Stjernehimlen i august 2017
De lyse nætter begyndte på danske breddegrader omkring den 5. maj og slutter igen omkring den 8. august. Der er dog stor forskel på begyndelses- og sluttidspunktet afhængigt af, hvor i landet man bor. Se mere herom under omtalen af stjernehimlen i maj. Nærmere bestemt forekommer de lyse nætter, når det astronomiske tusmørke varer hele natten, dvs. når Solen ved midnat er mindre end 18° under horisonten. I starten af august begynder det således igen at blive mørkt om natten, men i praksis er der naturligvis en vis overgangsperiode, hvor der kun er mørkt lige omkring midnat. Bemærk at midnat i denne forbindelse skal forstås som astronomisk midnat, som falder én time senere end borgerlig midnat på grund af sommertiden.
Et af de mørke augustnætters tydeligste stjernemønster er Sommertrekanten, som ikke er et officielt stjernebillede, idet den består af de tre klareste stjerner i henholdsvis Lyren, Svanen og Ørnen. Oprindelsen til navnet Sommertrekanten blev beskrevet under omtalen af stjernehimlen i juli. I august bliver der så mørkt, at de mange svagere stjerner, som omgiver Vega, Deneb og Altair, også bliver synlige.
Sommertrekanten. Den klareste del af Mælkevejen på den nordlige halvkugle ligger i området mellem Svanen og Ørnen.
Lyren er det mindste af Sommertrekantens tre stjernebilleder, men den indeholder alligevel et bemærkelsesværdigt stort antal interessante objekter. Med en placering et godt stykke nord for himlens Ækvator er Lyren synlig fra stort set alle beboede egne på Jorden, og selv om konstellationen er cirkumpolar, ses den bedst om efteråret her fra den nordlige halvkugle.
Lyren.
Hovedstjernen Vega har størrelsesklasse 0,0 og bliver kun overgået af Sirius, Canopus, Alfa Centauri og Arcturus. Vega befinder sig 26 lysår fra Solen og er således en af vores nærmeste naboer. Den er 52 gange så lysstærk som Solen, og i 1983 opdagede IRAS, The InfraRed Astronomical Satellite, kolde skyer omkring Vega, hvilket kunne tyde på planetdannende materiale i sin første fase. Vega er tydelig blå, og farven kan på grund af lysstyrken ses med det blotte øje.
Epsilon, som ligger tæt ved Vega, er en berømt firdobbelt stjerne, den såkaldte dobbelt-dobbelt. Skarpsynede kan adskille de to hovedkomponenter med det blotte øje, fordi adskillelsen er på 208″, og fordi komponenterne har nogenlunde samme lysstyrke, nemlig mag. 4,7 og mag. 5,1. Et lille teleskop vil afsløre, at hver af de to komponenter igen er dobbelte. Den virkelige afstand mellem de to hovedkomponenter er omkring 1/5 lysår, og afstanden til systemet er omkring 180 lysår. Alle fire stjerner er varme og hvide.
En prismekikkert er nok til at opløse en anden dobbeltstjerne, Delta, hvor den ene komponent er rød og den anden hvid. Også Zeta er dobbelt, med en adskillelse på 44″, så her skal bruges et lille teleskop for at adskille de to komponenter på henholdsvis mag. 4,3 og mag. 5,9.
Der findes også to variable i Lyren. Beta, eller Sheliak, er en formørkelsesvariabel og en prototype for sin klasse. Den adskiller sig fra Algol, idet de to komponenter er næsten ens og kun befinder sig i en indbyrdes afstand på 35 millioner kilometer. De må derfor være trukket ud i ægfacon, og lystyrkevariationen har skiftevis dybe og svage minima. Maximumslysstyrken er på mag. 3.3, og det svageste minima er på mag. 4,3 med en periode på 13 døgn. Den nærliggende Gamma med en lystyrke på mag. 3,25 fungerer som en glimrende sammenligningsstjerne. Den anden variable er den røde halvregulære R Lyra, som varierer mellem mag. 4 og 5, med en periode på omkring 46 døgn. Her er den nærmeste sammenligningsstjerne Eta med en magnitude på 4,4.
Den berømte Ringtåge, M 57, befinder sig mellem Beta og Gamma. Ringtågen blev opdaget i 1779 gennem et 3 tommers teleskop, og gennem et mindre teleskop ses den som en grålig røgring, medens der skal anvendes et væsentligt større teleskop for at kunne se centralstjernen.
