Stjernehimlen i oktober 2023
Sommertiden slutter den sidste søndag i oktober. I år er det således søndag den 29. oktober, hvor uret skal stilles en time tilbage til normaltid fra klokken 03:00 til klokken 02:00. Bemærk at normaltid af og til fejlagtigt bliver omtalt som vintertid.
Himlen ved midnat midt i oktober 2023. Bemærk at der er tale om astronomisk midnat, som er en time senere end borgerlig midnat. Der skal jo først skiftes til normaltid sidst på måneden.
Det svage slør langs horisonten på kortet er en gengivelse af, hvordan Jordens atmosfære absorberer en stor del af stjernernes lys, når de står meget lavt på himlen.
I oktober står Karlsvognen mod nord ved midnat. Cassiopeias W befinder sig i Zenith, og mod øst ses Capella i Kusken midtvejs mellem horisonten og Zenith. Herkules er ved at nærme sig horisonten. Den nordligste del af Herkules er dog cirkumpolar og forbliver således altid på himlen fra danske breddegrader. Stjernerne er imidlertid forholdsvis svage, og er svære at se tæt på nordhorisonten på grund af den føromtalte atmosfæriske absorption. Vega i Lyren og Deneb i Svanen er ligeledes cirkumpolare. De tilhører dog himlens klareste stjerner og kan ses hele året. Sommertrekantens tredje stjerne, Altair i Ørnen, kun kan ses en del af året.
Karlsvognen er også cirkumpolar. Denne figur bestående af syv stjerner er kendt næsten overalt på Jorden, og det gælder også, såfremt vi rejser tilbage til oldtiden. Stjernernes egenbevægelse på grund af Mælkevejens rotation er så lille, at stjernebillederne beholder deres form i tusindvis af år. Om 100000 år vil det dog knibe lidt med at genkende Karlsvognen, når man sammenligner med nutidens udseende.
Karlsvognen om 100000 år.
Mod sydvest danner fire stjerner et kvadrat højt på himlen. Denne asterisme er Pegasus-firkanten, hvis øverste venstre stjerne egentlig tilhører Andromeda, der som de fleste ved er hjemsted for Mælkevejens nabogalakse, Andromedagalaksen. Galaksen kaldes også M31 og kan lige netop ses med det blotte øje en mørk nat. Under Pegasus ses Vandmanden og Fiskene, som begge består af forholdsvis svage stjerner.
Mod vest nærmer Sommertrekantens nederste stjerne, Altair i Ørnen, sig horisonten. Mellem Ørnen og Svanen ses Pilen og Delfinen, som trods deres beskedne størrelse alligevel er nemme at genkende. Mod øst varsler de to vinterstjernebilleder Tyren og Orion om, at den kolde årstid står for døren.
Med sin beliggenhed på himlens Ækvator kan Orion ses fra hele Jorden – polerne inklusive. Himlens Ækvator går tværs gennem Orion, idet den øverste af de tre bæltestjerner, Mintaka, har en deklination på ÷0°18’. Fra Nordpolen kan man således kun se Orions hoved og overkrop, og fra Sydpolen kun hans underkrop og ben.
Himlen set fra henholdsvis Nordpolen og Sydpolen. Læg mærke til Lille Bjørns halespids, som befinder sig lodret over hovedet, når man står på Nordpolen. På den sydlige halvkugle findes der ikke en tilsvarende klar stjerne til markering af himlens Sydpol. På begge kort befinder Orion sig nederst.
Det blev før nævnt, at Karlsvognen ændrer udseende på grund af stjernernes egen-bevægelse, og at den vil være mere eller mindre uigenkendelig om 100000 år. Det samme er tilfældet for Orion, men det går meget langsommere. Det skyldes, at stjernerne i Karlsvognen ligger forholdsvis tæt på Solen, medens Orions ligger meget længere væk. Den nærmeste er Betelgeuze, og som det fremgår af nedenstående kort, er det da også den, som hurtigst ændrer position.
Orion i dag og om ½ million år. Bemærk at Tyrens to klareste stjerner, Aldebaran og Elnath (b Tau), har flyttet sig så meget, at de blander sig med Orions stjerner, fordi de ligger endnu tættere på Solen end Betelgeuze.
Tilsynekomsten af Orion varsler samtidig, at det ved at være tid til at observere den årligt tilbagevendende meteorsværm Orioniderne, som har maksimum natten mellem den 21. og 22. oktober. Det bemærkelsesværdige ved Orioniderne er, at ophavskometen er Halleys komet, hvis bane krydser Jordens bane to gange årligt. Eta Aquariderne i begyndelsen af maj og Orioniderne i oktober er således to sider af samme sag.
