Stjernehimlen i februar 2018
I februar er det fortsat Orion, som dominerer aftenhimlen. Orion står mod syd ved 20-tiden midt på måneden, og en linje gennem de tre stjerner i Bæltet rammer Sirius i Store Hund. Sirius kan dog nemt findes uden hjælp af bæltestjernerne, for det er himlens klareste stjerne med en lysstyrke på mag. ÷1,4. Sammen med Betelgeuze i Orion og Procyon i Lille Hund danner Sirius en ligesidet trekant, som meget passende kaldes Vintertrekanten.
Stjernehimlen kl. 20 midt i februar.
Et andet markant stjernebillede på denne årstid er Tvillingerne med de to klare stjerner Castor og Pollux. Det er nemt at udpege hver enkelt, idet Castor er tættest på Capella og Pollux er tættest på Procyon. Øst for Tvillingerne og nærmere horisonten stikker det største af himlens 88 stjernebillede hovedet op. Det er Søslangen Hydra, som strækker sig fra Krebsen, forbi Løven og Jomfruen og ender ved Vægten. Hydra kan først ses i hele sin udstrækning med 03-tiden midt på måneden.
I det tilsyneladende tomme område mellem Kusken og Store Bjørn kan man finde et af himlens svageste stjernebilleder. Det er Lossen, som blev ’opfundet’ af Johannes Hevelius i 1687. Hevelius navngav området med den begrundelse, at det kræver øje som en los for at kunne skelne stjernebilledet. Bortset fra én tredjedelstørrelsesklasse stjerne, Alpha Lyncis, indeholder det ingen stjerner klarere end fjerde størrelse. Måske havde Hevelius den mytologiske Lynceus i tankerne. Lynceus havde det skarpeste syn i verden, og han havde endda også evnen til at se tingene under jorden.
Da Galilei som den første rettede sit teleskop mod himlen i 1609, blev han forbløffet over det store antal hidtil ukendte stjerner, der viste sig gennem instrumentet. I Sidereus Nuncius, Budskabet fra Stjernerne, udgivet i 1610 skrev han: ”Udover stjernerne af sjette størrelse kan en mængde andre, som skjuler sig for det blotte øje, ses gennem teleskopet”. Galilei indså, at de i antal langt overgik antallet af synlige for det blotte øje.
Galilei besluttede at bevise dette ved at tegne et kort over stjernebilledet Orion. Stillet overfor den overvældende mængde stjerner indskrænkede han hurtigt sin opmærksomhed til Orions Bælte og Sværd, og til de allerede kendte stjerner tilføjede han yderligere 80.
Orions Bælte og Sværd gengivet i Sidereus Nuncius. Til højre ses Galileis kort over Plejaderne.
Galileis kort dækker 5½° × 7° og viser stjerner til omkring 9 størrelsesklasse. Sammen-lignet med moderne kort passer positionerne – bortset fra de tre i Bæltet – ikke særlig godt, men det skyldes primært teleskopets snævre synsfelt på omkring ¼°.
Udover unøjagtigheden af Galileis kort bemærker den opmærksomme læser en væsentlig mangel. Oriontågen er ikke med! Det er meget tænkeligt, at medens han skannede stjernerne i Sværdet, opdagede han slet ikke tågen gennem det snævre synsfelt i det primitive teleskop. Hans mission var jo at bevise eksistensen af ukendte stjerner og ikke af deep-sky objekter. Det er også tænkeligt, at han så tågen, men anså den for en fejl i teleskopets optik. Der var både kromatisk og sfærisk aberration i det usammensatte objektiv, så der forekom et tågeslør omkring alle stjerner, men uanset hvor unøjagtig hans kort end var, var det et klart bevis på, at det var meget mere, som ventede på at blive opdaget gennem astronomernes nye værktøj.
Orions Bælte og Sværd.
Gennem moderne teleskoper, som er Galileis overlegen, kan vi i dag nyde synet af, hvad mange anser for nattehimlens prægtigste deep-sky objekt. Synlig for det blotte øje som en lidt ulden stjerne i midten af Orions Sværd afslører M42 sig gennem en prismekikkert eller et lille teleskop som en udbredt tåge omkring Theta¹ og Theta² Orionis. Gennem et stort teleskop er synet endnu mere overvældende. Svagt grønlige buer af gas breder sig ud som vinger og dækker et område adskillige gange større end fuldmånen. Jo mørkere himlen er, og jo større teleskopet er, jo flere detaljer viser der sig i det kaotiske men alligevel enestående himmelske skuespil.
