Stjernehimlen i august 2024
Sommerperiodens tre måneder med lange dage og korte nætter er så småt ved at lakke mod enden. Med andre ord slutter de lyse nætter i begyndelsen af august, og der bliver igen mørkt om natten. De lyse nætter slutter ifølge kalenderen den 8. august på danske breddegrader, og det bliver en kærkommen forandring, særligt fordi der i august sker meget på stjernehimlen. De lyse nætter slutter dog ikke på samme dato overalt i Danmark, idet det er afhængigt af den breddegrad, man bor på.
Sidste nat med lyse nætter ved Danmarks sydligste punkt, Sydstenen på Gedser Odde på Falster, er den 2. august. Ved det nordligste punkt, Skagen Nordstrand et par kilometer vest for Grenen, er det tilsvarende den 14. august.
Danmarks sydligste og nordligste punkt.
De lyse nætter er defineret som det tidsrum, hvor astronomisk tusmørke varer hele natten, dvs. når Solen ved midnat er mindre end 18° under horisonten. Rent matematisk kan tidspunktet for begyndelsen og afslutningen fastsættes helt præcist. For at beregne, hvor langt Solen kommer under horisonten ved midnat for et bestemt sted, skal man benytte ligningen 90°−φ−δ, hvor φ er stedets breddegrad, og δ er Solens deklination. Med afrundede værdier ligger Fyn på 55°30’ N, så i det tidsrum, hvor Solens deklination er mere end 16°30’, har vi lyse nætter på Fyn. (90° – 55½° – 16½° = 18°).
I 2024 begyndte de lyse nætter efter denne udregning på Fyn natten mellem den 5. og 6. maj, og de slutter igen natten mellem den 6. og 7. august. I praksis er der naturligvis en vis overgangsperiode, og i begyndelsen er det kun lige omkring midnat, man kan tale om nattemørke. Bemærk at midnat i denne forbindelse skal forstås som astronomisk midnat, som afhængigt af længdegraden falder mere end en time senere end borgerlig midnat på grund af sommertiden.
De mørke nætters tilbagevenden falder sammen en af de bedst kendte meteorsværme. Der er fortsat sommer på den nordlige halvkugle, og selv om der kan blive køligt om natten, betyder det, at Perseiderne er langt mere populær end de sværme, som forekommer i det kolde vinterhalvår.
Perseidernes maksimum i 2024 forventes at falde den 12. august 2024 kl. 14:00 UTC = kl. 16:00 dansk sommertid. Der er imidlertid tale om en forholdsvis bred meteorstrøm, så det er værd at holde øje med himlen både den 11., 12. og 13. august, og som det er tilfældet for de fleste meteorsværme, forekommer der normalt flest meteorer i timerne efter midnat.
Forholdene er ideelle i år, for Månen er i 1. kvarter den 12. august kl. 17:19 og går ned inden midnat. Det bedste tidspunkt er således fra midnat til daggry, hvor himlen ikke er oplyst af Månen. Radianten mellem Perseus og Cassiopeia står lavt på himlen mod nordøst ved mørkets frembrud og stiger højere op på himlen i løbet af natten.
Normalt angives, at man kan se 90-100 meteorer i timen, men som det altid er tilfældet, må man forvente, at det reelle antal man iagttager, er en væsentligt mindre, idet dette antal er den såkaldte ZHR-værdi, der som udgangspunkt er baseret på helt ideelle forhold, hvor man f.eks. medregner de allersvageste meteorer, som har en lysstyrke på mag. 6. For at se så mange som muligt er det vigtigt at finde et sted langt fra kunstige lyskilder, og hvor der samtidig er udsyn til hele himlen.
