Stjernehimlen i juli 2021
Stjernehimlen ved astronomisk midnat den 16. juli 2021.
I begyndelsen af måneden er der kun nogle få stjerner på himlen i nordlig retning. Stjernerne er dog ikke forsvundet; de kan blot ikke ses på grund af de lyse nætter, for det er kun få dage siden midsommer, så nattemørket når ikke at sænke sig selv midt på natten. ’Midt på natten’ skal i denne forbindelse ikke forstås som borgerlig midnat, men derimod astronomisk midnat, som på grund af sommertiden først falder omkring kl. 01 lidt afhængigt af, hvor i landet man bor. Fra Bornholm til Esbjerg er der næsten ½ times forskel på, hvornår det er astronomisk midnat. Ovenstående kort viser himlens udseende lokal astronomisk midnat på Fyn, som den 16. juli er kl. 01:24.
I mangel af stjerner byder den lyse himmel imidlertid på et særligt fænomen, som kan ses i nordlig retning. Fænomenet er et særkende for Skandinavien og tilsvarende breddegrader som f.eks. Canada, England og Sibirien. Det drejer sig om lysende natskyer, som er Jordens højest beliggende skyer. Skyerne dannes, når vanddamp stiger op og krystalliserer omkring mikroskopiske partikler i en højde af mere end ca. 80 kilometer. Disse partikler stammer fra meteorider, som er brændt op ved mødet med Jordens atmosfære.
Sæsonen for lysende natskyer starter normalt så småt i slutningen af maj eller i begyndelsen af juni og varer ved i et par måneder med højsæson i ugerne omkring midsommer. Der er ikke lysende natskyer hver nat, og når de kan ses, er der ofte stor forskel på, hvor tydelige de er. Det bedste er derfor at holde øje med himlen, når vejrforholdene ser ud til at blive gunstige. NASA har flere satellitter, som er specielt beregnet til at holde øje med trykforhold, temperatur o.l. i Jordens øverste atmosfære, og disse målinger kan følges dagligt på Spaceweather.
Lysende natskyer fotograferet fra ISS den 13. juli 2012.
En anden årsag til de få stjerner er, at en stor del af nordhimlen på denne årstid har et tilsyneladende tomt område mellem Store Bjørn og Kusken. Området udgøres af stjernebillederne Giraffen og Lossen, hvis stjerner alle er så lyssvage, at de forsvinder på den lyse himmelbaggrund. Den eneste klare stjerne er Capella i Kusken, men når de lyse nætter sidst på måneden nærmer sig deres afslutning, begynder Perseus, Cassiopeia, Andromeda og Pegasus så småt at vise deres kontur på nordøsthimlen. I løbet af måneden kan man nemlig tydeligt se, hvordan der gradvist bliver mørkere og mørkere omkring astronomisk midnat. Vi skal dog hen til begyndelsen af august, før de lyse nætter officielt er slut på vore breddegrader.
Hvis man holder øje med stjernehimlen på samme tidspunkt hver nat, bemærker man hurtigt, hvordan dens udseende ændrer sig i løbet af en måned. Jorden bevæger sig en omgang om Solen i løbet af et år. Jordens bane er elliptisk, men excentriciteten er så lille, at banen næsten kan betragtes som cirkelformet. Afstanden mellem Jorden og Solen kaldes en astronomisk enhed og svarer til 149597870 kilometer. Ved at bruge formlen for en cirkels omkreds (2 × π × r) findes, at Jorden hvert år tilbagelægger en afstand på 940 millioner kilometer. Pr. dag bliver det til ca. 2,6 millioner kilometer og pr. time til ca. 107000 kilometer, svarende til 30 kilometer i sekundet. Denne enorme hastighed kan vi ikke mærke, men vi kan indirekte se den, for i takt med at vi bevæger os rundt om Solen, bliver synsretningen til stjernehimlen ændret. En cirkel inddeles i 360°, hvilket indebærer, at vi hvert døgn bevæger os ca. 1° frem i banen, og at synsretningen til stjernerne derfor ændres tilsvarende. I løbet af én måned bliver det til 30°, hvilket netop kan ses af f.eks. førnævnte Capella, hvis position er forskudt 30° mod øst, når den betragtes på samme tidspunkt af døgnet først og sidst i juli.
