Stjernehimlen i november 2022
Den 11. november, da jeg efter solnedgang som sædvanlig betragtede stjernerne på den klare himmel, blev jeg opmærksom på, at der lige over mit hoved strålede en ny og ukendt stjerne, som var meget tydelig i forhold til de andre. Lige siden min barndom har jeg været fortrolig med alle himlens stjerner (denne viden er nemlig ikke så vanskelig at opnå), og jeg var helt sikker på, at der aldrig før havde været en stjerne på dette sted på himlen, eller i så fald en meget lille stjerne helt uden denne markante klarhed. Jeg blev i den grad slået af forundring over dette, at jeg såmænd ikke ville tro mine egne øjne. Men da jeg fandt ud af, at også andre kunne se den, når de fik udpeget stedet, var jeg ikke mere i tvivl om, at der virkelig havde vist sig en ny stjerne dér. Det var i sandhed det største af de mirakler, der er indtruffet i naturen siden Verdens skabelse. Det kan i hvert fald sammenlignes med det, som indtraf ifølge de hellige skrifter: Solens gang blev holdt tilbage på Josvas bønner, og på det himmelske slagtoffers tid blev den formørket. Alle filosoffer er nemlig enige om (og det ligger i selve sagens natur), at der i den himmelske verdens ætheriske region ikke foregår nogen forandring i form af tilblivelse eller tilintetgørelse. Tværtimod kan himlen og de ætheriske legemer, der findes i den, ikke øges eller mindskes og ikke ændres i antal, størrelse, lysstyrke eller på nogen anden måde. Himlen er og bliver altid den samme, sig selv lig og i alle henseender upåvirket af tidens tand. Desuden bevidner alle videnskabsmænds observationer foretaget gennem nogle tusinde år, at alle stjerner har haft samme antal, position, orden, bevægelse og mængde, som astronomiens udøvere ved omhyggelige observationer kan se, at stjernerne stadig har. Vi kan ikke læse, at en astronom nogensinde har observeret, at der i den himmelske verden er opstået nogen stjerne.
Denne usædvanlige observation foregik for 450 år siden. Om aftenen den 11. november 1572 skete et af de heldigste sammentræf af omstændigheder i astronomiens historie. Det var en kombination af en meget sjælden begivenhed og så det forhold, at begivenheden blev observeret af det eneste menneske, der på dette tidspunkt var forberedt og forstod at drage nytte af hændelsen.
Øjenvidnet var Tycho Brahe; han skrev året efter en bog om begivenheden: Tychonis Brahe, Dani, De nova et nullius ævi memoria prius visa Stella, iam pridem Anno à nato Christo 1572, mense Novembrj primùm Constecta, contemplatio mathematica.
Ud over den lange titel og forordet indeholder bogen disse kapitler:
1) Om den nye og ingensinde før verdens begyndelse observerede stjerne, som viste sig for første gang i slutningen af forrige år.
2) Om den nye stjernes stilling på himlen i forhold til fiksstjernerne og dens længde og bredde i forhold til Dyrekredsen.
3) Om dens position i forhold til Verdens diameter og dens afstand fra Jorden, Universets centrum.
4) Om dens størrelse, lys og farve.
5) Astrologisk vurdering af virkningerne af denne nyfødte stjerne.
Bogen er meget sjælden. Et af de få tilbageværende eksemplarer befandt sig tidligere på Karen Brahes Bibliotek på Odense Adelige Jomfrukloster, men er nu overdraget til Roskilde Kloster. Syddansk Universitetsbibliotek har sørget for, at alle interesserede har mulighed for at læse den, idet Roskilde Klosters eksemplar er blevet digitaliseret og kan downloades som PDF (209,1MB) eller som epub (20,5MB) på: http://sdu.dk/brahe.
Titelbladet på De Nova Stella.
