Tusmørke
Inden det bliver helt mørkt, er der tusmørke eller skumring, som er betegnelsen for det tidsrum, hvor Solen er gået ned, men stadig befinder sig et begrænset antal grader under horisonten. Der er defineret 3 former for tusmørke: borgerligt, nautisk og astronomisk tusmørke:
1) Borgerligt tusmørke defineres ved, at Solens centrum er mellem 0° og 6° under horisonten. Borgerligt tusmørke er, hvad vi almindeligvis betegner som tusmørke. Som hovedregel kan udendørs aktiviteter foregå uden kunstigt lys, og både horisonten og genstande på jorden kan tydeligt ses.
2) Nautisk tusmørke defineres ved, at Solens centrum er mellem 6° og 12° under horisonten. Man kan som regel se omridset af genstande på jorden, mens horisonten er mere vanskelig at skelne.
3) Astronomisk tusmørke defineres ved, at Solens centrum er mellem 12° og 18° grader under horisonten. Ved astronomisk tusmørke ses et mere eller mindre kraftigt genskær af Solens lys på nattehimlen.
Det samme gælder naturligvis før solopgang. Her foregår det blot i modsat rækkefølge.
Når der er astronomisk tusmørke hele natten, kalder vi det i Danmark for de lyse nætter. De varer fra ca. 5. maj til ca. 8. august. Det er først, når Solens centrum er mere end 18° under horisonten, at nattemørket pr. definition begynder.
Se her hvornår det er tusmørke i dag.