Stjernehimlen i april 2020
Les Très Riches Heures du duc de Berry, Avril.
Et af de gamle danske vejrvarsler lyder: Om april går aldrig så bøs ind, går den dog ud med grønt ærme, og et andet lyder: April er ikke til at stole på, hver stund hun tager ny kjole på. I det hele taget er april ustabil, men én ting er sikkert: April er den sidste måned på denne side af sommer, hvor himlen er mørk midt på natten. I maj begynder de lyse nætter, og de er først slut her i Danmark i begyndelsen af august. På grund af sommertiden går Solen først ned kl. 19:57 den 1. april, og på månedens sidste dag bliver den på himlen til kl. 20:54.
Efter solnedgang varer det som bekendt et stykke tid, inden det bliver helt mørkt. Det skyldes tusmørket eller skumringen, som er betegnelsen for det tidsrum, hvor Solen er gået ned, men stadig befinder sig et begrænset antal grader under horisonten. Det er især himlen i nordvestlig retning, som kun langsomt bliver mørk, fordi den forbliver belyst af Solen. Der er defineret tre former for tusmørke: borgerligt, nautisk og astronomisk tusmørke. Det betyder naturligvis, at man må vente til et godt stykke ud på aftenen, før nattemørket sænker sig.
I april er der dog som nævnt mørkt midt på natten. Bemærk i denne forbindelse, at midt på natten ikke er midnat, men én time senere, fordi det borgerlige ur er stillet én time frem. Astronomisk midnat er således først omkring kl. 01, og tidspunktet er afhængig af ens geografiske position.
Ved astronomisk midnat midt i april står den klare stjerne Vega i sommerstjernebilledet Lyren omkring 35° over horisonten i østlig retning. Fra danske breddegrader er Vega cirkumpolar, dvs. den kan altid ses uanset årstiden og tidspunktet på natten. Vega udgør Sommertrekantens øverste højre hjørne. Det andet hjørne, Deneb i Svanen, er ligeledes cirkumpolar og står lidt lavere på himlen mod nordøst. Spidsen af trekanten udgøres af Altair i Ørnen, og den viser sig netop over horisonten omkring astronomisk midnat midt på måneden.
Vega og Lyren er aktuel i denne måned, fordi meteorsværmen Lyriderne er aktiv mellem ca. 14. og 30. april. Aktiviteten er dog meget begrænset uden for maksimum, som falder natten mellem den 21. og 22. april. Det er et godt tidspunkt, idet det er meget tæt på nymåne. ZHR ligger normalt på 15-20, hvilket vil forekomme kort tid før daggry, hvor radianten har bevæget sig højt op på himlen. Lyriderne bevæger sig typisk forholdsvis hurtigt, og de første begynder at vise sig ved mørkets frembrud, dvs. ved 22 tiden om aftenen. På det tidspunkt står radianten imidlertid lavt på østhimlen, og som nævnt er der bedre muligheder i de tidlige morgentimer, når man har fundet et mørkt sted så langt væk fra lyskilder som muligt. Det er nemt at skelne Lyriderne fra sporadiske meteorer ved at lægge mærke til, hvordan deres spor peger tilbage i nærheden af Vega. Lyridernes ophavskomet er Komet Thatcher 1861 (C/1861 G1), hvis omløbstid er omkring 415 år.
Himlen mod øst 22. april kl. 03. Lyridernes radiant ligger mellem Lyren og Herkules. De tre klareste stjerner i henholdsvis Lyren, Svanen og Ørnen udgør Sommertrekanten.
Længe inden midnat og et godt stykke tid før de første stjerner bliver synlige i tusmørket, får man øje på et klart lyspunkt på vesthimlen. Det er Venus, som med en lysstyrke på mag. ÷4,6 allerede bliver synlig få minutter efter solnedgang. Den begynder måneden i Tyren, hvor den passerer næsten midt gennem Plejaderne, hvis klareste stjerne er Alcyone på mag. 2,9. Venus vil således overstråle både Alcyone og resten af den åbne stjernehobs stjerner mangefold.
