Stjernehimlen i oktober 2020
Les Très Riches Heures du duc de Berry, Octobre.
Den mest bemærkelsesværdige forudsigelige astronomiske begivenhed i denne måned er marsoppositionen midt på måneden. Med forudsigelig tages der højde for, at der kan ske en uforudsigelig begivenhed. F.eks. fik den røde kæmpe Betelgeuze i stjernebilledet Orion stor opmærksomhed i pressen i begyndelsen af indeværende år, fordi dens lysstyrke helt uventet faldt så meget, at det kunne ses med det blotte øje af enhver, der blot havde et minimalt kendskab til, hvordan Orion normalt ser ud. Det er ganske vist ikke unormalt, at Betelgeuze til tider er lidt svagere, for det er en uregelmæssig variabel stjerne, som varierer mellem mag. ≈0,3 og mag. ≈1. På sit højeste ligger lysstyrken på samme niveau som den blå kæmpe Rigel på mag. 0,2 i Orions nederste højre hjørne og på sit mindste som den røde kæmpe i Aldebaran på mag. 0,9 i det nærliggende stjernebillede Tyren.
Denne gang var lysstyrkefaldet imidlertid væsentligt mere markant end tidligere set. Midt i januar 2020 var Betelgeuzes lysstyrke faldet til mag. 1,5. Det satte gang i spekulationer over, om den røde kæmpestjerne snart ville kollapse under sin egen vægt og eksplodere som en supernova. En nedgang i lysstyrken er nemlig et af de første tegn på, at en supernova kan være på vej. I den fase vil stjernen blive koldere og udsende mindre lys.
Supernovaen er dog foreløbig blevet aflyst, fordi Betelgeuze i løbet af foråret vendte tilbage til sin normale lystyrke, og der blev ikke registreret ændringer i temperaturen. Midt i februar blev Betelgeuzes overfladetemperatur målt til 3325°C, hvilket, svarer til en tilsvarende måling fra 2004. Temperaturen kan kun måles med en usikkerhed på ±50°-100°, og hvis Betelgeuze havde været på vej til at eksplodere, ville der være en væsentligt større ændring. I stedet konkluderede astronomerne, at Betelgeuze har udkastet en støvsky, som har dækket for lyset.
Det er ikke usædvanligt, at røde kæmper som Betelgeuse udsender sådanne støvskyer. Det er en normal del af deres livscyklus, at materiale fra deres overflade udkastes og samler sig rundt om stjernen som udbredte støvringe. Når Betelgeuze på et tidspunkt inden for formodentlig en million år bliver til en supernova, indgår støvet sammen med det alt det udkastede materiale fra eksplosionen i det store kosmiske kredsløb, og på et tidspunkt er det med til at danne nye stjerner og planeter.
Orion. Normal udseende til venstre, og til højre som stjernebilledet så ud i begyndelsen af 2020.
Betelgeuze er ikke synlig i sommermånederne, fordi Solen befinder sig i samme område. Nu er efteråret så langt fremskreden, at Orion kan ses i sin fulde udstrækning ved 2-tiden om morgenen i begyndelsen af oktober.
Stjernekortet herover viser himlen kl. 02. den 1. oktober. På dette tidspunkt kan man direkte mod syd se en meget klar rød ’stjerne’, som overgår alle de øvrige i lysstyrke. Som det fremgår, er der tale om planeten Mars, der som nævnt i indledningen kommer i opposition i denne måned.
Bortset fra Jorden er Mars formodentlig den mest berømte planet i Solsystemet. Ganske vist er den ikke nær så bemærkelsesværdig som Jupiter med sine fire store måner og Saturn med sit udbredte ringsystem. Enhver kan gennem selv et beskedent teleskop ikke undgå at bemærke disse to planeters iøjnefaldende udseende, medens Mars for det meste blot ses som en lille skive uden særlige kendetegn.
