Stjernehimlen i november 2018
November er ifølge kalenderen årets sidste efterårsmåned. Det kan da også tydeligt ses, at de tre vintermåneder står for døren, for efter at have stillet urene om fra sommertid til normaltid den sidste søndag i oktober, kan vi konstatere, at nattemørket allerede sænker sig sidst på eftermiddagen. Solen går ned kl. 16:40 den 1. november, og den står først op igen kl. 07:25 den følgende morgen. Nattemørket varer derfor mange timer, men Solen er trods alt på himlen så længe, at der stadig er mulighed for at se, hvad der inspirerede Grundtvig til at skrive Nu falmer skoven trindt om land i 1844.
J.H. Nebelong satte melodi på teksten i 1889, men måske burde vi ændre lidt på Grundtvigs originale tekst og i stedet for ’falmer’ skrive ’flammer’. Siden bladene foldede sig ud i foråret, har skoven haft én farve: grøn. Om efteråret forsvinder den grønne farve gradvist, og i stedet får skoven et væld af farver, der næsten dækker hele 
, så skoven er faktisk ikke smukkere end om efteråret.
Nu flammer skoven trindt om land.
Efteråret er en god sæson til at lære stjernehimlen at kende. Om aftenen står sommerens stjernebilleder fortsat højt på himlen, i løbet af natten kommer vinterstjernebillederne op over horisonten, og inden daggry begynder forårets stjernebilleder så småt at melde deres ankomst.
Himlen mod nord ved midnat midt i november. Rævens grænser er fremhævet.
Hvis man retter blikket mod nord ved midnat, vil man måske synes, at himlen ser lidt tom ud. Det tydeligste stjernemønster er Karlsvognen, hvis syv stjerner står mod NNØ med vognstangen pegende ned mod horisonten. Karlsvognen er som bekendt en del af Store Bjørn, og vognstangen er i virkeligheden bjørnens hale. Store Bjørns mindre navnefælle, Lille Bjørn, står mod nord, og på denne tid af natten og året synes den at hænge i halespidsen med hovedet ned mod horisonten. Selve halespidsen flytter sig ikke i løbet af natten, idet den udgøres af Nordstjernen, som altid står præcist mod nord på det samme sted af himlen. Mod øst er Løven på vej op over horisonten, medens Sommertrekantens nederste stjerne, Altair i Ørnen, til gengæld er forsvundet under horisonten mod vest. De små stjernebilleder, hvoraf et par stykker blev nærmere omtalt under stjernehimlen i september, er ligeledes gået ned. Det største af dem, Ræven, er dog fortsat over horison-ten, men dets stjerner er alle meget svage, og ingen af dem kan ses så lavt på himlen.
Ræven fortjener dog alligevel omtale i denne måned. Den 28. november 1967 bemærkede Jocelyn Bell, en kandidatstuderende ved University of Cambridge i England, et usædvanligt signal i de data, som var blevet indsamlet tidligere på året af et specielt radioteleskop, som hun havde været med til at konstrueret for at søge efter kompakte radiokilder. Signalet varede 0,04 sekunder og blev gentaget hvert 1,337 sekund.
Jocelyn Bell med en udskrift af radiosignalet.
Signalet var så usædvanligt, at radioastronomerne i første omgang spøgefuldt kaldte det LGM-1, hvilket stod for ”Little Green Man-1”, dvs. det første signal som mennesket havde opfanget fra andre civilisationer i Universet. Ret hurtigt opdagede Jocelyn Bell dog tilsva-rende signaler fra andre område af himlen, hvilket tydede på, at kilden var et naturligt forekommende kosmisk objekt. Betegnelsen blev derfor ændret til CP 1919, som står for Cambridge Pulsar på koordinaterne RA 19h 19m. Denne position ligger i stjernebilledet Ræven. I dag bruges betegnelsen PSR 1919+21 eller PSR J1921+2153.
Stjernebilledet Ræven. PSR 1919+21 ligger umiddelbart under stjernebilledets klareste stjerne α på mag 4,4. α ligger tilsvarende umiddelbart under den kendte dobbeltstjerne Albireo i Svanen.
