Stjernehimlen i juni 2018
Juni er den måned på året, hvor vi har de korteste nætter. Solen er kun under horisonten i omkring 7 timer, og tilmed bliver himlen ikke mørk selv midt på natten. ’Midt på natten’ skal i denne forbindelse ikke forstås som midnat. Sommertiden betyder, at den borgerlige tid er én time foran den astronomiske. Astronomisk midnat defineres som tidspunktet for Solens nedre kulmination, dvs. det tidspunkt hvor den står under horisonten præcist mod nord. Dette tidspunkt varierer på samme måde som sand middag gennem året.
Sand middag er det øjeblik, hvor Solen står højest på himlen mod syd. Det er det tidspunkt man aflæser, såfremt man benytter et solur, men da Solen ikke kulminerer på samme tidspunkt overalt i Danmark, bliver det jo noget roderi, såfremt der bruges lokaltid. Danmark strækker sig fra 15°11’55” Ø ved Østerskær ved Christiansø til 08°04’22” Ø ved Blåvands Huk, dvs. en udstrækning i øst-vestlig retning på 7°07’33”. Jorden roterer om sin akse i løbet af 24 timer, og da en hel rotation er 360°, svarer det til 15° pr. time eller 1° på 4 minutter. Det vil med andre ord sige, at der reelt er en tidsforskel mellem Christiansø og Blåvands Huk på 28 minutter og 30 sekunder.
I Danmark er tidszonen derfor fastlagt efter 15. østlige længdegrad, som passerer gennem Bornholm, og derudover bruger vi en middelsoltid. Jordens bane om Solen er ikke cirkulær men derimod elliptisk. Den bevæger sig derfor ikke med en konstant hastighed i sin bane. Keplers 2. lov siger, at en planet bevæger sig langsomst, når den er længst fra Solen, og hurtigst når afstanden er mindst.
Soluret eller sand soltid kommer således ud af trit med den officielle tid i årets løb. I begyndelsen af november er det 16-17 minutter foran og midt i februar 14-15 minutter bagefter. Midt i april og midt i juni samt omkring 1. september ville det passe i nogle få dage, såfremt vi ikke havde sommertid. Kun i juledagene er det i overensstemmelse med den korrekte tid – og alt dette gælder tilmed kun for Bornholm. På Fyn går soluret altid for langsomt. Det passer bedst i begyndelsen af november, hvor det i Odense kun er 2 minutter bagefter. Midt i februar er det 33 minutter bagefter, så mon ikke alle er tilfredse med den mere praktiske middelsoltid.
Kurven viser, hvor meget soluret er foran – henholdsvis bagefter – middelsoltiden i årets løb.
Årets længste dag i 2018 er den 21. juni, hvor Solen står op kl. 04:36, står højest på himlen kl. 13:20 og går ned kl. 22:05. Bemærk at de anførte tider gælder for Odense. Som lige nævnt, er der stor forskel på tidspunktet for Solens op- og nedgang og dens kulmination.
Den 21. juni er samtidig den astronomiske begyndelse på sommeren, idet sommerens begyndelse er defineret som det øjeblik, hvor Solens midtpunkt når sin højeste stilling på Ekliptika. Det sker kl. 12:07. Herefter begynder dagene igen at blive kortere, og dette fortsætter, indtil vi når vintersolhverv den 21. december. Det går heldigvis langsomt i begyndelsen. Daglængden den 21. juni er 17 timer og 29 minutter, og inden månedens udgang er den kun aftaget med 5 minutter.
De korte lyse nætter betyder, at der kun er få synlige stjerner på himlen. Mod nord er det i praksis kun Capella i Kusken, som gør sig bemærket.
Himlen mod nord ved astronomisk midnat midt i juni, dvs. for Fyns vedkommende kl. 01:20. I begyndelsen af måneden svarer kortet til udseendet kl. 02:20, og i slutningen af måneden til kl. 00:20.
Under de lyses nætters kulmination kan selv Karlsvognens og Cassiopeias letgenkendelige stjerner være vanskelige at finde. Til gengæld er det ved at være højsæson for lysende natskyer, som er et særpræg på nordhimlen på netop vore breddegrader. Skyerne lyser med et blåligt skær og kan normalt kun ses i nogle uger på hver side af midsommer. Da de ses på nordhimlen og oftest lavt over horisonten, er det nødvendigt at finde et observationssted med frit udsyn mod nord.
