Stjernehimlen i marts 2020
Les Très Riches Heures du duc de Berry, Mars.
Marts er opkaldt efter romernes krigsgud Mars, men i Danmark var det i ældre tid guden Thor, som lagde navn til måneden, som blev kaldt Thors måned eller tordmåned. Sidstnævnte, tord, henviser dog ikke til Thor, men derimod til den gamle betegnelse for gødning, idet marts er den måned, hvor sneen smelter og markerne bliver tørre, så der kan køres gødning ud.
Med indgangen til marts er vinteren overstået, for marts anses for den første forårsmåned. Forårsjævndøgn falder i år den 20. marts, og helt præcist passerer Solen himlens ækvator kl. 04:50. På dette tidspunkt er den ikke stået op endnu, idet solopgangen finder sted kl. 06:20, og da den først går ned kl. 18:33, er det hurtigt at regne ud, at dagens længde er 12 timer og 13 minutter. Det svarer jo ikke helt overnes med, at dag og nat er lige lange ved jævndøgn. Der er dog en god forklaring på, at der ikke netop er 12 timers dag og 12 timers nat. Vi kan nemlig se Solen stå op ca. fire minutter, før den rent faktisk kommer op over horisonten. Det lyder kryptisk, men det skyldes, at lyset bliver afbøjet en halv grad ved horisonten, og en halv grad er netop den vinkel, hvorunder vi ser Solens diameter. Når Solen lige netop synes at stå på horisonten, befinder den sig i virkeligheden lige netop under horisonten.
Brydningen (refraktionen) af lyset ved horisonten.
Denne brydning af lyset giver således fire minutter ekstra sollys om morgenen, og da det samme forhold naturligvis også forekommer ved solnedgang, giver det også fire minutter ekstra om aftenen. Desuden beregner astronomerne Solens op- og nedgang med udgangspunkt i dens centrum, så astronomisk set står den først op, når den er kommet halv op over horisonten. Det taget to minutter, og de skal lægges til både morgen og aften, så regnestykket giver i alt 12 minutter ekstra.
Siden 1980 har vi haft sommertid i Danmark. Inden da var der dog kortvarigt sommertid i 1916 og igen i årene 1940-48. Da ordningen blev genindført i 1980, varede den i de første 15 år fra sidste søndag i marts til sidste søndag i september, men fra og med 1996 blev sommertiden forlænget med én måned, så den overalt i EU-landene først slutter sidste søndag i oktober. Sommertid begynder altid kl. 01:00 UTC og ophører ligeledes kl. 01:00 UTC. I 2020 er perioden fra 29. marts til 25. oktober. Bemærk at normaltid ofte fejlagtigt bliver omtalt som vintertid på trods af, at den danske normaltid har været en del af det internationale zonetidssystem siden 1894. I international sammenhæng anvendes betegnelsen centraleuropæisk tid (CET) for den danske tidszone.
Imidlertid havde EU-parlamentet i foråret 2019 afstemning om, hvorvidt medlemslandene skal afskaffe skiftet mellem sommer- og normaltid. Der var flertal for at droppe skiftet fra 2021 og samtidig lade det være op til de enkelte lande selv, om de vil lade sommertid eller normaltid gælde hele året. Men det betyder ikke, at forslaget er endeligt vedtaget. Det kræver, at forslaget også opnår et flertal i EU-rådet, og det er for nuværende uvist, hvornår medlemslandenes ministre på området skal stemme.
Himlen ved midnat ved forårsjævndøgn den 20. marts.
Som det fremgår af stjernekortet, er vinterstjernebilledet Orion ved at gå ned mod vest inden midnat. Til gengæld står forårsstjernebilledet Løven lige i syd, og Jomfruen er stået op mod sydøst. Vægtens to klareste stjerner, Zubenelgenubi og Zubeneschamali, er netop kommet fri af horisonten til venstre for Jomfruen, og langs horisonten mod syd skimtes Søslangen Hydra, som strækker sig fra Krebsen, forbi Løven og Jomfruen og ender ved Vægten.
Tidligere på aften står Orion højere på himlen, så der er stadig mulighed for at se nærmere på det bedst kendte af vinterstjernebillederne, og alle som er fortrolige med Orions udseende har ikke kunnet undgå at bemærke, at den store jæger siden slutningen af 2019 har set lidt anderledes ud end normalt. Stjernen øverst til venstre, den røde kæmpe Betelgeuze, er på det seneste faldet i lysstyrke. Det er ganske vist ikke unormalt, for Betelgeuze er en uregelmæssig variabel stjerne, som varierer mellem mag. ≈0,3 og mag. ≈1. På sit højeste ligger lysstyrken på samme niveau som Rigel på mag. 0,2 i Orions nederste højre hjørne og på sit mindste nogenlunde som den ligeledes røde kæmpe Aldebaran på mag. 0,9 i det nærliggende stjernebillede Tyren.
