Høstmånen
Der er knap én måned mellem hver fuldmåne. Nærmere bestemt er der 29½ døgn, hvilket betyder, at der en gang i mellem kan forekomme to fuldmåner i samme måned. Gennem-snitlig sker det med omkring 2½ års mellemrum, så der er ikke tale om et sjældent fæno-men. Af og til hører man den 2. fuldmåne i en måned betegnet Blå Måne. Det har ikke noget med dens farve at gøre men stammer fra engelsktalende lande, hvor der er tradition for at navngive hver måneds fuldmåne. Denne tradition har vi ikke i Danmark, hvor det kun er fuldmånen i september, som har et særligt navn, nemlig Høstmånen.
Er der da noget specielt ved Høstmånen, siden den har fået større opmærksomhed end årets øvrige? Er den mere rød end ved andre lejligheder? Er den større, eller står den højere eller lavere på himlen? Eller måske nærmere?
Ingen af delene. Høstmånen er den fuldmåne, som falder tættest på efterårsjævndøgn. Den falder derfor ikke nødvendigvis i september, idet den kan falde på alle tidspunkter fra ca. en uge ind i september til ca. en uge ind i oktober. Høstmånen ser ikke anderledes ud end alle andre fuldmåner, men dens optræden under opgangen på aftenhimlen mod øst er anderledes. For at forstå forskellen, er det nødvendigt at vide lidt om, hvordan Månen normalt eller gennemsnitligt opfører sig.
Gennemsnitlig står Månen op 50 minutter senere hver dag. Det skyldes, at Månen kredser om Jorden samtidig med, at både den og Jorden kredser om Solen. Månen bevæger sig mod øst i forhold til stjernebillederne langs Ekliptika med en hastighed, der nogenlunde svarer til dens egen diameter i løbet af en time, og da Månen fylder godt ½° på himlen, bliver det til 12° pr. døgn. Under opgangen befinder Månen sig et bestemt sted blandt stjernerne, og efter 24 timer (mere præcist 23 timer og 56 minutter) er dette sted igen på vej op over horisonten. Imidlertid har Månen i mellemtiden bevæget sig 12° længere mod øst, og eftersom Jorden roterer omkring sin akse med 15° i timen, går der knap 50 minut-ter, før den har drejet sig så meget, at Månen står op.
Der er imidlertid store variationer i årets løb, og særligt i tiden omkring efterårsjævndøgn står Månen op på næsten samme tidspunkt adskillige aftener i træk. Det synes, som om Månen har taget fast ophold på østhimlen efter solnedgang, og det er der en god forklaring på.
I Danmark hælder himlens Ækvator ca. 35° i forhold til horisonten. Ekliptika har en hæld-ning på 23½° i forhold til Ækvator, hvilket vil sige, at den afhængig af tidspunkt på døgnet og året har en hældning i forhold til horisonten mellem 58½° og 11½°. Netop omkring efterårsjævndøgn har Ekliptika den mindst muligt hældning ved solnedgang. Månens bane ligger derfor næsten parallelt med horisonten, så Jorden behøver ikke at dreje så meget som på andre tidspunkter.
Omkring forårsjævndøgn er det præcist modsat. På dette tidspunkt har Ekliptika den størst muligt hældning ved solnedgang, så måneopgangen kan falde næsten 1½ time senere end aftenen i forvejen, og det samme sker den følgende aften. Effekten heraf bliver dramatisk. Ganske få nætter efter fuldmåne viser den sig ikke før efter midnat, når de fleste allerede er gået til ro. Så på en måde er den forsvundet fra himlen. Forårsfuldmånen har et kort liv.
Ekliptika på østhimlen ved solnedgang omkring henholdsvis efterårsjævndøgn og forårsjævndøgn.
En yderligere forstærkning opstår periodevis, fordi Månens bane hælder 5°,1 i forhold til Ekliptika, og fordi dens knudepunkter foretager en tur hele vejen rundt på 18,6 år. To gange i denne periode vil Månens bane derfor være endnu mere vandret i forhold til horisonten end på de øvrige tidspunkter.
