Stjernehimlen i marts 2022
Den 1. marts er vinteren officielt overstået, for marts er pr. tradition årets første forårs-måned. Det er dog kun os på den nordlige halvkugle, der kan se foråret og sommeren i møde, for på den sydlige halvkugle er årstiderne omvendte, så her står efteråret og vinteren for døren.
I astronomisk forstand begynder foråret imidlertid først, når Solen passerer himlens Ækvator i nordgående retning. I 2022 sker det den 20. marts kl. 16:33, og eftersom himlens koordinatsystem er en projektion af Jordens koordinatsystem, vil Solen på dette tidspunkt befinde sig lodret over Jordens Ækvator og vil i det næste halve år befinde sig over den nordlige halvkugle.
Forårsjævndøgn 2022.
Kl. 16:33 er der to timer til solnedgang i Odense. På det tidspunkt står Solen i en højde på 15°37′ over horisonten mod vestsydvest, og den går ned kl. 18:32. Når den står højest på himlen mod syd kl. 12:26, er det i en højde på 34°31′.
Ved det præcise tidspunkt for forårsjævndøgn står Solen lodret over området ved Amazonflodens udløb.
Kl. 02 natten mellem lørdag den 26. marts og søndag den 27. marts skal vi huske at stille urene én time frem. Sommertiden i 2022 varer indtil kl. 03 natten mellem lørdag den 29. oktober og søndag den 30. oktober, hvor urene skal stilles én time tilbage til normaltid.
Mange har i dag radiostyrede ure, som automatisk stiller tiden. Andre må benytte den gode gamle manuelle metode.
Gennem de senere år har det været på tale at afskaffe sommertiden. I marts 2019 meddelte EU, at nu skulle det være. Alle medlemslande skulle inden april 2020 tage stilling til, hvordan de forholder sig til skiftet mellem sommer- og normaltid. Hensigten var, at man i 2021 ikke længere skulle sætte uret frem og tilbage og således benytte én fast tid. Men det trækker i langdrag, for der hersker fortsat uenighed blandt EU’s medlemslande, om man vil beholde sommertiden eller normaltiden, og ministerrådet har ikke kunne nå til enighed med Europaparlamentet. Desuden har coronapandemien betydet andre og mere vigtige prioriteringer, så der ser ud at være lange udsigter til en endelig beslutning.
Stjernehimlen ved midnat midt i marts.
Omkring midnat står Karlsvognen i Zenit, dvs. lodret over hovedet. Karlsvognen viser vej til Nordstjernen, og hvis man vender sig med front mod nord, vil man umiddelbart under Nordstjernen se de fem stjerner, som tilsammen danner konturen af Cepheus. Stjernerne er forholdsvis svage, men stjernebilledet er alligevel nemt at genkende, for Cepheus ligner en stiliseret tegning af et hus med højt tag. I løbet af natten stiger Cepheus højere på himlen og bliver nemmere at se. Vest for Cepheus ses et endnu lettere genkendeligt stjernebillede, nemlig Cassiopeia, som umiskendeligt ligner et W. Cepheus ligger tæt på Mælkevejens plan, hvilket betyder, at især den nederste del af stjernebilledet er tæt besat med svage stjerner, som bliver synlige gennem en prismekikkert.
I mytologien var Cepheus konge af Etiopien. Han blev anset for værdig til en plads på himlen, fordi han var fjerde led i stamtræet fra nymfen Io, en af Zeus’ elskerinder – og at have Zeus som slægtning var altid en fordel, når det kom til at blive anbragt blandt stjernebillederne. Cepheus’ rige var ikke det Etiopien, vi kender i dag. Det strakte sig fra den sydøstlige side af Middelhavet mod syd til det Røde Hav, et område, som indeholder dele af det moderne Israel, Jordan og Egypten.
Cepheus iklædt en persisk konges dragt, afbildet i Atlas Coelestis af John Flamsteed 1729.