Betelgeuzes varierende lysstyrke mellem 1980 og 2020.
Tidsangivelsen JD i ovenstående tabel er astronomernes særlige kalendersystem, Juliansk Dato (ikke at forveksle med den Julianske kalender). Astronomerne kan med Juliansk Dato foretage astronomiske beregninger frem og tilbage i tiden uden at tage hensyn til skudår, idet kalenderen kun regner i døgn, og man valgte starttidspunktet til kl. 12:00 UT den 1. januar 4713 f.Kr. Det skyldes ikke, at astronomerne tror, at Jorden blev skabt denne dag, men ganske enkelt fordi der ikke foreligger skriftlige kilder til astronomiske begivenheder, når man går så langt tilbage i tiden. Juliansk Dato kan også angives med decimaler, så der kan regnes med sekunder eller brøkdele af sekunder.
De første kalendere var baseret på Månens faser. Landbrugets opståen for 5-10000 år siden betød et behov for kendskab til årstiderne, dvs. et behov for at vide, hvornår de forskellige markarbejder skulle påbegyndes. Døgnet kendte man naturligvis: Fra Solen står højest på himlen mod syd den ene dag, til den igen står højest den næste dag. Året kendte man også, nemlig som det tidsinterval, der forløber fra Solen f.eks. står op i sit nordligste horisontpunkt, og indtil den samme begivenhed indtræffer igen.
For mere end 5000 år siden fandt man ud af, at der gik 29,53 dage mellem én fuldmåne og den næste. Man opdagede, at der i løbet af ét år forekommer 12 eller 13 fuldmåner. Man inddelte derfor året i 12 månemåneder, og en ny måned begyndte, når Månens smalle segl for første gang blev synlig på vesthimlen efter nymåne. Da en månemåned svarer til 29,5 døgn, vil et måneår have 12 × 29,5 døgn, dvs. 354 døgn. Måneåret er således ca. 11 døgn kortere end solåret. For at råde bod herpå indførte man skudmåneder med passende mellemrum.
Ugen blev først almindelig benyttet langt senere, og at valget faldt på 7 dage skyldes sandsynligvis, at der dengang kun var 7 kendte ‘vandrestjerner’: Månen (mandag), Mars (tirsdag), Merkur (onsdag), Jupiter (torsdag), Venus (fredag), Saturn (lørdag) og Solen (søndag). Uranus blev først opdaget i 1781, Neptun i 1846 og Pluto i 1930. Hvis disse planeter havde været kendt i oldtiden, havde ugen formodentlig haft 9 dage.
Uanset hvor mange krumspring der foretages, undgår man ikke at indskyde skuddage og skudår, fordi hverken sol- eller måneåret indeholder et helt antal dage. Det gør det besværligt for astronomerne at regne frem og tilbage i tiden. Her er Juliansk Dato med fortløbende nummerering af døgn langt nemmere at bruge.
Det var et lille sidespring. Tilbage til Betelgeuze, hvor en detaljeret kurve over lysstyrken det seneste 1½ år tydeligt viser et lysstyrkefald væsentligt mere markant end tidligere set. Midt i januar 2020 var Betelgeuzes lysstyrke faldet til mag. 1,5.
Betelgeuses lysstyrke fra august 2018 til januar 2020. Denne lyskurve samt den foregående er udar-bejdet af the American Association of Variable Star Observers (AAVSO) og viser det markante fald, som især accelererede i løbet af december 2019. De manglende data maj, juni og juli skyldes, at Betelgeuze ikke kan ses om sommeren, fordi den står for tæt på Solen.
Med en lysstyrke på mag. 1,5 er Betelgeuze tydeligt svagere end den tilsvarende røde Aldebaran. Lysstyrken svarer næsten til den blå/hvide Bellatrix i Orions anden skulder, men det er ikke en optimal sammenligningsstjerne på grund af dens meget anderledes farvenuance. Det er svært at bedømme lysstyrken af en orange/rød stjerne sammenlignet med en blå/hvid stjerne, men under alle omstændigheder har Orion indtil videre i denne vinter et udseende, du aldrig har set før og måske aldrig kommer til at se igen. Betelgeuze er en massiv stjerne tæt på slutningen af sin levetid, og selv om astronomerne ikke er helt klare over, hvad der forårsager den nuværende ændring, forventer de ikke, at den er ved at eksplodere som supernova lige nu. Der går måske yderligere 100000 år eller endnu mere, men det er kun et øjeblik i astronomisk målestok; men man ved jo aldrig. Oversigten over himlen i marts er skrevet i slutningen af januar, så der kan være sket ændringer siden da.