Meteorerne kan ses over hele himlen, og man ser faktisk flest, hvis man ikke ser direkte mod radianten. Hvis man følger deres bane bagud, synes de at udstråle fra stjernebilledet Perseus, som derfor har lagt navn til meteorstrømmen. De kraftigste meteorerne er ofte farverige og efterlader et spor, som kan forblive synligt i adskillige sekunder Der er dog ingen reel forbindelse mellem meteorerne og stjernebilledet. Stjernerne i Perseus er mange lysår væk, mens meteorerne brænder op omkring 100 km over Jordens overflade.
Perseidernes ophavskomet, 109P/Swift-Tuttle, er en forholdsvis stor komet på omkring 26 kilometer i diameter, og som kredser omkring Solen i løbet af 133. år. Det var den amerikanske astronom Lewis Swift, som opdagede kometen visuelt den 16. juli 1862 gennem en 4,3-tommer refraktor. Han meddelte ikke opdagelsen med det samme, for han troede, at det var den samme komet, som var blevet opdaget af en anden astronom et par uger før. Tre dage senere blev den derfor uafhængigt opdaget af Horace Tuttle, så begge astronomer fik æren af at lægge navn til den.
Der blev beregnet en omløbstid på 120 år, men 109P/Swift-Tuttle dukkede ikke op i 1982. Der blev derpå foretaget nye beregninger, og det viste sig, at der var opdaget en komet i 1737, som have praktisk talt de samme baneelementer. Omløbsperioden blev justeret og tilbagekomsten blev i stedet beregnet til 1992. Et større udbrud af Perseiderne i 1991 indikerede, at kometen sandsynligvis var på vej tilbage, og et lignende større antal meteorer i 1992 så ud til at bekræfte det.
Den 26. september 1992 fandt en amatørastronom, Tsuruhiko Kiuchi, en komet i nærheden af den forventede position, og andre astronomer bekræftede hurtigt opdagelsen. Samtidig blev kinesiske og japanske optegnelser af kometer i 69 f.v.t. og 188 e.v.t. ligeledes bekræftet som værende tidlige tilsynekomster af 109P/Swift-Tuttle.
Meteorider, som overlever turen gennem Jordens atmosfære og lander på dens overflade, kaldes meteoritter. Men få – eller snarere ingen – meteorider fra de kendte meteorsværme bliver til meteoritter, hvilket skyldes, at de er meget små og primært består af støv, is og frosne gasarter. I modsætning hertil er meteoritter sten- eller metalfragmenter fra asteroider.
Stjernekort gældende for borgerlig midnat natten mellem den 12. og 13. august. Perseidernes radiant er markeret med den røde cirkel.
Perseider og Sommertrekanten.
Som det fremgår af ovenstående stjernekort, kan planeten Saturn ses lavt på himlen mod sydøst. Efterhånden som natten skrider frem, stiger Saturn højere op på himlen og står mod syd kl. 03 i en højde på 27° over horisonten. Med en lysstyrke på mag. 0,8 kan den sammenlignes med de stjerner, som har en lysstyrke på mag. 1,5 eller højere. På kortet ses 5 af disse. Den sjette, Nordstjernen, har mag. 2 og tilhører således en svagere gruppe.
Himlens 25 klareste stjerner. 17 af disse kan ses fra Danmark og er understreget med rødt. I den korte omtale herunder er de markeret med (D).
1) Sirius, også kaldet Hundestjernen og det mere officielle navn Alfa Canis Majoris, er den klareste stjerne på nattehimlen med lysstyrke på mag. ÷1,46. Det er en dobbeltstjerne, hvor ledsageren er en hvid dværg på mag. 8,5. Med en afstand på 8,6 lysår er Sirius en af Solens nærmeste nabostjerner. (D)
2) Canopus kendes også som α Carinae, idet det er den klareste stjerne i stjernebilledet Carina (Kølen). Med en lysstyrke på mag. ÷0,74 overstråles den kun af Sirius.
3) Rigil Kentaurus kendes bedst som Alfa Centauri og er Solens nærmeste store nabostjerne med en afstand på 4,37 lysår. Dens lille ledsagerstjerne, den røde dværg Proxima Centauri, ligger i en afstand på 4,24 lysår, men er så svag, at den ikke kan ses med det blotte øje.
