Stjernehimlen i maj 2023
På danske breddegrader begynder de lyse nætter i maj, hvilket får betydning for, hvor mange stjerner man kan se. Under helt optimale forhold kan man med normalt syn se stjerner ned til omkring 6. størrelsesklasse, men på sommerens lyse nattehimmel falder lyset fra de svageste sammen med himmelbaggrunden.
Stjernerne inddeles i størrelsesklasser, efter hvor lysstærke de er, og det er faktisk et meget gammelt system, idet det var den græske astronom Hipparch (190-125 f. Kr.), som kaldte de stjerner, han først fik øje på efter solnedgang, for stjerner af 1. størrelse. Efterhånden som det bliver mørkere, dukker stjerner af 2. størrelse frem, derefter 3. størrelse osv. De allersvageste, som Hipparch kunne se med det blotte øje under en helt mørk himmel, angav han som 6. størrelse.
Med nogle få ændringer benyttes dette system fortsat. Hipparch kunne af naturlige årsager kun bestemme lysstyrken med det blotte øje, så i 1856 blev et nyt størrelsesklassesystem foreslået af den engelske astronom Norman Pogson. På dette tidspunkt var astronomerne nemlig blevet i stand til at måle lysstyrken præcist med instrumenter, og de fandt ud af, at det menneskelige øje opfatter forskelle i lysstyrke efter en logaritmisk skala.
Efter den nye skala falder nogle ganske få af de aller klareste stjerner udenfor kategori og bliver kaldt størrelse 0 eller får endda negative værdier. F.eks. har Sirius en størrelses-klasse på ÷1,5. Vega er skalaens nulpunkt, idet dens størrelsesklasse er 0,03.
Astronomerne bruger betegnelsen magnitude, hvilket oftest forkortes til mag. eller blot til m. Som det fremgår, anvendes der decimaltal for at angive den helt præcise lysstyrke.
Lille Bjørn er altid på himlen fra danske breddegrader, og ligesom Karlsvognen udgøres dens kontur af syv stjerner, hvor den mest kendte er Nordstjernen i halespidsen. Disse syv stjerner er et glimrende eksempel på størrelsesklasseskalaen. Nordstjernen α UMI og Kochab β UMI, har begge en lysstyrke på mag. 2. Pherkad γ UMI har mag 3, og herefter kommer δ, ε og ζ som alle har en mag. på 4. Den svageste af Lille Bjørns syv stjerner er η med en mag. på 5. Sidstnævnte er meget svær at se i de lyse nætter.
Lille Bjørn med Nordstjernen i halespidsen findes som bekendt ved hjælp af de to bagerste stjerner i Karlsvognens ’vognkasse’. Tallene ud for de enkelte stjerner angiver lysstyrken.
Kalenderen angiver normalt, at de lyse nætter begynder den 5. maj og varer indtil den 8. august, men denne angivelse gælder kun for København samt for de områder af landet, som ligger på samme breddegrad som København. Selv i et lille land som Danmark er der nemlig ret stor forskel på, hvilken dato det præcist drejer sig om, og desuden er datoen ikke den samme hvert år. I Gedser varer de lyser nætter fra ca. 9. maj til 3. august, medens
de i Skagen varer mellem ca. 28. april og 14. august – altså mere end 3 ugers forskel fra de geografiske yderpunkter.
De lyse nætter indtræffer efter definition, når Solens centrum ved midnat er mindre end 18° under horisonten. Efter solnedgang er der som bekendt en vis overgang, inden der bliver mørkt. Årsagen er, at Solens lys efter solnedgang fortsat rammer den øverste del af Jordens atmosfære, hvorfra det bliver reflekteret, og jo længere Solen er under horisonten, jo højere oppe i atmosfæren sker refleksionen fra. Atmosfæren bliver tyndere med højden, og dermed bliver refleksionen også svagere. Til sidst kommer Solen så langt ned under horisonten, at den ikke længere kan belyse atmosfæren over et givet sted.
Borgerligt tusmørke forekommer, når Solens centrum er mellem 0° og 6° under horisonten. Under nautisk tusmørke er Solens centrum mellem 6° og 12° under horisonten, og under astronomisk tusmørke er den mellem 12° og 18° grader under horisonten. Det er først, når Solens centrum er mere end 18° under horisonten, at nattemørket pr. definition begynder.