På ovenstående skitse af Sommertrekanten kan man se det lille stjernebillede Pilen i trekantens nederste del. Det lille stjernebillede kan lige netop være indenfor synsfeltet på en prismekikkert, hvilket giver mulighed for at sammenligne stjernernes lysstyrker og farver. To af stjernerne langs Pilens skaft, δ og γ er røde kæmper, medens pilespidsen η er en orange kæmpe. De to stjerner, som repræsenterer fjerene i Pilen, α og β, er gule kæmper. Hvis kikkerten indstilles lidt ud af focus, bliver lyset spredt ud, så farverne ses tydeligere.
Pilen og dens nærmeste omgivelser.
Pilen viser vej til to interessante objekter, der befinder sig i det svage nabostjernebillede Ræven, der blev ’opfundet’ i 1687 af den polske astronom Johannes Hevelius, der tegnede det som en ræv, der bærer en gås i gabet.
Ræven er en lille uanseelig konstellation, som dog kom i astronomernes fokus og nåede nyhedsspalterne i 1967, da den unge engelske astronomistuderende Jocelyn Bell opdagede den første pulsar i netop dette stjernebillede.
Ræven har et areal, der gør den til nr. 55 i størrelse af de i alt 88 stjernebilleder, og den har kun ét Messierobjekt, M27 eller Håndvægttågen. Eftersom Ræven befinder sig i et af Mælkevejens stjernerige områder, ses Håndvægttågen omgivet af så mange stjerner, at den næsten forekommer at være tredimensionel.
Normalt er der ingen problemer med at finde Håndvægttågen, fordi den har en samlet lysstyrke på mag. 7,4 og samtidig er forholdsvis stor i udstrækning. Den måler 8′ × 6′, hvilket er omkring ¼ af Månens tilsyneladende størrelse.
Håndvægttågen.
M27 tilhører en særlig gruppe objekter kaldet planetariske tåger. Dette navn kan synes misvisende, idet de intet har med planeter eller planetdannelse at gøre. Navnet stammer fra William Herschel, der som bekendt opdagede Uranus den 13. marts 1781. Denne opdagelse skaffede ham straks berømmelse, og den efterfølgende velstand betød, at han kunne bruge al sin tid på at konstruere teleskoper og observere nattehimlen. I sin beskrivelse af M27 noterede han, at dens grønne farve og runde form mindede om Uranus ved dennes opdagelse. Han indførte derfor benævnelsen planetarisk tåge for disse objekter.
Ved afslutningen af sin livscyklus vil en stjerne med masse omtrent som Solens svulme op til en rød kæmpe mange gange den oprindelige diameter. Herefter begynder den endelige og afsluttende fase, hvor der dannes kulstof og ilt i stjernens centrum, hvorefter dens energikilde ophører med at tilføre nyt brændstof, og stjernen vil falde sammen. Efter kort tid bliver kollapset efterfulgt af et udadrettet tilbageslag, som kaster op mod halvdelen af stjernens oprindelige masse ud i det omgivende rum. Det er denne proces, som danner en planetarisk tåge med resterne af stjernen som en hvid dværg i centrum af den udkastede gasskal. Om 5 milliarder år vil Solen gennemgå samme fase som stjernen, der skabte M27, og den vil på lignende vis ende som en hvid dværg.
Det andet interessante objekt i Ræven er The Coathanger, dvs. Bøjlen, der også er kendt som Brocchi’s Cluster og mere formelt som Collinder 399. Det er et næsten overraskende syn, hvis man tilfældigvis får den i synsfeltet på en lille kikkert. Udseendet svarer ganske godt til navnet på denne lille samling stjerner, der er synlig for det blotte øje. Hoben blev omtalt allerede af den persiske astronom Al Sufi i 964, og tre af stjernerne har endda senere fået Flamsteed numre.
Pilen og The Coathanger.
Oprindelig blev The Coathanger betragtet som en stjernehob, men stjernerne hører ikke sammen, hvilket er en påmindelse om de store vanskeligheder, astronomerne havde i undersøgelsen af stjernehobe. Grupperingen er helt tilfældig, og stjernernes afstand fra Solen ligger mellem 200 og 1100 lysår. Desuden bevæger stjernerne sig ikke i samme retning. En af de vanskeligste opgaver i forbindelse med undersøgelsen af stjernehobe er at afgøre, hvilke stjerner der tilhører hoben, og hvilke der er forgrunds- eller baggrundsstjerner. Den eneste måde at undersøge dette er gennem udmålinger af afstand og bevægelse. Hipparcos satellitten, som i 1990’erne havde til opgave at foretage nøjagtige parallaksemålinger, afklarede til sidst spørgsmålet.
