Stjernehimlen i december 2020
Les Très Riches Heures du duc de Berry, Décembre.
Med december tager vi hul på årets sidste måned. De sidste blade er faldet af træerne, efteråret er slut, og den første vintermåned står for døren. Selv om vi har vidst det et helt år, er december traditionelt ensbetydende med stress og jag for at nå det hele inden Jul. I år sætter en vis virus en dæmper på glæden, men det bør ikke forhindre nogen i at løfte blikket, for i de lange nætter omkring vintersolhverv skulle man gerne have et par timer til overs under stjernehimlen.
Selv om december regnes for den første vintermåned, vil mange af sommerens stjerne-billeder fortsat stå på himlen umiddelbart efter solnedgang. Særligt vil man lægge mærke til Sommertrekanten, hvor stjernebilledet Svanen i denne måned spiller en særlig rolle for den kommende højtid.
Når julen nærmer sig, kan man gå udenfor omkring kl. 20 og se efter et stort iøjnefaldende krucifiks af stjerner lige over den vest-nordvestlige horisont. Det er en tilfældig gruppe-ring af stjerner, hvor det omkring 20° lange kors i er virkeligheden et af stjernehimlens lettest genkendelige stjernebilleder, for det består af de klareste stjerner i stjernebilledet Svanen: Deneb (α Cygni) markerer spidsen af korset. Albireo (β Cygni) udgør foden, og Epsilon (ε), Gamma (γ) og Delta (δ) Cygni danner tværbjælken.
Omkring juletid står Nordkorset lige over den vest-nordvestlige horisont omkring kl. 20 lokal tid.
Nordkorset er ikke en af oldtidens klassiske stjernebilleder, selv om dets form velsagtens er mere genkendeligt og passer bedre til navnet end det officielle Svanen. Det stammer fra det 17. århundrede, da visse himmeliagttagere tillagde de forskellige stjernemønstre religiøs betydning. Mens mange andre så disse stjerner danne omridset af en himmelsk fugl, bl.a. en hornugle, en ibis og naturligvis en svane, så andre dem som Kristi kors. Den tyske advokat Julius Schiller (1560-1627) omdøbte Svanen til St. Helena med korset på Golgata og fremstillede figuren som sådan i sit stjerneatlas Coelum Stellatum Christianum (Den kristne stjernehimmel) fra 1627. Den nutidige benævnelse Nordkorset, som af til bruges om Svanen, stammer fra disse fromme skildringer.
Julius Schillers Coelum Stellatum Christianum. Schiller tegnede sit atlas i den gamle stil med spejl-vendte billeder, så himlen ser ud, som om man betragter den udefra, på samme måde som Gud og englene.
Dagene er korte i december. Den 1. står Solen op kl. 08:22 og går ned kl. 15:53. Det giver en dagslængde på 7 timer og 31 minutter, og den 31. er de tilsvarende tider henholdsvis kl. 08:46 og kl. 15:58, hvilket vil sige 7 timer og 12 minutters dagslys, så selv når tusmørket trækkes fra, bliver det til mange mørke timer. Ind imellem har vi passeret årets korteste dag, som i 2020 falder den 21. december. Når Solen kulminerer, dvs. står højest på himlen mod syd, befinder den sig kun godt 11° over horisonten. Skyggerne er derfor ekstra lange selv ved middagstid. I modsætning hertil står Solen 58° over horisonten ved midsommer. Bemærk at dette gælder for Odense. Andre steder i Danmark vil der forekomme en mindre afvigelse pga. en anden geografisk placering.
Lange skygger ved vintersolhverv.
En forholdsvis sjælden astronomisk begivenhed finder sted i denne måned lige før jul. Den 21. december er Jupiter og Saturn i konjunktion, hvilket nærmere bestemt vil sige, at de set fra Jorden befinder sig i samme retning og har samme rektascension.
Jupiter og Saturn og nogle af deres mange måner i konjunktion. Den yderste måne til venstre ud for Saturn er dog en baggrundsstjerne, og det samme er tilfældet for den yderste til højre ud for Jupiter. På grund af den lave højde over horisonten er Saturns måner, bortset fra den klareste (Titan), meget vanskelige at se.