Banen for Halleys Komet og dens efterladte is- og støvpartikler gennem det indre solsystem.
Orioniderne ses bedst, når Orion står højt mod syd omkring kl. 05. Meteorerne udstråler fra radianten, som ligger i den røde cirkel.
ZHR ligger normalt på omkring 20, så der er tale om en af de moderate sværme. Eftersom Orioniderne bedst ses efter midnat, er forholdene optimale i år, idet Månen er i første kvarter og går ned kort tid før kl. 22 den 21. oktober.
Orioniderne bevæger sig meget hurtigt. Støvpartiklerne rammer Jordens atmosfære med en hastighed på omkring 66 kilometer i sekundet, hvilket betyder, at de brænder op og fordamper fuldstændig i løbet af ganske få sekunder. En særlig karakteristisk egenskab ved Orioniderne er, at der ofte forekommer en efterglød, som bliver stående på himlen i et stykke tid efter, at selve meteoret er forsvundet. Såfremt der er overskyet på maksimums-natten, er der ikke grund til at fortvivle. I natten før og efter maksimum er raten ofte næsten lige så høj som under selve maksimum.
Radianten er det sted på himlen, hvorfra meteorerne synes at udstråle. For Orionidernes vedkommende befinder den sig i den øverste del af Orion i nærheden af den trækølle, som den mytologiske jæger holder hævet over hovedet. Området befinder sig under horisonten ved mørkets frembrud og står op omkring kl. 22. Radianten behøver imidlertid ikke at befinde sig over horisonten, for at man kan se meteorerne. Hvis radianten for en meteorsværm befinder sig under horisonten, vil man se meteorerne bevæge sig opad fra horisonten, og netop dette forbavser mange, for normalt forventer man, at en meteor bevæger sig nedad. Af og til vil man ligeledes se en sporadisk meteor bevæge sig opad. Der vil kun være tale om et meget begrænset antal, der optræder på denne måde, jvf. beregningsgrundlaget for ZHR. Det lave antal skyldes især, at Jordens atmosfære absorberer en stor del af lyset tæt på horisonten, så kun de allerklareste – dvs. ildkuglerne – er synlige.
I de tidlige morgentimer før solopgang behøver man ikke et stjernekort for at finde planeten Venus. Det er blot at se mod øst, hvor Venus med en lysstyrke på mag. ÷4,7 viser sig over horisonten kort tid efter kl. 03. Det er mere end fire timer før Solen, så den klare planet når at komme højt op på en mørk himmel, før daggryet sætter ind. Venus indleder oktober 7° vest for Løvens klareste stjerne, Regulus, og dens hurtige bevægelse fører den frem til en position 2¼° syd for Regulus den 10. oktober. Samme morgen står det smalle segl på den aftagende måne 5° over Regulus.
Venus bane gennem Løven i oktober.
Undervejs passerer Venus den 6. oktober den samme position blandt stjernerne, som den havde den 16. juli. Venus var i nedre konjunktion den 13. august, og som det fremgik af omtalen af stjernehimlen i juli, har Venus tilsyneladende et sløjfeformet baneforløb i forbindelse med nedre konjunktion. Denne særlige banebevægelse er naturligvis ikke en reel bevægelse, men skyldes ændringen af synsretningen fra Jorden, medens de to planeter kredser omkring Solen. Det svarer i store træk til den retrograde og sløjfeformede bevægelse, de ydre planeter har omkring oppositionen. For de indre planeter, Merkur og Venus, gælder blot, at det foregår i forbindelse med nedre konjunktion.
Venus’ baneforløb i månederne omkring nedre konjunktion i 2023. Den røde linje er Ekliptika.
Teleskopbillederne er vidt forskellige. For det første befinder Venus sig på henholdsvis aftenhimlen og morgenhimlen, så Solen står henholdsvis til højre og venstre for planeten. Derudover var afstanden mellem Jorden og Venus den 16. juli 58 millioner kilometer, og Venus var 19% belyst med en udstrækning på 43”. Den 6. oktober er afstanden næsten 30 millioner kilometer større, nemlig 85 millioner kilometer. Udstrækningen er 30” og belysningsgraden 41%.
