Stjernehimlen i januar 2023
I januar synes Solen at være langt væk. Den står sent op og går tidligt ned, og når den står højest mod syd, kommer den ikke særlig højt op over horisonten. Det paradoksale er imidlertid, at afstanden til Solen i januar er mindre, end den er i årets øvrige måneder.
I sin årlige ellipseformede bane er Jorden nemlig tættest på Solen i januar. I 2023 er Jorden i perihel den 4. januar kl. 17:17, hvor afstanden er 147.098.925 kilometer, medens den i det fjerneste punkt, aphel, som nås den 6. juli kl. 22:06, er 152.093.251 kilometer. Tidspunktet og afstanden varierer fra år til år, for Jorden bruger ikke et helt antal døgn til en tur omkring Solen, men derimod 365¼ døgn – helt præcis 365 døgn, 5 timer, 48 minutter og 46 sekunder. Desuden har tyngdekraftpåvirkningen fra Solsystemets øvrige planeter, især fra Jupiter, også en vis indflydelse på Jordens årlige bane.
Man skulle jo derfor umiddelbart tro, at der burde være varmest i januar, men årsagen til årstidernes skiften er imidlertid jordaksens hældning i forhold til baneplanet om Solen. Jordens akse hælder 23,5° i forhold til dette plan (Ekliptika), og da hældningen er fast i forhold til rummet, er det skiftevis den nordlige og den sydlige halvkugle, som vender ind mod Solen i løbet af året. Når Jorden befinder sig i den del af sin bane, hvor den nordlige halvkugle vender mod Solen, falder solstrålerne mere lodrette på vore breddegrader, og den ekstra solenergi varmer havet, landjorden og luften op. Dette er tilfældet i sommer-månederne, og når Jorden et halvt år senere er nået om på den anden side af Solen, er det den sydlige halvkugle, som vender mod den livgivende varmekilde. Derfor er det forår og sommer i Australien, mens vi har efterår og vinter i Danmark.
Jordaksens hældning i forhold til retningen mod Solen på de forskellige årstider.
Jordens bane og årstiderne.
Himlen mod nord ved midnat midt i januar.
Et blik på himlen mod nord omkring midnat bekræfter, at vi befinder os midt i vinteren og så langt fra sommeren som næsten muligt. Lavt over horisonten kan man se de to cirkumpolare stjerner Deneb og Vega. Vega er den klareste, medens den noget svagere Deneb kan være lidt vanskeligere at se, fordi lyset bliver svækket, når det bevæger sig gennem Jordens atmosfære tæt på horisonten. De fleste kender Deneb og Vega som to af Sommertrekantens stjerner højt på himlen om sommeren. Sommertrekantens tredje stjerne, Altair, er ikke cirkumpolar og befinder sig langt under horisonten på denne tid af året og natten.
Med en lysstyrke på mag. 0,03 kæmper Vega sammen med Capella i Kusken på mag 0,08 og Arcturus i Bootes på mag. ÷0,04 om at være nordhimlens klareste stjerne. Arcturus er den klareste, men de fleste vil have svært ved at se forskel. Den største forskel er stjernernes farve. Vega er blå-hvid, Capella er gul-hvid, medens Arcturus har en udpræget rødlig nuance.
Arcturus er et godt eksempel på, at betegnelsen ”fiksstjerne” ikke lever fuldt op til sit navn. Ganske vist kan et menneske i løbet af sin levetid ikke kan se nogen som helst ændring i stjernebilledernes udseende. År efter år danner stjernerne præcist de samme faste figurer, som har været uændret, siden babylonierne og grækerne navngav dem for tusinder af år siden. Trods det opdagede Edmond Halley i 1718, at de tre klare stjerner Sirius, Aldebaran og Arcturus ikke stod præcist samme sted, som Ptolemæus og Hipparch havde angivet. Han sammenlignede sin egen måling af stjernernes positioner med de antikke græske astronomers positioner, og i alle tre tilfælde havde stjernerne flyttet sig mere end ½ grad i løbet af de par tusinde år, der var gået. Halley konkluderede, at det ikke kunne bero på en fejl fra de græske astronomers side, men at stjernerne virkelig havde flyttet sig.