4) Arcturus i stjernebilledet Boötes er med en lysstyrke på mag. ÷0,05 den klareste stjerne på den nordlige himmelhalvkugle. (D)
5) Vega i Lyren med en lysstyrke på mag 0,03 er forholdsvist tæt på Solen, idet afstanden blot er 25 lysår. Vega er en af de første stjerner, hvor afstanden blev bestemt for næsten 200 år siden. Vega udgør det øverste højre hjørne af Sommertrekanten. (D)
6) Capella i stjernebillede Kusken befinder sig i en afstand af 42,9 lysår fra Solen og er i virkeligheden en dobbeltstjerne, hvor de to komponenter hver især også er dobbeltstjerner, dvs. et firedobbelt system med en samlet lysstyrke på mag. 0,08. (D)
7) Rigel har den officielle betegnelse β Orionis og er en blå superkæmpe i stjernebilledet Orion. Dens lysstyrke er mag. 0,12. (D).
8) Procyon i stjernebilledet Lille Hund har en lysstyrke på mag. 0,34. og har ligesom sin ”storebror” Sirius i Store Hund en hvid dværg som ledsager. (D)
9) Achernar, α Eridani, er den klareste og sydligst beliggende stjerne i stjernebilledet Floden. Fra Danmark kan man kun se den nordligste del af Floden og dermed ikke Achernar.
10) Betelgeuze er den næstklareste stjerne i Orion, men har alligevel fået betegnelsen β Orionis. Betelgeuze er en rød superkæmpe og en af de største stjerner, der er synlig med det blotte øje. Lysstyrken varierer med uregelmæssige mellemrum, og det forventes, at stjernen vil eksplodere som supernova indenfor den næste million år. (D)
11) Beta Centauri med tilnavnet Hadar ligger tilsyneladende tæt på den klareste stjerne, Alfa Centauri, i stjernebilleet Kentauren, men i virkeligheden er afstanden til den 390 lysår, dvs. næsten 100 gange så langt væk som Alfa Centauri.
12) Altair i Ørnen er ligeledes en af Solens nabostjerner. Med en lysstyrke på mag. 0,76 ligger den i en afstand på 16 lysår, og udgør spidsen af Sommertrekanten. (D)
13) Acrux er den klareste stjerne i Sydkorset. Navnet er egentlig blot en latiniseret forkortelse for Alpha Crucis. Lysstyrken er mag. 0,76.
14) Aldebaran, den røde kæmpe i Tyren kaldes også for ”Tyrens Røde Øje”. Dens diameter er 44 gange så stor som Solens, og lysstyrken er mag 0,85. (D)
15) Antares, α i Skorpionen, er ligesom Aldebaran en rød kæmpe. Navnet stammer fra græsk og betyder ”som Mars” (men oftest oversat til ”Mars’ rival”) på grund af dens stærkt rødlige farve, svarende til planeten Mars (Ares i den græske mytologi) (D)
16) Spica i Jomfruen er en spektroskopisk dobbeltstjerne i en afstand på omkring 250 lysår. Dens lysstyrke varierer ganske svagt mellem mag. 0,97 og mag. 1,04. (D)
17) Pollux er den klareste stjerne i Tvillingerne, men har trods det fået Bayerbetegnelsen β Geminorum. Pollux har et svagt orangefarvet skær og er med en afstand af 34 lysår den kæmpestjerne, som ligger tættest på Solen. (D)
18) Fomalhaut i Piscis Austrinus, “Sydlige Fisk”, kommer 5° op over horisonten og er den sydligst beliggende stjerne af 1. størrelse, som kan ses fra danske breddegrader. (D)
19) Deneb i Svanen er det øverste venstre hjørne i Sommertrekanten. Med en lysstyrke på mag 1,25 er det den svageste af de tre, men i virkeligheden er Deneb en blå superkæmpe, som har en lysstyrke på mere end 100000 gange Solens. Det er kun dens store afstand på 2,615±215 lysår, som får den til at se svag ud. (D)
20) Mimosa, β Crucis, er med en lysstyrke på mag. 1,25 den næstklareste stjerne i Sydkorset.