Når de mørke nætter vender tilbage i august, slår det aldrig fejl, at de bliver budt velkommen af et himmelsk festfyrværkeri. Det drejer sig naturligvis om meteorsvær-men Perseiderne, som har maksimum natten mellem lørdag den 12. og søndag den 13. Perseiderne er typisk hurtige og lysstærke og udstråler som navnet antyder fra stjernebilledet Perseus. Meteorerne viser sig dog overalt på himlen, men en Perseide kan kendes ved, at sporet kan føres tilbage til Perseus, og netop Perseiderne efterlader ofte et spor, som bliver stående i flere sekunder. Man kan begynde at se efter Perseiderne, så snart der bliver mørkt nok, dvs. ved 22:30 tiden.
Perseiderne. De tre klareste stjerner på billedet er Vega, Altair og Deneb i Sommertrekanten.
I 2017 er observationsforholdene desværre ikke helt gunstige, idet der er fuldmåne den 7., og som optakt til næste måneds høstmåne bliver dens opgang fra aften til aften kun forsinket i begrænset grad. Under Perseidernes maksimum den 12. står Månen op omkring kl. 23, og selv om den på dette tidspunkt er aftaget til næsten halv, vil dens lys genere en del, efterhånden som den kommer højere på himlen. Mange af meteorerne er dog så kraftige, at selv Månens lys ikke er stærkt nok til at overstråle dem. Som med de fleste andre meteorsværme har Perseiderne tendens til at stige i antal efter midnat, og typisk forekommer de fleste i timerne umiddelbart før daggry. Perseiderne kan ses i adskillige dage på hver side af maksimum, men dog ikke så talrige som under selve maksimum, hvor ZHR ofte kommer op på 60-80.
Perseidernes ophavskomet er Komet Swift-Tuttle 1862 (109P/Swift Tuttle), der som navnet antyder blev opdaget i 1862. Kometen var derfor ukendt, da man begyndte at interessere sig for meteorsværme i første halvdel af 1800-tallet, ligesom man heller ikke var klar over, at de i det hele taget stammede fra kometer.
Interessen var opstået, fordi der den 12. november 1799 blev observeret et usædvanligt stort antal meteorer. Interessen for astronomi var på den tid på et højt stade, men alligevel beskæftigede astronomerne sig ikke særlig meget med meteorer, fordi de blev anset for atmosfæriske fænomener i lighed med f.eks. tordenvejr. Selv om meteorsværmen i 1799 vakte opsigt, foranledigede det dog ikke astronomerne til en nærmere undersøgelse af dens oprindelse.
Det hele ændrede sig natten mellem den 12. og 13. november 1833. Denne nat viste der sig atter et meget stort antal meteorer, og ret hurtigt blev det klart, at de alle syntes at udstråle fra det samme punkt i stjernebilledet Løven.
Leoniderne i 1833. To gamle amerikanske træsnit.
Den amerikanske astronom Denison Olmsted samlede så mange oplysninger som muligt om begivenheden, og i januar 1834 kunne han offentliggøre sine resultater. For det første bemærkede han, at meteorstormen havde været ret kortvarig, idet den ikke var blevet set i Europa og heller ikke i den vestlige del af USA. Da Olmsted tilmed fik oplyst, at et unormalt stort antal meteorer også var set året forinden, kom han frem til, at meteorerne måtte stamme fra en sky af partikler i rummet. Selv om han ikke kunne give en rimelig forklaring på en sådan støvsky, førte teorien frem til et mere seriøst studie af meteorsværme i almindelighed. Bl.a. blev historiske kilder undersøgt for at finde ud af, om der tidligere var blevet rapporteret om meteorsværme fra Løven.
Tre år senere blev interessen forstærket. En boghandlermedhjælper på Yale University, Edward Claudius Herrick, bemærkede på vej hjem fra arbejde om aftenen den 9. august et usædvanligt stort antal meteorer, som syntes at udstråle fra stjernebilledet Perseus, og da Denison Olmsted ofte besøgte boghandelen, blev han hurtigt opmærksom på iagttagelsen. På dette tidspunkt var han stadig i gang med at undersøge meteorsværmen fra Løven. Ingen havde interesseret sig nævneværdigt for meteorsværme før. Nu kendte man en i november. Skulle der mon også være en i august?