I dag ved vi, at Halley havde ret. Alle stjernerne inklusive Solen kredser omkring Mælkevejens centrum. I Solsystemets afstand på 26000 lysår fra centrum tager det omkring 225 millioner år for én omkredsning. Dette kaldes et galaktisk år. Stjernerne kredser imidlertid i individuelle baner og ændrer derfor ganske langsomt position i forhold til hinanden. Sirius, Aldebaran og Arcturus er nogle af Solen nærmeste nabostjerner, så deres bevægelse ses meget tydeligere end hos de mere fjerntliggende stjerner.
I denne sammenhæng er Arcturus lidt speciel. Hovedparten af stjernerne ligger i en stor flad skive, som omgiver Mælkevejens centrum. Imidlertid findes der også et stort antal i Mælkevejens halo, som er en kugleformet “glorie” af kuglehobe og enkeltstjerner, som omgiver hele galaksen. Både stjernerne i skiven og haloen kredser om Mælkevejens centrum, men medens banerne for stjernerne i skiven er mere eller mindre cirkelformede, har halostjernerne langstrakte elliptiske baner, der fører dem langt udenfor skiven. Når en sådan stjerne bevæger sig gennem skiven og samtidig passerer i nærheden af Solen, ser den ud til at bevæge sig relativt hurtigt i forhold til de øvrige stjerner, især fordi den bevæger sig i en anden retning end stjernerne i skiven. Arcturus er netop en sådan halostjerne, som i øjeblikket passerer tæt forbi Solen.
Banerne for stjerner i henholdsvis Mælkevejens halo og skive.
Arcturus’ hurtige bevægelse ændrer gennem tiden markant Bootes udseende.
Figuren minder om en legetøjsdrage, som bliver mere og mere langstrakt. Om nogle millioner har Arcturus fjernet sig så meget, at den ikke længere er synlig fra Jorden. Som det fremgår, bibeholder de øvrige stjerner stort set deres indbyrdes position. De ligger så meget længere væk, at egenbevægelsen vanskeligt kan registreres med det blotte øje på et så kort tidsrum som 8000 år.
Himlen mod syd ved midnat midt i januar.
Vinterstjernehimlen mod syd er domineret af det letgenkendelige stjernebillede Orion og himlens klareste stjerne Sirius. Orion står op ved mørkets frembrud og står højest på himlen mod syd ved 22-tiden. Orion har et meget markant udseende, der i nogen grad minder om den figur, det repræsenterer, nemlig en jæger eller kriger med løftet skjold og kølle, samt de tre klare stjerner, som danner Orions Bælte, hvorfra Sværdet hænger klar til brug.
Orion.
Det menneskelige øje kan kun i ringe grad se farver ved svag belysning. De fleste stjerner ser derfor hvide ud, men nogle enkelte har så stor lysstyrke, at stjernens farve træder frem. Dette gælder i særlig grad for et par af Orions klareste stjerner. Betelgeuze har en tydelig rød nuance, hvilket står i kontrast til den blå-hvide Rigel. Farveindtrykket forstærkes ved brug af en prismekikkert, og når samme kikkert bliver rettet mod de tre stjerner i Orions Bælte, bliver synsfeltet fyldt med et utal af svagere stjerner, som er usynlige for det blotte øje.
Under gode observationsforhold kan man se, at den midterste af stjernerne i Orions Sværd har et uldent udseende. Med en prismekikkert er det endnu tydeligere, for det er i virkelig-heden ikke en stjerne. Det er Oriontågen M42, som bliver oplyst af en firedobbelt stjerne kaldet Trapezet. Trapezet kan opløses med en god prismekikkert, men er naturligvis bedst gennem et teleskop.
Den øverste stjerne i Orions Bælte ligger på himlens Ækvator. En tænkt linje gennem bæltestjernerne viser vej til himlens klareste stjerne, Sirius i Store Hund. I modsatte retning peger linjen mod Aldebaran, Tyrens røde øje. Tvillingerne står højt på himlen til venstre for Orion, og i det tilsyneladende tomme område mellem Tvillingerne og Løven kan man under en mørk himmel skimte en håndfuld svage stjerner, som tilsammen udgør Ekliptikas svageste stjernebillede Krebsen.
Tvillingerne, Krebsen og Løven.
Aftenhimlen umiddelbart efter solnedgang den 1. januar. Månen er også fremme. Den ikke med på billedet men står midtvejs mellem Jupiter og Mars.
