Stjernehimlen i juni 2021
En spektakulær astronomisk begivenhed finder sted i denne måned: en ringformet solformørkelse over Kongeriget Danmark. Desværre drejer det sig om den del af Rigsfællesskabet, som ligger temmelig afsides helt oppe i nærheden af Nordpolen, nemlig den nordvestlige del af Grønland. Fra vores breddegrader kan vi se formørkelsen som partiel ved middagstid torsdag den 10. juni. Flere detaljer herom følger nederst på denne side.
Stjernehimlen ved astronomisk midnat midt i juni 2021.
Bortset fra hjælpelinjerne og navnene på stjernebillederne svarer stjernekortet nogenlunde til, hvordan man kan forvente, at himlen ser ud ved astronomisk midnat midt på måneden. Det samme gælder naturligvis også for stjernekortene, som findes under omtalen af årets øvrige måneder, men forskellen i denne måned er, at det kun gengiver de klareste stjerner, som danner konturerne af stjernebillederne. De svagere stjerner er fjernet, fordi de lyse nætter er på højdepunktet i juni, hvilket betyder, at hovedparten af de stjerner, som normalt er synlige for det blotte øje en mørk nat, er svagere end den lyse himmelbaggrund og derfor ikke kan ses.
Lidt afhængig af hvor på himlen man ser, vil der dog være mange svagere stjerner synlige mellem stjernebillederne. En god rettesnor er Alcor på mag. 4 ved siden af Mizar i knækket af vognstangen på Karlsvognen. Den befinder sig på denne tid af natten så højt på himlen, at området er tydeligt mørkere end mod nord, hvor genskæret fra Solen umiddelbart under horisonten er så kraftigt, så det i praksis kun er Capella i Kusken, som er lysstærk nok til at kunne ses uden besvær.
De lyse nætter betyder også, at man ikke må forvente at se særlig mange meteorer i denne måned, idet de svageste på samme måde som de svageste stjerner naturligvis ikke kan ses. En anden årsag er, at der ikke er nogen større meteorsværme, så de få meteorer man på trods heraf alligevel kan være heldig at se, er enten sporadiske eller stammer fra så små sværme, at deres tilhørsforhold er vanskelig at bestemme.
I sommermånederne forekommer der dog alligevel et særligt astronomisk/atmosfærisk fænomen, som delvist stammer fra meteorer. Det er lysende natskyer, som i modsætning til almindelige skyer dannes i så stor højde, at det næsten er på grænsen til det ydre rum. Lysende natskyer er et særpræg på netop vore breddegrader, idet de typisk forekommer mellem ~50°-~65°N. Lysende natskyer har et udpræget blåligt skær og kan normalt kun ses i nogle uger på hver side af midsommer. Da de ses på nordhimlen og oftest lavt over horisonten, er det nødvendigt med frit udsyn mod nord. Lysende natskyer kan ikke ses hver nat og er kun synlige, når der er blevet mørkt nok til, at de klareste stjerner kan ses. Når de forekommer, er de ofte synlige adskillige timer og blegner og forsvinder gradvist igen nogle timer før solopgang.
Lysende natskyer.
De lyse nætter er egentlig blot tusmørket, nærmere bestemt det astronomiske tusmørke, som varer hele natten. Det astronomiske tusmørke er defineret ved, at Solens centrum er mindre end 18° grader under horisonten mod nord. Den 1. juni drejer det sig om 12°31′, og den 30. juni om 11°24′. Den mindste vinkelafstand er den 21. juni, hvor Solen kun kommer 10°08′ under horisonten ved astronomisk midnat. Når den kulminerer samme dag kl. 13:20, står den i en højde af 58°01’ over horisonten. Bemærk at angivelserne gælder for Odense.
Årets længste dag i 2021 er den 21. juni, hvor Solen står op kl. 04:36, står højest på himlen kl. 13:20 og går ned kl. 22:05. Den 21. juni er samtidig den astronomiske begyndelse på sommeren, idet sommerens begyndelse er defineret som det øjeblik, hvor Solens midtpunkt når sin højeste stilling på Ekliptika. Helt præcist sker det kl. 05:32, dvs. kort tid efter solopgang i Danmark.
