Stjernehimlen i august 2018
De lyse nætter begyndte på danske breddegrader omkring den 5. maj. Her i Danmark varer de ca. 3 måneder og slutter derfor i begyndelsen af august. Den officielle dato er den 8. Der er dog stor forskel på begyndelses- og sluttidspunktet afhængigt af, hvor i landet man bor. Se mere herom under omtalen af stjernehimlen i maj. I starten af august begynder det således igen at blive mørkt om natten, men i praksis er der naturligvis ligesom ved de lyse nætters begyndelse en vis overgangsperiode, hvor der kun er mørkt lige omkring midnat. Bemærk at midnat i denne forbindelse skal forstås som astronomisk midnat, som falder én time senere end borgerlig midnat på grund af sommertiden.
Himlen mod nord ved astronomisk midnat (i Odense kl. 01:23) midt i august. Store Bjørns kontur er fremhævet med gule forbindelseslinjer mellem de svagere stjerner.
Karlsvognen står lavt på himlen mod nordvest. Som det er de fleste bekendt, er Karls-vognen ikke et officielt stjernebillede, idet de syv stjerner er en del af Store Bjørn. Bortset fra Karlsvognens syv stjerner er Store Bjørns øvrige stjerner forholdsvis lyssvage, og det kan derfor være vanskeligt at overskue det store stjernebillede, som for øvrigt er himlens 3. største, som kun er overgået af Søslangen og Jomfruen. Netop her i sensommeren og i de første efterårsmåneder vender Store Bjørn ”rigtigt”, og på en mørk nat kan man se, hvordan bjørnen synes at gå langs nordhorisonten. Det er formodentlig netop dette, som gjorde, at også indianerne i Nordamerika opfattede stjernerne som en bjørn. I deres myter blev bjørnen forfulgt af syv jægere gennem hele sommeren, indtil det lykkedes dem at fange den om efteråret.
Den orange Arcturus i Bootes står lavt over horisonten mod vest, medens Capella i Kusken står på østhimlen på den modsatte side af Karlsvognen. Arcturus findes ved at forlænge ’vognstangens bue’ og Capella ved at forlænge linjen mellem de to øverste stjerner i ’vognkasssen’. Længere mod øst er Tyren med den åbne stjernehob Plejaderne på vej op over horisonten.
Himlen mod syd ved astronomisk midnat midt i august.
Mælkevejen er tydeligst fra vore breddegrader på denne årstid. Det svagt lysende bånd, som stammer fra det samlede lys fra millionvis af svage stjerner, strækker sig fra den sydlige til den nordlige horisont og passerer undervejs næsten gennem Zenith. Mælke-vejen bliver først tydelig 10°-15° over horisonten i området omkring Ørnen, hvorfra den fortsætter gennem Svanen med den klareste del på den nordlige halvkugle langs Svanens længdeakse. Mælkevejen fortsætter gennem Cassiopeia og Perseus og forsvinder efterhånden ud af syne i Kusken, som ligger tæt på den nordlige horisont.
Det er også på denne årstid, de små stjernebilleder omkring Sommertrekanten er nemmest at se. Her har især Delfinen og Pilen et tydeligt omrids, medens Ræven og Føllet er mere diffuse. Under Vandmanden stikker stjernebilledet Sydlige Fisk lige netop op over horisonten. Med undtagelse af Fomalhaut består det af svage stjerner. Fomalhaut er himlens 18. klareste stjerne og den sydligst beliggende stjerne af 1. størrelse synlig fra vore breddegrader, og man tager ikke fejl af den, for der er som nævnt ingen andre klare stjerner i området, men eftersom stjernens lys passerer en meget stor del af Jordens atmosfære, bliver det svækket så meget, at Fomalhaut ser væsentligt svagere ud end dens størrelsesklasse umiddelbart indikerer.
Hele østhimlen er domineret af de stjernebilleder, som er kendt fra myten om Andromeda. Cassioipeia er med sin W-form det lettest genkendelige. Den mytologiske dronning er omgivet af kong Cepheus, datteren Andromeda og helten Perseus med sin hest Pegasus. Det onde søuhyre er vanskeligt at se, medens det svømmer helt nede ved horisonten. På dansk er det kendt under det mere fredelige navn Hvalen. Den bedst kendte stjerne i Hvalen er Omikron Ceti (efter hvalens latinske navn Cetus). Omikron Ceti er en rød kæmpe, som har tilnavnet Mira, hvilket ligeledes kommer fra latin, Stella Mira, “den forunderlige stjerne”. Det var hollænderen David Fabricius, som i 1596 opdagede, at stjernen varierer i lysstyrke. Den varierer så meget, at lysstyrken over en periode på omtrent 331 dage går fra mag. 3 til at være helt usynlig for det blotte øje. Både perioden og lysstyrkevariationen er uregelmæssig. Næste maksimum forventes i november 2018.
