Stjernehimlen i november 2021
November er ifølge kalenderen årets sidste efterårsmåned. Det kan da også tydeligt ses, at de tre vintermåneder står for døren, for efter at have stillet urene om fra sommertid til normaltid den sidste søndag i oktober, kan vi konstatere, at nattemørket allerede sænker sig sidst på eftermiddagen. Den l. november går Solen ned kl. 16:40, og den står først op igen kl. 07:26 den følgende morgen. Nattemørket varer derfor mange timer, så der er god tid til at lære stjernehimlen at kende. Om aftenen står sommerens stjernebilleder fortsat højt på himlen, i løbet af natten kommer vinterstjernebillederne op over horisonten, og inden daggry begynder forårets stjernebilleder så småt at melde deres ankomst.
En forudsætning er naturligvis, at der er klart vejr, og november har notorisk ry for at være grå og trist. Digteren Henrik Nordbrandt skrev i 1986 et digt med titlen Året har 16 måneder:
November optræder fem gange. Henrik Nordbrandt følte sig deprimeret i november, fordi den mørke, kolde, regn- og stormfulde måned aldrig synes at få en ende. Helt så galt er det dog ikke. November har kun 30 dage, og der forekommer både klare dage og nætter, så der skal nok blive lejlighed til at rette blikket mod himlen.
Himlen mod nord ved midnat midt i november. Grænsen for Rævens svage stjerner er markeret.
Hvis man ser mod nord ved midnat, vil man måske synes, at himlen ser lidt tom ud. En stor del udgøres af det store men forholdsvist svage Dragen, og langt mere tomt er der i det område, hvor de endnu svagere Lossen og Giraffen ligger. Det tydeligste stjernemønster er Karlsvognen, hvis syv stjerner står mod NNØ med vognstangen pegende ned mod horisonten. Karlsvognen er som bekendt en del af Store Bjørn, og vognstangen er i virkeligheden bjørnens hale. Store Bjørns mindre navnefælle, Lille Bjørn, står mod nord, og på denne tid af natten og året synes den at hænge i halespidsen med hovedet ned mod horisonten. Selve halespidsen flytter sig ikke i løbet af natten, idet den udgøres af Nordstjernen, som altid står præcist mod nord på det samme sted af himlen.
Mod øst er Løven på vej op over horisonten, medens Sommertrekantens nederste stjerne, Altair i Ørnen, til gengæld er forsvundet under horisonten mod vest. De små stjerne-billeder, som findes i området omkring Sommertrekanten, er ligeledes enten gået ned eller er på vej ned. Det største af dem, Ræven, er dog fortsat over horisonten, men dets stjerner er alle meget svage, og ingen af dem kan ses så lavt på himlen.
Himlen mod syd ved midnat midt i november. Bemærk Vintertrekanten og Vintersekskanten.
Når man vender sig 180° og i stedet kigger i sydlig retning, befinder vinterstjernebilledet Tyren med den røde kæmpe Aldebaran og de to stjernehobe Plejaderne og Hyaderne sig højt på himlen mod sydøst. Andre bemærkelsesværdige stjernebilleder på denne del af himlen er Perseus lodret over hovedet samt Kusken ovenover Tyren og til venstre for Perseus. Især lægger man mærke til himlens sjetteklareste stjerne Capella og tre svagere, som danner en trekant lige under Capella. I mytologien repræsenterer Capella en ged, medens de tre stjerner er gedens kid. Inden der i 1930 blev enighed om en nøjagtig afgrænsning af stjernebillederne, var en stjerne delt mellem Kusken og Tyren. Den vises på gamle stjernekort som både Kuskens højre fod og spidsen af Tyrens venstre horn. Da Johann Bayer i 1603 som den første benyttede latinske bogstaver til at identificere stjernerne indenfor hvert enkelt stjernebillede, fik den pågældende stjerne to benævnelser: β Tauri og γ Aurigae. I dag katalogiserer den udelukkende som tilhørende Tyren.
Til venstre for Kusken ses de to klare stjerner, Castor og Pollux i Tvillingerne. Andromeda og Pegasus (som i lighed med Tyren og Kusken er fælles om en stjerne) står højt på himlen mod vest, og umiddelbart herunder ses de mindre stjernebilleder Trekanten og Vædderen samt Fiskene med sine fortrinsvist svage stjerner. Helt nede ved sydvesthorisonten svømmer søuhyret fra sagnet om Andromeda. På dansk har det dog et mere fredeligt navn, nemlig Hvalen.