Som det fremgår, var Tycho Brahe naturligvis meget forbavset, og et øjeblik tvivlede han på sine egne øjne. I bogen betegner han stjernen som det største under, der havde vist sig i naturen siden verdens skabelse. Man havde hidtil troet, at stjernerne var uforanderlige. Stjernen var synlig i næsten 2 år, før den ikke kunne ses med det blotte øje mere. Det var jo før kikkertens opfindelse.
Tycho Brahe var naturligvis ikke den eneste, som så den mærkelige stjerne. Rundt om i resten af Europa havde mange andre set den, og der blev gisnet på, hvad det kunne være, og det skortede ikke på dommedagsprofetier om, hvad tilsynekomsten varslede om som f.eks. krig, pest og enorme ødelæggelser over hele Europa. Tycho Brahe holdt sig heller ikke tilbage med sådanne dystre astrologiske spådomme, men i en senere udgave af De Stella Nova udelader han spådommene; han er åbenbart kommet på bedre tanker.
Tycho Brahe gik mere grundigt til værks end de øvrige astronomer. Han foretog meget omhyggelige målinger af stjernens position og kunne konstatere, at den i hvert fald var længere borte end Månen. Opdagelsen gjorde Tycho Brahe så berømt, at han gennem de næste mange år fik stillet omkring 1% af hele Danmarks statsbudget til rådighed og fik mulighed for at etablere sig på Hven i Øresund, hvor han næsten femogtyve år drev sine videnskabelige studier med meget omfattende observationer af planeten Mars og af stjernernes positioner.
Tycho Brahes skitse af Cassiopeia med Nova Stellas position.
Bemærk at stjernerne på Tychos kort har andre betegnelser, end vi kender i dag. Det var først i 1603 – to år efter Tycho Brahes død – at Johann Bayer udgav et stjerneatlas, Uranometria Omnium Asterismorum, hvor der blev anvendt græske bogstaver til at identificere de enkelte stjerner inden for hvert stjernebillede. Bayers atlas var bl.a. baseret på Tycho Brahes positionsmålinger, og lige siden Uranometria er Betelgeuze kendt som α Orionis, Rigel som β Orionis og så fremdeles i rækkefølge efter lysstyrken. Med få undtagelser er det samme tilfældet for de klareste stjerner i de øvrige stjernebilleder.
Uranometria, Orion.
I dag vi, at Tycho Brahe ikke så en ny stjerne, men derimod en gammel, som var blevet ustabil, eksploderede og forøgede sin lysstyrke med milliarder af gange – en såkaldt supernova.
Flertallet af de utallige milliarder at stjerner i Universet lever et fredeligt liv. En typisk stjerne som Solen vil skinne nogenlunde uændret i omkring 10 milliarder år, medens den forbrænder brint til helium. Derefter vil den langsomt svulme op til en rød kæmpe. Gennem flere processer vil de yderste lag blive udstødt og ende som en planetarisk tåge, medens den resterende kerne trækker sig sammen til en hvid dværg med en kulstofkerne og en ydre skal af helium. Den hvide dværg vil langsomt afkøles for til slut at ende som et udbrændt stykke kul, der er usynligt i det optiske spektrum. I enkelte tilfælde afsluttes en stjernes tilværelse derimod på helt anderledes voldsom maner, nemlig som en supernova.
I hovedtrækket skelnes mellem to typer supernovaer: Type I og type II.
Den mest almindelige er type I, som ganske vist igen er inddelt flere undertyper, men de er alle opstået i et dobbeltstjernesystem, hvor to stjerner med forskellig masse er dannet samtidig. Den tungeste af stjernerne bruger sit brændstof hurtigst og svulmer op til en rød kæmpe, der gennemløber processen, indtil den ender som en hvid dværg. I mellemtiden har den anden stjerne i systemet tiltrukket noget af stoffet fra den røde kæmpe, hvorved den bliver tungere med hurtigere forbrænding til følge. Den svulmer så også op til en rød kæmpe, og den hvide dværg, som er resterne af den første stjerne, trækker stof til sig. Til sidst bliver den hvide dværg så tung, nøjagtig 1,44 solmasser, at temperaturen i dens indre bliver 4 milliarder grader med en ukontrollabel kulstofforbrænding til følge – en super-novaeksplosion. Astronomerne kan se, at det er en type I, idet der mangler brint i dens spektrum.
