Stjernehimlen i juli 2023
Juli forbindes traditionelt med højsommer og ferie, men sådan har det ikke altid været. For blot et par hundrede år siden var ferie kun noget, som kendtes i de velhavendes kredse. I løbet af 1800-tallet begyndte også det bedrestillede borgerskab at holde ferie om sommeren, men der skulle gå helt til 1938, før den første danske ferielov sikrede alle samfundets klasser to ugers ferie om året.
Før den tid var det almindeligt at arbejde fra klokken seks om morgenen til syv eller otte om aftenen. Fratrukket et par timers pause gav det en arbejdsdag på 11-12 timer ugens første seks dage. Bagere og kuske kunne have op til 16 timers arbejdsdag, og det var ikke unormalt, at man på landet også arbejdede om søndagen uden overbetaling eller afspadsering. Tolv timer om dagen. Seks eller syv dage om ugen året rundt. Hele livet. Uden ferie.
Meget af arbejdet foregik udendørs, men der var formodentlig ikke særlig megen tid til at se på stjernehimlen. Vores bedste- og oldeforældre have dog på mange måder en stor forståelse for naturens og vejrligets luner og var selvfølgelig også meget afhængige af dets udfald, hvilket de gamle vejrvarsler vidner om, f.eks. de mange varsler om vejret i forbindelse med Hundedagene.
Hundedagene varer fra 23. juli til 23. august – altså 30 dage – og hvis man skal tro de mange varsler, der har fulgt dagene lige siden oldtiden, er der i denne periode stor risiko for liv og levned.
Hundedagenes navn knytter sig til Sirius, som ikke alene er den klareste stjerne i stjernebilledet Store Hund, men også den klareste stjerne på hele himlen. Da Sirius befinder sig i Store Hund, kaldes den også Hundestjernen, og romerne kaldte dagene caniculares dies. De mente, De mente, at Sirius bidrog til de varme sommerdage og fik havene til at koge, vinen til at blive sur, hundene til at blive bidske og mennesker til at blive febersyge og hysteriske. Derfor prøvede de at mildne Sirius ved at ofre en hund, når Hundedagene begyndte. Hundedagene begyndte, når Solen gik ind i stjernebilledet Løven og derfor stod i nærheden af Sirius. Solen står ganske vist fortsat i samme område som Sirius på denne årstid, men præcessionen bevirker, at den i vore dage befinder den sig mellem Tvillingerne og Krebsen den 23. juli. Det er kun astrologerne, som tror, at den står i Løven.
Solens position ved Hundedagenes begyndelse den 23. juli.
Fra Danmark kendes mange forskellige vejrvarsler i forbindelse med Hundedagene. Et af dem lyder: “Som Hundedagene tændes, vil de endes” eller med andre ord vil vejret på den første hundedag varsle om vejret for hele perioden. Et andet vejrvarsel siger: ”Den første dag varsler vejret for første halvdel af Hundedagene, og vejret i anden halvdel vil blive lige modsat”. Hvis der i Hundedagene var mange hvide skyer, som eventuelt lignede hatte med hvide kanter, betød det ifølge den gammel overtro, at man kunne forvente megen sne i den kommende vinter.
Varslerne antyder den bekymring, som bonden havde for, hvordan vejret ville udarte sig i den periode, der lå umiddelbart forud for den vigtige høsttid. Bekymringerne blev forstærket ved at tilføje, at hvis vejet havde været dårligt i Hundedagene, ville der følge ni ’katte-dage’: ”Hvis Hundedagene er slemme, så vil kattene rives”, – altså ville vejret blive endnu dårligere de næste ni dage.
Man skal dog ikke lægge for meget i de mange varsler om vejret i forbindelse med Hundedagene, men det er dog rigtigt, at Hundedagene kan være en periode med varme, torden og kraftige regnskyl. Hundedagene varer jo en hel måned, så bortset fra snestorm kan man nå at få næsten alle slags vejr.
I 2023 er ferie som nævnt en ret for stort set alle, og efter nogle år med visse restriktioner, er alt næsten, som det plejer at være. Der kan dog fortsat være lande uden for EU og Schengenlandene, der har indrejserestriktioner eller andre COVID-19 relaterede nationale restriktioner, som f.eks. brug af mundbind. Det gælder også ved transit. Det er de lokale myndigheder i de enkelte lande, der fastlægger reglerne.
