Stjernehimlen i december 2021
Selv om december regnes for den første vintermåned, vil mange af sommerens stjerne-billeder fortsat stå på himlen umiddelbart efter solnedgang. Især vil man lægge mærke til Svanen, hvis klareste stjerne, Deneb, udgør det ene hjørne af Sommertrekanten. Omkring juletid står Svanen som et stort kors på vesthimlen efter mørkets frembrud, og netop denne placering og de seks klareste stjerners indbyrdes position har givet anledning til det alternative navn Nordkorset.
Svanen på aftenhimlen omkring juletid.
Dagene er korte i december. Den 1. viser Solen sig først kl. 08:22, og den går ned igen kl. 15:53. Det giver en dagslængde på 7 timer og 31 minutter, og den 31. er de tilsvarende tider henholdsvis kl. 08:46 og kl. 15:57, hvilket vil sige 7 timer og 11 minutters dagslys, så selv når tusmørket trækkes fra, bliver det til mange mørke timer. Ind imellem har vi passeret årets korteste dag, som i 2021 falder den 21. december. Helt præcis når Solen sin sydligste position på Ekliptika kl. 16:59. På dette tidspunkt er det en times tid siden, den gik ned, idet solnedgang denne dag er kl. 15:49. Når Solen kulminerer, dvs. står højest på himlen mod syd kl. 12:17, befinder den sig kun godt 11° over horisonten. Skyggerne er derfor ekstra lange selv ved middagstid. I modsætning hertil kulminerer Solen i en højde af 58° ved midsommer. Bemærk at de nævnte tidspunkter for solop- og nedgang gælder for Odense. Andre steder i Danmark vil der forekomme en mindre afvigelse pga. en anden geografisk placering.
Solen den 21. december 2021 kl. 16:59.
Der bliver således masser af tid til at rette blikket mod vinterhimlen, og man kan allerede begynde kort tid efter solnedgang, hvor tre af Solsystemets planeter står på række.
Aftenhimlen den 1. december en time efter solnedgang.
De tre planeter er fra venstre Jupiter, Saturn og Venus. På denne tid af aftenen er himlen ikke blevet helt mørk, og solnedgangsskæret ses tydeligt i sydvestlig retning. Himlen er dog mørk nok til at de klareste stjerner kan ses. Især bemærkes Sommertrekanten, som består af Vega i Lyren, Altair i Ørnen og førnævnte Deneb i Svanen. Lavt over horisonten mod nordvest er Arcturus i Bootes ved at gå ned, og mod nordøst er Capella ved at komme højere op på himlen. Udover Sommertrekantens tre stjernebilleder er de syv stjerner i Karlsvognen også forholdsvis nemme at se, ligesom også de fem stjerner i Cassiopeias W er så klare, at dette stjernebillede hører til blandt de første, som bliver synlig, når tusmørket er ved at være overstået.
Senere på aftenen og natten er de tre planeter gået ned, og Sommertrekantens sydligste stjerne, Altair, er ligeledes gået ned. Deneb og Vega kan fortsat ses, idet de begge er cirkumpolare fra danske breddegrader og derfor aldrig kommer under horisonten.
Himlen mod nord ved midnat midt i december.
Karlsvognen har efterhånden bevæget sig så højt op på himlen mod nordøst på denne tid af natten, at de svagere stjerner i Store Bjørns ben og hoved bliver synlige. På ovenstående kort er der trukket forbindelseslinjer for at fremhæve Store Bjørns kontur. På mange stjernekort ser man ofte kun forbindelseslinjer mellem de syv klare stjerner i Karlsvognen, og lige så ofte er forbindelseslinjerne mellem stjernerne i både Store Bjørn og himlens øvrige stjernebilleder forskellig fra kort til kort. Selve konturerne er temmelig flydende, medens astronomerne har fastsat langt mere præcise grænser mellem stjernebillederne.