Lysende natskyer kan ikke ses hver nat og er kun synlige, når der er blevet mørkt nok til, at de klareste stjerner kan ses. Her kan man især holde øje med Capella, fordi den står lavt på nordhimlen i sommermånederne, og netop denne stjerne er et gennemgående træk på mange af de billeder, som bliver taget af lysende natskyer. De kan være synlige adskillige timer, og blegner og forsvinder gradvist igen nogle timer før solopgang.
Himlen mod syd er derimod præget af et større antal klare stjerner og hele tre planeter. Samtidig er den lidt mørkere, fordi den ikke på samme måde som himlen mod nord er oplyst af Solen lige under horisonten.
Himlen mod syd. Tidspunktet svarer til de bemærkninger, som er anført under det ovenstående kort over nordhimlen.
Sommertrekantens tre stjerner, Deneb i Svanen, Vega i Lyren og Altair i Ørnen står højt på himlen mod sydøst, og mod sydvest ses den røde Arcturus i Bootes. Helt nede ved horisonten får man øje på den ligeledes røde Antares i Skorpionen. Medens Jupiter er ved at gå ned, er Mars ved at stå op, og Saturn står mod syd omtrent midt mellem de to øvrige planeter.
Der mangler et par planeter på kortet. Det er Merkur og Venus, som befinder sig på aftenhimlen og derfor går ned kort tid efter solnedgang. Merkur er i øvre konjunktion den 6. juni og opnår sin største vinkelafstand på lidt mere end 26° den 12. juli. Merkur bliver teoretisk synlig omkring midsommer, men da dens højde over horisonten kun er nogle få grader, bliver det meget vanskeligt at se den på den lyse aftenhimmel.
Det er derimod ikke noget problem at se Venus. Den i forvejen lysstærke planet stiger fra mag. ÷3,9 til mag. ÷4,1 i løbet af juni. Det kan ikke ses på billedet, at Venus befinder sig midt i Tvillingerne umiddelbart under Castor og Pollux, og det kan slet ikke ses, at den bevæger sig ind i Krebsen den 11. juni Krebsens består udelukkende af svage stjerner, som ikke kan ses på grund af de lyse nætter. Det kan derimod ses, når det tynde segl på den tiltagende måne passerer tæt forbi Venus den 16. juni. Månen har en fase, hvor jordskinnet er særlig tydelig – især hvis man ser på den gennem en prismekikkert. Venus fortsætter sin østgående bevægelse og krydser grænsen til Løven den 29. juni. Planeten bevæger sig således ned på en lavere del af Ekliptika, hvilket betyder, at den kommer tættere og tættere på horisonten. Når Venus opnår den største vinkelafstand til Solen midt i august, vil den således kun stå halvt så højt som i juni.
Aftenhimlen den 21. juni kl. 23 med Venus til venstre. Merkur ses lige over horisonten midt i billedet, og stjernen til højre er Capella.
Jupiter var i opposition i begyndelsen af maj, og her i juni står den op inden solnedgang og kan ses som en meget klar ’stjerne’ mod syd. Lysstyrken falder en anelse fra mag. ÷2,5 til mag. ÷2,3. Den store gasplanet bevæger sig fortsat retrogradt nogle få grader fra Væg-tens klareste stjerne, ? Librae, også kaldet Zubenelgenubi fra arabisk ’den sydlige klo’, hvilket er et levn fra en tid, hvor Vægten var en del af Skorpionen. ? Librae hedder tilsvarende Zubeneschamali, ’den nordlige klo’.
Lysstyrken bliver mindre, fordi afstanden mellem Jorden og Jupiter bliver større. Det indebærer også, at den tilsyneladende diameter bliver mindre. Det drejer sig dog kun om ganske lidt, idet størrelsen går fra 44” til 41” i løbet af måneden. På trods af Jupiters lave højde over horisonten kan man med blot et beskedent teleskop se to mørke bælter, som ligger på hver side af planetens Ækvator. Ligeledes er det ikke et problem at se de fire store måner, som var ukendte, indtil de blev opdaget af Galilei i begyndelsen af 1600-tallet.
Side fra Galileis journal, hvori han beskriver opdagelsen af Jupiters måner.
