Stjernehimlen i november 2020
Les Très Riches Heures du duc de Berry, Novembre.
November er ifølge kalenderen årets sidste efterårsmåned. Det kan da også tydeligt ses, at de tre vintermåneder står for døren, for efter at have stillet urene om fra sommertid til normaltid den sidste søndag i oktober, kan vi konstatere, at nattemørket allerede sænker sig sidst på eftermiddagen. Solen går ned kl. 16:40 den 1. november, og den står først op igen kl. 07:25 den følgende morgen. Den sidste dag i november er de tilsvarende tids-punkter henholdsvis kl. 15:53 og kl. 08:22 (solopgangen den 1. december). Nattemørket varer derfor mange timer, og slutningen af efteråret er således en god sæson til at lære stjernehimlen at kende. Om aftenen står sommerens stjernebilleder fortsat højt på himlen, i løbet af natten kommer vinterstjernebillederne op over horisonten, og inden daggry begynder forårets stjernebilleder så småt at melde deres ankomst.
Der er 8 store planeter i Solsystemet. I november kan de 7 af dem ses i de mørke timer, medens den 8. kan ses hele døgnet. Hvis nogen er i tvivl, er sidstnævnte naturligvis Jorden, som indtil for blot 4-500 år siden blev betragtet som Universets urokkelige midtpunkt.
Solsystemets 8 største planeter.
Her en månedstid efter oppositionen kan Mars fortsat ses stort set hele natten. Jupiter og Saturn kan i modsætning hertil efterhånden kun se i nogle få timer på aftenhimlen, medens Merkur og Venus begge skal findes på morgenhimlen. De to sidste, Uranus og Neptun, kan ligeledes ses det meste af natten, hvilket imidlertid kræver lidt mere end et tilfældigt kig på himlen, idet de ikke kan ses med det blotte øje.
Som nævnt er Jupiter og Saturn ved at synge på sidste vers. De står nogle få grader fra hinanden i Skytten, og i begyndelsen af måneden går de ned inden kl. 21. Afstanden mellem dem er 5°, og eftersom Jupiter kredser omkring Solen i den halve afstand af Saturn, bevæger den sig også hurtigst blandt baggrundsstjernerne, så i løbet af måneden bliver afstanden reduceret til 2½°. Ved månedens udgang går de to planeter ned kort tid efter kl. 19, men da Solen sidst i november går ned inden kl. 16, er der alligevel nogle timer til rådighed. Det gælder om at være ude så snart tusmørket er ved at være overstået, for jo længere tid der går, jo lavere står planeterne med dertil dårlige observations-forhold.
Jupiter og Saturn kl. 18. den 1. november.
Jupiter og Saturn kl. 18. den 30. november.
Jupiters lysstyrke falder i løbet af november umærkbart fra mag. ÷2,2 til mag. ÷2,1. I samme tidsrum svinder dens udstrækning fra 37” til 34”, hvilket alt sammen skyldes, at afstanden mellem den og Jorden bliver større i månedens løb. Det er dog stadig uproblematisk at se dens fire store måner, selv om det er begrænset, hvor mange af de forskellige fænomener, som f.eks. formørkelser og transitter, der kan nå at ske i løbet af de få timer, man har til rådighed.
Med en lysstyrke på mag. 0,6 er Saturn væsentligt svagere end Jupiter. Jupiter og Saturn er sammenlignelige i størrelse, idet Jupiter har en diameter på 142984 kilometer, medens Saturns er 120536 kilometer, så den svagere lysstyrke skyldes primært, at ringplanetens afstand fra Solen er dobbelt så stor som Jupiters, og gennem et teleskop spænder dens skive da også kun over 16”. Hertil skal dog lægges Saturns ring, som her i 2020 er nem at se, fordi dens hældningsgrad i forhold til synsretningen fra Jorden er 22°. I løbet af de kommende år bliver hældningen mindre, indtil vi i 2025 ser ringen lige fra kanten, og da den kun er nogle få kilometer tyk, forsvinder den i en kort periode ud af syne.
Ringenes hældning i 2018-2025.
I begyndelsen af november har Mars en lystyrke sammenlignelig med Jupiters, idet den røde planet lyser med mag. ÷2,1. Lysstyrken aftager imidlertid hurtigt, idet afstanden mellem Mars og Jorden bliver større, og inden månedens udgang er den svundet til mag. ÷1,1. Samtidig svinder dens udstrækning fra 20” til 15”. Skiven er i hele november dog fortsat lige så stor som under de mest ugunstigste oppositioner, og det varer indtil 2033, før den igen overstiger 20”.
