Stjernehimlen i november 2023

Urene er stillet om fra sommertid til normaltid, og Solen står igen mod syd ved middagstid, medens den i sommertidsperioden først kulminerer omkring kl. 13. Dette skal dog tages med en vis forbehold, for Solen kulminerer ikke på samme tidspunkt overalt i Danmark. Når Solen står højest på himlen mod syd kaldes det sand middag eller sand lokaltid, og det er det tidspunkt man aflæser, såfremt man benytter et solur, men da Solen som nævnt ikke kulminerer på samme tidspunkt overalt i Danmark, bliver det jo noget roderi, såfremt der bruges lokaltid. Danmark strækker sig fra 15°11’55” Ø ved Østerskær ved Christiansø til 08°04’22” Ø ved Blåvands Huk, dvs. en udstrækning i øst-vestlig retning på 7°07’33”. Jorden roterer om sin akse i løbet af 24 timer, og da en hel rotation er 360°, svarer det til 15° pr. time eller 1° på 4 minutter. Det vil med andre ord sige, at sand middag er 28 minutter og 30 sekunder senere ved Blåvands Huk end på Christiansø.

I Danmark er tidszonen derfor fastlagt efter 15. østlige længdegrad, som passerer gennem Bornholm, og derudover bruger vi en middelsoltid. Jordens bane om Solen er ikke cirkulær men derimod elliptisk, og den bevæger sig ikke med en konstant hastighed i sin bane. Keplers 2. lov siger, at en planet bevæger sig langsomst, når den er længst fra Solen, og hurtigst når afstanden er mindst.

Soluret eller sand soltid kommer således ud af trit med den officielle tid i årets løb. I begyndelsen af november er det 16-17 minutter foran og midt i februar 14-15 minutter bagefter. Midt i april og midt i juni samt omkring 1. september ville det passe i nogle få dage, såfremt vi ikke havde sommertid. Kun i juledagene er det i overensstemmelse med den korrekte tid – og alt dette gælder tilmed kun for Bornholm. På Fyn går soluret altid for langsomt. Det passer bedst i begyndelsen af november, og i Odense er det i 2023 mest nøjagtig den 3. november, hvor det kun er 2 minutter og 4 sekunder bagefter. Midt i februar er det 33 minutter bagefter, så mon ikke alle er tilfredse med den mere praktiske middelsoltid.

Kurven viser, hvor meget soluret er foran – henholdsvis bagefter – middelsoltiden i årets løb.

Trods omstillingen fra sommertid til det, som ofte fejlagtigt bliver kaldt vintertid, kan man efter mørkets frembrud – som indtræffer tidligt i november – fortsat se mange af sommerens stjernebilleder, og efter midnat er vinterstjernebillederne stået op.

Sommertrekanten bestående af Vega, Altair og Deneb står højt på aftenhimlen mod vest. Af de tre stjerner er Deneb den svageste. Med en størrelsesklasse på mag. 1,3 syner den langt mindre end de væsentligt klarere Altair og Vega.

Det er dog kun tilsyneladende, for Deneb er i virkeligheden en af de mest lysende i hele Mælkevejen. Mens Altair og Vega har en afstand på henholdsvis 17 og 25 lysår, er der omkring 2500 lysår til Deneb. (Afstanden er lidt usikker med 2500 lysår som bedste bud). Deneb er en blåhvid supergigant, der lyser mere end 50000 gange så meget som Solen. Såfremt den befandt sig i samme afstand som Altair, ville den være et blændende lyspunkt på mag. ÷8½, og ville være synlig i dagtimerne og i stand til at kaste skygge om natten.

Den store afstand til Deneb er dog kun en fordel for os her på Jorden. Som alle andre supergiganter er Deneb bestemt til et pludseligt og voldsomt endeligt som en type II supernova. Eksplosionen kan muligvis forekomme inden for de næste par millioner år, hvilket kun er et øjeblik på kosmisk skala. I Altairs afstand ville en sådan supernova være næsten 1000 gange mere lysstærk end fuldmånen og ville være katastrofal for livet på Jorden. Den voldsomme gammastråling ville nedbryde atmosfærens beskyttende ozonlag. Ozonlaget beskytter Jorden mod farlig stråling fra Solen og mod kosmisk stråling, så vi er heldige, at Deneb befinder sig i en sikker afstand.