Alle planeterne kan ses om aftenen den første dag i det nye år. For at begynde med den inderste, Merkur, er det dog en stakket frist, for den går ned mindre end en time efter Solen, og da lystyrke samtidig kun er mag. 1.4, er der stor risiko for, at den forsvinder i tusmørket, og allerede den 2. januar er lysstyrken faldet yderligere til mag. 1,9. Merkur bevæger sig hurtigt nærmere Solen og er i konjunktion den 7. januar.
Aftenhimlen den 1. januar tre kvarter efter solnedgang. Merkur befinder sig i en højde af kun 2½° over horisonten, medens Venus længere til højre står i en højde af 3¼°. Man skal således sikre sig en helt fri horisont og selvfølgelig en helt klar himmel.
Som det fremgår af ovenstående billede, står det bedre til med Venus. For det første betyder lysstyrken på mag. ÷3,9 og højden over horisonten, at Venus er meget nemmere at se, og for det andet bliver vinkelafstanden til Solen større for hver efterfølgende aften, idet afstanden øges fra 17° til 24° i løbet af januar. Under sin fortsatte bevægelse mod øst blandt baggrundsstjernerne i Stenbukken passerer Venus forbi Saturn den 22. januar. Efter solnedgang står de to planeter ½° fra hinanden med Saturn øverst.
Venus og Saturn den 22. januar set gennem et astronomisk teleskop med et synsfelt på 1½°. Bemærk at et astronomisk teleskop vender billedet på hovedet, hvorfor Saturn i dette tilfælde står nederst. Saturns største måne, Titan, kan også ses.
Gennem et teleskop ser Venus ikke ud til at ændre udseende i løbet af måneden. Eftersom den befinder sig på den modsatte side af Solen, er skiven næsten fuldt belyst, idet belysningsgraden den 1. januar er 96% og på 91% ved månedens udgang. Udstrækningen vokser i samme tidsrum fra 10” til 11”. Til sammenligning er Saturns skive 15”, og hertil skal lægges ringene, som mere end fordobler udstrækningen.
Venus og Solen følges næsten ad gennem hele måneden. Det er derfor vinkelafstanden kun øges med 7°, men det viser også, at Venus bevæger sig hurtigst. Aftenen efter konjunk-tionen mellem Venus og Saturn har de to planeter byttet plads, så Venus står øverst. Samtidig står det tynde segl på den få dage gamle måne nogle få grader længere mod øst.
Solens og Venus’ indbyrdes bevægelse i løbet af januar 2023.
Månen, Venus og Saturn den 23. januar.
Efter mødet med Venus forsvinder Saturn de følgende aftener i tusmørket. Sidst i januar er vinkelafstanden til Solen blot 14°, og nedgangen finder sted godt en time efter solnedgang. Til gengæld går Venus først ned to timer og 15 minutter efter Solen.
Inden Venus går ned, får man øje på endnu et klar planet. Det er Jupiter, som ved mørkets frembrud står højere på himlen knap 40° længere mod øst i den vestlige del af Fiskene. Jupiter er for længst forbi oppositionen, som fandt sted i slutningen af september. Den store udstrækning på 50” under oppositionen er siden da skrumpet mere end 10”, og lysstyrken er faldet fra mag. ÷2,9 til mag. ÷2,4. I løbet af januar falder lysstyrken yderligere til mag. ÷2,2. I begyndelsen af januar går Jupiter ned før midnat, og inden månedens udgang finder nedgangen sted ved 22-tiden.
Det giver kun kort tid til at følge, hvordan Jupiters måner ændrer indbyrdes position, medens de kredser om planeten. Fra aften til aften er der imidlertid en meget tydelig forskel, og med dette lille on-line program kan man i forvejen søge efter interessante begivenheder. Programmet er ikke 100% nøjagtigt, men alligevel tilstrækkelig til, at det f.eks. viser, at den store røde plet er synlig om aftenen den 1. januar, og et andet eksempel er Io’s skygge, som passerer hen over Jupiter den 11. januar. Jupiter roterer omkring sin akse på 10 timer, så den store røde plet kan ses i 4-5 timer (det er lidt vanskeligt at se den, når den befinder sig helt ude ved kanten af planeten). En skyggepassage varer typisk et par timer.
Skærmprint fra ShallowSky.
