Stjernehimlen og astronomiske begivenheder i 2019
Årsoversigten indledes med en generel orientering om astronomiske begreber og stjerne-himlens udseende. Herefter følger en oversigt over, hvilke astronomiske fænomener man især skal holde øje med i 2019, herunder formørkelser, planeternes stilling, meteorsværme mm. I 2019 kan vi bl.a. se frem til en total måneformørkelse, en partiel måneformørkelse og en Merkurpassage. Oversigten over astronomiske begivenheder bliver i årets løb suppleret af en uddybende månedsvis gennemgang i god tid før den pågældende måned begynder.
Stjernehimlens udseende varierer i årets løb, og det samme gør observationsbetingelserne. En væsentlig faktor for sidstnævnte er naturligvis vejrforholdene, men på vore bredde-grader spiller årstiden også en stor rolle. I de lyse nætter om sommeren varer tusmørket hele natten, hvilket gør det stort set umuligt at se de svageste stjerner. Tusmørket inddeles i tre faser afhængigt af, hvor langt Solen er under horisonten.
Tusmørkets faser.
Under borgerligt tusmørke er himlen så lys, at stjernerne ikke kan ses. Venus, Jupiter og især Månen, kan dog som regel ses, når de står gunstigt, og himlen er helt klar. Under nautisk tusmørke dukker de klareste stjerner gradvist frem, og under astronomisk tusmørke kan man se de svageste stjerner lodret over hovedet, medens de vanskeligt lader sig se tættere på horisonten. Først når det astronomiske tusmørke er slut, indfinder nattemørket sig, og hvor mørk himlen bliver på dette tidspunkt afhænger af, hvor langt man befinder sig fra bymæssig bebyggelse og kunstige lyskilder.
En anden faktor er Månen. Når der er fuldmåne, forsvinder de svageste stjerner i dens lys, og selv under til- eller aftagende faser lyser den så meget, at det har indflydelse på synlig-heden af objekterne i dens umiddelbare nærhed.
Det kan være nyttigt at kende nogle af de begreber, som astronomerne anvender for at stedfæste de forskellige punkter på himmelhvælvingen. Set fra et sted på jordoverfladen er halvdelen af stjernehimlen på ethvert tidspunkt usynlig, idet den ligger under horisonten. Punktet lodret over hovedet kaldes Zenith og det tilsvarende (og usynlige) under fødderne kaldes Nadir. Linjen fra horisontens nordpunkt, gennem Zenith og ned til horisontens sydpunkt kaldes Meridianen. Dette er en vigtig linje at kende, fordi stjernerne og planeterne står højest på himlen og derfor ses bedst muligt, når de under deres daglige bevægelse krydser meridianen mod syd. Tilsvarende står de cirkumpolare stjerner lavest over horisonten, når de krydser meridianen mod nord.
Ækvatorialsystemet.
Astronomerne benytter et koordinatsystem, som i bund og grund er en kopi af det koordi-natsystem, vi kender fra Jordens længde- og breddegrader. Himlens Ækvator deler himlen i en nordlig og sydlig halvdel, og den ligger lodret over Jordens Ækvator. Tilsvarende ligger himlens nord- og sydpol lodret over Jordens poler.
Problemet er blot, at stjernerne synes at flytte sig hen over himlen på grund af Jordens rotation omkring sin akse. For at kunne angive en stjernes plads er det derfor nødvendigt at have et koordinatsystem, som er uafhængig af Jordens daglige rotation. Det gøres ved at benytte et punkt, som selv deltager i den daglige bevægelse, og som derfor ligger stille i forhold til stjernerne. Man har valgt et punkt på himlens Ækvator i stjernebilledet Fiskene, og der er naturligvis en grund til, at netop dette punkt er valgt. Det kaldes forårspunktet, og er det punkt, hvor Solen står ved forårsjævndøgn, dvs. skæringspunktet mellem Ekliptika og himlens Ækvator. Den bue på himlens Ækvator, som går fra forårspunktet i modsat retning af den daglige bevægelse til en stjernes deklinationscirkel, kaldes stjernens Rektascension. Den angives i timer, minutter og sekunder, hvor én time svarer til 15°, ét minut til 15 bueminutter og ét sekund til 15 buesekunder. Rektascension svarer således til Jordens længdegrader – blot angivet i timer, minutter og sekunder i stedet for i grader. Den anden koordinat er stjernens højde over eller under himlens Ækvator, hvilket svarer til breddegraderne på Jorden. Astronomerne bruger betegnelsen Deklination og angiver højden i grader , minutter og sekunder. F.eks. er Betelgeuzes koordinater 05h 55m 10.3053s, +07° 24′ 25.426″.