Det er især indenfor de seneste omkring 150 år, at opmærksomheden er blevet henledt på Mars. I 1877 rapporterede den italienske astronom Giovanni Schiaparelli, at han havde opdaget, at planetens overflade var gennemkrydset af mørke aftegninger, som lignede et netværk af forbundne linjer. Schiaparelli kaldte linjerne canali, hvilket på italiensk betyder kanaler eller riller. Schiaparelli benyttede også et andet italiensk ord, fiume (flod), så det er tydeligt, at han mente naturlige formationer. Schiaparelli blev imidlertid misforstået, og canali blev fejloversat til det engelske canal, og sjældent har en fejloversættelse skabt større postyr, for straks troede nogle, at det måtte være ensbetydende med kunstige vandveje frembragt af intelligente marsbeboere.
Typisk kort med marskanaler tegnet af Schiaparelli.
Schiaparelli gav på intet tidspunkt udtryk for, at kanalerne skulle være kunstige, men alligevel bredte ideen om intelligensvæsener på Mars sig som en steppebrand. Ideen blev især vedligeholdt af den amerikanske rigmand Percival Lowell, som besluttede at dedikere sit liv og sine penge til udforskning af Mars. I 1894 opførte han et privat observatorium på en bjergtop ved Flagstaff i Arizona og ansatte en række dygtige astronomer og assistenter. Sammen med Lowell kortlagde de under marsoppositionen i 1894 langt flere kanaler, end nogen observatør tidligere havde iagttaget.
Var marskanalerne naturlige vandløb omgivet af vegetation, eller var der tale om kunstige kanaler bygget af en avanceret civilisation for at lede vand fra polarområderne til de udtørrede ørkener langs ækvator? Debatten fortsatte i mange år, og science-fiction forfatterne havde kronede dage. En af de første, som beskrev marsboerne som ondsindede monstre, var H.G. Wells, som i 1897 skrev bogen Klodernes Kamp. I romanen blev der en nat omkring år 1900 observeres et stort stjerneskud over London. Astronomerne var overbeviste om, at der var faldet et meteor, men snart viste det sig at være en metalcylin-der med levende væsener indeni. Væsenerne spredte død og ødelæggelse omkring sig, og intet kunne stoppe dem. I 1938 blev Klodernes Kamp sendt som et hørespil i radioen. Det var skuespilleren Orson Welles, som stod for produktionen, og udsendelsen var lavet så realistisk, at tusindvis af lyttere over hele USA gik i panik, fordi de troede, at der var tale om en nyhedsudsendelse.
Debatten om marskanalerne blev faktisk først endegyldigt afsluttet i 1965. I sommeren dette år passerede NASAs Mariner 4 tæt forbi Mars og optog 22 billeder, som blev transmitteret tilbage til Jorden. Billederne viste en stærkt kraterdækket overflade, meget lig Månen, og da Mariner 4 samtidig sendte data tilbage, som viste, at marsatmosfæren er meget koldere og tyndere end forventet, syntes alle forhåbninger om liv på Mars at være bristet.
Et af de 22 billeder optaget af Mariner 4 i juli 1965.
Mariner 4 var den første vellykkede marsmission. Forud for den havde der været seks mislykkede, og indtil videre har der været i alt 57, hvoraf knap halvdelen er lykkedes. For nuværende er der fem nye på vej med forventet ankomst til Mars i begyndelsen af 2021. De mange vellykkede, både omkredsende sonder og landinger på marsoverfladen, har vist, at der ikke er nogen vegetation og ingen marsboere. Mars er en død klode, og kanalerne var optiske bedrag. De ubemandede missioner har imidlertid også vist, at der tidligere har været vand på Mars, og at det stadig findes i frossen tilstand under overfladen. I dag er interessen for Mars derfor større end nogensinde, og storstilede planer om bemandede missioner har vind i sejlene. Hvis Elon Musk skal bestemme, går der kun få år, før de første astronauter går på Mars, medens NASA er noget mere forsigtige og sætter en tidshorisont på adskillige årtier.