Deneb kendes også under betegnelsen α Cygni, da det er den klareste stjerne i Svanen. Den næstklareste er Albireo, β Cygni, der betragtes som en af himlens smukkeste dobbeltstjerner. Dens gule og blå nuancer er bemærkelsesværdige, fordi kontrasten er så tydelig. Albireo er især populær hos ejere af mindre teleskoper. Den er let at opløse med forstørrelser så lave som 20× – 30×, og farverne fremstår også tydeligere, når den ses med små teleskoper end med større instrumenter, fordi sidstnævnte samler så meget lys, at stjernerne overstråler hinanden. Adskillelsen mellem de to komponenter på mag. 3,1 og mag. 5,1 er 34”.

Albireo, β Cygni.

Jupiter er i opposition natten mellem den 2. og 3. november. Det nøjagtige tidspunkt er den 3. november kl. 05:55, hvor planeten står næsten direkte mod vest i en højde på 12½° over horisonten. En planet i opposition står i modsatte retning af Solen, og står således op ved solnedgang og går ned ved solopgang. Den 2. november er der solnedgang kl. 16:39, men der går en halvtimes tid, før Jupiter trods sin store lysstyrke på mag. ÷2,9 begynder at blive synlig i det tiltagende tusmørke, og før den er kommet tilstrækkelig højt op på himlen til, at dens lys ikke forsvinder i disen langs horisonten. Jupiter står højest på himlen ved midnat eller mere præcis den 3. november kl. 00:05, hvor højden over horisonten er 48°. Solopgang den 3. november er kl. 07:27. Jupiter går ned kl. 07:30, men ligesom det er tilfældet ved solnedgang aftenen i forvejen, kan den kun ses i det tiltagende daggry indtil en halvtimes tid før solopgang.

Under oppositionen er afstanden mellem Jorden og Jupiter 595 millioner kilometer. Det svarer til 4× afstanden mellem Jorden og Solen, og eftersom Jorden ligger mellem Solen og Jupiter i en afstand fra Solen på 149 millioner kilometer, befinder Jupiter sig på samme tidspunkt 744 millioner kilometer fra Solen. Når Jupiter er i konjunktion, dvs. på den modsatte side af Solen, er afstanden mellem Jorden og Jupiter næsten 900 millioner kilometer.

Afstanden mellem Jorden og Jupiter under oppositionen og under konjunktionen. Bemærk at Solens og planeternes indbyrdes størrelsesforhold ikke er korrekt.

Det er denne varierende afstand, som Ole Rømer brugte til at bestemme lysets hastighed. Efter Galileis opdagelse af Jupiters måner begyndte astronomerne nøje at observere månerne for at finde deres omløbstid omkring Jupiter. Herved opdagede de, at månerne jævnligt forsvandt ud af syne, når de enten bevægede sig ind i Jupiters skygge eller når de forsvandt bag dens skive. Astronomerne førte nøje tabeller over de præcise tidspunkter for disse formørkelser og okultationer, og især formørkelserne af den hurtigste og inderste måne, Io, blev hyppigt observeret, fordi den kun bruger godt 1½ døgn til omkredsning af Jupiter.

I 1672 begyndte den danske astronom Ole Rømer lignende observationer, medens han var assistent for den italiensk/franske astronom Giovanni Cassini ved observatoriet i Paris. Ole Rømer formodede, at uforklarlige variationer i tidspunktet for formørkelserne måtte skyldes, at lyset udbreder sig med en vis hastighed. Formørkelsen skete tidligere end forventet, når Jorden var tættest på Jupiter, fordi lyset fra Io da skulle bevæge sig en mindre afstand, end når Jorden var længere væk.

Når Io bevægede sig ind i Jupiters skygge, noterede Ole Rømer tidspunktet. Under en senere observation var Jorden og Jupiter tættere på hinanden, og formørkelsen synes derfor at ske tidligere end forventet, fordi lyset ikke skal bruge så lang tid på at nå Jorden.

Forklaringen er, at lysets hastighed er endelig – og ikke uendelig, som man troede, og Rømers observationer viste, at det faktisk forholdt sig sådan. I et dokument, som blev offentliggjort i slutningen af 1676, tilskrev han variationerne i Io’s formørkelser som forårsaget af lysets hastighed. Rømer beregnede ikke selv den faktiske hastighed, men i 1678 benyttede Huygens Rømers observationer og fik en hastighed på 230000 kilometer i sekundet. Den præcise moderne værdi er 299792,458 kilometer i sekundet i vakuum.