Vinterhimlen midt på aftenen i sydlig retning er domineret af de mange klare stjerner i Orion. Et enkelt objekt lidt højere på himlen i Tyren skiller sig imidlertid ud, idet det er væsentligt klarere end de øvrige i området. Kun Sirius længere til højre og tættere på horisonten er klarere. Der er dog en væsentlig forskel. Sirius er blå/hvid, medens Mars, som er det pågældende objekt, har en tydelig rød nuance.
Mars befinder i Tyren mellem Plejaderne og Aldebaran. Positionen ændres kun lidt i månedens løb, idet den vestgående retrograde bevægelse slutter den 12. januar og afløses af prograd bevægelse mod øst. Mars blev okkulteret af Månen tidligt om morgenen den 8. december, men når Månen vender tilbage til samme område den 3. januar, er baneforholdene ændret så meget, at Månen passerer 1° under Mars. De to himmellegemer er tættest på hinanden ved 21-tiden. Månen når at vende tilbage igen den 30. januar og står ved mørket frembrud 6° vest for Mars. Inden nedgangen den følgende morgen er afstanden reduceret til 1°.
Mars’ banebevægelse i januar og afslutning på den retrograde bevægelse.
Banesløjfen fremgår tydeligere her, hvor bredden på billedets synsfelt er 2½°.
Gennem et teleskop kan man tydeligt se, at marsoppostitionen er overstået. Mars er en lille planet, og med almindelige amatørastronomiske instrumenter er det kun muligt at se detaljer på dens overflade i et par måneder omkring oppositionstidspunktet. Under oppositionen den 8. december havde Mars en udstrækning på 17”. Den 1. januar er det reduceret til 15” og inden månedens udgang til 11”. Samtidig falder lysstyrken fra mag. ÷1,3 til mag. ÷0,3.
Den nu overståede opposition hørte samtidig ikke til de mest gunstige, men var dog bedre end de kommende fire. Marsbanen er nemlig meget elliptisk, så afstanden mellem Jorden og Mars varierer meget. Da oppositionerne samtidig indtræffer med et større interval end et marsår, bliver de forskudt rundt langs marsbanen, så de gunstige oppositioner kun sker med 15 eller 17 års mellemrum. Samtidig er baneforholdene mellem Jorden og Mars desværre indrettet på en sådan måde, at de mest gunstige oppositioner altid finder sted, medens Mars befinder sig på den del af Ekliptika, som ligger under himlens ækvator.
De kommende Marsoppositioner. Som det fremgår, skal vi helt hen til maj 2031, før Mars kan ses under (næsten) samme synsvinkel som det var tilfældet i december 2022, og samtidig befinder Mars sig på det tidspunkt i Vægten, og vil stå væsentligt lavere over horisonten.
En anden måde at anskueliggøre forholdene under de kommende marsoppositioner er dette diagram, som viser, hvor langt Mars befinder sig over eller under himlens ækvator. Mars kommer tættest på Jorden i denne periode i september 2035, hvor den befinder sig i Vandmanden.
De færreste nåede formodentlig at se Merkur, før den forsvandt fra aftenhimlen nytårsdag. Efter konjunktionen den 7. blev Merkur morgenstjerne, og den har sin største vestlige elongation på 25° den 30. januar. Den befinder sig i Skytten, som set fra danske breddegrader ligger tæt på horisonten. Denne morgen står Merkur op 75 minutter før Solen, og ½ time senere er den med en lysstyrke på mag ÷0,1 kommet op i en højde på knap tre grader over horisonten. Merkur står næsten præcist mod sydøst. En helt fri horisont er nødvendig, og det er tilrådeligt at finde en prismekikkert frem. I løbet af året når Merkur at være morgenstjerne yderligere tre gange og aftenstjerne ligeledes tre gange. De mest gunstige om morgenen bliver i september/oktober og de bedste om aftenen i marts/april.
Merkur tre kvarter før solopgang den 30. januar. De to stjerner er Altair i Ørnen (til venstre) og Antares i Skorpionen (til højre).
De to ydre planeter, Uranus og Neptun, er ikke blevet nævnt. Ingen af dem kan ses med det blotte øje, men en god prismekikkert er dog tilstrækkelig. Neptun er langt den vanskeligste, idet lysstyrken kun er mag. 8. Neptun befinder sig i Vandmanden, som efterhånden er kommet så tæt på Solen, at området står lavt over horisonten, når der er blevet tilstrækkelig mørkt.
