Stjernehimlen i september 2024
På danske breddegrader inddeles året som bekendt i fire årstider: Vinter, forår, sommer og efterår. Ifølge denne opdeling er september den første efterårsmåned. Meteorologisk set regnes hele måneden som efterårsmåned, medens det astronomiske efterår først begynder ved efterårsjævndøgn – og ikke nok med det, for samtidig begynder vinterhalvåret på den nordlige halvkugle. I de senere år har det dog været svært at adskille årstiderne, så definitionen er efterhånden blevet mere flydende. Vi har oplevet sommertemperaturer med solskin i april, maj og september og efterårslignende vejr med regn og rusk i juni, juli og august.
Stjernehimlen afslører imidlertid årstiden. På ethvert tidspunkt kan man gå udenfor og se, hvordan de samme stjerner står præcist i samme retning og højde som på samme dato og klokkeslæt de foregående år. Den eneste forandring er Månens og planeternes position.
Set fra Jordens perspektiv bevæger Solen sig en omgang rundt langs Ekliptika i løbet af et år og krydser himlens Ækvator to steder. Efteråret begynder, når Solen krydser Ækvator for sydgående, hvilket i år sker den 22. september kl. 14:44. Det næste halve års tid befinder Solen sig på en lavere deklination end himlens Ækvator og dermed højt på himlen over den sydlige halvkugle, så her er den 22. september i stedet begyndelsen til foråret og sommeren.
Hvis man udelukkende holder sig orienteret om himlens fænomener gennem YouTube, Facebook, Instagram, X, Snapchat, TikTok eller hvad de nu hedder alle sammen, bliver man som regel skuffet, fordi de annoncerede sensationelle begivenheder på ingen måde lever op til forventningerne.
En tilbagevendende klassiker er Supermånen. Som omtalt i august har adskillige medier skrevet, at der i 2024 forekommer fire supermåner i træk. Den første fandt sted i august, og de følgende tre kommer i september, oktober og november.
Supermoon Youtube: https://www.youtube.com/watch?v=ajnkH06TCaQ
Forstavelsen super bruges/misbruges for at understrege noget exceptionelt, enestående og usædvanligt – noget som angiveligt overgår alt andet: Supernova, Supermand, Superliga, Supercomputer … så hvad er Supermånen egentlig for en størrelse? Vi kan hurtigt blive enige om, at benævnelsen Supermånen giver løfte om, at den må være speciel i forhold til den ’normal måne’, så lad os få fakta på plads.
Hvis det står til troende, er en Supermåne en fuldmåne, der ser større ud og lyser meget klarere end en typisk fuldmåne, fordi den er tættere på Jorden end normalt.
Det er dog noget mere kompliceret end blot denne definition, og faktisk er der adskillige definitioner. Den mest populære er, at en supermåne er en fuldmåne (eller nymåne), der forekommer, når fuld- eller nymånen er tæt på perigæum, dvs. det punkt i Månens elliptiske bane, hvor den er tættest på Jorden. Efter denne definition kan der være adskillige supermåner på et år, for da udtrykket Supermåne blev ”opfundet” af astrologen Richard Nolle i 1979, specificerede han, at kriteriet er, at afstanden til Månen skal være inden for 90% af mindste- eller størsteafstanden.
Supermåne er således ikke et astronomisk udtryk. Hvis man spørger en astronom, svarer han, at Månen kun er tættest på Jorden uden fuldmåne én gang i løbet af året, og at bruge udtrykket i forbindelse med nymåne er absurd, for Månen kan jo slet ikke ses på dette tidspunkt. Det er kun muligt, såfremt der tilfældigvis er solformørkelse, som da vil være total, fordi Månen er så tæt på Jorden, at den kan dække for hele Solen. Hvis Månen er i nærheden af apogæum, bliver det en ringformet formørkelse. På den anden side set stammer udtrykket fra en astrolog, og i dette særlige folkefærds verdensbillede spiller Månen en vigtig rolle, ja tilmed er også planeten Pluto uundværlig i horoskoplægningen, selv om den ikke kan ses uden brug af store teleskoper og var ukendt, indtil den blev opdaget i 1930.