Oriontågen.
Midt i det hele overser man næsten en lille firkant af stjerner fra 5. til 8. størrelse. Det er Theta¹, Trapezet, hvis fire stjerner dækker over et område af samme tilsyneladende størrelse som Saturn. Det er disse fire unge stjerner, som oplyser den omgivende tåge, de er skabt af, og de tre klareste blev set af Galilei i 1610, så selv om han ikke så selve tågen, så han dens hjerte.
Theta¹ Orionis.
Til venstre for Orion ses de to næsten lige klare stjerner, Castor og Pollux, som repræsenterer Tvillingernes hoveder. En let genkendelig række stjerner af 2. til 4. størrelse: Kappa, Delta, Zeta og Gamma udgør Pollux’ krop, medens en anden række, der løber parallelt med den, går fra Castor gennem Rho, Tau, Epsilon, My og Eta og udgør Castors krop.
Tvillingerne. Bemærk Lossen i øverste venstre hjørne.
Pollux har en lysstyrke på mag. 1,2 og er den klareste af de to Tvillinger, idet Castor har en lysstyrke på mag. 1,6. Alligevel er det Castor, som har betegnelsen Alfa. Pollux er en orange kæmpestjerne af type K og befinder sig kun 34 lysår fra Solen, hvilket gør den til den nær-meste kæmpestjerne. Pollux er omkring 70% tungere end Solen og 46 gange så lysstærk. Pollux er himlens 17. klareste stjerne.
Castor ser for det blotte øje ud som én enkelt stjerne, men et mindre teleskop afslører den som en visuel dobbeltstjerne bestående af to blåhvide stjerner, A og B, på mag. 1,9 og mag. 2,9. Parret kredser om hinanden i løbet af 400 år og er i øjeblikket så tæt sammen, at det kan være svært at se dem adskilt. Analyse af deres spektre viser, at hver enkelt selv er dobbelt. Castor A består af to identiske stjerner på 2 solmasser, som kredser om hinanden hver 9,2 dage, mens de stjerner, der udgør Castor B, kredser endnu hurtigere, idet det kun tager 2,9 dage at fuldføre et omløb. Et bueminut mod syd kan man med et større teleskop skimte en svag stjerne af 9. størrelsesklasse. Den tilhører ligeledes Castorsystemet, og spektroskopet afslører, at også den er dobbelt og består af to røde M dværgstjerner på omkring 0,6 solmasser. De er så tæt sammen, at afstanden kun er to gange Solens diameter, og en omkredsning varer ikke mere end 2 timer. Castor er dermed faktisk et seksdobbelt system og ikke den enlige stjerne, man ser med det blotte øje.
På en mørk aften kan man med det blotte øje se en svag tåget plet ved foden af Tvillinger-ne umiddelbart over Eta. Det er den åbne stjernehob M35, som i en prismekikkert eller et lille teleskop opløses i snesevis af stjerner spredt over et område på størrelse med Månen.
Februar er ifølge kalenderen den sidste vintermåned. Herefter følger som bekendt de tre forårsmåneder, men allerede nu kan man få den første fornemmelse af sommer. I timerne før daggry kan man nemlig se et af sommerhimlens kendte stjernebilleder, og faktisk er det nemmere at se på her sidst på vinteren og i begyndelsen af foråret, fordi nætterne jo ikke bliver mørke i sommermånederne. Stjernebilledet kan kun ses i sin fulde udstræk-ning, når man er på sommerferie i Middelhavsområdet. Det drejer sig om Skorpionen, hvis karakteristiske svungne hale ikke kan ses fra vore breddegrader. Det kan til gengæld stjernebilledets klareste stjerne, den røde kæmpe Antares, som står lavt på himlen mod sydøst før daggry. Et andet tegn på den varme årstids komme er Sommertrekanten. To af Sommertrekantens stjerner, Vega i Lyren og Deneb i Svanen, er cirkumpolare og kan ses hele året. I februar står de lavt over horisonten mod nord om aftenen. I løbet af natten kommer de højere på himlen, og inden daggry viser Sommertrekantens tredje stjerne, Altair i Ørnen, sig over horisonten mod øst og fuldender trekanten.
