Stjernehimlen i august 2021
Dagslysets og tusmørkets varighed den 7. og 31. august.
Efter tre måneder med lyse nætter får vi igen nattemørke i begyndelsen af august. Den officielle dato er den 8., men der er betydelig forskel på begyndelses- og sluttidspunktet afhængigt af, hvor i landet man bor. I Odense slutter de i år den 7. august, hvor Solen i 49 minutter er mere end 18° under horisonten mod nord. Herefter går det stærkt. Natten før var der pr. definition ikke nattemørke, og allerede den følgende nat varer det 1 time og 18 minutter, og ved udgangen af måneden varer det næsten 5½ time. Midnat i denne forbindelse skal forstås som astronomisk midnat, som afhængig af den geografiske position falder omkring én time senere end borgerlig midnat på grund af sommertiden.
Himlen mod nord ved astronomisk midnat (i Odense kl. 01:23) midt i august. Store Bjørns kontur er fremhævet med gule forbindelseslinjer mellem de svagere stjerner.
Karlsvognen står lavt på himlen mod nordvest. Som det er de fleste bekendt, er Karls-vognen ikke et officielt stjernebillede, idet de syv stjerner er en del af Store Bjørn. Bortset fra Karlsvognens syv stjerner er Store Bjørns øvrige stjerner forholdsvis lyssvage, og det kan derfor være vanskeligt at overskue det store stjernebillede, som for øvrigt er himlens 3. største og kun er overgået af Søslangen og Jomfruen. Netop her i sensommeren og i de første efterårsmåneder vender Store Bjørn ”rigtigt”, og på en mørk nat kan man se, hvordan bjørnen synes at gå langs nordhorisonten. Det er formodentlig netop dette, som gjorde, at også indianerne i Nordamerika opfattede stjernerne som en bjørn. I deres myter blev bjørnen forfulgt af syv jægere gennem hele sommeren, indtil det lykkedes dem at fange den om efteråret.
Den orange Arcturus i Bootes står lavt over horisonten mod vest, medens Capella i Kusken står på østhimlen på den modsatte side af Karlsvognen. Arcturus findes ved at forlænge ’vognstangens bue’ og Capella findes ved at forlænge linjen mellem de to øverste stjerner i ’vognkasssen’. Længere mod øst er Tyren med den åbne stjernehob Plejaderne på vej op over horisonten.
Himlen mod syd ved astronomisk midnat midt i august 2021.
Mælkevejen er tydeligst fra vore breddegrader på denne årstid. Det svagt lysende bånd, som stammer fra det samlede lys fra millionvis af svage stjerner, strækker sig fra den sydlige til den nordlige horisont og passerer undervejs næsten gennem Zenith. Mælke-vejen bliver først tydelig 10°-15° over horisonten i området omkring Ørnen, hvorfra den fortsætter gennem Svanen med den klareste del på den nordlige halvkugle langs Svanens længdeakse. Mælkevejen fortsætter gennem Cassiopeia og Perseus og forsvinder efterhånden ud af syne i Kusken, som ligger tæt på den nordøstlige horisont.
Det er også på denne årstid, de små stjernebilleder omkring Sommertrekanten er nemmest at se. Her har især Delfinen og Pilen et tydeligt omrids, medens Ræven og Føllet er mere diffuse. Under Vandmanden stikker stjernebilledet Sydlige Fisk lige netop op over horisonten. Med undtagelse af Fomalhaut består det af svage stjerner. Fomalhaut er himlens 18. klareste stjerne og den sydligst beliggende stjerne af 1. størrelse synlig fra vore breddegrader, og man tager ikke fejl af den, for der er som nævnt ingen andre klare stjerner i området, men eftersom stjernens lys passerer en meget stor del af Jordens atmosfære, bliver det svækket så meget, at Fomalhaut ser væsentligt svagere ud end dens størrelsesklasse umiddelbart indikerer.