Tætteste møde i en afstand af 0,1° finder sted kl. 14:22, og når Solen går ned godt 1½ time senere, og de to planeter efter yderligere en halv times tid bliver synlige, har afstanden mellem dem stort set ikke ændret sig. Dette er den tætteste konjunktion mellem Jupiter og Saturn siden 16. juli 1623, hvor afstanden var 0,09°, men den pågældende konjunktion kunne ikke ses fra vore breddegrader, idet planeterne kun stod 12° fra Solen og gik ned en halv time efter Solen midt i de lyse nætter om sommeren.
I år er vi bedre stillet, for de to planeter står 30° fra Solen og går ned 2½ time efter sol-nedgang. De står ganske vist meget lavt på himlen, men dog ikke lavere end at Jupiter med sin lysstyrke på mag. ÷2 bliver synlig for det blotte øje omkring ½ time efter solnedgang. Saturn på mag 0,6 kan på dette tidspunkt vanskeligt ses med det blotte øje, men træder tydeligt frem gennem en prismekikkert.
En afstand på 0,1° svarer til 1/5 af Månens diameter og til det halve af afstanden mellem Mizar og Alcor, den kendte dobbeltstjerne i knækket af Karlsvognens stang. Med det blotte øje kan Jupiter og Saturn ses som to adskilte objekter, men det er dog et syn noget ud over det sædvanlige, man normalt ser på himlen.
Mizar/Alcor og Jupiter og Saturn set med samme forstørrelse den 21. december gennem et teleskop med en forstørrelse på ca. 100×. Bemærk at Mizar er en dobbeltstjerne, hvor hver komponent igen er dobblet. Alcor er ligeledes en dobbeltstjerne, men adskillelsen mellem dens to komponenter er kun 1”. Den svage stjerne på mag. 8 øverst til venstre er en baggrundsstjerne, som er blevet navngivet Sidus Ludoviciana.
De to store planeter har tiltrukket sig opmærksomheden på aftenhimlen hele efteråret, og de seneste par måneder har de fleste lagt mærke til, at afstanden mellem dem gradvist er blevet mindre. Begge planeters oppositionssløjfe er overstået, så de bevæger sig progradt, dvs. mod øst i forhold til baggrundsstjernerne, men da Jupiter kredser tættere på Solen end Saturn, bevæger den sig hurtigst og indhenter derfor den langsommere Saturn. Afstanden mellem dem på 2,1° den 1. december bliver således mindre og mindre, indtil den kun er ½° den 17. december. Det svarer til Månens diameter, og da det smalle månesegl netop denne aften står 6° til venstre for parret, er det let at sammenligne, især fordi det kun er 3 dage efter nymåne, hvor jordskinnet oplyser den ellers ubelyste del af Månen.
Jupiter, Saturn og Månen umiddelbart efter solnedgang den 17. december.
Mellem den 12. og 30. december er afstanden mellem planeterne under 1°. De kan derfor ses samtidig gennem et teleskop med lav forstørrelse. Sidst på måneden bliver Saturn vanskeligere at se, fordi højden over horisonten efterhånden bliver for lille.
Konjunktioner mellem Jupiter og Saturn finder sted ca. hvert 20 år. Den forrige var i maj 2000, men på samme måde som i 1623 var planeterne for tæt på Solen til at kunne ses. I modsætning hertil var konjunktionen i 1981 en såkaldt tripplekonjunktion, hvor planeterne passerede hinanden tre gange. Første gang den 31. december 1980 og igen den 4. marts og 24. juli 1981. Tætteste møde var decemberkonjunktionen med en afstand på godt én grad, og alle tre konjunktioner kunne tydeligt ses, idet planeterne var i opposition i marts 1981.
En trippekonjunktion er forholdsvis sjælden, fordi planeterne skal stå i en ganske bestemt stilling i forhold til hinanden. De forekommer kun, når Jupiter og Saturn er i opposition på omtrent samme tidspunkt, så Jupiters retrograde bevægelse fører den forbi Saturn tre gange. Kun omkring hver syvende konjunktion er en tripplekonjunktion, men de fore-kommer ikke regelmæssigt. I det 20. århundrede var der to: Den nævnte i 1980/81 og en i 1940/41. I indeværende århundrede og det næste forekommer der ingen. Først i 2239 kan Stjernehimlen.info glæde læserne med det pågældende års store begivenhed.
Synsretningen fra Jorden mod Jupiter falder sammen med synsretningen mod Saturn tre gange i løbet af deres oppositionssløjfe. Bemærk at Saturn naturligvis er længst fra Jorden, men det kan vi ikke umiddelbart se, for vi opfatter stjernehimlen som to-dimensionel.