På sin første generalforsamling i 1922 vedtog IAU en liste over 88 stjernebilleder, som dækker hele himlen. På vegne af IAU udarbejdede en belgisk astronom, Eugène Delporte, derefter en endelig liste over grænserne for de 88 stjernebilleder. Delportes arbejde blev godkendt af IAU på et møde i 1928 og offentliggjort i 1930 i en bog med titlen Délimitation Scientifique des Constellations (Videnskabelig afgrænsning af stjernebillederne). Denne afgrænsning har astronomerne i hele verden fulgt lige siden, og stjernebillederne betragtes ikke længere som figurer, men som præcist definerede områder af himlen. I denne viden-skabelige skildring går grænserne i zigzag langs rektascension- og deklinationslinjerne for at sikre, at alle stjerner holder sig inden for de stjernebilleder, de allerede var tildelt.
Store Bjørns grænse på Delportes stjerneatlas.
Himlens anden bjørn, Lille Bjørn, har naturligvis også sin veldefinerede grænse, og derudover har den trods sin lidenhed en særlig vigtig betydning, idet dens hale udgøres af Nordstjernen, som står så tæt på himlens nordpol, at den altid står i samme retning og højde over horisonten.
Området mellem Nordstjernen og Capella ser temmelig tomt ud. Det udgøres af stjerne-billedet Giraffen, som ikke er særlig kendt, idet dets stjerner alle er meget svage. I Giraffen kan man imidlertid finde en meget interessant række stjerner, som går under navnet Kembles Cascade. Stjernerne i Kembles Cascade har bortset fra beliggenheden ikke noget med hinanden at gøre men ligger tilfældigvis blot i samme retning. Navnet stammer fra en amerikansk franciskanermunk, Lucian Kemble, som indtil sin død i 1999 brugte megen af sin fritid til at studere stjernehimlen gennem en lille prismekikkert og et lille teleskop.
Stjernerne i Kembles Casacade var naturligvis kendte i forvejen, men havde ikke fået et egentligt navn på stjernekortene, før Kemble gjorde opmærksom på dem.
For at finde Kembles Cascade skal prismekikkerten rettet mod et punkt cirka midtvejs mellem Nordstjernen og Capella. Her finder man to stjerner af 4. størrelse, α og β Camelopardalis. Lige ved siden af β befinder der sig en dobbeltstjerne med en adskillelse på 3′. Disse to stjerner kaldes 11 og 12 Camelopardalis. Omkring 6° vest for α og β dvs. ca. ét kikkertsynsfelt, findes Kembles Cascade som 14 svage stjerner mellem 7. og 9. størrelsesklasse, der ligger i en lang række. Midt i rækken ses en enkelt klarere stjerne af 5. størrelse. Kembles Cascade fylder ca. 2½°, og under gode observationsforhold er det muligt at få øje på en åben stjernehob, NGC 1502, i den sydlige ende af rækken. NGC 1502’s 45 stjerner har en samlet lysstyrke på omkring 6. størrelse.
Giraffen mellem Nordstjernen og Capella. Kembles Cascade er markeret med et x. På detailkortet er det markerede synsfelt 5°, og mindste stjernestørrelse er mag. 9½.
Himlen mod syd ved midnat midt i december.
Vinterens velkendte stjernebilleder med Orion som den bedst kendte dominerer himlen i sydlig retning. Til højre for Orion og højere på himlen tiltrækker Tyren med sit røde øje Aldebaran opmærksomheden. Aldebaran ligger midt i den åbne stjernehob Hyaderne uden dog at tilhøre hoben. Fra Jorden ses den blot i samme retning, og i virkelighedens univers ligger Hyaderne dobbelt så langt væk som Aldebaran, hvis afstand er 65 lysår. Tyrens anden åbne stjernehob, Plejaderne, ligger endnu længere væk, nemlig omkring 450 lysår, og som dens danske navn Syvstjernen antyder, kan man under gode observations-forhold se syv stjerner i hoben.