Hele østhimlen er domineret af de stjernebilleder, som er kendt fra myten om Andromeda. Cassioipeia er med sin W-form det lettest genkendelige. Den mytologiske dronning er omgivet af kong Cepheus, datteren Andromeda og helten Perseus med sin hest Pegasus. Det onde søuhyre er vanskeligt at se, medens det svømmer helt nede ved horisonten. På dansk er det kendt under det mere fredelige navn Hvalen. Den bedst kendte stjerne i Hvalen er Omikron Ceti (efter hvalens latinske navn Cetus). Omikron Ceti er en rød kæmpe, som har tilnavnet Mira, hvilket ligeledes kommer fra latin, Stella Mira, “den forunderlige stjerne”. Mira er en langperiodisk variabel stjerne, der varierer så meget, at lysstyrken går fra mag. 3 til at være så lav, at Mira bliver usynlig for det blotte øje. Både perioden og lysstyrkevariationen er uregelmæssig. Den ligger på omkring 331 døgn, dvs. næsten et år. Dette års maksimum forventes i august.
De mørke nætters tilbagevenden falder sammen med årets bedste og mest kendte meteorsværm. Der er sommer med lune nætter på den nordlige halvkugle, hvilket betyder, at Perseiderne får mere opmærksomhed end de sværme, som forekommer i vinterhalvåret.
Selv de, som kun kaster et sporadisk blik på nattehimlen, har formodentlig på et eller andet tidspunkt set et pludseligt glimt af et stjerneskud, som med stor hastighed trækker en lang lysende streg hen over himlen. Den astronomiske betegnelse for et stjerneskud er meteor, og et sådant fænomen er faktisk langt mere hyppigt, end man umiddelbart tror, idet der forekommer 5-10 sporadiske meteorer i løbet af en time. Man vil langt fra se dem alle sammen, idet sporadiske meteorer dukker uventet op et vilkårligt sted på himlen, og mange gange er de så svage, at man ikke lægger mærke til dem – og især ikke hvis man vender ryggen til.
Sporadisk meteor gennem den nederste del af Ophiuchus fotograferet på Stige Ø.
Chancen for at se et meteor stiger stærkt under en meteorsværm, hvilket netop bliver tilfældet under Perseidernes maksimum den 12. august. Perseiderne kan dog ses både før og efter maksimum. Det er en bred sværm, hvis første meteorer normalt viser sig omkring den 17. juli og med de sidste omkring den 24. august. I ydertidspunkterne er aktiviteten meget lille, og kun i nætterne omkring maksimum må man forvente et større antal.
Perseiderne, relativt antal meteorer.
I lighed med de fleste af årets øvrige meteorsværme stammer Perseiderne fra en komet. I det aktuelle tilfælde er det komet 109/P Swift-Tuttle, som blev opdaget af de to navngivere i 1862. Når en periodisk komet kredser om Solen, bliver der i dens bane efterladt en stor mængde småpartikler på størrelse med sandkorn. Når og hvis Jorden passerer gennem en sådan sky af partikler, vil en del af dem brænde op ved mødet med Jordens atmosfære, og eftersom partiklerne kommer fra samme retning, synes meteorerne at udspringe fra samme sted på himlen. Dette sted kaldes radianten, og i Perseidernes tilfælde er det i stjernebilledet Perseus – deraf navnet, idet meteorsværme er opkaldet efter det stjernebillede, hvori radianten ligger.
Swift-Tuttle følger samme faste bane omkring Solen. Banen ligger ikke i Ekliptikas plan, og Jordens bane krydser kometens hvert år omkring den 12. august.