Efter solnedgang – medens man venter på, at der bliver så mørkt, som der nu engang kan blive – dukker der en meget klar stjerne op på vesthimlen. De fleste genkender den hurtigt som planeten Venus, der med en lysstyrke på mag. ÷3,9 bliver synlig kort tid efter Solen er forsvundet under horisonten. Det er nemlig nødvendigt at være tidligt ude, for som omtalt under stjernehimlen i maj 2021 står Venus lavt på himlen. En time efter solnedgang den 1. juni står den i en højde af kun 3° over horisonten, og den 30. juni er højden kun 2½°, så der skal helst ikke være for mange bakker eller træer i vestlig retning. Venus befinder sig på den modsatte side af Solen, så afstanden til den er 240 millioner kilometer. Afstanden formindskes med 16 millioner kilometer i løbet af måneden, og den beskedne formindskelse betyder, at den næsten fuldt belyste skive vokser fra 10” til 11”.
Venus befinder sig i Tvillingerne, som den krydser tværs gennem i løbet af måneden. Den passerer tættest forbi Pollux omkring St. Hans og bevæger sig derefter gennem Krebsen resten af måneden.
Venus’ og Mars’ banebevægelse gennem Tvillingerne og Krebsen i løbet af juni.
Som det fremgår, befinder den langt mere beskedne Mars sig også i Krebsen det meste af juni. Lysstyrken ligger på mag. 1.8, hvilket dog er langt mere end nogle af stjernerne i Krebsen, hvor den klareste har en lysstyrke på mag. 3,5. Krebsens stjerner er derfor meget vanskelige at se med det blotte øje i denne måned, hvilket gør Mars mere iøjnefaldende, idet det stort set er det eneste synlige objekt i området. En undtagelse er den 13. juni, hvor et smalt månesegl på den tre dage gamle nymåne passerer 2° nord for Mars. Brug gerne en prismekikkert for at få fuldt udbytte af måne-planetkonjunktionen og for tydeligere at kunne se den gamle måne i den nyes arme.
Månen og Mars den 13. juni.
En lidt større udfordring kommer den 23. juni, hvor Mars passerer direkte foran den åbne stjernehob M44, som også kendes under navnet Præsepe.
Venus bevæger sig hurtigere end Mars, men når ikke helt at fange den inden månedens udgang, idet der mangler omkring 7°. Dette indhentes midt i juli, hvor de to planeter passerer hinanden i en afstand på ½°.
Saturn står op kort tid efter kl. 01:30 i begyndelsen af måneden og kort tid før kl. 23:30 ved månedens udgang. Ringplaneten befinder sig med en lysstyrke på mag. 0,4 midt i den øverste del af Stenbukken knap én grad vest for θ (Theta) Cap på mag. 4. Eftersom Stenbukken består af forholdsvis svage stjerner – den klareste er δ Cap på mag. 2,8 – er Saturn lagt det klareste objekt på denne del af himlen.
Stenbukken er et mytologisk fabelvæsen med hovedet og forbenene fra en ged og halen fra en fisk. Den stammer oprindeligt fra Sumererne og Babylonierne, som kaldte den Suhur-mash-ha, gedefisken. Grækerne, der kaldte den Aegoceros (den gedehornede), identificerede stjernebilledet med Pan, skovguden der havde horn og ben som en ged.
Saturn påbegyndte den retrograde bevægelse i maj og fjerner sig derfor langsomt i vestlig retning i forhold til Theta. Midt på måneden spænder Saturns skive over 18” og dens ringsystem over mere end det dobbelte, idet det har en udstrækning på 42”. Ringplanet hælder i øjeblikket 17° i forhold til synsretningen fra Jorden, hvilket betyder, at det ligger indenfor Saturns skive og derfor giver frit udsyn til Saturns sydpol. Af Saturns mange måner er Titan på mag. 8,6 den nemmeste at se. Den bruger 16 døgn til én omkredsning af Saturn og vil derfor ændre sin position fra nat til nat. Den øvrige håndfuld måner, som normalt er synlige gennem et mindre teleskop, er svære at se i her i højsommermåneden med de lyse nætter.
Saturn, ringplanets hældning i juni 2021.