Forskere konkluderede til sidst, at signalerne stammer fra hurtigt roterende neutron-stjerner, som er det utroligt tætte restprodukt af massive stjerner, som eksploderede som supernovaer. Neutronstjerner har meget kraftige magnetfelter, hvor ladede partikler løsrives og spirallerer i baner langs magnetfeltet under udsendelse af stråling. Strålingen udsendes især i to kegler ved stjernens magnetiske poler. Hvis disse kegler peger i retning af Jorden, når stjernen roterer, kan strålingen registreres på samme måde som lyskeglen fra et fyrtårn. Objekterne blev kendt som pulsarer – en kombination af pulserende og kvasar.
En kvasar er en aktiv galakse, som udsender meget store energimængder, som opstår, når stof opsluges af et massivt sort hul i centrum af galaksen. De første kvasarer blev opdaget i de tidlige 1960’ere som radiokilder uden et tilsvarende synligt objekt. Hundreder af disse objekter blev opdaget i 1960’erne, og omsider fandt man et synligt objekt, da astronomer-ne opdagede, hvad der så ud til at være en fjern stjerne på præcist samme position som en af radiokilderne.
Det var netop kvasarer, som var målet for det radioteleskop, som Jocelyn Bell brugte. Kvasarerne befinder sig i milliarder af lysårs afstand. Nu fandt Jocelyn Bell i stedet et objekt med tilsvarende kraftig radiostråling i Mælkevejen. Indtil Bells opdagelse havde astronomerne ingen ide om, hvordan neutronstjerner kunne observeres, hvis de i det i det hele taget eksisterede. Neutronstjerner blev introduceret i den teoretiske astrofysik i 1934, og der gik således helt indtil 1967, før den første med sikkerhed blev observeret.
I 1974 fik Jocelyn Bells vejleder, Antony Hewish, Nobelprisen i fysik for opdagelsen. Han delte prisen med Martin Ryle, som var direktør for radioobservatoriet. Jocelyn Bell blev end ikke nævnt i takketalen.
Nu får Jocelyn Bell endelig efter 51 år æresoprejsning, idet hun har fået tildelt Special Breakthrough Prize in Fundamental Physics. Prisen er på 3 millioner US$ og tildeles både på grund af opdagelsen i 1967 og på grund af Jocelyn Bells videnskabelige arbejde siden da. Prisen bliver officielt overrakt den 4. november 2018. Kun tre andre har indtil videre modtaget den specielle fysikpris, som blev oprettet i 2012 af den russiske fysiker og internetmilliardær Yuri Milner. En af de øvrige tidligere modtagere er Stephen Hawking.
Løven er som nævnt på vej op over horisonten i østlig retning ved midnat midt i november. I løbet af natten stiger den højere på himlen, hvilket giver radianten for en af alle tiders mest omtalte meteorsværme en gunstig placering.
I løbet af natten til den 12. november 1833 blev der observeret et så overvældende antal stjerneskud (i dag kalder astronomerne dem for meteorer), at mange mennesker troede, at verdens undergang var nært forestående. I dag gribes vi ikke af panik ved en sådan spektakulær begivenhed, tværtimod. Nu ved vi, hvad der forårsager de mange meteorer, så det himmelske fyrværkeri betragtes derimod som en af naturens smukkeste oplevelser. I 1833 blev begivenheden dog startskuddet på en ny videnskabsgren indenfor astronomien: meteorvidenskab og forudsigelsen af kommende sværme.
Datidens astronomer havde i begyndelsen af 1800-tallet bemærket, at mange meteorer syntes at komme fra samme retning. Når deres spor blev forlænget bagud, skar de alle hinanden i et punkt, og for stjerneskudssværmen i november 1833 var det i nærheden af stjernebilledet Løven. Dette punkt kaldes for radianten, og meteorsværme er opkaldt efter det stjernebillede, hvori radianten ligger, dvs. i dette tilfælde hedder meteorsværmen Leoniderne efter Løvens latinske navn Leo.