For astronomerne er dette uundværlig, men det er imidlertid ikke nødvendig for ’almindelige’ mennesker at have kendskab til dette system for at kunne finde de forskellige himmellegemer. I den månedlige oversigt over stjernehimlens udseende her på Stjernehimlen. info benyttes i stedet et meget enklere koordinatsystem, som er baseret på observatørens horisont. Dette er horisontsystemet eller Alt-Az koordinatsystemet, hvor de to koordinater kaldes højde (engelsk: altitude) og azimut.
Alt-Az koordinatsystemet.
Alt-Az koordinatsystemet er bundet til Jorden, ikke stjernerne. Derfor ændrer et objekts højde og azimut sig i løbet af natten, efterhånden som objektet ser ud til at bevæge sig hen over himlen, og eftersom systemet tager udgangspunkt i observatørens lokale horisont, vil det samme objekt observeret på samme tid fra et andet sted på Jorden have andre værdier af højde og azimut. Astronomerne kan derfor ikke benytte det til indstilling af deres teleskoper, hvilket er årsagen til, at de anvender ækvatorialsystemet, som er bundet til stjernerne.
Positionen af en stjerne eller planet angives i Alt-Az koordinatsystemet med to værdier: Dens højde over horisonten målt i grader og dens azimuth, som er vinklen målt i grader langs horisonten fra nord mod øst. Mere forenklet anvendes som regel i stedet kompas-retningen. Da højde og azimut ændrer sig i løbet af natten, angives også altid tidspunktet.
Kompas med indgraverede verdenshjørner og azimuthgrader.
De fleste ved, at Solen, planeterne og stjernerne står op i østlig retning og går ned mod vest. Imidlertid findes der stjerner, som ligger så tæt på himlens nordpol, at de ligesom Nordstjernen altid er på himlen, selv om de naturligvis ikke kan ses om dagen.
Sådanne stjerner kaldes cirkumpolare stjerner, og hvilke der er tale om, afhænger af observatørens breddegrad. Danmark ligger på ca. 55° nordlig bredde, og en stjerne, som ligger mindre end 55° fra himlens nordpol vil aldrig komme under horisonten mod nord.
Ved en hvilken som helst anden breddegrad gælder det samme. I f.eks. Rom på 42° nord er stjerner indenfor 42° fra himlens nordpol cirkumpolare. Ved Jordens ækvator (breddegrad 0) er ingen stjerner cirkumpolare, og på Nord- eller Sydpolen er alle stjerner cirkumpolare. Et stjernebillede, der udelukkende består af cirkumpolare stjerner kaldes også cirkumpolar. Fra Danmark er Store Bjørn (Karlsvognen) og Cassiopeia de bedst kendte. Vega og Deneb, kendt fra Sommertrekanten, er eksempler på cirkumpolare stjerner.
Himlen den 1. januar kl. 00. På dette tidspunkt står vinterhimlens kendte stjernebilleder mod syd. De kan ikke ses om sommeren, hvor Solen befinder sig i Tyren, Tvillingerne og Krebsen. Alle stjerner i den lille cirkel med centrum i himlens nordpol er cirkumpolare og kan ses hele året.
Planeternes bane omkring Solen ligger tæt på Ekliptikas plan, dvs. den tilsyneladende bane, som Solen følger blandt stjernerne. På stjernekortene er Ekliptika indtegnet som en linie, der står skrå i forhold til himlens Ækvator. Månen og planeterne kan altid findes i nærheden af denne linie og fjerner sig med få undtagelser aldrig mere end omkring 7° derfra.
