Stjernehimlen i februar 2023
Dagene længes, vinteren strenges. Denne kendte linje stammer fra salmedigteren H. A. Brorsons salme “Her vil ties, her vil bies” fra 1765. Verselinjen siger med andre ord, at selv om dagene bliver længere, bliver vinteren strengere. I gamle dage, da der var vinter om vinteren og sommer om sommeren, blev 2. februar anset for den dag, hvor halvdelen af vinteren var gået.
Februar er ifølge kalenderen den sidste vintermåned. Jeppe Aakjærs “Sneflokke kommer vrimlende” giver et malende stemningsbillede af, hvor hård vinteren blev opfattet på landet for hundrede år siden.
Digtet slutter med “og nu kom Kjørmes-Knud!” Kjørmes-Knud er det samme som kyndel-misseknude den 2. februar og er oprindeligt en katolsk lysmesse, hvor de vokslys, der skal bruges i det kommende kirkeår, indvies. Knude betegner strengt vintervejr med hård frost eller stærkt snefald. Ordet kyndelmisse kommer af det gamle danske ord kyndel (fakkel eller blus) og misse (messe), som er en gengivelse af det latinske missa candelarum (lysenes messe). Et andet ord for lysmesse var kørmesse og dermed også kjørmes.
2. februar var tidligere en officiel helligdag og dermed fridag i Danmark. Med helligdagsreformen i 1770 blev Kyndelmisse afskaffet sammen med 10 andre helligdage, blandt andet 3. juledag, 3. påskedag og Sct. Hans Dag. Nu står også Store Bededag i farezonen, og det har medført et stort ramaskrig. Husk i den forbindelse blot på, at der først blev indført lørdagsfri i folkeskolen og gymnasiet i 1970, og først i 1974 blev 5 dages ugen med 8 timers daglig arbejdstid en overenskomstmæssig realitet.
At vinteren så småt er ved at være overstået, og foråret og sommeren banker på døren, kan relativt nemt konstateres ved at kaste et blik på himlen. Solen går senere ned og står tidligere op. Den 1. februar er der solopgang i Odense kl. 08:11 og solnedgang kl. 16:53. Fire uger senere – ja faktisk er der jo kun fire uger i februar, når der ikke er skudår – finder solopgangen sted kl. 07:12 og nedgangen kl. 17:51. Både morgen og aften bliver dagen således forlænget med én time, så februar ender med en dagslængde på lidt mere end 10½ time.
Om aftenen er himlen domineret af vinterstjernebillederne, som f.eks. Orion, Tyren og Tvillingerne. Omkring midnat er forårsstjernebillederne Løven og Jomfruen stået op, og inden daggry kan man se Sommertrekanten højt på himlen mod øst. De cirkumpolare stjernebilleder, herunder f.eks. Store Bjørn (Karlsvognen), Lille Bjørn og Cassiopeia kan ses hver nat hele året rundt.
1. februar kl. 06.
1. februar kl. 18.
1. februar, midnat.
Sommertrekanten på morgenhimlen 1. februar.
På kortet over aftenhimlen den 1. februar kl. 18 er der afbildet fire planeter. Den ene kan dog ikke ses på dette tidspunkt, idet der er tale om Saturn, som befinder sig lige i horison-ten og allerede står meget lavt, når tusmørket er ved at være overstået efter solnedgang. Det er således slut med Saturn på aftenhimlen for denne gang, men ringplaneten dukker op på morgenhimlen i løbet af foråret.
Venus og Jupiter dominerer derimod den tidlige aftenhimmel. Den l. februar står de 30° fra hinanden, og selv om de begge bevæger sig progradt (mod øst i forhold til baggrunds-stjernerne), bevæger Venus sig hurtigere end Jupiter, og når næsten at indhente den langsommere planet inden udgangen af februar.
Venus’ og Jupiters banebevægelse i februar.
Med en størrelsesklasse på mag. ÷3,9 hele måneden er Venus langt er den klareste af de to. Den 1. februar går Venus ned omkring to timer efter Solen, og med sin store lysstyrke kan den ses 10° over horisonten en time efter solnedgang. Gennem et teleskop gør den ikke megen væsen af sig. Afstanden til den er så stor, at dens skive kun spænder over 11″, og da den befinder sig på den modsatte side af Solen, er den med en belysningsgrad på 91% næsten fuldt belyst. I løbet af måneden vokser dens skive meget lidt til 12″, medens belysningsgraden aftager til 86%.
Venus bevæger sig gennem Vandmandens i månedens første halvdel. Det er et område, som består af forholdsvis svage stjerner, hvilket gør det vanskeligt at se dem i tusmørket så tæt på horisonten. Det er således en udfordring, når Venus den 15. februar passerer forbi Neptun. De to planeter er tættest på hinanden umiddelbart over middag, hvor afstanden er knap 1’. Efter solnedgang er afstanden vokset til omkring ½°, svarende til Månens diameter. Neptun har en lysstyrke på blot mag. 7,8. Det er derfor nødvendigt med et teleskop og en helt klar himmel. Hvis det lykkes at se de to planeter samtidig, kan man tænke på, at afstanden fra Jorden til Venus den 15. februar er 200 millioner kilometer, medens Neptun befinder sig i 4,6 milliarder kilometers afstand.