En anden måde at anskue hvad der forårsager Høstmånen er ved at finde et stjernekort og se, hvor Månen befinder sig på det aktuelle tidspunkt. Omkring efterårsjævndøgn fore-kommer fuldmånen, medens Månen befinder sig i Fiskene. De følgende dage bevæger den sig gennem Vædderen og Tyren, som begge ligger højt over himlens Ækvator, og jo længere mod nord et objekt befinder sig på himlen, jo længere tid er det over horisonten. Med andre ord får Månen hurtigt en højere deklination og står derfor tidligere op end umiddelbart forventet – hvilket vil sige næsten på samme tidspunkt som aftenen i forvejen.
’Næsten på samme tidspunkt’ afhænger imidlertid af, hvilken breddegrad man bor på. Jo højere mod nord man befinder sig, jo mindre er Ekliptikas hældning i forhold til horison-ten. I indledningen fremgik det, at det primært er i USA, man navngiver de forskellige måneders fuldmåne, men netop Høstmånen menes at være opstået i Nordeuropa, hvorfra skikken fulgte med emigranterne til USA.
Høstmånen på østhimlen efter solnedgang.
I Nordeuropa kan måneopgangen finde sted blot 10-20 minutter senere end aftenen i for-vejen. Man har derfor en klart lysende måne på østhimlen lige efter solnedgang mange aftener i træk. Den er næsten ikke til at slippe af med, hvilket netop er begrundelsen for navnet Høstmånen. Før i tiden faldt høsten væsentligt senere end i dag, og den travle bonde, som måtte klare høsten med en le, kunne knap nok nå at blive færdig, før det tidlige efterårsmørke faldt på. Høstmånen lyste derfor meget bekvemt den ene aften efter den anden og tillod at fortsætte høstarbejdet lang tid efter solnedgang. I dag er høsten som regel overstået længe inden efterårsjævndøgn, og desuden er der lys på mejetærskeren, så høstmånens funktion som lysgiver tilhører fortiden.
Peter Hansen (1868-1928): ”Høstbillede”. 1910. Olie på lærred. 103 x 127 cm. Faaborg Museum.
Høstbillede 2010.
Når man ser Månen stå op, og den dermed befinde sig tæt på horisonten så mange aftener i træk, kan man heller ikke undgå at lægge mærke til, at den synes at være betydeligt større, end når den er kommet højere op på himlen. Det kunne foranledige til at tro, at Månen er tættere på Jorden om efteråret, og at den derfor ser større ud end på andre årstider. Det er imidlertid ikke tilfældet. Det er i stedet det særlige fænomen, som kaldes måneillusionen. Illusionen har været kendt i årtusinder og er i virkeligheden et synsbedrag.
En anden og mere udbredt forestilling om fuldmånen er, at den skulle have en vis effekt på sine omgivelser og særligt på mennesket. Det siges, at fødselsraten stiger omkring fuldmåne, at vejret er bedre, at der forekommer mere kriminalitet, at man ikke kan falde i søvn, at de ansatte på psykiatriske klinikker oplever flere patienter omkring denne tid, samt mange andre bemærkelsesværdige forhold.
Ingen af disse påstande kan dog holde vand ved nærmere undersøgelse. Det, som i virke-ligheden sker, er at man lægger mærke til, hvis der er fuldmåne. Fuldmånen lyser trods alt meget kraftigere end ved alle de øvrige faser og er oppe hele natten. Hvis der samtidig sker en eller anden begivenhed, forbinder man senere erindringer om denne begivenhed med fuldmånen. Misforståelsen er opstået fordi fuldmånen lyser meget stærkt; faktisk lyser den mellem 9 og 12 gange så meget, som når den er halv. Såfremt det er klart vejr i nætterne omkring fuldmåne, er det derfor umuligt at undgå at få øje på den, og det synsindtryk fæstner sig langt stærkere i bevidstheden end den blegere halvmåne.
Der er ca. 4 uger mellem hver fuldmåne. De fuldmånenætter, hvor der er overskyet, ser man den naturligvis ikke og tænker derfor ikke nærmere over, om det er fuldmåne eller ej, men husker kun de klare nætter og forbinder derfor fuldmåne med skyfrit vejr og andre mere eller mindre uforklarlige hændelser.
Desuden har de fleste svært ved at afgøre, om der er fuldmåne eller ej. Pr. definition er der fuldmåne på ét bestemt tidspunkt. Det udvides i kalenderen til én bestemt dato, men i et par dage før og efter er Månen så tæt på at være fuldt belyst, at mange betragter den som fuld. Disse 4-5 dage forøger muligheden for, at der er klart vejr.
Fuldmånen sammenlignet med fasen i dagene før og efter.