Jupiter står op en times tid efter Saturn, og ligesom Saturn er Jupiter det klareste objekt i sit stjernebillede, som i dette tilfælde er Vandmanden. Jupiter er endda langt klarere end Saturn, idet lysstyrken stiger fra mag. ÷2,4 til mag. ÷2,6 i løbet af juni. I modsætning til Saturn bevæger Jupiter sig mod venstre i forhold til baggrundsstjernerne. Dette varer dog kun indtil den 21., hvor den når sit stationære punkt, hvorefter oppositionssløjfen begyndes, og den prograde bevægelse afløses af retrograd bevægelse. Det meste af måneden bevæger de to planeter sig derfor i modsatte retninger af hinanden, og afstanden mellem dem på 18° bliver forøget med næsten 2° i løbet af måneden.
Jupiter er Solsystemets største planet, og selv om der er et par måneder til oppositionen, ses dens skive under en vinkel på 41”, og dette forøges endda til 45” inden udgangen af juni.
Størrelsessammenligning mellem Jupiter og Saturn midt i juni 2021.
Den store skive giver gode muligheder for at studere Jupiters skiftevis mørke og lyse skybælter, hvor især de to mørke ækvatoriale bælter er særlig tydelige. Jupiter bruger kun knap 10 timer til en rotation omkring sin akse, så der skulle også være gode muligheder for, at Den store røde plet på et tidspunkt i løbet af natten befinder sig på den side, der vender ned mod Jorden. Den store røde plet er en anticyklon omkring 20° syd for Jupiters ækvator, og der har gennem længere tid været tegn på, at den er i fare for at forsvinde, idet dens størrelse er aftaget fra 40000 kilometer i slutningen af 1800-tallet til de nuværende 15000 kilometer. Disse dystre udsigter er på det seneste blevet afløst af mere positive forhåbninger, for selvom formindskelsen af størrelsen skyldes påvirkninger fra andre mindre storme i nærheden, viser nye data og analyser, at de mindre storme samtidig forøger Den store røde plets energi, hvilket gør det sandsynligt, at den overlever.
Gamle tegninger af Jupiters røde plet sammenlignet med nyere fotos fra Hubble Space Telescope.
Med blot et overfladisk blik gennem et teleskop kan man ikke undgå at se, at Jupiter er omgivet af fire store måner. Månen Io er tættest på Jupiter, og herefter kommer i rækkefølge Europa, Ganymede og Callisto. Det er ikke altid, at alle fire er synlige på samme tid, for en gang imellem passerer de bagved eller foran Jupiters skive, medens de kredser om planeten og konstant skifter position i forhold til hinanden. I de få timer Jupiter er synlig inden daggry, når månerne ikke at bevæge sig særlig meget, medens bevægelsen er tydeligt fra den ene morgen til den næste. Ved hjælp af et lille program kan man se, hvordan månerne står på et givet tidspunkt, ligesom samme program også viser, hvornår den store røde plet er synlig.
Det blev nævnt, at Saturn bevæger sig retrogradt hele måneden, og at Jupiter påbegynder sin retrograde bevægelse den 21. Den retrograde bevægelse skyldes, at planeterne ikke står stille. Inklusive Jorden kredser de om Solen, så synsretningen til en given planet hele tiden ændres i forhold til stjernerne. Planeterne kredser om Solen i samme retning; nærmere bestemt mod uret, hvis vi ser Solsystemet fra oven lodret over Solens nordpol, og det betyder, at de synes at bevæge sig mod venstre (mod øst) gennem stjernebillederne. Jorden kredser imidlertid hurtigere omkring Solen end de ydre planeter og overhaler dem så at sige indenom, og under overhalingen ser ud, som om en ydre planet bevæger sig baglæns. Det svarer til, at man overhaler en bil på motorvejen – den pågældende bil synes at bevæge sig baglæns i forhold til én selv.
Retrograd bevægelse.
På skitsen herover er den blå planet Jorden, og den røde er en ydre planet. Medens de to planeter befinder sig på samme side af Solen, bliver den ydre planet overhalet af Jorden og synes derfor at bevæge sig mod højre (mod vest) i forhold til de stillestående baggrunds-stjerner. På et tidspunkt kommer Jorden så meget foran, at den kommer over på den modsatte banehalvdel, og den ydre planet synes igen at genoptage sin normale østgående bevægelse. Det astronomiske fagudtryk er i dette tilfælde prograd bevægelse.