Galilei var den første astronom, som så på Plejaderne gennem teleskop, og han kunne konstatere, at der er mere end syv stjerner. Hans skitse af stjernehoben viser 36, hvilket dog langt fra er det reelle antal, idet det anslås, at Plejaderne i alt indeholder omkring 3000 stjerner. Det hævdes, at nogle mennesker med særligt godt syn og under gode observationsforhold kan se op til 12-14 stjerner. De gamle grækere navngav 9 af stjernerne: Sterope, Merope, Electra, Maia, Taygete, Celano og Alcyone samt de syv søstres forældre Atlas og Pleione.
Galileis skitse af Plejaderne.
Mod sydsydøst ses himlens klareste stjerne Sirius, som sammen med Betelgeuze i Orion og Procyon i Lille Hund danner Vintertrekanten. Højere på himlen mod sydøst står de to Tvillinger Castor og Pollux, og direkte mod øst er Løven stået op, og de skarpsynede kan under en mørk himmel skelne Krebsen, Ekliptikas svageste stjernebillede mellem Tvillingerne og Løven. I den modsatte retning er Pegasusfirkanten på vej ned under horisonten mod vest. Lodret over hovedet ses Capella i Kusken og det tomme område med Giraffen, som blev omtalt tidligere. Perseus, Andromeda, Trekanten og Vædderen står fortsat højt på himlen, medens Fiskene og Hvalfisken efterhånden forsvinder ud af syne.
Som før nævnt dominerer vintersæsonens bedst kendte stjernebillede himlen i sydlig retning. Orion indeholder så mange klare stjerner og stjernetåger, at selv et meget beskedent teleskop, eller endda blot en prismekikkert er tilstrækkelig til at udforske dette klassiske stjernebillede.
Orion.
Begynd f.eks. med Rigel. Denne blå kæmpe på mag. 0,1 er et overraskende syn i et lille instrument. Hvis man øger forstørrelsen, så den når grænsen for teleskopets formåen, vil Rigel stråle som en diamant, men dens store lysstyrke bevirker samtidig, at man formo-dentlig må spejde forgæves efter Rigels lille ledsagerstjerne på mag. 7. Afstanden mellem de to stjerner er omkring 10″, hvilket er rigeligt til, at selv en 60 mm refraktor er i stand til at adskille dem, men da ledsageren er over 400 gange svagere end end Rigel, er lysstyrke-forskellen så stor, at den svageste ”drukner” i lyset fra hovedstjernen. Faktisk er ledsagestjernen, Rigel B, selv dobbelt og består af to meget tætte og næsten identiske komponenter på mag. 7,5 og mag. 7,6.
Farvekontrasten mellem den blå Rigel i Orions fod og den røde kæmpe Betelgeuse i jægerens skulder er slående. Hvis Rigel er en diamant, er Betelgeuse er rubin. Efter den bemærkelsesværdige lysstyrkeformindskelse for et par år siden, er Betelgeuse vendt tilbage til sin sædvanlige glans, og selvom den er svagere end Rigel, blev den alligevel tildelt benævnelsen α Orionis, da Johann Bayer indførte denne klassifikationsmetode i 1603 i sit stjerneatlas Uranometria. Blot 20′ (⅔ af Månens diameter) syd for Betelgeuze kan man se en dobbeltstjerne, Struve 817, hvis komponenter på mag. 8,7 og mag. 8,9 er adskildt af 18,6″.
Betelgeuze er ikke en dobbeltstjerne, men der findes mange andre i Orion. F.eks. Mintaka, som er den vestligste af de tre stjerner i Orions Bælte. Mintaka eller δ Orionis er en blå kæmpe af mag 2., medens dens ledsager med en lystyrke på mag. 6,8 er meget svagere, men eftersom de to stjerner er adskildt af 56”, er der ikke de samme problemer med at se dem begge, som det er tilfældet med Rigel og dens ledsager.