En ganske speciel konjunktion mellem Jupiter og Saturn fandt sted i år 7. før vores tids-regning. Det var en tripplekonjunktion, som er en af de bedste kandidater til forklaringen på Betlehemsstjernen.
Der er kun få timer til at iagttage Jupiter-Saturn konjunktionen efter solnedgang. Før solopgang er der ligeledes kun få timer til at iagttage Venus, for i begyndelsen af december står den op godt 2½ time før Solen, og sidst på måneden er det blevet reduceret til 1½ time. Den 12. december står det tynde månesegl 7° til højre for Venus, og den 13. står det 6° til venstre. I løbet af det mellemliggende døgn passerer Månen foran Venus – en såkaldt okkultation – hvilket imidlertid foregår i nattetimerne, hvor Venus og Månen ikke er over horisonten fra danske breddegrader.
Gennem et teleskop gør den lysstærke planet ikke det store væsen af sig. Den befinder sig på den modsatte side af Solen i forhold til Jorden og nærmer sig øvre konjunktion, så dens skive er næsten fuldt belyst og spænder kun over 11”, hvilket skal ses i kontrast til dens udstrækning umiddelbart efter nedre konjunktion i juni. Lysstyrken ligger hele måneden på mag. ÷4, hvilket betyder, at Venus er nem at se på trods af den lave højde over horisonten.
Venus den 31. december 2020 og den 15. juni 2020, hvor udstrækningen var 54”.
De vanskeligste planeter at se er Uranus og Neptun, fordi de er så lyssvage, at de ikke kan ses med det blotte øje. Neptun er den svageste, idet dens lysstyrke ligger på mag. 7,9. Den kan ses gennem en god prismekikkert, og i december befinder den sig i samme område, som den har gjort hele året, for på grund af dens store afstand fra Solen bruger den 165 år til at fuldføre et omløb, og den bevæger sig derfor kun gennemsnitlig 2¼° længere frem i sin bane pr. år.
Neptun bevæger sig mod venstre. Kortets synsfelt er 4°.
I begyndelsen af december befinder Neptun sig i Vandmanden ¾° øst for φ (Phi) Aqr. på mag. 4,2. Planeten bevæger sig progradt, dvs. mod øst i forhold til baggrundsstjernerne, men det går meget langsomt til at begynde med, fordi den nåede det stationære punkt i oppositionssløjfen den 29. november. I løbet af december bliver afstanden til φ forøget med ¼°.
Uranus befinder sig i Vædderen, og med en lysstyrke på mag. 5,7 kan den ikke ses med det blotte øje, medmindre man observerer fra et fuldstændig mørkt sted og ved, hvor den præcist befinder sig. Og netop det er lidt vanskeligt, for den befinder sig i et område med kun få stjerner.
Uranus’ banebevægelse i december. Planeten bevæger sig retrogradt og befinder sig 10½° syd for Hamal, Vædderens klareste stjerne. Kortets synsfelt er 15 ° i bredden.
Detailkortet har et synsfelt på 4°.
Mars afsluttede sin retrograde bevægelse midt i november og bevæger sig igen mod øst i forhold til baggrundsstjernerne. Den 2. december krydser den Ekliptika i nordlig retning og får gradvist en højere deklination, hvorved den kommer til at stå endnu gunstigere for iagttagere på den nordlige halvkugle.
Mars’ bane gennem den sydlige del af Fiskene i december. Den gule linje er Ekliptika.
Den gunstigere placering kommer desværre lidt for sent, for Jorden og Mars fjerner sig fra hinanden, så Mars’ udstrækning svinder fra 14½” til 10½” i løbet af måneden, og samtidig falder dens lysstyrke fra mag. ÷1,1 til mag. ÷0,2. Den lille skive er også gået fra at være 100% belyst under oppositionen til 90% her i december. Dette skyldes, at Jorden er kommet så langt foran i sin bane, at vinklen mellem Jorden, Solen og Mars har ændret sig så meget, at lyset fra Solen falder i en skrå vinkel i forhold til synsretningen fra Jorden.
Jordens og Mars’ position i Solsystemet på den sidste aften i 2020.