Orion er kommet helt fri af horisonten, og det samme er himlens klareste stjerne, Sirius. Sammen med den røde Betelgeuze i Orion og Procyon i Lille Hund danner Sirius en næsten ligesidet trekant, som går under navnet Vintertrekanten. Geometrilektionen kan udvides yderligere, idet Castor/Pollux, Capella, Aldebaran, Rigel, Sirius og Procyon tilsammen danner en meget stor sekskant, Vintersekskanten.
I overensstemmelse med indledningen, som fortalte, at forårets stjernebilleder så småt begynder at melde deres ankomst allerede i november, bliver Jomfruens klareste stjerne Spica synlig umiddelbart før solopgang. Udover at være Jomfruens klareste stjerne er Spica samtidig himlens 16. klareste. Den kan nemt findes ved at følge kurven på Karlsvognens vognstang (Store Bjørns hale) ned til Arcturus og fortsætte et lige så stort stykke som afstanden mellem vognstangen og Arcturus.
Morgenhimlen midt i november kl. 06.
Som nævnt i omtalerne af stjernehimlen gennem de seneste måneder har Venus ikke gjort særlig megen væsen af sig på aftenhimlen på trods af dens store lysstyrke. Venus befinder sig i øjeblikket i de stjernebilleder, som ligger lavt på Ekliptika, og desuden befinder den sig under Ekliptika, hvilket alt i alt betyder, at den står meget lavt over horisonten efter solnedgang. Den 1. november bevæger Venus sig fra Skorpionen ind i Skytten, og i løbet af november forbedres forholdene en smule, idet den får en højere deklination og derfor kommer mere fri af horisonten. Endnu bedre bliver det i begyndelsen og midten af december, hvor banesløjfen i forbindelse med nedre konjunktion fører Venus op over Ekliptika. Mere herom i næste måned.
Venus’ bane gennem Skytten i november og december 2021.
En god mulighed for at finde Venus kommer den 8. november, hvor det tynde segl på den tiltagende måne står 6° til venstre for planeten.
Aftenhimlen den 8. november kl. 17:30. Læg især mærke til jordskinnet på Månen.
I løbet af november kan man gennem et teleskop se, hvordan Venus’ fase svinder fra 48% belyst til 30%, og samtidig vokser dens udstrækning fra 26” til 39”.
Venus’ udseende den 1. og 30. november.
Denne hurtige transformation skyldes, at Jorden og Venus i deres respektive baner omkring Solen nærmer sig hinanden, og samtidig bliver vinklen mellem Jorden, Solen og Venus mindre. Venus havde sin største elongation på 47° den 29. oktober. Den 1. november er den stort set den samme, medens den kun er 41° den 30. november. Vi ser derfor mere og mere af den ubelyste side af Venus og mindre og mindre af den belyste. Lige så tydeligt er det, at Venus’ udstrækning bliver større pga. den mindre afstand mellem planeterne. 1. november er afstanden 100 millioner kilometer, og den 30. november der den kun 65 millioner kilometer.
Solsystemet set ”ovenfra” med Jordens og Venus’ indbyrdes stilling den 1. og den 30. november.
Som det fremgår af ovenstående skitse af det indre solsystem, befinder Mars sig på den modsatte side af Solen. Den kan derfor ikke ses, og med sin svage lysstyrke på mag. 1,6 bliver den først synlig på morgenhimlen i begyndelsen af det nye år.
På billedet af aftenhimlen den 8. november er der foruden Månen og Venus yderligere et par synlige himmellegemer. Det er Jupiter og Saturn, som begge befinder sig i Stenbukken. Efter har have passeret Venus bevæger Månen sig videre og står 5° under Saturn den 10. november og ligeledes 5° under Jupiter den 11.
