Stjernehimlen i september 2021

Stjernehimlen i september 2021

Ofte er der mange stjerneklare nætter i september, og stjernehimlen på denne årstid har meget at byde på, og det gælder både for himlen mod nord og for himlen mod syd.

Stjernehimlen mod nord ved midnat midt i september.

Når man vender ansigtet i nordlig retning, fanges blikket først og fremmest af de syv klare stjerner, som danner den karakteristiske figur, der på vore breddegrader går under navnet Karlsvognen. Karlsvognen er imidlertid ikke et ’rigtigt’ stjernebillede, idet den er en del af Store Bjørn. Dette navn antyder, at der også må være en Lille Bjørn, og dette er ganske korrekt, idet Nordstjernen, der som bekendt findes ved at trække en linje gennem de to bagerste stjerner i Karlsvognen, sidder i halespidsen af Lille Bjørn. Lidt vanskeligere er det at finde Dragen, hvis hale begynder midt mellem Store og Lille Bjørn. Herfra vrider uhyret sig i en bue omkring Lille Bjørn og ender med hovedet i nærheden af Herkules. I mytologien blev Herkules Dragens overmand, og på gamle stjernekort er han afbildet med den ene fod på den slagne drages hoved.

En anden klar stjerne i området er Arcturus i Bootes – eller Bjørnevogteren, som stjernebilledet kaldes på dansk. Arcturus findes ved at følge buen på Karlsvognens vognstang. Arcturus går ned inden midnat, og omkring samme tidspunkt kan man så småt begynde at se vinterstjernebilledet Tvillingerne. Den første stjerne, som bliver synlig i Tvillingerne, er Castor, som har en så høj deklination, at den kun befinder sig under nordhorisonten i nogle få timer. Ligeledes bliver vinterstjernebilledet Tyren med hovedstjernen Aldebaran og den åbne stjernehob Plejaderne (Syvstjernen) synlig på østhimlen længe inden midnat.

Mod nordøst ses den cirkumpolare Capella i Kusken, medens Cepheus og Cassiopeia fra sagnet om Andromeda står i Zenith.

Stjernehimlen mod syd ved midnat midt i september.

Sommertrekanten står trods navnet stadig højt på himlen mod sydvest, og dens fætter, Pegasusfirkanten, står mod sydøst. Under Pegasus ses tre af de mindre fremtrædende stjernebilleder på Ekliptika, nemlig Stenbukken, Vandmanden og Fiskene. Stenbukken ser noget anderledes ud end normalt, idet de to store gasplaneter Jupiter og Saturn begge befinder sig i dette stjernebillede, og hver især er de langt klarere end de forholdsvis svage stjerner, som udgør Stenbukken.

Vandmandens stjerner er ligeledes forholdsvis svage, og stjernebilledet genkendes bedst på fire stjerner, som danner en figur, der minder om Mercedes’ logo. Figuren kaldes Vandkrukken, og på gamle stjernekort løber der vand ned i munden på Fomalhaut, som er den klareste stjerne i Sydlige Fisk. September er en af de få måneder, hvor denne klare stjerne kan ses fra Danmark meget tæt på den sydlige horisont. Man tager ikke fejl af den, for det er den klareste stjerne i området. Med en lysstyrke på mag. 1,2 er det er samtidig den sydligst beliggende stjerne af 1. størrelsesklasse, som kan ses fra Danmark.

Det tredje af de nævnte stjernebillede er Fiskene, hvis tydeligst genkendelige mønster udgøres af den vestligste af fiskene umiddelbart under Pegasusfirkanten. Resten af stjernebilledet består af en række stjerner, der symboliserer den snor, som i mytologien er bundet til fiskenes haler og forhindrer, at de bliver væk for hinanden.

Fiskene. Uranias Mirror 1824.

