Astrologi – sandhed eller overtro?

Både astrologer og astronomer beskæftiger sig med stjernehimlen, men udfra helt forskellige målsætninger. Ofte, eller rettere sagt meget ofte, opstår der misforståelser, fordi mange mennesker har svært ved at skelne mellem de to begreber.

Kan du så ikke lægge mit horoskop? Som amatørastronom må man vænne sig til den slags spørgsmål. Mange mennesker forveksler astronomi, dvs. videnskaben, som studerer fysiske objekter i Universet, med astrologi, der er en forestilling om, at disse objekter skulle have individuel indflydelse på menneskets liv her på Jorden. De fleste er klare over, at astronomi arbejder med facts, men hvad med astrologi? Hvad er facts i dette tilfælde? Hvor stammer det fra, og vigtigst af alt: virker det?

Om natten lyser tusinder af stjerner over vore hoveder. Hvordan kan vi nogensinde lære dem alle at kende, skelne den ene fra den anden, eller i det hele taget forstå deres indflydelse i Universet?

Mennesket forsøgte første gang at svare på dette spørgsmål for omkring 6000 år siden i “Civilisationens Vugge”, området omkring de store floder i Mesopotamien. Her levede et folkeslag i nærheden af Babylon, Kaldæerne, som studerede stjernerne for at finde vej, og som brugte Månen til at holde styr på månederne og årstiderne.

Når det tynde månesegl viste sig på vesthimlen om aftenen, signalerede det starten på en ny måned med 29 eller 30 dage. I disse fjerne fortider så man sommernymånen blandt stjernerne i stjernebilledet Løven. Kaldæerne bemærkede, at Månen stod længere mod øst for hver dag, der gik. Gennem året forekom den tiltagende måne i forskellige stjernebille-der. Den passerede gennem Jomfruen, Vægten, osv. efter det samme mønster år efter år. Tusinder af år senere kaldte grækerne disse specielle stjernebilleder for Zoidakos Kyklos, Dyrekredsen.

Månekalenderen, hvor smart den end var, skabte dog et problem for Kaldæerne. Den gav dem kun 354 dage om året, 11 dage for lidt. Formålet med deres kalender var at forudsige årstiderne. De havde behov for at vide, hvornår de skulle så og høste, og hvornår de kunne forvente regn. Men med en fejl på 11 dage om året ville deres kalender komme 6 måneder bagud i løbet af omtrent 16 år. Der var helt klart behov for en forbedret kalender for at passe med årets 365 dage, så Kaldæerne vendte sig ret hurtigt mod planeterne i stedet.

De kaldte planeterne Bibbu, vilde geder, for den måde, hvorpå de syntes at bevæge sig blandt de faste stjerner. De kunne se fem: Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn, og disse fem planeter bevægede sig på samme måde som Månen gennem de samme stjer-nebilleder. Disse stjernebilleder fik derfor en særlig betydning for Kaldæerne.

Kaldæerne gjorde en vigtig opdagelse, medens de fulgte nattehimlen fra solnedgang til næste dags solopgang. Medens morgenhimlen blev lysere, bemærkede de, hvilket stjerne-billede, der stod lavest mod øst. Som et eksempel kan vi tage Skytten. De ræsonnerede korrekt, at Solen måtte befinde sig i det følgende stjernebillede, Stenbukken. Og eftersom stjernebilledet umiddelbart før solopgang var forskelligt gennem året, måtte Solen natur-ligvis foretage den samme rejse gennem stjernebillederne som Månen og planeterne.

Dyrekredsen, Ekliptika, Solens bane.

Kaldæerne valgte 12 stjernebilleder som værende særlige vigtige, et for hver fuldmåne i året. De fastslog den bane, som Solen, Månen og planeterne fulgte, og medens de forsøgte at skabe en troværdig kalender, skabte de samtidig grundlaget for astrologien.

I tusinder af år samlede de Babylonske præster og stjernetydere detaljerede observationer af himlen, men stjernernes og planeternes sande natur lærte de aldrig at kende. Efterhån-den blev hver enkelt planet identificeret med en gud eller gudinde, og med minimale ændringer blev disse guder senere indarbejdet i grækernes og romernes mytologi.

