Stjernehimlen i september 2022
Året inddeles som bekendt i fire årstider: Vinter, forår, sommer og efterår. Ifølge denne opdeling er september den første efterårsmåned. Astronomisk set begynder efteråret dog først ved efterårsjævndøgn, når Solen står lodret over Jordens Ækvator. I 2022 er det den 23. september kl. 03:04. På det tidspunkt er Solen ikke stået op endnu, idet solopgang denne morgen finder sted kl. 07:05.
Efterårsjævndøgn 2022 kl. 03:04 dansk sommertid. Solen står lodret over Ækvator i nærheden af Papua New Guinea. Som det ses befinder Månen sig vest for Solen. Den er i aftagende og står op kl. 03:27. Ved solopgang står den 28° over horisonten.
Solopgang den 23. september 2022 kl. 07:05. Bemærk at Solen står op nøjagtig mod øst. Bemærk også Venus 8° over Solen.
Da forårsjævndøgn i år faldt den 20. marts kl. 16:33, kan man hurtigt regne ud, at årstiderne ikke er lige lange. Keplers 2. lov siger, at Jorden bevæger sig hurtigst, når den er tættest på Solen, og som banen er i øjeblikket, er afstanden mindst i begyndelsen af januar og størst i begyndelsen af juli. Jorden bruger derfor længere tid om at bevæge sig fra forårsjævndøgn til efterårsjævndøgn end fra efterårsjævndøgn til forårsjævndøgn. På den nordlige halvkugle varer sommerhalvåret af den årsag omkring en uge længere end vinterhalvåret.
I den gamle romerske kalender var september årets syvende måned, og navnet stammer fra latin, septem, som betyder syv. Månedens gamle danske navn er Fiskemåned, hvilket skyldes, at man netop i denne måned fangede meget store mængder af den fede høstsild, som blev saltet og gemt til vinteren. Disse sild var også en særlig fastespise i Sydeuropa, og den store eksport var den økonomiske baggrund for Danmarks stilling som stormagt i 1600-tallet.
I gammel tid blev det sagt, at det var godt at lade sig årelade i Fiskemåneden. Det var også en god måned til at lade sit hår skære og iføre sig nye klæder, men man skulle vogte sig for varme bade. Den 1. september kaldes Skt. Ægidius dag, og hvis der er flot og klart vejr på denne dag, bliver vejret ifølge de gamle vejrvarsler smukt resten af måneden.
Med septembers komme er det tydeligt, at sommeren går på hæld, og at dagene er blevet kortere. Den 1. september er dagen dog fortsat længere end natten, idet Solen denne dag er over horisonten i 13 timer og 48 minutter, men når vi når slutningen af måneden, er det modsat. Den 30. september er Solen kun oppe i 11 timer og 38 minutter, fordi vi da har passeret efterårsjævndøgn.
Nattemørket falder således tidligt på. Vi har dog fortsat sommertid, så Solen går først ned kl. 20:12 den 1. september og kl. 18:57 den 30. september. Herefter skal tusmørket overstås, før stjernerne begynder at vise sig, og et interessant forhold ved aftenhimlen i september er, at den ser næsten ens ud fra den ene aften til den næste. Hvis man går ud tre kvarter efter solnedgang, dvs. når tusmørket nogenlunde er overstået, vil man bemærke, at stjernerne stort set står i samme kompasretning og højde, når de begynder at dukke frem.
Aftenhimlen tre kvarter efter solnedgang henholdsvis 1. september og 30. september.
Under normale omstændigheder står stjernerne omkring 1° længere mod vest og går ned 4 minutter tidligere end aftenen i forvejen. Det er naturligvis ikke stjernerne, som bevæger sig, men årsagen er Jordens kredsløb om Solen. I løbet af ét år tager den en omgang på 360°, svarende til ca. 1° pr. døgn. Her i den første efterårsmåned går Solen ned omkring 2½ minut tidligere hver aften. Den tidligere nedgang udligner således omtrent stjernernes bevægelse mod vest, hvilket forklarer aftenhimlens uforanderlighed fra aften til aften.
Ofte er der mange stjerneklare nætter i september, og stjernehimlen på denne årstid har meget at byde på, og det gælder både for himlen mod nord og for himlen mod syd.
Stjernehimlen mod nord ved midnat midt i september.