Sommertrekanten mellem Svanen og Ørnen er hjemsted for en række små stjernebilleder og adskillige interessante objekter. En af historiens bedst kendte pile er den, som Wilhelm Tell afskød i 1307 mod et æble placeret på sin søns hoved. Der er dog tale om en myte, og den pil, vi kan finde på himlen, stammer også fra en myte. Ifølge en af de græske myter afskød Herakles (Herkules) pilen for at dræbe Ørnen, som Zeus havde sendt til Jorden for at straffe Prometheus som gengældelse for, at han have stjålet ilden fra guderne. Andre græske sagn tillægger Skytten, Kentauren eller endda Cupido æren som afsender af Pilen.

Sommertrekanten med omgivne stjernebilleder.

Pilen er dannet af fem svage stjerner midtvejs mellem Altair og Deneb langs den østvendte side af Sommertrekanten. Det lille stjernebillede kan lige netop være indenfor synsfeltet på en prismekikkert, hvilket giver mulighed for at sammenligne stjernernes lysstyrker og farver. To af stjernerne langs Pilens skaft, γ og δ, er røde kæmper, medens pilespidsen η er en orange kæmpe. De to stjerner, som repræsenterer fjerene i Pilen, α og β, er gule kæmper. Hvis man indstiller kikkerten en lille smule ude af focus, bliver lyset spredt ganske let ud, så farverne tydeligere træder frem. Pilen kan også byde på en stjernehob mellem γ og δ. Den åbne stjernehob M71 kan med en lysstyrke på omkring mag. 9 være vanskelig at se, med mindre himlen er helt mørk.

Pilen viser vej til to interessante objekter, der befinder sig i det svage nabostjernebillede Ræven, der blev ’opfundet’ i 1687 af den polske astronom Johannes Hevelius, der fremstillede det som en ræv, Vulpecula, der bærer en gås i gabet. Ræven er en lille uanseelig konstellation og består af meget svage stjerner, som ikke danner et tydeligt mønster, men stjernebilledet kom dog i astronomernes fokus og nåede nyhedsspalterne i 1967, da den unge engelske astronomistuderende Jocelyn Bell opdagede den først kendte pulsar i netop dette stjernebillede. Ræven har et areal, der gør den til nr. 55 i størrelse af de i alt 88 stjernebilleder, og den har kun ét Messierobjekt, M27 eller Håndvægttågen.

Pilen som vejviser.

Omkring et kikkertsynsfelt nord for pilespidsen, η, ses M27 som en firkantet sløret plet. Det er den først fundne planetariske tåge, og på fotografier minder den netop om en håndvægt, eller måske om det afgnavede æbleskrog fra Wilhelm Tells berømte æble. Eftersom Ræven befinder sig i et af Mælkevejens stjernerige områder, ses Håndvægttågen omgivet af så mange stjerner, at den næsten forekommer at være tredimensionel.

Håndvægttågen.

Normalt er der ingen problemer med at finde Håndvægttågen, fordi den har en samlet lysstyrke på mag. 7,4 og samtidig er forholdsvis stor i udstrækning. Den måler 8′ × 6′, hvilket er omkring ¼ af Månens tilsyneladende størrelse.

M27 tilhører en særlig gruppe objekter kaldet planetariske tåger. Dette navn kan synes misvisende, idet de intet har med planeter eller planetdannelse at gøre. Navnet stammer fra William Herschel, der som bekendt opdagede Uranus den 13. marts 1781. Denne opdagelse skaffede ham straks berømmelse, og den efterfølgende velstand betød, at han kunne bruge al sin tid på at konstruere teleskoper og observere nattehimlen. I sin beskrivelse af M27 noterede han, at dens grønne farve og runde form mindede om Uranus ved den opdagelse. Han indførte derfor benævnelsen planetarisk tåge for disse objekter.