Kortet over aftenhimlen den 1. januar gentages her. Neptun befinder sig i området i cirklen til højre for Jupiter. Månen var ikke med på det først viste kort. Det er den heller ikke her, men både den og Uranus befinder sig den 1. januar i den lille cirkel mellem Jupiter og Mars. De befinder sig så tæt sammen, at Uranus bliver okkulteret umiddelbartefter kl. 23:30.
Okkultationen af Uranus den 1. januar finder sted ved Månens ubelyste nederste rand og så langt mod Månens sydlige del, at det kun varer 36 minutter, før planeten igen dukker op. Uranus har en lystyrke på mag. 5,7. Det burde være tilstrækkelig til, at den på trods af Månens nærhed kan skimtes gennem en prismekikkert. Allerbedst er det naturligvis at benytte et astronomisk teleskop. Månen nærmer sig Uranus igen natten mellem den 28./29. januar, men både den og Uranus går ned i Danmark, inden okkultationen finder sted. Uranus afslutter sin retrograde bevægelse i slutningen af januar, og bevæger sig kun lidt i løbet af måneden, så når Månen er væk fra området, kan den findes ved hjælp af søgekortene, der blev bragt under omtalen af stjernehimlen i december 2022.
En forholdsvis nyopdaget langperiodisk komet bevæger sig de kommende måneder op gennem den nordlige himmel. Den forventes at blive klarere end mag. 6, hvilket ikke er prangende, men dog tilstrækkelig til, at den burde være synlig gennem en prismekikkert.
Kometen, C/2022 E3 (ZTF), blev opdaget af Zwicky Transient Facility den 2. marts 2022. Zwicky Transient Facility er et særligt kamera til widevinkeloptagelser, som er monteret på The Samuel Oschin Telescope ved Palomar Observatoriet i Californien. The Samuel Oschin Telescope er et såkaldt Schmidtteleskop og har en åbnning på på 48 tommer (122 centimeter). Det er strengt taget et kamera, idet der ingen mulighed er for at montere et okular til visuelt brug, fordi brændpunktet ligger inde midt i teleskopet. Det brugte oprindeligt 10 og 14 tommers fotografiske glasplader, og da brændplanet er buet, skulle pladerne specialfremstilles. Teleskopet er historisk, idet det er et af de ældste på Mount Palomar. Konstruktionen begyndte i 1939 og blev afsluttet i 1948. Samme år blev det legendariske 200 tommers Hale-teleskop færdigbygget.
Oprindeligt blev 48-tommers teleskopet blot kaldt Schmidt-teleskopet, men i 1986 blev det omdøbt til The Samuel Oschin Telescope. Kort tid efter indvielsen i 1948 blev 48 tommers teleskopet benyttet til det meget ambitiøse projekt The Palomar Observatory Sky Survey, som bestod af mere end 2000 widevinkel optagelser af den del af himlen, som kunne ses fra Mount Palomar. Det første billede optaget med 48-tommers teleskopet var af Andromedagalaksen den 24. sepember 1948. For første gang kunne astronomerne fotografere hele galaksen med et lysstærkt teleskop på et enkelt billede. Tidligere var lignende billeder sammensat af flere enkeltoptagelser.
48-tommer Schmidt-teleskopet.
I dag er glaspladerne erstattet af digitalt udstyr. Kameraet har fortsat det ekstremt store synsfelt, så det tager kun to nætter at scanne hele den nordlige himmel. Det gør det muligt at opdage en bred vifte af kortvarige fænomener – lige fra nærjordsasteroider til fjerne supernovaer, og naturligvis kometer som det var tilfældet med C/2022 E3 (ZTF).
Ved opdagelsen havde C/2022 E3 (ZTF) en tilsyneladende lysstyrke på mag. 17,3 og var omkring 4,3 AU (640 millioner km) fra Solen, dvs. ude i nærheden af Jupiters bane. Objektet blev oprindeligt identificeret som en asteroide, men efterfølgende observationer viste, at det havde en koma, hvilket viste, at det er en komet.