Stjernekort med Ækvator (rød) og Ekliptika (gul). Af de 13 stjernebilleder langs Ekliptika er Ophiuchus fremhævet med blåt, idet dette stjernebillede ikke anerkendes af en vis gruppe, selv om dets grænser strækker sig over en langt større del af Ekliptika end Skorpionen
Planeterne er derfor nemmest at observere, når Ekliptika står gunstigt, dvs. når den står så højt på himlen som muligt. Derved undgår man at skulle finde en fri horisont og undgår også de problemer, som den atmosfæriske absorption udøver. Absorptionen reducerer det lys, som vi modtager, og en stjerne eller planet i en højde af 10° over horizonten mister omkring 60%, hvilket svarer til én størrelsesklasse. Endnu lavere bliver absorptionen endnu mere tydelig. I en højde af 4°-5° bliver tabet omkring 2 størrelsesklasser.
Ekliptikas stilling er således af stor vigtighed, og eftersom den hælder 23½° i forhold til Ækvator, er der kun bestemte tidspunkter af dagen eller året, hvor den står gunstigt. Det er velkendt at Solen (og dermed Ekliptika) står højest om sommeren ved middagstid, og at den står lavest om vinteren. Når der tages hensyn til himlens daglige bevægelse (eller rettere sagt det er jo Jorden, som roterer), kan man hurtigt regne ud, at Ekliptika står højest mod syd ved midnat om vinteren, ved solnedgang om foråret, ved middagstid om sommeren og ved solopgang om efteråret. Dette er derfor de tidspunkter, hvor også planeterne står bedst.
Hvis f.eks. Venus er fremme om aftenen, dvs. på vesthimlen efter solnedgang, står den mest gunstigt om foråret, når Ekliptika står højest og mest lodret mod horizonten. Dette betyder, at planeten ikke alene er højt placeret, men også at den vil være synlig i lang tid. Af samme årsager vil en planet på morgenhimlen være mest gunstig placeret i efterårs-månedene før solopgang, hvor Ekliptika står højest og stejlest mod øst.
De ydre planeter, dvs. Mars, Jupiter og Saturn, kan komme i opposition og stå modsat Solen. De ses derfor bedst, når oppositionen indtræffer i vintermånederne, hvor Ekliptika står højt midt på natten.
Sammen med himlens daglige rotation fra øst mod vest (igen er det jo Jorden, der roterer mod øst), har planeterne deres egne bevægelser blandt stjernerne. Den tilsyneladende bevægelse er normalt direkte, dvs. mod øst, men i bestemte perioder, som er afhængig af planetens afstand, bliver denne bevægelse modsat eller retrograd. For de ydre planeter foregår denne retrograde bevægelse omkring oppositionen og som en konsekvens af de forskellige planeters banehældning i forhold til Jordens, bliver baneforløbet enten en sløjfe eller sommetider en S-formet kurve. Den samme effekt er tilstede hos de to indre planeter Venus og Merkur, men den er ikke så tydelig, fordi den foregår omkring tidspunktet for nedre konjunktion.
Mars’ oppositionssløjfe og retrograde bevægelse som den så ud i 2014 og 2016.
De indre planeter bevæger sig i baner, der er nærmere Solen end Jordens, og de ses således altid i nærheden af Solen. De er mest markante, når vinkelafstanden til Solen er størst. Denne vinkel kan blive op til 28° for Merkur og 47° for Venus. De ses som aften-stjerner efter solnedgang ved østlig elongation og som morgenstjerner før solopgang ved vestlig elongation.
Rækkefølgen af de forskellige fænomener, konjunktioner og elongationer følger altid det samme mønster, men varigheden er ikke ens. Når en af de indre planeter står på den modsatte side af Solen, det som kaldes øvre konjunktion, bevæger den sig i samme retning i sin bane, som Solen tilsyneladende gør. Det tager den derfor meget længere tid at komme fri af Solens nærhed, end når den står i nedre konjunktion, hvor den bevæger sig i modsatte retning af Solen bevægelse.