Mars’ størrelse 1. og 30 november.
Neptun er ikke synlig for det blotte øje. Dens lystyrke er mag. 8, hvilket dog er indenfor rækkevidde af en god prismekikkert, og da Solsystemets yderste planet samtidig befinder sig indenfor 1° fra φ (Phi) Aqr på mag. 4, er det forholdsvis nemt at identificere den fjerne planet, som en svag ’stjerne’, der i løbet af november bevæger sig nogle få buesekunder nærmere φ, indtil den retrograde bevægelse ophører den 29. november.
Neptuns position midt i november. Stjernerne i firkanten kan være indenfor synsfeltet af en prisme-kikkert med en forstørrelse på 7×-8×. Tallene henviser til den pågældende stjernes lysstyrke.
Uranus var i opposition den 31. oktober, og med en lysstyrke på mag. 5,7 burde den være langt nemmere at finde end Neptun. Uranus befinder sig imidlertid i et forholdsvist stjernefattigt område i Vædderen, der kræves et godt søgekort over området. Uranus bevæger sig retrogradt og flytter sig omkring ½° længere mod vest i løbet af måneden.
Morgenhimlen er domineret af Venus. Den klare planet på mag ÷4 befinder sig i Jomfruen og står op næsten tre timer før Solen. Den 1. november ser det gennem en prismekikkert ud, som om Venus har fået en lille måne. Denne morgen passerer den 16’ fra η (Eta) Virginis på mag. 4. Venus fjerner sig hurtigt fra η, for den bevæger sig i øjeblikket mere end 1° pr. døgn i forhold til baggrundsstjernerne. Den 5. november er den nået frem til γ (Gamma) Virginis på mag. 2,7. Vinkelafstanden fra Venus til denne kendte dobbeltstjerne er lidt mere end 1°. En endnu tættere passage af en anden dobbeltstjerne finder sted en uge senere, idet afstanden mellem Venus og θ (Theta) Virginis på mag. 4 kommer helt ned på 5’ den 12. november. Tre dage senere passerer Venus 4° nord for Jomfruens klareste stjerne, Spica. Turen gennem Ekliptikas største stjernebillede fortsætter, indtil Venus den 28. november forlader Jomfruen og bevæger sig ind i Vægten.
Merkur dukker op på morgenhimlen i begyndelsen af november. Den 1. står den op i daggryet kort tid efter kl. 06, dvs. en times tid før Solen. Den er vanskelig at se på dette tidspunkt, fordi lysstyrken kun er mag. 1,5. En prismekikkert er derfor nødvendig, og en god hjælp er, at den lille planet befinder sig i samme højde over horisonten og 4° længere mod venstre end Spica. Merkurs lysstyrke og højde over horisonten stiger for hver følgende morgen, indtil den opnår største vinkelafstand fra Solen på 19° den 10. Lystyrken er på dette tidspunkt steget til mag. ÷0,5. Den 13. er morgenhimlen prydet af Venus, Merkur, Månen og Spica, og herefter nærmer Merkur sig igen Solen, og selvom lysstyrken stiger, forsvinder den ud af syne i løbet af den kommende uges tid.
I modsætning til Merkurs østlige elongation i oktober, som var ugunstig fra den nordlige halvkugle, bliver denne del af Jorden tilgodeset her i november, medens den sydlige halvkugle oplever en af årets dårligste tilsynekomster.
Meteorsværmen Leoniderne angives at være aktiv i næsten hele november. Størst chance for at se nogle af meteorerne fra denne berømte sværm er under maksimum om morgenen den 17. november, men man må ikke forvente det helt store show, idet ZHR kun ligger på 15. Løven står op kort tid før midnat, men de bedste observationsbetingelser opstår først, når området er kommet højere op på himlen, så det bedste tidspunkt er fra omkring kl. 03 til daggry. En stor fordel er, at maksimum finder sted under ideelle betingelser tæt på nymåne. Da Jorden rammer meteorstrømmens partikler næsten direkte forfra, bevæger Leoniderne sig hurtigere end nogen anden sværm – 71 km/sekund, og mange af meteorerne efterlader spor, som kan vare ved i adskillige sekunder.
Leoniderne er blevet berømt og spiller en stor rolle i forståelsen af sammenhængen mellem kometer og meteorsværme. I løbet af natten til den 12. november 1833 blev der observeret et så overvældende antal stjerneskud (i dag kalder astronomerne dem for meteorer), at mange mennesker troede, at verdens undergang var nært forestående. I dag gribes vi ikke af panik ved en sådan spektakulær begivenhed, tværtimod. Nu ved vi, hvad der forårsager de mange meteorer, så det himmelske fyrværkeri betragtes derimod som en af naturens smukkeste oplevelser. I 1833 blev begivenheden dog startskuddet på en ny videnskabsgren indenfor astronomien: meteorvidenskab og forudsigelsen af kommende sværme.