Ved afslutningen af sin livscyklus vil en stjerne med masse omtrent som Solens svulme op til en rød kæmpe mange gange den oprindelige diameter. Herefter begynder den endelige og afsluttende fase, hvor der dannes kulstof og ilt i stjernens centrum, hvorefter dens energikilde ophører med at tilføre nyt brændstof, og stjernen vil falde sammen. Efter kort tid bliver kollapset efterfulgt af et udadrettet tilbageslag, som kaster op mod halvdelen af stjernens oprindelige masse ud i det omgivende rum. Det er denne proces, som danner en planetarisk tåge med resterne af stjernen som en hvid dværg i centrum af den udkastede gasskal. Om 5 milliarder år vil Solen gennemgå samme fase som stjernen, der skabte M27, og den vil på lignende vis ende som en hvid dværg.

Det andet interessante objekt i Ræven er The Coathanger, dvs. Bøjlen, der også er kendt som Brocchi’s Cluster og mere formelt som Collinder 399. Fra Pilens fjer, α og β, skal man ca. et kikkertsynsfelt opad og til højre. Bøjlen kan ses med det blotte øje men gør sig bedst gennem en prismekikkert, og det er et overraskende syn, når man får den i synsfeltet. Seks stjerner i en næsten lige række, og under dem fire andre i en halvcirkel, hvor sidstnævnte er krogen på bøjlen. Udseendet svarer ganske godt til navnet på denne lille samling stjerner, som allerede blev omtalt af den persiske astronom Al Sufi i 964, og tre af stjernerne har endda senere fået Flamsteed numre. Der er dog ikke tale om en stjernehob men en række stjerner, som tilfældigvis ses i samme retning.

The Coathanger.

De to ovenstående stjernekort viser himlens udseende ved midnat. Så længe er det imidlertid ikke nødvendigt at vente, for der bliver forholdsvis tidligt mørkt i årets første efterårsmåned. Ganske vist har vi fortsat sommertid, men efterhånden som måneden skrider frem, går Solen tidligere og tidligere ned. Den 1. september går den ned kl. 20:11 og den 30. september kl. 18:56. Tre kvarter efter solnedgang er der blevet tilstrækkelig mørkt til, at man kan begynde at se de klareste stjerner, og den opmærksomme iagttager vil da lægge mærke til, at stjernehimlen ser næsten ens ud fra den ene aften til den næste. Når tusmørket nogenlunde er overstået, vil man nemlig bemærke, at stjernerne stort set står i samme kompasretning og højde, når de begynder at dukke frem. Under normale omstændigheder står stjernerne omkring 1° længere mod vest og går ned 4 minutter tidligere end aftenen i forvejen. Årsagen hertil er Jordens kredsløb omkring Solen. I løbet af ét år tager den en omgang på 360°, svarende til knap 1° pr. døgn. Synsretningen til stjernerne ændres derfor med denne vinkel i vestlig retning i løbet af ét døgn.

I september går Solen ned omkring 2½ minut tidligere hver aften. Der bliver således tidligere mørkt end aftenen i forvejen, og dette udligner næsten stjernernes bevægelse mod vest, hvilket forklarer aftenhimlens uforanderlighed fra aften til aften. Tilmed er der fortsat blade på træerne, hvilket skygger for lyset fra gadelamper og lignende, så en efterårsaften virker mørkere end en tilsvarende aften om foråret. I forårsmånederne er der også modsatte forhold på anden vis. Solen går senere og senere ned, så her forsvinder stjernerne hurtigt fra vesthimlen.

Disse to kort viser himlens udseende tre kvarter efter solnedgang den 1. september og den 30. september. Læg til Jupiter og Saturn, som står lavt over horisonten mod sydøst. Læg også mærke til det klare objekt i henholdsvis Jomfruen og Vægten. Det er Venus, som er på vej ned under horisonten.

Det blev nævnt, at september er den første efterårsmåned. Meteorologisk set regnes hele måneden som efterårsmåned, medens det astronomiske efterår først begynder ved efterårsjævndøgn – og ikke nok med det, for samtidig begynder vinterhalvåret på den nordlige halvkugle. Set fra Jordens perspektiv bevæger Solen sig en omgang rundt langs Ekliptika i løbet af et år og krydser himlens Ækvator to steder. Efteråret begynder, når Solen krydser Ækvator for sydgående, hvilket i år sker den 22. september kl. 21:21. Det næste halve års tid befinder Solen sig på en lavere deklination end himlens ækvator og dermed højt på himlen over den sydlige halvkugle, så her er den 22. september i stedet begyndelsen til foråret og sommeren.