Rent matematisk kan tidspunktet for de lyse nætters begyndelse fastsættes helt præcis. For at beregne, hvor langt Solen kommer under horisonten ved midnat for et bestemt sted, skal man benytte ligningen 90°−φ−δ, hvor φ er stedets breddegrad, og δ er Solens deklination. Med afrundede værdier ligger Fyn på 55°30’ N, så først i det øjeblik hvor Solen opnår en deklination på 16°30’, starter de lyse nætter her (90° – 55½° – 16½° = 18°). I 2023 passerer Solen denne deklination i formiddagstimerne den 6. maj, så astronomisk og matematisk har vi den første lyse nat på Fyn natten mellem den 6. og 7. maj, men i praksis er der naturligvis en vis overgangsperiode, hvor nætterne gradvist bliver lysere og lysere, indtil de kulminerer ved midsommer.
Danmarks sydligste punkt er Gedser Odde på Falsters sydspids, som ligger på 54°33’35” N. Det nordligste punkt angives normalt som Grenen på 57°45’07”N. Det nordligste punkt ligger imidlertid på Nordstrand ca. 3 km vestnordvest for Grenen og ca. 660 meter nordligere end Grenen. Det nøjagtige punkt skifter til stadighed beliggenhed på grund af vind og strøm. Det er disse 3°, som bevirker de forskellige tidspunkter for begyndelsen og afslutningen på de lyse nætter. Såfremt vi tager længer sydpå end Paris, eksisterer fænomenet slet ikke. Her er der altid mørkt om natten hele året rundt. Modsat er der som bekendt midnatssol i Nordskandinavien.
Diagrammerne viser dag og nat med tusmørkets tre overgangsfaser henholdsvis 1. og 31. maj 2023.
De lyse nætter har naturligvis betydning for, hvor mange stjerner man kan se. Jvf. indledningen med Lille Bjørn som eksempel på stjernestørrelsesklasser. I år er der fuldmåne den 5. maj kl. 19:37, så Månen er på himlen det meste af natten omkring det tidspunkt, hvor de lyse nætter begynder. Den vil derfor have en vis indflydelse på, hvor mørk nattehimlen er, og i takt med at dens fase aftager, bliver varigheden af tusmørket gradvist forlænget. Månen står dog forholdsvist lavt på himlen, og ved nymåne 14 dage senere, vil de fleste anse det for mørkt omkring midnat. Bemærk at vi har sommertid, så midnat er i denne forbindelse astronomisk midnat, som falder én time senere end borgerlig midnat.
Stjernehimlen 20. maj 2023 kl. 01.15. Den meget klare stjerne i Tvillingerne er Venus, som er på vej ned under horisonten. (Mere om Venus senere).
Let genkendelig mod nord er Cassiopeias W mod NNØ. Cassiopeia er ligesom de øvrige stjernebilleder omkring himlens nordpol cirkumpolar og er derfor altid over horisonten her i Danmark. Det samme er tilfældet for den øverste del af Kusken, hvor stjernen Capella står som den klareste stjerne på nordhimlen gennem det meste af sommeren. Det er noget vanskeligere at se de væsentligt svagere stjerner i Perseus, som står direkte mod nord på dette tidspunkt af natten. Også Andromedas stjerner lader sig vanskeligt finde, fordi de står meget lavt over horisonten mod NØ. I løbet af natten kommer de højere på himlen. Mod nordvest er det fortsat muligt at se de to klare stjerner Castor og Pollux i Tvillingerne. Dette stjernebillede er det nordligst beliggende på Ekliptika, og faktisk har Castor en så høj nordlig deklination, at den kun er under horisonten i knap 4 timer.
Den eneste stjerne, som ikke flytter sig i hverken nattens eller årets løb, er Polaris (Nordstjernen). Ligesom Galilei hviskede Eppur si muove (den [Jorden] bevæger sig alligevel), da han afsværgede sit kætterske verdensbillede foran inkvisitionen i Rom, kan man sige det samme om Polaris. Den befinder sig nemlig ikke præcist over Jordens omdrejningsakse men knap 40’ derfra. Den foretager derfor en meget lille cirkelbevægelse omkring himlens nordpol i løbet af ét døgn. I løbet af de kommende år bliver afstanden imidlertid mindre, og den vil være mindst i år 2100, hvor afstanden kommer ned på 27’.
Mod syd er vinterstjernebillederne forsvundet fra nattehimlen. Forårsstjernebilledet Løven er på vej under horisonten mod vest, og Ekliptikas største stjernebillede, Jomfruen, står lavt i sydvestlig retning. Øst for Jomfruen ses Vægten, som kun har få klare stjerner, og herefter følger Skorpionen, som ikke ses i sin helhed fra vore breddegrader. For at se den markante bue af stjerner, som udgør Skorpionens hale, skal man til Middelhavs-området eller endnu sydligere. Her fra Danmark må vi nøjes med Skorpionens klareste stjerne, den røde kæmpe Antares.