I år er forholdene særligt gode, idet den få dage gamle måne går ned omkring kl. 22:30, dvs. inden der når at blive helt mørkt. Solen går ned kl. 21, og omkring kl. 22 er der tilstrækkelig mørkt til, at de klareste meteorer begynder at vise sig. På dette tidspunkt står radianten i Perseus lavt over den nordøstlige horisont, og efterhånden som det bliver mørkere, og radianten kommer højere på himlen, stiger antallet af meteorer. Man må dog ikke forvente en sværm af meteorer, som navnet meteorsværm kunne antyde. ZHR for Perseiderne angives til 80-100, men da dette antal er en teoretisk beregnet værdi, må man altid regne med et væsentligt lavere antal. Det vil dog under alle omstændigheder langt overstige antallet af sporadiske meteorer, som ses på en normal nat.
Himlen mod nordøst et par timer efter solnedgang den 12. august.
Meteoriagttagelse kræver lidt tålmodighed, og først og fremmest må man gøre sig det klart, at selvom meteorerne synes at udstråle fra området mellem Perseus og Cassiopeia, forekommer de over hele himlen. Hvis man trækker en linje baglæns gennem meteorets bevægelsesretning, vil den pege i retning af radianten. Hvis dette ikke er tilfældet, er der tale om et sporadisk meteor, som ikke tilhører Perseiderne.
Perseiderne bevæger sig hurtigt – omkring 60 kilometer i sekundet – så et meteor er normalt kun synlig i ét eller to sekunder, og de fleste har en lysstyrke som en 2. eller 3. størrelsesklasse stjerne. Der er mange, som er svagere, men dem får man ikke så nemt øje på, fordi de stammer fra så små partikler, at de brænde op på under ét sekund. Der er altid en god mulighed for at nogle af dem er så klare, at de kan klassificeres som ildkugler, som tilmed ofte følges af en efterglød, som bliver hængende i adskillige sekunder.
Find et mørkt sted langt fra kunstige lyskilder og benyt gerne en have- eller liggestol for at kunne sidde tilbagelænet og dermed kunne overskue en så stor del af himlen som muligt, og vær ganske rolig: Ingen af partiklerne fra Swift-Tuttle er så store, at de overlever turen gennem Jordens atmosfære og risikerer at ramme dig i hovedet. De når alle sammen at brænde op i 50-100 kilometers højde.
Når man den 12. august forventningsfuld forbereder aftenens og nattens meteorobserva-tion, er der en lille planetparade på aftenhimlen umiddelbart efter solnedgang. De tre indre planeter Merkur, Venus og Mars står på række, og desuden er også Månen med i paraden.
Aftenhimlen ved solnedgang den 12. august 2021. Den fjerde af de indre planeter, nemlig Jorden, er også med på skitsen. Det grønne er Jorden og det blå dens atmosfære.
Venus er forholdsvis nem at se, for selv om den som omtalt under stjernehimlen i maj 2021 det meste af året står lavt over horisonten, har den en så høj lysstyrke, at den bliver synlig kort tid efter solnedgang. Den lave højde betyder, at Venus går ned allerede en time efter solnedgang, dvs. kl. 22. Det står langt vanskeligere til med Mars og Merkur, som begge er så lyssvage, at de stort set forsvinder på den lyse aftenhimmel, og især fordi vinkelafstanden til Solen er mindre end for Venus’ vedkommende. Merkur har en lysstyrke på mag. ÷0,9 og går ned ½ time efter solnedgang, medens Mars med en lysstyrke på blot mag. 1,8 går ned ganske få minutter senere end Merkur. Men de er der, hvilket man kan overbevise sig om ved at tage en tur et godt stykke sydpå og gerne syd for Jordens ækvator. Her står Ekliptika stejlere mod horisonten på denne årstid, så de omtalte planeter står langt højere på himlen.
Ekliptika ved solnedgang den 12. august 2021 i henholdsvis Danmark og Sydafrika.
De tre planeter har forskellige størrelser, og set gennem et teleskop vil der være endnu større forskel, hvilket skyldes deres forskellige afstande fra Jorden. Den 12. august har Merkur en udstrækning på 5”, Venus er 14”, og Mars spænder over 3½”. Merkur og Mars er næsten fuldt belyst, idet de befinder sig på den modsatte side af Solen i forhold til Jorden, medens Venus kun er 79% belyst, pga. den større vinkelafstand til Solen.