Venus og Neptun den 15. februar set gennem et teleskop med et synsfelt på 1½°.
I løbet af den sidste halvdel af februar nærmer Venus sig Jupiter, og på månedens sidste aften står de to klare planeter 1½° fra hinanden. En time efter solnedgang står de i næsten 15° højde og forbliver over horisonten de næste par timer. I løbet af foråret bliver Venus endnu mere dominerende på aftenhimlen, indtil den i juli kommer for tæt på Solen til at kunne ses. Nedenstående diagram viser retningen til Venus samt dens højde over horisonten én time efter solnedgang. I løbet af aftenen bevæger Venus sig nærmere horisonten i en skrå retning på 35°, og går derfor ned mod vestnordvest. Diagrammet er udarbejdet ud fra en breddegrad på 55° N, svarende til Fyn. Danmark har dog så lille en udstrækning, at der kun er minimal forskel andre steder. Solen går senere og senere ned i perioden, så det samme gør Venus naturligvis. Bemærk den 1. marts hvor Venus og Jupiter står tættest sammen.
Venus på aftenhimlen i foråret 2023. Sidste markering er den 15. juli. Her står Venus lige i horisonten én time efter solnedgang og kommer hurtigt ude af syne. I løbet af august dukker den op på morgen-himlen til en tilsvarende gunstig synlighedsperiode.
Venus gør som nævnt ikke megen væsen af sig set gennem et teleskop. Kun i månederne omkring nedre konjunktion – hvor den er tættest på Jorden – har den en tydelig fase og en betydelig udstrækning, som kommer helt op på næsten ét bueminut. Helt anderledes forholder det sig med Jupiter, som altid er bemærkelsesværdig gennem et teleskop af stort set enhver størrelse. Selv små teleskoper og endda en god prismekikkert viser de fire galilæiske måner: Io, Europa, Ganymedes og Callisto, som har lysstyrker på mellem mag. 5 og 6. Jupiter selv har en størrelsesklasse på mag. ÷2.2, og dens skive har en udstrækning på 36″. Størrelsen falder til 34″ i løbet af måneden, men det er fortsat tilstrækkelig til, at man kan se i hvert fald de to mørke ækvatoriale bælter, som ligger på hver side af planetens ækvator.
Normalt kan man i løbet af en nat se, hvordan de fire store måner skifter indbyrdes position, medens de med forskellig hastighed kredser omkring Jupiter. Nogle gange kan man tilmed se, hvordan deres skygge rammer Jupiters øverste skydække. Det kniber lidt her i februar, idet Jupiter går forholdsvis tidligt ned, så man kan ikke nå at få det hele med. Månerne er lette at identificere, idet der er mulighed for at hente en daglig opdatering af deres position.
Jupiters måner i februar 2023.
Selv om Uranus er for lyssvag til at kunne ses med det blotte øje, er en god prismekikkert tilstrækkelig. Lysstyrken ligger på omkring mag. 6, så den største udfordring er, at planeten befinder sig i et forholdsvist stjernetomt område i mellem Vædderen og Hvalen.
Det overordnede kort over området dækker 40° i bredden. Uranus bevæger sig progradt og går ned kort efter midnat i slutningen af februar. Ved udgangen af april går Uranus ned omkring én time efter solnedgang, og så er vi så tæt på de lyse nætter, at man må vente til efteråret, før det igen er muligt at se den fjerne planet på morgenhimlen. Uranus’ aktuelle position kan ses på The Sky Live.
Kort til opsøgning af Uranus.
Detailkort med et synsfelt på 5°. De klareste stjerner langs Uranus bane er 29 Ari på mag 6.0, HIP 12349 på mag 7.2, Omikron Ari på mag 5.8 og HIP 13069 på mag 6,6.
Mars befinder sig i Tyren, og her har den faktisk været det meste af vinteren. Som det blev nævnt under Stjernehimlen i januar, hørte oppositionen i december 2022 ikke til de mest gunstige. Dette fremgår tydeligt af Mars’ lysstyrke, som i begyndelsen af februar ligger på mag. ÷0,2. Den røde planet overstråler dog stadig Tyrens røde øje, Aldebaran på mag 1.
Den retrograde bevægelse er overstået, og Mars bevæger sig gennem den nordlige del af Tyren og slutter måneden i nærheden af β og ζ Tauri – Tyrens nordlige og sydlige horn. I samme periode falder lysstyrken yderligere til mag. 0,3. Den overståede opposition ses også tydeligt, hvis man ser på Mars gennem et teleskop. Den lille skive spænder over 11″ den 1. februar og svinder til 8″ ved månedens udgang. Det kan derfor kun lade sig gøre at skelne de allerstørste overfladetræk, men også dette får hurtigt en ende, medmindre man har et meget stort teleskop.