Det er ved at være et par måneder siden, man har kunnet se planeter på aftenhimlen. Sidst i februar begynder muligheden igen at være til stede, idet Venus siden konjunktionen i begyndelsen af januar efterhånden har bevæget sig så langt fra Solen, at den bliver synlig lavt over horisonten, så snart himlen bliver mørk nok. På den sidste aften i februar står Venus 12° øst for Solen og har en højde over horisonten på 4½° en halv time efter solnedgang. Venus har en lysstyrke på mag. ÷3,9 og kan derfor ses på dette tidspunkt på trods af, at der fortsat er tusmørke. Lidt vanskeligere er det at få øje på Merkur, som står et par grader lavere. Merkur har en lysstyrke på mag. ÷1,4. Det er lige så klar som Sirius, men den lave højde over horisonten kræver en prismekikkert. De kommende par uger fjerner Merkur sig gradvist fra Solen og vil midt i marts få sin bedste aftenoptræden i 2018.
Aftenhimlen 28. februar. De fire markerede stjerner er Pegasusfirkanten.
Merkur og Venus befinder sig i Fiskene. Det samme gør Neptun, men Solsystemets yderste planet står for tæt på Solen til at kunne ses. Derimod er der bedre mulighed for at se den næstyderste. Uranus befinder sig i Fiskene, hvor den kan findes med hjælp af et par ledestjerner og en god prismekikkert. I løbet af måneden bevæger Uranus sig omkring ¾° mod øst i forhold til baggrundsstjernerne. Den starter måneden 3° vest for Omikron Piscium og slutter således godt 2° vest for ved månedens afslutning. Et kort over området kan ses under omtalen af stjernehimlen i januar 2018.
Uranus går ned inden midnat og efterlader en nattehimmel uden planeter. Det varer dog ikke mere end et par timer, før Jupiter viser sig over horisonten mod sydøst. Jupiter befinder sig i Vægten, og med en lysstyrke på mag. ÷2,2 dominerer den denne del af himlen. Efterhånden som den store gasplanet kommer højere op på himlen, kan det svare sig at rette et teleskop mod den. Man vil da blive belønnet af synet af dens 37” store skive og de fire store måner, som uophørligt kredser omkring planeten og konstant skifter position i forhold til hinanden. Desværre er den korte tid inden daggry en hindring for at følge månernes dans gennem længere tid. Imidlertid er det muligt at danne sig et overblik over de forskellige fænomener i forvejen, så man ved, hvilke tidspunkter, der er mest optimale.
Jupiter er ikke alene. Den 1. februar befinder Mars sig 12° længere mod øst og står op en times tid senere end Jupiter. Mars befinder sig i Skorpionen godt ½° syd for stjernebille-dets andenklareste stjerne, β Scorpii på mag. 2,6. Mars har selv en lystyrke på mag. 1,2 og er derfor langt klarere end β. Det er dog den røde farve, som afslører planeten, selv om man i første omgang måske forveksler den med et andet rødt objekt i Skorpionen. Skorpionens klareste stjerne, Antares, er faktisk opkaldt efter Mars, idet navnet betyder Mars’ rival, med henvisning til, at den praktisk talt har samme røde nuance som planeten. Mars bevæger sig hurtigt i østlig retning og passerer 5° nord for Antares den 10. februar.
Endelig kan man også få Saturn at se på morgenhimlen i februar. Ringplaneten befinder sig yderligere et stjernebillede mod øst på Ekliptika, nemlig Skytten. Området står desværre meget lavt på himlen, hvilket betyder, at planetens ringsystem ikke kommer til sin fulde ret, når man ser på den gennem et teleskop. På trods af, at Jordens atmosfære absorberer en del af lyset og samtidig slører billedet, kan man alligevel få et indtryk af planeten skive på 16” og ringsystemets udstrækning på 36”.
Indbyrdes størrelsesforhold mellem Mars, Jupiter og Saturn som de vil se ud ved samme forstørrelse gennem et teleskop i februar. Når Mars kommer i opposition i juli, vil dens diameter blive 24,3”, dvs. væsentlig større end Saturn og lidt mere end halvdelen af Jupiter.
Jupiter, Mars og Saturn bevæger sig alle mod øst (mod venstre på kortet) i løbet af februar. Den gule linje er Ekliptika.