Venus er normalt nem at se, når den står på enten morgen- eller aftenhimlen, for den har sædvanligvis en lysstyrke på omkring mag. ÷4, hvilket også er tilfældet her i sepember, hvor den går ned tre kvarter efter Solen. Som det blev omtalt under stjernehimlen i maj, står Venus det meste af 2021 ugunstigt fra danske breddegrader, fordi den befinder sig på en lavere del af Ekliptika end Solen, og derfor ikke står særlig højt over horizonten, medens det er mørkt. Imidlertid har Venus i september en vinkelafstand på 25° fra Solen, så dens store lysstyrke gør, at det er muligt at se den allerede ved solnedgang, eller under gunstige atmosfæriske forhold endda inden Solen er gået ned. Gennem et teleskop vil man da kunne se, at Venus’ udstrækning vokser fra 15” til 19” i løbet af måneden, medens belysningsgraden i samme tidsrum falder fra 73% til 62%.

Venus. 1. september og 30. september 2021.

De samme forhold er gældende for Merkur – og endda i endnu højere grad. Den 14. september opnår den inderste planet årets største elongation på 27°, men trods det går den ned kun 15 minutter efter Solen. På grund af den meget elliptiske bane varierer Merkurs elongationer mellem 17,9° og 27,8°, men her spiller årstiden en stor rolle. Baneforholdene mellem Jorden og Merkur betyder, at de maksimale elongation kun forekommer, når Merkur står syd for himlens Ækvator. De bedste tidspunkter for at se den solnære planet fra vore breddegrader er om aftenen i foråret eller om morgenen i efteråret, hvor Ekliptika står stejlt i forhold til horisonten. Ligesom for Venus’ vedkommende står Merkur i denne måned på en lavere del af Ekliptika end Solen, og dens lysstyrke den 14. på mag. 0,2 er for lidt til, at den kan ses på den soloplyste himmelbaggrund. I løbet af måneden falder lysstyrken yderligere, hvilket kun forværrer forholdene.

Troperne og den sydlige halvkugle har således de bedste forhold for at se Merkur. I troperne står himlens Ækvator og Ekliptika næsten lodrette mod horisonten, så under elongationerne, vil vinkelafstanden stort set svare til dens højde over horisonten ved solopgang eller solnedgang.

Merkurs højde over horisonten ved solnedgang i august/september 2021. Den nederste flade kurve gælder for danske breddegrader og den øverste for 35° syd, dvs. som i Buenos Aires, Cape Town eller Sydney. Merkurs fase er ikke indtegnet på diagrammet. Den er næsten fuldt belyst i begyndelsen af august og ender som et smalt segl i slutningen af september.

Medens det således kniber lidt med Venus og er helt umuligt for Merkurs vedkommende, volder det ikke problemer med Saturn, som efter solnedgang står i sydøstlig retning i Stenbukkens vestlige del. Senere på aftenen bliver forholdene bedre, når Saturn passerer meridianen mod syd, hvilket sker i en højde af 15° over horisonten. Saturn gør sig naturligvis bedst gennem et teleskop, for med det blotte øje ser den blot ud som en klar stjerne. Det iøjnefaldende ringsystem blev da også første gang set af Galilei i begyndelsen af 1600-tallet, selv om han aldrig blev klar over, hvad det i virkeligheden var, han så. Hans teleskop var meget primitivt efter vores standard, så han troede, at der var tale om to måner på hver side af planeten.