En grad syd for den østligste bæltstjerne, Alnitak, ligger et flerdobbelt system, Sigma (σ) Orionis. Den primære stjerne på mag 4. er ledsaget af to stjerner på mag. 6 med en adskillelse på henholdsvis 13″ og 42″. I virkeligheden er Sigma Orionis den klarste stjerne i en lille stjernehob, som er en del af den langt større Orion OB assosiation. Sigma Orionis-hoben består af mere end 40 medlemmer, hvoraf en stor del er brune dværge.
En anden stjernehob ligger omkring Lambda Orionis, eller Meissa, som udgør Orions hoved. Hoben kaldes Collinder 69, og er ligesom mange af de øvrige hobe i Orion kun omkring 5 millioner år gammel og ligger (igen ligesom mange af de øvrige) i en afstand på omkring 1300-1500 lysår fra Jorden.
Collinder 69.
Orions sværd med Oriontågen M42 er et kapitel helt for sig selv – se stjernehimlen i december 2020. For at se hele Sværdet i samme synsfelt skal der bruges lavest mulig forstørrelse, og for at se Oriontågen mere detaljeret, skal forstørrelsen øges til 70×-100×. Med denne forstørrelse kan man fortsat overskue tågens udstrækning og samtidig opløse de fire klareste medlemmer af Trapezet.
Orion på en mørk aften med et væld af stjerner.
Som nævnt i indledningen står tre af Solsystemets planeter på række i de tidlige aftentimer. Den første, som bliver synlig og samtidig den, som står længst mod vest, er Venus. Den indre planet har sin højeste lysstyrke på mag. ÷4,9 den 4. december, og kan derfor relativt nemt ses på trods af den lave højde over horisonten i tusmørket. Venus befinder sig i den østlige del af Skytten og flytter sig i løbet af måneden ikke særlig meget i forhold til baggrundsstjernerne, fordi den en del af måneden bevæger sig retrogradt i sin banesløjfe i forbindelse med nedre konjunktion, som finder sted i begyndelsen af januar.
Venus i december 2021. Bemærk at baggrundsstjernerne ikke kan ses i tusmørket. Den klareste stjerne på kortet er mag. 5.
Den 1. december har Venus en udstrækning på 39”, og dens skive er et segl med en belys-ningsgrad på 28%. I takt med at planeten nærmer sig Solen, bliver den belyste del mindre og mindre og ender på kun 2% den 31. december. På dette tidspunkt er udstrækningen vokset til 61”, dvs. godt ét bueminut, men planeten står meget lavt og går ned kun tre kvarter efter Solen. Allerede i dagene umiddelbart før jul vil Venus være vanskeligt at se, men inden da vil den i den foregående del af måneden stå som en strålende jule- eller ledestjerne på sydvesthimlen.
Venus’ udseende for hver dag i perioden 1.-24. december.
Fra dag til dag er der ikke den store forskel, men sammenligning mellem den 1. og 24. viser straks en markant ændring.
De indre planeters indbyrdes stilling den 15. december.
Som det fremgår, befinder Merkur sig også på aftenhimlen. Den står imidlertid for tæt på Solen til at kunne ses, og muligheden kommer først allersidst på måneden, hvor Merkur øger vinkelafstanden til Solen. De bedste observationsforhold kommer i den første uge af det nye år. Samme vanskelige observationsforhold gælder for Mars. Den røde planet står på morgenhimlen, og står op næsten to timer før Solen, men da afstanden mellem den og Jorden er meget stor, fordi Mars befinder sig på den modsatte side af Solen, er lysstyrken blot mag. 1,6.
Nogle undrer sig måske over, hvorfor man kan se Venus efter solnedgang i december, for på ovenstående skitse over planeternes stilling ser det ud, som om det kun er Jordens dagside, som vender mod Venus. Forklaringen ses, når der zoomes ind på det lille udsnit med Jorden og Venus. Iagttageren befinder sig i tusmørke lige efter solnedgang, dvs. Solen er under horisonten fra iagttagelsesstedet, medens Venus fortsat kan ses lavt på himlen. På grund af den lille vinkel Jord-Sol-Venus kan man kun se en lille del af Venus’ belyste side.