De tre planeters tilsyneladende indbyrdes størrelse den 12. august.
Solsystemet set ”fra oven” den 12. august med angivelse af afstanden fra Jorden til planeterne.
Gennem hele august forbedres forholdene ikke for Venus synlighed, selv om vinkelafstan-den fra Solen vokser fra 33° til 40°, for samtidig bevæger den sig gennem en lavere og lavere del af Ekliptika i Løven og Jomfruen, og den krydser himlens Ækvator den 17. august og får dermed negativ deklination. I månedens løb falder belysningsgraden fra 82% til 73%, medens udstrækningen vokser fra 13” til 15”.
Mars forbliver mere eller mindre ude af syne resten af året. Den nærmer sig så småt konjunktionen med Solen, hvilket finder sted i begyndelsen af oktober. Først i løbet af det kommende forår begynder den at kunne ses på morgenhimlen.
Som det fremgår af ovenstående, optræder Merkur på aftenhimlen, og efter konjunktionen med Solen den 1. august bliver dens elongation (vinkelafstand fra Solen) hurtigt større. Faktisk er det årets bedste mulighed for at se Merkur på aftenhimlen – såfremt man ellers som det også fremgår bor på den sydlige halvkugle. På den nordlige halvkugle, og især på vore breddegrader, er det derimod årets dårligste mulighed, idet den solnære planet hele tiden står så lavt, og går så tidligt ned efter solnedgang, at den holder sig ude af syne.
Saturn kommer i opposition den 2. august og er dermed oppe hele natten. Planeten er nem at finde i sydøstlig retning efter mørkets frembrud, idet den befinder sig i det forholdsvis svage stjernebillede Stenbukken, og dermed er det klareste objekt på den del af himlen. Under oppositionen har Saturn en lysstyrke på mag. 0, og i månedens løb falder det kun umærkbart til mag. 0,2. Set med det blotte øje ligner Saturn en stjerne, men selv et mindre teleskop afslører straks det helt specielle udseende på ringplaneten. Planetens skive spæn-der under oppositionen over 19”, og dertil skal lægges ringene, som har en udstrækning på 42”. Ringenes hældningsgrad i forhold til retningen mod Jorden bliver mindre de kommende år og er i øjeblikket 18°.
Saturn har mange måner, hvoraf den klareste er Titan på mag. 8. Ligesom for Jupiter-månernes vedkommende kredser de med forskellig hastighed om planeten og skifter derfor hurtigt indbyrdes position. Deres position til et givet tidspunkt er forudsigelig og kan derfor beregnes på forhånd.
Saturn med dens største måner natten mellem den 12. og 13. august.
Jupiter kommer også i opposition i august. Den står modsat Solen den 19. august og har på dette tidspunkt en lysstyrke på mag. ÷2,9. Selv om Jupiter indleder måneden i Vandmanden, finder oppositionen sted i Stenbukken. En ydre planet bevæger sig retrogradt under oppositionen, og Jupiter krydser grænsen mellem Vandmanden og Stenbukken dagen før oppositionen, dvs. den 18. august. Det ellers forholdsvist svage stjernebillede Stenbukken ser derfor noget anderledes ud end normalt. Solsystemets to store gasplaneter står 18° fra hinanden og overstråler fuldstændig alle stjernerne i området.
Jupiters og Saturns retrograde bevægelse i løbet af august.