Planeternes skiftevis prograde og retrograde bevægelser var en stor gåde for oldtidens astronomer. De var overbeviste om, at Jorden ikke bevæger sig, og denne fejlopfattelse var årsagen til de mange (forgæves) forsøg på at konstruere et troværdigt Verdensbillede for at redegøre for planeternes tilsyneladende mærkelige banebevægelser.
De to indre planeter, Merkur og Venus, udviser ikke retrograd bevægelse af samme grund, fordi de bevæger sig hurtigere end Jorden. Jorden overhaler således aldrig nogen af dem, men de bevæger sig alligevel retrogradt. Retrograd bevægelse er jo defineret som en bevægelse mod vest i forhold til baggrundsstjernerne, og det sker, når Merkur og Venus i forbindelse med nedre konjunktion passerer mellem Solen og Jorden, hvorved de nærmer sig Solen på aftenhimlen og efterfølgende bevæger sig længere væk fra Solen på morgenhimlen. Det er imidlertid ikke nær så åbenlyst, fordi planeterne på dette tidspunkt er så tæt på Solen, at baggrundsstjernerne ikke er synlige på den soloplyste himmel.
I denne måned er Merkur i nedre konjunktion den 10. juni og er således et godt eksempel herpå. Hverken den eller baggrundsstjernerne kan ses, men hvis det havde været tilfældet, ville vi have kunnet se, hvordan Merkur gennem hele måneden nærmer sig Aldebaran fra øst indtil den sidst på måneden igen fjerner sig mod øst. Merkur bevæger sig så hurtigt om Solen, at den er retrograd tre gang i løbet af 2021. Første gang var mellem 30. januar og 20. februar, anden gang mellem 29. maj og 22. juni og sidste gang mellem 27. september og 17. oktober.
Merkurs retrograde bevægelse i juni 2021. Solens position på Ekliptika (den grønne linje) er markeret for den 10. juni. Solens position ændrer sig 1° mod øst pr. døgn.
Neptun befinder sig ligesom Jupiter i Vandmanden, men dog i den østligste del tæt på grænsen til Fiskene. Med en lysstyrke på mag. 7,8 er Neptun vanskelig at finde her midt i de lyse nætters tid, især fordi den befinder sig i et forholdsvist stjernefattigt område uden klare referencestjerner. Den nærmeste klare er φ (Phi) Aqr på mag. 4,2 omkring 6° mod vest i forhold til Neptun. Neptun bevæger sig meget langsomt og påbegynder sin retrograde bevægelse den 26. juni.
Samme vanskeligheder er tilfældet for Uranus, som ligeledes befinder sig i et stjernefattigt område i Vædderen, og området står tilmed tættere på Solen og bliver derfor først synligt kort tid før solopgang.
Uranus og Neptun i sommeren 2021.
Efter mere end seks års ventetid bliver det endelig muligt igen at se en solformørkelse fra Danmark. Sidste gang var den 20. marts 2015; dog med en lille undtagelse herfra med en solformørkelse den 21. august 2017, hvor totalitetszonen gik tværs gennem USA. Af samme årsag fik den massiv presseomtale, og man fik næsten det indtryk, at USA var det eneste sted i hele verden. Den partielle del af formørkelsen i 2017 var synlig i et meget større område, inklusive den nordvestlige del af Jylland langs vesterhavskysten. F.eks. fra ydermolen i Hanstholm, hvor Månen nåede at tage en meget lille bid på 0,82% af solskivens nederste del ganske få minutter før solnedgang. I resten af Danmark var Solen gået ned, inden formørkelsen begyndte. Ligesom i 2015 bliver der i år tale om en partiel formørkelse, som finder sted ved middagstid torsdag den 10. juni.
Månen lyser ikke af sig selv, men bliver oplyst af Solen, og den kaster derfor en lang kegleformet skygge bagud i retning væk fra Solen. Lidt afhængig af den aktuelle afstand til Solen er skyggen omkring 371000 kilometer lang, og da gennemsnitsafstanden mellem Jordens og Månens overflader er 378000 kilometer, ses det umiddelbart, at Månens skygge ikke er lang nok til at nå ned til Jorden. Som det fremgår, er der imidlertid tale om en gennemsnitsafstand, idet den varierer i løbet af en måned på grund af månebanens ellipseform.
Månens afstand. Bemærk at ellipseformen er overdrevet.