Sådanne problemer har vi ikke i dag, for selv gennem et mindre teleskop med en forstørrelse på 30×-50× kan man tydeligt se, hvordan Saturn er omgivet af en flad ring, som fuldstændig omslutter planeten. Selve Saturn har en udstrækning på 18”, medens ringene spænder over 40”, og i øjeblikket hælder de 19° i forhold til synsretningen fra Jorden. I løbet af de kommende år bliver hældningsgraden mindre, indtil vi i 2025 ser ringene lige fra kanten.

Ringenes hældningsgrad fra 2017 til 2032. Årsagen til dette ændrede perspektiv er, at Jorden og Saturn ikke kredser om Solen i samme plan, så i løbet af Saturns 29½ års omkredsning om Solen, ser vi ringene skiftevis ”oppefra” og ”nedefra”.

Udover ringene er også Saturns største måne Titan med en lysstyrke på mag. 8,5 synlig gennem et mindre teleskop. Af Saturns øvrige 81 måner er en 4-5 stykker normalt synlige gennem et moderat størrelse teleskop. Saturns lave højde på 15° over horisonten gør det dog lidt vanskeligt, men i de kommende år, bevæger Saturns sig højere op på Ekliptika med dertil forbedrede observationsforhold.

Jupiter befinder sig i Stenbukkens østlige del. Eftersom den store gasplanet var i opposition midt i august, bevæger den sig fortsat retrogradt gennem hele september. Som det ses på nedenstående skitse, aftager hastigheden gradvist, idet den retrograde bevægelse ophører midt i oktober. Den 12. september passerer Jupiter 1½° nord for Delta Capricorni – også kaldet Deneb Algedi, hvilket er arabisk for gedens hale. Den 19. passerer Jupiter 8’ syd for 45 Cap, som er den nederste af tre stjerner på mag. 5, som ligger næsten på linje. Når Jupiter vender tilbage til samme område midt i november under sin prograde bevægelse, passeres 45 Cap så tæt på, at den kan forveksles med en af Jupiters måner.

Jupiters retrograde bevægelse i september 2021. Positionen er vist hver 2. dag. Bredden af kortskitsen svarer til synsfeltet i en prismekikkert.

Jupiter kulminerer i en højde på 20° over horisonten, hvilket er det højeste i de seneste 5 år. Den større højde betyder mindre påvirkning fra turbulens i Jordens atmosfære, og det bliver kun bedre i de kommende år. Detaljerne i Jupiters atmosfære, herunder især de to mørke ækvatoriale bælter og de noget svagere bælter på højere breddegrader samt den store røde plet, fremstår derfor tydeligere, når teleskopet rettes mod den 48” store skive. Med en rotationstid på blot 10 timer drejer Jupiter sig så hurtigt, at man kan nå at se næsten hele dens overflade i løbet af en nat. Og endelig må man naturligvis ikke glemme de fire store galileiske måner, som er det mest karakteristiske træk ved Solsystemets største planet. Under deres hurtige bevægelse omkring planeten vil der hele tiden opstå formørkelser, transitter og skyggepassager, som alt sammen kan tidsfæstes på forhånd, så man kan forberede sig i god tid.

Jupiter et par timer efter midnat den 6. september. Io står til venstre for Jupiter og Europa til højre, medens den store røde plet samt Ganymede og Europas skygge ses på selve planeten. Den fjerde måne, Callisto, befinder sig på dette tidspunkt så langt til højre for Jupiter, at den ikke er med på udsnittet.

Når kikkerten alligevel er fundet frem, kan den passende rettes mod et par andre objekter i Stenbukken. α Cap eller Algedi, som betyder Geden, ses som dobbelt med det blotte øje med 380″ mellem de to komponenter af henholdsvis mag. 3,6 og mag. 4,2. I virkeligheden er det blot en optisk dobbeltstjerne hvor α¹ er ca. 500 lysår borte, og α² er ca. 100 lysår borte. Begge er endvidere selv dobbelte, men dette kan kun ses i et teleskop. I samme synsfelt som α ses β Cap eller Dabih, som på arabisk betyder “slagterens lykkelige offer”, med henvisning til den arabiske tradition, hvor en ged skulle slagtes, når Solen trådte ind i Vædderen. Adskillelsen mellem β¹ og β² er 205″, men da β² kun lyser med mag. 6.2, kan denne kun ses i prismekikkert. Til gengæld er det en ægte dobbeltstjerne, hvor de to komponenter er bundet til hinanden af tyngdekraften.