Jupiters skive har en udstrækning på 49” under oppositionen, hvilket giver gode betingelser for at nærstudere mange af detaljerne i dens atmosfære, hvor især de to mørke ækvatoriale bælter er særligt tydelige. Selv om den store røde plet gennem længere tid gradvist er svundet i både størrelse og farve, burde også den være nem at se, når den befinder sig på den side af Jupiter, som vender ned mod Jorden. En anden ting man bemærker er, at Jupiter ikke er helt rund, idet den hurtige rotation på 10 timer bevirker en tydelig fladtrykning. Poldiameteren på 133709 kilometer er næsten 10000 kilometer mindre end ækvatordiameteren.
Jupiter sammenlignet med Jorden.
Det mest fascinerende er dog de fire store måner. De går også under navnet de galilæiske måner, fordi Galilei som den første blev opmærksom på deres eksistens, da han rettede verdens første astronomiske teleskop mod Jupiter i vinteren 1609/10. Månernes officielle navne stammer fra den græske mytologi, og eftersom de befinder sig i forskellig afstand fra Jupiter, har de også forskellige omløbstider. Den inderste og hurtigste er Io, som blot bruger 1 døgn og 18 timer til en omkredsning, medens den yderste af de fire, Callisto, bruger 16 døgn og 16 timer. De fire måner skifter således hele tiden position i forhold til hinanden, hvilket bevirker, at man altid bliver mødt af et nyt syn, hver gang teleskopet rettes mod Jupiter.
Galilei var sparsommelig og skrev ofte sine notater på tilfældige stykker papir, før han overførte dem til sin journal. Her har han i januar 1610 skrevet en kladde til et brev til ogen af Venedig og lavet en skitse af jupiermånernes position.
I år ligger månernes baneplan omkring Jupiter på en sådan måde, at månerne under deres omkredsning af planeten ser ud til at passerer meget tæt forbi hinanden eller endda vil være i stand til at formørke eller okkultere hinanden. Sådanne indbyrdes begivenheder mellem de fire måner forekommer hvert 6. år, når synsretningen fra Jorden falder sammen med deres baneplan. Ved hjælp af et lille planetarieprogram kan man bestemme de fire store måners stilling på et givet tidspunkt. Samme program viser også den store røde plets position.
Europa og Ganymede den 2. august ved midnat. De to øvrige måner er Io til højre og Callisto til venstre.
De to yderste planeter, Uranus og Neptun, kan ikke ses med det blotte øje og er derfor vanskelige objekter i sommerperiodens lyse nætter. I august vender nattemørket tilbage, og den første af de to planeter som viser sig, er Neptun. Med en lysstyrke på mag. 7,7 befinder den sig i den østlige del af Vandmanden 5° øst for φ (Phi) Aqr på mag. 4. og direkte under den cirkelformede asterisme, som udgør den vestlige af Fiskene. Neptun kommer i opposition i september og bevæger sig i øjeblikket retrogradt. I løbet af august fører denne bevægelse Neptun ind mellem en lille trekantet figur af tre stjerner på mag. 6.
Fiskene og Vandmanden med markering af de tre stjerner, som Neptun passerer forbi i månedens løb. Kortets synsfelt er 25°.
Detaljeret kort med et synsfelt på 10°. Neptun kan findes med en prismekikkert, og kan genkendes som den ”stjerne”, der ikke er med på kortet indenfor cirklen, og som flytter sig en lille smule til højre fra nat til nat.
Uranus står op omkring midnat i begyndelsen af august. Den befinder sig i et forholdsvist stjernefattigt område mellem Vædderen og Hvalen. Dens daglige bevægelse er minimal, idet den påbegynder den retrograde bevægelse midt på måneden. Med en lysstyrke på mag. 5,8 er Uranus væsentligt nemmere at se end Neptun, når man først har fundet det aktuelle område på himlen.
Uranus’ position mellem Vædderen og Hvalen. Kortets synsfelt er 35°.
Detaljeret kort med et synsfelt på 4°. Uranus har nogenlunde samme lysstyrke som de markerede stjerner og befinder sig i august indenfor den ovale figur.
Månens aktuelle fase: https://svs.gsfc.nasa.gov/4874