Saturn har overstået sin oppositionssløjfe og bevæger sig langsomt mod øst blandt stjernerne i den vestlige del af Stenbukken. I begyndelsen af måneden står Saturn mod syd kl. 18 og går ned 4 timer senere. Sidst på måneden passerer den meridianen allerede kl. 16:30 og går ned kl. 20:30, og i løbet af måneden falder lysstyrken umærkbart fra mag. 0,5 til mag. 0,6. Under kulminationen står Saturn 15° over horisonten, og da denne højde hurtigt bliver mindre, gælder det om at være så tidligt ude som muligt med sit teleskop for at kunne nyde synet af det unikke ringsystem på 38”, som omkranser selve planetskiven på 17” og hælder 19° i forhold til synsretningen fra Jorden. Saturns største måne, Titan, har en lysstyrke på mag. 8,7 og kan forholdsvis nemt ses, medens det volder lidt større problemer med den lille håndfuld øvrige måner, som normalt kan ses gennem et mindre teleskop.
Jupiter står lidt mere end 15° længere mod øst og passerer derfor meridianen en times tid senere end Saturn, og går ligeledes ned omkring en time senere Saturn. Som det blev nævnt under omtalen af stjernehimlen i september, passerede Jupiter i sin retrograde bevægelse i den pågældende måned 8’ syd for 45 Cap. I november er den retrograde bevægelse overstået, så Jupiter bevæger sig igen progradt og passerer midt i november 45 Cap – denne gang så tæt på, at stjernen næsten kan forveksles med en af Jupiters måner.
Jupiters bane i november 2021.
Jupiter den 14. november et par timer efter passagen af meridianen. Den inderste måne Io kan ikke ses på denne skitse fordi den befinder sig foran Jupiter – en såkaldt transit. Til gengæld kan dens skygge ses midt på Jupiters skive.
Både aftenen før og efter indtager månerne en helt anden konfiguration, idet de – især for de to inderstes vedkommende – bevæger sig så hurtigt, at det kan konstateres i løbet af kort tid. Den 13. står 45 Cap til venstre for og på linje med månerne, så her er muligheden for forveksling faktisk større, men hvis man i forvejen har kontrolleret månernes stilling med dette lille program, kan både de og stjernen hurtigt identificeres. Det samme program viser også, hvornår månerne passerer ind foran eller bag Jupiter, hvornår de bliver formørket af dens skygge, hvornår de dukker frem fra skyggen igen, og hvornår de selv kaster skygge på Jupiter. Den relativt korte tid man har til rådighed fra tusmørket og indtil Jupiter står så lavt, at Jordens atmosfære får for stor påvirkning, betyder naturligvis, at man går glip af mange af disse begivenheder.
Samme tidsnød er ikke et problem, hvis man vil se Uranus. Den kommer nemlig i opposition den 4. november og er oppe hele natten. Problemet er, at Uranus har en lysstyrke på mag. 5,7 og derfor kun lige netop kan skimtes med det blotte øje. Uranus bevæger sig langsomt i forhold til baggrundsstjernerne og befinder sig således i samme område af Vædderen, som den gjorde i oktober. Et overordnet og et mere detaljeret søgekort kan findes under omtalen af stjernehimlen i oktober. Det detaljerede kort har en håndfuld stjerner med samme lysstyrke som Uranus. Planeten bevæger sig retrogradt, og i løbet af november bevæger den sig godt 1° længere mod vest og kan identificeres som en sjette stjerne af samme lysstyrke som de nummererede stjerner. En prismekikkert med et synsfelt på omkring 7° vil være en meget stor hjælp, idet det detaljerede kort netop dækker over et sådant område.
9 × 63 prismekikkert med et synsfelt på 7,2°.
Neptun er med en lysstyrke på mag. 7,7 endnu svagere end Uranus, så i dette tilfælde er det absolut nødvendigt som minimum at anvende en prismekikkert. Neptun befinder sig i Vandmandens østligste del og var i opposition den 14. september. I begyndelsen af november står området med Neptun mod syd kl. 21 og går ned kl. 02:45, og sidst på måneden er det i begge tilfælde to timer tidligere. Neptun bevæger sig fortsat retrogradt, men bevægelsen er næsten gået i stå, fordi den prograde bevægelse genoptages den 1. december. Neptun befinder sig godt 3° øst for Phi Aqr på mag. 4,2.
Vandmanden med omgivne stjernebilleder. Phi’s position i Vandmanden er angivet.
Søgekort med et synsfelt på 7°. Den klarese stjerne i området er Phi (φ) på mag. 4,2. Numrene henviser til lysstyrken på stjernerne. Neptuns retrograde banebevægelse går mod højre med angivelse af positionen den 1. og den 30. november.