Når man vender ansigtet i nordlig retning, fanges blikket først og fremmest af de syv klare stjerner, som danner den karakteristiske figur, der på vore breddegrader går under navnet Karlsvognen. Karlsvognen er imidlertid ikke et ’rigtigt’ stjernebillede, idet den er en del af Store Bjørn. Dette navn antyder, at der også må være en Lille Bjørn, og dette er ganske korrekt, idet Nordstjernen, der som bekendt findes ved at trække en linje gennem de to bagerste stjerner i Karlsvognen, sidder i halespidsen af Lille Bjørn. Lidt vanskeligere er det at finde Dragen, hvis hale begynder midt mellem Store og Lille Bjørn. Herfra vrider uhyret sig i en bue omkring Lille Bjørn og ender med hovedet i nærheden af Herkules. I mytologien blev Herkules Dragens overmand, og på gamle stjernekort er han afbildet med den ene fod på den slagne drages hoved.
En anden klar stjerne i området er Arcturus i Bootes – eller Bjørnevogteren, som stjernebilledet kaldes på dansk. Arcturus findes ved at følge buen på Karlsvognens vognstang. Arcturus går ned inden midnat, og omkring samme tidspunkt kan man så småt begynde at se vinterstjernebilledet Tvillingerne. Den første stjerne, som bliver synlig i Tvillingerne, er Castor, som har en så høj deklination, at den kun befinder sig under nordhorisonten i nogle få timer. Ligeledes bliver vinterstjernebilledet Tyren med hovedstjernen Aldebaran og den åbne stjernehob Plejaderne (Syvstjernen) synlig på østhimlen længe inden midnat. Mod nordøst ses den cirkumpolare Capella i Kusken, medens Cepheus og Cassiopeia fra sagnet om Andromeda står i Zenith.
Stjernehimlen mod syd ved midnat midt i september.
Sommertrekanten står trods navnet stadig højt på himlen mod sydvest, og dens fætter, Pegasusfirkanten, står mod sydøst. Under Pegasus ses tre af de mindre fremtrædende stjernebilleder på Ekliptika: Stenbukken, Vandmanden og Fiskene. Læg mærke til Fomalhaut umiddelbart under Vandmanden. Med en lysstyrke på mag. 1,2 er det den sydligst beliggende stjerne af 1. størrelsesklasse, som kan ses fra Danmark.
Et andet interessant fænomen i september er fuldmånen, den såkaldte Høstmåne. Månen ser dog ikke anderledes ud i september end i andre måneder, og hvis man synes, at fuldmånen den 10. september ser usædvanlig stor og rød ud, når den står op, skyldes det ikke høstmånen. Det skyldes måneillusion, et synsbedrag, som har været kendt siden oldtiden.
Månens optræden på aftenhimlen er imidlertid speciel omkring efterårsjævndøgn. Månen bruger ca. 4 uger til en omkredsning af Jorden, og på grund af dens østgående bevægelse står den gennemsnitlig op 50 minutter senere hver dag. Men gennemsnitlig betyder, at der er store variationer i årets løb. Om efteråret ligger Ekliptika næsten vandret mod horisonten om aftenen. Når det er fuldmåne, står Månen op ved solnedgang, og i dagene efter er opgangstidspunktet kun forskudt nogle få minutter. Man har derfor en klart lysende måne på østhimlen lige efter solnedgang mange aftener i træk. Før i tiden faldt høsten væsentligt senere end i dag, og da bonden kun havde sit segl eller sin le, kunne han knap nok nå at blive færdig, før det tidlige efterårsmørke faldt på. Høstmånen lyste derfor meget bekvemt den ene aften efter den anden og tillod at fortsætte arbejdet lang tid efter solnedgang. I dag tager det kun få timer at få høsten i hus, men Månen fortsætter uanfægtet sin vante gang og minder om svundne tider.
Høstarbejde for nogle få hundrede år siden, for 75 år siden og i dag.
Som det fremgik af billedet af solopgangen den 23. september (efterårsjævndøgn), befinder Venus sig på morgenhimlen. Det er ved at være sidste mulighed for at se Venus som morgenstjerne i denne omgang. Solsystemets klareste planet nærmer sig øvre konjunktion, og vinkelafstanden til Solen bliver hurtigt mindre. Den 1. september står Venus op 1½ time før Solen. Afstanden mellem Solen og Venus denne morgen er knap 14°, og den primære grund til, at planeten er synlig i morgengryet er, at dens lysstyrke hele måneden ligger på mag. ÷3,9. Den 23. er afstanden svundet til 8°, og på månedens sidste morgen er den 6° med opgang 40 minutter før Solen. Venus er også synlig af en anden grund nemlig Ekliptikas hældning mod horisonten i morgentimerne om efteråret. I modsætning til om aftenen (jvf. høstmånen) står Ekliptika nemlig meget stejlere mod horisonten, hvilket betyder, at en planet når at komme langt højere op på himlen før solopgang.