Omkring år 300 f.Kr. gav grækerne planeternes og stjernebilledernes indflydelse på de menneskelige forhold en mere fast form. Hovedparten blev taget gennem en kombination af tidligere Babylonisk mytologi og deres egen. Da Ares (Mars) var deres krigsgud, var den forbundet med krig, blod og ild, hvilket almindeligvis var et dårligt tegn. Aphrodite (Venus) på sin side var kærlighedsgudinden, så dens indflydelse handlede om held og lykke, glæde og rigdom, hvilket var et godt tegn.

Græske guder.

Grækerne tilførte også en teori om magisk overensstemmelse mellem mennesket og stjer-nehimlen. Et af stjernebillederne i Dyrekredsen er f.eks. Tyren, så dens indflydelse på folk må give dem tyrens egenskaber. Dvs. de er stædige, egenrådige, stærke og påståelige.

Astrologi blev derfor en underlig blanding af tre forskellige discipliner: Videnskaben, der handlede om observation af Solens, Månens og planeternes bevægelse; religionen med guder fra både babylonierne, grækerne og romerne; magi, den overnaturlige forestilling om sammenhæng mellem stjernebillederne og deres indflydelse på mennesket.

Nutiden astrologer benytter den videnskabelige bevidsthed hos det moderne menneske ved at kalde astrologien en videnskab. Og som vi lige så, har den et videnskabeligt element, nemlig astronomien. Når vi ser bort fra astrologiens religiøse og mystiske element, hvilken videnskabelig værdi har den så?

Det mest almindelige spørgsmål inden for astrologi må være: Hvilket stjernetegn er du født i? Mere konkret menes hermed: I hvilket af Dyrekredsens stjernebilleder befandt Solen sig, den dag du blev født? Svaret er ikke så enkelt, som det lyder.

Astrologerne inddeler Dyrekredsen i 12 lige store dele, som de kalder tegn. Hvert tegn repræsenterer en bestemt del af Dyrekredsen, behersket af et af de tolv stjernebilleder.

Dyrekredsen inddelt i 12 lige store dele.

Ifølge astrologerne må Solen derfor befinde sig i hvert tegn omkring 30 dage. Det er dette system, som er kendt af alle gennem avisernes og især ugebladenes horoskoper. Ifølge dette er en person, som er født f.eks. 10. november født i Skorpionen. Men når vi ser nærmere på himlen den 10. november, er Solen ikke i Skorpionen, men derimod i Vægten.

Hvilke egenskaber skal vi så tillægge denne person født den 10. november? Er det egen-skaber fra Skorpionen eller fra Vægten? Alle de øvrige tegn har det samme problem. Alle stjernebilleder befinder sig i et område af Dyrekredsen, som beherskes af det foregåendes tegn.

Sådan har det dog ikke altid været. Da grækerne satte astrologien i faste rammer for
omkring 2200-2300 år siden, passede stjernetegnet ved fødslen med Solens stilling i stjernebilledet med samme navn. Siden da er der sket en forskydning på næsten 30°.

Årsagen hertil er præcessionen. På grund af Solens og Månens gravitationelle indflydelse foretager Jordens omdrejningsakse en bevægelse som en roterende snurretop, så den ikke har samme konstante retning i forhold til stjernerne. Hver cyklus tager omkring 26.000 år, og siden det antikke Grækenland har præcessionen ført alle Dyrekredsens tegn et stjernebillede mod vest. Præcessionen fortsætter uanfægtet, og fejlen bliver større i de næste 24.000 år, hvorefter det igen vil passe i ca. 2000 år.

Præcessionen.

Når man spørger astrologerne i dag om præcessionen, vil de som oftest svare, at den ingen betydning har; det er tegnene, der er vigtige, ikke stjernebillederne. Men uden stjernebille-derne, hvorfra får tegnene så deres magiske kraft? Hvilke skorpionlignende egenskaber har Vægten, og hvilke stædige, enerådende og påståelige egenskaber har Tyren, når den slet ikke er en tyr alligevel men derimod en vædder? Hvordan kan man tro på indflydelse fra stjernerne, når selv astrologerne siger, at de er uden betydning?