De mørke nætters tilbagevenden falder sammen med årets bedste og mest kendte meteor-sværm. Der er sommer på den nordlige halvkugle, hvilket betyder, at Perseiderne er langt mere tillokkende end de sværme, som forekommer i vinterhalvåret.
Perseiderne begynder så småt i slutningen af juli, og antallet af meteorer stiger ganske langsomt, indtil det topper ved maksimum omkring den 12./13. august. Herefter aftager antallet igen, og aktiviteten ophører helt i slutningen af august. Der forekommer ofte mange lysstærke Perseider, som efterlader et lysende spor, som forbliver synligt i flere sekunder. Meteorerne bevæger sig hurtigt hen over himlen, især fordi meteorstrømmens relative hastighed i forhold til Jorden er meget høj. Jorden og meteorstrømmen bevæger sig mod hinanden og mødes med en hastighed på omkring 200000 kilometer i timen.
Perseidernes aktivitet. Denne graf stammer fra 2016, hvor der var usædvanlig stor aktivitet under maksimum.
En meteorsværm er en astronomisk begivenhed, hvor alle kan deltage, og hvor delta-gerne får en fælles oplevelse, hvilket tydeligt lader sig høre af spontane udbrud, når en meteor er særlig kraftig eller langvarig. Der kræves intet udstyr udover øjnene og eventuelt en liggestol eller et tæppe, for i tilbagelænet eller liggende stilling kan man overskue en meget stor del af himlen. Et teleskop er uundværligt til at forstørre astronomiske objekter, men det kan ikke bruges til iagttagelse af meteorer, ganske enkelt fordi synsfeltet er alt for lille.
En prismekikkert har også et begrænset synsfelt, men det er dog langt større end det tilsvarende hos et teleskop, så en prismekikkert er god at have i beredskab, så man kan nå at rette den mod det lysende støvspor, som står tilbage i sekunderne efter et særligt kraftigt meteor.
Undgå lyskilder fra især mobiltelefoner. Lyset ødelægger ikke kun nattesynet hos dig selv men også hos alle øvrige i nærheden. Hold i stedet blikket og opmærksomheden rettet mod himlen.
Meteorer er ikke stjerner, som falder ned. Det er små støvpartikler, som rammer Jordens atmosfære. Så længe de befinder sig i kredsløb om Solen i det interplanetariske rum, kalder astronomerne sådanne partikler for meteorider. Det er strengt taget det samme som en asteroide, blot er meteoriderne meget mindre. De er så små, at de under normale omstændigheder ikke kan ses fra Jorden.
Hvis en sådan meteoride rammer Jordens atmosfære, bliver den opbremset og fordamper på grund af gnidningsmodstanden. Meteoridens bevægelsesenergi bliver dermed omsat til varmenergi, og denne energi bliver overført til luftens atomer og molekyler, som afgiver energien igen i form af et lyskvant. Det, man ser som et lysende spor, er derfor ikke selve partiklen men luftarterne, som lyser op efter partiklens passage. Vi ser med andre ord ikke selve meteoriden, men derimod et lysende spor, som bedst kendes under den populære betegnelse stjerneskud, medens astronomerne kalder dem meteorer. De klareste meteorer kaldes ildkugler eller bolider.
Hvis meteoriden er så stor, at den ikke fordamper fuldstændig, kan en del af den overleve turen gennem atmosfæren og lande på jordoverfladen. Hvis man efterfølgende er så heldig at finde den, kaldes det en meteorit. Der er dog aldrig fundet meteoritter i forbindelse med en meteorsværm. Støvpartiklerne er ganske enkelt for små til at kunne trænge helt ned til jordoverfladen.Meteorsværme stammer nemlig fra kometer, som består af en blanding af støv og frosne gasser. (En undtagelse fra dette er Geminiderne i december. De stammer fra asteroiden 3200 Phaethon).
En komet bliver kun synlig, når dens bane bringer den i nærheden af Solen, så dens frosne overflade bliver varm nok til at fordampe. Den resulterende sky af frigivne gasser fører det faste stof, der oprindeligt var blandet med isen, med sig bort fra kometen. Ved hver passage tæt forbi Solen frigiver kometen en strøm af materiale, som i begyndelsen er koncentreret i nærheden af kometen, men efterhånden som årtusinderne går, bliver det fordelt i et tyndt bånd langs hele kometens bane, fordi de enkelte partikler bliver udsat for små påvirkninger fra solvinden og tyngdekraften fra Solsystemets legemer. En meteor-sværm finder derfor sted på samme tidspunkt hvert år, når Jorden passerer nærmest støvbåndet.