Saturn står et par timer efter solnedgang i begyndelsen af juni. Ved månedens udgang finder opgangen sted solnedgang. Dette skyldes, at ringplaneten er i opposition den 27. juni og derfor ligger i præcist modsatte retning af Solen. Desværre befinder Saturn sig i Skytten, og står derfor endnu lavere end Jupiter. Skyttens svage stjerner kan meget vanskeligt ses fra Danmark. Himlen omkring Saturn ser derfor næsten stjerneløs ud. Det forværres af, at der er fuldmåne samme nat som Saturns opposition, og at afstanden mellem Månen og Saturn kun er nogle få grader. Det er dog intet problem at se Saturn, for lysstyrken ligger på mag. 0, og eftersom Saturn kan ses hele måneden, bliver der mange andre lejligheder. Saturn har i denne måned en udstrækning på 18½”, og dens ringsystem spænder over 42” med en hældningsgrad i forhold til synsretningen på 26°. Inklusive ringene har Saturn derfor lige så stor vinkelstørrelse som Jupiter.
Jupiter og Saturn.
Heldigvis bliver de dårlige forhold delvist kompenseret af den store vinkel, hvorunder vi ser ringsystemet i disse år. To gange i løbet af Saturns 29½ års omkredsning af Solen ses ringene under disse gunstige omstændigheder. Dette skyldes, at Jordens og Saturns baneplaner ikke er sammenfaldende, idet Saturns baneplan har en hældning på 2½° i forhold til Ekliptika. Det betyder også, at vi i samme periode ser to gange direkte ind på ringplanet, og da ringene er meget smalle, forsvinder de helt ud af syne på disse tidspunkter. I øjeblikket ser vi ringene ”ovenfra”, dvs. vi ser deres belyste nordside, ligesom vi også ser ind på Saturns nordpol.
Saturn under dens opposition i perioden 2010-2025. Hældningen var på sit maksimale i oktober 2017. I 2025 ser vi ringene fra kanten. Derefter ser vi ringene fra sydsiden, hvor maksimal hældning bliver i maj 2032.
Mars står op omkring midnat, og trods gaskæmpernes overlegne størrelse i forhold til den lille røde klippeplanet er det alligevel sidstnævnte, som tiltrækker opmærksomheden i sommeren 2018. Mars’ lysstyrke bliver den højeste siden 2003, og det varer indtil 2035, før den igen kommer op på samme niveau.
Årsagen hertil er, at afstanden mellem Mars og Jorden under den kommende opposition ’kun’ er knap 58 millioner kilometer. Under en opposition befinder Jorden og Mars sig på samme side i deres baner omkring Solen, og de to planeter opnår den korteste afstand til hinanden. Eftersom Jorden fuldfører en omgang om Solen på 365,26 dage, og Mars bruger 686,98 dage, vil Jorden have mere fart på og derfor overhale Mars hver gang der gennemsnitlig er gået 779,74 dage, hvilket kaldes Mars’ synodiske periode. Banernes ellipseform medfører dog, at intervallet mellem to oppositioner varierer mellem 764 og 810 dage.
Imidlertid er det ikke alle oppositioner, som er lige gunstige. Jordens og især Mars’ ellipseformede bane medfører, at afstanden mellem de to planeter varierer temmelig meget. Under de mest ugunstige oppositioner er afstanden næsten 100 millioner kilometer, medens den under de gunstige kan komme helt ned på 56 millioner kilometer. Den kommende opposition finder sted den 27. juli kl. 05:13 UT, svarende til 07:13 dansk sommertid. På grund af banernes ellipseform indtræffer den korteste afstand dog først fire dage senere, nærmere bestemt den 31. juli.
Mars. Gunstig og ugunstig opposition.
Med det blotte øje kunne man allerede for flere måneder siden konstatere, at der skete noget. Mars’ lysstyrke blev gradvist højere, og i slutningen af marts oversteg den Saturns.
Her i juni bliver lysstyrkeforøgelsen endnu tydeligere, idet den stiger fra mag. ÷1,2 til mag. ÷2,1. Samtidig betyder den kortere afstand, at den tilsyneladende diameter forøges fra 15,3” til 20,7”. Under maksimum i juli kommer lysstyrken og diameteren op på henholdsvis mag. ÷2,8 og 24,3”.
Lysstyrken har mest betydning for iagttagelser med det blotte øje. Ingen kan undgå at lægge mærke til den meget klare røde ”stjerne”, som lyser op i et område af himlen, hvor der på grund af de lyse nætter kun er få andre stjerner, og hvoraf ingen overstiger mag. 2,8.