Som nævnt er en planets retrograde bevægelse en illusion forårsaget af det faktum, at planeterne kredser om Solen med forskellige afstande og hastigheder. Det er nemmest at forestille sig dette for de ydre planeter, hvor Mars kan tages som eksempel. Jorden kredser om Solen på 365 døgn, medens Mars bruger 687. Jorden bevæger sig således hurtigere og har en kortere vej for at fuldføre et kredsløb, så på et tidspunkt “indhenter” den Mars og passerer forbi den. En analogi er at overhale en langsommere kørende bil på motorvejen. Under forbikørslen ser den langsommere bil ud til at bevæge sig baglæns i forhold til én selv og det bagvedliggende landskab. På samme vis ser Mars ud til at bevæge sig baglæns i forhold til baggrundsstjernerne, medens Jorden passerer forbi. Når overhalingen er overstået, forsvinder den baglæns eller retrograde bevægelse igen.
Retrograd bevægelse, ydre planet.
Det samme gælder for de indre planeter Venus og Merkur. Deres retrograde bevægelse opstår, fordi de kredser hurtigere om Solen end Jorden, så i dette tilfælde er det dem, som overhaler Jorden, og det sker i forbindelse med deres nedre konjunktion, dvs. når de befinder sig mellem Jorden og Solen. Det er derfor umiddelbart langt sværere at observere, idet det foregår, medens de set fra Jorden står i nærheden af Solen, dvs. så tæt på Solen, at kun et fåtal af de klareste baggrundsstjerner kan ses. Derudover foregår den første del af den retrograde bevægelse på aftenhimlen og den sidste del på morgenhimlen, og ind imellem er planeterne ikke synlige i den tid, hvor de står i samme retning som Solen.
Ved 1 befinder Venus (eller Merkur) sig på aftenhimlen og er ved at nærme sig Solen. Den overhaler Jorden indenom og ser ud til at bevæge sig baglæns (retrogradt) i forhold til baggrundsstjernerne. Ved 2 kan Venus ikke ses, fordi den står i samme retning som Solen. I position 3 er Venus kommet om på morgenhimlen og fjerner sig så hurtigt fra Solen, at den fortsætter med at bevæge sig retrogradt, indtil den atter påbegynder den normale prograde bevægelse.
I løbet af oktober når Venus næsten hele vejen gennem Løven, idet grænsen til Jomfruen passeres den 3. november. Gennem et teleskop kan man se, at Venus den 1. oktober har en udstrækning på 32” og er 37% belyst. Ved månedens udgang er udstrækningen svundet til 22”, medens belysningsgraden er steget til 54%. I mellemtiden har Venus således passeret største elongation (den 23. oktober) hvor den er halvt belyst. Denne morgen står Venus op næsten 4½ time før solopgang. To dage senere passerer Venus den opstigende knude, hvilket nærmere bestemt vil sige, at den krydser Ekliptika i nordgående retning og resten af året står højere end Ekliptika.
Venus på morgenhimlen de sidste 4 måneder i 2023. Som det fremgår, fjernede den sig hurtigt fra Solen i september. De bedste betingelser med Venus højt på himlen er i oktober og november, inden den i løbet af december igen nærmer sig Solen. Øvre konjunktion finder dog først sted 4. juni 2024, men hele foråret vil planeten stå forholdsvist lavt på morgenhimlen før solopgang.
Venus’ retrograde bevægelse og banesløjfe i Krebsen og Løven i 2023 kommer ikke helt uventet. Venus gentager nemlig med regelmæssige mellemrum sin optræden blandt stjernerne. Venus’ synodiske periode (den tid der går, fra Venus set fra Jorden står i samme retning som Solen, eller tiden fra nedre eller øvre konjunktion til næste nedre eller øvre konjunktion) er 584 dage. Med ganske få dages afvigelse svarer 5 synodiske venusomløb til 8 jordiske år. Det betyder, at Venus’ stilling og banebevægelse på stjernebaggrunden gennemløber en 8 års regelmæssig cyklus, hvorunder den gennemfører 5 fulde omløb. I løbet af de 8 år sker der en forskydning på ca. 2½ dag, (Venus’ synodiske omløb er på 583,9 dage, medens Jordens er på 365,26) men afvigelsen er så lille, at man hver 8. år oplever Venus under stort set samme betingelser.
Tabellen her fra Journal of the British Astronomical Association over de seneste 40 nedre konjunktioner tydeliggør regelmæssigheden.
Venus’s seneste 6 nedre konjunktioner. Bemærk ligheden mellem 2015 og 2023. Banesløjfens lille forskydning mod vest skyldes de 2½ dages forskel på omløbsperioderne. Herefter gentages forløbet igen med næste nedre konjunktion i Fiskene i marts 2025, derefter i Jomfruen i oktober 2026, osv.
Konjunktionen i 2025 foregår samtidig under det specielle forhold, at Venus i en kort periode på nogle dage kan ses på både aften- og morgenhimlen samme dag. Se nærmere herom under omtalen af Stjernehimlen i marts 2017.