Orion i to versioner med normal og lyssvag Betelgeuze.
Umiddelbart efter solnedgang kan ingen undgå at se en meget klart lysende ”stjerne” i vestlig retning. Med en lystyrke på mag. ÷4,3 bliver Venus kun overgået af Solen og Månen. Venus bevæger sig gennem Vædderen og krydser grænsen til Tyren sidst på måneden. Med det blotte øje kan man ikke se, at Venus er en planet, og normalt får Skandinavisk Ufo Information adskillige henvendelser om mystiske lysfænomener, når Venus står gunstigt, som tilfældet er i dette forår. Lidt sund fornuft og det iøjnefalden-de objekts bevægelse på samme måde som baggrundsstjernerne røber den dog, og såfremt man anvender et teleskop er al tvivl borte. I løbet af marts bliver afstanden mellem Jorden og Venus mindre, hvilket betyder, at planetens tilsyneladende diameter vokser fra 19” til 26”. Samtidig svinder den belyste del fra 62% til 47%. Venus går ned mere end tre timer efter Solen, men observation gennem teleskop er bedst, inden tusmørket er overstået, idet der da ikke er så stor kontrast mellem den stærkt lysende planet og himmelbaggrun-den.
Venus henholdsvis den 1. og 31. marts.
Venus passerer forholdsvis tæt forbi Uranus mellem 5. og 11. marts. Mindste afstand er godt 2°, hvilket er væsentligt mere, end da den passerede Neptun sidst i januar. Til gengæld har Uranus en lysstyrke, som er indenfor rækkevidde af en prismekikkert, nemlig mag. 6.
Venus’ passage af Uranus. Området spænder over knap 10° i bredden.
De to klareste stjerner er Omicron Psc på mag. 4,3 nederst til højre og Xi¹ Ceti på mag. 4,4 nederst til venstre. De befinder sig således i henholdsvis Fiskene og Hvalen, og Uranus har da også hele vinteren opholdt sig i den sydligeste stjernefattige del af Vædderen.
I det hele taget er Vædderen ikke særlig fremtrædende, idet den i store træk kun består af en skæv linje af tre stjerner, der markerer vædderens hoved. De tre stjerner er Alpha Arietis, kaldet Hamal, fra det arabiske ord for lam; Beta Arietis, Sheratan, betyder på arabisk »to af noget« (f.eks. to tegn eller to horn, for det var oprindelig anvendt til både denne stjerne og dens nabo, Gamma Arietis). Gamma Arietis, Mesartim, er en afledt form af al-sharatan, den betegnelse som den oprindeligt delte med Beta Arietis.
I marts står Vædderen lavt på vesthimlen umiddelbart efter solnedgang, og i astronomien har dette lidt undseelige stjernebillede en langt større betydning, end dens svage stjerner antyder, for i antikkens Grækenland markerede det forårspunktet, dvs. det punkt hvor Solen ved jævndøgn krydser himlens ækvator fra syd til nord. På grund af den langsomme forskydning af Jordens akse, præcessionen, er jævndøgnspunkterne ikke stationære. Den græske astronom Hipparch definerede omkring 130 f.Kr. positionen af dette punkt som syd for stjernen Mesartim (Gamma Arietis). Dyrekredsen blev derefter vedtaget til at starte her, så forårspunktet blev almindeligvis omtalt som Vædderpunktet. På grund af præcessionen har forårspunktet flyttet sig omkring 30° siden Hipparchs tid, og i øjeblikket ligger det i det tilstødende stjernebillede Fiskene. På trods af dette går forårspunktet fortsat under benævnelsen Vædderpunktet.
Det blå kryds er forårspunktets position på Hipparchs tid, og det røde markerer den nuværende position.
Vædderen. Uranias Mirror 1824. Den lille samling stjerner ud for Vædderens hale er Plejaderne (Syvstjernen).