21) Regulus, α Leonis, er Løvens klare stjerne. Navnet Regulus betyder ”Kongestjernen”. Lysstyrken er mag. 1,35, og afstanden til den er 77 lysår. I et mindre teleskop kan man se dens ledsager på mag. 7,7 i en afstand på 177″ fra hovedkomponenten, men det kan dog være vanskeligt at se den forholdsvis svage ledsager, fordi den let bliver overstrå af den lyssstærke Regulus. (D)
22) Adhara, Epsilon Canis Majoris, er trods betegnelsen e er det den næstklareste i Store Hund. Med en størrelsesklasse på mag. 1,5 tilhører den lige netop gruppen af himlens klareste stjerner. Set fra Danmark kommer den knap 6° over horisonten. (D)
De tre sidste stjerner på billedet, Shaula, Castor og Gacrux har lysstyrker på under mag. 1,5 og tilhører således gruppen af 2. størrelsesklasse stjerner. Shaula udgør spidsen af Skorpionens brod og kan ikke ses fra Danmark. Det samme er tilfældet for Gacrux, som er den tredieklareste stjerne i Sydkorset. Ligesom for Acrux’ vedkommende er Gacrux en forkortelse for sin latinske betegnelse Gamma Cruxis. Den bedst kendte fra danske breddegraderaf disse tre er Castor (D), som har betegnelsen α Geminorum, men er trods dette kun den næstklareste af Tvillingerne.
Med sin lystyrke på mag. 0,8 ligger Saturn således nogenlunde i midten af de 22 1. klasses stjerner. Ligesom for de øvrige planeters vedkommende varierer Saturns lysstyrke pga. den varierende afstand mellem den og Jorden i løbet af året. Lysstyrken kan variere mellem mag. ÷0,55 og mag. 1,17. Gennemsnitslystyrken angives som mag. 0,46. Den største variation skyldes dog ringplanets hældningsgrad i forhold til synsretningen fra Jorden. Denne variation har en periode på næsten 15 år, og eftersom vi i øjeblikket ser ringene næsten fra kanten, bidrager de stort set ikke til lysstyrken, så Saturn er for nuværende væsentligt svagere end normalt. Saturn kommer i opposition den 8. september, og på det tidspunkt er lysstyrken steget til mag. 0,6.
Den varierende hældningsgrad betød, at Galilei havde store problemer med at give den korrekte forklaring på Saturns udseende. Han rettede første gang sit teleskop mod ringplaneten i 1610, og gennem det forholdsvis primitive instrument kunne han ikke skelne ringen. I stedet syntes Saturn at have en stationær måne på hver side, og Galilei beskrev den som en ”planet med to ører”. De næste par år var det endnu vanskeligere, for ringplanet vendte kanten mod Jorden i 1612. Galilei fandt aldrig løsningen, som først blev fremsat af den hollandske astronom Christiaan Huygens i 1659.
Galileis skitse af Saturn.
Den 1. august står Saturn op kl. 22:30. På Perseidernes maksimumnat er det kl. 21:45, dvs. medens der fortsat er tusmørke. På månedens sidste aften finder opgangen sted kl. 20:30, hvilket er et kvarter efter solnedgang. Saturn befinder sig i Vandmanden, som primært består af svage stjerner. Kun to af stjernerne, α og β på mag 2,9, er klarere end mag. 3, og de ligger begge i den modsatte ende af stjernebilledet end Saturn.
Saturn i Vandmandens østligste del den 15. august. Som optakt til oppositionen i begyndelsen af september bevæger planeten sig ganske lidt retrogradt i løbet af måneden. Stjernebillederne nederst til højre og øverst til venstre er henholdsvis Stenbukken og Fiskene. Bemærk de fire stjerner, som udgør den den karakteristiske asterisme ”Vandkrukken”.