Hvis ferieturen går ud af Danmark, kan man med et simpelt eksperiment påvise, at The Flat Earth Society naturligvis er helt på vildspor, når organisationens medlemmer hårdnakket påstår, at videnskaben holder hele veden for nar. Ifølge dem eksisterer Solen og Månen ikke. Stjernerne eksisterer ikke. Rummet eksisterer ikke. Jorden er ikke er en kugle, men er derimod flad.
I ”gamle dage” troede man, at Jorden var flad som en pandekage – eller gjorde man? De fleste har hørt historien om, at sømændene var bange for at sejle ud over kanten af Jorden, da Columbus krydsede Atlanterhavet i 1492, og at Columbus bevidst noterede den dagligt tilbagelagte distance for lille for at berolige dem med, at der var langt til kanten endnu.
Passer det virkelig, at man vidt og bredt troede, Jorden var flad? Nej, det er en skrøne! For 2500 år siden var egypterne klare over, at Jorden er rund. De havde endda regnet sig frem til dens omkreds med rimelig nøjagtighed. De havde lagt mærke til, at Solen ikke stod i samme højde ved middagstid, når de sejlede op og ned af Nilen, og ud fra astronomiske betragtninger måtte Jorden være kugleformet, fordi Jordens skygge altid var rund under en måneformørkelse.
Også grækerne havde indset, at Jorden er en kugle, og det samme gør sig gældende i en lang række andre kulturer. Der har været undtagelseskulturer som f.eks. inuitter, mayaer og aboriginals, som har haft deres egen verdensopfattelse, men de er netop undtagelser. I Middelalderens Europa vidste man således, at Jorden er rund.
Vi ved fra gamle græske skrifter, at tanken om den kugleformede jord blev fremsat af Pythagoras allerede i det 6. årh. f.Kr., og den findes også i Platons skrifter. Formodentlig blev tanken dog først udbredt gennem Aristoteles, som var den mest indflydelsesrige videnskabsmand i antikkens Grækenland. Omkring 350 f.Kr. hævdede han, at Jorden måtte være kugleformet, bl.a. med henvisning til, at dens skygge under en måneformør-kelse altid er rund. En enkelt formørkelse var dog ikke bevis nok; Jorden kunne også tænkes at være cylinderformet, men når alle måneformørkelser uanset tidspunkt viser en rund jordskygge, må Jorden være kugleformet.
Et skive- eller cylinderformet legeme vil til tider kaste en skygge med lige kant og til andre tider en rund skygge, men da Jordens skygge på Månen altid er buet, konkluderede Aristoteles, at Jorden må være kugleformet.
Som yderligere bevis anførte Aristoteles, at rejsende fra nord berettede, at nogle stjerner stod højere på himlen fra deres breddegrader, medens andre forsvandt bag den sydlige horisont, og dette kunne kun forklares med en rund jord. Andre af Aristoteles’ argumenter er knap så videnskabelige. F.eks. påpegede han, at Jorden måtte være rund, fordi der fandtes elefanter i Indien, og at de også var rapporteret set i Marokko, hvorfor disse to steder måtte være forbundet.
Det første virkelige bevis på en rund Jord kom dog først, da Magellan i 1519 sejlede mod vest fra Sevilla, og at hans skib tre år senere kom tilbage fra øst. Alligevel var spørgsmålet om Jordens form stort set fastslået gennem vægtige astronomiske argumenter for mere end 2500 år siden, men hvad med dens størrelse?
Som enhver bog om astronomi fortæller, blev Jordens størrelse målt af den græske astronom Eratosthenes omkring 240 f.Kr. Han gjorde det ved at sammenligne Solens højde over horisonten på samme dag ved middagstid fra to forskellige steder i Ægypten, nemlig fra Syene (det nuværende Aswan) og Alexandria, hvor han var bibliotekar på det berømte bibliotek. Syene ligger ved Nilen omkring 800 kilometer syd for Alexandria, tæt på Krebsens vendekreds. Ved sommersolhverv står Solen derfor i Zenith, og Eratosthenes havde læst, at dens billede blev reflekteret fra vandet i bunden af en dyb brønd. På den samme dag fandt Eratosthenes ved måling af skyggen fra en obelisk, at Solen stod 7½° fra Zenith i Alexandria. Forskellen i breddegrad mellem de to steder måtte derfor være 7½°, og fra udmåling af afstanden mellem de to steder kunne han regne ud, hvor meget 1° svarede til i stadier, som var datidens måleenhed. Ved at gange dette med 360 fandt han, at Jordens omkreds er 252000 stadier. Der er lidt tvivl om stadiets korrekte værdi, men Eratosthenes’ mål på Jorden diameter menes at være meget tæt på den virkelige størrelse.