Selvom astrologerne i almindelighed ignorerer præcessionens effekt, benægter de ikke dens eksistens. I virkeligheden udnytter de den:

When the Moon is in the 7th house
And Jupiter aligns with Mars
Then peace will guide the planets
And love will steer the stars
This is the dawning of the Age of Aquarius.

Rockmusicalen Hair fra 1969 blev den første Broadway produktion, der bevidst tog astro-loger med på råd. Hittet The Age of Aquarius, blev en af de få optimistiske sange fra en tid, der ellers var præget af Vietnamkrigen og studenteroprør. Sangen lovede en dramatisk ændring fra uroligheder til fred og kærlighed, når vi forlader Fiskenes tidsalder og går ind i Vandmandens.

Vi nærmer os Vandmandens tidsalder, ikke fordi Månen står i det 7. hus, eller fordi Jupiter mødes med Mars, hvilket begge dele er ganske almindelige foreteelser. Nej, vi nærmer os Vandmandens tidsalder på grund af præcessionen! Astrologerne arbejder med 12 store tidsaldre. Hver tidsalder begynder, når præcessionen fører Solen ind i et nyt stjernetegn på forårets første dag.

Hvis vi forestiller os Jordens Ækvator projiceret ud på himmelhvælvingen, får vi himlens ækvator. Foråret (eller efteråret på den sydlige halvkugle) indtræffer officielt, når Solen på sin nordgående vej langs sin bane, Ekliptika, krydser himlens ækvator. Dette øjeblik kaldes forårsjævndøgn, og for to tusinde år siden fandt det sted, medens Solen stod i Vædderen. Det var således Vædderens tidsalder, og forårspunktet ses ofte omtalt som Vædderpunktet.

Jævndøgn og solhverv.

Præcessionen bevirker, at forårspunktet bevæger sig langsomt mod vest. I dag befinder det sig i Fiskene, og vi lever således i Fiskenes tidsalder. Stjernebilledet vest for Fiskene er Vandmanden, så vi kan på en måde sige, at vi er i Vandmandens begyndende tidsalder. Det har dog lange udsigter med fred og kærlighed, for der går endnu næsten 600 år, før øjeblikket indtræffer.

Selvom vi ser bort fra det misforhold, som præcessionen giver astrologernes arbejde, er der stadig en lang række dilemmaer tilbage. Hvis vi deler Dyrekredsens 360° i tolv lige store dele, som astrologerne gør, vil hvert tegn blive 30°. Astrologerne regner derfor med, at Solen befinder sig i hvert tegn mellem 29 og 32 dage. Dette er en alvorlig afvigelse fra, hvad vi i virkeligheden oplever.

Solen tilsyneladende bane foran hvert enkelt stjernebillede i Dyrekredsen er på ingen måde 30° og dermed 30 dage. Den spænder lige fra 7 dage i Skorpionen til 45 dage i Jomfruen. Sammenligner man horoskopernes tabeller for stjernetegnene, finder man, at sandsynligheden for, at Solen befandt sig i det rigtige tegn på ens fødselsdag, er som 1:7.

Fra den 1. til den 17. december befinder Solen sig endda i Ophiuchus, som slet ikke hører med til Dyrekredsen. Ophiuchus befinder sig mellem Skorpionen og Skytten, og Solen
opholder sig således her i 17 dage sammenlignet med Skorpionens 7. Men astrologerne har overhovedet ikke taget en eventuel indflydelse fra Ophiuchus med i deres beregninger, hvilket ellers kunne være meget interessant. Ophiuchus repræsenterer en mand, som bærer på en slange. Hvilke egenskaber mon det giver?

Ekliptika. Den røde del går gennem Ophiuchus og den mørkeblå gennem Skorpionen.

Solens tegn ved fødselsøjeblikket er kun én side af den moderne astrologi. Det begrænser nemlig astrologien til kun at omfatte 12 forskellige personligheder. Astrologerne lægger derfor mere vægt på stjernerne og planeterne nogenlunde efter følgende princip:

Da man blev født, var et af Dyrekredsens tegn på vej op over horizonten i øst. Dette tegn er ascendanten. Og husk her på, at der regnes med de tegn, som blev fastlagt for 2200 år siden.

