Jordens skygge

Jordens skygge

Under en måneformørkelse, enten partiel eller total, er det Jordens skygge, som rammer Månen. Jordens kerneskygge er næsten 1,4 millioner kilometer lang og strækker sig derfor langt ud over Månens bane. I Månens gennemsnitlige afstand har den en bredde på ca. 9200 kilometer og dækker et areal med en diameter på 1⅓°. Jordskyggen kan derfor nemt indeholde hele Månen, der kun spænder over ½°. Månen bevæger sig gennem kerne-skyggen på ca. 3 timer og kan være helt indenfor den i lidt mere end 1½ time, såfremt der er tale om en central formørkelse, dvs. når Månen passerer nøjagtig gennem centrum af jordskyggen.

Det er dog også muligt at se Jordens skygge på andre tidspunkter end under en månefor-mørkelse. Omkring solnedgang og i det tiltagende tusmørke bliver himlen dybblå over ens hoved, fordi Solens lys bliver spredt i atmosfæren, medens stratosfærens ozonlag samtidig absorberer de lange bølgelængder (rød, orange og gul) og tilbagekaster de korte blå og violette. Ved at se gennem et rødt filter udelukker man også det blå lys, så himlen over hovedet bliver endnu mørkere.

Men der findes et andet mørkt område på aftenhimlen, som er nemmere at se. Man skal befinde sig et sted med en lav og nogenlunde fri horisont, og himlen skal være klar uden dis, skyer og anden atmosfærisk forurening. Ofte har vinterhalvåret på vore breddegrader sådanne atmosfæriske forhold.

Umiddelbart efter solnedgang skal man rette sin opmærksomhed mod horisonten i den stik modsatte retning af, hvor Solen gik ned. Her kan man under de rette betingelser se et mørkt bånd lige over horizonten. Det er i virkeligheden Jordens skygge, som falder på den bagvedliggende atmosfære. Skyggebåndet synes skarpest lige efter solnedgang, fordi vi på dette tidspunkt ser direkte langs grænselinjen mellem Jordens skygge og den oplyste himmel.

Efterhånden som Solen synker længere ned under horizonten, stiger Jordens skygge højere op på den modsatte himmelhalvdel. Den opmærksomme iagttager vil bemærke, hvordan båndet rejser sig højere på himlen i punktet nøjagtigt modsat Solen end det gør længere ude i siderne, så det danner en ca. 180° lang buet kile af mørke. Medens skyggen stiger op, blander den sig med den del af atmosfæren, som stadig er belyst af Solen, hvilket får den til at virke mere og mere diffus.

Den smukkeste del af skyggen er den varme rødgule glød, som til forveksling ligner vest-himlen efter solnedgang. Dette 10°-15° brede bånd af varmt lys er det reflekterede røde sollys, som stadig går gennem de tætte lag af Jordens atmosfære.

Illustrationen viser, hvorledes iagttageren ved O, som har Solen Θ under horizonten, kan se den del af Jordens skygge (lysegrå), som ligger over horizontplanet H-H. Den orange kile over jordskyggen er det reflekterede sollys fra solnedgangen ved den modsatte horizont.

Den øverste del af Jordens skygge blandes gradvist med det kommende nattemørke og forsvinder helt af syne omkring 30-40 minutter efter solnedgang. Om morgenen, hvor luften ofte er mere klar end ved solnedgang, gentager det hele sig i præcist modsatte rækkefølge. Her kryber skyggen langsomt nedad, medens dagen lysner.