Fra skyggens længde i Alexandria kan vinkel A måles, og med simpel geometri (to parallelle linier, der skæres af en tredje) kunne Eratosthenes regne ud, at vinkel A og vinkel B er ens, og at afstanden fra Alexandria til Syene derfor måtte udgøre samme vinkeludsnit, dvs. 7½°, af hele Jordens omkreds.
Jordens form såvel som dens størrelse var derfor kendt for 2500 år siden. Det første moderne udseende kort over Jorden stammer fra Ptolemæus, der levede i det 2. århundrede efter vores tidsregnings begyndelse. Ptolemæus var en af græsk astronomis sidste betydningsfulde skikkelser og kendes især som forfatter af Almagest, der i mere end 1000 år blev anset for den førende astronomiske lærebog. I dag er der lidt mere tvivl omkring værket, idet der er adskillige tegn på, at Ptolemæus’ originale astronomiske data ikke blot var lånt fra andre, men også var forfalskede. Ptolemæus har tilsyneladende ’justeret’ observationerne for at få den til at stemme overens med sine teorier.
Imidlertid er der ingen tvivl om, at Ptolemæus’ verdenskort var et stort skridt fremad, fordi det var baseret på astronomiske observationer. Verdenskortet, såvel som meget andet i Almagest, står i stor gæld til Hipparch, som levede i det 2. århundrede f.Kr. På Ptolemæus’ kort anses Jorden for at være kugleformet, og dens overflade er markeret på moderne vis med længde- og breddegrader og konisk projektion. Uheldigvis er afstands-målene ikke taget fra Eratosthenes men fra en senere astronom, Posidonius (135-51 f.Kr.), som målte længden af en grad mellem Alexandria og Rhodos, og som i modsætning til Eratosthenes fandt, at Jordens omkreds var 180000 stadier. Ptolemæus brugte denne forkerte og for lille værdi som grundlag for sit kort.
Det er forbavsende at opdage, at Ptolemæus’ verdenskort, udgivet i det 2. århundrede, fortsat blev benyttet 1500 år senere. Dette gjaldt dog ikke blot indenfor navigation og geografi men for stort set alle andre videnskaber, idet den gamle græske lærdom var blevet genopdaget i Europa gennem latinske oversættelser af arabiske værker og i høj grad blev benyttet på universiteter og læreanstalter. Først under de store opdagelsesrejser blev der foretaget fornyede målinger for at udarbejde præcise kort til navigation.
Columbus’ flagskib, Santa Maria. Det var små skibe som dette (Santa Maria var 25 meter langt og 9 meter bredt med et dybtgående på 2 meter), der banede vejen over havet og førte til opdagelsen af nye verdener mod både øst og vest.
I de århundreder, der adskiller Ptolemæus fra Columbus, var de fleste nye kort begrænset til områder, der havde interesse for handelsfolk og var baseret på afstandsvurderinger ud fra skønsmæssige rejsetider og lignende. I midten af det 15. århundrede var nogle ganske vist baseret på astronomiske målinger af breddegrader, men det var ikke før slutningen af århundredet, at de store opdagelsesrejser nødvendiggjorde realistiske kort over hele Verden. Indtil da var Middelalderens kort mere af akademisk interesse, og nogle af dem var tegnet af munke, som søgte oplysninger i Bibelen frem for hos astronomerne, og beklageligvis for kartografiens udvikling er Bibelen ikke særlig troværdig i sin beskrivelse af Jorden. Afhængigt af hvor man læser, har den fire hjørner, den er cirkelformet med Jerusalem i centrum, osv., men den siger ikke direkte, at Jorden er en kugle. Hovedparten af Middelalderens verdenskort så derfor besynderlige ud. De var firkantede eller runde med alt land placeret i midten og omgivet af vand på alle sider.
Verdenskort fra det 11. århundrede.