Jupiter er 11 gange så stor i diameter som Jorden, og det ses tydeligt, at det er Solsystemets største planet, når man retter et teleskop mod den. I november har den en udstrækning på 49”, hvilket gør det nemt at se især de to mørke ækvatoriale bælter gennem selv et forholdsvis beskedent teleskop. Ofte betyder turbulens i Jordens atmosfære, at billedet ikke står helt skarpt, så det er mere vanskeligt at skelne de mange øvrige skybælter på hver side af planetens ækvator. Med lidt tålmodighed vil der ved længere tids observation af og til opstå øjeblikke, hvor turbulensen ikke er så udpræget, så i disse øjeblikke står Jupiters skive langt mere knivskarpt.

Manglen af fine detaljer i Jupiters skysystemer bliver opvejet af synet af de fire store måner, som kredser omkring gasplaneten sammen med alle de andre, som er for små til at kunne ses med et almindeligt teleskop. Under gode forhold kan de fire måner ses med selv en prismekikkert, og deres hurtige bevægelse betyder, at deres indbyrdes positioner skifter i løbet af blot en times tid. Den inderste bruger kun 1,8 døgn til en omkredsning, medens den yderste bruger 17 døgn. Nogle gange kan man se alle fire måner på en gang, andre gange er en eller flere af dem enten skjult bag planeten eller passerer foran den. Når en måne passerer ind foran Jupiter kaldes det en transit, og under en sådan passage kan det være vanskelig at månen se pga. den lille kontrast mellem den og Jupiter.

Udover månerne selv kan man også af og til se deres skygge på planetens skytoppe. En tabel over hvornår sådanne begivenheder finder sted kan udarbejdes på forhånd og kan ses på dette link. Her kan man se, at skyggen inden oppositionen bliver synlig inden månen passerer ind foran Jupiter, og efter oppositionen kommer den bagefter. Omkring oppositionen sker transitten og skyggepassagen samtidig, fordi Jorden befinder sig mellem Solen og Jupiter, så vi ser i samme retning som Solens lys. Skyggen af en måne falder derfor på Jupiter i samme retning, som vi se månen.

Desværre forekommer der set fra danske breddegrader ingen transitter og skyggepassager på selve oppositionsnatten. De nærmeste er Io’s transit den 30. oktober og Europas den 4. november. Til gengæld forekommer der mange andre i løbet af november, og for alle gælder, at tidspunkterne kan findes på den netop anførte internetside.

Skærmbillede fra Shallow Sky. Bemærk at den store røde plet er synlig i begge tilfælde. For den 4. november gælder, at den store røde plet på grund af Jupiters hurtige rotation forsvinder bag Jupiters højre kant kort tid efter påbegyndelsen af Europas transit.

Simulering med Stellarium af de to transitter tæt på konjunktionen.

Et særligt forhold bevirker, at en jupitermånes skygge er forholdsvis stor, idet den er næsten lige så stor som den måne, som kaster skyggen. Set fra Jorden har Solen en ustrækning på omkring 30’. Udstrækningen bevirker, at lyset ikke ankommer parallelt som fra et punktformet og fjernt objekt. Under en solformørkelse kaster Månen derfor en kegleformet skygge, som kun lige netop kan nå ned til Jorden, hvor den kan have en diameter på op til et par hundrede kilometer. Det er også derfor, man som regel er nødt til at rejse langt, fordi totaliteten kun kan ses fra et meget begrænset område. Skyggen er langt mindre end Månens diameter, og hvis Månen er i apogæum, er den så langt væk, at skyggen slet ikke kan nå ned til Jorden. I disse tilfælde får vi en ringformet solformørkelse.

Set fra Jupiter har Solen kun en udstrækning på 6’, hvilket næsten kan sammenlignes med en punktlyskilde. Det betyder, at en jupitermånes kerneskygge (umbra) omtrent har lige så stor udstrækning som månen selv og altså er adskillige tusinde kilometer i diameter, hvilket også forklarer, hvorfor det er forholdsvis nemt at se den fra Jorden. På Jupiter er skyggen skarpere defineret end på Jorden, fordi halvskyggen (penumbra) har en meget mindre udstrækning.

Solformørkelse på henholdsvis Jorden og Jupiter. Tegningen er skematisk, og størrelsesforholdet passer naturligvis ikke.