Jordens bane er som nævnt elliptisk, hvilket betyder, at afstanden til Solen varierer gennem året. Den er mindst i begyndelsen af januar og størst i begyndelsen af juli. Datoen er ikke præcis den samme hvert år, ligesom største- og mindsteafstanden også varierer på grund af påvirkningen af tyngdekraften fra Solsystemets øvrige planeter og især på grund af indflydelsen fra Månen. I år var Jorden tættest på Solen den 2. januar kl. 14:50, hvor afstanden var 147093163 kilometer, og største afstand er på 152100527 kilometer den 6. juli kl. 00:27.
Hundedagene varer fra 23. juli til 23. august – altså 30 dage – og hvis man skal tro de mange varsler, der har fulgt dagene lige siden oldtiden, er der i denne periode stor risiko for liv og levned. Hundedagenes navn knytter sig til Sirius, som ikke alene er den klareste stjerne i stjernebilledet Store Hund, men også den klareste stjerne på hele himlen. Da Sirius befinder sig i Store Hund, blev den kaldt Hundestjernen, og romerne kaldte dagene caniculares dies. De mente, at den kombinerede varme fra Sirius og Solen fik havene til at koge, vinen til at blive sur, hundene til at blive bidske og mennesker til at blive febersyge og hysteriske. Derfor prøvede de at mildne Sirius ved at ofre en hund, når Hundedagene begyndte. Hundedagene begyndte, når Solen gik ind i stjernebilledet Løven og derfor stod i nærheden af Sirius. Solen står ganske vist fortsat i samme område som Sirius på denne årstid – ja faktisk tættere på end i romertiden – fordi præcessionen har bevirket, at den i vore dage befinder sig mellem Tvillingerne og Krebsen den 23. juli.
Solens position den 23. juli.
Medens det således især er lysende natskyer, som tiltrækker opmærksomheden mod nord, har himlen i modsatte retning noget helt andet at byde på, nemlig Solsystemets to største planeter. Jupiter og Saturn står forholdsvis tæt sammen i henholdsvis Stenbukken og Vandmanden, og eftersom disse to stjernebilleder består af svage stjerner, er planeterne langt de klareste objekter på denne del af himlen. Højere på himlen og nærmere Zenith ses to klare stjerner, Vega i Lyren og Deneb i Svanen. Sammen med den ligeledes klare Altair i Ørnen danner de Sommertrekanten.
Inden Jupiter, Saturn og Sommertrekanten kan ses, er det et andet himmellegeme, som dominerer aftenhimlen umiddelbart efter solnedgang. Tæt på horisonten mod nordvest er planeten Venus synlig som en meget klart lysende ’stjerne’ på den lyse aftenhimmel. Langt svagere er planeten Mars, som den 1. juli står 7° til venstre for Venus. Venus har en lysstyrke på mag. ÷3.9, medens Mars’ ligger på mag. 1,8.
Aftenhimlen 1. juli en time efter solnedgang. Mars kan skimtes omtrent midt i billedet til venstre for Venus. Stjernen til venstre er Regulus i Løven, og de to stjerner til højre er Castor og Pollux i Tvillingerne.
Afstanden mellem Venus og Mars bliver mindre i de følgende par uger. Den 11. juli er den svundet til 1°, den 12. er afstanden 40’ og den 13. 35’. Mars passerer under Venus og står derfor lavere og går ned ved 23-tiden, så det gælder om at være ude så tidligt som muligt efter solnedgang. På grund af den lave højde kan Mars ikke ses med det blotte øje. En prismekikkert er derfor nødvendigt eller evt. et teleskop med en forstørrelse, som giver et synsfelt på mellem ¾° og 1°. Gennem teleskopet vil man se både Venus og Mars næsten fuldt belyst. De befinder sig begge to på den modsatte side af Solen i forhold til Jorden, så afstanden til dem er stor. Venus i en afstand på 214 millioner km er 89% belyst, og dens skive spænder over 11”. Til sammenligning er afstanden til Mars 372 millioner km, den spænder over 4” og er 98% belyst.
Indre Solsystem den 12. juli 2021.
Sammenligning mellem Mars og Venus, 12. juli 2021.
Som et ekstra incitament til at se efter de to planeter står det tynde segl på den tiltagende måne i samme område i aftenerne omkring planetkonjunktionen. Næste gang Venus og Mars passerer så tæt på hinanden, at de kan ses samtidig gennem et teleskop, er om morgenen den 22. februar 2024.