Den 1. april står Venus knap 2° fra Plejaderne, men den bevæger sig hurtigt mod øst i forhold til baggrundsstjernerne og passerer tættest på Plejaderne om aftenen den 3. april. På grund af sommertiden går Venus først ned efter midnat, og den er tættest på Alcyone med en afstand på kun 16’ (det halve af Månens tilsyneladende diameter), lige før den forsvinder under horisonten.
En tilsvarende tæt konjunktion fandt sted i april 2012 og vil forekomme igen på samme tidspunkt i 2028. Denne gentagelse skyldes, at Venus’ position og banebevægelse i forhold til stjernebaggrunden foregår efter en meget regelmæssig 8 års cyklus. Se mere herom under omtalen af stjernehimlen i marts 2017.
Venus’ banebevægelse gennem Plejaderne i begyndelsen af april.
Venus fortsætter sin prograde bevægelse og passerer nord for Aldebaran og den åbne stjernehob Hyaderne midt i april.
Venus kan uden problemer ses med det blotte øje, idet den har en meget høj lysstyrke hele måneden, så det kan være svært at se, at den faktisk er klarest den 27. april. Under passagen af Plejaderne kan det være en fordel at benytte en prismekikkert for at kunne se de svagere stjerner. Med det blotte øje eller prismekikkerten kan dog ikke lade sig gøre at se Venus’ fase. Hertil skal der anvendes et teleskop, hvorigennem man i givet fald kan se en markant ændring af Venus’ udseende. Vinkeludstrækningen på 26” den 1. april vokser i løbet af måneden til 39”. Det skyldes, at afstanden mellem Jorden og Venus bliver mindre i takt med, at Venus nærmer sig nedre konjunktion med Solen, hvilket dog først er i begyndelsen af juni. Samtidig svinder den belyste del fra 46% til 25%, hvilket sker i takt med, at vinklen mellem Jorden, Venus og Solen bliver mindre.
Venus’ fase henholdsvis 1. og 30. april.
Når Venus er gået ned, varer det et godt stykke tid, før der igen kan ses planeter på himlen. Den første er dog ikke hvilken som helst planet – det er nemlig Jupiter, som er det tredje-klareste objekt på nattehimlen efter Månen og Venus. Jupiter står op mod sydøst lidt efter 04:30 den 1. april og godt 1½ time tidligere i slutningen af måneden.
Solsystemets største planet har en lysstyrke på mag. ÷2.1, og den stiger tilmed til mag. ÷2,3 i månedens løb, og samtidig forøges vinkeldiameteren fra 37” til 41”. Største hindring for at kunne se detaljer som f.eks. de ækvatoriale bælter og den store røde plet er, at Jupiter står lavt på himlen og kun når at komme 10° over horisonten, inden det bliver lyst. Den sene opgang betyder også, at der kun er kort tid til at følge de fire store måners uophørlige runddans omkring planeten og deres derved indbyrdes skiftende positioner. Til gengæld er det nemt at se ændringen fra den ene morgen til den næste. Den inderste af planeterne, Io, bruger kun 42 timer til en tur omkring Jupiter og den næstinderste, Europa, bruger 85 timer.
Jupiter med ækvatoriale bælter og den store røde plet.
Jupiter og dens fire store måner om morgenen den 6.-10. april omkring kl. 05:30. Læg mærke til Ganymedes skygge den 8., og at den store røde plet ligeledes er synlig den 8., og at den ligeledes er synlig den 10.
En ½ times tid efter at Jupiter er stået op, viser også Saturn sig på morgenhimlen, og den bliver efter nogle minutter fulgt af Mars. Både Saturn og Mars er væsentligt svagere end Jupiter, så de kan først ses, når de er kommet et stykke op over horisonten. De to planeter passerede tæt forbi hinanden om morgenen den 31. marts, og her ét døgn senere er afstanden mellem dem kun blevet lidt større. Mars kredser imidlertid tættere på Solen end Saturn, så den har meget mere fart på. I løbet af april bliver afstanden mellem dem forøget til 20°.