I første halvdel af januar bevæger kometen sig ikke særlig hurtigt, men herefter går det hurtigere, medens den begynder at bevæge sig nordpå og passerer gennem Bootes, Dragen og Lille Bjørn og passerer omkring 10 grader fra Nordstjernen. Den når sit perihelium den 12. januar i en afstand af 1,11 AU (166 millioner km), og tætteste passage af Jorden bliver den 1. februar i en afstand af 0,28 AU (42 millioner km). På dette tidspunkt befinder den sig i stjernebilledet Camelopardalis. I løbet af februar bevæger den sig ned i Tyren, hvor den passerer 1,5° grader fra Mars den 10.-11. februar, og mellem den 13. og 15. februar passerer den foran Hyaderne. Den daglige position kan ses på Heavens-above eller The Sky Live.
C/2022 E3. Banen i december 2022 – februar 2023.
Årets første meteorsværm plejer ikke at gøre det store væsen af sig, og det på trods af, at den hører til blandt de mest aktive. Meteorsværmen er aktiv mellem ca. 28. december og 12. januar med maksimum natten mellem den 3. og 4. januar. Under normale forhold kan der forekomme en ZHR på helt op til 120, men det ofte kolde og overskyede vejr i begyndelsen af året afholder mange fra at gå ud under stjernerne. Da Kvadrantiderne tilmed har et forholdsvist kortvarigt maksimum på 4-6 timer, sker det ofte, at det falder på et uheldigt tidspunkt i løbet af døgnet. Bedste betingelser er efter midnat, hvor radianten står højt på østhimlen. I 2023 falder maksimum få dage før fuldmåne, hvilket betyder en reduktion af især de svageste meteorer.
Meteorerne synes at udstråle fra et punkt umiddelbart nord for Bootes. I dette område lå tidligere et stjernebillede, som blev kaldt Quadrans Muralis, og meteorsværmen er derfor den eneste, som ikke har navn efter det stjernebillede, hvori radianten ligger, idet Quadrans Muralis ikke længere er et af de 88 officielle stjernebilleder. Kvadrantidernes radiant ligger tæt på den nordlige horisont om aftenen, hvorefter den stiger højere på himlen. Ved 2-tiden er den kommet 1/3 af vejen op mod zenith, og inden daggry står området næsten lodret over hovedet. Kvadrantiderne stammer fra asteroiden 2002 EH1.
Kvadrantidernes radiant kl. 02.
Alle er vist klare over, at Månen altid vender den samme side ned mod Jorden, idet den har såkaldt bunden rotation, hvilket nærmere bestemt betyder, at den er præcis lige så lang tid om at rotere sig én gang om sin akse, som det tager den at fuldføre ét omløb om Jorden. Alligevel kan man i løbet af en månedstid se lidt mere end halvdelen af dens overflade, nærmere bestemt 59%. Årsagen hertil er Månens librationer.
Månens bane om Jorden er nemlig ikke perfekt cirkelformet men derimod ellipseformet. Konsekvensen heraf bliver, at Månens bevægelseshastighed varierer alt efter, hvor den er i sin omløbsbane. Rotationshastigheden om aksen er derimod konstant. Det indebærer, at rotationsbevægelsen skiftevis kommer lidt “bagud” og lidt “forud” i forhold til bevægelsen rundt i banen. Månen synes derfor at rokke lidt frem og tilbage, hvilket man selv tydeligt kan se her i januar. Når vi nærmer os fuldmånen, kan vi den 6. januar se det lille mørke krater Grimaldi næsten helt ude ved Månens højre rand. 10 dage senere, nogle dage efter sidste kvarter, står Grimaldi betydeligt længer fra kanten.
Samtidig står Månens rotationsakse ikke vinkelret på baneplanet, hvilket bevirker, at man sommetider kan se mere af Månens nordpol end til andre tider, og det samme er naturligvis gældende for dens sydpol. Denne lodrette libration er ikke så stor som den vandrette og er vanskeligere umiddelbart at se, men den grundige iagttager vil bemærke, at Månens tydeligste krater under fuldmåne, Tycho, gennem året synes at variere i afstand fra Månens sydlige rand.
Månen 6. og 16. januar.
Læg også mærke til størrelsesforskellen. Den 6. januar er afstanden mellem Jorden og Månen 401 tusind kilometer. Den 16. er den ”kun” 378 tusind kilometer, hvorfor Månen ses under en større diameter. Dette er dog meget vanskeligt at registrere med det blotte øje, jvf. polemikken om supermånen.
Diagrammet viser Månen for hver dato ved midnat. Den øjeblikkelige fase kan ses på denne side: https://svs.gsfc.nasa.gov/5048