Stjernehimlen i februar 2020

Stjernehimlen i februar 2020

Les Très Riches Heures du duc de Berry, Février.

Februar er ifølge kalenderen den sidste vintermåned. Vinteren er således ⅔ overstået, men alligevel er Kyndelmisse eller Kjørmes-Knud den 2. februar traditionelt omtalt som vinterens vendepunkt og den dag, der i gennemsnit er koldest: »Dagene længes, vinteren strenges« og »Sneflokke kommer vrimlende«.

Vejret er som bekendt ikke længere, hvad det har været, men hvis vi trods klimaforandrin-gerne får sne og kulde, er der alligevel lidt større chance for at se stjernehimlen i februar 2020 end i de fleste øvrige år. Der er nemlig én dag/nat ekstra til rådighed, fordi februar i år har 29 dage, hvilket skyldes skudåret, og da kalenderen er baseret på tre grundlæggende astronomiske forhold, er det passende at se lidt nærmere herpå.

Det første forhold er døgnets længde på 24 timer, der er bestemt af Jordens rotation om sin egen akse i forhold til retningen mod Solen.

Det andet forhold er måneden, som har sin oprindelse i Månens faser og dermed omløbstid om Jorden. Skulle vi basere måneden helt på Månens faser, skulle alle måneder være 29,53 døgn lange, og det er jo temmelig upraktisk.

Det tredje forhold er året, som er baseret på den tid, det tager Jorden om at bevæge sig en gang rundt om Solen. Beklageligvis er Solsystemet indrettet, så der går 365¼ døgn på et år, og det ekstra kvarte døgn har lige siden tidsregningens begyndelse voldt mange problemer for udarbejdelsen af en god kalender.

I dag tager vi udgangspunkt i årets længde og mindre hensyn til månedens sammenhæng med Månens omløb. Det er også derfor, at vi kan tillade os at have måneder af forskellig længde. Går vi helt tilbage til romertiden, havde romerne en efter vores forhold mærkelig kalender med et kalenderår på 355 dage, som svarer til 12 omløb af Månen. Det var mere end ti dage kortere end Jordens omløb om Solen, men det problem løste romerne ved med mellemrum at indføre en ekstra måned, mensis intercalaris, på 27 dage.

Det gav naturligvis stor forvirring, at årene ikke altid var lige lange, men det ordnede Julius Cæsar ved at indføre den Julianske kalender i år 46 før vor tidsregning. Der var imidlertid så meget uorden i regnskabet, at det første år efter reformen kom til at vare 445 dage, idet der til det normale måneår på 355 dage blev lagt et efterslæb på 67 dage samt tilføjet en skudmåned på 23 dage. Samtidig blev det efterfølgende år det første, der fulgte Solen. Månedernes længde blev således tilpasset, at de tilsammen udgjorde et år på 365 dage. At februar blev kortere end de andre måneder, er et levn fra den tid, hvor man netop brugte denne måned til at indsætte en mensis intercalaris. Solkalenderen kom til at betyde, at der kun skulle indsættes én ekstra dag hvert fjerde år.

De år, der var skudår, fik den ekstra dag skudt ind efter den 23. februar, så der blev 2 dage, der hed den 24. februar. Der var således ikke noget, der hed den 29. februar. På vore dages kalendere angives den 24. februar fortsat som Skuddag. I normale år hedder den 24. februar Matthias, opkaldt efter den apostel, som blev valgt i stedet for Judas. I skudår er Matthias den 25., og de efterfølgende navngivne dage i februar bliver ligeledes skubbet én dag frem.

Kalenderforvirringen blev imidlertid ikke løst med den julianske kalender, og skudåret var stadig et stort problem for både romerne og for hele Europa gennem de næste mange århundreder, fordi årets længde ikke er præcis 365¼ døgn, men 365,2422 døgn. Og da årets længde ikke er præcis et kvart døgn længere end 365 døgn, er det ikke nok med et skudår hvert fjerde år. Der skal flere korrektioner til. Det problem blev løst, da pave Gregor 13. indførte den gregorianske kalender i 1582. I Danmark blev den dog først taget i brug i 1700 på foranledning af Ole Rømers anbefaling. Det er den vi bruger i dag, og den omgår problemet ved at justere antallet af skudår, så der kun er 97 skudår på 400 år i stedet for 100 efter følgende regel:

Det er skudår, hver gang et årstal er deleligt med 4 (f.eks. 1960, 2012, 2020).
Det er ikke skudår, når et årstal er deleligt med 100 (f.eks. 1700, 1900, 2100).
Det er alligevel skudår, når et årstal kan deles med 400 (f.eks. 1600, 2000, 2400).