Kometens bane og Jordens bane ligger ikke i samme plan. Banerne krydser kun hinanden et bestemt sted, som ligger fast i forhold til retningen mod Solen, dvs. på samme tidspunkt hvert år.
Perseidernes ophavskomet er 109P/Swift-Tuttle. Betegnelsen 109P betyder, at det er den 109. periodiske komet, som astronomerne har beregnet en bane for. De to navne henviser til opdagerne, nemlig Lewis Swift og Horace Tuttle, som uafhængigt af hinanden opdagede kometen i juli 1862. På opdagelsestidspunktet havde den en lysstyrke på mag. 7½. Lys-styrken steg hurtigt og nåede mag. 2 i begyndelsen af september, hvor kometen udviklede en hale med en længde på næsten 30°. 109P/Swift-Tuttle passerede igen gennem det indre Solsystem i 1992 men nåede kun en maksimal lysstyrke på mag. 5. Når den passerer forbi igen i 2126, kommer den tættere på Jorden, så lysstyrken forventes at toppe på mag. 1. Læs mere om Perseidernes historie under stjernehimlen i august 2017.
Ifølge IMO, The International Meteor Organization, falder Perseiderne maksimum i 2018 natten mellem den 12. og 13. august. Det er et ideelt tidspunkt, idet der er nymåne den 11. august. En større ulempe er, at det er natten mellem søndag og mandag. Perseiderne er imidlertid en forholdsvis bred sværm, så der er også en del aktivitet i nætterne før og efter maksimum. Generelt gælder, at man ser færre meteorer, jo længere det er fra maksimum, jvf. den tidligere viste graf. Under maksimum forventes en ZHR på 80-100.
Perseiderne udstråler som navnet antyder fra stjernebilledet Perseus. Meteorerne viser sig dog overalt på himlen, men en Perseide kan kendes ved, at sporet kan føres tilbage til et område i nærheden af Dobbelthoben mellem Cassiopeia og Perseus.
Himlen mod nordøst et par timer efter solnedgang den 11. august.
Man kan begynde at se efter Perseiderne, så snart der bliver mørkt nok, dvs. ved 22-tiden, selv om der normalt er størst aktivitet efter midnat. Tidligt på aftenen befinder radianten sig lavt over horisonten i nordøstlig retning. Efterhånden som natten går, følger den himlens bevægelse, og når daggryet begynder, står den tæt på zenith i sydøstlig retning. På dette tidspunkt er Tyren med Plejaderne for længst stået op, og den øverste del af Orion med den røde kæmpe Betelgeuze begynder så småt at vise sig over horisonten.
To Perseider. De tre klareste stjerner på billedet er Vega, Deneb og Altair, som tilsammen udgør Sommertrekanten.
Den 11. august går Solen ned kl. 21:03, og som nævnt begynder de første Perseider at vise sig en god times tid senere. Et godt stykke tid inden kan man ikke undgå at se en meget klar ’stjerne’ lavt over den vestlige horisont. Det er planeten Venus, som bliver synlig kort tid efter solnedgang. Venus’ i forvejen høje lystyrke stiger fra mag. ÷4,3 til mag. ÷4,7 i løbet af måneden, og planeten opnår største østlige elongation (største vinkelafstand fra Solen) den 17. På grund af den store vinkelafstand skulle man umiddelbart tro, at planeten vil stå gunstigt, men sådan forholder det sig desværre ikke. På denne årstid har Ekliptika en lille hældning i forhold til horisonten om aftenen, og da Venus i august tilmed befinder sig under Ekliptika, står den kun i en højde af omkring 5°, når den bliver synlig, og den går ned en times tid efter Solen.
Himlen mod vest ved solnedgang den 17. august. Den røde linje er Ekliptika. Himmellegemernes størrelse er overdrevet.
Stjernen umiddelbart til venstre for Solen er Regulus i Løven. Den står naturligvis for tæt på Solen til at kunne ses, men dens position er interessant i sig selv. Af alle 1. klasses stjerner er Regulus den, som står tættest på Ekliptika. Den står 0,47° nord for Ekliptika og bliver derfor jævnligt okkulteret af Månen og meget sjældent af Merkur og Venus. Seneste okkultation var af Venus den 7. juli 1959, og næste gang bliver den 1. oktober 2044 – igen af Venus. Okkultationen finder sted ved midnat dansk tid og kan derfor ikke ses fra vore breddegrader. Bortset fra Merkur ligger de øvrige planeters baner i øjeblikket på en måde, så de ikke krydser Ekliptika i nærheden af Regulus indenfor de nærmeste par tusinde år.