Under Månens bevægelse om Jorden, hvor hvert omløb i forhold til Solen varer 29½ døgn, kan det ved nymåne ske, at Månens skygge rammer Jorden, så en iagttager, der befinder sig i skyggen, ser Månen dække helt eller delvis for Solen. Dette sker ikke ved hver nymåne, fordi Månens bane hælder lidt mere end 5° i forhold til Ekliptika, og derfor passerer Månen i de fleste tilfælde enten over eller under Solen.
Totale, ringformige og partielle solformørkelser er omtrent lige hyppige. I løbet af et århundrede er antallet omkring 230, og heri er alle tre typer medregnet. I årene 1901-2000 var der i alt 228 formørkelser, hvoraf 145 enten var totale eller ringformede. I dette århundrede (2001-2100) er der 224 med 144 totale/ringformede, og i årene 2101-2200 er tallene 235 med 151 totale/ringformede. I et og samme område på Jorden, f.eks. af størrelse som Danmark, er partielle formørkelser langt hyppigere end totale og ringformige formørkelser. Det skyldes, at disse to typer af formørkelser som nævnt optræder i ganske smalle bælter, mens partielle formørkelser dækker langt større områder ad gangen.
Formørkelsestyper. Total, ringformet og partiel.
Den foreløbig senest indtrufne totale solformørkelse, der kunne ses i Danmark, fandt sted 28. juli 1851. En total solformørkelse den 25. maj 2142 strejfer netop det sydøstlige hjørne af Bornholm, og først den 2. september 2426 kommer det meste af Danmark til at opleve en total solformørkelse, idet en totalitetszone af ca. 270 km’s bredde komme til at omfatte Jylland syd for Viborg, samt Fyn, Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm. Den næste ringformede formørkelse bliver den 5. november 2431, og det bliver igen kun Bornholm, som får glæden deraf.
Idet Jorden drejer sig om sin akse samtidig med, at Månen bevæger sig i sin bane, begynder de fleste solformørkelser med, at måneskyggen først rammer mod vest på den solbelyste halvdel af Jorden, hvor Solen kort forinden er stået op. Derfra bevæger skyggen sig mod øst med en hastighed på ca. 4000 km/t, og den når efter nogle timers forløb over til den østlige udkant af Jordens belyste halvdel, inden der er solnedgang her.
Dette kort viser alle totale og ringformede solformørkelser mellem 2011 og 2060.
Under både totale og ringformige solformørkelse er der store områder af jordoverfladen på begge sider af formørkelseszonen, hvor Månen kun delvis dækker Solen. I disse områder er formørkelsen partiel. Partielle formørkelser forekommer endvidere, når Månens kerneskygge ikke på noget tidspunkt er rettet direkte mod Jorden, men lidt ved siden af. Sådanne partielle solformørkelser forekommer i Jordens nordligste eller sydligste egne.
I det aktuelle tilfælde den 10. juni er Månen tæt på det yderste punkt (apogæum) af den ellipseformede bane. Den 8. var den i apogæum i en afstand på 406228 kilometer, og der bliver derfor tale om en ringformig formørkelse, fordi skyggen er for kort til at nå ned til jordoverfladen. Solens diameter er 31’30,4” og Månens 29’33,6”.
Hvis man ønsker at være blandt de første, som kommer til at opleve denne ringformede formørkelse, skal man befinde sig nord for Thunder Bay i Ontarioprovinsen i Canada ved solopgang. Herfra bevæger formørkelsesområdet sig over Baffin Bugten og langs kysten i Nordvestgrønland, hvorefter det kortvarigt vender tilbage til Canadisk territorium, hvor maksimal formørkelse med en varighed på 3 minutter og 51 sekunder finder sted. Herefter fortsætter formørkelsen ud over Ishavet og krydser øen Novaya Sibir, inden den efter en i alt 7775 kilometer lang tur ender i Sibirien ved solnedgang nord for Det Okhotske Hav mellem halvøen Kamtjatka og øen Sakhalin. Det hele finder således sted i et lidet turistvenligt område domineret af tundra og is, og hvor det gennemsnitlige skydække i juni ligger mellem 65% og 90%.
Solformørkelsen den 10. juni 2021. P1 og P4 er stederne for henholdsvis første og sidste kontakt med Månens penumbra (halvskyggen). Angivelserne ved de stiplede linjer viser hvor stor procentdel af Solens diameter, der bliver dækket.