Datidens astronomer havde i begyndelsen af 1800-tallet bemærket, at mange meteorer syntes at komme fra samme retning. Når deres spor blev forlænget bagud, skar de alle hinanden i et punkt, og for stjerneskudssværmen i november 1833 var det i nærheden af stjernebilledet Løven. Dette punkt kaldes for radianten, og meteorsværme er opkaldt efter det stjernebillede, hvori radianten ligger, dvs. i dette tilfælde hedder meteorsværmen Leoniderne efter Løvens latinske navn Leo.
To træsnit, som viser Leoniderne i 1833.
Leoniderne fortsatte med at forbløffe folk. I 1866 og igen i 1867 observerede man på ny adskillige tusinde meteorer i timen. På grund af dette ærefrygtindgydende skuespil så man frem til et nyt udbrud, når der igen var gået 33 år.
På nogenlunde samme tidspunkt bemærkede astronomerne, at meteorsværmenes baner er sammenfaldende med kometbaner. Denne lighed antydede, at meteorer er løsrevne småfragmenter udkastet fra kometerne, når disse passerer forbi Solen. Leoniderne blev hurtigt identificeret som stammende fra kometen Temple-Tuttle. Denne komet blev opdaget af William Temple i december 1865 og uafhængigt heraf af Horace Tuttle i januar 1866.
Med stor spænding ventede man således på et udbrud i 1899, men desværre viste der sig kun relativt få meteorer ved sværmens beregnede maximum. Forudsigelsen var omtalt i alle aviser, og den udeblevne begivenhed blev en alvorlig tilbagegang for folks tillid til astronomerne. Skuffelsen fik folk til at miste interessen for Leoniderne, som kun kunne fremvise et antal på 15-20 meteorer i timen i de første par årti af 1900-tallet. Et moderat udbrud på omkring 240 pr. time i 1932 blev ikke bemærket af særlig mange. En sværm, som tidligere havde skabt frygt for dommedag, var stort set glemt og blev kun observeret af nogle få entusiaster.
Da Leoniderne vendte tilbage med et storslået skue i 1966, var der således kun meget få mennesker udendørs, da begivenheden fandt sted kort før daggry over det sydvestlige USA. Et lille dusin meteorobservatører havde bemærket en svag stigning i aktiviteten mellem kl. 02.30 og 03.30. Dette steg til næsten 200 meteorer pr. time i den følgende time, og ved 5-tiden om morgenen var aktiviteten kommet op på 2 meteorer i sekundet. Aktiviteten fortsatte med at stige, og maximum forekom nogle få minutter før klokken seks, da der blev observeret 40 meteorer pr. sekund – svarende til 144.000 i timen.
Leoniderne i 1966 fra det vestlige USA. Det er før den digitale tidsalder, hvor lignende billeder kan fremstilles ved hjælp af en lang række enkeltoptagelser. Billedet her er en 12-minutters eksponering med en 50 mm f/1,9 linse på Kodak Tri-X (ISO 400) film, og det viser således det store antal meteorer, der rent faktisk forekom i løbet af disse 12 minutter.
Leonidesværmen havde igen vist sin fordums storhed, og praktisk talt ingen bemærkede det. Da nyheden blev spredt, voksede interessen atter. Ville der komme et lignende udbrud i 1999? Det gjorde der ikke. Der blev set flere meteorer end normalt, men nogen storm blev det ikke. I 2002 forekom et mindre udbrud, hvor der under maksimum tidligt om morgenen blev observeret adskillige hundrede meteorer i løbet af ½ time. Det kortvarige maksimum forekom omkring kl. 05:30 dansk tid, så for en gangs skyld blev Danmark favoriseret. Siden da er sværmen vendt tilbage til normalt niveau med en ZHR på 10-20, og samtidig viser computermodeller, at Jupiters tyngdepåvirkning får den tætteste del af Leonidestrømmen til at passere forbi Jordens bane indtil i hvert fald indtil 2098.
Leonidernes radiant ligger midt ’Seglet’, den karakteristiske figur i form af et omvendt spørgsmålstegn, som udgør Løvens hoved og manke. Løven står op lige efter midnat, og de bedste forhold er timerne før daggry.
Månens aktuelle fase: https://svs.gsfc.nasa.gov/4768