Kendskabet til Solsystemets planeter er efterhånden ret god, især fordi rumsonder har aflagt dem alle et besøg af længere eller kortere varighed. For to af dem drejer det sig kun om et enkelt kortvarigt besøg, da rumsonden Voyager 2 fløj forbi Uranus i 1986 og Neptun i 1989. Forbiflyvningerne varede kun få timer, så der er fortsat mange ubesvarede spørgsmål.
Uranus blev opdaget ved en tilfældighed af William Herschel i 1781. Det eneste han kunne se, var en svag stjerne, der langsomt bevægede sig blandt de øvrige stjerner på himlen, så han troede, at han havde fundet en ny komet. Efter flere måneder lykkedes det at bestemme banen, som viste sig at være cirkulær. Den lille lysprik var i virkeligheden en hidtil ukendt planet langt uden for Saturns bane.
I de følgende år fulgte astronomerne Uranus nøje, hvorved man opdagede, at den afveg fra den bane, som var bestemt ved hjælp af Newtons tyngdelov. Uafhængigt af hinanden kom to matematikere på den ide, at afvigelsen skyldtes, at Uranus blev påvirket af tyngdekraften fra en ukendt planet endnu længere ude i Solsystemet.
I begyndensen af 1840’erne beregnede de uafhængigt af hinanden, hvor man skulle lede efter den eventuelle planet for at kunne forklare afvigelserne i Uranus’ bane. Den nye planet blev fundet i september 1846, og dermed var Solsystemet blevet tre gange større end dengang, den yderste kendte planet var Saturn.
Det er meget vanskeligt at observere planeter så langt ude i Solsystemet, og selv da Voyager 2 sendte sine nærbilleder tilbage af Uranus, blev det lidt af en skuffelse. Det eneste der kunne ses, var det øverste af Uranus’ atmosfære, og meget bedre blev det ikke med Neptun. Ganske vist var farven mere markant end hos Uranus, og der var også nogle enkelte skyer og endda en mørk plet men derudover ingen særlige detaljer.
Uranus og Neptun fotograferet i henholdsvis 1986 og 1989 af Voyager 2.
Den først fundne asteroide, 1 Ceres, er så stor i forhold til de øvrige asteroider, at den i dag er klassificeret som dværgplanet sammen med Pluto, Eris, Makemake og Haumea, som alle befinder sig i Kuiperbæltet og derfor er meget lyssvage.
Dværgplaneter. For Eris, Makemake og Haumea gælder, at det drejer sig om tegninger, idet de er så små, at de ikke kan fotograferet i detaljer fra Jorden.
I modsætning hertil kredser Ceres omkring Solen i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter, hvilket gør den lige så ”nem” at finde som Neptun, idet dens lysstyrke her i november er mag. 7,7. 1 Ceres kommer i opposition den 27. november, og med få hjælpemidler kan enhver selv finde dette lille himmellegeme, som blev opdaget den 1. januar 1801 af den italienske astronom Giuseppe Piazzi. Piazzi var i færd med at revidere et stjernekatalog, da han i stjernebilledet Tyren opdagede et svagt objekt af 8. størrelse midtvejs mellem Plejaderne og Hyaderne, og som han i første omgang antog for en haleløs komet. På grundlag af Piazzi’s få positionsbestemmelser var den tyske matematiker Karl Friederick Gauss i stand til at beregne en bane, og det viste sig, at det fundne objekt ikke var en komet men derimod en hidtil ukendt planet. 1 Ceres bruger 4,6 år til en omkredsning af Solen, så den har været rundt mange gange siden opdagelsen. I år skal den tilfældigvis findes i Tyren ikke langt fra det sted, hvor Piazzi fandt den for 220 år siden.
Der mangler ikke referencestjerne til opsøgning af 1 Ceres, for i løbet af november bevæger den sig gennem stjernehoben Hyaderne, som ligger omkring Tyrens klareste stjerne, den røde kæmpe Aldebaran. Der er mange stjerner i Hyaderne; adskillige af dem er så klare, at de har fået tildelt græske bogstaver. Med en prismekikkert bliver endnu flere synlige, så det kan være vanskeligt at identificere 1 Ceres ved første blik. Gentagne observationer med en eller et par dages mellemrum vil afsløre hvilket af objekterne, der har bevæget sig siden sidst. Lav evt. en skitse af det område, hvor 1 Ceres ifølge kortet befinder sig den dato, hvor observationen foretages. Se endvidere på Heavens-above.