Type II supernovaer er af en anden beskaffenhed, idet de er opstået fra en stjerne med en masse på mere end 8-10 gange Solens. Tunge stjerner forbrænder deres brint meget hurtigt; de tilhører de blåhvide kæmper og har – i astronomisk målestok – et kort liv. Når al brinten i kernen er omdannet til helium, svulmer den blå kæmpe op til en rød kæmpe, der efterhånden forbrænder tungere og tungere grundstoffer, indtil den får en løgskalstruktur med brint yderst, derefter helium, kulstof, ilt, silicium og inderst en kerne af jern. Jern kan ikke omdannes yderligere ved fusion. Ved en kritisk masse sker der en kollaps i løbet af ganske få millisekunder og chokbølgen, der kan bevæge sig med 1/10 af lyshastigheden, får hele stjernen til at eksplodere, efterladende den kollapsede jernkerne som en hurtigt roterende neutronstjerne eller evt. et sort hul, såfremt stjernen var meget massiv.
Ved hjælp af Tycho Brahes detaljerede observationer, har det været muligt at rekonstruere Stella Novas lyskurve, og den viser, at der efter alt at dømme var tale en eksplosion af en hvid dværgstjerne, dvs. en Type I Supernova. I dag har Tycho Brahes supernova fået betegnelsen SN 1572. Billedet herunder er optaget af røntgenteleskopet Chandra i 2003. Røntgenstråling er usynlig for det menneskelige øje, så farverne er kunstige.
Supernovaresten SN 1572.
Supernovaer er meget sjældne. I Mælkevejen har der i historisk tid kun været ganske få bekræftede eksempler, herunder Tycho Brahes. Al kendskabet til disse stjerner er derfor hovedsagelig opnået ved studier af supernovaer i fjerne galakser. Den, som har været tættest på i nyere tid, var supernovaen SN1987A i Den Store Magellanske Sky.
SN 1987A – før og efter supernovaeksplosionen.
Tyge (latin: Tycho) Brahe blev født den 14. december 1546 i Skåne, som dengang hørte under Danmark. Han var den ældste søn af Otto Brahe og Beatte Bille, som begge tilhørte den danske adel. Tycho voksede op hos sin farbror, Jørgen Brahe, og arvede senere sin onkel. Han gik på universiteterne i København og Leipzig og rejste gennem Tyskland, hvor han yderligere studerede på universiteterne i Wittenberg, Rostock og Basel.
Det var i denne periode, han fik interesse for alkymi og astronomi, og han købte adskillige astronomiske instrumenter. Under en duel med en anden student i Wittenberg i 1566 mistede Tycho Brahe et stykke af sin næse, og resten af sit liv bar han en sølvplade, som dækkede det manglende stykke. I 1570 vendte han tilbage til Danmark, hvor han observerede den nye stjerne, medens han opholdt sig på Herrevad kloster.
Tycho Brahe med sin kunstige næse.
I 1574 gav Tycho Brahe forelæsninger om astronomi på Københavns Universitet og blev nu overbevist om, at forbedring af astronomien afhang af nøjagtige observationer. Efter endnu en rejse til Tyskland, hvor han besøgte adskillige astronomer, fik han et tilbud fra Kong Frederik II om at etablere et observatorium i Danmark. Han fik overdraget den lille ø Hven i Øresund, og her opførte han observatoriet Uranienborg, som blev datidens bedste i Europa.
Tycho tegnede og byggede nye instrumenter, finjusterede dem, og begyndte på sine obser-vationer. Han havde også sin egen trykpresse, og observatoriet blev besøgt af mange lærde. Samtidig uddannede han en hel generation af unge studerende i observationsteknik.
Den store murkvadrant.