Stenbukken. Svageste viste stjerne er mag. 8. Jupiters og Saturns position er for den 15. september.

Saturn var i opposition den 2. august og Jupiter den 19. august. I september er det Neptuns tur. Solsystemets yderste planet står modsat Solen den 14., og er dermed ”synlig” hele natten. Synlig står i anførselstegn, for med en lysstyrke på mag 7,7 kan den ikke ses med det blotte øje. En god prismekikkert er dog fuldt ud tilstrækkelig til at vise Neptun som en svag stjernelignende prik blandt de mange baggrundsstjerner. For at kunne gøre sig håb om at se Neptun som en planet, er det nødvendigt med et stort teleskop, idet dens skive kun spænder over 2”. En prismekikkert kan dog alligevel nemt afsløre, at der ikke er tale om en stjerne, for Neptun flytter sig ganske lidt fra nat til nat. Neptun befinder sig 4½° øst for φ(Phi Aqr) på mag. 4, og da den bevæger sig retrogradt, bliver afstanden reduceret til knap 4° i månedens løb. Neptun bevæger sig gennem en lille trekantet figur af tre stjerner på mag. 6., hvilket gør dens bevægelse nem at følge. Et par søgekort til området kan ses under omtalen af stjernehimlen i august. Natten mellem den 23. og 24. september passerer Neptun mindre end 2’ fra den vestligste af disse tre stjerner (HD 221148). Netop denne aften og nat er af stor betydning i astronomiens historie. Det var nemlig denne nat, Neptuns eksistens blev bekræftet af Johann Galle i 1846. Desværre står Månen forholdsvis tæt på området den 23./24. men gennem et teleskop vil man trods dette tydeligt kunne se, at HD 221148 på mag. 6,2 og Neptun på mag. 7,7 ligner en dobbeltstjerne.

Uranus befinder sig i Vædderen og kommer først i opposition den 5. november. I begyndelsen af september står Uranus op kl. 22 og sidst på måneden kl. 19:45. Uranus ses bedst senere på natten, når den står højere på himlen, og den er endnu nemmere at finde end Neptun, idet lysstyrken er mag 5,7 dvs. lige netop synlig for det blotte øje under helt ideelle betingelser, hvis man ellers ved præcist, hvor på himlen, man skal se. Ligseom for Neptuns vedkommende er der et par søgekort over området under stjernehimlen i august.

Månens faser i september 2021.

Som det fremgår af månekalenderen, er der fuldmåne den 21. september, og ved sammenligning med de øvrige måneders kalender, kan man se, at der er knap én måned mellem hver fuldmåne. Nærmere bestemt er der 29½ døgn, hvilket betyder, at der en gang i mellem kan forekomme to fuldmåner i samme måned, såfremt den første fuldmåne falder på en af månedens første dage. Gennemsnitlig sker det med omkring 2½ års mellemrum, så der er ikke tale om et sjældent fænomen. Af og til hører man den 2. fuldmåne i en måned betegnet Blå Måne. Det har ikke noget med dens farve at gøre men stammer fra engelsktalende lande, hvor der er tradition for at navngive hver måneds fuldmåne. I de senere år er dette udvidet til også at omfatte supermånen, mikromånen, blodmånen og andre mærkværdige påfund. Disse påfund har også fundet vej til den danske presse, selv om det ellers traditionelt kun har været fuldmånen i september, som har et særligt navn, nemlig Høstmånen.

Er der da noget specielt ved Høstmånen, siden den har fået større opmærksomhed end årets øvrige? Er den mere rød end ved andre lejligheder? Er den større, eller står den højere eller lavere på himlen? Eller måske nærmere?