To træsnit som viser Leoniderne i 1833.
Leoniderne fortsatte med at forbløffe folk. I 1866 og igen i 1867 observerede man på ny adskillige tusinde meteorer i timen. På grund af dette ærefrygtindgydende skuespil så man frem til et nyt udbrud, når der igen var gået 33 år.
På nogenlunde samme tidspunkt bemærkede astronomerne, at meteorsværmenes baner er sammenfaldende med kometbaner. Denne lighed antydede, at meteorer er løsrevne småfragmenter udkastet fra kometerne, når disse passerer forbi Solen. Leoniderne blev hurtigt identificeret som stammende fra kometen Temple-Tuttle. Denne komet blev opdaget af William Temple i december 1865 og uafhængigt heraf af Horace Tuttle i januar 1866.
Med stor spænding ventede man således på et udbrud i 1899, men desværre viste der sig kun relativt få meteorer ved sværmens beregnede maximum. Forudsigelsen var omtalt i alle aviser, og den udeblevne begivenhed blev en alvorlig tilbagegang for folks tillid til astronomerne. Skuffelsen fik folk til at miste interessen for Leoniderne, som kun kunne fremvise et antal på 15-20 meteorer i timen i de første par årti af 1900-tallet. Et moderat udbrud på omkring 240 pr. time i 1932 blev ikke bemærket af særlig mange. En sværm, som tidligere havde skabt frygt for dommedag, var stort set glemt og blev kun observeret af nogle få entusiaster.
Da Leoniderne vendte tilbage med et storslået skue i 1966, var der således kun meget få mennesker udendørs, da begivenheden fandt sted kort før daggry over det sydvestlige USA. Et lille dusin meteorobservatører havde bemærket en svag stigning i aktiviteten mellem kl. 02.30 og 03.30. Dette steg til næsten 200 meteorer pr. time i den følgende time, og ved 5-tiden om morgenen var aktiviteten kommet op på 2 meteorer i sekundet. Aktiviteten fortsatte med at stige, og maximum forekom nogle få minutter før klokken seks, da der blev observeret 40 meteorer pr. sekund – svarende til 144.000 i timen.
Leoniderne i 1966 fra det vestlige USA. Det er før den digitale tidsalder, hvor lignende billeder kan fremstilles ved hjælp af en lang række enkeltoptagelser. Billedet her er en 12-minutters eksponering med en 50 mm f/1,9 linse på Kodak Tri-X (ISO 400) film, og det viser således det store antal meteorer, der rent faktisk forekom i løbet af disse 12 minutter.
Leonidesværmen havde igen vist sin fordums storhed, og praktisk talt ingen bemærkede det. Da nyheden blev spredt, voksede interessen atter. Ville der komme et lignende udbrud i 1999. Det gjorde der ikke. Der blev set flere meteorer end normalt, men nogen storm blev det ikke.
I 2002 forekom et mindre udbrud, hvor der i under maksimum tidligt om morgenen blev observeret adskillige hundrede meteorer i løbet af ½ time. Det kortvarige maksimum forekom omkring kl. 05:30 dansk tid, så for en gangs skyld blev Danmark favoriseret. Siden da er sværmen vendt tilbage til normalt niveau med en ZHR på 10-20, og samtidig viser computermodeller, at Jupiters tyngdepåvirkning får den tætteste del af Leonide-strømmen til at passere forbi Jordens bane indtil i hvert fald indtil 2098. I 2018 forventes Leoniderne derfor ikke at blive særlig spektakulær. Sværmen kan ses mellem den 6. og 30. november, dog med meget få meteorer udenfor maksimum. I år er forholdene nogenlunde gode, fordi maksimum falder, medens Månen er midt mellem 1. kvarter og fuldmåne. Maksimum forventes natten mellem lørdag den 17. og søndag den 18. Denne morgen går Månen ned kl. 01:26.
