Stjernehimlen i oktober 2021
De fleste af havens og markens afgrøder er kommet i hus, så lader og frugtkældre bugner af årets afgrøder, og det skorter heller ikke på udbytte, når man retter blikket mod himlen. Adskillige planeter, to meteorsværme og et væld af stjerner pryder nattehimlen. Efterårsnætterne i oktober kan være kølige, så det er på tide at begynde at tænke på at finde hue og handsker frem, inden de mange storslåede seværdigheder tages i øjesyn.
Ifølge den traditionelle kalender inddeles året i fire årstider med tre måneder i hver. Efterårsmånederne er efter denne opdeling september, oktober og november. Der er ingen officiel meteorologisk definition, men for Danmark er foreslået perioden, hvor minimumstemperaturen ligger mellem 0°C og 10°C, og gennemsnitstemperaturen langsomt aftager, hvilket vil sige ca. 20. september til ca. 30. november. I astronomisk henseende begynder efteråret ved efterårsjævndøgn, når Solen står lodret over Ækvator. I år var det den 22. september kl. 21:21, men det betød dog ikke, at sommeren var helt overstået, for sommertiden slutter først søndag den 31. oktober kl. 03, hvor urene skal stilles tilbage til kl. 02.
Da den nuværende sommertidsordning blev indført i EU i 1980, varede sommertiden i de første 15 år fra sidste søndag i marts til sidste søndag i september, men fra og med 1996 blev den forlænget med en måned, så den overalt i EU-landene først slutter sidste søndag i oktober. Sommertid begynder altid kl. 01:00 UTC og ophører ligeledes kl. 01:00 UTC. Bemærk at normaltid ofte fejlagtigt bliver omtalt som vintertid på trods af, at den danske normaltid har været en del af det internationale zonetidssystem siden 1894. I international sammenhæng anvendes betegnelsen centraleuropæisk tid (CET) for den danske tidszone.
Sommertid og normaltid.
EU-parlamentet havde i foråret 2019 afstemning om, hvorvidt det årlige skift mellem sommer- og normaltid skal bibeholde. Der var flertal for at droppe skiftet fra 2021 og samtidig lade det være op til de enkelte lande selv, om de vil lade sommertid eller normaltid gælde hele året. Ifølge dette burde det derfor være sidste gang, urene skal stilles tilbage, men forslaget blev ikke endelig vedtaget. Det kræver, at der også opnås flertal i EU-rådet, men på grund langt mere presserende forhold at tage sig af, er det ikke sket endnu, så forslaget er indtil videre uafklaret.
Vi har som nævnt passeret efterårsjævndøgn, så i oktober er nætterne længere end dagene. Efter mørkets frembrud kan man fortsat se mange af sommerens stjernebilleder, og efter midnat og i de tidlige morgentimer er vinterstjernebillederne kommet på himlen. F.eks. står sommertrekanten bestående af Vega, Altair og Deneb stadig højt på aftenhimlen. Af de tre stjerner er Deneb den svageste. Med en størrelsesklasse på mag. 1,3 synes den at være mindre end de væsentligt klarere Altair og Vega.
Stjernehimlen med Sommertrekanten den 16. oktober kl. 00. Kortet vender, så man ser mod vest. Bemærk Jupiter, Saturn og Månen tæt på horisonten mod sydvest og Karlsvognen direkte mod nord.
Det er dog kun tilsyneladende, for Deneb er i virkeligheden en af de største kendte stjerner i hele Mælkevejen. Mens Altair og Vega har en afstand på henholdsvis 17 og 25 lysår, er der omkring 2500 lysår til Deneb. Det er en blåhvid supergigant, der lyser 200000 gange så meget som Solen. Såfremt den befandt sig i samme afstand som Vega, ville den have en lysstyrke på næsten mag. ÷10 og ville være synlig i dagtimerne.