Tycho Brahes var den sidste store astronom, som ikke havde adgang til optiske hjælpe-midler, idet teleskopet først blev opfundet få år efter hans død. Til trods herfor har hans betydning for astronomien været enorm. Han ikke alene tegnede og byggede instrumenter, men justerede og efterprøvede også deres nøjagtighed regelmæssigt. På denne måde revolutionerede han de astronomiske instrumenter, og han revolutionerede også selve observationsteknikken radikalt. Hvor tidligere astronomer havde været tilfredse med at bestemme planternes og Månens positioner på bestemte steder i deres baner (som f.eks. ved opposition, kvadratur eller stationære punkter), observerede Tycho Brahe og hans assistenter disse himmellegemer i hele deres baneomløb. Som resultat heraf blev en række anomalier, som aldrig tidligere var bemærket, tydelige for Tycho Brahe.
Tycho Brahe var også den første astronom, som tog hensyn til atmosfærens refraktion. Tidligere havde astronomerne foretaget observationer med en nøjagtighed på omkring 15 bueminutter, men nu forbedrede Tycho Brahe disse til en nøjagtighed på 2 bueminutter, og det er blevet påvist, at hans bedste observationer var så nøjagtige som ½ bueminut.
Efter en strid med Kong Christian IV pakkede Tycho Brahe sine bøger og sine instrumenter sammen i 1597 og forlod Danmark. Efter et par års omflakken i Europa slog han sig i 1599 ned i Prag som Kejserlig matematiker ved Kejser Rudolf II’s hof. Da han døde i 1601, blev instrumenterne opmagasineret og er siden gået til grunde.
Medens han opholdt sig i Prag, ansatte Tycho Brahe Johannes Kepler som assistent. Kepler overtog Tycho Brahes observationsjournaler, og på grundlag heraf offentliggjorde han Tabulae Rudolphina (De Rudolfinske tabeller) i 1627. På grund af Tychos præcise observationer og Keplers matematiske færdigheder var disse tabeller langt mere nøjagtige end tidligere tabeller, og med disse komplette observationsserier af hidtil uhørt præcision havde Kepler nogle år tidligere udledt, at planeterne bevæger sig i elliptiske baner frem for i cirkulære. Denne opdagelse førte til de tre berømte Keplerske love.
Keplers tre love. De to første blev udfærdiget i 1609, den tredje i 1619.
-o-
Når man står en mørk nat uden måneskin og langt fra generende gadelys, synes stjerne-vrimlen at være uendelig, og det kan være svært at finde rundt på himlen, men såfremt der følger en interessant historie med, er det nemt at identificere de forskellige stjernebilleder, og netop her i november udfolder en af de bedst kendte græske myter sig højt på himlen mod syd efter mørkets frembrud.
Andromeda var datter af kong Cepheus og dronning Cassiopeia. Cassiopeia pralede af, at både hun og Andromeda var smukkere end havnymferne nereiderne. Nereiderne klagede til havguden Poseidon, som hævnede sig ved at lade havuhyret Cetus hærge kysten langs kong Cepheus kongerige. Cepheus rådspurgte oraklet i Ammon og fik at vide, at han kun kunne blive fri for uhyrets hærgen, hvis han ofrede Andromeda til havuhyret. Andromeda blev derfor lænket til klipperne ved kysten, men da havuhyret viste sig, kom helten Perseus tilfældigvis forbi på sin hest Pegasus. Perseus havde netop udført en af sine heltegerninger ved at hugge hovedet af gorgonen Medusa. Medusa havde et så ondt blik, at hun kunne forvandle alle til sten ved blot at se på dem. Da Perseus kom forbi, blev han bjergtaget af Andromedas jomfruelige skønhed og reddede pigen ved holde det afhuggede hoved fra Medusa op foran havuhyret, som derefter sank til havets bund som en sten.
Himlen i sydlig retning i november. Cassiopeia (som ligner et stort W) står lodret over hovedet omkring kl. 22 midt på måneden. Den klareste stjerne er Capella i Kusken.
Samme himmeludsnit som ovenstående med indtegnede figurer.