Venus opnår altid sin største lysstyrke omkring 36 dage før eller efter nedre konjunktion. Der kan ikke gives en tilsvarende regel for Merkur, fordi dens afstand fra Solen og Jorden varierer meget mere.
Merkur kan normalt ikke ses, hvis man ikke har en fri horizont. Den ses sjældent mere end 10° over horizonten i tusmørket på de nordlige breddegrader, medens forholdene er noget bedre på den sydlige halvkugle. Det skyldes, at Merkurs maksimale elongation på 28° kun opstår, når Merkur er i aphelion, dvs. længst fra Solen, og dette finder kun sted, når Merkur står syd for Ækvator. Nordlige iagttagere må være tilfredse med mindre elongatio-ner, som kan være så små som 18° ved perihelion. De bedste tidspunkter for at se Merkur er om aftenen i foråret nogle dage inden største østlige elongation og om morgenen i efteråret nogle dage efter største vestlige elongation.
Merkur og Venus på morgenhimlen.
Venus er den mest lysstærke af alle planeter og kan endda ses i særlige tilfælde i dagslys. Ligesom Merkur er den skiftevis morgenstjerne og aftenstjerne, og den vil stå højest på himlen om morgenen i efteråret og om aftenen i foråret. Venus ses mest favorabelt som et aftenobjekt fra de nordlige breddegrader, når østlig elongation forekommer i juni. Plane-ten står da forholdsvis højt nord for Solen i de foregående forårsmåneder og vil være en strålende stjerne på aftenhimlen i en lang periode. På den sydlige halvkugle er en elonga-tion i november mest favorabel. Af samme årsager vil Venus være mest fremtrædende om morgenen, når den vestlige elongation finder sted i november på den nordlige halvkugle eller i juni på den sydlige.
De ydre planeter, som bevæger sig i baner længere fra Solen end Jorden, kan i modsætning til de indre planeter komme i opposition til Solen. De står på morgenhimlen umiddelbart efter konjunktionen, og står tidligere og tidligere op for hver dag indtil oppositionen. De vil da på dette tidspunkt være tættest på Jorden, og derfor mest lysstærke. Samtidig står de højest på meridianen mod syd ved midnat (på den sydlige halvkugle står de mod nord). Efter oppositionen bliver de aftenobjekter og går tidligere og tidligere ned, indtil de går ned samtidig med Solen i vest ved næste konjunktion.
Ændringen i lysstyrken omkring oppositionen er mest markant for Mars, hvis afstand fra Jorden varierer meget og hurtigt. De øvrige ydre planeter er så meget længere borte, at der kun er en minimal ændring i lysstyrken fra den ene opposition til den næste. Forholdene er bedst ved oppositioner om vinteren, fordi de ydre planeter da står højt på himlen i Tyren, Tvillingerne eller Krebsen, medens de ved sommeroppositionerne befinder sig i de lavtliggende konstellationer såsom Skorpionen og Skytten. Dette er gældende for både Jupiter og Saturn i disse år. Igen er forholdene naturligvis modsat på den sydlige halvkugle.
Mars, hvis bane er meget elliptisk, kommer nærmest Jorden, når oppositionen forekom-mer i august. Den kan da blive mere lysstærk end Jupiter, men desværre står den for os nordboere da ret lavt på himlen i Vandmanden. Disse gunstige oppositioner forekommer med 15 eller 17 års mellemrum. Sidste gang var den 27. juli 2018, men oftest vil Mars være mest gunstig fra den nordlige halvkugle, når oppositionen forekommer i oktober eller november, hvilket bliver tilfældet i 2020. Den er da stadig forholdsvis tæt på Jorden, og står betydeligt højere end i august. Fra den ene opposition til den næste går der gennem-snitlig 780 dage, svarende til 2 år og 2 måneder, og i det tidsrum foretager Mars lidt mere end en hel omgang på stjernehimlen.