Det tidligere viste stjernekort gælder for 1. oktober. Denne nat står fuldmånen ligesom Mars i Fiskene, men den røde planet kan til trods herfor tydeligt ses, fordi den på dette tidspunkt har en lysstyrke på mag. ÷2,5. Mars står op kort tid efter solnedgang, dvs. inden tusmørket er helt slut. Et par timer senere er den kommet så højt op på himlen, at man kan drage nytte af den meget gunstige opposition. Ganske vist var Mars tættere på Jorden under forrige opposition i 2018, hvor afstanden var 58 millioner kilometer. Under denne opposition er afstanden 5 millioner kilometer mere, men til gengæld stod Mars i 2018 kun 9° over horisonten, medens den denne gang vil stå i en højde af 40°. Det betyder, at lyset skal passere gennem en kortere del af Jordens atmosfære, så set fra danske breddegrader er dette års opposition langt mere gunstig end den i 2018.
Under en opposition befinder Jorden og Mars sig på samme side i deres baner omkring Solen, og de to planeter opnår den korteste afstand til hinanden. Da marsbanen imidlertid er meget elliptisk, er det ikke alle oppositioner, som er lige gunstige. Den elliptiske bane, i hvilken Mars bevæger sig, medfører at Mars i perihel (solnære punkt) kommer så tæt på Solen som 206,5 millioner kilometer, medens det fjerneste punkt, aphel, ligger i en afstand af 249,1 millioner kilometer. Jordens bane er også elliptisk, men er dog langt mere cirkelformet end Mars’ idet forskellen mellem perihel og aphel kun udgør 5 millioner kilometer. Når oppositionerne falder på samme tidspunkt som Mars’ perihel, kan afstanden mellem Jorden og Mars komme helt ned på ca. 56 millioner kilometer, medens en opposition nær aphel vil medføre en afstand på lidt over 100 millioner kilometer. Da oppositionerne indtræffer med et større interval end et marsår, vil de blive forskudt rundt langs marsbanen, således at de gunstige oppositioner nær perihel indtræffer med 15 eller 17 års mellemrum. De kommende seks oppositioner bliver alle med større afstand til Mars end her i 2020. Næste gang Mars kommer tættere på, bliver først i september 2035.
Marsoppositioner 2012-2025. De indsatte billeder af Mars i øverste venstre hjørne viser, hvor stor forskel der er på Mars’ tilsyneladende diameter under en gunstig og en ugunstig opposition.
Det ligger sådan, at marsbanens orientering i Solsystemet medfører, at dens position ved perihel i øjeblikket ligger ved 336° på Ekliptika, hvilket man på stjernekortet ser, befinder sig i Vandmanden. Jorden passerer dette punkt sidst i august, og som man hurtigt kan regne ud, vil disse gunstige oppositioner, hvor marsskiven opnår en tilsyneladende maximumdiameter i nærheden af 25″, finde sted når planeten befinder sig et godt stykke syd for himlens ækvator og derfor ikke kommer særlig højt over horizonten set fra nordlige breddegrader.
Det modsatte er tilfældet ved apheloppositionerne, som finder sted i februar. På dette tidspunkt befinder Mars sig i Løven, altså højt over horizonten og dermed under langt bedre observationsbetingelser. Til gengæld er afstanden mellem Jorden og Mars meget større, så Mars’ tilsyneladende diameter bliver ikke mere end ca. 14″. Under konjunktionen, dvs. når Mars står på den modsatte side af Solen, kan afstanden mellem den og Jorden komme helt op på 401 millioner kilometer. I en sådan afstand ses Mars’ skive kun under en vinkel på ca. 3½”.
Mars’ varierende størrelse set fra Jorden.
Selv om oppositionen først finder sted den 13. oktober, er afstanden mellem Mars og Jorden på grund af marsbanens ellipseform mindst den 6. oktober. Afstanden er på dette tidspunkt 62.069.571 kilometer, og Mars’ lysstyrke er steget til mag. ÷2,6. Marsskiven ses under en vinkel på 22,6”, og når oppositionen finder sted en uge senere, er afstanden kun blevet en anelse større, så man skal se meget godt efter for at bemærke, at marsskivens tilsyneladende diameter er svundet til 22,4”. Lysstyrken vil ligge på mag. ÷2,6 mellem 5. og 16. oktober, og det er kun 0,2 størrelsesklasse mindre end i 2018.