Med en helt klar himmel og en fri horisont mod øst er det muligt at se Merkur, inden den forsvinder i morgengryet på vej mod øvre konjunktion, som finder sted den 20. oktober. Den 1. oktober står Merkur op 1½ time før Solen, så den når at komme så meget fri af horisonten, at den med en lysstyrke på mag. ÷1,2 kan ses under den bagerste del af Løven. I løbet af de kommende morgener kommer Merkur hurtigt for tæt på Solen til fortsat at kunne ses på trods af at dens stigende lysstyrke.
Morgenhimlen den 1. oktober 50 minutter før solopgang. Merkur står præcist mod øst.
Saturn er kommet et pænt stykke op på himlen mod sydøst efter mørkets frembrud, og det er nemt at identificere planeten, for den befinder sig i et område mellem Stenbukken og Vandmanden, hvor der kun er få forholdsvis svage stjerner. Saturns lysstyrke på mag. 0,5 gør den således til det klareste objekt på den del af himlen. I løbet af aftenen følger Saturn himlens omdrejning mod vest, og midt på måneden står den lige mod syd kl. 22.
Saturn er ikke indtegnet på dette kort. I oktober befinder den sig indenfor det gule kvadrat, så det eneste man skal gøre, er at finde det klareste objekt her, som ikke er på kortet.
Saturn kan ses med det blotte øje, men den største oplevelse får man, når den betragtes gennem et teleskop, og de fleste vil aldrig glemme første gang, det fandt sted. Det mest bemærkelsesværdige, og som alle kan huske synet af, er Saturn ringe. De kan ses med en så lav forstørrelse som omkring 25×, og med 100× er det et betagende syn. Med en sådan forstørrelse er det visuelle syn ganske vist langt fra de farverige billeder, man kan se i bøger, tidsskrifter og på internettet, idet denne forstørrelse kun viser Saturn som en meget lille skive, som dog adskiller sig tydeligt fra alle andre planeter.
Nogenlunde sådan ser Saturn ud med 100× forstørrelse gennem et teleskop med et widevinkelokular. Den lille prik til højre er Saturns største måne Titan.
Illustrationen er dog ikke helt retfærdig, for visuelt kan man faktisk godt under gode atmosfæriske forhold skelne den markante mørke Cassinis deling, som ligger omtrent midt i ringen. Med et stort teleskop er det endda muligt at se den smallere Enckes deling. I øjeblikket er dette dog vanskeligt, idet vi nærmer os det det tidspunkt, hvor ringplanet ses lige fra kanten. Det sker i marts 2025, og her i 2023 ses ringene under en synsvinkel på mindre end 10°, hvilket skal sammenligned med den maksimale hældning på 26°. Ringenes diameter er næsten 300000 kilometer, hvilket i Saturns afstand her oktober giver en synsvinkel på 41”. Imidlertid er deres tykkelse kun ganske få kilometer, så når de ses fra kanten, bliver de stort set usynlige.
Saturn har mange måner, og en lille håndfuld af dem kan ses gennem et selv et beskedent teleskop. Den største af månerne er også den nemmeste at se, nemlig Titan, som er større end Merkur og har en lysstyrke på mag. 8,5. Den bruger 16 døgn til en tur omkring Saturn og kan derfor følges under to omkredsninger i løbet af en måned. Tre af de øvrige nogenlunde lettilgængelige er Thetys, Dione og Rhea på mag. 10, som ligger tættere på Saturn end Titan.
Neptun kan ses det meste af natten. Den befinder sig i Fiskene, og på ovenstående kort over Vandmanden skal man rette sit teleskop mod den blå firkant til venstre. Det er nemlig nødvendigt at anvende et teleskop eller en prismekikkert, for med en lysstyrke på mag. 7,8 er Neptun ikke synlig for det blotte øje. Neptun ligger under den karakteristiske asterisme, som udgør den vestlige del af Fiskene, og planeten findes nemmest ved hjælp af tre stjerner på mellem mag. 5 og 6, som ligger på linje 5° under asterismen. Den vestligste af disse stjerner er 20 Psc, hvis afstand fra Neptun er en månediameter i begyndelsen af oktober. Neptun bevæger sig retrogradt og øger således afstanden til 20 Psc ganske lidt i løbet af måneden.
Neptun ved pilen. Bemnærk den svage stjerne umiddelbart under pilen. Det er HIP 117112 på mag. 7,3. Neptun passerer 6’ over den midt på måneden.