Jupiter er altid en klar planet, og da den bruger 12 år til et omløb om Solen, vil dens oppo-sitioner ske ca. en måned senere for hvert år. Den vil således stå i hvert af Dyrekredsens stjernebilleder omkring et år af gangen.
Saturn bevæger sig langsommere end Jupiter og står i samme stjernebillede to-tre år af gangen. Dens lysstyrke er afhængig af, hvilken vinkel dens ringe har i forhold til Jorden, samt naturligvis dens afstand fra Solen og Jorden. Når ringene ses mest åbne, er lysstyr- ken en del højere, end når de ses fra kanten.
Uranus og Neptun er langt sværere at se. Der kræves som minimum en prismekikkert og et godt søgekort for at få øje på disse fjerne planeter, selv om Uranus teoretisk kan ses med det blotte øje på en helt mørk himmel. På den nordlige halvkugle vil de næste mange år være gunstige, idet begge planeter er på vej mod de højere beliggende dele af Ekliptika. Uranus bruger 84 år om en hel omgang, medens Neptun tager 165 år, så de befinder sig begge to adskillige år i samme stjernebillede.
Årstiderne
Hver af årets fire årstider varer tre måneder. Der er imidlertid ofte modstridende meninger om, hvornår hver enkelt begynder, hvilket skyldes, at de astronomiske og de traditionelle årstider ikke begynder på samme tid. De traditionelle årstider følger kalenderen og begynder pr. definition 1. marts, 1. juni, 1. september og 1. december, medens de astronomiske er fastlagt ud fra Solens position på nøje definerede punkter på Ekliptika. Se mere herom under omtalen af årets astronomiske begivenheder i 2018.
Månens faser
Formørkelser
En solformørkelse kan enten være total, ringformet eller partiel. I modsætning til en partiel formørkelse, som omfatter en stor del af Jordens overflade, kan totale og ringformede kun ses i et meget begrænset område. Det skal dog bemærkes, at der altid forekommer en partiel formørkelse i forbindelser med totale og ringformede.
I 2019 forekommer tre solformørkelser – en af hver type. Desuden forekommer der to måneformørkelser – en total og en partiel.
Årets første formørkelse er en partiel solformørkelse den 5./6. januar. Der er nævnt to datoer, fordi den er synlig i den nordlige del af Stillehavet omkring datolinjen. Desuden kan den ses fra den nordøstlige del af Asien, heri inkluderet Japan og Korea. Den kan ikke ses i Danmark.
Den næste formørkelse er en total måneformørkelse den 21. januar. Den er til gengæld synlig fra Danmark tidligt om morgenen, hvor den totale fase varer 1 time og 2 minutter mellem kl. 05:41 og 06:43. Forud er gået den partielle fase, som begynder kl. 04:33, og efter totaliteten varer den afsluttende partielle fase indtil kl. 07:50.
En total solformørkelse med en maksimal varighed på 4 minutter og 38 sekunder kan den 2. juli ses fra Stillehavet og Sydamerika. Totalitetszonen begynder øst for New Zealand (hvorfra formørkelsen ikke kan ses). I Sydamerika kan totaliteten ses fra et smalt område i Chile og Argentina umiddelbart før solnedgang. Formørkelsen kan ikke ses fra Danmark.
14 dage senere, nærmere bestemt den 16. juli, indtræffer en partiel måneformørkelse, og som ved alle måneformørkelser kan den ses fra alle de steder på Jorden, hvor Månen er over horisonten. Dette inkluderer Danmark, hvor Månen står op kl. 21:45, hvilket er 5 minutter før solnedgang. Formørkelsen begynder kl. 22:01, er på sit højeste kl. 23:30 og slutter kl. 00:59. Det er Månens øverste del, som bliver formørket, og under maksimum er 65% af dens diameter indenfor Jordens skygge.
Årets sidste formørkelse er en ringformet solformørkelse den 26. december. Den ring-formede fase med en maksimal varighed på 3 minutter og 34 sekunder kan ses fra et smalt område i bl.a. Malaysia, Sumatra, Sri Lanka, Indien og De Arabiske Emirater. Formørkelsen kan ikke ses fra Danmark.