Ingen af delene. Høstmånen er den fuldmåne, som falder tættest på efterårsjævndøgn. Den falder derfor ikke nødvendigvis i september, idet den kan falde på alle tidspunkter fra ca. en uge ind i september til ca. en uge ind i oktober. I år er der efterårsjævndøgn den 22. og fuldmåne den 21., så det er næsten så tæt på, som det kan blive.

Høstmånen ser ikke anderledes ud end alle andre fuldmåner, men dens optræden under opgangen på aftenhimlen mod øst er anderledes. For at forstå forskellen, er det nødvendigt at vide lidt om, hvordan Månen normalt eller gennemsnitligt opfører sig.

Gennemsnitlig står Månen op 50 minutter senere hver dag. Det skyldes, at Månen kredser om Jorden samtidig med, at både den og Jorden kredser om Solen. Månen bevæger sig mod øst i forhold til stjernebillederne langs Ekliptika med en hastighed, der nogenlunde svarer til dens egen diameter i løbet af en time, og da Månen fylder godt ½° på himlen, bliver det til 12° pr. døgn. Under opgangen befinder Månen sig et bestemt sted blandt stjernerne, og efter 24 timer (mere præcist 23 timer og 56 minutter) er dette sted igen på vej op over horisonten. Imidlertid har Månen i mellemtiden bevæget sig 12° længere mod øst, og eftersom Jorden roterer omkring sin akse med 15° i timen, går der knap 50 minutter, før den har drejet sig så meget, at Månen står op.

Der er imidlertid store variationer i årets løb, og særligt i tiden omkring efterårsjævndøgn står Månen op på næsten samme tidspunkt adskillige aftener i træk. Det synes, som om Månen har taget fast ophold på østhimlen efter solnedgang, og det er der en god forklaring på.

I Danmark hælder himlens Ækvator ca. 35° i forhold til horisonten. Ekliptika har en hældning på 23½° i forhold til Ækvator, hvilket vil sige, at den afhængig af tidspunkt på døgnet og året har en hældning i forhold til horisonten mellem 58½° og 11½°. Netop omkring efterårsjævndøgn har Ekliptika den mindst muligt hældning ved solnedgang. Månens bane ligger derfor næsten parallelt med horisonten, så Jorden behøver ikke at dreje så meget som på andre tidspunkter.

Omkring forårsjævndøgn er det præcist modsat. På dette tidspunkt har Ekliptika den størst muligt hældning ved solnedgang, så måneopgangen kan falde næsten 1½ time senere end aftenen i forvejen, og det samme sker den følgende aften. Effekten heraf bliver dramatisk. Ganske få nætter efter fuldmåne viser den sig ikke før efter midnat, når de fleste allerede er gået til ro. Så på en måde er den forsvundet fra himlen. Forårsfuldmånen har et kort liv.

Ekliptika på østhimlen ved solnedgang omkring henholdsvis efterårsjævndøgn og forårsjævndøgn.

En yderligere forstærkning opstår periodevis, fordi Månens bane hælder 5°,1 i forhold til Ekliptika, og fordi dens knudepunkter foretager en tur hele vejen rundt på 18,6 år. To gange i denne periode vil Månens bane derfor være endnu mere vandret i forhold til horisonten end på de øvrige tidspunkter.

En anden måde at anskue hvad der forårsager Høstmånen er ved at finde et stjernekort og se, hvor Månen befinder sig på det aktuelle tidspunkt. Omkring efterårsjævndøgn forekommer fuldmånen, medens Månen befinder sig i Fiskene. De følgende dage bevæger den sig gennem Vædderen og Tyren, som begge ligger højt over himlens Ækvator, og jo længere mod nord et objekt befinder sig på himlen, jo længere tid er det over horisonten. Med andre ord får Månen hurtigt en højere deklination og står derfor tidligere op end umiddelbart forventet – hvilket vil sige næsten på samme tidspunkt som aftenen i forvejen.