Tabellens venstre side viser, hvornår Månen er i perigæum i 2024, og hvor stor afstanden er det pågældende tidspunkt, som er angivet i UT. N betyder nymåne og F fuldmåne. Den korteste afstand er markeret med ++ ved fuldmåne og — ved nymåne. Richard Nolles øvrige tre Supermåner er markeret med et enkelt +. Højre side er apogæum, dvs største afstand, hvor der er ”Minimåne”. Tabellen viser også antal døgn og timer mellem perigæum/apogæum og fuld- eller nymåne.
Som det fremgår af tabellen og diagrammet herunder, varierer minimums- og maximumsafstanden til Månen meget, og at det især er mindsteafstanden, som har de største variationer, hvilket skyldes tiltrækningen fra planeterne og især fra Solen. Det skal her bemærkes, at astronomerne angiver afstanden mellem to himmellegemer som afstanden mellem deres centre. Afstanden mellem Jordens og Månens overflade bliver derfor omkring 8000 kilometer mindre.
Månens varierende afstand i løbet af en periode tilfældig på 700 dage.
Medierne går naturligvis efter den mest populære definition frem for efter astronomernes, for det er mere sensationelt at tale om flere Supermåner i træk end blot en enkelt. Et lille plus er dog, at medierne sædvanligvis kun henviser til fuldmånen i stedet for både fuldmånen og nymånen, hvilket giver mening, da nymånen som nævnt ikke kan ses.
”Supermånen” opstår af det enkle faktum, at Månens bane om Jorden ikke er en cirkel, men derimod en ellipse. En gang under hvert omløb passerer den derfor det punkt, hvor afstanden er mindst (perigæum), og en gang hvor afstanden er størst (apogæum).
Månen bruger 27 døgn, 7 timer, 43 minutter og 6 sekunder til ét omløb om Jorden. Dette er tiden, der går for Månen at bevæge sig 360° i forhold til stjernerne, medens tiden i forhold til retningen mod Solen, dvs. fra den ene fuld- eller nymåne til den næste er lidt mere end 2 døgn længere, nemlig 29 døgn, 12 timer, 44 minutter og 3 sekunder. Det skyldes, at Jorden og Månen kredser omkring Solen, og derfor bevæger sig omkring 30° frem i banen i løbet af disse knap fire uger. Denne afstand skal indhentes, inden de tre legemer igen står på linje, og det tager de førnævnte godt 2 døgn.
Månens perigæum finder derfor ikke sted under samme månefase, fordi den bliver forskudt de godt 2 døgn for hvert måneomløb. Èn gang om året falder den tæt på fuldmåne, og én gang tæt på nymåne. Når det er nymåne, kan vi som tidligere nævnt ikke se den, og under de øvrige faser kan vi kun se en del af dens belyste skive. Kun under fuldmåne vender hele dens belyste halvdel mod Jorden, og den kortere afstand betyder naturligvis, at Månen ser større ud og derfor vil lyse stærkere end en ”gennemsnitlig” fuldmåne. Øjet opfatter imidlertid forskelle i lysets intensitet efter en logaritmisk skala, så selv om den større måneskive lyser mere, svarer det kun til en forøgelse på ¼ størrelsesklasse i forhold til, når Månen er længst væk og dermed ser mindst ud. Under fuldmåne har Månen en tilsyneladende størrelsesklasse på omkring mag. ÷12,6, og dens udstrækning varierer kun med nogle få bueminutter. Man skal derfor se meget nøje efter for at bemærke forskellen. Det er stort set umuligt, især fordi der går ½ år mellem ekstremerne, og man kan naturligvis ikke se både den store og den lille måne samtidig, så man har intet sammenligningsgrundlag.
Hvis man gerne vil se en stor måne, skal det ske ved dens op- eller nedgang, hvor den såkaldte måneillusion forekommer. Måneillusionen kan ses hele året, men er mest bemærkelsesværdig ved fuldmåne.
Bemærk at Månen ikke ser større ud, hvis man fotograferer den med et normalobjektiv. Det er kun øjnene og hjernen, som lader sig snyde af måneillusionen. Brug zoom eller et teleobjektiv og husk at få noget af forgrunden med på billedet.