Formørkelser i 2019.
Merkurpassage
Som det fremgår af ovenstående skema, kan vi i 2019 opleve en tredje type formørkelse, nemlig en merkurpassage.
En merkurpassage forekommer, når planeten passerer ind foran Solen set fra Jorden. Merkur kan da ses en ganske lille sort plet, der ganske langsomt bevæger sig hen over solskiven i løbet af nogle timer. Begivenheden kan ikke ses med det blotte øje, og det er der to årsager til. For det første må man aldrig se direkte på Solen uden at bruge særlige beskyttelsesbriller eller et teleskop, som er specielt indrettet til solobservationer. For det andet kan det slet ikke lade sig gøre at se den lille sorte plet uden optiske hjælpemidler, fordi Merkur under passagen kun har en udstrækning på 10”, hvilket svarer til 1/194 af Solens udstrækning. Med et korrekt udstyret teleskop er det dog intet problem.
Set fra Jorden står Merkur i samme retning som Solen ca. hver fjerde måned, men efter-som Merkurs og Jordens baner omkring Solen ikke ligger i samme plan, vil den i langt de fleste tilfælde passere enten over eller under Solen. Merkurpassager er forholdsvis sjældne, for kun omkring 13-14 gange pr. århundrede står de tre himmellegemer præcis på linje, så en passage kan finde sted. Der kan gå op til 13 år mellem to merkurpassager, men de kan også ske med kun 3½ års mellemrum.
Seneste merkurpassage synlig fra Danmark var den 9. maj 2016, så denne gang er der kun gået 3½ år. Desværre finder den jo sted i november, hvor Solen står væsentligt lavere og ikke er på himlen så lang tid som i maj. De næste to merkurpassager finder ligeledes sted i november, og vi skal helt hen til 2049, før der igen forekommer en i maj. Til gengæld er de alle synlige fra Danmark.
Den aktuelle passage begynder kl. 13:35 og kan følges indtil solnedgang kl. 16:21. På det tidspunkt har Merkur bevæget sig halvdelen af vejen hen over solskiven.
Planeterne
Merkur. Bortset fra under en merkurpassage kan Solsystemets inderste planet kun ses i tusmørket om morgenen før solopgang eller ligeledes i tusmørket om aftenen efter sol-nedgang. Merkur bruger kun 88 jordiske døgn til en tur omkring Solen, men da Jorden jo også bevæger sig, går der gennemsnitlig 117 døgn (ca. 4 måneder), før den set fra Jorden igen står i samme stilling i forhold til Solen. Det betyder, at Merkur i løbet af ét år kan nå at optræde på aftenhimlen 3 gange og på morgenhimlen ligeledes 3 gange. Det er dog ikke alle synlighedsperioder, som er lige gunstige. Som det tidligere blev nævnt, er de bedste tidspunkter for at se Merkur i tidspunkterne omkring største elongation om aftenen i foråret eller om morgenen i efteråret. Nedenstående tabel viser, at de bedste muligheder i 2019 er om aftenen i februar og om morgenen i august og november.
Venus er i årets begyndelse det klareste objekt på morgenhimlen. Her forbliver den indtil begyndelsen af sommeren, men i løbet af marts kommer den efterhånden til at stå så lavt på himlen før solopgang, at den på trods af sin store lysstyrke bliver vanskeligere at se. I begyndelsen af oktober dukker den lysstærke planet op på aftenhimlen, hvor den ligeledes står meget lavt, men inden jul vil den gradvist vinde højde og først gå ned omkring 2½ time efter Solen.