Det er også på denne årstid, Ekliptikas 13. stjernebillede er synlig. Ophiuchus befinder sig mellem Skorpionen og Skytten. Det er stort og vanskeligt stjernebillede at overskue. Stjernerne er forholdsvis svage og danner ikke et særlig markant mønster. Den klareste stjerne α Ophiuchus, også kaldet Rasalhague, har en lysstyrke på mag. 2,1. Det er samtidig stjernebilledets nordligst beliggende stjerne. Kun 6° skiller den fra den klareste stjerne i Herkules. På grund af beliggenheden i nærheden af Mælkevejens centrum i Skytten er en stor del af de kugleformede hobe koncentreret i dette område. Omtrent halvdelen af Mælkevejens over 200 kugleformede hobe findes i Skorpionen, Skytten og Ophiuchus.
Mod øst kan Sommertrekanten ses i sin helhed. De to øverste stjerner i trekanten, Vega i Lyren og Deneb i Svanen, kan altid ses, idet de er cirkumpolare. Sommertrekantens spids, Altair i Ørnen, befinder sig derimod så langt fra himlens nordpol, at den kun kan ses en del af året.
Venus er det mest iøjnefaldende himmellegeme på den vestlige himmel efter solnedgang i denne måned, idet lysstyrken stiger fra mag. ÷4,1 til mag. ÷ 4,3. På trods af, at man næsten altid hører, at Venus aldrig kan ses midt på natten, finder nedgangen hele måneden sted lang til efter midnat, idet den klare planet først går ned omkring kl. 01:15.
Maj indledes med Venus midt mellem Tyrens horn, men med den hurtige østgående bevægelse varer det kun en uge, før grænsen til Tvillingerne overskrides.
Venus i maj 2023. Den blå linje er Ekliptika.
Den sene nedgang skyldes delvist, at vi har sommertid og delvist, at Venus i øjeblikket ligger et pænt stykke over Ekliptika. Den høje deklination bevirker, at nedgangen finder sted væsentligt senere, end såfremt den havde befundet sig lige på Ekliptika. Den højeste position over Ekliptika finder sted den 9. maj, hvor Venus har en deklination på +26° 5’.
Set gennem et teleskop er Venus i begyndelsen af måneden 63% belyst og har en udstræk-ning på 18”. Ved udgangen af måneden er belysningsgraden svundet til 52%, medens det halvmåneformede udseende er vokset til 23”.
Venus’ udseende den 1. og 31. maj 2023.
Mars står syd for de to tvillinger Castor og Pollux i begyndelsen af maj. Den røde planets lysstyrke er faldet til mag. 1,4 og til sammenligning er Castor og Pollux på henholdsvis mag. 1,9 og mag. 1,2. I løbet af maj bevæger Mars sig ind i Krebsen, hvor den ender måneden godt 1° fra den åbne stjernehob M 44, også kendt som Præcepe, Bistadet eller Krybben. Under en mørk himmel kan M 44 skelnes som en tåget plet på mag. 4, men i de lyse nætter i slutningen af maj er det som minimum nødvendigt med en prismekikkert for at skelne den svage glød fra de omkring 1000 stjerner i hoben. Afstanden mellem Jorden og Mars overstiger 2 astronomiske enheder i maj, hvilket betyder, at den lille planet kun kan ses som en lille skive på 5” gennem et teleskop.
Mars i maj 2023.
Jupiter og Saturn begynder så småt at kunne ses på morgenhimlen. Saturn befinder sig i Vandmanden, og er den første til at vise sig. I begyndelsen af maj står den op knap 1½ time før Solen og i slutningen af måneden 2½ time før. Efterhånden som måneden går, når Saturn således at komme højere op på himlen inden solopgang, men med en lysstyrke på mag. 0,8 gør den sig ikke specielt bemærket, fordi der ikke er mørkt på grund af de lyse nætter. Saturn er dog det klareste objekt i Vandmanden, hvis klareste stjerner er a og b på mag 2,9. Jupiter befinder sig i Vædderen og står op en times tid før solopgang i slutningen af maj. Den befinder sig derfor meget lavt på himlen, som tilmed slet ikke er mørk, men til gengæld er den store planets lysstyrke mag. ÷2,1. Selv om Jordens atmosfære svækker dens lys en del så tæt på horisonten, vil den alligevel fremstå klarere end Saturn.
Jupiter og Saturn 31. maj 2023 tre kvarter før solopgang. Jupiter står i en højde på 4° mod ØNØ og Saturn i en hjde på 13° mod SØ.