Cepheus’ mest berømte stjerne er δ (delta) Cephei, en pulserende superkæmpe, der varierer i lysstyrke hver 5,4 dage. Lysstyrkevariationen blev opdaget af den engelske amatørastronom John Goodricke i 1784. Delta Cephei er blevet prototypen på en særlig type variable stjerner, Cepheider, som pulserer på en meget regelmæssig måde, idet de udvider sig og trækker sig sammen, hvilket får lysstyrken til at variere. I 1912 fandt Henrietta Leavitt en metode til at bestemme afstanden til Cepheiderne. Denne metode benyttede Edwin Hubble i 1923 til at bestemme afstanden til Andromedagalaksen, og nogle år senere kunne han med samme metode konstatere, at Universet udvider sig.
Løven står lige i syd ved midnat midt på måneden. Vinterstjernebilledet Orion er næsten forsvundet under horisonten mod vest, forårsstjernebilledet Jomfruen er stået op mod øst, og Vægtens to klareste stjerner, Zubenelgenubi og Zubeneschamali er netop kommet fri af horisonten.
Efter solnedgang er der kun en synlig planet på aftenhimlen, og synlig burde endda skrives i anførselstegn, for det drejer sig om Uranus, som med en lysstyrke på mag. 6 kun lige netop kan skimtes med det blotte øje, såfremt man befinder sig et fuldstændigt mørkt sted og samtidig er i besiddelse af et exceptionelt godt syn. Uranus var da også ukendt, indtil William Herschel opdagede den i marts 1781.
Selvom Herschel var interesseret i Solsystemets objekter, var det kun en bibeskæftigelse i forhold til hans hovedinteresse. Med utrættelig energi besluttede han at gennemsøge hele den del af stjernehimlen, som er synlig fra England. Han havde selv slebet sine spejle og konstrueret sine teleskoper, som på grund af deres størrelse og konstruktion var vanskelige at manøvrere rundt med på himlen, så han benyttede en særlig metode, hvor teleskopet var stationært. Efterhånden som stjernerne passerede gennem det stillestående teleskops synsfelt, noterede han alt ned, som han så: Dobbeltstjerner, stjernernes farve, stjernehobe, stjernetåger osv. Han noterede også lysstyrkerne og opdagede mange variable stjerner, som havde ændret lysstyrke, når han observerede det samme område på et senere tidspunkt. Hver efterfølgende undersøgelse afslørede flere detaljer end den foregående, og han opdagede og katalogiserede tusindvis af tåger og hundredvis af dobbeltstjerner.
William Herschels største teleskop med et spejl på 48 tommer og en brændvidde på 12 meter.
Det var under en sådan gennemsøgning, Herschel opnåede berømmelse. Om aftenen den 13. marts 1781 opdagede han i nærheden af Tvillingernes fødder et objekt, som tydeligvis ikke var en stjerne. Han bemærkede, at det så betydeligt større ud end de omgivende stjerner og formodede, at det var en komet, og i første omgang beskrev han det som en haleløs komet. Det varede ikke længe, før objektet blev undersøgt af andre astronomer, og beregninger af dets bane blandt stjernerne afslørede, at det bevægede sig i en cirkelformet bane i en afstand på næsten det dobbelte af Saturns. Herschel havde med andre ord opdaget en ny planet. Den havde været set før af andre astronomer, men var hver gang blevet antaget for at være en stjerne. De fem planeter, som havde været kendt siden old-tiden, fik nu følgeskab af en sjette, og Solsystemets størrelse var med ét blevet fordoblet.
Herschels notat i journalen: … or perhaps a Comet.
Uranus bruger 84 år til et kredsløb om Solen, så den har knap nok nået tre omgange siden opdagelsen i 1781. Her i 2022 er den nået frem til Vædderen, og det varer endnu 10 år, før det tredje kredsløb er fuldført.
Uranus position i Tvillingernes fødder ved opdagelsen den 13. marts i 1781 og dens position mellem Vædderen og Hvalen på samme dato i 2022. Det to uregelmæssige linjer repræsenterer Mælkevejen.
Da Herschel opdagede Uranus, befandt den sig i et stjernerigt område i retningen mod Mælkevejens plan. I 2022 befinder den sig i et forholdsvist stjernefattigt område mellem Vædderen og Hvalens hoved. Den befinder sig næsten på linje mellem Hamal (α Ari) og Menkar (α Cet), der som den græske betegnelse antyder, er henholdsvis Vædderens og Hvalens klareste stjerne. De to stjerner er markeret med en lille pil på ovenstående kort.