Mars og Saturn i Stenbukken. Mars’ position er afmærket for hver dag, medens den for Saturns vedkommende kun er markeret i starten og slutningen af måneden.
Mars når næsten at bevæge sig tværs gennem Stenbukken i løbet af april. Den begynder måneden med en lysstyrke på mag. 0,8 og ender på mag. 0,4. Afstanden til den røde planet er i øjeblikket så stor, at den ikke gør sig særlig bemærket gennem et teleskop. Dens lille skive spænder ikke over mere end 7 buesekunder, men dette ændrer sig gradvist hen over sommeren og kulminerer under oppositionen i oktober, hvor den opnår en udstrækning på 22 buesekunder.
Mars’ diameter og lysstyrke i 2020.
Saturn indleder april med en lysstyrke på mag 0,7. Den stiger næsten umærkeligt til mag. 0,6 inden månedens udgang, og på trods af den lave højde over horisonten er det store ringsystem omkring planeten tydelig synlig gennem et teleskop med en forstørrelse på blot 30×-50×. Saturns skive spænder over 16”, og ringene spænder over mere end det dobbelte heraf, nemlig 37”. Med et større teleskop og en større forstørrelse er det derudover muligt at se nogle få af Saturns mange måner. Den nemmeste er Titan på mag. 8, medens de klareste af de øvrige kun når op på mag. 10, hvilket er en udfordring, eftersom Saturn maksimalt når en højde over horisonten på 14°.
Som det fremgår af ovenstående kort, har Saturn netop bevæget sig ind i Stenbukken. Det skete midt i marts, men når Saturn påbegynder sin oppositionssløjfe midt i maj, begynder den at bevæge sig retrogradt og krydser igen grænsen mellem Stenbukken og Skytten i begyndelsen af juli. Den opholder sig herefter i Skytten indtil midt i december.
Saturn bruger 29½ år til et omløb omkring Solen, og da der er 12 stjernebilleder langs Ekliptika, vil man formodentlig konkludere, at den befinder sig i hvert stjernebillede i 1/12 af disse 29½ år, dvs. knap 2½ år i hvert. Sådan foregår det dog ikke i virkeligheden, for i modsætning til astrologernes forestilling om, at stjernebillederne dækker præcist 30°, er de langt fra lige store. F.eks. dækker Jomfruen et så stort område på Ekliptika, at Saturn gennemsnitligt opholder sig her i næsten 4 år. I modsætning hertil opholder den sig kun i Skorpionen i ½ år. Stenbukken er faktisk det eneste, som opfylder betingelserne, idet det er det eneste, som har en udstrækning på 30° langs Ekliptika. Da Saturns bane hælder 2½° i forhold til Ekliptika, betyder det tilmed, at den også bevæger sig gennem både Hvalen og Orion og befinder sig her i henholdsvis ca. 7 og 2 måneder. Og for ikke at forglemme Ophiuchus, som lægger baggrundsstjerner til Saturn i næsten 2 år.
Saturn bevæger sig gennem Hvalen i 2026. Først et par måneder i foråret under den prograde bevægel-se, og derefter næsten 6 måneder sidst på året i forbindelse med den retrograde bevægelse. Bemærk at Saturn kortvarigt har selskab af både Mars og Merkur, som også kan bevæge sig gennem Hvalen. Oven-stående situation forekommer den 20. april 2026, men desværre for tæt på Solen til at kunne ses fra vore breddegrader. Saturn bevæger sig gennem den allerøverste nordlige del af Orion i 2032.
Der er fuldmåne den 8. april, og da det er første fuldmåne efter forårsjævndøgn, er den bestemmende for, hvornår der er Påske. De fleste kan huske reglen, at Påskedag falder første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Den 8. april er en onsdag, hvilket vil sige, at Påskedag i 2020 er søndag den 12. april.