Andromeda indeholder det fjerneste objekt, som kan ses med det blotte øje. Det er Andromedagalaksen M31, som uden optiske hjælpemidler kan ses som en diffus tågeplet på størrelse med fuldmånen.
Andromedagalaksen findes nemmest med udgangspunkt i Andromedas tre klareste stjerner ved at følge en linje fra den midterste via to lidt svagere. Galaksen ligger lige over den svageste af disse. Bemærk at α på nogle stjernekort også tilhører Pegasus, hvor den kaldes δ Pegasi.
Andromedagalaksen ligger i en afstand af omkring 2½ million lysår, dvs. det lys vi ser fra den en mørk novembernat blev udsendt for 2½ million år siden, og det har i den mellemliggende været undervejs med en hastighed på 300000 kilometer i sekundet. Til sammenligning tager det lyset lidt mere end ét sekund at bevæge sig fra Månen til Jorden, den nærmeste stjerne ligger i en afstand på 4½ lysår, og de fleste stjerner, som kan ses med det blotte øje, ligger indenfor en afstand på et par hundrede lysår.
Sammenligning af afstanden til forskellige objekter.
Det menneskelige øje har svært ved at opfatte farver ved svag belysning, så de mange flotte farvebilleder man ser af Andromedagalaksen, er optaget med lang eksponeringstid gennem store teleskoper. En almindelig prismekikkert samler mere lys end det blotte øje, men stadig ikke nok til, at farverne træder tydeligt frem. Det lønner sig dog alligevel at forsøge, for derved kan man under en mørk himmel være heldig at få et glimt af de to satellitgalakser, M 32 og M 110, som kredser omkring Andromedagalaksen.
Andromedagalaksen set gennem en prismekikkert under en mørk himmel. Selve kernen er tydelig, medens yderområderne og de to satellitgalakser er lidt vanskeligere.
Der er spekuleret over, om legenden om Medusa og hendes onde øje opstod, fordi stjernen Algol er en såkaldt formørkelsesvariabel. Algol repræsenterer Medusas øje, og med ca. tre døgns mellemrum bliver den tydeligt svagere. Variationen er præcis som et urværk, idet perioden er 2 døgn 20 timer og 49 minutter. Ændringerne kan følges med det blotte øje, for når Algol er svagest, er lysstyrken kun mag. 3,4 i stedet for den normale mag. 2,1. Minimum varer omkring 2 timer, og selve faldet og den efterfølgende stigning varer i alt omkring 10 timer. Nedenstående tabel viser, på hvilke tidspunkter Algol har sin mindste lysstyrke i november 2022, og ved at sammenligne med de omkringliggende stjerner, er det meget tydeligt, at Algol er svagere end normalt på de anførte tidspunkter.
Tidspunkterne for Algols minimum i november.
Algol ses midt i billedet. Til venstre med normal lysstyrke og til højre i minimum. Den rødlige stjerne under Algol er ρ (Rho) Persei på mag. 3,3. Afstanden mellem disse to stjerner er 2°12’.
Eftersom formørkelsesforløbet varer 10 timer og selve minimummet omkring 2 timer, kan man begynde at observere nogle timer før de anførte tidspunkter for at få så meget af forløbet med som muligt. Bemærk at mange af tidspunkterne falder, medens det er dagslys, hvorved Algol naturligvis ikke kan ses. Observationerne må derfor planlægges efter de datoer, hvor formørkelsen finder sted om natten.
Stjerneskudssværmen Leoniderne er med i tabellen over årets store meteorsværme. Den er dog ikke særlig aktiv, idet man ikke kan forvente mere end nogle få meteorer i timen under maksimum, som forventes at finde sted natten mellem den 17. og 18. november. Løven står op kort tid før midnat, men de bedste observationsbetingelser opstår først, når området er kommet højere op på himlen, så det bedste tidspunkt er fra omkring kl. 03 til daggry. En ulempe i 2022 er, at maksimum finder sted, medens den aftagende måne befinder sig i Løvens østlige del. Ganske vist er det tynde månesegl ikke så lysstærk som fuldmånen, men alligevel vil de allersvageste meteorer forsvinde i dens lys.