Både selve Saturns skive og den diminutive ring kan kun ses gennem et teleskop. I løbet af måneden forøges udstrækningen ganske umærkbart fra 18,7” til 19,2”. Ligesom for Jupiters vedkommende er Saturn pga. sin hurtige rotation meget fladtrykt. Ækvatordiameteren er 120536 kilometer og poldiameteren 108728 kilometer. Disse 10% forskel kan normalt være svære at se, men den ”den manglende ring” gør det noget nemmere.
Af Saturns 146 måner har en lille håndfuld en lystyrke, som gør det muligt at se dem gennem selv et forholdsvist beskedent teleskop. Dette lille on-line program viser en oversigt over de 8 klareste. Bemærk at månerne grundet den i øjeblikket gældende synsretning fra Jorden kan passere enten foran eller bag planeten på samme måde som det er tilfældet hos Jupiter. Månernes væsentligt mindre størrelse er dog en udfordring. Kun Titan har nogenlunde samme størrelse som Jupiters fire store måner.
En ganske særlig astronomisk begivenhed finder sted tidligt om morgenen den 21. august, idet Saturn bliver okkulteret af Månen. Helt så sjældent som det lyder, er det dog ikke, for der forekommer seks saturnokkultationer i 2024, men kun den i august kan ses fra danske breddegrader.
Saturnokkultationen den 21. august.
Okkultationen finder sted lidt mere end et døgn efter fuldmåne. Månen vil således være næsten fuldt belyst, og begyndelsen af okkultationen finder sted ved den belyste rand. Når Saturn dukker frem igen, sker det omkring ½ bueminut fra den belyste rand.
Forløbet af okkultationen.
Tidspunkterne for udvalgte byer i Danmark. Bemærk at tidspunkterne er angivet i UT. Der skal lægges 2 timer til for at få dansk sommertid.
Begyndelsen på okkultationen finder sted med Månen og Saturn i en højde på 17° over horisonten. Det tager knap 40 sekunder for Saturn at forsvinde bag Månen.
Ved okkultationens afslutningen er højden kun 12°, og den finder sted få minutter efter solopgang. Eftersom der er blevet dagslys, kan Saturn kun ses gennem teleskop og kun såfremt himlen er helt klar. Den stiplede linje markerer Månens rand. Det første, som viser sig, er den tynde spids af ringens højre side.
Alle de ydre planeter er repræsenteret på natte- og morgenhimlen i august. Stjernekortet viser deres position den 15. august. Den buede linje er Ekliptika. Som et lille kuriosum er Pluto også inkluderet. Læg mærke til Piscis Austrinus, “Sydlige Fisk”, helt nede ved horisonten umiddelbart under Vandmanden. Som tidligere omtalt, er hovedstjernen Fomalhaut den sydligst beliggende stjerne af 1. størrelse, som kan ses fra danske breddegrader, hvilket kun er muligt i efterårsmånederne.
Neptun befinder sig i Fiskene. Planeten kan ikke ses med det blotte øje, idet den kun har en lysstyrke på mag. 7,7. En god prismekikkert og et godt søgekort er dog tilstrækkelig til at vise den som en svag ”stjerne”. Kun gennem et godt teleskop med en forstørrelse på mindst 100× er det muligt at skelne Neptuns beskedne udstrækning på 2”.
Neptun står op en halv times tid efter Saturn, men med dens lave lysstyrke er det nødvendigt at vente nogle timer, indtil den er kommet tilstrækkelig højt op på himlen. Neptun findes ved hjælp af den karakteristiske cirkelformede asterisme, som udgøres af den vestlige del af Fiskene. Neptun ligger lidt mere end 5° fra Lambda (λ) og 2° fra de markerede 4 stjerner på nedenstående kort over området, dvs. inden for synsfeltet af en prismekikkert.