Mars. I begyndelsen af 2019 befinder Mars sig i Fiskene, hvor den trods sin efterhånden beskedne lysstyrke fortsat skiller sig ud, idet Fiskene fortrinsvis består af svage stjerner. Desuden har Mars en rødligt skær, og den opmærksomme iagttager lægger mærke til, at dens østgående bevægelse blandt baggrundsstjernerne fører den frem til Vædderen i løbet af februar og herfra videre til Tyren og Tvillingerne i løbet af april og maj. Herefter bliver den gradvist vanskeligere at se, fordi de lyse nætter er begyndt, og fordi vinkelafstanden til Solen er blevet mindre, samt ikke mindst fordi lysstyrken efterhånden er faldet til under mag. 1,5. Mars er i konjunktion med Solen den 2. september, og i slutningen af oktober dukker den op på morgenhimlen, hvor den passerer tæt forbi Spica i Jomfruen, inden den bevæger sig ind i Vægten, hvor den forbliver resten af året.
Jupiter står lavt på morgenhimlen umiddelbart før solopgang i begyndelsen af året. I løbet af vinteren og foråret står den tidligere og tidligere op, og selv om den befinder sig i den laveste del af Ekliptika i Ophiuchus og Skytten og derfor ikke kommer ret højt op over horisonten, vil den dominere nattehimlen det meste af sommeren. Jupiter er i opposition den 10. juni og er dermed synlig hele den korte sommernat. I efterårsmånederne kan den kun ses på aftenhimlen, hvor den forsvinder i tusmørket ved udgangen af november.
Saturn bliver først synlig på morgenhimlen i slutningen af januar. Saturn opholder sig i Skytten hele året og står dermed lige så lavt på himlen som Jupiter. Ringplaneten kommer i opposition den 9. juli. I efterårsmånederne kan den kun ses på aftenhimlen, indtil den i begyndelsen af december forsvinder i aftendæmringen.
Jupiter og Saturn i 2019. Jupiter bevæger sig hurtigere end Saturn, og lige før jul 2020 vil de to planeter passere meget tæt forbi hinanden.
Uranus befinder sig på grænsen mellem Fiskene og Vædderen. Lysstyrken ligger lige på grænsen for det blotte øje, men planeten kan uden problemer findes ved hjælp af en prismekikkert, indtil den i marts kommer for tæt på Solen til at kunne ses. Når den efter konjunktionen med Solen den 23. april dukker op på morgenhimlen i løbet af maj, har vi de lyse nætter, så det varer indtil august, før den igen kan ses på en mørk himmel. Uranus er i opposition den 28. oktober og kan herefter ses på aften- og nattehimlen resten af året.
Neptun befinder sig hele året i Vandmanden, og kan med lidt held findes med en prisme-kikkert i årets første par uger, hvorefter den kommer for tæt på Solen til at kunne ses. Den dukker op igen på morgenhimlen i april, med snart herefter gør den svage lysstyrke stort set Solsystemets yderste planet utilgængelig, indtil de lyse nætter er slut i begyndelsen af august. Herefter kan den ses resten af året. Neptun kommer i opposition den 10. september.
Dværgplaneter og Asteroider
Udover de otte store planeter kender astronomerne flere hundrede tusinde mindre legemer. De fleste er så små, at de kun kan ses (dvs. fotograferes) med store teleskoper, men nogle få er så lysstærke, at de under deres opposition kan ses med en god prisme-kikkert. I 2019 er der flere muligheder for selv at finde et eller flere medlemmer af denne særlige gruppe, som var ukendt, indtil den første blev fundet ved et tilfælde af den italienske astronom Giuseppe Piazzi fra Palermo Observatoriet på Sicilien den 1. januar 1801.
Nedenstående tabel viser en oversigt over de mest gunstige. De to første i tabellen var i opposition i december 2018, og kan derfor fortsat ses et stykke ind i 2019.
Meteorer
Under en mørk himmel kan man i løbet af en time forvente at se et eller flere meteorer, som stammer fra støvpartikler og små faste legemer i det indre solsystem. De brænder op på grund af gnidningsmodstanden, når de rammer Jordens atmosfære og får derved de omgivne luftarter til at lyse op. Det er med andre ord ikke selve partiklen, man kan se. Den er ganske enkelt alt for lille. De fleste meteorer er hurtige blink, men er alligevel langvarige nok til, at man kan følge deres bane over himlen. En gang imellem er partiklen så stor, at den bliver til en ildkugle, som kan være klarere end Venus og i sjældne tilfælde endda klarere end Månen og efterlader et lysende spor, der kan ses i flere minutter.