I begyndelsen af 2021 er Mars’ udstrækning faldet til under 10”, hvilket gør det meget svært at se alle de overfladestrukturer, som var synlige under oppositionen. Næste opposition finder sted den 8. december 2022, og Mars vil da stå med en lysstyrke på mag. ÷1,9 i Tyren og ses under en vinkel på 17”.
Der er naturligvis meget andet at se på nattehimlen end planeterne, og her kan nogle af Galileis banebrydende opdagelser gennem sit teleskop passende omtales. Udover at opdage Jupiters fire store måner og Venus’ faser, var han nemlig også den første, der kunne dokumentere, at Mælkevejen består af langt flere stjerner end de, som er synlige for det blotte øje. I Sidereus Nuncius, Budskabet fra Stjernerne, udgivet i 1610 skrev han: ”Udover stjernerne af sjette størrelse kan en mængde andre, som skjuler sig for det blotte øje, ses gennem teleskopet”.
Galilei besluttede at bevise dette ved at tegne et kort over stjernebilledet Orion. Stillet overfor den overvældende mængde stjerner indskrænkede han hurtigt sin opmærksomhed til Orions Bælte og Sværd, og til de allerede kendte stjerner tilføjede han yderligere 80.
Orions Bælte og Sværd gengivet i Sidereus Nuncius. Til højre ses Galileis kort over Plejaderne.
Galileis kort dækker 5½° × 7° og viser stjerner til omkring 9 størrelsesklasse. Sammen-lignet med moderne kort passer positionerne – bortset fra de tre i Bæltet – ikke særlig godt, men det skyldes primært teleskopets snævre synsfelt på omkring ¼°.
Udover unøjagtigheden af Galileis kort bemærker den opmærksomme læser en væsentlig mangel. Oriontågen er ikke med! Det er meget tænkeligt, at medens han observerede stjernerne i Sværdet, opdagede han slet ikke tågen gennem det snævre synsfelt i det primitive teleskop. Hans mission var jo at bevise eksistensen af ukendte stjerner og ikke af deep-sky objekter. Det er også tænkeligt, at han så tågen, men anså den for en fejl i teleskopets optik. Der var både kromatisk og sfærisk aberration i det usammensatte objektiv, så der forekom et tågeslør omkring alle stjerner, men uanset hvor unøjagtig hans kort end var, var det et klart bevis på, at det var meget mere, som ventede på at blive opdaget gennem astronomernes nye værktøj.
Et moderne kort er forskellig fra Galileis, og det inkluderer naturligvis Oriontågen, M42.
Gennem moderne teleskoper, som er Galileis overlegen, kan vi i dag nyde synet af, hvad mange anser for nattehimlens prægtigste deep-sky objekt. Hvad der for det blotte øje synes at være en lidt ulden stjerne i midten af Orions Sværd, afslører sig gennem en prismekikkert eller et lille teleskop i stedet som en udbredt tåge. Gennem et stort teleskop er synet endnu mere overvældende. Svage buer af gas breder sig som vinger ud og dækker et område adskillige gange større end fuldmånen. Jo mørkere himlen er, og jo større teleskopet er, jo flere detaljer viser der sig i det kaotiske men alligevel enestående himmelske skuespil.
Oriontågen.
Midt i det hele overser man næsten en lille firkant af stjerner fra 5. til 8. størrelse. Det er Theta, bedre kendt som Trapezet, hvis fire stjerner dækker over et område af samme tilsyneladende størrelse som Saturn. Det er disse fire unge stjerner, som oplyser den omgivende tåge, de er skabt af, og de tre klareste blev set af Galilei i 1617, så selv om han ikke så selve tågen, så han dens hjerte.
Theta Orionis, sværdets midterste stjerne, har en lysstyrke på mag. 4,2. Når man ser på den gennem et teleskop, opløses den imidlertid i fire stjerner, kaldet Trapezet. A har en lysstyrke på mag. 6,7. B lyser med mag. 8,0. C er den klareste af de fire med en mag. på 5.1, medens D har samme magnitude som A, nemlig 6,7. De noget svagere E og F med lysstyrker på mag. 11 kræver et 6-8 tommers teleskop. H, G og I er endnu svagere, idet de har lysstyrker på mag. 15.
Galilei blev forbavset over det store antal stjerner, han kunne se gennem sit teleskop. Hidtil havde astronomerne udelukkende kendt til dem, som kan ses med det blotte øje, og selv om man ofte hører folk udbryde, når de står under stjernehimlen på en klar aften/nat, at ”der er millioner af stjerner”, drejer det sig i virkeligheden om langt færre.