I sammenligning hermed var Ptolemæus’ kort langt mere videnskabeligt, og da det kom til Europa i 1409, blev det budt velkommen af de, som havde interesse i matematik, geometri og astronomi, og især betød det meget for søfart og navigation, at opdagelsesrejsende og korttegnere begyndte at betragte deres position i forhold til længde- og breddegrader frem for i forhold til dagsrejser og kendemærker i landskabet.
Verden, som den så ud ifølge Ptolemæus, men kortet er tegnet og blev benyttet i 1730.
Det sidste kort før opdagelsen af Amerika stammer fra den italienske astronom Toscanelli. Columbus havde Toscanellis kort med på sin første rejse. Omridset af Nord- og Sydamerika er tilføjet for at give en fornemmelse af, hvor tæt man troede Indien lå på Europa, når man sejlede mod vest.
Første gang, hele verden fik et øjensynligt bevis på, at Jorden er rund, var i 1950’erne. Her kunne man se Jordens krumning på fotos taget fra højtflyvende raketter. Jorden set udefra med et menneskes øjne blev en realitet i april 1961, da Gagarin fortog den første jordomkredsning, og den sidste tvivl blev permanent fjernet i julen 1968, da astronauterne på Apollo 8 tog de berømte billeder af Jordens opgang over det golde månelandskab.
Jordopgang. Apollo 8.
Hvis sommerferieturen som nævnt går til andre breddegrader, kan man selv afprøve et af Aristoteles’ beviser. Et klassisk eksempel er skibe på havet, men dette drejer sig om astronomi. Aristoteles påpegede, at rejsende fra nord fortalte, at mange af stjernerne på sydhimlen ikke kunne ses fra deres hjemlande, medens stjernerne i nordlig retning til gengæld stod højere på himlen. Dette kunne kun forklares med en kugleformet jord. En rejse på 10° mod nord eller syd betyder, at kulminationshøjden for stjernerne (og Solen) ændres tilsvarende.
Skorpionen er et meget markant stjernebillede. Det er et af de få, som faktisk ligner den figur, det repræsenterer, men det lever slet ikke op til sit navn, når vi ser stjernebilledet fra Danmark. Set herfra kommer det kun halvvejs over horizonten, så vi kan aldrig se den krumme hale, som har givet stjernebilledet sit navn. På ferieturen bør man unde sig selv den oplevelse at finde et mørkt sted uden for hotellernes og restauranternes stærkt oplyste område og rette blikket mod syd ved midnatstide. Fra Middelhavsområdet eller tilsvarende breddegrader kan hele Skorpionen ses, og samtidig ser man også ind i retning mod Mælkevejens centrum. Den befinder sig lavt på himlen i det nærliggende Skytten til venstre for Skorpionen, og da de lyse nætter kun forekommer på breddegrader nordligere end Paris, bliver udsynet kun generet af den menneskeskabte lysforurening.
Skorpionen med den røde kæmpe Antares og den krumme hale med brodden set fra henholdsvis Danmark og fra det sydlige Middelhavsområde omkring midnat midt i juli.
Juli er sidste chance for at se Venus om aftenen i denne omgang. Solsystemets klareste planet kunne ses meget lavt på himlen umiddelbart efter nytår, og efter de første par måneder i mere eller mindre ubemærkethed dominerede den aftenhimlen de næste fire måneder, og selv om den først når sin største lysstyrke på mag. ÷4,7 den 7. juli, er det en stakket frist.
I lighed med de øvrige planeter lyser Venus pga. tilbagakastet sollys, og for Venus’ vedkommende gælder, at dens lysstyrke er direkte proportional med, hvor stor en del af dens belyste overflade, der er synlig fra Jorden. Når Venus befinder sig på den modsatte side af Solen, vender næsten hele dens belyste skive mod Jorden. Til gengæld er afstanden på dette tidspunkt stor, så Venus har kun en beskeden udstrækning. Når den befinder sig på samme side af Solen som Jorden, er afstanden meget mindre, og dens tilsyneladende diameter er derfor større, men i denne position kan vi kun se en begrænset del af dens belyste side. Den største belyste overflade og dermed den største lysstyrke forekommer, når skiven er ca. 26% belyst. Venus’ seglform har da en diameter på omkring 40”, og denne stilling indtræffer ca. 35 dage før og efter nedre konjunktion. Nedre konjunktion – dvs. når Venus og Solen set fra Jorden befinder sig i samme retning – er den 13. august, hvorefter Venus’ status ændres fra ”aftenstjerne” til ”morgenstjerne”.