1 Ceres’ bane gennem Hyaderne i løbet af november.
Den årligt tilbagevendende meteorsværm Leoniderne har maksimum den 17. november. Det er meget tæt på fuldmåne, hvilket får stor indflydelse på, hvor mange meteorer man må forvente at kunne se. ZHR sættes i normale år til 10-15. I år bliver der således noget færre end dette antal.
Leonidernes radiant ligger midt ’Seglet’, den karakteristiske figur i form af et omvendt spørgsmålstegn, som udgør Løvens hoved og manke. Løven står op lige efter midnat, så uanset om det er et år med måneskin eller ej, er observationsforholdene bedst i de tidlige morgentimer.
Leoniderne har tidligere været meget aktiv, især hvert 33. år, som er den tid, ophavskome-ten 55P/Temple-Tuttle bruger til en omkredsning af Solen. Leoniderne havde store udbrud i 1799, 1833 og 1966. Det var den store meteorstorm i 1833 med mange tusinde meteorer i timen, som fik astronomerne til at interessere sig for meteorsværme og deres ophavskometer. Seneste nogenlunde store aktivitet var i årene mellem 1998 og 2002, hvor der i sidstnævnte år blev observeret op i nærheden af 500 meteorer i timen. Siden da er aktiviteten faldet, og computermodeller viser, at Jupiters tyngdepåvirkning får den tætteste del af Leonidestrømmen til at passere forbi Jordens bane indtil i hvert fald 2098.
En af de bedst kendte kometer er en, som blev opdaget af to russiske astronomer i 1969 og derfor bærer det mundrette navn 67P/Churyumov-Garasimenko. 67P kredser om Solen i løbet af 6,45 år og var sidst i perihel i august 2015. Den kommer i perihel igen den 3. november i år i en afstand fra Solen på 181 millioner kilometer. Perihel ligger således mellem Jordens og Mars’ baner, og når den passerer tættest på Jorden den 12. november, bliver det i en afstand på 61 millioner kilometer, hvilket vil være det nærmeste den kommer i næste 193 år. Det forventes, at lysstyrken vil toppe et sted mellem mag. 8 og 9.
67P/Churyumov-Garasimenko er således ikke kendt på grund af dens størrelse, lysstyrke eller tætte passage af Jorden, men fordi den var målet for ESA’s Rosetta-mission, der begyndte med opsendelsen af rumsonden den 2. marts 2004. Efter en lang omvej med flere forbiflyvninger af både Jorden og Mars, nåede Rosetta frem til kometen i august 2014. Den 12. november samme år blev et lille landingsmodul kaldet Philae landsat på kometens overflade. Det var den første kontrollerede landing med et rumfartøj på en komet. Rosetta optog en lang række billeder af 67P/Tjurjumov-Gerasimenko, medens den kredsede om kometen, og efter endt mission fortsatte Rosetta sammen med kometen videre ud i Solsystemet. Billederne viser, at 67P/Tjurjumov-Gerasimenko har en dobbeltstruktur, og det menes, at den binære komet i virkeligheden er to forbundne kometkerner med en samlet størrelse på 4 km × 3,5 km × 3,5 km.
67P/Tjurjumov-Gerasimenko fotograferet af Rosetta.
Senere analyser af nogle af billederne afslørede i 2019 en lille lysplet som tilsyneladende kredsede om kometen i september 2015. Den lille lysplet kunne genfindes på andre billeder, og nærstudier viser, at det er et lille brudstykke, som har løsrevet sig fra kometen og kredser omkring den som en lille måne.
67P/Tjurjumov-Gerasimenko og dens måne.
Med kometens beskedne lysstyrke kræver det en god prismekikkert eller et teleskop for at kunne få det bedste glimt af komet 67P/Tjurjumov-Gerasimenko indtil 2214. Men hvem ved. Måske har et driftigt entreprenørfirma etableret minedrift deroppe til den tid. Kortet herunder viser banen i november. Et aktuelt dagligt opdateret kort kan findes på Heavens-above.
67P/Tjurjumov-Gerasimenkos bane gennem Tvillingerne og Krebsen i november 2021.
Månens aktuelle fase: https://svs.gsfc.nasa.gov/4874