Neptun kommer i opposition i september og bevæger sig i øjeblikket retrogradt. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt det er Neptun, som man har fundet, kan man lave en skitse af en håndfuld af de nærmeste stjerner og derefter vende tilbage til samme område nogle dage (nætter) senere for få bekræftet, hvilken af stjernerne, som har flyttet sig i mellemtiden.
Stjernekortet viser Neptuns retrograde bevægelse (mod højre) i løbet af august. De fire stjerner med angivne lysstyrke er fra venstre 29, 27, 24 og 20 Psc.
Uranus befinder sig i Tyren 5° syd for Plejaderne, og med en lysstyrke på mag. 5,8 er den teoretisk synlig for det blotte øje. Det kræver dog en fuldstændig mørk himmel, hvilket sjældent er tilfældet i Danmark, så også her er en prismekikkert og et søgekort nødvendig. Den 1. august står Uranus op nogle få minutter efter midnat, og sidst på måneden finder opgangen sted nogle få minutter efter kl. 22. Det er dog en fordel at vente med at rette kikkerten mod Uranus til sidst på natten, hvor området er kommet højere op på himlen.
Gennem et godt teleskop er det lige netop muligt at se, at der er tale om en planet, idet Uranus’ udstrækning er dobbelt så stor som Neptuns, nemlig 4”. Planeten bevæger sig progradt, men bevægelsen går i stå i slutningen af august, idet oppositionssløjfen og den retrograde bevægelse forud for oppositionen påbegyndes den 1. september På kortet ses Uranus’ baneforløb i august. De to nærmeste stjerner er 14 Tau på mag. 6,1 og 13 Tau på mag. 5,7, dvs begge to har nogenlunde samme lysstyrke som Uranus.
Uranus og Plejaderne i august.
Månen passerer gennem området og samtidig meget tæt under Plejaderne den 26. august. I 2025 indledes en længere serie, hvor Plejaderne bliver okkulteret.
Tyren har flere planeter at byde på i august. Mars og Jupiter bevæger sig ind mellem dens horn. Mars er den hurtigste, fordi den kredser tættere på Solen end Jupiter.
Mars’ og Jupiters bane gennem Tyren i august.
Mars’ hurtige bevægelse betyder, at den indhenter Jupiter midt på måneden. Tætteste passage er natten mellem den 14. og 15. august, hvor afstanden er omkring ¼°, dvs. det halve af Månens tilsyneladende udstrækning.
Mars passerer Jupiter.
Konjunktionen mellem Mars og Jupiter. Rækkefølgen på Jupiters måner er fra venstre Ganymede, Io, Europa og Callisto. I løbet af natten bliver afstanden mellem Io og Europa større.
I begyndelsen af august passerer Mars 5° nord for Tyrtens røde øje, den røde kæmpe Aldebaran. Mars’ lysstyrke er mag. 0,8 og Aldebarans mag. 0,9, så Tyren har for en kort bemærkning to røde øjne.
I august er afstanden mellem Jorden og Mars omkring 225 millioner kilometer. Den lille planet har derfor kun en udstrækning på 6”. Efter konjunktionen med Jupiter fortsætter Mars gennem Tyren og passerer 1° nord for Krabbetågen M1 den 26. august.
Det er dog Jupiter, som med sin lysstyrke på mag. ÷2,2 stjæler billedet, og med en udstrækning på 37” er det endda muligt at skelne dens skive gennem en prismekikkert med 7×-10× forstørrelse. De fire store måner, som kan ses på billedet af konjunktionen mellem Jupiter og Mars, vil i løbet af ganske kort tid ændre deres indbyrdes position og deres position i forhold til Jupiter. Io bruger 1,8 døgn, Europa 3,6 døgn, Ganymede 7,2 døgn og Callisto 16,7 døgn til en tur rundt om planeten. Bemærk at omløbstiderne for de tre inderste foregår i et resonansforhold på 1:2:4. Callisto indgår ikke i dette forhold, idet den bruger 9,4 gange så langt tid til et omløb som Io.