Når astrologen skal lægge et horoskop, begyndes med dato, tidspunkt og sted for fødslen, og der anvendes et rundt diagram, som er delt i 12 dele, eller huse. Astrologen udfylder derefter diagrammet med symboler for hvert tegn i Dyrekredsen. Ud for det første hus skriver han symbolet for ascendanten f.eks. Løven. Herefter fortsættes med de resterende symboler i den rækkefølge, hvormed de stod op over horizonten.

Solen, Månen og planeterne har også symboler. Solen stod måske i Skytten, hvilket placerer den i femte hus. Månen var i Fiskene, så den bliver tegnet i ottende hus, og på samme måde placeres planeterne efter hvilket tegn de befandt sig i den pågældende dag.

Astrologen sammenligner herefter de forskellige positioner med hinanden, dvs. hvilken vinkel eller aspekt, der er mellem to planeter. En vinkel på 180° er en opposition, en styrkeprøve mellem de to legemer. Det et dårligt og tyder på uheld. En vinkel på 120° er en trigon, hvilket er særdeles godt. En vinkel mellem de to legemer på 90°, kvadratur, er dårligt men dog ikke så dårligt som en opposition. En 60°s vinkel, sekstil, er også godt. Alle disse vinkler har en tolerance på ±7°. En opposition kan være alt fra 173° til 187°, en trigon mellem 113° og 127°, osv. Astrologerne giver ingen forklaring på denne tolerance.

Såfremt Solen eller Månen befinder sig indenfor 10° fra hinanden, eller to planeter er mindre end 12° fra hinanden, er det en konjunktion. Det kan enten være godt eller dårligt afhængigt af, hvilke planeter, det drejer sig om. Af erfaring mener astrologen at vide, at Venus og Jupiter er gunstige, medens Mars og Saturn som regel er ugunstige. Merkur, Solen og Månen kan vekselvis være både det ene og det andet.

Aristoteles og de andre gamle grækere havde en gang for alle ordnet videnskaben, og der var ingen grund til at tvivle på deres beviser. Alt stof kunne føres tilbage til fire elementer: ild, jord, vand og luft. På samme måde er det menneskelige legeme opdelt i fire grund-bestanddele: slim, blod, den gule og den sorte galde. Disse væsker forekommer i forskel-lige mængder, det er selve livets safter, der giver livet dets særpræg.

De fire elementer og de fire legemsvæsker.

I selve fødselsøjeblikket får barnet tildelt sine fire grundbestanddele i et mængdeforhold, der er betinget af, hvilke planeter der er fremme, og denne sammensætning bevarer det gennem hele livet. Men samtidig vedbliver planeterne selvfølgelig at udøve deres fortsatte indflydelse på de respektive væsker. Herved kommer mennesket ud for perioder, hvor den ene eller anden væske dominerer over de andre. Ved at regne fremad kan astrologen finde ud af, hvordan planeterne i fremtiden vil indvirke, og om de har heldig eller uheldig ind-flydelse.

Hvert hus siges at kontrollere én side af éns liv. Det første hus og de planeter, som det indeholder, bestemmer de naturgivne forhold. Det andet hus kontrollerer penge og økonomi, osv. osv., indtil hus, hjem, børn, helbred, arbejde, liv og død, o.l. er under fuld kontrol.

På dette sted har man formodentlig en række spørgsmål til astrologen. Hvorfor er en trigon god og en opposition dårlig? Hvorfor er fødselsøjeblikket det vigtigste? Er det ikke undfangelsestidspunktet, som er afgørende? Hvordan ved man, at Jupiter er gunstig, og Mars er ugunstig?

Månens og planeternes stilling indenfor Dyrekredsens 12 tegn har altså ifølge astrologerne betydning for vores skæbne. Solen kan som før set findes i 13 konstellationer, Månens bane fører den gennem 18 forskellige, og de synlige planeter tilsammen gennem 24 – og så er der endda ikke taget hensyn til Pluto. Den har så stor banehældning i forhold til Ekliptika, at den forøger antallet med yderligere 17, hvilket bringer det totale antal konstellationer, hvori de skæbnebestemmende legemer kan findes op på 41.