Nærmere undersøgelse viste, at Herrick ikke var den første, som havde bemærket forøget aktivitet i august. Efter meteorstormen i november 1833 havde adskillige astronomer rapporteret om en lignende men væsentligt mindre meteorstorm i august de følgende år, og faktisk viste det sig, at en engelsk landmandsalmanak i mange år havde skrevet om augustmeteorerne. De første iagttagere af Perseiderne er således anonyme. De tidligste optegnelser om Perseidernes aktivitet blev fundet i kinesiske annaler, hvor det fortælles, at i år 36 fløj mere end 100 meteorer hid og did om morgenen. Talrige henvisninger optræder ligeledes i japanske og koreanske skrifter fra det 8.-11. århundrede.
Perseiderne går også under navnet Sankt Laurentius’ Tårer, fordi de optræder omkring helgenens dødsdag den 10. august. Sankt Laurentius var ifølge traditionen en kristen martyr, der døde i år 258. Legenden om ham blev nedskrevet omkring år 500 og beretter, at han som diakon i Rom blev beordret til at udlevere de kristnes skatte til kejseren, hvorefter han mødte op med en skare fattige og syge. Han led martyrdøden og blev stegt levende på en rist. Ifølge overleveringen bad han om at blive vendt om, da han havde ligget på risten et stykke tid, idet han sagde at ”stegen har fået nok på denne side”. Hans grav har siden 300 tallet været genstand for helgenkult, og den kirke, der siden byggedes over den, San Lorenzo fuori le mura, er en af Roms syv valfartskirker. I Norden var han i Middelalderen en meget populær helgen. Lunds Domkirke omtales allerede i 1085 som indviet til Vor Frue og Sankt Laurentius, der på folkesproget blev til Lars.
På trods af betegnelsen meteorsværm eller meteorstorm er der ingen fare forbundet med at stå under åben himmel og betragte stjerneskuddene. Partiklerne er på størrelse med sandkorn, og de brænder fuldstændig op i Jordens atmosfære. Der er aldrig fundet meteoritter, som stammer fra 109P/Swiftt-Tuttle. Desuden er meteorsværmens tæthed langt fra så stor, som man umiddelbart skulle tro. Den relative hastighed i forhold til Jorden er omkring 60 kilometer i sekundet, hvilket betyder, at to partikler, som rammer Jorden med ét minuts mellemrum, i virkeligheden befandt sig i en afstand af 3600 kilometer fra hinanden.
Uden for Jordens beskyttende atmosfære er risikoen lidt større. Satellitter og rumsonder vil uundgåeligt blive ramt på et eller andet tidspunkt. F.eks. opdagede teknikerne for nylig, at rumsonden Lunar Reconnaissance Orbiter blev ramt af en mikrometeoride tilbage i 2014. Selve begivenheden skete upåagtet, og den blev kun opdaget ved et tilfælde, da nogle af de tre år gamle arkiverede optagelser tilfældigvis blev fundet frem.
LROs kamera opbygger billederne med en linje ad gangen, og en optagelse fra 14. oktober 2014 kl. 21:18:48 UT viste sig at have et kortvarigt zigzag mønster, som tyder på, at kameraet har rystet en lille bitte smule i ca. ét sekund. Beregningerne viser, at en partikel på omkring 1/1000 gram ramte kameraets kølekappe og gav anledning til den lille rystelse. Ingen af sondens sensorer havde registreret noget unormalt det pågældende tidspunkt, så selve rumsonden har ikke rystet.
Optagelsen fra LROs kredsløb nr. 23986 omkring Månen. Scanningen begynder normalt, men afbrydes af et zigzagmønster omkring 10 pixels bredt for derefter igen at være normal. LRO befandt sig i en højde af 1834 km over Månens bagside nordvest for Mare Orientale.
Lunar Reconnaissance Orbiter har kredset omkring Månen siden 2009, og sondens mange optagelser kan udforskes nærmere i et interaktivt månekort, som bl.a. viser de seks Apollo-landingssteder i så stor detalje, at fodspor og efterladte instrumenter kan skelnes.