Synsretningen fra Jorden til Venus den 15. december.
Saturn dukker først op, når tusmørket er ved at være overstået, for med en lysstyrke på mag. 0,6 er ringplanten meget svagere end Venus. Vinkelafstanden mellem Venus og Saturn er 18° den 1. december, og de to planeter er tættest på hinanden midt på måneden, hvor afstanden pga. Venus’ østgående bevægelse er formindsket til 14°.
Saturn nærmer sig hurtigt horisonten, så de bedste muligheder for at kunne se dens ringsystem er så tidligt på aftenen som muligt i månedens første halvdel. I december har Saturns skive en udstrækning på 16”, og ringene spænder over 35” med en hældningsgrad på 19° i forhold til synsretningen fra Jorden.
Jupiter står yderligere 16° mod øst, og i dette tilfælde er lysstyrken ikke noget problem, for Solsystemets største planet lyser med mag. ÷2,3. Den tiltagende måne passerer forbi de 3 planeter på aftenhimlen i dagene 7.-9. december, hvilket giver en anledning til at rette et teleskop mod de pågældende himmellegemer for at sammenligne deres størrelse, når man benytter den samme forstørrelse.
Størrelsessammenligning. Månen, Jupiter, Saturn og Venus den 8. december.
Afstanden mellem Jorden og Jupiter er blevet større siden oppositionen midt i august, hvilket betyder, at dens skive ”kun” ses under en vinkel på 37” i modsætning under oppositionen, hvor den var 49”. Det er dog tilstrækkelig stor til, at man stadig tydeligt kan se især de mørke ækvatoriale bælter, og naturligvis også de fire store måner, som konstant ændrer deres indbyrdes position, medens de kredser om planeten. De bedste observationsforhold er tidligt på aftenen, når Jupiter står højest på himlen. Den 1. december går den ned kl. 22:06 og sidst på måneden kl. 20:39.
Den næste planet vi kan rette blikket mod er langt vanskeligere at finde, og her er det naturligvis lysstyrken, som er årsagen. Det drejer nemlig sig om Neptun, som befinder sig så langt fra Solen, at den ikke kan ses med det blotte øje. Det er derfor ikke forbavsende, at denne fjerne planet først blev opdaget længe efter teleskopets opfindelse.
I virkeligheden blev Neptun opdaget samtidig med teleskopets opfindelse; der var blot ingen, som på det tidspunkt vidste det. Den 28. december 1612 og igen den 27. januar 1613 observerede Galilei Jupiters måner gennem sit teleskop og nedskrev iagttagelserne i sin journal. Ved begge lejligheder bemærkede han en svag baggrundsstjerne, og da han den 28. januar gentog observationen, syntes baggrundsstjernen at have flyttet sig i forhold til natten før. Galilei antog dette for en observationsfejl og forfulgte ikke sagen yderligere. Det han så, var i virkeligheden Neptun, som han gennem sit ufuldkomne optiske udstyr antog for at være en stjerne.
Galileis observation 28. december 1612. Den punkterede linje viser Neptuns position som Stella fixa a.
Da Neptuns tilstedeværelse blev bekræftet i 1846, befandt den sig i Vandmandens vestlige del. I 2021 befinder den sig i Vandmandens østlige del, men har dog i den mellemliggende tid været en omgang rundt langs Ekliptika, hvilket tager 165 år.
Himlen mod syd 1. december kl. 19.
På grund af den store afstand bevæger Neptun sig meget langsomt og flytter sig kun ganske lidt i forhold til baggrundsstjernerne. Neptun har en lysstyrke på mag. 7,9 og kan ses i en god prismekikkert. Det kræver en rolig hånd og en klar himmel, og det er en stor fordel at stabilisere kikkerten enten med et stativ eller ved at støtte den mod en fast genstand. Gennem en almindelig kikkert ser Neptun ud som en stjerne – præcist som Galilei opfattede det. Gennem et teleskop med en forstørrelse på 100×-150× kan man lige netop skelne den lille blålige skive på 2,3”.