Udsnit af Skriv-og Rejsekalenderen fra 1700, som ifølge reglen ikke var skudår.

På 400 år er der således 303 år med 365 dage og 97 år med 366 dage. Alligevel opsum-meres en lille fejl, så kalenderen i løbet af nogle tusinde år kommer én dag foran solåret, så på et eller andet tidspunkt må der skæres et skudår væk, for at få det til at passe igen. Derudover korrigeres med passende mellemrum for små variationer i Jordens omdrejningshastighed ved indsættelse af et skudsekund.

At vinteren så småt er ved at være overstået, og foråret og sommeren banker på døren, kan relativt nemt konstateres ved at kaste et blik på himlen. Om aftenen er den domineret af vinterstjernebillederne, som f.eks. Orion, Tyren og Tvillingerne. Omkring midnat er forårsstjernebillederne Løven og Jomfruen stået op, og inden daggry kan man se Sommertrekanten højt på himlen mod øst.

Den 1. februar går Solen ned kl. 16:53, og det kan tydeligt mærkes, at vi nærmer os foråret med længere dage, for solnedgangen finder sted en time senere den 29. februar, nemlig kl. 17:52. Når tusmørket er slut den 1. februar, står vinterhimlens bedst kendte stjerne-billede Orion højt mod sydøst, medens de tre bæltestjerner peger mod himlens klareste stjerne Sirius i Store Hund, som netop er på vej op over horisonten. Lille Hund med den klare stjerne Procyon er også stået op. Denne del af himlen er præget af mange lysstærke stjerner. Vintertrekanten bestående Betelgeuze i Orion samt af Sirius og Procyon er flankeret af Rigel i Orion, Castor og Pollux i Tvillingerne, Capella i Kusken og Aldebaran i Tyren. Og man må jo ikke glemme Plejaderne og Hyaderne, som kan ses med det blotte øje samt Oriontågen, som ligeledes kan skimtes med det blotte øje som en diffus udseende stjerne i Sværdet under Orions Bælte. Med en prismekikkert er det tydeligt, at der ikke er tale om en stjerne, men det bedste syn af den får man gennem et teleskop. Det kniber ganske vist med at skelne de mange farver, man kender fra fotografier, for det menneskelige øje kan ikke se farver ved svag belysning. Til gengæld er det forholdsvist nemt at opløse den centrale stjerne, Trapezet, i sine fire komponenter.

Stjernehimlen ved midnat midt i februar.

Merkur har en af sine kortvarige tilsynekomster på aftenhimlen i begyndelsen af måneden. Den 1. står den med en lysstyrke på mag. ÷1 i en højde af 4° over horisonten tre kvarter efter solnedgang. De kommende aftener bliver vinkelafstanden til Solen større, indtil maksimal elongation på 18° opnås den 10., men som det altid er tilfældet, falder lysstyrken i samtidig. Højden over horisonten tre kvarter efter solnedgang er på dette tidspunkt 8°, og lysstyrken er faldet til mag. ÷0,5. Herefter går der kun nogle få aftener, før den hurtige planet igen er kommet for tæt på Solen til at kunne ses.

Merkur og Venus på aftenhimlen den 10. februar kl. 18.

Som det fremgår af ovenstående illustration, har Merkur selskab af Venus, og eftersom Venus indleder måneden med en lysstyrke på mag. ÷4.1, bliver den synlig et godt stykke tid før Merkur. Lysstyrken stiger tilmed i månedens løb og ender på mag. ÷4,3. På månedens sidste aftener passerer den tiltagende måne forbi området med mindste afstand til Venus på 6° den 27. Set med det blotte øje ligner Venus en meget klar stjerne. Man kan kun se den som en planet gennem et teleskop, og det skal helst være, medens himlen er oplyst af tusmørket, for den mindre baggrundskontrast betyder, at der ikke opstår så meget spredt lys fra den stærkt lysende planet. Afstanden mellem Jorden og Venus bliver mindre i månedens løb. Venus’ tilsyneladende diameter vokser derfor fra 15” til 19” samtidig med, at dens belyste del svinder fra 73% til 63%.

Solsystemets yderste planet Neptun befinder sig med en lysstyrke på mag. 8 i området mellem Merkur og Venus, men med en så lav lysstyrke vil den være meget vanskelig at finde. Neptun er i konjunktion med Solen den 8. marts, og den vil i løbet af april/maj dukke op på morgenhimlen. Når det sker, er der så småt begyndt at blive lyse nætter med de sædvanlige udfordringer med at se svage objekter.

Uranus befinder sig i Vædderen. Den har en lysstyrke på mag. 6, og da der kun er få klare stjerner i nærheden, er Uranus derfor et af de klareste objekter i området. Den kan ses med en almindelig prismekikkert og ligger omkring 2 kikkertsynsfelter, dvs. 12° syd for Vædderens tre klareste stjerner.