Ekliptikas hældning ved solopgang den 1. september. Stjernen umiddelbart under Venus er Regulus i Løven. Regulus kan ikke ses så tæt på solopgang.
Saturn var i opposition midt i august. I september står ringplaneten op før solnedgang og vil allerede være nået et godt stykke op på himlen mod sydøst, når mørket falder på. Saturn bevæger sig retrogradt i den venstre (østlige) del af Stenbukken og har en lysstyrke på mag. 0,3. Det betyder, at den er nem at finde, for Stenbukken består overvejende af svage stjerner – den klareste er δ Cap, som med en lysstyrke på mag. 2,9 udgør det venstre hjørne af stjernebilledet. Midt på måneden kulminerer Saturn – dvs. står højest på himlen mod syd – omkring kl. 23 i en højde på 18° over horisonten. Sidst på måneden finder kulminationen sted én time tidligere.
Gennem et teleskop gør Saturns sig bedst, når den står højest på himlen, og med en forstørrelse på blot 40×-50× kan man se det karakteristiske ringsystem, som omkranser selve planeten. Ringene spænder over 42”, hvilket mere end fordobler størrelsen på planeten, hvis skive spænder over 18”. I september har ringene en hældning på 14°-15° i forhold til synsretningen fra Jorden. Denne vinkel er aftagende og under næste opposition i 2023 vil hældningen kun være 9°. I 2024 vil ringene være endnu smallere, og i 2025 ses de lige fra kanten. Denne variation skyldes, at Saturns baneplan om Solen hælder 2,5° i forhold til Ekliptika (Jordens baneplan om Solen).
Billederne af Saturn optaget med Hubble Space Telescope viser, hvordan Saturn ser ud fra Jorden i løbet af Saturns 29½ års kredsløb omkring Solen.
Titan, Saturns største måne, har en størrelsesklasse på mag. 8,5. Det gør den til et let mål for selv små teleskoper. Titan bruger 16 døgn til en tur om Saturn, så den når at tage to omgange i løbet af en måned. En lille håndfuld måner kredser tættere på Saturn end Titan. De er alle mindre og med lysstyrker på omkring mag. 10. For at se dem, kræves et lidt større teleskop, og en god hjælp er et lille planetarieprogram, som viser deres aktuelle position.
Neptun befinder sig i Vandmanden og er i opposition den 16. september, hvor den er ”synlig” hele natten. Synlig står i anførselstegn, fordi Neptun med en lysstyrke på mag. 7,7 ikke kan ses uden optiske hjælpemidler. Den kan dog udmærket ses med en god prismekikkert, og skal opsøges syd for den karakteristiske sekskantede figur, som udgør den vestlige del af Fiskene. Denne figur ligger lige under Pegasusfirkanten. De seks stjerner er forholdsvis svage. Den klareste er γ Psc på mag 3,7.
Neptuns retrograde bevægelse i september. Synsfeltet er 30°. λ Aqr er mag. 3,8 og φ Aqr er mag. 4,2.
Vent med at rette kikkerten mod Neptun indtil så sent på aftenen, at området er nået et godt stykke op på himlen. Se efter fire stjerner, som danner en zigzaglinje. Neptun ligger til venstre for den svageste, og bemærk også at de fire stjerner stiger ganske lidt i lystyrke, jo længere mod vest de ligger.
Bredden af kortet er 6° – ca. svarende til synsfeltet i en prismekikkert.
Jupiter er opposition den 26. Den 1. september står den store gasplanet op nogle minutter før kl. 21, og i slutningen af måneden kort tid før solnedgang. Hele måneden ligger lysstyrken på mag. ÷2,9. Jupiter er dermed det klareste objekt på nattehimlen, når der ses bort fra Månen.