’Næsten på samme tidspunkt’ afhænger imidlertid af, hvilken breddegrad man bor på. Jo højere mod nord man befinder sig, jo mindre er Ekliptikas hældning i forhold til horisonten. I indledningen fremgik det, at det primært er i USA, man navngiver de forskellige måneders fuldmåne, men netop Høstmånen menes at være opstået i Nordeuropa, hvorfra skikken fulgte med emigranterne til USA.

Høstmånen i fem efterfølgende aftener efter solnedgang.

I Nordeuropa kan måneopgangen finde sted blot 10-20 minutter senere end aftenen i forvejen. Man har derfor en klart lysende måne på østhimlen lige efter solnedgang mange aftener i træk. Den er næsten ikke til at slippe af med, hvilket netop er begrundelsen for navnet Høstmånen. Før i tiden faldt høsten væsentligt senere end i dag, og den travle bonde, som måtte klare høsten med en le, kunne knap nok nå at blive færdig, før det tidlige efterårsmørke faldt på. Høstmånen lyste derfor meget bekvemt den ene aften efter den anden og tillod at fortsætte høstarbejdet lang tid efter solnedgang. I dag er høsten som regel overstået længe inden efterårsjævndøgn, og desuden er der lys på mejetærskeren, så høstmånens funktion som lysgiver tilhører fortiden.

Høstbillede 1910. Peter Hansen (1868-1928). Olie på lærred. 103 x 127 cm. Faaborg Museum.

Høstbillede 2021.

Når man ser Høstmånen stå op, og den tilmed befinder sig tæt på horisonten mange aftener i træk, kan man ikke undgå at lægge mærke til, at den synes at være betydeligt større, end man normalt kender Månen. Det kunne foranledige en til at tro, at der alligevel er noget om snakken, og at Månen er tættere på Jorden om efteråret end på andre årstider. Det er imidlertid ikke tilfældet. Det er i stedet det særlige fænomen, som kaldes måneillusionen. Illusionen har været kendt i årtusinder og er i virkeligheden et synsbedrag.

En anden og mere udbredt forestilling om fuldmånen er, at den skulle have en vis effekt på sine omgivelser og særligt på mennesket. Det siges, at fødselsraten stiger omkring fuldmåne, at vejret er bedre, at der forekommer mere kriminalitet, at man ikke kan falde i søvn, at de ansatte på psykiatriske klinikker oplever flere patienter omkring denne tid, samt mange andre bemærkelsesværdige forhold.

Ingen af disse påstande kan dog holde vand ved nærmere undersøgelse. Det, som i virkeligheden sker, er at man lægger mærke til, hvis der er fuldmåne. Fuldmånen lyser trods alt meget kraftigere end ved alle de øvrige faser og er oppe hele natten. Hvis der samtidig sker en eller anden begivenhed, forbinder man senere erindringer om denne begivenhed med fuldmånen. Misforståelsen er opstået fordi fuldmånen lyser meget stærkt; faktisk lyser den mellem 9 og 12 gange så meget, som når den er halv. Såfremt det er klart vejr i nætterne omkring fuldmåne, er det derfor umuligt at undgå at få øje på den, og det synsindtryk fæstner sig langt stærkere i bevidstheden end den blegere halvmåne.

Der er ca. 4 uger mellem hver fuldmåne. De fuldmånenætter, hvor der er overskyet, ser man den naturligvis ikke og tænker derfor ikke nærmere over, om det er fuldmåne eller ej, men husker kun de klare nætter og forbinder derfor fuldmåne med skyfrit vejr og andre mere eller mindre uforklarlige hændelser.

Desuden har de fleste svært ved at afgøre, om der er fuldmåne eller ej. Pr. definition er der fuldmåne på ét bestemt tidspunkt. Det udvides i kalenderen til én bestemt dato, men i et par dage før og efter er Månen så tæt på at være fuldt belyst, at mange betragter den som fuld. Disse 4-5 dage forøger muligheden for, at der er klart vejr.