Da Jorden rammer meteorstrømmens partikler næsten direkte forfra, bevæger Leoniderne sig hurtigere end nogen anden sværm – 71 km/sekund, og mange af meteorerne efterlader spor, som kan vare ved mange sekunder.
Leoniderne har tidligere været meget aktiv, især hvert 33. år, som er den tid, ophavskometen 55P/Temple-Tuttle bruger til en omkredsning af Solen. Leoniderne havde store udbrud i 1799, 1833, 1866 og 1966. Det var den store meteorstorm i 1833 med mange tusinde meteorer i timen, som fik astronomerne til at interessere sig for meteorsværme og deres ophavskometer. Se mere om Leonidernes historie under Stjernehimlen i november 2018.
Seneste nogenlunde store aktivitet var i årene mellem 1998 og 2002, hvor der i sidst-nævnte år blev observeret op i nærheden af 500 meteorer i timen. Siden da er aktiviteten faldet, og computermodeller viser, at Jupiters tyngdepåvirkning får den tætteste del af Leonidestrømmen til at passere forbi Jordens bane indtil i hvert fald indtil 2098.
Leonidernes radiant i 2022.
Efter mørkets frembrud står ringplaneten Saturn i sydlig retning. Den befinder sig i Sten-bukken og kulminerer i en højde på 18°. Den 1. november står den 5° over den tiltagende halvmåne. 4 uger senere passerer Månen igen samme område, og er den tættest på Saturn den 28. og 29. november.
Saturn og Månen i Stenbukkens østlige del i slutningen af november.
Saturns bibeholder stort set sin lysstyrke på mag. 0,6 hele måneden, idet den kun er faldet med 0,1 mag inden månedens udgang, hvilket gør den til det klareste objekt i området, idet den klareste stjerne i Stenbukken er δ på mag. 2,9. Det er kun muligt at se Saturns ringe gennem et teleskop, men det er muligt allerede med en forstørrelse på 40×-50×, og man vi da se ringene med en hældning på 15° i forhold til synsretningen. I 2025 bliver de vanskeligere at se, idet Jorden dette år passerer Saturns baneplan, så ringene ses fra kanten. I november har ringene en udstrækning på 38”, og Saturns skive spænder over knap det halve.
Selv gennem et mindre teleskop er også muligt at se enkelte af Saturns måner. Heraf er den største, Titan, med en lysstyrke på mag, 8,5. den nemmeste. Titan bruger 16 døgn til en omkredsning af Saturn, så den når to omgange i løbet af en måned. En lille håndfuld af de mindre måner på mag. 10 kan ligeledes ses under gode observationsforhold. Disse måner kredser tættere på Saturn end Titan og skifter derfor mærkbart position fra den ene nat til den næste. Månernes position kan beregnes med dette on-line program.
Saturn afsluttede sin oppositionssløjfe i slutningen af oktober og bevæger sig igen progradt, dvs. mod øst blandt baggrundsstjernerne. I november er den daglige bevægelse forholdsvis beskeden.
Saturns bane i november og december 2022.
Jupiter befinder sig i Fiskene og er stået op ved mørket frembrud, som jo indtræffer tidligt i november. Den 4. om aftenen står Jupiter nogle få grader over Månen. De to himmel-legemer kan være indenfor synsfeltet på en prismekikkert, og med en udstrækning på 47” er det faktisk muligt at skelne Jupiters skive med en forstørrelse på blot 7×-8×. Da to af Jupiters måner på samme tidspunkt står langt fra planeten, kan de begge ses gennem prismekikkerten: Callisto til venstre og Ganymede til højre. I de tidlige aftentimer befinder Io og Europa sig bag Jupiter, og når de dukker frem fra dens skygge er de for tæt på planeten til at kunne ses gennem prismekikkerten, idet Jupiter med sin store lysstyrke overstråler de lyssvagere måner. Her skal man bruge et teleskop, og denne tabel kan vise de aktuelle tidspunkter for månernes tilsynekomst ved at sætte kalenderen til den 4. november og tidspunktet til tidligt på aftenen. Ligeledes kan tabellen bruges til at beregne de øvrige begivenheder i løbet af måneden.