Supermånen og mikromånen er i de senere år udvidet til også at omfatte andre mærkværdige påfund, som. f.eks. blodmånen, der er blevet flittigt brugt frem for det korrekte udtryk: Total måneformørkelse. Fænomenet kaldes ikke ‘blodmåne’, fordi formørkelsen får Månen til at fremstå rødlig. Astronomerne har aldrig brugt dette absurde udtryk, hvilket især skyldes, at Månen ikke bliver rød som blod. I den astronomiske litteratur er en måneformørkelse lige siden arilds tid altid blevet omtalt som orange eller kobberfarvet.
Fænomenet kaldes ‘blodmåne’ af en helt anden årsag, som intet har med astronomi at gøre. Udtrykket stammer fra USA – konspirationsteoriernes højborg. Det blev brugt som titel på en bog, der blev udgivet i 2013 af en religiøs svovlprædikant og dommedagsprofet, som påstod, at en serie af i alt fire totale måneformørkelser i 2014 og 2015 ville betyde verdens undergang. Han havde læst i Biblen: The Sun shall be turned into darkness, and the Moon into blood, before the great and terrible day of the Lord come. (Joel kapitel 2:31)
Dommedagsprofeten og svovlprædikanten kaldte sin kontroversielle bog Four Bloodmoons – something is about to change. Jorden gik som bekendt ikke under, men blodmånen bestod og har også fundet vej til den danske presse, og den bruges ukritisk om enhver måneformørkelse, uanset om den er total, partiel eller penumbral.
John Hagee. Four Bloodmoons.
På skærmbilledet fra YouTube er Supermånen i september netop afbildet, som om der er total måneformørkelse. Der er måneformørkelse den 18. september, men der er kun tale om en meget lille partiel formørkelse, hvor jordskyggen dækker 8% af Månens diameter under maksimal fase. Eftersom skyggen er et cirkeludsnit, svarer det til 3,5% af hele måneskivens areal. Månen ændrer derfor ikke farve og da på ingen måde til blodrød.
En måneformørkelse opstår, når Jordens skygge rammer Månen, og det kan kun finde sted ved fuldmåne, hvor Solen, Jorden og Månen står på linje og samtidig tæt på et af knudepunkterne, dvs. det punkt, hvor Månens bane krydser Ekliptika. Den aktuelle formørkelse begynder ligesom alle andre måneformørkelser med den penumbrale fase. Starten på denne fase er kl. 02:41:07, men den penumbrale fase kan ikke ses, idet hele måneskiven fortsat er belyst af Solen. Kun til allersidst – dvs. umiddelbart før den partielle fase begynder kl. 04:12:58 – kan man ane en svag dæmpning af lyset ved Månens nordøstlige del, hvor skyggen rammer. Formørkelsen er maksimal kl. 04:44:18, og den partielle formørkelse slutter kl. 05:15:38. Herefter er formørkelsen egentlig overstået, idet den afsluttende penumbrale fase ligesom ved begyndelsen ikke kan ses. Den penumbrale fase slutter kl. 06:47:27, hvilket er 10 minutter før solopgang, og 20 minutter før Månen går ned. Hele formørkelsen kan således ses fra Odense. Den partielle fase varer 1 time og 3 minutter, medens hele forløbet incl. den penumbrale varer 4 timer og 6 minutter.
Formørkelsens forløb. Bemærk at tiderne er i UT.
Månen under maksimal formørkelse den 18. september kl. 04:44:18.
I særligt engelsktalende lande har hver måneds fuldmåne sig eget navn: Wolf Moon, Flower Moon, Strawberry Moon, osv. Det bruger vi ikke i Danmark, hvor vi blot har Høstmånen. Er der da noget specielt ved Høstmånen, siden den har fået større opmærksomhed end årets øvrige? Er den mere rød end ved andre lejligheder? Er den større, eller står den højere eller lavere på himlen? Eller måske nærmere?
Ingen af delene. Høstmånen er den fuldmåne, som falder tættest på efterårsjævndøgn. Den falder derfor ikke nødvendigvis i september, idet den kan falde på alle tidspunkter fra ca. en uge ind i september til ca. en uge ind i oktober. I 2024 er der efterårsjævndøgn den 22. september og fuldmåne den 18. sepember, så afvigelsen er ikke ret stor i år.