Leonidernes radiant ligger midt ’Seglet’, den karakteristiske figur i form af et omvendt spørgsmålstegn, som udgør Løvens hoved og manke. Løven står op lige efter midnat, og de bedste forhold er timerne før daggry.
En mindre meteorsværm har maksimum omkring den 11./12. november. De Nordlige Taurider udspringer som navnet antyder fra Tyren. Ophavskometen er 2P/Encke, som kredser omkring Solen på 3,3 år, hvilket gør den til den periodiske komet med korteste omkredsningsperiode. Den tilhørende meteorsværm giver kun ganske få meteorer, idet ZHR normalt ikke overstiger 5, hvilket skal sammenlignes med, at man ofte kan se samme antal sporadiske meteorer under en mørk himmel. I modsætning til meteorerne fra en sværm kommer sporadiske meteorer fra alle mulige retninger. Mange sporadiske meteorer er måske i virkeligheden rester af gamle meteorsværme, som ikke længere er aktive.
Himlen mod syd ved midnat midt i november.
Som det fremgår af stjernekortet, befinder Tyren med den røde kæmpe Aldebaran, de to stjernehobe Plejaderne og Hyaderne og De Nordlige Tauriders radiant sig højt på himlen i sydlig retning.
Andre bemærkelsesværdige stjernebilleder på denne del af himlen er Kusken. Især lægger man mærke til himlens sjetteklareste stjerne Capella og tre svagere, som danner en trekant lige under Capella. I mytologien repræsenterer Capella en ged, medens de tre stjerner er gedens kid. Inden der i 1930 blev enighed om en nøjagtig afgrænsning af stjernebillederne var en stjerne delt mellem Kusken og Tyren. Den vises på gamle stjernekort som både Kuskens højre fod og spidsen af Tyrens venstre horn. Da Johann Bayer i 1603 som den første benyttede latinske bogstaver til at identificere stjernerne indenfor hvert enkelt stjernebillede, fik den pågældende stjerne to benævnelser: β Tauri og γ Aurigae. Nutidens astronomer katalogiserer den udelukkende som tilhørende Tyren.
Til venstre for Kusken ses de to klare stjerner, Castor og Pollux i Tvillingerne, medens Perseus befinder sig i zenith til højre for Kusken. Andromeda og Pegasus (som i lighed med Tyren og Kusken er fælles om en stjerne) står højt på himlen mod vest, og umiddelbart herunder ses de mindre stjernebilleder Trekanten og Vædderen samt Fiskene med sine fortrinsvist svage stjerner. Helt nede ved sydvesthorisonten svømmer søuhyret fra sagnet om Andromeda. På dansk har det dog et mere fredeligt navn, nemlig Hvalen.
Orion er kommet helt fri af horisonten, og det samme er himlens klareste stjerne, Sirius. Sammen med den røde Betelgeuze i Orion og Procyon i Lille Hund danner Sirius en næsten ligesidet trekant, som går under navnet Vintertrekanten. Geometrilektionen kan udvides yderligere, idet Castor/Pollux, Capella, Aldebaran, Rigel, Sirius og Procyon tilsammen danner en meget stor sekskant, Vintersekskanten.
I overensstemmelse med indledningen, som fortalte, at forårets stjernebilleder så småt begynder at melde deres ankomst allerede i november, bliver Jomfruens klareste stjerne Spica synlig umiddelbart før solopgang. Udover at være Jomfruens klareste stjerne er Spica samtidig himlens 16. klareste. Den kan nemt findes ved at følge kurven på Karlsvognens vognstang (Store Bjørns hale) ned til Arcturus og fortsætte et lige så stort stykke som afstanden mellem vognstangen og Arcturus.
Morgenhimlen midt i november kl. 06.