Jupiter og Månen set gennem en 8 × 56 prismekikkert den 4. november.
Ligesom for Saturns vedkommende er det ikke nødvendigt at bruge et særligt detaljeret stjernekort for at finde Jupiter. Selv om Fiskene er et forholdsvist stort stjernebillede, er dets stjerner lyssvage. Kun tre af dem er klarere end mag. 4: η Psc, γ Psc og α Psc på henholdsvis mag.3.6, mag. 3,7 og mag. 3,8. Jupiter afslutter sin oppositionssløjfe den 24. november, og i løbet af måneden falder dens lysstyrke fra mag. ÷2,8 til mag. ÷2,6. På kortet herunder med Jupiters bane i resten af 2022 er de tre klareste stjerner 27 Psc på mag. 4.9, 29 Psc på mag. 5,1 og 20 Psc på mag. 5,5.
Jupiters bane i november og december 2022.
I november er det tydeligt, at Mars er ved at være tæt på sin opposition, idet lysstyrken stiger fra mag. ÷1,2 til mag. ÷1,8. Samtidig bliver dens udprægede rød/orange farve kraftigere, så de to øvrige røde objekter i området, Betelgeuze i Orion og Aldebaran i Tyren får hård konkurrence. Mars befinder sig mellem Tyrens horn, som udgøres af β og ζ Tauri, og da den har påbegyndt sin oppositionssløjfe, vil den for hver efterfølgende aften have bevæget sig lidt længere mod vest i forhold til de to stjerner.
Mars og Månen i Tyren den 11. november. Bemærk at Månens størrelse er overdrevet.
Under en opposition befinder Jorden og Mars sig på samme side i deres baner omkring Solen, og de to planeter opnår den korteste afstand til hinanden. Da marsbanen imidlertid er meget elliptisk, er det ikke alle oppositioner, som er lige gunstige. Den elliptiske bane, i hvilken Mars bevæger sig, medfører at Mars i perihel (solnære punkt) kommer så tæt på Solen som 206,5 millioner kilometer, medens det fjerneste punkt, aphel, ligger i en afstand af 249,1 millioner kilometer. Jordens bane er også elliptisk, men er dog langt mere cirkelformet end Mars’ idet forskellen mellem perihel og aphel kun udgør 5 millioner kilometer. Når oppositionerne falder på samme tidspunkt som Mars’ perihel, kan afstanden mellem Jorden og Mars komme helt ned på ca. 56 millioner kilometer, medens en opposition nær aphel vil medføre en afstand på lidt over 100 millioner kilometer. Da oppositionerne indtræffer med et større interval end et marsår, vil de blive forskudt rundt langs marsbanen, således at de gunstige oppositioner nær perihel indtræffer med 15 eller 17 års mellemrum. Den seneste gunstigste opposition var i juli 2018, men set fra danske breddegrader stod Mars under oppositionen i 2018 kun 10° over horisonten mellem Skytten og Stenbukken.
Marsoppositioner 2012-2025. De indsatte billeder af Mars i øverste venstre hjørne viser, hvor stor forskel der er på Mars’ tilsyneladende diameter under en gunstig og en ugunstig opposition.
Marsoppositioner indtræffer gennemsnitlig med 2 år og 2 måneders mellemrum. Det meste af denne tid er Mars for langt væk og for lille til at man kan se de skiftevis mørke og lyse overfladetræk, medmindre man råder over avanceret udstyr. Normalt er betingelserne kun gode par måneder omkring oppositionerne og naturligvis specielt i forbindelse med de gunstige oppositioner. Selv om den aktuelle opposition ikke hører til allermest gunstige, står Mars til gengæld meget højt på himlen, og i november øges Mars udstrækning fra 15,2” til 17,2”, hvilket er stort nok til, at man gennem et teleskop kan se nogle af de let genkendelige overfladetræk som f.eks. den mørke Syrtis Major og det lyse Hellas samt polarkalotterne. Ligesom de øvrige planeter roterer Mars om sin akse, og dette nyttige interaktive kort viser hvilken side, der på et givet tidspunkt vender ned mod Jorden.