Jupiter befinder sig i Vædderen, og det samme gør Uranus. Uranus befinder sig omtrent midtvejs mellem Jupiter og stjernehoben Plejaderne i Tyren. Uranus kan ikke ses med det blotte øje, medmindre man har et exceptionelt godt syn og befinder sig under en helt mørk himmel, for lysstyrken er mag. 5,7. Det ligger dog uden problemer indenfor en prismekikkerts formåen, og den skal i givet fald rettes mod Vædderens fjerdeklareste stjerne, δ på mag. 4,3. Uranus befinder sig lidt over 2° syd for δ, og da en prismekikkert typisk har et synsfelt på 6°-7° kan både stjernen og Uranus ses samtidig. Se et søgekort over området på Stjernehimlen i oktober 2023. 

Kortet med svageste stjerne på mag. 8 gælder for november. Dets bredde er 6°. I løbet af måneden bevæger Uranus sig lidt mere end 1° retrogradt (mod vest).

I november er der yderligere et af Solsystemets legemer, som bevæger sig gennem Vædderen. Det er langt mindre end både Jupiter og Uranus, idet det drejer sig om asteroiden 21 Lutetia, som med en størrelse på omkring 100 × 130 kilometer befinder sig i hovedasteroidebæltet. 21 Lutetia blev opdaget i 1852 af Hermann Goldschmidt, og da Rosetta-sonden passerede den i en afstand på 3162 km den 10. juli 2010 på vej mod sit hovedmål, kometen 67P/Churyumov-Gerasimenko, blev det konstateret, at asteroiden med den uregelmæssige form er stærkt kraterdækket. Det største krater er 45 kilometer i diameter, hvilket er mere end 1/3 af asteroidens egen størrelse. 21 Lutetia var den hidtil største asteroide, som på daværende tidspunkt blev fotograferet på nært hold af et rumfartøj, indtil rumsonden Dawn ankom til asterioden 4 Vesta i juli 2011.

Rosettas nærbilleder af 21 Lutetia.

21 Lutetia kommer i opposition samme dag som Jupiter, dvs. 3. november. Det bliver en noget vanskeligere opgave at finde den lille asteroide end at finde Uranus, idet dens lysstyrke kun ligger på mag. 10. Det er udenfor rækkevidde af en standard prismekikkert, så her skal anvendes et teleskop med lav forstørrelse og dermed et stort synsfelt. I begyndelsen af november befinder 21 Lutetia sig 2° næsten direkte syd for Jupiter, men eftersom afstanden til asteroiden er mindre end til Jupiter, bevæger den sig hurtigere, og inden udgangen af måneden er den kommet et par grader foran. Kortet herunder viser 21 Lutetias bane i forhold til Jupiter og til baggrundsstjernerne i løbet af november. Den mest enkle metode til at identificere asteroiden på, er ved at lave en skitse af de klareste stjerner i teleskopets synsfelt og derefter vende tilbage en eller to nætter senere. Den stjerne, som i mellemtiden har flyttet sig, er 21 Lutetia. Se desuden et  dagligt opdateret kort over positionen på Heavens-above. 

21 Lutetia med angivelse af de klareste stjerner i området. Bemærk den tætte passage af en stjerne på mag. 7,6 midt på måneden.

Ved mørkets frembrud står Saturn mod sydøst, og i begyndelsen af november kulminerer den kl. 20 i en højde på 22°, og sidst på måneden kulminerer den kl. 18. Med sin beliggenhed i Vandmanden er Saturn det klareste objekt i området på trods af, at lysstyrken i månedens løb falder fra mag. 0,7 til mag. 0,8. Vandmandens klareste stjerner er α og β på mag. 3, og de ligger begge mere end 12° fra Saturn. En tredje stjerne i området på mag. 3 er δ i Stenbukken.

Saturns position i forhold til α og β Aqr og til δ Cap.

Saturn var i opposition i slutningen af august og har bevæget sig retrogradt siden midt i juni. Den retrograde bevægelse ophører den 4. november, hvorefter Saturn igen bevæger sig mod øst i forhold til baggrundsstjernerne. Gennem et teleskop er det tydeligt at se, at Saturn nærmer sig det tidspunkt, hvor vi fra Jorden ser ringsystemet lige fra kanten. Medens længdeaksen har en udstrækning på næsten 40”, er den kun 6” i højden. Midt i sidder Saturn med en udstrækning på 17”.