Jomfruen er et stort stjernebillede. Det er himlens 2. største i areal, og er kun overgået af Søslangen. Det 3. største er meget apropos Store Bjørn. Alligevel er Jomfruen ikke særlig fremtrædende, fordi den bortset fra Spica består af forholdsvis svage stjerner, som ligger meget spredte i det store stjernebillede. Spica ligger omkring 10 grader syd for himlens ækvator og praktisk talt på Ekliptika. Det betyder, at den regelmæssigt bliver okkulteret, dvs. dækket, af Månen. Solen står i samme retning som Spica i efteråret, hvilket har gjort stjernen til symbol for høsten. Dette ses i dens navn, idet Spica er latin for kornaks.
Jomfruen.
Grækerne kaldte Jomfruen for Parthenos, og hun bliver normalt identificeret med Dike, retfærdighedens gudinde, som var datter af Zeus og Themis, men hun er også kendt som Astraeia, som var datter af Astraeus, der var far til stjernerne. Moderen var Eos, daggryets gudinde. På Uranias Mirror er Jomfruen afbildet med vinger, så hun minder om en engel, og hun holder et hvedeaks i sin venstre hånd, symboliseret af Spica.
Afstanden til Spica er 262 lysår, og da den set fra Jorden har en lysstyrke på mag. 1.04, betyder det, at den i virkeligheden er 1900 gange mere lysstærk end Solen. Den tilsyne-ladende lysstyrke er dog lidt misvisende, fordi Spica består faktisk af to stjerner i et meget tæt kredsløb. Afstanden mellem de to komponenter er 0,12 astronomiske enheder, svarende til 18 millioner kilometer. Stjernerne kredser om hinanden på kun 4,0145 fire dage, og de er så tæt sammen, at det er svært at undersøge dem individuelt. Begge er blå stjerner af spektralklasse B, og den klareste nærmer sig afslutningen på sin stabile tilværelse. Dens masse er 10,5 gange Solens og diameteren 7 gange så stor som Solens. Den store masse betyder, at den engang i fremtiden kan eksplodere som en supernova.
Selv om Jomfruen således hører til forårshimlen, får den alligevel denne ekstra opmærk-somhed, for her i november befinder planeten Venus sig tæt på Spica hele måneden. Morgenhimlen vil derfor se lidt anderledes ud i 2018, end ovenstående stjernekort over dens udseende i november viser.
Venus var i nedre konjunktion den 26. oktober. Ved nedre konjunktion passerer en indre planet mellem Jorden og Solen og kan derfor ikke ses. For Venus’ vedkommende kan den dog ofte ses på aftenhimlen indtil nogle få dage før konjunktionen og dukker ligeledes op på morgenhimlen igen nogle få dage efter konjunktionen. Allerede oldtidens astronomer i både Den Gamle og Den Nye Verden havde bemærket, at Venus med regelmæssige mel-lemrum gentog sin optræden blandt stjernerne. De bemærkede, at Venus gennemsnitlig var synlig i 263 dage som aftenstjerne. Så gik der 8 dage, hvor den ikke kunne ses. Derefter kunne den ses som morgenstjerne i 263 dage, hvorefter den var ude af syne i 50 dage, før den atter kunne iagttages om aftenen. Selvom den specielle synlighedsperiode som både morgen- og aftenstjerne var kendt, troede de fleste kulturer dog længe, at der var tale om to forskellige objekter. Synlighedsperioderne er som nævnt gennemsnitlige, og her i 2018 var det ikke muligt at se Venus i det meste af oktober forud for konjunktionen på grund af de specielle baneforhold, som blev omtalt under stjernehimlen i oktober.
Nogle få dage inde i november dukker Venus imidlertid op på morgenhimlen kort tid før solopgang. Planeten vinder hurtig højde og vinkelafstand fra Solen. Den 1. står den op ½ time før Solen, og allerede den 10. finder opgangen sted 2 timer før. Den 20. er der lagt yderligere én time til, så Venus er på himlen tre timer før solopgang. Venus bliver således nemmere og nemmere at se, hvilket forstærkes af dens lysstyrke, for i løbet af måneden stiger den fra mag. ÷4,2 til mag. ÷4,9.
Venus i november 2018. Venus passerer Spica den 13.