Hvis man selv vil prøve at finde den planet, som blev opdaget ved et tilfælde af William Herschel i 1781, skal man rette blikket mod den sydligste del af Vædderen, og det er nødvendigt som minimum at anvende en prismekikkert, for med en lysstyrke på mag. 5,7 er Uranus lige på grænsen til at kunne ses med det blotte øje. Uranus kommer i opposition til Solen den 9. november, og på grund af dens store afstand på næsten 3 milliarder kilometer fra både Solen og Jorden, bevæger den sig kun ganske lidt i forhold til stjernerne i baggrunden. De samme kort, som blev benyttet i oktober, kan derfor fortsat bruges, blot bemærker man, at Uranus står længere til venstre end i oktober. Bemærk også, at Uranus passerer meget tæt forbi en baggrundsstjerne den 18. og 19. november. Stjernen HIP 13601 har en lystyrke på mag. 7.4, og Uranus står et par bueminutter mod nordøst den 18. Den følgende nat betyder Uranus’ bevægelse i det forløbne døgn, at planeten nu står i en tilsvarende afstand vest for stjernen. HIP 13601 befinder sig i 86 lysårs afstand. Til sammenligning bruger lyset lidt mere end 2½ time for at tilbagelægge afstanden fra Uranus til Jorden.
Uranus’ bane i november. Synsfeltet er 6°.
Ligesom for Uranus’ vedkommende befinder Neptun sig i samme område som i oktober – og som den gjorde i hele det forgangne år, så også her kan det overordnede søgekort fra oktober benyttes. Neptun har en lystyrke på mag. 7,7 og kan ikke ses uden optiske hjælpemidler. En god prismekikkert er dog tilstrækkelig. Neptun bevæger sig retrogradt mellem to baggrundsstjerner på mag. 7, og november begynder med Neptun næsten direkte syd for den østligste af de to stjerner, og måneden ender med planeten næsten direkte nord for den vestligste. Sidst på måneden aftager hastigheden på Neptuns retrograde bevægelse. Den når det stationære punkt i december, hvorefter bevægelsen bliver prograd.
Neptuns banebevægelse i november. Synsfeltet er 6°.
Merkur var på morgenhimlen i oktober. Den er i konjunktion med Solen den 8. november, hvorefter den bevæger sig om på aftenhimlen. På grund af Merkurs banehældning i forhold til Ekliptika passerer den normalt enten nord eller syd for Solen, men denne gang passerer den direkte bag solskiven og er ude af syne i 20 timer. ”Ude af syne” er så meget sagt, for Merkur kan naturligvis ikke ses, når den er så tæt på Solen. Der er tale om en okkultation, og det må ikke forveksles med en merkurpassage, hvor planeten passerer foran Solen. I et sådant tilfælde kan den ses, og vil da vise sig som en sort skive mod Solens lysende fotosfære, idet dens ubelyste side vender ned mod Jorden. Merkurpassager finder altid sted enten i maj eller i november. Seneste var den 11. november 2019.
Sammenligning mellem okkultationen den 8. november og merkurpassagen den 11. november 2019. Bemærk størrelsesforskellen. Når Merkur befinder sig på den modsatte side af Solen, er afstanden til den over dobbelt så stor, som når Jorden og Merkur befinder sig på samme side.
Der er total måneformørkelse den 8. november. Ingen af faserne kan desværre ses fra Danmark, idet den finder sted ved middagstid dansk tid, medens Månen er under horisonten.
Måneformørkelsen den 8. november. Læg mærke til, at Danmark ligger lige midt i den del af Jorden, hvor hverken den penumbrale, den partielle eller den totale fase kan ses.