Området omkring Vædderen.
Uranus position i Vædderen i februar. Uranus bevæger sig i månedens løb langsomt mod venstre, og de to pile viser positionen henholdsvis den 1. og den 29.

Nedenstående historie viser, at det er essentielt at have et godt stjernekort eller som minimum at orientere sig om astronomiske begivenheder og planeternes position på Stjernehimlen.info. Cirkulæret om opdagelsen af et nyt og hidtil ukendt objekt i november 2019 havde ikke mindre end 31 professionelle astronomer som afsender. Det ukendte objekt fik katalognummer AT 2019 vvf og viste sig at være Neptun. En tilsvarende opdagelse blev gjort i 2018: http://www.astronomerstelegram.org/?read=11448. Det var Mars.

https://wis-tns.weizmann.ac.il/object/2019vvf

Hvis vi inkluderer Neptun, er der således fire planeter på aftenhimlen, medens de tre resterende befinder sig på morgenhimlen. Saturn er imidlertid vanskelig at se indtil sidst på måneden. Ringplanetens lysstyrke er mag. 0.6, og da den var i konjunktion med Solen midt i januar, står den i månedens begyndelse fortsat så tæt på Solen, at den forsvinder i morgengryet. Med en lysstyrke på mag. 1,4 er Mars ganske vist væsentligt svagere, men til gengæld står den op næsten tre timer før Solen, og det bliver den stort set ved med hele måneden, idet dens østgående bevægelse foregår med nogenlunde samme hastighed som Solens. Jupiter kan som altid ses kort tid efter opgangen, idet dens lysstyrke er mag. ÷2.

Morgenhimlen kl. 07 den 18. februar. Alle tre planeter ligger tæt på Ekliptika og vinkelafstanden mellem de to yderste, Mars til højre og Saturn tæt på horisonten til venstre, er knap 30°.

De tre planeter kan ses resten af året, og her er Mars den, som undergår de største forandringer. Når vore forfædre for mange tusinde år siden så op på nattehimlen, lagde de mærke til, at nogle få stjerner syntes at bevæge sig i forhold til de øvrige, så de i løbet af kortere eller længere tid foretog en tur gennem en lang række stjernebilleder. Især én bestemt gjorde sig bemærket. Det var en rød stjerne, som hvert andet år i nogle måneder bevægede sig baglæns i forhold til den normale retning. Ganske vist var der også andre af de bevægelige stjerner, som ændrede retning, men den røde stjerne bevægede sig meget hurtigere og udover at bevæge sig hurtigt, varierede den også i lysstyrke langt mere end de øvrige, og ca. hvert 15. år oversteg lysstyrken endda Jupiters. En sådan mystisk opførsel måtte betyde noget uheldsvangert, og stjernen blev derfor opkaldt efter datidens krigsgud.

I dag ved vi naturligvis, at denne mystiske forandring forekommer, når Mars og Jorden med 26. måneders mellemrum er i opposition til hinanden. I et par måneder omkring oppositionerne er afstanden mellem de to planeter så lille, at den ellers uanseelige Mars med sin udprægede røde farve tiltrækker sig opmærksomheden. I februar er der fortsat mere end ½ år til oppositionen, så i de kommende par måneder sker der kun lidt, før lysstyrkeforandringerne begynder at gøre indtryk i løbet af sommeren.

Mars’ lystyrke og tilsyneladende diameter gennem resten af 2020.

Inden udgangen af februar står alle tre planeter op inden daggry. På grund af den lave højde over horisonten kan det knap betale sig at rette et teleskop ind mod dem. Mars har som netop nævnt en meget lille udstrækning. Til sammenligning er Jupiters 34” og Saturns det halve heraf, men den jordiske atmosfæres turbulens er meget udpræget så tæt på horisonten.

Mars, Jupiter og Saturns indbyrdes størrelse set fra Jordens afstand i februar 2020.

Asteroiden 4 Vesta befinder sig i samme område som Uranus. I februar har den en størrelsesklasse på mag. 8. Det er inden for rækkevidde af en god prismekikkert, og da Vesta samtidig er et af de klareste objekter i området, er det forholdsvis nemt at finde den ”stjerne”, som flytter sig fra nat til nat. Kun én stjerne HIP 14439 på mag. 5,6 overgår Vesta i lysstyrke, og Vesta passerer meget tæt forbi netop denne stjerne om aftenen den 11. februar. Mindsteafstanden bliver 2”, hvilket er så lille, at de to objekter kun kan ses adskilt gennem et teleskop.

Vesta, februar 2020.
Månens faser i februar 2020.

Månens aktuelle fase.