Musca Borealis lige nord for Vædderen findes ikke som stjernebillede på himlen mere. I dets eksistenstid førte det en noget omtumlet tilværelse. Det blev første gang tegnet på en globus i 1612 af hollænderen Petrus Plancius under navnet Apes, dvs. Bien. Den tyske astronom Jacob Bartsch ændrede navnet til Vespa, Hvepsen, på sit kort fra 1624. Johan-nes Hevelius omdøbte det til Musca på sit Firmamentum Sobiescianum fra 1690. Dette navn blev senere udvidet til Musca Borealis for at skelne det fra et tilsvarende insekt, som allerede eksisterede på den sydlige himmelhalvkugle. Til sidst blev Den nordlige Flue klasket af astronomerne, fordi der efterhånden fandtes så mange stjernebilleder, at det var svært at holde rede på dem. For at bidrage til forvirringen blev de samme stjerner brugt i 1674 af franskmanden Ignace-Gaston Pardies til at danne stjernebilledet Lilium fleur-de-lis, dvs. den franske lilje, men også den havde en meget kort levetid.
Der finder også et planetmøde sted på morgenhimlen – eller to for at være mere præcis. Et sådan planetmøde kaldes en konjunktion, og i dette tilfælde er det Mars, som passerer forbi Jupiter og Saturn med godt en uges mellemrum sidst på måneden.
Morgenhimlen den 1., 20., og 31. marts én time før solopgang.
Den 1. marts står alle tre planeter på en række, som spænder over knap 20° på Ekliptika. De bevæger sig alle progradt, dvs. mod øst i forhold til baggrundsstjernerne. Mars står længst mod vest, men da dens bane er meget tættere på Solen end de to ydre planeters, bevæger den sig hurtigst. Den 20. marts har den indhentet Jupiter med en mindste afstand på ¾°. Med en lysstyrke på mag. ÷2,1 er Jupiter langt den klareste, medens Mars har mere beskedne mag. 0,9. Begge planeter kan ses samtidig gennem et teleskop med lav forstørrelse, og også i dette tilfælde er der stor forskel på planeterne. Jupiters skive spænder over 36” i sammenligning med Mars’ 6”. Tre af Jupiters store måner, Io, Ganymedes og Callisto, står på række på samme side af planeten, medens Europa ikke kan ses, fordi den er skjult bag Jupiter.
Mars fortsætter sin prograde bevægelse mod øst og passerer Saturn den sidste morgen i marts i en afstand af 1°. På dette tidspunkt er Mars’ lysstyrke steget til mag. 0.8, hvilket stort set svarer til Saturns lystyrke, som er mag. 0,7. Med det blotte øje er der tydelig forskel på de to planeters farve. Mars er rød/orange, medens Saturn lyser med en gulbrun nuance. Et teleskop viser endnu større forskel. Med sine beskedne 6” ser Mars 3 gange mindre ud end Saturn på 16”, og den se endnu mindre ud, når ringenes tilsyneladende diameter på 37” regnes med.
Den 20. marts – morgenen for konjunktionen mellem Mars og Jupiter og dagen for forårsjævndøgn – er der udover Saturn endnu en planet på morgenhimlen. Solsystemets inderste planet, Merkur, bevæger sig så hurtigt, at den når at optræde tre gange på aftenhimlen og tre gange på morgenhimlen i 2020.
Imidlertid har Ekliptikas hældning stor betydning, og de bedste tidspunkter for at se den solnære planet fra danske breddegrader er om aftenen i foråret eller om morgenen i efteråret, hvor Ekliptika står stejlt mod horisonten. Desuden er Merkurs bane om Solen meget elliptisk, så elongationerne (største vinkelafstand fra Solen) er ikke altid lige store, og det ligger desværre sådan, at den maksimale elongation på grund af baneforholdene mellem Jorden og Merkur kun finder sted, når Merkur står på aftenhimlen i efteråret og på morgenhimlen i foråret, og det er jo lige de modsatte tidspunkter af Ekliptikas gunstige hældning. Samtidig hælder Merkurs bane 7° i forhold til Ekliptika, så i Danmark må vi være tilfredse med mindre elongationer, når Merkur står gunstigt.
Elongationerne varierer mellem 18° og 28°, og den 24. marts opnår Merkur årets største elongation på 27,8°. Det får vi ikke megen glæde af, for på grund af de netop nævnte forhold kommer Merkur kun nogle få grader over horisonten inden solopgang. På den sydlige halvkugle er det lige modsat. Her opnår Merkur de største elongationer, samtidig med at Ekliptika står stejlt mod horisonten.
Merkurs elongationer.
Morgenhimlen ved solopgang den 20. marts. Læg mærke til at Solen står op præcist mod øst. Det gør den kun to gange om året. Ved forårsjævndøgn og ved efterårsjævndøgn.
Se Månens aktuelle fase på denne side: https://svs.gsfc.nasa.gov/4768