Flere gange i løbet af året støder Jorden på hele sværme af små partikler, der øger antallet af meteorer. Dette kaldes en meteorsværm, og et karakteristisk træk er, at meteorerne sy-nes at udstråle fra samme punkt på himlen, og at sværmene hver især optræder på samme tidspunkt hvert år. Sådanne meteorsværme har navn efter det stjernebillede, hvorfra de synes at udstråle. For eksempel Perseiderne i august, hvor meteorerne tilsyneladende kommer fra et punkt i stjernebilledet Perseus.
Nedenstående oversigt fra IMO (Den internationale meteororganisation) viser alle kendte meteorsværme. Mange af dem overlapper tidsmæssigt hinanden, men de få meteorer, som produceres af de mindre sværme, kan kendes fra hinanden ved at man lægge mærke til retningen, hvorfra de synes at komme. Antallet af meteorer fra disse små sværme er så begrænset, at det er svært at skelne dem fra sporadiske meteorer, og omvendt kan et sporadisk meteor stamme fra en sværm, som ikke længere kan identificeres.
Sidste kolonne i tabellen er den såkaldte Zenithal Hourly Rate, som er det antal meteorer, man teoretisk ville kunne se fra en skyfri himmel, som er fuldstændig mørk uden nogen form for lysforurening. Derudover skal man kunne overskue hele himlen – dvs. der skal være frit udsyn til horisonten hele vejen rundt. Og endelig forudsættes, at stjerneskuddene udspringer fra et punkt lodret over hovedet. Da disse forhold stort set aldrig er opfyldt, anvender astronomerne en række korrektionsfaktorer til beregning af ZHR for at kunne sammenligne de forskellige meteorsværme med hinanden. Man må derfor forvente at se væsentligt færre meteorer end det opgivne antal, men dog alligevel flere end på normale nætter.
Hver gang en af de større årligt tilbagevendende meteorsværme er forestående, er det stensikkert, at pressen misinformerer om antal meteorer. Journalisten har kun fokuseret på den sidste kolonne og lover uden forbehold, at enhver iagttager hver time hele natten kan se præcist det antal meteorer som ZHR-værdien angiver – og i nogle tilfælde endnu flere.
Kometer
”Kometår er et godt vinår”, sagde den gamle skolemester i H. C. Andersens eventyr. Hvis det står til troende, bliver der ikke produceret mange årgangsvine i 2019. Året begynder ganske vist med mulighed for at se 46P/Wirtanen, men dens lysstyrke aftager hurtigt, og der er ikke umiddelbart en ny på vej. Astronomerne har registreret mere end 4000 kometer, og heraf er der omkring 300 på listen over periodiske kometer, dvs. kometer, som har omløbstider på under 200 år, og hvis tilsynekomst kan forudsiges. Mange af dem runder Solen i løbet af 2019, men ingen af dem bliver synlige for det blotte øje. Flertallet har lysstyrker mindre end mag. 15.
Kometen 46P/Wirtanen passerede tæt forbi Syvstjernen midt i december 2018.
De bedste kometer er imidlertid altid de uventede, som bliver opdaget, når de er på vej ind i det indre solsystem fra det dybfrosne Kuiperbælte og den endnu mere dybfrosne Oort-sky, eller som det var tilfældet med 1I/2017 U1, bedre kendt som Oumuamua, der i 2018 blev det første fundne interstellare objekt, da det passerede gennem Solsystemet på vej fra et ukendt sted i Mælkevejen, så måske bliver 2019 alligevel pludselig til et godt vinår.
-o-
Der forekommer naturligvis mange andre astronomiske fænomener i løbet af 2019. De kan ikke nævnes alle sammen i denne korte oversigt, så efterhånden som det bliver aktuelt, eller der bliver gjort nye opdagelser – som f.eks. en komet – får sådanne begivenheder plads under omtalen af månedens stjernehimmel, ligesom ovennævnte begivenheder bliver nærmere omtalt på de relevante tidspunkter.