Den begrænsede tid til at se på Venus bør dog udnyttes, for hvis man retter et teleskop mod den klare planet, hver gang muligheden foreligger, kan man i løbet af måneden iagttage en markant forandring af Venus’ udseende. I løbet af måneden vokser dens tilsyneladende diameter fra 21” til 29”, og samtidig med størrelsesforøgelsen svinder den belyste og dermed synlige del fra 57% belyst til 40% belyst. Ligesom Månen har Venus faser, og på lignende vis er fasen afhængig af vinklen mellem Solen, Jorden og Venus. Venus er ”fuld”, når den er i øvre konjunktion og står på den modsatte side af Solen. På dette tidspunkt er afstanden mere end 250 millioner kilometer, og den tilsyneladende diameter er omkring 10”. Når Venus og Jorden er tættest på hinanden omkring nedre konjunktion, ses den under en vinkel på næsten ét bueminut, men samtidig kan vi kun se planeten som et meget smalt segl. Nedre konjunktion finder sted den 26. oktober, så den fase- og størrelsesændring, der sker i august, bliver endnu mere udpræget i løbet af september.
Venus’ udseende den 1., 15. og 31. august 2018.
På ovenstående kort over aftenhimlen den 17. august ses, at også Jupiter står på vest-himlen. Den store gasplanet befinder sig i Vægten, hvor den i løbet af måneden bevæger sig tæt forbi α Libra, som også kendes under navnet Zubenelgenubi. Jupiter har en lysstyrke på mag. ÷2 og er dermed langt klarere end Vægtens stjerner. I begyndelsen af måneden går Jupiter ned 2½ time efter Solen, og dette bliver reduceret til kun 1¾ time ved månedens udgang. Det er således kun kort tid til at rette teleskopet mod Jupiter og dens måner, inden den kommer for tæt på Solen.
Det står lidt bedre til med Saturn, som med en lysstyrke på mag. 0,3 står i sydlig retning ved mørkets frembrud. Saturn befinder sig i Skytten og står derfor meget lavt på himlen, idet den står omtrent samme sted, som Solen gør ved juletid. Trods den lave højde gør Saturn sig bemærket, fordi den er langt klarere end de øvrige objekter i Skytten. Ring-planeten gør sig dog bedst gennem et teleskop, men den lave højde sætter en begrænsning for, hvor mange detaljer, det kan lade sig gøre at se. Saturns skive har en diameter på 18”, og ringene spænder over 40”, så hele systemet kan sammenlignes med Jupiters 36”.
Saturn bliver imidlertid slået på målstregen af Mars, hvis skive hele måneden spænder over mere end 21”.
Mars, Jupiter og Saturn den 15. august.
Årsagen til Mars’ usædvanlige størrelse er, at den røde planet var i opposition den 27. juli og tættest på Jorden et par dage senere. Se mere om oppositionen under stjernehimlen i juli. Den 1. august spænder Mars over 24”, og dette svinder kun ganske lidt inden måne-dens udgang, hvor størrelsen ender på 21”. Samtidig falder lysstyrken fra mag. ÷2,8 til mag. ÷2,1. Mars har ikke været større og klarere siden 2003, men set med danske øjne er den gunstige opposition knap så gunstig. Mars befinder sig i Stenbukken, som er Skyttens nabostjernebillede, og da Mars i tiden omkring oppositionen bevæger sig retrogradt, når den lige netop at passere grænsen til Skytten den 24. august, inden den retrograde bevægelse ender den 28. Herefter begynder planeten igen at bevæge sig mod øst blandt baggrundsstjernerne, og allerede 2 dage senere har den atter bevæget sig ind i Stenbuk-ken. Mars befinder sig i et område, som står meget lavt på himlen, men den er dog synlig det meste af natten. I begyndelsen af august står den mod syd kl. 01 og sidst på måneden omkring kl. 22:45. Under næste opposition om 2 år befinder Mars sig i Fiskene. Lysstyr-ken og den tilsyneladende størrelse bliver lidt mindre end her i 2018, men stillingen bliver langt højere på himlen.
Mars mod syd ved midnat midt i august 2018 i en højde af 8°.
Marsopposition 13. oktober 2020 i en højde af 40°.