Den store afstand til Deneb er dog kun en fordel for os her på Jorden. Som alle andre supergiganter er Deneb bestemt til et pludseligt og voldsomt endeligt som en type II supernova. Eksplosionen kan muligvis forekomme inden for de næste par millioner år, hvilket kun er et øjeblik på kosmisk skala. I Altairs afstand ville en sådan supernova være næsten 1000 gange mere lysstærk end fuldmånen og ville være katastrofal for livet på Jorden. Den voldsomme gammastråling ville nedbryde atmosfærens beskyttende ozonlag. Ozonlaget beskytter Jorden mod farlig stråling fra Solen og mod kosmisk stråling, så vi er heldige, at Deneb befinder sig i en sikker afstand.
Deneb kendes også under betegnelsen α Cygni, da det er den klareste stjerne i Svanen. Den næstklareste er Albireo, β Cygni, der betragtes som en af himlens smukkeste dobbel-tstjerner. Dens gule og blå nuancer er bemærkelsesværdige, fordi kontrasten er så tydelig. Albireo er især populær hos ejere af mindre teleskoper. Den er let at opløse med forstørrelser så lave som 20× – 30×, og farverne fremstår også tydeligere, når den ses med små teleskoper end med større instrumenter, fordi sidstnævnte samler så meget lys, at stjernerne overstråler hinanden. Adskillelsen mellem de to komponenter på mag. 3,1 og mag. 5,1 er 34”.
Albireo, β Cygni.
I oktober begynder vinterstjernebillederne som tidligere nævnt at vise sig efter midnat. Et af de bedst kendte af disse er Orion, og netop i denne måned spiller dette smukke stjerne-billede hovedrollen i en af årets meteorsværme. Orioniderne har maksimum omkring 21./22. oktober. Meteorerne stammer fra komet 1P/Halley, og normalt ligger ZHR på omkring 20 meteorer i timen. Radianten ligger mellem Tyrens nederste horn og den øverste del af Orion. Det bedste tidspunkt for observation af Orioniderne er fra Orions opgang ved midnat og indtil daggry. Desværre er det få dage efter fuldmåne og med Månen tæt på Orion i Vædderen. Månen vil derfor være på himlen hele natten, så dens lys betyder, at kun de klareste Orionider kan ses.
Stjernehimlen med Orion på vej op over horisonten mod øst umiddelbart før midnat den 22. oktober. Bemærk at vinterstjernebilledet Tvillingerne er kommet helt fri af horisonten.
En mindre kendt meteorsværm er Draconiderne, og som navnet antyder, udstråler den fra Dragen. Hvert år omkring den 8. oktober passerer Jorden gennem de støvede rester fra Komet Giacobini-Zinner, så der kortvarigt optræder flere meteorer på den nordlige himmel.
Draconidernes radiant.
Med hensyn til månelys er Draconiderne i 2021 bedre stillet end Orioniderne, for maksimum falder tæt på nymåne, så det meget tynde månesegl går ned omkring kl. 19:30. Draconiderne afviger fra de fleste øvrige meteorsværme, idet radianten står højest på himlen ved mørkets frembrud. Efterhånden som natten går, bliver radiantens højde over horisonten mindre og mindre, hvilket betyder, at der er størst chance for at se meteorerne om aftenen end om morgenen.
Draconidernes ophavskomet er 21P/Giacobini-Zinner, og normalt er det en meget beskeden sværm med en ZHR på typisk omkring fem forholdsvis svage meteorer i timen. Kun i de år, hvor 21P/Giacobini-Zinner er i perihel (nærmest Solen), forekommer der et større antal. Kometen har en omløbstid på 6,6 år, og ved aphel (længst fra Solen) er den længere ude end Jupiter, medens perihel ligger i Jordens afstand fra Solen. I sjældne tilfælde – når Draconidernes maksimum falder på samme tidspunkt som kometens perihel – er der blevet observeret hundredvis eller endda tusindvis af meteorer på en time.
Den sidste perihelpassage var 10. september 2018, dvs. en måned før meteorsværmens maksimum. Draconiderne havde derfor et mindre og kortvarigt udbrud på et par hundrede meteorer i 2018, og det samme var tilfældet i 2011. Næste perihelpassage bliver først den 25. marts 2025, så der forventes ikke noget udbrud i år og heller ikke i 2025. Men meteorsværme er uforudsigelige, så ingen ved det med sikkerhed.