Mars’ sløjfeformede baneforløb gennem Stenbukken mellem 1. juni og 1. september. Mars påbegynder den retrograde del af oppositionssløjfen den 28. juni og bevæger sig herefter ’baglæns’ i forhold til baggrundsstjernerne indtil 28. august. Den klareste stjerne i Stenbukken er δ på mag. 2,8. α, β og γ er på henholdsvis mag. 3.5, mag. 3 og mag. 3,6. Dette er således et eksempel på, at Johann Bayer ikke slavisk navngav stjernerne efter lysstyrke, da han indførte de græske betegnelser i 1603.
Når det drejer sig om observation med et teleskop, er det vigtigste ikke lysstyrken, men derimod den tilsyneladende diameter. Jo større den er, jo flere detaljer kan man selvsagt se. Under de mest ugunstige oppositioner har Mars en udstrækning på 13,8”, medens den kommer helt op på 25,1” under det mest gunstige.
Et andet vigtigt forhold er, hvor højt Mars kommer op over horisonten. Stenbukken, og dermed også Mars, befinder sig langt under himlens Ækvator. Deklinationen under oppositionen er ÷25°34’, og eftersom Odense ligger på 55°25’ N, bliver Mars’ maksimale højde kun godt 9°. Det er meget lavt, så man må forvente en del lufturo. Længere sydpå i Europa bliver forholdene væsentligt bedre. Himmellegemerne står 1° højere for hver 111 kilometer, man rejser mod syd.
Hvis de atmosfæriske forhold er tilfredsstillende, er det muligt at se nogle af overfladetrækkene på Mars. Desværre vil Mars’ lave kulminationshøjde blive en stor hindring for at se finere detaljer. Det nemmest genkendelige er Syrtis Major, som er et mørkt trekantet område på den nordlige halvkugle. Andre letgenkendelige områder er Mars’ sydlige polarkalot. Under denne opposition hælder Mars’ rotationsakse, så dette område vender i retning mod Jorden.
Mars roterer omkring sin akse på 24 timer og 37 minutter – dvs. en lille smule langsommere end Jorden. Hvis man derfor iagttager Mars på samme tidspunkt to efterfølgende nætter, vil den samme struktur, som man så aftenen i forvejen, stå 9°11’ længere mod vest. Det er nemmest at se detaljer i nærheden af meridianen, dvs. midt på Mars’ skive. I løbet af 5 uger vil alle områder på Mars passere meridianen, hvis man observerer på samme tidspunkt hver nat. I tiden omkring oppositionen vil førnævnte Syrtis Major vende i retning mod Jorden i dagtimerne her i Danmark. Den vil ligge på meridianen ved astronomisk midnat i slutningen af juni og igen omkring 10. august. Med et lille on-line program er der mulighed for at se, hvilken side Mars vender mod Jorden på et bestemt tidpunkt.
Mars’ to halvkugler med markering af de mest fremtrædende strukturer.
Det er derfor ikke hverken hensigtsmæssigt eller nødvendigt at vente indtil oppositionen, inden man indstiller teleskopet. Som nævnt er udstrækningen allerede i begyndelsen af juni mere end 15”. I slutningen af juni overstiger den 20”, og denne størrelse bibeholdes indtil begyndelsen af september.
Mars’ tilsyneladende diameter og lysstyrke i tidsrummet omkring oppositionen.
Mars kan ses med det blotte øje og har derfor været kendt lige siden menneskehedens barndom. I de første mange tusinde år undrede man sig over den mærkelige røde stjerne, som var særlig tydelig hvert andet år. Især undrede man sig over, at den sammen med en lille håndfuld andre lignende stjerner bevægede sig i forhold til de fastsiddende baggrundsstjerner.
I dag kender astronomerne helt præcis Mars’ baneforhold, men på trods af det udsendte astronomen Peter Dunsby fra University of Cape Town den 20. marts 2018 et telegram, hvori han offentliggjorde opdagelsen af et hidtil ukendt og meget lysstærkt objekt i Skytten. Der havde intet usædvanligt været at se på denne position, da Peter Dunsby 14 dage tidligere havde fotograferet samme område mellem Lagunetågen og Trifidtågen.
Verdens øvrige astronomer blev opfordret til at følge op på opdagelsen, men 40 minutter senere udsendte Peter Dunsby et dementi, hvori han beklagede sin fejltagelse.
Episoden skabte selvsagt en del morskab, men grundideen bag Astronomers Telegram er at udsende en meddelelse, så snart der opdages et pludseligt opstået fænomen, for at andre kan nå at følge op med observationer, inden det er for sent. Nogle gange går det så lidt for hurtigt. Peter Dunsby har efterfølgende fået et certifikat for sin enestående opdagelse.