Jupiters tilsyneladende diameter er 50″ i nætterne omkring oppositionen. Det er så stort, at man kan se dens skive i en prismekikkert med 7×-8× forstørrelse, og gennem et teleskop kan man se detaljer i den turbulente og dynamiske atmosfære. Især fremstår de to mørke bælter på hver side af planetens ækvator meget tydelige, ligesom Den Store Røde Plet er umiskendelig, når den befinder sig på den side, som vender ned mod Jorden, og det vil den uvægerligt gøre på et tidspunkt i løbet af natten, for Jupiter roterer så hurtigt om sin akse, at en omdrejning kun tager 10 timer.
Knap så hurtigt går det, når de fire store galilæiske måner kredser omkring planeten. Den inderste måne, Io, bruger 1,8 døgn, medens Europa bruger 3,6 døgn, hvilket er nøjagtig det dobbelte af Io. Ganymede bruger 7,2 døgn, dvs. det dobbelte af Europa og fire gang så lang tid som Io. Den yderste af de fire store måner, Callisto, afviger fra denne resonans, idet dens omløbsperiode er 16,7 døgn. Alligevel går det – især for de to inderste måner – så hurtigt, at man kan se, hvordan deres indbyrdes position skifter i løbet af kort tid.
Månerne kan uden problem ses med stort set ethvert teleskop, medens det kræver et større teleskop for at kunne se månernes skygge ramme Jupiters øverste atmosfære. Tiden omkring oppositionen er særlig interessant, for under selve oppositionen indtræffer transitter af månerne og deres skygger næsten på samme tid. Før oppositionen kommer skyggen først, mens den efter oppositionen kommer bagefter. De fire måner ligger typisk på en linje, men hældningen af dens baneplan bevirker, at Callisto, den yderste af månerne, som oftest passerer over eller under Jupiter. Alle tidspunkterne for sådanne begivenheder – inklusive synligheden af Den Store Røde Plet – kan findes med et lille planetarieprogram.
Jupiter med sine fire største måner. Den Store Røde Plet er ikke synlig på dette billede.
Uranus opholder sig i Vædderen hele måneden, og med en lysstyrke på mag. 5,7 ligger den lige netop indenfor de himmellegemer, som er synlige for det blotte øje, idet denne grænse er mag. 6. Det er dog kun af teoretisk værdi, for der er sjældent så mørkt og så klar himmel, at den kan ses uden optiske hjælpemidler fra danske breddegrader. Uranus kommer i opposition i november, og den står så sent op, at den ses bedst efter midnat. Det er lidt af en udfordring at finde Uranus, for den ligger i et temmelig stjernefattigt område mellem Vædderen og Hvalfisken. Kortet herunder viser området med angivelse af de klareste stjerner. Positionen af Uranus er angivet som midt på måneden.
Deltas (δ) lystyrke er mag. 4,3. Zeta (ζ) har mag. 4,9. Epsilon (ε) har mag. 4,6. My (μ) i Hvalfisken har mag. 4,3.
Mars bevæger sig gennem Tyren i løbet af september. Den begynder måneden med en lysstyrke på mag. ÷0,2 og ender på mag. ÷0,6. Tyren ser derfor noget anderledes ud end normalt, idet dens klareste stjerne, Aldebaran, er af 1. størrelsesklasse. Aldebaran er en rød kæmpe, hvis røde farve er meget tydelig, men på grund af lysstyrkeforskellen er det ikke svært at afgøre, hvilken der er Mars, og hvilken der er Aldebaran, og især Mars’ østgående bevægelse afslører planeten. Mars passerer nord for Hyaderne og Aldebaran i begyndelsen af måneden, hvorefter den fortsætter mellem Tyrens to horn.
Mars i september 2022.
Eftersom Mars står op kort tid før kl. 23 først på måneden og omkring kl. 21:30 sidst på måneden, er det bedste tidspunkt for at se Mars gennem et teleskop sent på natten, hvor den er kommet højt på himlen mod syd. Sædvanligvis siger man, at det ikke er muligt at se detaljer på Mars’ overflade, så længe den er under 10” i udstrækning. Denne grænse nås her i september, hvor den vokser fra 9,8” til 11,9”. For i det hele taget at kunne se noget, kræver det dog et godt teleskop med en høj forstørrelse samt gode atmosfæriske forhold. Hvis disse forudsætninger er til stede, giver det muligheder for at få øje på Mars´ polarkalot og enkelte mørke områder på planetens overflade.
Månens fase lige nu kan ses på denne side fra NASA: https://svs.gsfc.nasa.gov/4955