Udover Perseiderne er der naturligvis meget andet at se på i august. De lyse nætter er overstået, og nattehimlens mange stjerner bliver igen synlige, især når Månen ikke er fremme, og selv om planeterne ikke ligefrem dominerer, er der trods alt et par stykker at holde øje med.
Jupiter nærmer sig konjunktion med Solen og går i begyndelsen af august ned omkring kl. 23 og ved månedens afslutning et par timer tidligere. Den befinder sig lavt på vesthimlen efter solnedgang, men med en lystyrke på mag. ÷1,9 bliver den alligevel synlig, medens det fortsat er tusmørke. Det kniber lidt mere med Spica, Jomfruens klareste stjerne på mag. 1, som ved månedens begyndelse står 8° til venstre for Jupiter. Jupiter bevæger sig mod øst og halverer afstanden til Spica i løbet af måneden. Det er fortsat muligt at se Jupiters store skive på 34” og de fire store måner gennem et teleskop, men på grund af den lave højde og den korte synlighedsperiode er der ikke lang tid til rådighed, og det stort set umuligt at se detaljer. Helt umuligt er det at se to nyopdagede måner, som bringer det totale antal kendte jupitermåner op på 69.
S/2016 J 1 blev opdaget af astronomen Scott Sheppard den 8. marts 2016 ved hjælp af 6,5 meter Magellan-Baade spejlteleskopet på Las Campanas Observatory i Chile. Månens størrelse anslås til mellem 1 og 2 kilometer i diameter, og den kredser omkring Jupiter på 1,65 år i en stærkt elliptisk bane med en gennemsnitsafstand af 20,6 millioner kilometer.
Den anden nyopdagede måne, S/2017 J 1, blev ligeledes fundet af Scott Sheppard – denne gang med 4 meter Victor Blanco spejlteleskopet på Cerro Tololo i Chile. Også denne månes bane er meget elliptisk. Gennemsnitsafstanden er omkring 23½ million kilometer, og omløbstiden er 2,01 år. Størrelsen anslås også her til 1-2 kilometer.
De to øverste billeder fra 3. marts 2016 viser, S/2016 J 1’s bevægelse i forhold til baggrundsstjernerne. De to nederste er tilsvarende af S/2017 J 1 og er optaget den 23. marts 2017.
Som det er tilfældet med størstedelen af Jupiters mange små måner har de to nye retrograd baneomløb, dvs. de kredser omkring Jupiter i modsatte retning af planetens rotation, og deres baneplan hælder meget i forhold til Jupiters baneplan om Solen. Formodentlig er der tale om asteroider, som på et tidspunkt er blevet indfanget af Jupiters store tyngdekraft.
Antallet på 69 måner skal dog ses i lyset af, at 46 af dem blev fundet under en intensiv eftersøgning mellem 2000 og 2003, og at 11 af dem blev observeret så få gange, at deres baner ikke kendes med sikkerhed. Indtil de bliver genopdaget, anses de for at være gået tabt.
Saturn står mod syd ved mørkets frembrud. Ringplaneten har en lysstyrke på mag. 0.3, og den nærmeste stjerne af sammenlignelig størrelse er Antares, som med mag. 1 står 13° længere mod vest. Det er således et område med kun få lysstærke stjerner, hvilket yderligere forstærkes af områdets lave declination. Under kulminationen kommer Saturn kun godt 12° over horizonten, hvilket gør det vanskeligt hvis ikke umuligt at se detaljer på den 17,4” store skive og i det 40” brede ringsystem. Langt bedre observationsforhold har Cassini-sonden, som har kredset omkring Saturn siden 2004, men nu er det ved at være slut. Missionen afsluttes i september, idet Cassini i øjeblikket er i gang med en række manøvrer, som ender med at sonden brænder op i Saturns atmosfære.
Saturn, Cassini.
Neptun kommer i opposition i begyndelsen af september, men da afstanden til Solsystemets yderste planet er omkring 4½ milliard kilometer, er der ingen væsentlig forskel i hverken lysstyrke eller størrelse i adskillige måneder før og efter oppositionen. Neptun kan ikke ses med det blotte øje. Den har en lysstyrke på mag. 7.8, hvilket som minimum kræver en god prismekikkert og et godt søgekort. Den 1. august befinder Neptun sig 2° øst for λ (Lambda) Aquarii, som har en lystyrke på mag. 4. I nærheden ses yderligere nogle forholdsvis klare stjerner. 78 Aqr, 81 Aqr og 82 Aqr har mag. 6, medens 83 Aqr har mag. 5. Neptun bevæger sig retrogradt og slutter måneden knap 1,3° fra λ. Planeten afslører sig således ved sin bevægelse, som ganske vist er meget langsom, og derfor kun kan ses efter forløbet af nogle dage.