De fleste meteorsværme er opkaldt efter det stjernebillede, hvori radianten ligger. Draconiderne kaldes dog undertiden også for Giacobiniderne, hvilket er til ære for den rolle, kometen spillede i historien om astronomernes forståelse af meteorsvæme. Kometen blev opdaget af den franske astronom Michel Giacobini den 20. december 1900 og fik efter normal kutyme navn efter opdageren. Kometen gik imidlertid tabt, men blev genopdaget af tyskeren Ernst Zinner den 23. oktober 1913 og fik derfor tilføjet Zinner til sit navn.
Astronomerne var efterhånden blevet klare over, at meteorsværme og kometer hører sammen, og forsøgte derfor at knytte nyopdagede kometer til de kendte meteorsværme. Komet 21P/Giacobini-Zinner var et oplagt objekt, fordi den vender tilbage hvert 6,6 år, og dets perihel ligger i omtrent samme som Jordens afstand fra Solen. Det viste sig da også, at Draconiderne havde udbrud på tusinder af meteorer i 1933 og 1946, hvor perihel faldt i begyndelsen af oktober.
Venus bliver synlig på aftenhimlen umiddelbart efter solnedgang, men som det er blevet nævnt flere gange under omtale af stjernehimlen i løbet af sommeren, befinder Venus sig på en lavere del af Ekliptika end Solen og vil derfor ikke stå ret højt over horisonten, så den går ned kort tid efter solnedgang.
Venus’ højde over horisonten kort tid efter solnedgang i 2021. Som det ses, bevæger den sig ganske langsomt højere op på himlen i løbet af oktober og november og især i december, hvor den optræder som ”julestjerne” på sydvesthimlen.
Her i oktober forbedres forholdene en smule, fordi Venus’ lysstyrke stiger fra mag. ÷4,2 til mag. ÷4,5 og derfor bliver lidt nemmere at se. Venus begynder måneden i Vægten og krydser grænsen til Skorpionen den 7. oktober. Den 15. oktober bevæger Venus sig ganske kortvarigt gennem Ophiuchus for derefter at vende tilbage til Skorpionen igen. Opholdet i Ophiuchus varer under 20 timer, og når Venus den 16. oktober igen befinder sig i Skorpionen, passerer den 1½° nord for stjernebilledets klareste stjerne, den røde kæmpe Antares. Herefter går der indtil 21. oktober, hvor Venus igen bevæger sig ind i Ophiuchus for at opholde sig her resten af måneden.
Venus’ bane gennem Vægten, Skorpionen og Ophiuchus i løbet af oktober.
Astrologerne kalder Ekliptikas stjernebilleder for stjernetegn, og de anerkender kun 12. Astronomerne kan derimod ganske tydeligt se, at der er 13. Ifølge astrologien er man født i det stjernetegn, hvori Solen stod i fødselsøjeblikket, og her er astronomien og astrologien ikke enige, for astrologerne udregner deres horoskoper på grundlag af Solens position, som den var for et par tusinde år siden. I den mellemliggende tid er Solens position blandt stjernebillederne rykket omkring 30° på grund af præcessionen.
Desuden er astrologerne også galt afmarcheret med hensyn til stjernebilledernes størrelse. Astrologerne deler Ekliptika i tolv lige store dele, så hvert af deres stjernetegn spænder over 30°, og Solen vil befinde sig ca. én måned i hvert. Dette er imidlertid en meget stor afvigelse fra, hvad astronomerne kan se.
Stjernebillederne er nemlig ikke lige store, så Solens tilsyneladende bane gennem hvert enkelt stjernebillede langs Ekliptika varer langt fra én måned. Tidspunktet varierer lige fra 8 dage i Skorpionen til 45 dage i Jomfruen. I 18 dage befinder Solen sig endda i Ophiuchus, som slet ikke figurerer i astrologernes Dyrekreds. Skemaet herunder viser, hvor på Ekliptika Solen befinder sig på et givet tidspunkt ifølge astrologerne, og hvor den i virkeligheden befinder sig.