Jupiter nærmer sig oppositionen, som finder sted den 2. november. Sidst i oktober har den store gasplanet således en tilsyneladende diameter på 49,5” og en lysstyrke på mag. ÷2,9. Det er 0,1 størrelsesklasse mere end i begyndelsen af måneden og en forøgelse af diamete-ren på 1,7”. Der er dog der næppe mange, som bemærker hverken størrelsesforøgelsen eller stigningen i lysstyrke på den i forvejen lysstærke planet. Hvis man derimod sammenligner med, hvordan Jupiter så ud for et halvt års tid siden, da Jupiter var i konjunktion og befandt sig på den modsatte side af Solen og dermed omkring 300 millioner kilometer længere væk, er der en tydelig forskel.
Jupiter den 11. april og 3. november 2023. Diameteren er henholdsvis 33,1” og 49,5”.
Under konjunktionen den 11. april var afstanden mellem Jorden og Jupiter 891 millioner kilometer. Jupiter kunne ikke ses på dette tidspunkt, idet vinkelafstanden til Solen kun var 1°. Ud fra størrelsen og afstanden er lysstyrken beregnet til mag. ÷2,0. Under den kommende opposition er afstanden 596 millioner kilometer og lysstyrken mag. ÷2,95.
Den store skive på næsten 50” gør det muligt at se mange detaljer, især hvis de atmosfæriske forhold er ideelle. Et overfladisk blik viser tydeligt de to mørke ækvatoriale bælter, og ligeledes kan den store røde plet ses, når den befinder sig på den side, som vender mod Jorden, og eftersom Jupiter kun bruger 10 timer til en rotation om sin akse, vil det stort set sige mindst en gang i løbet af natten.
Endnu nemmere er det at se de fire store måner, som kredser omkring Jupiter med perioder fra 1½ døgn til 17 døgn. Også månernes skygge på Jupiters skytoppe er forholdsvis nemme at se. Månerne bevæger sig så regelmæssigt omkring planeten, at de forskellige begivenheder kan beregnes lang tid i forvejen.
Jupiter befinder sig i Vædderen. Det samme gør Uranus, som ligger midtvejs mellem Jupiter og den velkendte åbne stjernehob Plejaderne (Syvstjernen) i Tyren. Medens det blot er at rette blikket mod himlen for at finde Jupiter, kræver det lidt mere omhu for at finde Uranus, idet planetens lysstyrke på mag. 5,7 er så svag, at den kun kan ses med det blotte øje under helt ideelle betingelser med en mørk himmel langt fra kunstige lyskilder. Uranus er nem et finde med en prismekikkert, hvor den dog ikke kan skelnes fra en stjerne. Kun med et godt teleskop er det muligt at se dens lille svagt blålige skive på 4”.
Det første af de to nedenstående kort er centreret på grænsen mellem Tyren og Vædderen med Plejaderne øverst til venstre og Jupiter nederst til højre. Uranus befinder sig ud for den lille pil. Den klareste stjerne i umiddelbar nærhed af Uranus er d Arietis på mag. 4,3. Uranus bevæger sig retrogradt som optakt til dens opposition i næsten måned. Positionen på kortet gælder for midt på måneden.
Området mellem Tyren og Vædderen.
Detaljeret kort med en bredde på 6° – svarende til synsfeltet i en prismekikkert. Bemærk at opsøgningen af Uranus lettes af, at planeten bevæger sig ind mellem to stjerner på 7. størrelsesklasse midt på måneden.
Der forekommer en ringformet solformørkelse den 14. oktober. Den kan ikke ses fra danske breddegrader, men 2 uger senere – lørdag den 28. oktober – kommer muligheden for at se en partiel måneformørkelse. Det bliver ganske vist en lille formørkelse, hvor en temmelig begrænset del af Månen bliver ramt af Jordens skygge.
Den penumbrale fase begynder kl. 20:01. Denne del af formørkelsen er stort set usynlig, og først kort tid før den partielle fase begynder kl. 21:35 kan man se en svag dæmpning af belysningen på Månens sydlige del. Herefter kryber skyggen ganske langsomt ind over Månen, indtil den maksimale formørkelse kl. 22:14. Den partielle fase er slut kl. 22:52.
Under maksimal formørkelse når skyggen ikke helt op til det prominente krater Tycho.
De næste tre måneformørkelser synlige fra Danmark: mandag den 25. marts 2024, onsdag den 18. september 2024 og fredag den 14. marts 2025 er ligeledes partielle, og de indtræffer alle efter midnat og i de tidlige morgentimer. Først søndag den 7. september 2025 kommer der en total måneformørkelse – med den totale fase mellem kl. 19:33 og 20:51.
Månens aktuelle fase kan ses her.