Neptuns bane fra 1. til 31. august. Bemærk at Neptun står på linje med 81 og 82 i begyndelsen af måneden. Kortet dækker omkring 4° × 4°.
Senere på natten står Uranus op. Den befinder sig i Fiskene og står i begyndelsen af måneden op omkring kl. 23:15 og et par timer tidligere ved månedens afslutning. Uranus har en lysstyrke på mag. 5,8 og er således væsentligt nemmere at finde end Neptun. Det er imidlertid bedst at vente, indtil sidst på natten, hvor planeten står højt på himlen i sydlig retning. Her kan den findes omkring 1° nord for ο (Omikron) Psc på mag. 4.
Himlen mod syd omkring kl. 03 midt i august.
Vanskelighederne forbundet med at finde Uranus og Neptun er ikke-eksisterende for Venus’ vedkommende. Venus er ”morgenstjerne” og står op omkring 2½ time før Solen. Med en lysstyrke på mag. ÷4 kan det faktisk slet ikke undgås, at man får øje på den på østhimlen inden daggry. Venus befinder sig i Tvillingerne og bevæger sig hurtigt gennem stjernebilledet og ind i Krebsen, som nås den 25. På månedens sidste morgen passerer Venus 1° fra den åbne stjernehob M44, som også går under navnet Præsepe eller Krybben. M44 står for lavt på himlen til at kunne ses med det blotte øje, men en prismekikkert eller et lille teleskop er tilstrækkelig til at se de klareste af dens omkring 1000 stjerner. Gennem teleskopet kan man ved samme lejlighed konstatere, at Venus har samme udseende som Månen nogle dage efter fuldmåne. Dens skive har en udstrækning end 12” og er ca. ¾ belyst.
Der indtræffer en partiel måneformørkelse den 7. august. Formørkelsen begynder teknisk set med den penumbrale fase kl. 17:48, men normalt bemærker man først noget, når kerneskyggen rammer Månen, hvilket sker kl. 19:22. På dette tidspunkt er Månen imidlertid ikke stået op i Danmark, hvilket heller ikke er tilfældet under maksimal formørkelse kl. 20:20, hvor skyggen dækker ¼ af Månens diameter. På Fyn står Månen op kl. 20:59, hvilket kun giver ganske få minutter til rådighed, idet formørkelsen slutter kl. 21:18. Længere mod øst står Månen tidligere op, så med en god portion held og en helt fri horisont kan man se, at et meget lille stykke af den nederste del af Månen synes at mangle.
Måneformørkelsen den 7. august 2017.
Samme held skal der til for at se en lille bitte del af en total solformørkelse 14 dage senere. Selv om formørkelsen den 21. august kun maksimalt varer 2 minutter og 42 sekunder, har den fået meget stor presseomtale, idet totalitetszonen går tværs over USA. Man får næsten et indtryk af, at USA er hele verden.
Formørkelsens forløb.
Totalitetszonen begynder i Stillehavet, og går som nævnt tværs over USA, inden den slutter i Atlanterhavet. Den partielle del af formørkelsen er synlig i et meget større område, inklusive den nordvestlige del af Jylland. I resten af Danmark går Solen ned, inden formørkelsen begynder. Det bedste sted er vestkysten fra Hanstholm til Hvide Sande, som f.eks. på ydermolen i Hanstholm, hvor Månen tager en meget lille bid af Solens nederste del ganske få minutter før solnedgang, som finder sted kl. 20:51. Et tilsvarende kort som nedenstående kan findes på Google Maps, hvis man befinder sig andetsteds end i Hanstholm. Bemærk at tiderne er angivet i UT.
Formørkelsens forløb i Hanstholm.
Man har selvsagt et frit syn til horisonten ud over havet. Refraktionen, dvs. afbøjningen af lyset i den nederste del af Jordens atmosfære samt andre lysbrydningsfænomener og atmosfæriske forhold, vil få stor betydning for, hvor meget Solens udseende vil blive påvirket.
Solnedgang i Hanstholm den 21. august 2017.
Månens aktuelle udseende kan ses på denne side hos US Naval Observatory.