Astrologerne tillægger de tre yderste planeter, Uranus, Neptun og Pluto, betydelig indfly-delse. Uranus blev opdaget i 1781, Neptun i 1846 og Pluto i 1930. De var altså slet ikke kendte, da astrologiens grundprincipper blev udarbejdet for tusinder af år siden, og der var overhovedet ikke grund til at spekulere over, om der mon skulle være flere end de kendte syv vandrende himmellegemer.

Samme år, som Galilei tog teleskopet i brug, skrev italieneren Sizzi at … på samme måde som der er syv åbninger i hovedet, er der syv objekter, der bevæger sig på himlen. Vi har ikke brug for flere, derfor er der ikke flere!

Nutidens astrologiske lærebøger beskriver i detaljer, hvilke indflydelser de tre yderste planeter har på mennesket. Men hvordan har de kunnet bestemme indflydelsen så præcist? Siden opdagelsen i 1846 har Neptun havde været én tur rundt om Solen, og Pluto har kun foretaget en halv omkredsning siden sin opdagelse.

Når de lægger et horoskop, anvender astrologerne astronomiske observationer og viden-skabelige teorier for at beregne positionen af planeterne. Og eftersom videnskab bliver benyttet i første trin af horoskoplægningen, er det helt logisk for dets udøvere og brugere at forestille sig, at indflydelsen fra himmellegemerne også er videnskabeligt funderet. Det sidste trin for astrologen er jo at bestemme, hvilken effekt de benyttede positioner har på det individuelle menneskes liv og på dettes fremtidige skæbne.

For 2200 år siden var videnskaben i sin allerførste barndom. Grækerne troede, at Jorden stod stille i Universets midte. De havde ingen forestilling om afstanden til planeterne, ingen forestilling om, at de kredser omkring Solen, og ingen metode til at beregne deres fremtidige positioner helt præcist.

Imidlertid fandt de en sammenhæng mellem himlen og Jorden. F.eks. bemærkede de, at årstiderne hang sammen med Solens ændrede position ved op- og nedgang. De fandt også en sammenhæng mellem tidevandet og Månens fase og stilling på himlen. Med sådanne iøjnefaldende sammenhænge var det ikke svært at forestille sig en kosmisk indflydelse på alle jordiske forhold.

Trods deres mangelfulde indsigt står vi i dag i gæld til grækernes intuition. Vi ikke alene tror på en kosmisk indflydelse, vi er også i stand til at identificere, måle og beskrive den. Moderne videnskab har kendskab til tyngdekraften, den elektromagnetiske kraft og kerne-kraften. Dertil kommer en lang række elektromagnetiske strålinger: lys, radiobølger, rønt-genstråler osv. Er det mon disse kræfter og strålinger, som udgør astrologernes magiske indflydelse?

Fødselsøjeblikket er det afgørende for udarbejdelsen af et horoskop. Den moderne viden-skab er i stand til at beregne planeternes helt præcise position i dette øjeblik, og den er i stand til at beregne de samlede kræfter, som det nyfødte barn udsættes for.

Væggene i hospitalet eller huset, som barnet bliver født i, blokerer det meste af Solens og stjernernes udsendte stråling. Og selv om de ikke gjorde, ville lyset på fødestuen langt overstråle stjernernes og planeternes lys, og i tilgift vil den omgivende bygning udøve en tyngdekraft på ca. 10 gange så meget som tyngdekraften fra alle otte planeter tilsammen, og ½ million gange mere end fra stjernerne. Påvirkninger fra barnets allernærmeste miljø vil således fuldstændig dominere over samtlige påvirkninger fra rummet.

Selv om astrologerne har baseret indflydelsen fra planeterne og stjernerne på et forkert grundlag i de sidste 2200 år, kan der så ikke udvikles et nyt astrologisk princip ud fra videnskabelige principper i stedet for på magi og mystik? Inden vi bruger al vores tid på dette udviklingsarbejde, må vi hellere se lidt på stjernebillederne.

Der findes ingen “rigtig” måde at navngive de forskellige stjernegrupperinger på. F.eks. havde kineserne og egypterne andre betegnelser og deres stjernebilleder havde helt ander-ledes udseende end dem, vi bruger i dag.