Høstmånen ser ikke anderledes ud end alle andre fuldmåner, men dens optræden under opgangen på aftenhimlen mod øst er anderledes. For at forstå forskellen, er det nødvendigt at vide lidt om, hvordan Månen normalt eller gennemsnitligt opfører sig.
Gennemsnitlig står Månen op 50 minutter senere hver dag. Det skyldes, at Månen kredser om Jorden samtidig med, at både den og Jorden kredser om Solen. Månen bevæger sig mod øst i forhold til stjernebillederne langs Ekliptika med en hastighed, der nogenlunde svarer til dens egen diameter i løbet af en time, og da Månen fylder godt ½° på himlen, bliver det til 12° pr. døgn. Under opgangen befinder Månen sig et bestemt sted blandt stjernerne, og efter 24 timer (mere præcist 23 timer og 56 minutter) er dette sted igen på vej op over horisonten. Imidlertid har Månen i mellemtiden bevæget sig 12° længere mod øst, og eftersom Jorden roterer omkring sin akse med 15° i timen, går der knap 50 minutter, før den har drejet sig så meget, at Månen står op.
Der er imidlertid store variationer i årets løb, og særligt i tiden omkring efterårsjævndøgn står Månen op på næsten samme tidspunkt adskillige aftener i træk. Det synes, som om den har taget fast ophold på østhimlen efter solnedgang. Det er der en god forklaring på.
I Danmark hælder himlens Ækvator ca. 35° i forhold til horisonten. Ekliptika har en hældning på 23½° i forhold til Ækvator, hvilket vil sige, at den afhængig af tidspunkt på døgnet og året har en hældning i forhold til horisonten mellem 58½° og 11½°. Netop omkring efterårsjævndøgn har Ekliptika den mindst muligt hældning ved solnedgang. Månens bane ligger derfor næsten parallelt med horisonten, så Jorden behøver ikke at dreje så meget som på andre tidspunkter.
Omkring forårsjævndøgn er det præcist modsat. På dette tidspunkt har Ekliptika den størst muligt hældning ved solnedgang, så måneopgangen kan falde næsten 1½ time senere end aftenen i forvejen, og det samme sker den følgende aften. Effekten heraf bliver dramatisk. Ganske få nætter efter fuldmåne viser den sig ikke før efter midnat, når de fleste allerede er gået til ro. Så på en måde er den forsvundet fra himlen. Forårsfuldmånen har et kort liv.
Ekliptika på østhimlen ved solnedgang omkring henholdsvis efterårsjævndøgn og forårsjævndøgn.
En yderligere forstærkning opstår periodevis, fordi Månens bane hælder 5°,1 i forhold til Ekliptika, og fordi dens knudepunkter foretager en tur hele vejen rundt på 18,6 år. To gange i denne periode vil Månens bane derfor være endnu mere vandret i forhold til horisonten end på de øvrige tidspunkter.
En anden måde at anskue hvad der forårsager Høstmånen er ved at finde et stjernekort og se, hvor Månen befinder sig på det aktuelle tidspunkt. Omkring efterårsjævndøgn forekommer fuldmånen, medens Månen befinder sig i Fiskene. De følgende dage bevæger den sig gennem Vædderen og Tyren, som begge ligger højt over himlens Ækvator, og jo længere mod nord et objekt befinder sig på himlen, jo længere tid er det over horisonten. Med andre ord får Månen hurtigt en højere deklination og står derfor tidligere op end umiddelbart forventet – hvilket vil sige næsten på samme tidspunkt som aftenen i forvejen.
’Næsten på samme tidspunkt’ afhænger imidlertid af, hvilken breddegrad man bor på. Jo højere mod nord man befinder sig, jo mindre er Ekliptikas hældning i forhold til horisonten. I indledningen fremgik det, at det primært er i USA, man navngiver de forskellige måneders fuldmåne, men netop Høstmånen menes at være opstået i Nordeuropa, hvorfra skikken fulgte med emigranterne til USA.