Den 1. juli kan man finde Venus 6° over horisonten én time efter solnedgang. 3½° til venstre og knap 2° højere på himlen kan man under forudsætning af en helt klar himmel skimte Mars, som har en lystyrke på mag. 1,7. Løvens klareste stjerne, Regulus på mag. 1,5 står yderligere 5° til venstre for Mars og i en højde på 8½° over horisonten.
Venus, Mars og Regulus på aftenhimlen en time efter solnedgang den 1. juli.
Venus og Mars har hele foråret bevæget sig mod øst blandt baggrundsstjernerne. Venus har bevæget sig hurtigst og har efterhånden næsten indhentet Mars. Den når dog ikke helt frem, for midt i juli begynder den at bevæge sig i modsatte retning i forbindelse med den forestående konjunktion med Solen.
Venus’ og Mars’ bevægelse i den første halvdel af juli.
Samtidig med påbegyndelsen af den retrograde bevægelse dykker Venus langt ned under Ekliptika. Især dette er årsagen til, at den hurtigt kommer ud af syne i løbet af juli, fordi den kommer til at stå meget lavt på himlen efter solnedgang.
Venus’ sløjfeformede bane i forbindelse med nedre konjunktion.
Venus’ udseende den 7. og 31. juli. I løbet af juli forøges udstrækningen fra 34” til 54”.
Som det fremgår af af skitsen, sker der en dramatisk ændring af Venus’ udseende i løbet af juli. Sidst på måneden går Venus som lige nævnt dog ned kort tid efter Solen, så det gælder om at være på vagt lige omkring solnedgang. Den 15. juli finder nedgangen sted 55 minutter efter end Solen, og allerede 5 dage senere er forskellen kun 37 minutter. Den 29. juli går Venus ned samtidig med Solen.
Venus’ position ved solnedgang 15.-31. juli. Den anden planet på kortet er Merkur i samme periode. Bemærk at Solen går ned næsten 1° længere mod venstre for hver aften, hvilket betyder, at vinkel-afstanden mellem den og Venus hurtigt bliver mindre. Den 15. er vinkelafstanden 34°, og den 31. er den svundet til 19°.
Som det fremgår af kortet, kan også Merkur ses på aftenhimlen. Den 15. har Merkur en lysstyrke på mag. ÷0,7. Lysstyrken bliver lidt svagere resten af måneden og ender på mag. 0,0. Dette er imidlertid en af de ugunstige tilsynekomster set fra vore breddegrader, for selv om Merkur har sin største østlige elongation på 27½° (vinkelafstand fra Solen) den 10. august, kommer den på intet tidspunkt særlig højt op på himlen, og vil derfor være vanskelig at se så kort tid efter solnedgang. Med en helt klar himmel er det dog værd at forsøge at finde den lille planet med en prismekikkert. Den 28. juli står Merkur 15” – svarende til ½ månediameter – fra Regulus.
Når Venus, Merkur og Mars er forsvundet fra himlen tidligt på aftenen, varer det ikke længe, før to andre planeter gør deres entre. Den 1. juli står Saturn op kort tid efter midnat. Sidst på måneden står den op omkring tre kvarter efter solnedgang, og på det tidspunkt er lysstyrken steget fra mag. 0,8 til mag. 0,6. Saturn er påbegyndt sin retrograde bevægelse i forbindelse med den kommende opposition, som finder sted den 27. august, og da den befinder sig i Vandmanden, hvis stjerner alle er forholdsvis svage, er den det klareste objekt på den del af himlen.
Gennem et teleskop ses Saturns skive med en udstrækning på 18”, medens dens ringsystem spænder over mere end det dobbelte af dette. Ringene er dog ikke så imponerende som tidligere set, for deres hældning i forhold til synsretningen fra Jorden er kun 8°. De to kommende år bliver hældningsgraden endnu mindre, idet Jordens og Saturns baneplaner omkring Solen krydser hinanden i 2025. Til den tid ses ringene kortvarigt lige fra kanten.
Jupiter står op et par timer efter Saturn. Solsystemets største planet står i Vædderen, og opgangen finder sted ved 02-tiden den 1. juli og lige før midnat sidst på måneden. I Jupiters tilfælde er der ingen tvivl om, at der er tale om en planet. Lysstyrken ligger på mag. ÷2,4. Sidst på måneden nærmer vi os afslutningen på de lyse nætter, og eftersom Jupiter er på himlen længere og længere tid, medens det er mørkt, giver det gradvist gode muligheder for at følge, hvordan dens fire største måner i løbet af kort tid skifter indbyrdes position, medens de kredser omkring planeten.