Faktisk har Mars været klarere end himlens klareste stjerne, Sirius i Store Hund, siden midt i august, og først den 20. november overstråler Sirius med sin mag. ÷1,46 igen Mars. Mars overstråler endda Jupiter, hvis lystyrke i løbet af oktober aftager fra mag. ÷2,4 til mag. ÷2,2. Jupiter går dog tidligt ned i oktober og kan kun ses lavt på himlen mod sydvest indtil et par timer efter solnedgang. Derudover befinder Mars sig i Fiskene, som er et relativt stjernefattigt område uden klare stjerner. Den nærmeste stjerne af 1. størrelsesklasse er den røde kæmpe Aldebaran i Tyren, som ligger 50° fra Mars, så både lysstyrken og især den udprægede røde farve vil tiltrække opmærksomheden for enhver, som blot kaster et tilfældigt blik på himlen.
Marsoppositioner indtræffer gennemsnitlig med 2 år og 2 måneders mellemrum. Det meste af denne tid er Mars for langt væk og for lille til at man kan se de skiftevis mørke og lyse overfladetræk, medmindre man råder over avanceret udstyr. Normalt er betingelserne kun gode par måneder omkring oppositionerne og naturligvis specielt i forbindelse med de gunstige oppositioner. Da Schiaparelli ”opdagede” marskanalerne i 1877, var det netop under en særlig gunstig opposition, og det var ligeledes under samme opposition i august 1877, at Asaph Hall opdagede Mars’ to små måner ved hjælp af 26 tommers refraktoren på US Naval Observatory. Til sammenligning var Schiaparellis teleskop 8,05 tommer.
Jorden roterer som bekendt omkring sin akse på 24 timer. I virkelighedens tager det kun 23 timer og 56 minutter i forhold til retningen mod stjernerne, men vi indretter jo vores tid efter Solen, og da Jorden i løbet af et døgn bevæger sig 1° længere frem i sin bane, mangler denne ene grad, før et bestemt sted på jordoverfladen igen vender mod Solen, og det tager 4 minutter at dreje en grad. Bemærk at værdierne 1° og 4 minutter er afrundede værdier. Sammenspillet mellem Jordens rotation omkring sin akse og dens kredsløb om Solen er langt mere kompliceret, bl.a. fordi Jorden ikke bevæger sig med samme hastighed hele tiden pga. den ellipseformede bane. Desuden tager det ikke nøjagtigt et år, dvs. 365 døgn, for en omkredsning af Solen, men derimod 365,2422 døgn. Ligeledes kommer den ikke 1° længere frem i sin bane pr. døgn, idet det gennemsnitligt drejer sig om 0,9856°.
Mars bruger 24 timer og 36 minutter til en rotation om sin akse. Det er således næsten samme hastighed som Jorden, og det indebærer da også, at såfremt man iagttager Mars gennem et teleskop på samme tidspunkt hver nat, vil Mars vende næsten samme side ned mod Jorden. Men dog kun næsten, for Mars synes at have roteret baglæns i forhold til aftenen i forvejen.
Mars på samme tidspunkt tre aftener i træk. Den røde cirkel er det område af Mars, som vender direkte ned mod Jorden det pågældende tidspunkt.
I løbet af natten bringer rotationen nye områder af Mars frem på den side, som vender ned mod Jorden. Et par af de lettest genkendelige er den mørke Syrtis Major og det lyse Hellas, og dette nyttige interaktive kort viser, hvilken side af Mars man kan se på et givet tidspunkt. De mørke og lyse områder samt polarkappen kan ses i et godt teleskop med en forstørrelse på 100× – medmindre Mars bliver indhyllet i en global støvstorm, som det var tilfældet op til og under oppositionen i 2018. Det var denne storm, som betød endeligt farvel til marsroveren Opportunity, hvis solpaneler blev dækket af så meget støv, at de ikke længere kunne forsyne roverens instrumenter med tilstrækkelig energi.
Udover Mars har Solsystemet 7 andre store planeter, heri inkluderet Jorden. Bortset fra en enkelt kan de alle ses i oktober. Undtagelsen er Merkur, som opnår størst østlig elongation den 1. oktober. Vinkelafstanden til Solen på 25,8° er årets største, så umiddelbart skulle man tro, at Merkur vil være nem at finde i tusmørket på aftenhimlen. Det ligger imidlertid sådan, at Ekliptika ligger meget fladt mod horisonten om aftenen i efterårsmånederne, og da Merkur den 1. oktober yderligere befinder sig 3° under Ekliptika, står den kun 1½° over horisonten ved solnedgang og går ned mindre end et kvarter efter Solen. Den kan således ikke ses fra danske breddegrader, medens det syd for Ækvator vil være årets bedste mulighed.