I Nordeuropa kan måneopgangen finde sted blot 10-20 minutter senere end aftenen i forvejen. Man har derfor en klart lysende måne på østhimlen lige efter solnedgang mange aftener i træk. Den er næsten ikke til at slippe af med, hvilket netop er begrundelsen for navnet Høstmånen. Før i tiden faldt høsten væsentligt senere end i dag, og den travle bonde, som måtte klare høsten med en le, kunne knap nok nå at blive færdig, før det tidlige efterårsmørke faldt på. Høstmånen lyste derfor meget bekvemt den ene aften efter den anden og tillod at fortsætte høstarbejdet lang tid efter solnedgang. I dag er høsten som regel overstået længe inden efterårsjævndøgn, og der er lys på mejetærskeren.
Desuden skal hovedafgrøden ifølge nogle kringlede EU-regler være høstet senest 20. august, for at landmanden kan nå at så efterafgrøder. Det betyder, at mange landmænd er tvunget til at høste, selvom kornet er for vådt til at blive høstet og i mange tilfælde havde brug for flere dage på marken for at blive helt modent. Hvis fristen ikke overholdes, bliver der trukket i landbrugsstøtten. Fristen kan dog forlænges til 3. september, hvis landmanden senest den 20. august ansøger skriftligt derom. Udsættelse kan f.eks. være nødvendig pga. vejrforholdene. Høstmånens funktion som lysgiver tilhører således fortiden.
Høstbillede 1910. Peter Hansen (1868-1928). Olie på lærred. 103 x 127 cm. Faaborg Museum.
Venus kan ses på aftenhimlen umiddelbart efter solnedgang. Trods den store lysstyrke på mag. ÷3,9 er den dog vanskelig at finde, for den står meget lavt på himlen, hvilket altid er tilfældet, når Venus er ’aftenstjerne’ i efterårsmånederne. Den 1. september er højden blot 1° en halv time efter solnedgang, dvs. Venus står praktisk talt på horisonten, medens der fortsat er borgerligt tusmørke. Den 30. september er højden tilsvarende 1½°.
Det står væsentligt bedre til med Saturn. Ringplaneten er på himlen stort set hele natten, idet den er i opposition den 8. september. Saturn er altid interessant at iagttage gennem et teleskop. Under oppositionen har den en udstrækning på 19”, og dens ringsystem spænder over 44”. Imidlertid er ringene næsten usynlige i øjeblikket, idet de blot hælder 3½° i forhold til synsretningen fra Jorden, hvilket skyldes, at Jordens og Saturns baneplaner er på vej til at krydse hinanden. I løbet af september forøges hældningen til 4½°, fordi Jorden på sin vej rundt om Solen bevæger sig ganske lidt over Saturns ringplan. Det er dog kun en stakket frist, for i de kommende måneder bliver hældningsgraden igen mindre, indtil den er 0°, når ringplanet og Jordens baneplan krydser hinanden den 23. marts 2025.
Ringplanets hældningsgrad er 27°, når det er størst. De skete sidst i 2016 og vil ske igen i 2032.
De ”manglende” ringe giver større mulighed for at se nogle af Saturns mange måner. En god håndfuld af de i alt 146 kan ses i selv et beskedent teleskop, så Saturn kan på trods af den mindre udstrækning minde lidt om Jupiter. Ingen af Saturns måner er dog så lysstærke som Jupiters fire store. Den klareste er Titan på mag. 8,5. Den kredser om Saturn på 16 døgn og kan således nå næsten to ture på en måned. De øvrige er svagere, og for Titan og de syv klarestes vedkommende kan deres aktuelle position findes ved hjælp af dette lille on-line program.
Neptun står 13° længere mod øst end Saturn og befinder sig umiddelbart sydøst for den sekskantede asterisme, som repræsenterer den vestligste af Fiskene. Med en lysstyrke på mag. 7,7 kan Neptun ikke ses med det blotte øje, men er inden for rækkevidde af en prismekikkert. Gennem kikkerten ligner den svag stjerne og kun med et godt teleskop med en forstørrelse på mindst 100× er det muligt at skelne dens lille svagt blålige skive på 2”. Neptun er i opposition den 21. september, hvor afstanden til den er 4,3 milliarder kilometer. En interessant detalje ved Neptun er, at den ikke blev opdaget ved en tilfældighed, men derimod efter en meget omfattende matematisk beregning, som uafhængigt blev foretaget af en fransk og en engelsk matematiker. Ud fra disse beregninger blev den fundet på den beregnede position natten mellem den 23. og 24. september 1846. I dag kan enhver finde den med en prismekikkert og et detaljeret stjernekort.