Himlen mod øst omkring kl. 01:30 den 15. juli. Saturn står mod SØ og Jupiter mod ØNØ. Den klare stjerne til venstre er Capella i Kusken, og Cassiopeia genkendes øverst til venstre for midten. Den skarpsynede kan skimte Plejaderne tæt på horisonten over t’et i ”Nordøst”.
Juli’s første halvdel er sæson for lysende natskyer. Disse højtliggende og svagt lysende skyer er et særkende for netop vore breddegrader. Medens indbyggerne i Middelhavs-området kan glæde sig over en mørk nattehimmel med masser af stjerner, er de nødt til at rejse nordpå for at se dette fænomen. Vi andre kan blot gå udenfor, og i mangel af stjerner på den sommerlyse himmel er det værd at stå tidligt op for i stedet at se, om man skulle være heldig, at der netop denne morgen er natskyer at se. Andre fænomener, som er værd at kigge efter, er forskellige lysbrydningsfænomener eller den ’store opstigende fuldmåne’. Der er fuldmåne den 3. juli og igen den 1. august, og da Månen er i nærheden af perigæum på disse tidspunkter, er der stor sandsynlighed (risiko) for, at pressen vil omtale det som alle tiders mulighed for at se en helt usædvanlig stor supermåne. Det er dog ikke Månens afstand, som er årsag til måneillusionen.
De bedst kendte stjernebilleder på sommernattes himmel er Lyren, Svanen og Ørnen, hvor den klareste stjerne i hvert af disse billeder tilsammen danner den velkendte sommer-trekant. Sommertrekanten er en såkaldt asterisme, dvs. et mønster af stjerner, som ikke udgør et officielt stjernebillede. F.eks. er Karlsvognen i virkeligheden en asterisme, idet den udgøres af de syv klareste stjerner i Store Bjørn. Selv om han ikke er den egentlige opfinder af Sommertrekanten, tillægges den kendte engelske astronom Patrick Moore ofte at være ophavsmanden. Patrick Moore populariserede navnet gennem en række radio-foredrag og bøger i 1950’erne, men allerede i slutningen af 1920’erne havde østrigeren Oswald Thomas beskrevet de tre stjerner som “Grosses Dreieck“, som han ændrede til “Sommerliches Dreieck” i 1934.
Endnu tidligere havde en anden østrigsk astronom, Joseph Johann Littrow (1781-1840), omtalt en iøjnefaldende trekant i teksten til sit stjerneatlas, og i 1801 havde Johan Bode tegnet forbindelseslinjer mellem de tre stjerner i sin berømte Uranographia uden dog at angive en betegnelse for figuren.
Sommertrekanten et par timer efter midnat midt i juli. De små fremhævede stjernebilleder mellem Svanen og Ørnen er Delfinen og Pilen, og desuden er også Cassiopeia og Karlsvognen markeret.
I slutningen af juli kan man som nævnt underomtalen af Jupiter tydeligt fornemme, at de lyse nætter er ved at nærme sig deres afslutning. Himlen er mærkbart mørkere midt på natten, og det varer længere, inden der bliver lyst om morgenen. Det giver mulighed for at se efter meteorer – eller stjerneskud som er den mere populære betegnelse. Meteorer kan ses hver klar nat, og de forekommer over hele himlen. Imidlertid er der stor chance for, at nogle få stykker sidst i juli stammer fra en af årets mindre meteorsværme, nemlig De sydlige Delta Aquarider. Denne sværms radiant ligger som navnet antyder i nærheden af stjernen Delta i den sydlige del af Vandmanden, som når at komme relativt højt på himlen inden daggry. Delta Aquariderne er en meget spredt meteorsværm, som kan ses fra midt i juli til midt i august. Maksimum forekommer omkring den 30. juli, men ZHR når sjældent op på mere end omkring 10. Samtidig kan man også være heldig at se nogle af de første meteorer fra en af årets bedste sværme, nemlig Perseiderne, som så småt begynder at vise sig sidst i juli. Maksimum for Perseiderne falder omkring 12. august.
Se Månens aktuelle fase på NASA’s hjemmeside: https://svs.gsfc.nasa.gov/5048