Merkur den 1. oktober ved solnedgang. Den skrå linje er Ekliptika. Bemærk at Solens størrelse er overdrevet.
Næste planet i rækkefølge regnet fra Solen er Venus. I begyndelsen af oktober står den op 4 timer før Solen, dvs. ved 03:20 tiden. Hvis man har en fri horisont i østlig retning, bliver Venus med sin lysstyrke på mag. ÷4,1 synlig allerede få minutter efter opgangen. Det kniber lidt mere med at se Løvens klareste stjerne Regulus, som med en lysstyrke på mag. 1,5 befinder sig godt 2° under Venus. Venus bevæger sig hurtigt blandt baggrundsstjer-nerne, så de følgende to morgener bliver afstanden mindre, og den er mindst den 3., hvor Venus har passeret Regulus og står 10’ lavere. Det svarer til ⅓ af Månens diameter, og apropos Månen står det tynde segl på den aftagende måne 3° til venstre for Venus om morgenen den 14. oktober.
Jorden er den næste i rækken. Den og Venus kaldes nogle gange søsterplaneter, fordi de begge er klippeplaneter med en fast overflade, og desuden er de næsten lige store. Det er dog også den eneste lighed, for temperaturen på Venus’ overflade ligger i gennemsnit på omkring 460°C, og atmosfæretrykket er 92 gange højere end på Jorden. Det svarer til det tryk, man finder 900 meter under havets overflade. Atmosfæren består af 96% kuldioxid, og i den øverste del ligger et lag af svovlsyreskyer, som fuldstændig indhyller planeten og gør det umuligt at se dens overflade udefra. Vi kan ikke umiddelbart se Jorden på lang afstand som et astronomisk objekt, men som nedenstående billede viser, kan det alligevel lade sig gøre. Billedet er optaget af The High Resolution Imaging Science Experiment (HiRISE) kamera på NASA’s Mars Reconnaissance Orbiter den 20. november 2016. Afstanden til Jorden og Månen var på optagelsestidspunktet 205 millioner kilometer.
Den rødlige aftegning i midten ved terminatoren er Australien.
Jupiter bliver synlig en times tid efter solnedgang. Dens lysstyrke bliver normalt kun overgået af Venus og Månen, men som nævnt under omtalen af Mars, indtager den kun 4. pladsen i denne måned. Set gennem et teleskop overgår den dog Mars, for med en tilsyneladende størrelse på 40”, spænder den over næsten den dobbelte diameter.
Sammenligning mellem den tilsyneladende størrelse på Mars, Jupiter og Saturn midt i oktober.
Jupiters størrelse svinder ganske lidt i løbet af måneden på grund af den forøgede afstand til Jorden, men ikke mere end at de to mørke skybælter langs planetens ækvator tydeligt kan ses i selv et beskedent teleskop. Når Jupiter står højest på himlen mod syd, kan nogle af de svagere skybælter og den store røde plet også ses, når der er gode observations-forhold. Det samme er naturligvis gældende for de fire store måner, som endda kun kræver et instrument med beskeden forstørrelse. Desværre går Jupiter tidligt ned, så der er kun få timer til rådighed, når man vil følge, hvordan månerne i løbet af kort tid skifter indbyrdes position i forhold til hinanden, medens de kredser om planeten. Ved månedens udgang kulminerer Jupiter allerede omkring kl. 17 og går ned godt 3½ time senere.
Saturn står tæt på Jupiter. Kun 7° skiller de to planeter og afstanden bliver tilmed formindsket med 2° i løbet af måneden. Det skyldes, at begge planeter har overstået deres oppositionssløjfe og bevæger sig mod øst, men da Jupiter har mest fart på, indhenter den gradvist den langsommere Saturn.