Pilen viser Neptuns position under oppositionen. Den klareste ”stjerne” på kortet er Saturn.
Kortet har en bredde på 20°. Neptun ligger umiddelbart over fire stjerner med lysstyrker mellem mag. 5 og mag. 6. Neptun og de fire stjerner kan være indenfor synsfeltet på en prismekikkert.
Neptuns retrograde bevægelse i løbet af september. På detailkortet med en bredde på 6° er lysstyrken på de fire stjerner angivet. Stjernen, som Neptun passerer sidst på måneden, er HIP 117881 med en lysstyrke 7,5 og dermed næsten det samme som planeten.
Beregningen af Neptuns position, som førte til dens opdagelse, blev til på baggrund af opdagelsen af Uranus i 1781. Uranus’ lysstyrke er ligesom Neptuns så svag, at ingen havde bemærket den fjerne planet, før William Herschel tilfældigvis fik øje på den. Med sin lysstyrke på mag. 6 var Uranus dog blevet set adskillige gange tidligere, men var hver gang blot blevet betragtet som en svag stjerne. Da dens planetstatus blev bekræftet, var det derfor en forholdsvis smal sag at beregne baneelementerne, fordi der forelå en lang række positioner fra mange tidligere observationer. Det viste sig dog, at den beregnede efemeride ikke passede. Uranus bevægede sig ikke som forventet, hvilket fik nogle til at spekulere over, om afvigelserne kunne tænkes at være forårsaget af en ukendt planet længere ude i Solsystemet. Efter flere års regnearbejde viste dette sig at være korrekt. Neptun blev fundet ved et skrivebord ved hjælp af pen og papir.
Uranus kan ikke ses med det blotte øje, medmindre man har et exceptionelt godt syn og befinder sig et helt mørkt sted, samt naturligvis ved præcist, hvor på himlen man skal se. For os, der bor på høje breddegrader på den nordlige halvkugle, er forholdene dog blevet bedre i de senere år, fordi Uranus gennem længere tid har bevæget sig højere og højere op på Ekliptika, og derfor står højt på himlen, når den kulminerer mod syd. I øjeblikket står Uranus i Tyren 5° under Plejaderne og bibeholder næsten sin position hele måneden, idet den påbegynder sin retrograde bevægelse den 1. september forud for den kommende opposition midt i november. I løbet af måneden bevæger Uranus sig 20’ i vestlig retning i forhold til baggrundsstjernerne. 20’ svarer til 2/3 af Månens tilsyneladende størrelse. Ligesom for Neptuns vedkommende ses Uranus kun som en stjernelignende prik. Kun gennem et godt teleskop kan man se dens skive på 4”.
Uranus’ position midt i september. De fire stjerner i et letgenkendeligt mønster har omkring samme lysstyrke som Uranus og ligger indenfor et kikkertsynsfelt under Plejaderne.
Mars fortsætter sin prograde bevægelse gennem Tyren og krydser grænsen til Tvillingerne den 6. september. Den passerer 1° syd for den åbne hob M35 natten mellem den 8. og 9., og den 11. passerer den 1° nord for Mu Geminorum, som har en lysstyrke på mag. 2,9. Mars’ lysstyrke er mag. 0,7, og den stiger til mag. 0,5 inden månedens udgang. Opgangen finder sted kl. 23:45 først på måneden og kl. 23 i slutningen af måneden. For bedste udbytte er det en fordel at vente med at rette teleskopet mod Mars indtil de tidlige morgentimer, hvor den har bevæget sig højere op på himlen. Man må dog ikke forvente at kunne se særlig mange detaljer, idet Mars kun har en udstrækning på 8”. Under oppositionen den 16. januar 2025 er udstrækningen blot steget til 14,6”, hvilket gør det til en forholdsvis ugunstig eopposition.
Mars prograde bevægelse de kommende tre måneder. Den retrograde bevægelse indledes i begyndelsen af december.