Det grønlandske og dermed danske islæt har en særlig forbindelse til astronomiens historie. Formørkelsens centerlinje får nemlig kontakt med Grønland ved Cape York i nærheden af bygden Savissivik, som ligger på en lille ø kaldet Meteorøen. På grønlandsk betyder Savissivik “stedet hvor du finder jern” med henvisning til de mange meteoritter, der er fundet i området.
Gennem mange generationer blev jernet ved Cape York brugt af de lokale fangere til fremstilling spydspidser, knive og andre redskaber, og der gik rygter om meteoritterne blandt forskere og hvalfangere, der fandt vej til Baffin Bugten i 1800-tallet. I 1894 hørte polarforskeren Robert E. Peary om meteoritterne, da hans polareskimoiske hjælpere fortalte, at de kendte til tre store meteoritter, som lå 50 km øst for Cape York. Peary fandt frem til de tre meteoritter i 1897 og tog dem med sig tilbage til USA. De fik navnene Ahnighito (31 tons), Woman (3 tons) og Dog (407 kg), og de er i dag udstillet på American Museum of Natural History i New York.
Da Knud Rasmussen og Peter Freuchen i 1913 rejste rundt i de samme områder, fik de at vide af en af de lokale fangere, at han kendte til endnu en meteorit. Den fik navnet Savik og er på 3,4 tons. Savik blev efter 1. Verdenskrig bjerget og bragt til København, ligesom også en mindre meteorit på 49 kg, der blev fundet i 1955, blev fragtet til København og navngivet Thule.
I 1963 fandt Vagn Buchwald en 20 tons stor jernmeteorit, som lå næsten dækket af store gnejsblokke. Meteoritten var ukendt af de lokale grønlændere, og Buchwald var således formodentlig den første, som så den. Meteoritten fik navnet Agpalilik og blev fragtet til København fire år senere. Her er den udstillet i Geologisk Museums gård. I 1970 blev Agpalilik transporteret til et stenhuggeri i Gråsten, hvor man med en snorsav skar en skive ud af meteoritten. Den frigjorte skive på 560 kg blev efterfølgende poleret og ætset med fortyndet salpetersyre, for at fremhæve den karakteristiske Widmanstätten-struktur. Skiven er verdens største og er udstillet inde i selve museumsbygningen.
Bjergningen af Agpalilik.
I 2018 blev der fundet spor af et 31 kilometer stort meteorkrater begravet under isen i området nord for Thule. Agpalilik og de øvrige fund kan muligvis være brudstykker fra dette nedslag.
Vi vender tilbage til den ringformede solformørkelse den 10. juni, der som nævnt kan ses som en partiel formørkelse fra vore breddegrader. I Odense begynder formørkelsen med første kontakt kl. 11:29:03. Første kontakt kan i sagens natur ikke ses, idet det er det tidspunkt, hvor måneskiven og solskiven lige netop berører hinanden. Først efter nogle sekunder viser det første lille indhak i solskiven sig, og i løbet af de næste knap 68 minutter bliver en større og større del af Solen dækket. Kl. 12:36:56 er formørkelsen på sit højeste, og herefter går der igen lidt mere end en time, før formørkelsen er slut med sidste kontakt kl. 13:47:20. Hele forløbet varer 2 timer 18 minutter og 17 sekunder, og under maksimal formørkeles bliver 21% af solskivens diameter dækket. Det er væsentligt mindre end i 2015, og det er så lidt, at man ikke bemærker en svækkelse af sollyset, så husk endelig at forsyne kikkerterne og teleskoperne med behørige solfiltre, og de som bruger det blotte øje skal huske solformørkelsesbrillerne.
Formørkelsens forløb i Odense.
Der kommer ikke til at gå 6 år, før næste solformørkelse bliver synlig fra danske breddegrader. Allerede næste år, nærmere bestemt tirsdag den 25. oktober 2022, vil vi igen kunne se Månen tage en lille bid af Solen. Det bliver ligesom i år ved middagstid, og til den tid vil 33% af solskivens diameter blive dækket. Den pågældende formørkelse bliver ikke total noget sted på Jorden, idet det er et af de tilfælde, hvor kerneskyggen rammer forbi Jordens nordpol.