I de mørke augustnætter er det igen muligt at finde Solsystemets yderste planet Neptun, som kun har en lysstyrke på mag 7,8, og som derfor er meget vanskelig at se midt på sommeren. Det kræver dog trods nattemørket som minimum en prismekikkert, og i august må man væbne sig med tålmodighed og vente til et godt stykke efter midnat. Neptun befinder sig i Vandmanden, og i starten af august står den op omkring kl. 22:30. Som det gælder for de øvrige planeter, er det bedst at vente, til den står højt på himlen mod syd, og især for Neptuns vedkommende er den nemmere at se, når Månen ikke står i nærheden, hvilket er tilfældet midt på måneden. Først og sidst på måneden står den næsten fulde måne tæt på området. Neptun bevæger sig retrogradt, og på grund af den store afstand er den daglige bevægelse meget lille. Planeten står godt 1½° vest for φ (Phi) Aqr, som har en lysstyrke på mag. 4. I løbet af august bevæger den sig yderligere ¾° længere mod vest.
Neptuns retrograde bevægelse fra august 2018 til januar 2019. Oppositionssløjfen afsluttes i december, hvorefter Neptun igen bevæger sig progradt. φ og λ (Lambda) kan begge være indenfor synsfeltet i en prismekikkert og fungerer derfor som ideelle ledestjerner.
Det er også muligt at se Uranus i denne måned. Den står ganske vist først op efter midnat og står først højest på himlen lige før daggry, men med en lysstyrke på mag. 5,8 er den væsentligt nemmere at finde. Uranus befinder sig i Vædderen, og ligesom Neptun bevæger den sig retrogradt i forhold til baggrundsstjernerne. Teoretisk er Uranus synlig for det blotte øje, men lysstyrken ligger så tæt på den nedre grænse, at der skal være fuldstændig mørkt, og iagttagerens øjne skal være fuldt mørkeadapterede. Det tilrådes derfor at anvende en prismekikkert, og Uranus kan identificeres som den ’stjerne’, der flytter sig ganske lidt i forhold til de øvrige stjerner i synsfeltet fra den ene nat til den næste. Gennem et godt teleskop er der ingen tvivl, idet Uranus har en udstrækning på 3½” og har et blåligt skær.
Uranus’ retrograde bevægelse fra august 2018 til januar 2019.
Uranus og Neptun befinder sig resten af året i området omkring de to røde cirkler. På Cartes du Ciel kan man se et detaljeret søgekort, som kan tilgås ved at indstille på det aktuelle observationstidspunkt og klikke på det pågældende område.
Endelig bliver der også mulighed for et gensyn med Merkur. Det skal i givet fald foregå på morgenhimlen, idet Solsystemets inderste planet opnår største vestlige elongation på 18° den 26. august med en lysstyrke på mag. 0, og her gælder det modsatte af de forhold, som blev berørt under omtalen af Venus. I sensommeren og efteråret står Ekliptika nemlig stejlt mod horisonten om morgenen. Det betyder, at Merkur står op 1 time og 45 minutter før Solen og vil stå i en højde af 8° tre kvarter før solopgang. I den følgende uge stiger lysstyrken, men samtidig bliver vinkelafstanden til Solen mindre, og som sædvanlig går der ikke længe, før planeten forsvinder i daggryet. Merkur er opkaldt efter gudernes rapfodede sendebud og bærer sit navn med rette.
Merkur på morgenhimlen den 26. august én time før solopgang. Merkur står i Krebsen, hvis stjerner er for svage til at kunne ses på denne tid af morgenen. Derimod kan Castor og Pollux i Tvillingerne og Procyon i Lille Hund ses på en klar himmel. Mod sydøst og uden for billedet er vinterstjernebilledet Orion kommet op over horisonten.
Som omtalt under Perseiderne er der nymåne den 11. august. Der var total måneformør-kelse 14 dage tidligere, og ofte bliver en sådan formørkelse efterfulgt af en solformørkelse. Det er også tilfældet denne gang. Der er tale om en partiel formørkelse, som ikke kan ses fra Danmark. Den kan dog ses fra Nordskandinavien, hvor Månen i f.eks. Tromsø vil dække knap 20% af Solen ved middagstid. Næste formørkelse på vore breddegrader bliver igen en total måneformørkelse tidligt om morgenen den 21. januar 2019. Næste (partielle) solformørkelse i Danmark bliver ved middagstid den 10. juni 2021, og vi må vente indtil den 25. maj 2142, før der forekommer en total solformørkelse. Den kan imidlertid kun ses fra Bornholm.