Gennem et teleskop er Venus’ forandring endnu mere dramatisk. Den begynder måneden som et meget smalt segl med en udstrækning på et bueminut. Udstrækningen halveres inden månedens udgang og ender på 45 buesekunder.
Venus’ fase den 1., 15. og 30. Den 1. er belysningsgraden 1,5%, den 15. er den 11,5% og den 30. 25%.
Venus er næst efter Solen og Månen det klareste objekt på himlen. Af den grund har mange kulturer overalt på Jorden tillagt dette himmellegeme en speciel rolle, fordi ingen andre ’stjerner’ lyser med så smukt og klart hvidt lys. Hos Mayaerne var Venus den fjerklædte slangegud Quetzalcoatl, og dens stråler var de spyd, som guden slyngede mod sine fjender. I Mesopotamiens mytologi hed den Ishtar, og som nævnt gik der længe, før det stod klart, at ’morgenstjernen’ og ’aftenstjernen’ er ét og samme objekt. Ishtar var en mand, når den var på himlen om morgenen og en kvinde, når den kunne ses om aftenen.
Senere videreførte grækerne myterne og kaldte den klare planet for Afrodite. Afrodite var gudinde for kærlighed, skønhed og frugtbarhed og var datter af Jupiter og en jordisk kvinde ved navn Dione. Afrodite blev ikke født på normal vis, men opstod af havets skumtoppede bølger – den skumfødte Venus – og var den smukkeste af alle gudinderne. I dag kendes planeterne under deres romerske navne. Afrodite blev i romernes mytologi til Venus. I den nordiske mytologi hed frugtbarhedsguinden Freja.
Sandro Botticelli 1485.Venus’ fødsel.
Venus’ fædrene ophav, Jupiter, er himlens næstklareste stjerneformede objekt. I denne måned står Jupiter for tæt på Solen til at kunne ses. Den er i konjunktion den 26. novem-ber og dukker op på morgenhimlen allersidst på året.
Merkur opnår største østlige elongation den 6. november med en vinkelafstand til Solen på 23° og med en lysstyrke på mag. ÷0,2. Umiddelbart skulle man derfor tro, at Merkur vil være nem at se, fordi den observeres bedst, når vinkelafstanden til Solen er størst. Den ak-tuelle elongation er desværre meget ugunstig, fordi Merkur befinder et godt stykke under Ekliptika og derfor går ned så kort tid efter Solen, at himlen ikke når at blive tilstrækkelig mørk.
Solnedgang 6. november. Jupiter og Merkur står for lavt til at kunne ses fra vore breddegrader.
Det står væsentligt bedre til for Mars og Saturn. Ganske vist står disse to planeter meget lavt over horisonten. Saturn bliver synlig mod sydvest en lille times tid efter solnedgang. Med en lysstyrke på mag. 0,5 er ringplaneten det klareste objekt i området. Den lave højde i Skytten betyder dog, at planeten kun er på himlen i kort tid. Den 1. november går den ned knap 3 timer efter Solen, og dette er svundet til én time den 30. november.
Mars står længere mod øst. Den står både højere og er længere tid på himlen end Saturn. Ligesom Saturn er den det klareste objekt på den del af himlen, hvor den befinder sig, hvilket vil sige i området mellem Stenbukken og Vandmanden. Mars har en lysstyrke på mag. ÷0,6 i begyndelsen af måneden, men inden udgangen af november er den faldet til mag ÷0,1. Oppositionssløjfen er for længst overstået, så Mars bevæger sig i østlig retning i forhold til baggrundsstjernerne. Den bevæger sig fra Stenbukken ind i Vandmanden, hvis grænse passeres den 5. november. Planetens hurtige bevægelse fører den i månedens løb mere end 15° længere mod øst.