Medens synet af Mars gennem et teleskop måske er lidt skuffende, forholder det sig helt anderledes med Jupiter. Solsystemets største planet befinder sig med en lystyrke på mag. ÷2,3 mellem Tyrens horn 10° øst for Aldebaran. I løbet af september går den prograde bevægelse næsten i stå, inden den retrograde bevægelse påbegyndes i begyndelsen af oktober.
Jupiters prograde bevægelse i løbet af september.
Jupiters udstrækning er mere end 5 gange så stor som Mars’, og den øges tilmed fra 39” til 42” inden udgangen af september. Ligesom for Mars’ vedkommende er det bedst at vente til de tidlige morgentimer, hvor Jupiter har bevæget sig højere op på himlen. Gennem et teleskop vil man da blive belønnet med synet af Jupiters mørke ækvatoriale bælter, og jo større teleskop man bruger og jo bedre observationsforholdene er, jo flere bælter og andre karaktertræk dukker der op.
Selv et lille teleskop er dog tilstrækkelig til at man uden besvær kan se Jupiters fire store måner. De bevæger sig så hurtigt omkring planeten, at man kan se, hvordan de ændrer indbyrdes position i løbet af kort tid, og hvordan de på forudsigelige tidspunkter passerer ind foran eller bag Jupiter. Tidspunkterne for sådanne begivenheder, inclusive tidspunkterne, hvor månernes skygge bevæger sig hen over Jupiters skydække, eller Jupiters skygge formørker månerne, fremgår af dette lille on-line program. Callisto, den yderste af de fire måner, er ikke med på listen, idet dens baneplan i øjeblikket hælder så meget i forhold til synsretningen fra Jorden, at Callisto passerer hen over Jupiters poler.
Eksempel på ændring af månernes position i løbet af 4 timer. Eksemplet er fra 2. september. Kl. 00:50 bevæger Io sig ind i Jupiters skygge og er således ude af syne, indtil den dukker frem bag Jupiter kl. 04:15. Månernes rækkefølge på øverste billede er Io, Europa, Ganymede og Callisto. På det nederste er det Io, Europa, Callisto og Ganymede.
I tiden op til Jupiters opposition vender Jupiters skygge mod højre i forhold til synsretningen fra Jorden, fordi Solen står til venstre. Efter oppositionen er det modsat. Solen står til højre, og månerne bliver formørket efter at have været okkulteret.
Merkur er den planet, som kredser tættest på Solen, og den er som regel vanskelig at se, fordi den aldrig kan ses på en helt mørk himmel. Kun et par gange om året er der gunstige betingelser, og her i september kommer årets bedste mulighed for at se Merkur på morgenhimlen. En time før solopgang den 1. september har Merkur en lysstyrke på mag. 0,6 og står 4½° over horisonten. Samme morgen står det tynde segl på den aftagende måne 6° over Merkur. Den 4. har Merkur sin største vinkelafstand på 18° fra Solen, og lysstyrken er steget til mag. ÷0,2.
Lysstyrken bliver ved med at stige, og når Merkur den 9. passerer ½° fra Løvens klareste stjerne, Regulus, er den steget til mag. ÷0,7. Til sammenligning har Regulus en lysstyrke på mag. 1,5. Tre morgener senere er Merkurs lysstyrke steget til mag ÷1, og dens højde over horisonten en time før solopgang er 4½°. Højden aftager hurtigt i takt med at Merkur nærmer sig Solen. Den 16. er højden kun 2½° en time før solopgang, men til gengæld er lysstyrken yderligere steget til mag. ÷1,2. Den 20. står Merkur op nøjagtig en time før Solen, og når den et kvarters tid senere er kommet et par grader op over horisonten, er morgengryet så langt fremskreden, at det kan blive nødvendigt at finde en prismekikkert frem. Vinkelafstanden til Solen formindskes hurtigt, indtil Merkur er i konjunktion den 30. september.
Morgenhimlen en time før solopgang den 1. og 9. september. Bemærk at Månen er tegnet 5× større end i virkeligheden. Den klareste ”stjerne” på koret er planeten Jupiter.
Månens aktuelle fase: https://svs.gsfc.nasa.gov/5187/