Af Saturns 145 måner kan en håndfuld ses i et lille teleskop med Titan som den klareste med en lysstyrke på mag. 8½. Tre andre, Thetys, Dione og Rhea har mag. 10, medens Iapetus ligger på mag. 11 og Enceladus på mag. 12. En oversigt over disse måners aktuelle position i forhold til Saturn kan ses på denne side.

Neptun befinder sig i Vandmandens nabostjernebillede, Fiskene. Den fjerne planet i en afstand på næsten 4½ milliard kilometer kan ikke ses med det blotte øje. Med en lysstyrke på mag. 7,7 kan den dog ses med en god prismekikkert. Neptun bevæger sig kun meget lidt i løbet af november, inden den afslutter sin retrograde bevægelse i begyndelsen af december. Søgekortet fra oktober 2023 kan derfor fortsat anvendes. I forhold til i oktober står Neptun i november lidt længere mod vest (til højre), men der er umiddelbart ingen stjerner i baggrunden, så planeten er forholdsvis nem at identificere. Den nærmeste stjerne er HIP 117112 på mag. 7.3, som Neptun passerede tæt forbi midt i oktober.

Det klareste (næsten) punktformede objekt på himlen er planeten Venus. I øjeblikket ses den på morgenhimlen, hvor den står op næsten 4 timer før Solen. I løbet af november bevæger Venus sig gennem stjernebilledet Jomfruen og når sidst på måneden frem til Spica, som er stjernebilledets klareste stjerne. Den 9. november står den aftagende måne nogle få grader højere på himlen end Venus.

Venus bliver okkulteret af Månen efter solopgang. Kl. 10:43 glider Månen ind foran Venus, og eftersom Venus ikke er fuldstændig punktformet men har en vis udstrækning, varer det næsten et minut, før planeten er helt forsvundet bag måneranden. Kl. 11:57 dukker den op igen ved den modsatte månerand. Venus kan godt ses i dagslys, men en prismekikkert eller et teleskop er anbefalelsesværdig. Det nøjagtige sekundtal er ikke taget med, og bemærk at tidspunkterne gælder for Odense. Se denne side for nogle af de øvrige steder i Danmark ved at rulle ned i menuen til DK, hvor tidspunkterne er angivet i UT. 

Skitsen viser Venus’ position i forhold til Månen kl. 9, 10, 12 og 13 set fra Odense. Kl. 11 mangler, fordi Venus på dette tidspunkt er skjult bag Månen.

Gennem et teleskop kan man i månedens løb følge, hvordan Venus’ tilsyneladende størrelse formindskes fra 22” til 17” i takt med, at afstanden mellem den og Jorden bliver større. Samtidig ændres belysningsgraden fra 55% til 67%.

Morgenhimlen den 9. november kl. 06:30. Bemærk at størrelsen på Månen er overdrevet.

Venus udseende den 1. og 30. november.

Meteorsværmen Leoniderne har maksimum natten mellem den 17. og 18. november. Forholdene er gode i år, idet Månen er i tiltagende og går ned allerede ved 20-tiden, hvilket er langt tid, før radianten i Løven står op omkring midnat. De bedste observations-forhold er i de tidlige morgentimer, hvor radianten er kommet højt på himlen mod sydøst.

Leoniderne har tidligere været meget aktiv, især hvert 33. år, som er den tid, ophavskometen 55P/Temple-Tuttle bruger til en omkredsning af Solen. Leoniderne havde store udbrud i 1799, 1833, 1866 og 1966. Det var den store meteorstorm i 1833 med mange tusinde meteorer i timen, som fik astronomerne til at interessere sig for meteorsværme og deres ophavskometer. Seneste nogenlunde store aktivitet var i årene mellem 1998 og 2002, hvor der i sidstnævnte år blev observeret op i nærheden af 500 meteorer i timen. Siden da er aktiviteten faldet betydeligt, og computermodeller viser, at Jupiters tyngdepåvirkning får den tætteste del af Leonidestrømmen til at passere forbi Jordens bane indtil i hvert fald 2098. I år må der ikke forventes en ZHR på mere end omkring 10. Se mere om Leoniderne under Stjernehimlen i november 2018. 

Leonidernes radiant ligger midt ’Seglet’, den karakteristiske figur i form af et omvendt spørgsmåls-tegn, som udgør Løvens hoved og manke.

Leonide. Løvens hoved og manke ses til højre.

 

 

Månens aktuelle fase kan ses her: Link til NASAs Moon Phase and Libration 2023.