Mars’ lysstyrke og i særdeleshed dens tilsyneladende diameter er svundet meget siden oppositionen den 27. juli. Midt i november er afstanden mellem Jorden og Mars 133 millioner kilometer, hvilket betyder, at diameteren kun er 10½”. Dette skal sammenlignes med de 24,3”, som var tilfældet under oppositionen. Det er dog intet at regne med i forhold til den størrelse, som vil være gældende, når Mars kommer i konjunktion med Solen den 2. september 2019. På dette tidspunkt kan planeten ganske vist ikke ses, fordi den står i samme retning som Solen. Mars og Jorden befinder sig på hver side af Solen, så afstanden mellem planeterne er 400 millioner kilometer. Mars diameter vil på grund af planetens beskedne størrelse og den store afstand kun være 3½”.
Mars’ tilsyneladende størrelse under henholdsvis oppositionen den 27. juli 2018, den 15. november 2018 og under konjunktionen den 2. september 2019.
Uranus og Neptun bevæger sig så langsomt i forhold til baggrundsstjernerne, at der kun forekommer en beskeden positionsændring i løbet af én måned. Bemærkningerne og søgekortene fra september og oktober kan derfor fortsat benyttes i denne måned.
Uranus befinder sig i Vædderen. Den klareste stjerne i umiddelbar nærhed er dog Omikron i Fiskene på mag. 4. I løbet af måneden bliver afstanden mellem Uranus og ο Psc reduceret fra 2½° til 1½°. Uranus har en lysstyrke på mag. 5,7. Næsten det samme har en baggrundsstjerne, HIP 8588 på mag. 5,9. Uranus passerer tættest forbi denne stjerne i nætterne omkring 10. november. Mindsteafstanden bliver 14’.
For Neptuns vedkommende gælder, at den hele måneden befinder sig minde end 2° fra λ i Vandmanden. Neptun bevæger sig retrogradt indtil 25. november, hvor oppositionssløjfen afsluttes, og den langsomme prograde østgående bevægelse begynder. En detalje er, at Mars’ østgående bevægelse er meget hurtigere end Neptuns. I løbet af november nærmer Mars sig λ Aqr og dermed Neptun. I begyndelsen af december passerer de to planeter tæt forbi hinanden.
Neptun har en lysstyrke på mag. 7,9 og kan ikke ses med det blotte øje men dog med en god prismekikkert. Hvis man kan se Neptun, kan man derfor også relativt nemt finde en af de først fundne asteroider, 3 Juno, som kommer i opposition den 17. november med en lysstyrke på mag. 7,4. Juno befinder sig i den nordlige del af Floden Eridanus, som ligger under Tyren og til højre for Orion. Det er et område med kun få klare stjerner, så et godt søgekort er nødvendigt. Kortene herunder giver et overordnet indtryk af området, medens et detaljeret og dagligt opdateret kort kan findes på Heavens-above.
Oversigtskort over 3 Junos bane i november/december.
3 Juno, detailkort. Midt i november, dvs. omkring tidspunktet for oppositionen, passerer 3 Juno tæt forbi 32 Eridani, hvis lysstyrke er mag. 4,7.
3 Juno blev som nummeret antyder fundet som den 3. asteroide i begyndelsen af 1800-tallet. I det første 10-år af dette århundrede blev der fundet 4 asteroider, hvoraf 3 Juno er den mindste. Den har en diameter på omkring 240 kilometer, og ligesom de fleste øvrige asteroider kredser den i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter. 3 Juno bruger 4,7 år til et kredsløb om Solen og er i opposition med ca. 15-16 måneders mellemrum. På grund af den meget ellipseformede bane er det imidlertid kun få af oppositionerne, som er gunstige. Typisk topper lysstyrken under oppositionerne mellem mag. 9 og mag. 10. De mest gunstige oppositioner indtræffer med 13 års mellemrum, hvilket netop er tilfældet i 2018.
32 Eridanus, som passeres i nætterne omkring oppositionen, er for øvrigt en dobbel-tstjerne, som ligger i en afstand af 290 lysår fra Jorden. Primærstjernen er en gullig stjerne på mag 4,8 med nogenlunde samme spektralklasse som Solen. Den sekundære på mag. 6 har en blågrøn nuance, og afstanden mellem de to komponenter er 7”.
Månens aktuelle udseende kan ses via dette link.