De nøjagtige tidspunkter varierer lidt år for år, fordi ét år ikke er præcist 365 døgn, men 365¼. Det betyder, at forårsjævndøgn – som er udgangspunkt for Solens position – kan falde enten 20. eller 21. marts.
Der bliver endnu større uoverensstemmelse, når vi også ser på planeterne. Solen bevæger sig som bekendt langs Ekliptika, der som det fremgår af tabellen går gennem 13 stjerne-billeder. Månens bane hælder 5,1° i forhold til Ekliptika, så den kan bevæge sig gennem de stjernebilleder, som ligger tættest på Ekliptika, f.eks. Orion og Hvalen, og det samme er tilfældet for planeterne, idet deres baner også afviger mere eller mindre fra Ekliptikas plan. At Venus, Solen og de øvrige planeter bevæger sig gennem Ophiuchus er derfor slet ikke usædvanligt, netop fordi Ekliptika går gennem dette lidt oversete stjernebillede.
Ekliptika (den stiplede linje) går gennem de 12 stjernebilleder, som stjernetegnene er opkaldt efter. Ekliptika går også igennem stjernebilledet Ophiuchus (Slangebæreren), men det anerkendes ikke af astrologerne.
Planetbanernes hældning i forhold til Ekliptikas plan.
Venus når sin største østlige elongation den 29. oktober, hvor vinkelafstanden til Solen er 47°. På grund af den lave højde over horisonten får vi på vore breddegrader dog ikke særlig meget ud af denne store afstand. Normalt vil det være forholdsvis nemt at finde Venus på daghimlen, når vinkelafstanden er stor, men når planeten kulminerer, dvs. står højest på himlen mod syd omkring kl. 16:15 de sidste 14 dage af oktober, sker det i en højde af under 9°. Hvis det alligevel lykkes at finde den, vil man kunne se, at Venus’ udstrækning på 19” den 1. oktober i løbet af måneden vokser til 26”. I samme tidsrum svinder fasen fra 62% til 48%, dvs. Venus sidst på måneden har samme udseende som halvmånen. Denne forøgelse af den tilsyneladende størrelse skyldes, at afstanden mellem Jorden og Venus hurtigt bliver mindre, idet den i begyndelsen af oktober er 132 millioner kilometer og ender på 98 millioner kilometer på månedens sidste dag, og faseændringen skyldes ændring af vinklen mellem Jorden, Venus og Solen.
Venus’ udseende l. og 31. oktober 2021.
Når tusmørket er ved at være overstået, og man måske har været så heldig at få et glimt af Venus, dukker yderligere to planeter op i sydlig retning i stjernebilledet Stenbukken. Den klareste af disse er Jupiter, som står omkring 16° længere mod øst end den noget svagere Saturn.
Himlen i sydlig retning midt i oktober ½ times tid efter solnedgang.
Det svage stjernebillede Stenbukken ser noget anderledes ud i 2021 end normalt.
Både Jupiter og Saturn var i opposition i begyndelsen af august. Omkring oppositionen bevæger en ydre planet sig retrogradt, dvs. mod vest i forhold til baggrundsstjernerne. Den 10. oktober slutter Saturns retrograde bevægelse, så planeten igen begynder at bevæge sig progradt, dvs. mod øst i forhold til baggrundsstjernerne. Planeternes tilsyneladende indviklede bevægelse skyldes, at både planeterne og Jorden kredser om Solen, hvorfor synsretningen hele tiden ændres. Jorden kredser imidlertid hurtigere omkring Solen end de ydre planeter og overhaler dem så at sige indenom. Under overhalingen ser ud, som om den ydre planet bevæger sig baglæns. Det svarer til, at man overhaler en bil på motorvejen – den pågældende bil synes at køre baglæns i forhold til én selv. I Solsystemet er forholdene lidt anderledes, og efter kortere eller længere tid genoptager den ydre planet igen sin normale prograde bevægelse.
Mellem position 2 og 4 bliver den ydre planet (rød) overhalet af Jorden (blå) og synes derfor at bevæge sig baglæns i forhold til de fjerne baggrundsstjerner.
Eftersom planeterne som nævnt ovenfor ikke kredser nøjagtig i Ekliptikas plan, får banen et sløjfeformet forløb. Oppositionssløjfen finder sted omkring de tidspunkter, hvor afstanden mellem Jorden og den pågældende planet er mindst. For de ydre planeter med andre ord omkring oppositionen og for de indre planeter i forbindelse med nedre konjunktion, idet Venus og Merkur jo ikke kan komme i opposition til Solen.
Saturn befinder sig så lagt fra Solen (og Jorden), at den synes at bevæge sig meget langsomt, idet den bruger 29½ år om et kredsløb omkring Solen. På de tidspunkter hvor den retrograde bevægelse enten begynder eller ophører, synes den at bevæge sig endnu langsommere, så i hele oktober vil den praktisk talt befinde sig på samme sted i den vestlige del af Stenbukken. Bortset fra Jupiter i Stenbukkens østlige del, er Saturn det klareste objekt i området, og selv om lysstyrken falder umærkbart fra mag. 0,4 til mag. 0,5 i løbet af måneden overser man ikke uden videre ringplaneten.
Ringene kan dog kun ses gennem et teleskop, men det er også et syn, som overrasker de fleste. I øjeblikket hælder ringsystemet 19° i forhold til synsretningen fra Jorden, så med en passende forstørrelse og gode observationsforhold er det muligt at se, hvordan den mørke Cassinideling adskiller den ydre B-ring fra den lidt svagere A-ring, medens det er noget vanskeligere at se den meget svage C-ring.
Saturns ringe.
Eftersom Saturn og Jorden ikke kredser omkring Solen i præcis samme plan, betyder det, at vi under Saturns 29½ lange tur omkring Solen i knap 15 år ser ringene ”ovenfra” og ligeledes i knap 15 år ser dem ”nedefra”. To gange i løbet af et Saturnår passerer vi ringplanet og ser derfor ringene lige fra kanten, og da ringene er meget tynde, kan de enten slet ikke eller kun meget vanskeligt ses på disse tidspunker. Midtvejs mellem passa-gen af ringplanet ses ringene under størst mulig vinkel og er derfor meget nemme at se.
Da Galilei rettede sit teleskop mod Saturn i 1610, var der to år til en passage af ringplanet. Ringene var derfor allerede på dette tidspunkt svære at se, især gennem Galileis primitive teleskop, og da han rettede det mod Saturn igen i 1612, kunne han naturligvis slet ikke se de to “vedhæng”, hvilket frustrerede ham så meget, at han stort set opgav at beskæftige sig mere med Saturn.
Da Hyugens observerede Saturn i 1655, var det uheldigvis ligeledes omkring samme tid, som ringene vendte kanten mod Jorden. Selv om hans teleskop var bedre end Galileis, var han derfor ikke helt sikker på sin formodning om, at Saturn er omgivet af en ring, som ikke rører planeten. Han skrev derfor sin opdagelse som et anagram, så han senere kunne bevise, at det var ham, som havde opdaget ringenes sande natur. Til gengæld opdagede han under sine observationer samme år Saturns største måne Titan, og her var han ikke i tvivl. Først nogle år senere var ringene blevet tydelige igen, og nu var Hyugens så sikker, at han offentliggjorde opdagelsen i en bog, Systema Saturnium, hvori han forklarer om ringenes udseende og om, hvordan Jorden hvert 14-15 år passerer gennem ringplanet.
Saturns 17” store skive er mere eller mindre blottet for detaljer, og vil for de meste fremstå konturløs. Af Saturns mange måner er den største, Titan med en lysstyrke på mag. 8½, næsten altid let at få øje på. Derudover er Tethys, Dione og Rhea på mag. 10 også inden for rækkevidde af et mindre teleskop.
Jupiters retrograde bevægelse ophører ligeledes i oktober. Det sker den 18. oktober, og eftersom afstanden til Jupiter er halvt så stor som afstanden til Saturn, bevæger den sig også hurtigere i forhold til baggrundsstjernerne. Selv om det ligesom hos de øvrige ydre planeter går langsomst, når den retrograde bevægelse enten begynder eller ophører, vil den opmærksomme iagttager alligevel kunne følge, hvordan Jupiters position ganske langsomt ændres i løbet af måneden.
Jupiters bane i oktober. Positionsændringen er nemmest at se ved at sammenligne med de tre stjerner på mag. 5, som ligger på række. Synsfeltets bredde er 4°.
Jupiter har en lysstyrke på mag. ÷2,6 og kan derfor ses, selv når den står tæt på horisonten. Det bedste tidspunkt er dog når den står højest på himlen mod syd. I begyndelsen af måneden er det kort efter kl. 22, og sidst på måneden to timer tidligere.
Udover de to mørke ækvatoriale skybælter, nogle få af de øvrige bælter og den store røde plet, kan man også se de fire store måner, som uophørligt kredser omkring planeten og indtager forskellige indbyrdes positioner fra nat til nat, ja endda fra time til time, hvilket især gælder for de tre inderste, Io, Europa og Ganymede, som kredser omkring Jupiter i henholdsvis 1,8 døgn, 3,6 døgn og 7,2 døgn, dvs. i et resonansforhold på 1:2:4. Den yderste, Callisto afviger lidt herfra, idet den bruger 16,7 døgn til en omkredsning.
Hvis man f.eks. holder øje med Jupiter den 4. oktober, kan man til at begynde med kun se tre måner, idet Ganymede befinder sig foran Jupiter. En sådan passage foran planeten kaldes en transit, og kun under helt optimale forhold kan man se månen, idet kontrasten mellem den og Jupiter er ret lille. Til gengæld kan man se Callistos skygge, som falder på Jupiters skytoppe. Kort tid efter kl. 20 er Ganymedes transit slut, så månen igen bliver synlig. En lille times tid senere rammer skyggen af Ganymede Jupiter og gør Callistos skygge selskab. Callistos skygge forlader Jupiter kort tid før midnat, og omkring tre kvarter senere forsvinder også Ganymedes skygge. Jupiter går ned omkring kl. 02:30.
Jupiter og dens 4 måner den 4. oktober for hver time mellem kl. 19:30 og 22:30.
En lignende oversigt for andre datoer kan findes på https://shallowsky.com/galilean/. På samme side kan man også se, hvornår månerne bliver okkulteret, dvs. forsvinder bag Jupiter, og man kan se, hvornår de træder ind og ud af dens skygge – svarende til en måneformørkelse på Jorden. Siden viser også, hvilke tidspunkter Jupiters røde plet er synlig.
I den anden ende af størrelsesklasseskalaen finder vi Solsystemets yderste planet. Neptun er ganske vist 4 gange større i diameter end Jorden, men den befinder sig 4½ milliarder fra kilometer fra Solen og er derfor meget lyssvag. I årene 1979-1999 var det endda endnu længere væk end Pluto, hvilket skyldes, at sidstnævnte har en meget elliptisk bane, som lige netop fører den indenfor Neptuns bane, når den er tættest på Solen.
På grunds af Plutos banehældning på 17° er der ikke risiko for at den støder sammen med Neptun. Desuden kredser Neptun og Pluto omkring Solen i et resonansforhold, der bevirker, at de aldrig passerer baneplanernes knudepunkter på samme tidspunkt.
Neptun var i opposition i september. Den befinder sig i Vandmandens østlige del, og det er nødvendigt som minimum at anvende en prismekikkert for at kunne se den 7,7 størrelses-klasse planet. Neptun skal findes knap 4° øst for φ (Phi) Aqr, som har en lysstyrke på mag. 4. φ Aqr ligger knap 8° under den nederste stjerne i den cirkelformede asterisme, som udgør den vestlige af Fiskene.
Neptun befinder sig vest for de tre markerede stjerner, som også kan findes på detailkortet herunder.
Neptun bevæger sig retrogradt og kommer omkring ¾° nærmere φ i løbet af oktober. Positionen er vist for den 1. oktober. Synsfeltet på dette udsnit er 6°.
De fleste asteroider er endnu længere nede på størrelsesklasseskalaen end Neptun. En af dem er 2 Pallas, hvis lysstyrke afhængig af afstanden til Jorden varierer mellem mag. 6,4 og mag. 10,6. 2 Pallas var i opposition midt i september med en lysstyrke på mag. 8,6. I oktober falder den til under mag. 9, men da den i netop denne måned tilfældigvis passerer næsten gennem det område i Vandmanden, hvor Neptun befinder sig, kan man jo forsøge at finde Solsystemets 3. største asteroide. Egentlig er det den 2. største, kun overgået af 4 Vesta, for den første fundne asteroide, 1 Ceres, er i dag klassificeret som dværgplanet.
2 Pallas har en meget stor banehældning i forhold til Ekliptika. Den er på 33°, og her i oktober bevæger den sig næsten lodret ned gennem Vandmanden og passerer undervejs 5°-6° vest for φ Aqr, der blev brugt som referencestjerne til opsøgning af Neptun.
Det karakteristiske ved asteroider er, at de er så små, at de blot ser ud som svage stjerner uden udstrækning, men de kan genkendes ved, at de flytter sig i forhold til de fastsiddende stjerner. Når man mener at have fundet det rigtige sted, kan man lave en skitse af området og herefter vende tilbage til det samme område en dag eller to senere, så man kan konsta-tere, hvilken af stjernerne, der har flyttet sig.
Pallas’ bane i oktober. Synsfeltet er 10°.
Uranus befinder sig i Vædderen og kommer i opposition i næste måned. I modsætning til Neptun og 2 Pallas kan Uranus (teoretisk) ses med det blotte øje, idet den har en lysstyrke på mag. 5,7. En prismekikkert vil dog være en meget stor hjælp, men uheldigvis befinder Uranus sig et forholdsvist stjernefattigt område i Vædderens nederste del. Den nærmeste nogenlunde klare stjerne er Omikron Ari på mag. 5,7 – dvs. samme lysstyrke som Uranus. Den 1. oktober står Uranus godt 20’ øst for Omikron, og da den bevæger sig retrogradt, passerer den 10’ nord for Omikron den 10., og ved oktobers udgang har den bevæget sig yderligere 40’ mod vest.
Uranus’ retrograde bevægelse i oktober. Omikron Arietis på mag. 5,7 er stjernen umiddelbart under Uranus bane, hvor positionen er angivet for hver 2. dag. Cirklen dækker over et synsfelt på 7°.
Oversigtskort over området. Plejaderne genkendes til venstre, og cirklen ligger mellem Vædderen og Hvalens hoved. Til højre ses en lille del af Fiskene.
Merkur er i nedre konjunktion med Solen den 9. oktober, dvs. den passerer mellem Jorden og Solen. På grund af dens banehældning passerer den 2° under Solen, ligesom den også ”rammer forbi” under de allerfleste øvrige nedre konjunktioner. Først i november 2032 vil den passere ind foran, så vi den 13. november dette år kan se en merkurpassage.
Merkur bevæger sig hurtigt om på morgenhimlen og når største vestlige elongation på 18° den 25. oktober. Denne morgen står den op næsten 2 timer før Solen, og en time før solopgang er den med en lysstyrke på mag. ÷0,5 kommet op i en højde af 7° over horisonten. De følgende morgener stiger lysstyrken, og den 31. oktober er den steget til mag. ÷0,8. Samtidig er højden over horisonten dog blevet mindre, men dette bliver kompenseret af den større lysstyrke, så Merkur er fortsat synlig i morgendæmringen – såfremt man ellers husker på, at der bliver lyst en time tidligere end morgenen i forvejen, fordi man jo stillede sit ur om til normaltid kl. 03 om natten.
Merkur på morgenhimlen den 25. oktober. Stjernen øverst til venstre er Arcturus.
Ved et tilfælde er Mars i konjunktion med Solen på næsten samme tidspunkt som Merkur, nemlig den 8. oktober. Mars kan derfor ikke ses i denne måned, og fordi den står på den modsatte side af Solen, er afstanden mellem den og Jorden 393 millioner kilometer.