Det nærmeste himmellegeme, som er synlig for det blotte øje, er Månen. Derudover omfatter de synlige objekter i Solsystemet de fem klassiske planeter og en gang i mellem en komet. Udenfor Solsystemet er der et stort antal individuelle stjerner, nogle få stjernehobe, samt Mælkevejens slørede bånd tværs over himlen, men selv om Mælkevejen indeholder flere hundrede milliarder stjerner, er antallet af synlige stjerner for det blotte øje langt mindre. Fordelt over hele himlen drejer det sig om ca. 9000, og her er medregnet de allersvageste, som lige netop kan skelnes, når ens øjne er blevet fuldt mørkeadapteret under en helt mørk himmel. Det er sjældent, at man befinder sig under sådanne ideelle forhold, så for det meste kan man normalt højst se et par tusinde, og desuden kan man kun kan se halvdelen af himlen af gangen, idet den anden halvdel befinder sig under horisonten, og stjernerne bliver naturligvis først synlige, efterhånden som de står op. Til gengæld går der hele tiden lige så mange ned.
Det er således ret begrænset hvor meget af Universet, man kan se med det blotte øje. Den nærmeste synlige stjerne er Alfa Centauri på den sydlige himmelhalvdel, og som ikke kan ses fra danske breddegrader. Afstanden til Alfa Centauri er omkring 4,3 lysår, og den hører til blandt de 25 klareste stjerner på himlen. Den fjerneste af disse 25 er Deneb, som er den klareste stjerne i Svanen. Denebs afstand er lidt usikker og angives til et sted mellem 1600 og 2600 lysår. Kun et meget lille antal af de synlige stjerner for det blotte øje ligger længere væk, og det drejer sig i alle tilfældene om superkæmper, som lyser flere hundrede-tusinde gange mere end Solen men alligevel fremstår som meget svage på grund af den store afstand.
Langt hovedparten af de synlige stjerner ligger inden for en afstand af nogle få hundrede lysår, hvilket kun udgør et meget lille område i forhold til Mælkevejens udstrækning på 100000 lysår. Hvis vi fore-stiller os, at dette er Mælkevejen, vil de stjerner som kan ses med det blotte øje fra Jorden ligge indenfor den blå cirkel.
Hvis vi ser bort fra enkeltstjerner, kan Oriontågen i en afstand af 1350 lysår skimtes som et lidt tåget stjernelignende objekt. Den Store Magellanske Sky ligger i en afstand af 165000 lysår; her kunne der i 1987 i et kort periode ses en supernova med en lysstyrke på mag. 3, og det fjerneste objekt synligt for det blotte øje er Andromedagalaksen i en afstand af 2½ million lysår.
Årets sidste store meteorsværm er Geminiderne, der udstråler i Tvillingernes nordlige del ikke langt fra de to klare stjerner Castor og Pollux. Geminiderne bevæger sig normalt for-holdsvist hurtigt i forhold til mange andre meteorsværme og er normalt også ret lysstærke. På den nordlige halvkugle kan Geminidernes radiant ses fra tidligt om aftenen, idet den står op før kl. 19:00. Omkring kl. 02:00 står radianten lige i syd.
Geminiderne er aktive mellem omkring 4. til 17. december, og maksimum falder i år den 13. Det er tæt på nymåne, som er den 14. december, så der er mørkt hele natten. ZHR angives til 100-150, men som sædvanlig må man forvente et reelt væsentligt lavere antal, fordi ZHR er en teoretisk værdi, som kun forekommer under helt ideelle betingelser.
Tvillingerne befinder sig et godt stykke nord for himlens Ækvator. Geminidernes radiant kommer derfor ikke særlig højt op på himlen fra Jordens sydlige halvklode, men her er der til gengæld sommer i modsætning til hos os nordboere, så alt det varme tøj vil skal iføre os, slipper de til for.
Fra danske breddegrader er Geminidernes radiant som nævnt over horisonten i stort set alle de mørke timer, og den optimale observationsretning skifter derfor i løbet af natten, efterhånden som himlen synes at dreje sig mod vest. Geminiderne kan ses hele natten, men der ses som regel flere meteorer efter midnat. Det bedste er ikke at se direkte mod radianten, da meteorerne her ikke trækker særlig lange streger. Ellers forekommer de over hele himlen og kendes ved, at en tænkt linie baglæns i deres bevægelsesretning vil pege på Tvillingernes stjernebillede.