Nogle medier vil formodentlig annoncere fuldmånen i april som supermåne. Det er et udtryk, som optrådte første gang i 1979. Udtrykket blev brugt, fordi pressen havde fået nys om, at Månen ville komme særlig tæt på Jorden og derfor se langt større ud end normalt. Nu ligger det imidlertid sådan, at Månens bane om Jorden er elliptisk, så én gang under hvert omløb passerer den naturligvis det punkt, hvor afstanden er mindst, og hvor Månen derfor vil se størst ud. Dette kaldes Månens perigæum, medens den største afstand kaldes Månens apogæum.
Månen bruger 27 døgn, 7 timer, 43 minutter og 6 sekunder til ét omløb om Jorden. Dette er tiden, der går for Månen at bevæge sig 360° i forhold til stjernerne, medens tiden i forhold til retningen mod Solen, dvs. fra den ene fuld- eller nymåne til den næste er lidt mere end 2 døgn længere, nemlig 29 døgn, 12 timer, 44 minutter og 3 sekunder. Det skyldes, at Jorden og Månen kredser omkring Solen, og derfor bevæger sig omkring 30° frem i banen i løbet af disse knap fire uger. Denne afstand skal indhentes, inden de tre legemer igen står på linje, og det tager de førnævnte godt 2 døgn.
Månens perigæum finder derfor ikke sted under samme månefase, fordi den bliver for-skudt de godt 2 døgn for hvert måneomløb. Èn gang om året falder den tæt på fuldmåne, og én gang tæt på nymåne. Når det er nymåne, kan vi ikke se den, og under de øvrige faser kan vi kun se en del af dens belyste skive. Kun under fuldmåne vender hele dens belyste skive mod Jorden, så supermånen er af sensationspressen ophøjet til den fuldmåne, som falder tættest på perigæum.
Afstanden til Månen varierer mellem 406700 kilometer og 356400 kilometer. Månens elliptiske bane bliver påvirket på grund af tiltrækningen fra Solen og planeterne, så værdierne varierer lidt. Det skal her bemærkes, at astronomerne angiver afstanden mellem to himmellegemer som afstanden mellem deres centre. Afstanden mellem Jordens og Månens overflade bliver derfor omkring 8000 kilometer mindre.
Månens varierende afstand i løbet af en tilfældigt valgt periode på 700 dage.
Den 8. april er der fuldmåne kl. 04:35. Det er 8 timer efter Månen var i perigæum i en afstand af 356908 kilometer. Betyder det så, at den virkelig vil se større ud og lyse stærkere end normalt? Svaret er, at hvis man ikke ved det i forvejen, vil man ikke bemærke nogen forskel.
Den kortere afstand betyder naturligvis, at Månen ser større ud og derfor vil lyse stærkere. Øjet opfatter imidlertid forskelle i lysets intensitet efter en logaritmisk skala, så selv om den større måneskive lyser 26% mere, end når den er mindst, svarer det kun til en forøgelse på ¼ størrelsesklasse. Under en gennemsnitlig fuldmåne er den tilsyneladende størrelsesklasse på omkring mag. ÷12,6. Man skal derfor se meget nøje efter for at opdage en lysstyrkeændring på mag. 0,25. Størrelsesforskellen varierer mellem 29′20″ og 34′6″. Også i dette tilfælde er det stort set umuligt at se med det blotte øje, om Månen er større eller mindre end normalt, især fordi der jo går ½ år mellem ekstremerne, og man kan naturligvis ikke se både den store og den lille måne samtidig, så man har intet sammenlig-ningsgrundlag. Det eneste man vil bemærke er, at Månen ser større ud, når den står op eller går ned, men det har en helt anden årsag.
Se Månens aktuelle fase på denne side: https://svs.gsfc.nasa.gov/4768