Stjernebillederne kan kaldes, hvad fantasien synes er passende, og det er netop på den måde, fik deres navne. Stenbukken f.eks. fik navn og figur efter en bjergged, fordi dette stjernebillede for 4000 år siden bevægede sig højt op på himlen, på det tidspunkt af året, hvor Solen nåede det højeste punkt i sin årlige bane. Det var samtidig begyndelsen på regntiden, så Kaldæerne tilføjede en fiskehale. Stenbukken blev på den måde til en mytologisk Vandbuk. På samme måde fik alle de øvrige stjernebilleder deres navne fra mytologien, både dem langs Dyrekredsen og alle de andre, som var synlige for Kaldæerne og de øvrige folkeslag i området.

Stenbukken.

Da en række nye stjernebilleder fik navne for 400-500 år siden, syntes fantasien at være i aftagende. Sydhimlen er domineret af navne på tekniske frembringelser, der har relation til de store opdagelsesrejser, og de fleste kender kun en del af Store Bjørn, nemlig den del, der populært kaldes Karlsvognen. I mange engelsktalende lande kaldes Skytten for Tepot-ten, og de mange navne på enkeltstjerner, som Kaldæerne og grækerne benyttede, er for de flestes vedkommende gået i glemmebogen. Skulle det moderniserede astrologiske princip så i stedet for Skytten bruge Tepotten? Folk født i Tepottens tegn vil ganske givet blive karakteriseret som folk, der ikke kan holde dampen oppe ret længe af gangen!

Sydhimlens stjerner. 

Et andet forhold angående stjernebillederne er værd at bemærke. Selvom to stjerner befin-der sig i samme stjernebillede, betyder det ikke nødvendigvis, at de er fysisk forbundne eller har noget fælles, udover at de begge befinder sig et eller andet sted i Mælkevejen. Det betyder kun, at de ses i samme retning, når de betragtes fra Jorden. 

Tvillingerne, udvalgte stjerners afstand fra Jorden.

Vi står derfor tilbage med en række stjernegrupper, der udelukkende er opstået ved en optisk illusion og med tilfældige navne ifølge navngiverens mytologi og fantasi. Det moderniserede astrologiske princip vil vist få en vaklende start.

Aldrig før har videnskabens principper og den rationelle tænkemåde været klarere forstået end i dag. Alligevel tror utroligt mange mennesker stadig på astrologi. Der kan findes flere mulige forklaringer herpå:

1. Fra en psykologisk synsvinkel har astrologi en stor indflydelse. Den drejer sig om én selv og ting af personlig interesse. Det gør den til et ideelt holdepunkt for “jeg-generationen”.
2. Astrologi er en støtte for de, som ikke selv kan tage en beslutning. Mange mennesker finder astrologien nyttig, fordi den beviser mundheldet, at enhver beslutning er bedre end ingen beslutning.
3. De som praktiserer astrologi føler sig ofte i besiddelse af hemmelig viden, som er ukendt for videnskaben, og som kun er kendt af de indviede. De manipulerer med mystiske symboler og betegnelser. De refererer til imponerende astronomiske tabeller. På samme måde som sort magi og okkultisme opfylder astrologi en form for religiøs behov hos mange mennesker.
4.  Astrologien er i besiddelse af svar på dagligdagens afgørende spørgsmål. Hvordan skulle man ellers vide, om den udkårne er et passende parti, om en rejse eller en investering vil få et godt udfald, eller hvordan det kommende år bliver?
5.  Den væsentligste årsag til astrologiens fortsatte opblomstring synes dog at være profit. Succesrige astrologer tjener formuer. Bøger om astrologi fylder metervis af reoler hos boghandleren, medens astronomiske kun findes i et fåtal. Smykker og lignende med astrologiske symboler kan erhverves i utallige udformninger. Astrologiske spådomme om kendte personer modtages med kyshånd af den kulørte presse, og hvilket ugeblad tør udkomme uden at bringe det sædvanlige horoskop?

Med så mange himmelske strukturer og så mange forskellige mennesker, der skal tages i betragt­ning, er fortolkningen afgørende for astrologiens subjektive kunst, så i sidste ende er det den enkelte astrolog, der afgør, hvilken magisk kraft himmellegemernes position skal tillægges. Den moderne astrologi synes ikke at være født i hverken Vædderens tegn eller Tyrens tegn men derimod i $.