Det nemmeste er naturligvis at benytte et computerstyret teleskop og trykke på Go to Neptune. Hvis man derimod vil have det store overblik og finde Neptun manuelt, kan ovenstående kort bruges som udgangspunkt. Det svarer til himlens udseende i sydlig retning kl. 19 den 1. december. På det tidspunkt er tusmørket for længst overstået, og Neptun kulminerer mod syd. Pegasusfirkanten står i en højde af mellem 50° og 60°, og helt nede ved horisonten ses Fomalhaut i Sydlige Fisk. Herefter skal prismekikkerten rettes omtrent halvvejs mellem Pegasus og Fomalhaut. Her skal man finde en lille stumpvinklet trekant bestående af tre stjerner ψ¹, ψ² og ψ³ (Psi) på mag 4.
Synsfelt på 6 grader.
Når disse tre stjerner ses nederst i kikkertens synsfelt, ses en stjerne af omtrent samme lystyrke 1½° ovenover den lille trio. Det er χ(Chi), hvor man kan skelne dens svagt rødlige farve under gode observationsforhold. Yderligere 1½° over χ ses endnu en svagt rødlig stjerne, φ(Phi) på mag. 4,2. I december står Neptun 3° øst for φ.
Neptun afslutter sin retrograde bevægelse den 1. december og bevæger sig derfor igen mod øst, men lige omkring afslutningen på oppositionssløjfen og genoptagelsen af den prograde bevægelse er den daglige bevægelse endnu langsommere end sædvanligt, så positionen ændres næsten ikke i løbet af måneden. Der er adskillige stjerner i baggrunden, så hvilken af de mange punkter er Neptun? Detailkortet herover med et synsfelt på 6° giver svaret på, hvor Solsystemets yderste planet befinder sig. Afstanden til den er knap 4½ milliard kilometer, og lyset fra den har været undervejs i 4 timer – for ikke at tale om de 4 timer det først skulle bevæge sig fra Solen, inden det blev returneret til Jorden igen.
Oversigtskortet kan også bruges til at lokalisere Uranus. Afstanden til Uranus er næsten 3 milliarder kilometer og lysstyrken er mag. 5,7, så Uranus burde således lige netop kunne skimtes med det blotte øje. Der er dog yderst sjældent så gode observationsforhold fra danske breddegrader, så prismekikkerten og et detailkort må igen i brug.
Uranus den 1. december. Cirklen spænder over et synsfelt på 6°.
Uranus befinder sig i Vædderen midtvejs mellem dette stjernebilledes tre klareste stjerner og Hvalens hoved 16° længere mod syd. Den øverste af stjernerne i Hvalens sekskantede hoved er μ Ceti på mag. 4. 2° over μ ligger 38 Ari på mag 5, og yderligere 3° herover ligger ο (Omicron Ari) på mag 5,7 dvs. samme lysstyrke som Uranus. 29 Ari er på mag. 6, og Uranus ligger med samme lysstyrke som en ”tredje stjerne” mellem ο og 29 Ari.
Efter at have passeret gennem Hyaderne i løbet af november fortsætter dværgplaneten Ceres gennem Tyren i området mellem Plejaderne og Hyaderne. Med en lysstyrke på mag. 7 forsvinder Ceres nemt mellem de mange stjerner og kan være svær at finde ved blot et enkelt kig en tilfældig nat. Den bedste metode er at gentage sin observation med en eller et par dages mellemrum for at kunne konstatere, hvordan et af de mange lyspunkter bevæger sig i forhold til de øvrige. Heavens-above har et par kort, som viser Ceres’ aktuelle position.
Ceres i december 2021.