Mars 8” sammenlignet med 25”, som kan opnås under de mest gunstige oppositioner.
Mars i februar 2023.
Når Mars nærmer sig Tyrens horn, kan ved samme lejlighed prøve, om man kan finde den første tåge, som Charles Messier indførte i sit katalog. Dengang vidste han ikke, at M1 er resterne af en næsten 1000 år gammel supernova. Først langt senere blev der fundet gamle kinesiske optegnelser om en ”gæstestjerne”, som viste sig den 4. juli 1054, og som kunne ses i næsten to år, indtil den forsvandt ud af syne i løbet af foråret 1056.
M1 kendes også som Krabbetågen. Det var den irske astronom Lord Rosse, som gav tågen dette navn i 1844, fordi han syntes, at dens form lignede en krabbe, når han så på den gennem sit teleskop med et spejl på 90 cm i diameter. Senere byggede Lord Rosse et dobbelt så stort teleskop, og i det forsvandt ligheden med en krabbe, men navnet forblev. Afstan-den til M1 er 6500 lysår, og den samlede lysstyrke på tågen er mag 8½, dvs. man kan lige netop ane den en meget mørk aften gennem en god prismekikkert. Hele tågens udstrækning er på omkring 1/6 af Månens diameter, men visuelt kan man kun se de klareste midterpartier.
Til venstre ses Lord Rosses første skitse af Krabbetågen set gennem hans 36 tommers teleskop. Til højre en senere skitse set gennem et dobbelt så stort teleskop, den berømte 180 cm Leviathan of Parsonstown.
Et Hubble Space Telescope billede afslører Krabbetågens sande udseende.
Tyren er også hjemsted for to af himlens klareste åbne stjernehobe. Hyaderne består af mange hundrede stjerner, og selv om Tyrens klareste stjerne Aldebaran synes at befinde sig midt i hoben, ses den blot tilfældigvis i samme retning. Afstanden til Hyaderne er 153 lysår, og afstanden til Aldebaran er 68 lysår. Den anden åbne stjernehob kendes af de fleste som Syvstjernen. Den indeholder flere tusinde stjerner, men som navnet antyder, kan man kun se nogle få med det blotte øje. Med en prismekikkert stiger antallet til mange hundrede.
Tyren med Aldebaran, Hyaderne og Plejaderne.
Som omtalt i sidste måned, er der mulighed for at se en komet på aften- og nattehimlen. Der skal formodentlig som minimum bruges en prismekikkert, idet Kometen C/2022 E3 (ZTF) forventes at nå en lysstyrke tæt på grænsen for det blotte øje i begyndelsen af februar, hvor den er tættest på Jorden. Nærmeste passage finder sted den 2. februar i en afstand på 42,5 millioner kilometer. På det tidspunkt befinder den sig i Giraffen midtvejs mellem Store Bjørn og Cassiopeia. Den tætte passage betyder, at kometen bevæger næsten 6° pr. døgn. Positionen skifter så hurtigt, at man med fordel kan følge dens fremfærd på enten Heavens-above eller The Sky Live.
Den observerede lysstyrke indtil dette bliver skrevet i slutningen af december følger forudsigelsen.
Bevægelseshastigheden aftager hurtigt og allerede en uge senere er den kun 3° pr. døgn, og det reduceres yderligere til 1° ved månedens udgang. Kometen passerer tæt forbi Capella i Kusken den 5. februar, og den 10./11. passerer den tæt forbi Mars, som befinder sig i Tyren. Den 14./15. passerer den tæt forbi Tyrens røde øje Aldebaran.
Kometens bane i februar 2023.
Asteroiden 2 Pallas blev opdaget af astronomen Heinrich Wilhelm Olbers i 1802 – året efter at den første, 1 Ceres, blev opdaget ved en tilfældighed af Giuseppe Piazzi. Med en diameter lidt mere end 500 kilometer hører 2 Pallas til blandt de største asteroider.
I løbet af februar bevæger 2 Pallas sig fra syd til nord gennem Store Hund, hvor den passerer himlens klareste stjerne Sirius i månedens sidste dage. Ligesom de øvrige asteroider kan 2. Pallas ikke ses med det blotte øje, men lysstyrken på mag. 7,7 ligger bekvemt inden for rækkevidde af en god prismekikkert. Som det fremgår af kortet, ligger Store Hund et godt stykke under himlens ækvator, men de mange baggrundsstjerner danner et godt grundlag for at følge, hvordan 2 Pallas skifter position fra aften til aften, især hvis man observerer, medens området står højest mod syd, dvs. ved 22-tiden først på måneden og ved 20:30-tiden sidst på måneden. En lille skitse af de klareste stjerner i synsfeltet afslører hurtigt, hvilken der flytter sig fra nat til nat og dermed afslører, at det i virkeligheden er 2 Pallas. Et opdateret kort kan ligesom for Komet C/2022 E3 (ZTF)’s vedkommende findes på Heavens-above eller The Sky Live.
2 Pallas i februar 2023.
De fire største asteroider. Ceres er så stor, at den klassificeres som dværg-planet.