Ret en prismekikkert mod det pågældende område mellem α Ari og α Cet. Indenfor kikkertens synsfelt vil man da kunne se et par håndfulde stjerner, hvoraf fem har en lystyrke på mellem mag. 5 og mag. 6: 31 Arietis på mag. 5,6. 38 Arietis på mag. 5,2. Omikron Arietis på mag. 5,8. 29 Arietis på mag. 6,0. Den femte ”stjerne” i synsfeltet er Uranus på mag. 6. Den tiltagende Måne passerer forbi området den 6. og 7. marts, og midt på måneden passerer Uranus forbi en stjerne, HIP 12349, på mag. 7.
Uranus’ retrograde bevægelse i løbet af marts. Positionen er angivet for hver anden dag begyndende med 1. marts midt i trådkorset. Synsfeltet er 7°. μ på mag 4,3 er den øverste stjerne i Hvalens hoved.
Uranus går ned umiddelbart før midnat først på måneden og to timer tidligere ved månedens udgang. Trods det finder nedgangen sted ved 23-tiden sidst på måneden, og det skyldes naturligvis, at urene er stillet en time frem, fordi der på dette tidspunkt er indført sommertid. På grund af Uranus’ lysstyrke på mag. 6 skal man imidlertid være klar så snart tusmørket er overstået, dvs. medens området står så højt på himlen som muligt. Afstanden mellem Jorden og Uranus er 3 milliarder kilometer, så selv om Uranus er næsten 51000 kilometer i diameter, ses den kun under en vinkel på knap 4”. I en prismekikkert ligner den en stjerne. Kun i godt teleskop og en forstørrelse på mindst 100 gange kan man ane dens skive, og det var netop det, som Herschel var i stand til.
De øvrige planeter kan først ses tidligt om morgenen, og her er Venus både den første, som viser sig, og den som er nemmest at se. Venus står op to timer før Solen, og med en lysstyrke på mag. ÷4,7 kan man næsten ikke undgå at få øje på den i sydøstlig retning, selv om den står lavt over horisonten. Mars står ikke langt derfra, men den røde planets lysstyrke er langt svagere, idet den i månedens begyndelse ligger på mag. 1,3. Sidst på måneden blander Saturn sig i duoen, så der er tre planeter indenfor et forholdsvist lille område på himlen. Mars og Saturn kan være vanskelige at se i morgengryet, så det vil være en fordel at benytte en prismekikkert.
Morgenhimlen 26. marts kl. 05:30 – dagen før omstillingen til sommertid. Næste morgen står planeterne op én time senere.
Venus har sin største vestlige elongation på 47° den 20. marts. Den store vinkelafstand betyder dog ikke, at Venus når at komme særlig højt op på himlen inden solopgang, hvilket skyldes, at Ekliptika har en flad vinkel mod horisonten om morgenen i forårsmånederne. Med det blote øje ser Venus ud som en meget klar stjerne, og kun gennem et teleskop kan man se, at det er en planet, som har faser på samme måde som Månen. Belysningsgraden går fra 38% den l. marts til 55% den 31 marts, og i samme tidsrum svinder udstrækningen fra 32” til 21”.
Venus set gennem teleskop 1. og 31. marts.
Venus (hvid) og Mars (rød) følges næsten ad gennem Stenbukken hele marts, og de når at indhente Saturn (gul) ved månedens udgang.
Sidst på måneden er der som nævnt tre planeter indenfor et forholdsvist lille område på morgenhimlen. Alle tre vil være indenfor samme synsfelt i en prismekikkert i adskillige morgener. Mars og Saturn kan være vanskelige at se i morgengryet, så det vil være en stor fordel at benytte en prismekikkert for at kunne se dem tydeligt på grund af deres lave højde over horisonten. Det tynde segl på den aftagende måne passerer under trioen den 28. men i så stor afstand, at de fire himmellegemer ikke kan være indenfor prisme-kikkertens synsfelt på en gang.
Planet-og månemøde på morgenhimlen den 28. marts.