Jupiters og Saturns bevægelse i oktober. Som det ses, står de lavt på himlen i Skytten, men den østgående bevægelse fører dem i de kommende år op på højere deklinationer, så observationsforholdene fra danske breddegrader bliver væsentligt forbedret.
Uranus når lige netop at komme i opposition i denne måned, idet den står modsat Solen den 31. oktober. Uheldigvis er der fuldmåne netop denne dag, og da den stærktlysende måne befinder sig kun 5° fra Uranus, kan det være svært at se planeten på mag. 5,7. Uranus kan naturligvis ses hele måneden, blot ikke med det blotte øje, men en almindelig prismekikkert er tilstrækkelig. Det er dog ikke muligt at se den lille skive, som kun spænder over 4”. Hertil kræves en væsentligt højere forstørrelse. Uranus befinder sig i et forholdsvist stjernefattigt område i Vædderen. Den nærmeste klare stjerne er 29 Ari på mag. 6. Uranus befinder sig 1,2° vest for 29 Ari, og da den bevæger sig retrogradt, er afstanden forøget til 2,3° under oppositionen. Et detaljeret kort over området kan ses under omtalen af stjernehimlen i september.
Fuldmånen den 31. er for øvrigt 2. gang, der er fuldmåne i oktober, idet der også var fuldmåne den 1. oktober. Dette er dog ikke usædvanligt, idet der gennemsnitlig er 29½ døgn mellem hver fuldmåne, og da oktober har 31 dage, er der rigeligt med dage til rådighed for en hel cyklus. Senest der var to fuldmåner i samme måned var i marts 2018. I USA kaldes den 2. fuldmåne i en måned for Blue Moon. Samme tradition har vi ikke i Danmark med at navngive de forskellige fuldmåner. Når amerikanerne bruger udtrykket Once in blue moon som betegnelse for noget, som sker meget sjældent, er det en mild overdrivelse. Der er to fuldmåner i samme måned med ca. 30 måneders mellemrum.
Et forhold som formodentlig undgår den populære presse er, at fuldmånen den 31. oktober falder samtidig med, at afstanden mellem Jorden og Månen er størst mulig. Fuldmånen vil derfor se mindre ud end normalt, men dette er ikke nær så interessant for den sensations-hungrende presse, som opfandt udtrykket Supermåne, hvilket ifølge pressen forekommer, når Månen er tættest på Jorden og derfor ser større ud end normalt. Første gang den undrende læserskare hørte om Supermånen var i 1979. Pressen havde fået nys om, at Månen ville komme særlig tæt på Jorden og derfor se meget stor ud, ja den blev endda betegnet som kæmpestor.
Afstanden mellem Månen og Jorden varierer mellem 406700 kilometer og 356400 kilometer, og Månens tilsyneladende størrelse varierer naturligvis i takt med at, afstanden bliver større eller mindre. Det drejer sig imidlertid kun om ganske få bueminutter, hvilket er så lidt, at man ikke bemærker nogen forskel. Derudover lyser den lidt mindre måne knap så meget, som når den er størst, men det drejer sig kun om ¼ størrelsesklasse, så også dette forbigår opmærksomheden, især fordi der jo går en måned mellem hver fuldmåne, og der går ½ år mellem supermåne og mikromåne. Da man naturligvis ikke kan se både den store og den lille måne samtidig, har man intet sammenligningsgrundlag.
Det præcise tidspunkt for fuldmånen er den 31. oktober kl. 15:51:29, og Månen befinder sig på dette tidspunkt i en afstand 405290 kilometer. Månen står op nogle minutter efter kl. 17, så prøv at se, om der er nogen forskel at spore. Faktisk vil man bemærke, at Månen ser større ud end normalt, men det skyldes en helt anden årsag, nemlig måneillusionen.
Supermåne vs. mikromåne.