Der er en lille chance for at se Jupiter allerede den 17. maj. Denne morgen står planeten op 40 minutter før Solen, hvilket er for tæt på solopgang til, at den kan ses på morgenhimlen. Imidlertid kan den med lidt held ses senere på dagen, idet Månen passerer meget tæt forbi. Fra Fyn bliver der ikke tale om en okkulation, men en meget tæt passage under Månens sydpol. Blot et par grader længere mod nord forsvinder Jupiter kortvarigt bag Månen. Det er nødvendigt med en helt klar himmel og en prismekikkert. Månen står lige mod syd kl. 11:30 i en højde af 44° over horisonten. På dette tidspunkt står Jupiter et par grader længere mod øst. Fire timer senere er de to himmellegemer tættest på hinanden. Solen står yderligere 26° længere mod øst, så pas på ikke at rette kikkerten den vej.
”Okkultationen” af Jupiter den 17. maj set fra Odense kl. 16:00.
Eta Aquariderne er en af årets mindre meteorsværme, og fra danske breddegrader er den ikke særlig kendt, fordi den optræder på samme tidspunkt, som de lyse nætter begynder, og fordi radianten – som navnet antyder – ligger i Vandmanden, som på denne årstid ikke når at komme særlig højt op på himlen inden daggry.
Årsagen til at Eta Aquariderne i det hele taget fortjener omtale er, at sværmen stammer fra Halleys komet, hvis bane krydser Jordens to gange i løbet af året, nemlig i begyndelsen af maj og i slutningen af oktober. Meteorerne i maj er som nævnt Eta Aquariderne, medens oktobermeteorerne er Orioniderne, som er langt mere kendte i Danmark, fordi forholdene for at iagttage dem er væsentligt bedre.
Eta Aquaridernes er aktive fra midten af april til slutningen af maj – dog med meget få meteorer i yderpunkterne. Maksimum i 2023 forventes at falde natten mellem den 5. og 6. maj, hvor radianten stiger op over horisonten omkring kl. 03. Det er derfor begrænset, hvor længe det er muligt at observere, inden det bliver for lyst. Samtidig er det tæt på fuldmåne. Månen står ganske vist mod sydvest, men den vil alligevel oplyse atmosfæren og genere i det korte tidsrum indtil daggry. Medens Orioniderne ses bedst fra den nordlige halvkugle, ses Eta Aquariderne bedst fra den sydlige. Her kan ZHR komme op på 50, medens der under de mest gunstige forhold kun kan forventes en ZHR på omkring 10 fra vore breddegrader. Det reelle antal iagttagne meteorer er som altid mindre, og i år må der som nævnt forventes et endnu mindre antal.
Eta Aquaridernes radiant kort tid før daggry. Radiantel ligger umiddelbart under de karakteristiske fire stjerner, som danner asterismen Vandkrukken.
Som det fremgår af omtalen af Eta Aquariderne, er meteorsværme og kometer to sider af samme sag. Meteorsværme afviger fra de sporadiske meteorer på ét afgørende punkt: Det er muligt at forudsige, hvornår de optræder, optræder, og hvorfra de kommer. Meteor-sværme forekommer, når Jorden passerer gennem en strøm af partikler, som bevæger sig sammen i en fælles bane om Solen. Disse partikler deler bane med kendte eller ukendte periodiske kometer, hvis perihelion ligger indenfor Jordens bane, og hvis bane samtidig skærer Jordens bane.
En komet udkaster ikke støv jævnt langs hele banen. Den befinder sig det meste af tiden i det ydre Solsystems dybfrosne domæne og kommer kun i nærheden af Solen i ganske få måneder i løbet af sin lange omløbsperiode. En komet indeholder frossen vand, kuldioxid, kulmonoxid samt andre flygtige stoffer blandet med faste partikler. Når kometen kommer i nærheden af Solen, bliver dens overflade opvarmet, og det frosne vand og gasserne sublimerer – dvs. går direkte fra is til gasform. Herved bliver støv og andre indefrosne partikler frigivet.
Dette sker dog ikke jævnt, for en komet er kendt for at danne jets i form af gejsere, der udkaster store skyer af gas og støv. Resultatet bliver, at der skabes klumper af gas, støv og større partikler, som bliver presset bagud af solvinden og følger kometen som en lang hale. Hvis der er tale om en gammel komet, der har passeret Jorden hundredvis af gange, er støvet efterhånden blevet fordelt langs hele banen, og da denne ligger fast i rummet (når der ses bort fra perturbationer fra planeterne), vil Jorden passere støvsporet på samme tidspunkt hvert år. Ved et møde mellem Jorden og en sådan støv- og partikelansamling sker der en mærkbar forøgelse af antal meteorer, og da de alle kommer fra samme retning, ser det ud, som om de udstråler fra samme punkt på himlen. Det er dette punkt, som kaldes radianten.
Kometbaner og meteorsværme.
Ophavskometen behøver således ikke nødvendigvis at være i nærheden af Jorden. Halleys komet var senest i perihel i 1986, og den vender ikke tilbage før i 2061.
Dette link viser Månens aktuelle udseende: https://svs.gsfc.nasa.gov/5048