Geminidernes radiant.
Geminiderne syntes pludselig at være dukket op i løbet af 1860’erne. Meteorsværmen blev første gang bemærket i 1862, da engelske observatører fandt en hidtil ukendt radiant for en række meteorer, der blev observeret i perioden 10.-12. december. Samme år opdagede observatører fra USA uafhængigt samme aktivitet, og året efter var mønstret det samme. I løbet af 1870’erne blev observationerne af Geminiderne mere talrige og organiserede, efterhånden som astronomerne indså, at en ny årlig meteorsværm var blevet opdaget.
Et stort spørgsmål forblev dog ubesvaret: Geminidernes oprindelse. Det havde længe været klart, at mange meteorsværme kunne forbindes med kendte kometer, men ingen syntes at kunne forbindes med Geminiderne. Eftersom strømmens nøjagtige størrelse og form ikke var helt fastslået, blev der i begyndelsen ikke gjort ret meget for at løse spørgsmålet, men i 1950’erne begyndte man igen at spekulere, og de fleste var enige om, at eksistensen af en ukendt kortperiodisk komet i en sådan bane ikke lød særlig sandsynlig. I stedet mente man, at Geminiderne med større sandsynlighed var løsrevet fra en langperiodisk komets perihelpassage for længe siden. En mulig kandidat kunne være den store komet fra 1680.
I 1983 kom løsningen uventet. Den 11. oktober dette år fandt The Infrared Astronomical Satellite (IRAS) et objekt, som bevægede sig hurtigt gennem Dragen. Næste nat blev opdagelsen bekræftet med Palomar Observatoriets 48 tommers Schmidt teleskop. Det var en asteroide, og dens foreløbige navn blev 1983 TB.
Hurtigt blev en banebestemmelse foretaget. Omløbstiden om Solen blev bestemt til 524 døgn, og banebestemmelsen viste tydelige tegn på et sammenfald med Geminiderne. Yderligere observationer bekræftede denne forbindelse, og asteroiden fik det blivende navn 3200 Phaethon.
3200 Phaethons bane i det indre solsystem.
Glæden over at have fundet Geminidernes oprindelseskilde var stor, men forbavselsen var lige så stor, da det gik op for astronomerne, at det var første gang, en meteorsværm ikke kunne forbindes med en komet men derimod med en asteroide. Astronomerne mener, at 3200 Phaethon er en udbrændt komet, som har samlet en skorpe af interplanetariske støvkorn. Den tykke skorpe og kappe giver den en ydre lighed med en asteroide, men under denne ligger kometens kerne. Med fundet af 3200 Phaethon kom et nyt vigtigt led til forståelsen af de mange årlige meteorsværmes oprindelse.
Jævnligt hører man påstanden om, at 3200 Phaethon støder sammen med Jorden inden for få år. Påstanden er kun delvist korrekt, for et sammenstød vil sandsynligvis finde sted men ikke inden for en overskuelig årrække. Påstanden fremsættes især på de sociale medier i december i forbindelse med den årlige tilbagekomst af Geminiderne.
Jordens og 3200 Phaethons baner er ret stabile og vil først krydse hinanden en gang langt ude i fremtiden, for det er langt fra altid, at 3200 Phaethon befinder sig præcist i den del af sin bane, som ligger tættest på Jorden i midten af december. Beregninger over baneforlø-bet gennem en 900-årig periode, startende i 1600, viser at 3200 Phaethon ikke vil ramme Jorden i hvert fald indenfor de næste 500 år. Efter den tid bliver den præcise bane sværere at beregne, for udover at passere Jorden, passerer 3200 Phaethon også tæt på Venus, Merkur og asteroiden 15 Eunomia, og små fejl i beregningen kan opsummere sig til en væsentlig ændring.
3200 Phaethon formodes at være en kometkerne, som ikke længere er aktiv, fordi den har mistet de letfordampelige stoffer under de mange tætte passager af Solen. Men hvis der alligevel er nogle af de flygtige stoffer tilbage, kan Solens varme få dem til at fordampe og udsende jetstrømme på uforudsigelig måde, hvilket kan ændre kredsløbet.