Månen burde være omtalt sammen med Jorden og ikke mellem Uranus og Solsystemets yderste planet, som vi er nået til nu. Ligesom Uranus kan Neptun ikke ses med det blotte øje. Med en lysstyrke på mag. 5,7 ligger Uranus dog indenfor den teoretiske grænseværdi, men det kræver et godt syn, et godt kendskab til stjernehimlen og et helt mørkt observa-tionssted. For Neptuns vedkommende er det blotte øje helt udelukket, da den har en lysstyrke på mag. 7,8. Til gengæld er den godt placeret i forhold til baggrundsstjernerne, idet den i begyndelsen af oktober befinder sig midt mellem to stjerner af 6. størrelses-klasse i Vandmanden. Disse to stjerner ligger 1½° øst for φ Aqr på mag. 4. Et søgekort til området kan findes under omtalen af stjernehimlen i september, og nedenstående kort zoomer yderligere ind på området. De to pile viser Neptuns position den 1. og den 31. oktober, og da Neptun bevæger sig retrogradt, dvs. mod højre, kommer den godt ½° tættere på φ Aqr i løbet af måneden. Lysstyrken på mag. 7,8 ligger inden for grænsen for en god prismekikkert, men kun et teleskop med en forstørrelse på 150×-200× afslører den stjernelignende prik som en svagt blålig planet med en udstrækning på blot 2”.
Neptun i oktober 2020. Den svage stjerne på mag. 8,7 passeres den 19. oktober i en afstand på et par bueminutter.
Der blev tidligere kort omtalt to røde kæmper: Betelgeuze i Orion og Aldebaran i Tyren. De er begge så lysstærke, at de tilhører nattehimlens klareste stjerner, medens en tredje rød kæmpe i samme område af himlen ikke gør sig bemærket ved sin lysstyrke men af en helt anden grund. Denne røde kæmpe befinder sig i et stjernebillede, som ligeledes ikke gør sig særlig bemærket, og det til trods for, at det som himlens fjerdestørste stjernebillede spiller en vigtig rolle i det græske sagn om Andromeda og Perseus. Det drejer sig om søuhyret Cetus, som på dansk kendes under det mere fredelige navn Hvalen. Cetus blev visualiseret af grækerne som et hybridt væsen med store kæber, forben fra et landdyr og en skællet krop, der snoede sig som en søslange. Derfor er Cetus gengivet på de gamle stjernekort som et højst besynderligt væsen.
Cetus, Uranias Mirror 1824.
De seks mytologiske figurer i Andromedasagnet.
Selv om Hvalen således stammer helt tilbage fra de originale antikke 48 stjernebilleder, forblev en enkelt stjerne ubemærket. Årsagen hertil er, at den ikke altid er synlig for det blotte øje. Den blev først bemærket i 1596 af en elev af Tycho Brahe, den hollandske astronom David Fabricius, som troede, at der var tale om en nova. I 1603 kom den med i Beyers stjernekatalog, hvor den fik det græske bogstav ο (Omicron). Den første sikre iagttagelse af, at det var den samme stjerne, der varierede i lysstyrke, tilskrives friseren Johann Holwarda, der i 1638 bestemte pulsationens periode til 11 måneder. I 1662 gav den polske astronom Johannes Hevelius den det navn, den kendes under i dag, nemlig Mira – den vidunderlige.
Mira er prototypen på en gruppe langperiodiske røde kæmper, hvis periode varer omkring et år. I Miras tilfælde er perioden 332 dage, hvorunder den kan variere mellem mag. 2 og mag. 10. En lyskurve viser, at lysstyrken stiger hurtigt, medens det går langsommere mod minimum.
Miras lyskurve. De manglende data skyldes, at Solen på dette tidspunkt stod for tæt på området.
Mira-stjerner er røde kæmpestjerner, og variationen i lysstyrke skyldes pulsationer i stjernen, hvorved dens fysiske egenskaber såsom temperatur, farve, radius og lysstyrke ændrer sig. Mira-stjerner er typisk meget gamle; Mira selv angives til at være 9 milliarder år gammel. Den er således nær det tidspunkt, hvor brinten i dens centrum er opbrugt, og forbrændingen af helium skal til at starte. Mira vejer ca. det samme som Solen, men er 400 gange større, så den har en meget lav massefylde. Massen kan bestemmes, fordi Mira har en ledsagerstjerne – en hvid dværg – om end usikkerheden på massebestemmelsen er stor, fordi omløbstiden er meget lang og dermed usikker at bestemme. Temperaturen varierer mellem 2200 og 2800 grader celsius, så det er en meget kold stjerne. Farven er orange, og det påstås, at man kan se visuelt, at den bliver rødere omkring lysstyrkens minimum. Afstanden er lidt usikker. Nogle kilder siger ca. 300 lysår, medens andre siger omkring 420 lysår. Såfremt sidstnævnte er korrekt, ser vi lige nu det lys, stjernen udsendte omkring den tid, hvor David Fabricius for første gang observerede Mira i 1596.
