig på samme side af Solen, og den 21. er afstanden mellem de to planeter 85 millioner kilometer. Mars derimod befinder sig meget længere fra Solen, og her er afstanden mellem den og Jorden 322 millioner kilometer. Siden oppositionen for et ½ år siden i december 2022 er afstanden blevet så stor, at Mars gennem et teleskop kun kan ses som en lille 5” skive, og dens lysstyrke ligger på mag. 1,7. Mars bevæger sig fra Krebsen ind i Løven, hvis klareste stjerne er Regulus på mag. 1,4.
De fire indre planeters indbyrdes position den 21. juni 2023.
Saturn står op omkring kl. 02:15 i begyndelsen af juni og et par timer tidligere ved udgangen af måneden. Saturn befinder sig i Vandmanden, og med en lysstyrke på mag. 0,8 overgår den alle Vandmandens stjerner, idet de to klareste er α og β Aqr på mag. 3. Saturn når ikke at komme ret højt op på himlen inden solopgang, og den forholdsvis beskedne lysstyrke gør den ikke særlig iøjnefaldende på den lyse sommermorgenhimmel.
Hvis man retter et teleskop mod Saturn, bemærker man straks en væsentlig forskel fra planetens sædvanlige udseende. Vi nærmer os tidspunktet, hvor synsretningen fra Jorden falder sammen med ringplanet. Det sker dog først i 2025, men allerede nu ses ringene kun under en vinkel på 7°. Ringenes udstrækning er 40” på den lange led og blot 5” på den korte.
Saturn midt i juni 2023.
Jupiters store lysstyrke gør den væsentligt nemmere at se, men til gengæld står den først op kort tid før solopgang i begyndelsen af måneden. Den 1. juni drejer det sig om godt én time. Sidst på måneden er det knap tre timer, så de bedste muligheder for at rette et teleskop mod Jupiter og dens måner bliver i de tidlige morgentimer efter Sankt Hans. Den 20. maj bevægede Jupiter sig ind i Vædderen, hvor den vil opholde sig resten af året, så hele oppositionssløjfen i forbindelse med oppositionen i begyndelsen af november vil finde sted her.
Jupiter og Saturn i juni 2023.
Se Månens aktuelle fase på NASA’s hjemmeside: https://svs.gsfc.nasa.gov/5048