Som det fremgår af kortet over det indre Solsystem, står Merkur på den modsatte side af Solen i forhold til Venus og Mars. Set fra Jorden befinder den sig på morgenhimlen, hvor den har største vestlige elongation (vinkelafstand) fra Solen på 22° den 4. juli. Merkur står op denne morgen kl. 03:40, hvilket er én time før solopgang. Med en lysstyrke på mag. 0,5 er den vanskelig at se på den lyse morgenhimmel, så ligesom med Mars om aftenen er det en fordel at bruge en prismekikkert. Merkurs lysstyrke stiger hurtigt, og allerede den 8. er den mag. 0. Denne morgen står den meget tynde aftagende måne 3° over Merkur.
Merkur og Månen på morgenhimlen 8. juli tre kvarter før solopgang.
Saturn nærmer sig oppositionen, som finder sted den 2. august. I juli står den op kort tid før 23:30, og da opgangen finder sted omkring 4 minutter tidligere for hver aften, bliver der længere og længere tid til rådighed for at nærstudere dens imponerende ringsystem gennem et astronomisk teleskop. Ved månedens udgang står Saturn op umiddelbart efter solnedgang. Saturns skive har en diameter på 17”, og ringene spænder over 42”. I de lyse sommernætter vil det normalt ikke være problemer med at se Saturns største måne Titan, som i løbet af 16 døgn tager en tur rundt om ringplaneten. Titan har en lysstyrke på mag. 8,5. Saturns lysstyrke stiger i løbet af juli fra mag. 0,3 til mag 0,1. Den befinder sig i Stenbukken, hvor den klareste stjerne er mag. 2,8. Det betyder, at Saturn er lagt det klareste objekt på denne del af himlen.
I næsten samme himmelområde er der dog et endnu klarere objekt, idet den store gasplanet Jupiter på mag. ÷2,8 står 20° længere mod øst i Vandmanden. Jupiter kommer i opposition den 19. august og har ligesom Saturn påbegyndt oppositionssløjfen og den retrograde bevægelse. Den mere østlige position betyder, at Jupiter står senere op, nærmere bestemt nogle få minutter over midnat den 1. juli og kl. 22 på månedens sidste aften.
Jupiters og Saturns retrograde bevægelse i de tre måneder juli-september. Bevægelsen går mod højre.
Jupiter befinder længere mod øst på Ekliptikas opstigende del end Saturn, så den står højere på himlen. Når de to planeter kulminerer mod syd, er det for Saturns vedkommende i en højde på 16½° over horisonten, og for Jupiter er det 22½°. Denne højde har stor betydning for, hvor tydeligt man kan se detaljer på planeterne gennem et teleskop.
Jupiters skive har en diameter på 48”, hvilket betyder, at det på grund af den nogenlunde rimelige højde over horisonten er muligt at se i hvert fald de to mørke ækvatoriale skybælter, og sandsynligvis også nogle af de mindre tydelige længere fra planetens ækvator. Jupiter er over horisonten næsten 10 timer, og da den bruger samme antal timer til en rotation omkring sin akse, er der stor sandsynlighed for, at den store røde plet på et tidspunkt befinder sig på den side, som vender ned mod Jorden.
Et enkelt blik gennem selv et lille teleskop afslører med al tydelighed, at Jupiter er omgivet af fire store måner. Det er ikke altid, at man kan se alle fire på samme tid, for medens de kredser omkring Jupiter med forskellig hastighed, passerer de af og til bagved eller foran Jupiters skive. Månerne bevæger sig så regelmæssigt, at det på forhånd er muligt et beregne, hvordan de står på et givet tidspunkt, ligesom det også er muligt at beregne, hvornår den store røde plet er synlig.
Solsystemets to øvrige store planeter, Uranus og Neptun, befinder sig så langt fra Solen, at deres lysstyrker er ret beskedne. Uranus er under ekstremt gode forhold lige netop synlig for det blotte øje, men sådanne forhold forekommer ikke på vore breddegrader i sommermånederne. Endnu værre står det til med den mere lyssvage Neptun, der som minimum kræver en prismekikkert og et godt søgekort. Se mere herom under omtalen af stjernehimlen i juni 2021. I slutningen af juli begynder der så småt at blive mørkt omkring astronomisk midnat, og i de mørke augustnætter er forholdene igen vendt tilbage til det ønskværdige.
Link til Månens aktuelle fase.