Miras seneste maksimum var i december 2019, og det forventes, at næste maksimum forekommer omkring slutningen af september/begyndelsen af oktober 2020. I begyndelsen af oktober står Mira op omkring kl. 21. Den står tæt på himlens ækvator og står derfor op mod øst, men det er nødvendigt at vente nogle timer, indtil området er kommet højere op på himlen.
Mira er forholdsvis nem at finde med udgangspunkt i Fiskene. Fiskene ligger under Pegasusfirkanten og består af en lang række svage stjerner, som danner en trekant, hvis spids er α Psc, dvs. stjerne-billedets klareste stjerne. Mira befinder sig 7° syd for α Psc. Derudover kan Mars bruges som udgangspunkt, idet den står tæt på α Psc i oktober.
Lysstyrken kan bestemmes ved sammenligning med nogle af de omkringliggende stjerner. En prismekikkert er en stor hjælp, specielt når lysstyrken er lav. Hvor klar Mira bliver i 2020 er usikkert, idet maksimumslysstyrken varierer fra gang til gang. Der er registreret lysstyrker helt op til mag. 2, medens den andre gange har været så lav som mag. 5. Minimumslysstyrken varierer knap så meget og har historisk typisk ligget mellem mag. 8,6 og mag. 10. Under alle omstændigheder er Mira ikke synlig for det blotte øje i perioden omkring minimum.
Mira med omkringliggende sammenligningsstjerner. Numrene refererer til stjernernes lysstyrke uden decimalkomma.
Meteorsværmen Orioniderne har maksimum natten mellem den 20. og 21. oktober. Den tiltagende måne går ned inden radianten i den øverste del af Orion står op, hvilket betyder, at der er gode observationsbetingelser her i 2020. ZHR ligger normalt på omkring 20, men i lighed med alle andre meteorsværme gælder, at denne værdi kun forekommer under helt ideelle betingelser. Man må derfor altid forvente et væsentligt lavere antal meteorer. Orioniderne bevæger sig meget hurtigt. Støvpartiklerne rammer Jordens atmosfære med en hastighed på omkring 66 kilometer i sekundet, hvilket betyder, at de brænder op og fordamper fuldstændig i løbet af ganske få sekunder. En særlig karakteristisk egenskab ved Orioniderne er, at der ofte forekommer en efterglød, som bliver stående på himlen i et stykke tid efter, at selve meteoret er forsvundet.
Orionidernes ophavskomet er Halleys komet, som desuden også er ophavskomet til Eta Aquariderne i maj. Orionidernes radiant ligger i den nordlige del af Orion over den røde Betelgeuze og kommer således til syne omkring midnat, men det er bedst at vente endnu et par timer, til den er kommet højere op på himlen. Meteorerne forekommer over hele himlen, og de iagttages bedst, såfremt man ikke ser direkte mod radianten, fordi de da bevæger sig et længere stykke hen over himlen og dermed trækker et længere spor, end når de har retning direkte fra radianten til iagttageren. Såfremt der skulle være overskyet på maksimumsnatten, er der ikke grund til at fortvivle. I nætterne før og efter maksimum er raten ofte næsten lige så høj som under selve maksimum, idet Orioniderne er en bred sværm, som har forøget aktivitet i en uges tid omkring maksimum.
Orion kulminerer kl. 05 om morgenen midt i oktober. Orionidernes radiant står således højest på himlen på dette tidspunkt, hvilket dermed er det mest optimale tidspunkt til at iagttage meteorerne.
Husk at sommertiden slutter natten mellem lørdag den 24. og søndag den 25. Kl. 03 skal uret sættes én time tilbage til kl. 02.
Månens aktuelle fase fra time til time kan ses via dette link: