Stjernehimlen i januar 2022 – og resten af året
Inden januaroversigten kommer først en kort oversigt over astronomiske begivenheder i resten af 2022:
Hvis man kun kaster et overfladisk blik på stjernehimlen, får man det indtryk, at den altid ser ens ud. Det er også delvist korrekt, for den har i store træk set ud på samme måde i de seneste mange tusinde år. Selv om Solen og alle de øvrige stjerner bevæger sig rundt om Mælkevejens centrum og derved bevæger sig i forhold til hinanden, befinder de sig så langt fra hinanden, at bevægelsen kun kan registreres med meget nøjagtige måleinstrumenter på astronomernes teleskoper.
Trods det er det ikke muligt at tegne et stjernekort, som kan bruges til alle årstider og til alle nattens mørke timer, for der sker både en daglig og en årlig ændring, idet Jorden som bekendt drejer om sin egen akse én gang i døgnet, og den bruger ét år til en tur om Solen. I løbet af natten dukker nye stjerner op mod øst, medens andre forsvinder under horisonten mod vest, hvilket skyldes Jordens daglige rotation.
Under Jordens årlige omkredsning af Solen ser det for os her på Jorden ud, som om det er Solen, der bevæger sig. Solen ser ud til at bevæge sig mod venstre i forhold til stjerne-billederne, dvs. modsat uret, og vi kan naturligvis ikke se de stjernebilleder, som på et givet tidspunkt ses i samme retning som Solen, men allerede for tusinder af år siden, gjorde datidens stjernetydere en vigtig opdagelse, medens de fulgte nattehimlen fra solnedgang til næste dags solopgang. Medens morgenhimlen blev lysere, bemærkede de hvilket stjernebillede, de kunne se mod øst, umiddelbart inden det forsvandt i Solens stråler. Som et eksempel kan vi tage Skytten. De ræsonnerede korrekt, at Solen måtte befinde sig i det følgende stjernebillede, Stenbukken. Og eftersom stjernebilledet umiddelbart før solopgang var forskelligt gennem året, måtte Solen naturligvis foretage den samme rejse gennem stjernebillederne som Månen og planeterne.
Synsretningen til Solen og stjernehimlen i årets løb.
Derimod kan vi se de stjernebilleder, som står modsat Solen, for de er jo oppe om natten, og den årlige forandring betyder, at man ved årets begyndelse kan nikke genkendende til vinterstjernebillederne og især til Orion, hvis syv klareste stjerner danner et letgenken-deligt mønster. Orions bælte peger på himlens klareste stjerne, Sirius i Store Hund, og derudover bliver Orion på den ene side flankeret af Tyren med den velkende stjernehob Syvstjernen og på den anden side af de to Tvillinger Castor og Pollux.
Stjernehimlen ved midnat 1. januar.
Ved forårets begyndelse står Karlsvognen næsten lodret over hovedet efter mørkets frembrud. Karlsvognen viser vej til himlens eneste stjerne, som står det samme sted hele året, nemlig Nordstjernen. Under Karlsvognen ses Løven med den klare stjerne Regulus som prikken under et spejlvendt spørgsmålstegn, og til venstre for Løven ses den røde stjerne Arcturus i Bootes og den blå Spica i Jomfruen.
Stjernehimlen ved midnat 1. april.
Den lyse sommerhimmel er domineret af stjernerne Vega i Lyren, Deneb i Svanen og Altair i Ørnen, som tilsammen udgør Sommertrekanten. Mælkevejen kan være svær at se på denne årstid, men den har sit klareste område i netop Svanen, og i de mørke august-nætter står dette område højt på himlen.
Stjernehimlen ved midnat 1. juli.
Karlsvognen er også markant om efteråret. Nu står den blot på nordvesthimlen efter mørkets frembrud og lige mod nord ved midnat, hvilket er et tydeligt bevis på, at stjerne-himlen ser forskellig ud på de forskellige årstider. Udover Karlsvognen er efterårshimlen prydet af Andromeda og alle de øvrige stjernebilleder, som hører med til en af bedst kendte af de gamle græske fortællinger om stjernebillederne … og så er det vinter igen.
Stjernehimlen ved midnat 1. oktober.
Himlen skifter således konstant udseende i løbet af natten og i løbet af året, så der er nok at holde øje med. Selve stjernebillederne ser som nævnt ens ud fra år til år, men Månen og planeterne bevæger sig i forhold til baggrundsstjernerne, og deres position kan beregnes mange år frem i tiden og dermed også hvor og hvornår, de kan ses i 2022.
Månen i 2022.
Merkur kan kun ses umiddelbart før solopgang eller umiddelbart efter solnedgang og ses bedst under største elongation, dvs. når vinkelafstanden til Solen er størst. Eftersom Merkur bevæger sig meget hurtigt omkring Solen, vil den opnå største elongation 7 gange i 2022:
7. januar på aftenhimlen.
16. februar på morgenhimlen.
29. april på aftenhimlen.
16. juni på morgenhimlen.
27. august på aftenhimlen.
8. oktober på morgenhimlen.
21. december på aftenhimlen.
Det er dog langt fra alle elongationer, som er lige gunstige, og de bedste tidspunkter for at se den solnære planet fra vore breddegrader er, når den står på aftenhimlen i forårs-månederne og på morgenhimlen i efterårsmånederne.
Venus er det klareste objekt ud over Solen og Månen. Den står på morgenhimlen en stor del af 2022, og kan fra midten af januar ses tæt på horisonten i sydøstlig retning umiddel-bart før solopgang. Desværre vil den på intet tidspunkt i løbet af året nå at komme særlig højt op på himlen, før det bliver så lyst, at den ikke længere kan ses. I løbet af foråret og sommeren står Venus tidligere og tidligere op, men det samme gør Solen, så i de lyse nætter i maj, juni og juli skal man ud meget tidligt om morgenen, for at kunne se den lysstærke planet, og da den altid står op i nogenlunde samme retning som Solen, vil opgangen finde sted i nordøstlig retning. Venus forsvinder ud af syne omkring midten af september og dukker op på aftenhimlen lige før jul.
Venus på morgenhimlen i 2022.
Mars befinder sig ligeledes på morgenhimlen ved årets begyndelse. Mars er meget svagere end Venus og er derfor vanskeligere at se. Først i løbet af efteråret forbedres forholdene, og det hele kulminerer midt i december, hvor Mars kommer i opposition, dvs. den står i modsatte retning af Solen og er oppe hele natten. Samtidig er lysstyrken steget så meget, at Mars ser ud som en meget klar rød ”stjerne”. På selve oppositionsnatten, dvs. natten mellem 7. og 8. december, forsvinder Mars fra himlen en times tid. Mellem kl. 06 og kl. 07 om morgenen den 8. december glider Månen nemlig hen forbi Mars og dækker for udsynet til den.
Mars’ bane i 2022. Bemærk den retrograde bevægelse i forbindelse med oppositionen sidst på året.
Jupiter, Solsystemets største planet og den klareste efter Venus, kan ses på aftenhimlen mod sydvest kort tid efter solnedgang i januar. Herefter er den for tæt på Solen de næste par måneder, inden den bliver synlig på morgenhimlen omkring påsketid. Den 30. april og den 1. maj passerer Venus og Jupiter tæt forbi hinanden i en afstand svarende til 2/3 af Månens tilsyneladende diameter. Jupiter står modsat Solen i slutningen af september, og samtidig er den en lille smule klarere end øvrige år. Det skyldes, at Jupiters bane om Solen er svagt ellipseformet, og netop i 2022 er den tættest på Solen og dermed også på Jorden.
Saturn befinder sig hele året i Stenbukken. Den er i konjunktion med Solen i begyndelsen af februar og bliver derefter synlig på morgenhimlen i løbet af marts. I forårs- og sommermånederne kan den være lidt vanskelig at se, fordi lysstyrken er væsentlig lavere en for Jupiters vedkommende, og desuden kommer den ikke særlig højt op over horisonten. Omkring oppositionen, som er den 14. august, bliver det lidt bedre, for lysstyrken kommer op på mag. 0, og resten af året kan Saturn ses på aftenhimlen.
Den 16. maj kan man netop lige nå at se begyndelsen til en måneformørkelse med Månen meget lavt på himlen mod sydvest, så find et sted med en fri horisont i den retning. Formørkelsen begynder kl. 04:27, og halvdelen af Månen når at blive formørket, inden den går ned nogle få minutter efter kl. 05.
Månen den 16. maj umiddelbart før den går ned.
Den 25. oktober forekommer der en partiel solformørkelse. Den er ikke total noget sted på Jorden, og der kan være nogle minutters forskel på dens begyndelse og slutning afhængigt af, hvorfra i Danmark man iagttager den. I Odense begynder den kl. 11:07. Kl 12:09 er Solen maksimalt formørket, hvor Månen dækker 1/3 af dens diameter. Formørkelsen slutter kl. 13:13.
Solen ved maksimal formørkelse.
Årets største meteorsværme, Perseiderne i august og Geminiderne i december har maksimum på et tidspunkt, hvor Månen er på himlen. Under Perseidernes maksimum er der endda fuldmåne, så det kan ikke betale sig at køre langt for at finde et mørkt sted, idet forholdene vil være stort set lige så gode fra bynære områder. Det samme er tilfældet for Geminiderne, så man må kun forvente at kunne se de klareste meteorer, men dem plejer der også at være en del af. Under alle omstændigheder ser man jo ingenting, hvis man ikke går udenfor, så det kan altid betale sig at holde øje med himlen de pågældende tidspunkter. Orioniderne i oktober er mere lovende, for her er Månen kun et meget smalt segl, som står op en times tid før daggry.
Stjernehimlen i januar 2022
Årets første måned har navn efter den romerske gud Janus, som havde to ansigter. Det ene så fremad mod det nye år, og det andet så tilbage mod det forgangne. I det antikke Rom blev januar gjort til årets første måned fra år 153 f.Kr. Indtil da havde marts måned indledt året til ære for krigsguden Mars. I Danmark blev januar fra begyndelsen af det 14. århund-rede gjort til årets første måned, men i mange europæiske lande begyndte året indtil det 17. eller 18. århundrede fortsat i marts måned. Derfor kan ældre årstalsangivelser afvige med et år. Januars gamle danske navn, glugmåned, stammer fra glug, som betyder kikhul. Det, der kikkes ind i, er naturligvis det nye år.
Janus. Romersk mønt fra ca. år 200 f.Kr.
I sin årlige ellipseformede bane er Jorden tættest på Solen den 4. januar 2022 kl. 07:52 dansk normaltid. Afstanden er på dette tidspunkt 147.105.052 kilometer, medens den i det fjerneste punkt, som nås den 4. juli 2022 kl. 09:10 er 152.098.455 kilometer. Afstanden er således 5 millioner kilometer mindre end om sommeren, hvilket måske umiddelbart lyder paradoksalt, for det burde jo være varmest, når Jorden er tættest på Solen.
Grunden til årstidernes skiften er imidlertid, at Jordens akse hælder 23,5° i forhold til baneplanet omkring Solen, og da hældningen er fast i forhold til rummet, er det skiftevis den nordlige og den sydlige halvkugle, som vender ind mod Solen i løbet af året. Når Jorden befinder sig i den del af sin bane, hvor den nordlige halvkugle vender mod Solen, falder solstrålerne mere lodrette på vore breddegrader, og den ekstra solenergi varmer havet, landjorden og luften op. Dette er tilfældet i sommermånederne, og når Jorden et halvt år senere er nået om på den anden side af Solen, er det den sydlige halvkugle, som vender mod den livgivende varmekilde. Derfor er det forår og sommer i Australien, mens vi har efterår og vinter i Danmark.
Jordaksens hældning i forhold til retningen mod Solen på de forskellige årstider.
Forhåbentlig bliver man mødt af en klar og skyfri aftenhimmel på årets første dag, for umiddelbart efter solnedgang – som finder sted få minutter før kl. 16 – vil man kunne se fire planeter på række tæt på horisonten.
Aftenhimlen den 1. januar 2022 tre kvarter efter solnedgang.
Venus er den klareste, men da den står tæt på horisonten, bliver en del af dens lys absorberet af Jordens atmosfære. Uden absorptionen ville lysstyrken ligge på mag. ÷4, men i den aktuelle højde på 3°, som den befinder sig i tre kvarter efter solnedgang, bliver lysstyrken reduceret til omkring mag. ÷2. Det er samme lysstyrke som Jupiter, som står i en højde på 21°. Læs mere om denne såkaldte extinction på Stjernehimlen i maj 2021. Merkur står nogle grader til venstre for Venus og i samme højde over horisonten, så også i dette tilfælde bliver lysstyrken reduceret på samme måde som hos Venus. Afhængig af atmosfærens gennemsigtighed vil lysstyrken være omkring mag. 1,2. Uden absorption ville den være på mag. ÷0,7. Midt mellem Venus/Merkur og Jupiter står Saturn med en lysstyrke på mag. 1. Den 4., 5. og 6. januar passerer det smalle segl på den tiltagende måne gennem området.
Det er en af de sidste muligheder for at se Venus på aftenhimlen i denne omgang, for den nærmer sig konjunktionen med Solen, så allerede næste aften står den endnu lavere over horisonten, og forsvinder således hurtigt ud af syne. Konjunktionen finder sted den 8. januar, hvorefter der går et par uger, før den klare planet bliver synlig på morgenhimlen før solopgang. Herefter kan man gennem teleskop følge, hvordan faseskifter sker i modsat rækkefølge af faseskiftet i december.
Venus’ faseskifte efter nedre konjunktion. Sammenlign med skitsen på Stjernehimlen i december 2021.
Medens Venus således kun er synlig på årets første aftener – og så skal man endda være heldig med vejret – er det modsatte tilfældet for Merkur. Den fjerner sig nemlig fra Solen og kommer til at stå højere over horisonten. Selv om Merkurs lysstyrke gradvist bliver svagere, betyder den større højde alligevel, at den bliver lidt nemmere at se. Merkur nærmer sig Saturn, men når ikke helt frem, før den passerer største elongation og igen nærmer sig Solen. De to planeter er tættest på hinanden den 13. januar, og selv om de begge to nærmer sig konjunktionen med Solen, bevæger Merkur sig hurtigst og kommer i konjunktion den 23. januar, medens det for Saturns vedkommende først bliver den 4. februar.
Merkur, Venus og Saturn kan således kun ses i begyndelsen af januar, medens Jupiter kan ses hele måneden, men også for Solsystemets største planet er det ved at være sidst udkald i denne omgang. Den 1. januar går Jupiter ned kl. 20:30, dvs. 4½ time efter Solen. På månedens sidste dag finder Jupiters nedgang sted mindre end 2½ time efter Solen.
Det er ligeledes ved at være slut med at lede efter Neptun. At ”lede efter” skal tages bogstaveligt, for med en lysstyrke på mag. 7,8 er det som minimum nødvendigt at bruge en god prismekikkert. Neptun befinder sig i Vandmanden knap 3½° øst for φ (Phi) Aqr på mag. 4. Området står mod sydvest efter mørkets frembrud, og efter nogle timer kommer det så tæt på horisonten, at det bliver meget vanskeligt at se så svage objekter.
Himlen mod sydvest kl. 18:30 midt i januar. Se stjernehimlen i december 2021 for flere informationer om Neptun samt et mere detaljeret kort.
Det står lidt bedre til med Uranus, for den befinder sig i Vædderen og er på himlen det meste af natten, men også i dette tilfælde er en prismekikkert nødvendig, for Uranus’ lysstyrke ligger på mag. 5,8. Uranus bevæger sig retrogradt, indtil den er stationær den 18. januar, hvorefter den bevæger sig progradt resten af måneden. Banebevægelsen omkring det stationære punkt er meget langsom, så Uranus står mere eller mindre det samme sted hele måneden. Se et kort over området på stjernehimlen i december 2021.
Tidligt om morgenen bliver der mulighed for at se endnu en planet, nemlig Mars. Gennem hele måneden står den ganske vist ikke op før omkring kl. 06:45, og da den befinder sig lavt på himlen i Ophiuchus, vil den med en lysstyrke på mag. 1,5 ikke være særlig fremtrædende. Den 29. januar står det tynde segl på den aftagende måne 5½° til højre for Mars, medens Venus står højere på himlen 10° til venstre for Merkur
Morgenhimlen 29. januar 2022 kl. 07.
Kvadrantiderne, årets første meteorsværm, har maksimum natten mellem 2. og 3. januar samtidig med, at der er nymåne. ZHR angives til 50-100, og Kvadrantiderne er kendt for, at der ofte er mange ildkugler. Ulempen er, at maksimum er meget smalt og kun varer et par timer, så for at se Kvadrantiderne er det nødvendigt, at man befinder sig på den rigtige del af Jorden – samt at der naturligvis samtidig skal være skyfrit.
Forudsigelsen af maksimum for en meteorsværm er et kvalificeret gæt og er således ikke en garanti. Ifølge Den Internationale Meteororganisation skulle maksimum i 2022 falde den 3. januar kl. 20:40 UTC, svarende til kl. 21:40 dansk normaltid. Normalt ser man fleste meteorer, når radianten står højest, og for Kvadrantiderne er det i timerne før daggry – dvs. desværre længe efter det forudsagte maksimum, men prognosen er som nævnt med stor usikkerhed, så det bedste er naturligvis selv at holde øje med himlen.
Kvadrantidernes radiant ligger mellem Bootes og Dragen ud for Karlsvognens vognstang. Dette område ligger tæt på den nordlige horisont indtil sidst på aftenen, hvorefter det stiger højere på himlen. Ved 3-tiden er det kommet mere end ⅓ af vejen op mod zenith og står i østlig retning. Bemærk dog, at selv om meteorerne ser ud til at udstråle fra radianten, vil de kunne ses over hele himlen.
Meteorsværme har deres navne fra det stjernebillede, hvori radianten ligger. Sådan er det ikke for Kvadrantiderne, for de er opkaldt efter et stjernebillede, der ikke længere eksiste-rer. Den franske astronom Jerome Lalande ’opfandt’ Quadrans Muralis (Murkvadranten) i 1795, men da Den Internationale Astronomiske Union i 1920’erne blev enige om at reducere antallet af stjernebilleder til 88, udgik Quadrans Muralis. Meteorsværmen beholdt dog sit navn.
Himlen mod øst ved 03 tiden den 3. januar.
Kvadrantiderne ophavskomet var ukendt indtil 2003, hvor asteroiden 2003 EH1blev fundet, og dens bane viste sig at have sammenfald med Kvadrantiderne. Det står dog ikke helt klart, om det virkelig er ophavskometen, som blev fundet, og hvis det er korrekt er det i virkeligheden en asteroide på samme måde som kilden til Geminiderne i december. Til gengæld er det muligt, at 2003 EH1 er det samme objekt som den komet, der blev observeret af kinesiske, japanske og koreanske astronomer i 1490, og som senere har fået benævnelsen C/1490 Y1.
Månens fase lige nu kan ses på denne side fra NASA.