For det meste af tiden kan man se alle fire måner på en gang. Nogle gange befinder en eller flere måner sig imidlertid bag Jupiter eller ligger i dens skygge, så de ikke kan ses, og andre gange befinder de sig foran Jupiter, og i et sådant tilfælde er det vanskeligt at se dem, idet kontrasten til Jupiters skydække er for lille. Hvor godt man kan opløse detaljer, kommer også an på de atmosfæriske forhold. Ofte er der uro og turbulens, så der kun momentvis opstår korte øjeblikke, hvor det fremstår helt skarpt. Til gengæld kan man som regel se en månes skygge, som er helt sort.
Disse begivenheder: transitter, skyggepassager, okkultationer og formørkelser kan beregnes på forhånd. En oversigt fremgår af dette lille program fra ShallowSky. Callisto, den yderste af Jupiters fire store måner, deltager sjældent i dette, men passerer set fra Jorden som oftest over og under Jupiter.
De to indre planeter, Merkur og Venus befinder sig på aftenhimlen, men er praktisk talt umulige at se fra danske breddegrader, for selv om Venus sidst på måneden har en elongation (vinkelafstand) fra Solen på 24°, bevirker Ekliptikas hældning i forhold til horisonten på denne årstid, at planeterne står meget lavt efter solnedgang.
Venus ½ time efter solnedgang den 31. august. Planeten står i en højde på 3°, så uden en helt fri horisont er der stor risiko for, at den bliver skjult af træer og andre forhindringer.
Merkur er i konjunktion med Solen den 18. august og bevæger sig herefter om på morgenhimlen, hvor Ekliptika i modsætning på aftenhimlen står langt mere stejlt. På månedens sidste morgen står Merkur med en lysstyrke på mag. 1 i en højde på knap 6° over horisonten i østlig retning tre kvarter før solopgang.
Merkur på morgenhimlen den 31. august. Månen er gengivet i dobbelt størrelse. De svage stjerner til venstre for Merkur er den øverste del af Løvens manke. Regulus er ikke stået op endnu.
Når der er fuldmåne den 19. august, er der overvejende risiko for, at nogle af de mere eller mindre seriøse medier viderebringer en sensationel kioskbasker: Der er supermåne! Og måske endda med tilføjelsen, at der vil forekomme intet mindre end 4 supermåner i træk i 2024.
Supermånen har været en tilbagevendende ”nyhed” i de senere år. Det er ikke et astronomisk udtryk, og faktisk eksisterede det ikke, før astrologen Richard Nolle fandt på det i 1979. Han havde i sine astrologiske tabeller og diagrammer fundet ud af, at Månen dette år ville komme særlig tæt på Jorden og derfor se langt større ud end normalt. Det forholder sig blot sådan, at Månens bane om Jorden er elliptisk, så den er naturligvis tættest på én gang hver måned.
Hvis der er nymåne, når den er tættest på Jorden, kan man ikke se den, og under de øvrige faser kan man kun se en del af dens belyste skive, og når man ikke kan se den, eller kun kan se noget af den, vil dens astrologiske skæbnebestemmende indflydelse ifølge Nolle ikke være tilstede. Dette udsagn må dog åbenlyst være i modstrid med det astrologiske princip, hvor planeterne udøver indflydelse, selv om de ikke kan ses. Kun under fuldmåne vender hele den belyste skive mod Jorden, og påvirker alle individer, og supermånen er ifølge astrologens selvopfundne definition, når afstanden afviger mindre end 10% fra den nærmeste afstand. Astronomerne tager afstand fra udtrykkene supermånen (og minimånen når den er længst væk) og foretrækker at kalde det for henholdsvis Månens perigæum og Månens apogæum.
Mere herom følger under omtalen af stjernehimlen i september, hvor ”supermånen” er endnu mere ”super” end i august.