Listen over årligt tilbagevendende meteorsværme er lang, men flertallet af sværmene er stort set ukendte, fordi de er meget lidet spektakulære. I februar er ingen af de store sværme aktive, og de få mindre producerer under de mest gunstige omstændigheder højst én meteor i timen, og så skal man endda være heldig. I februar er der således langt større chance for at se en sporadisk meteor, dvs. en meteor, som ikke umiddelbart kan henføres til en kendt sværm, men som viser sig på et tilfældigt tidspunkt og et tilfældigt sted på himlen. Astronomerne mener dog, at mange af disse sporadiske meteorer stammer fra gamle periodiske kometer, hvis efterladte støvpartikler er spredt og fortyndet for længe siden.
Dværgplaneten 1 Ceres var i opposition den 31. januar. Gennem hele februar har den største asteroide en lystyrke på mag. 7 og kan ses gennem en prismekikkert, som i givet fald skal rettes mod Krebsen mellem Tvillingerne og Løven. Krebsen består kun af forholdsvis lyssvage stjerner, og kan findes ved hjælp af nedenstående oversigtskort. Den klareste stjerne i området omkring Ceres er Iota Cancri på mag. 4. Ceres’ bane fører den nogle få grader nord for Iota. Iota Cancri er en dobbeltstjerne i en afstand af 300 lysår. De to komponenter på henholdsvis mag. 4,1 og mag. 6,5 er adskilt af 30” og kan derfor nemt opløses i et mindre teleskop. På det detaljerede kort er de omgivende stjerner markeret med deres lysstyrke. Ceres kan enten identificeres direkte ved at sammenligne med kortet eller ved at observere med en eller to nætters mellemrum. Den ’stjerne’, som har flyttet sig, er Ceres. Et dagligt opdateret kort over området kan findes på Heavens-above.
Oversigtskortet dækker over 60° i bredden.
Det detaljerede kort dækker over 6° – svarende nogenlunde til synsfeltet i en prismekikkert.
Vi gik glip af den totale måneformørkelse den 31. januar, idet den foregik, medens Månen var under horisonten fra vore breddegrader. Til gengæld går vi kun glip af en formørkelse af Løvens klareste stjerne, Regulus, såfremt der er overskyet om aftenen den 1. februar. En sådan formørkelse kaldes en okkultation og opstår, fordi Månen passer ind foran stjernen, så den bliver dækket et kortere eller længere tidsrum. Månen bevæger sig omtrent sin egen diameter i løbet af en time, så en okkultations varighed afhænger af, om den foregår centralt på Månen eller i nærheden af dens poler. I det aktuelle tilfælde sker okkultationen ved Månens sydpol, og faktisk kan okkultationen ikke ses fra den sydligste del af Danmark. Nord for den grønne linje på nedenstående kort bliver Regulus okkulteret, medens man syd for linjen vil se, at Månen passerer over Regulus. Odense ligger lige netop nord for linjen. Her begynder okkultationen kl. 18:53:24, og allerede kl. 19:00:23 dukker Regulus op igen. Under hele okkultationen står Månen meget tæt på horisonten, idet den først står op kl. 18:20. Regulus bliver okkulteret 5 gange i 2018. Denne er den eneste, som kan ses fra Danmark.
Centerlinjen for okkultationen af Regulus den 1. februar.
Hvis man befinder sig lige netop på centerlinjen, kan man være heldig at opleve, at Regulus forsvinder og kommer til syne adskillige gange. Det sker, når den bliver skjult af bjerge langs Månens rand eller kan ses gennem kløfter og dale mellem bjergene. En sådan form for okkultation kaldes en strejfokkultation. Med meget omhyggelig iagttagelse og tidstagning kan en observatør på den måde få et skøn over den pågældende måneegns profil.
Strejfokkultation.
Måneokkultationer er dén astronomiske begivenhed, som foregår hurtigst. Observatøren iagttager gennem sit teleskop, hvordan Månens rand nærmer sig stjernen, som pludselig forsvinder. Fraværet af en atmosfære om Månen betyder, at den punktformede stjerne forsvinder øjeblikkelig. Hvis man blinker med øjnene på det forkerte tidspunkt, går man glip af okkultationen.
Månens aktuelle udseende kan ses på denne side: http://aa.usno.navy.mil/imagery/moon.