Årets sidste store meteorsværm er Geminiderne, der udstråler fra Tvillingernes nordlige del ikke langt fra de to klare stjerner Castor og Pollux. De første Geminider begynder at vise sig omkring den 6. december, men sværmen har ikke maksimum før natten mellem den 13. og 14. december. Geminiderne hører til et af årets bedste meteorsværme, for under maksimum kommer ZHR ofte op på 1-2 pr. minut, og i modsætning til en del andre meteorsværme varer Geminidernes maksimum næsten et helt døgn, så kloden rundt har alle en god chance for at se meteorerne. Bemærk at ZHR er en teoretisk beregnet værdi, som tager udgangspunkt i en række forhold, som sjældent er tilstede. Forvent derfor altid et noget mindre antal meteorer end den angivne ZHR.
Den største ulempe er årstiden, så en fornuftig påklædning er påkrævet. Geminiderne bevæger sig normalt forholdsvist hurtigt i forhold til mange andre meteorsværme og er normalt også ret lysstærke. Radianten befinder naturligvis i Tvillingerne lige over den klare stjerne Castor. På den nordlige halvkugle kan Geminidernes radiant ses fra tidligt om aftenen, idet den står op før kl. 19:00, og efter kl. 22:00 lokal tid står dette stjernebillede højt på himlen. Omkring kl. 02:00 står radianten lige i syd. I 2021 er forholdene mindre gunstige, idet Månen er på himlen det meste af natten, og først går ned omkring kl. 03. For den ihærdige har det det dog mindre betydning, for Geminiderne kan ses hele natten, og der ses som regel flere meteorer efter midnat og især i morgentimerne før daggry. Geminiderne forekommer over hele himlen og kendes ved, at en tænkt linje baglæns i deres bevægelsesretning vil pege på Tvillingernes stjernebillede. Geminiderne er aktive indtil omkring 17. december, men naturligvis med færre meteorer uden for selve maksimumsnatten.
Geminidernes radiant, himlen mod øst kl. 22.00.
De store årligt tilbagevendende meteorsværme skyldes støv- og ispartikler fra kometer, hvis bane krydser eller passerer tæt forbi Jordens bane. En undtagelse herfra er Geminiderne. Astronomerne kendte ikke nogen komet, hvis bane falder sammen med Geminidestrømmen, før der i 1983 blev fundet et objekt, som senere fik navnet 3200 Phaethon.
Når en komet passerer gennem det indre solsystem, bliver den opvarmet af Solen og danner sin lange hale. Samtidig bliver der løsrevet små is- og støvpartikler, som i løbet af årtusinder bliver fordelt i et bredt bånd langs kometens bane. Hvis Jorden krydser et sådant is- og støvbånd, vil mange af partiklerne ramme Jordens atmosfære og brænde op på grund af gnidningsmodstanden.
Phaethon kredser omkring Solen i en ellipseformet bane i løbet af 1,43 år. Nogenlunde samme baneforløb kan findes hos kortperiodiske kometer, så det var der intet usædvanligt i, men Phaethon viste sig ved nærmere undersøgelser at være en asteroide. 3200 Phaethon passere meget tæt på Solen, hvilket varmer den så meget op, at der kan udgasses fast stof direkte fra dens overflade.
Der skal hverken benyttes prismekikkerter eller teleskoper for at iagttage meteorer, men udelukkende det blotte øje. Det optiske udstyrs synsfelt er ganske enkelt for lille til at fange meteorerne, der ofte har længder på mere end 45°. En prismekikkert kan dog være nyttig i tilfælde af, at der skulle forekomme et meget kraftigt meteor. Et sådant meteor efterlader ofte en lysende efterglød, som kan ses i mange sekunder, så man gennem kikkerten kan følge, hvordan det gradvist bliver svagere.
For de rejselystne er her et lille tip til en tur sydpå – meget langt sydpå. Den 4. december er en total solformørkelse synlig fra Antarktis. Maksimal varighed af totaliteten er 1 minut og 54 sekunder, og formørkelsen begynder ved solopgang i Det Sydlige Atlanterhav, krydser Coronation Island og Weddelhavet, hvorefter totalitetszonen rammer det antarktiske fastland ved Ronne Ice Shelf og Berkner Island. En lille partiel formørkelse kan ses fra Sydafrika, Tasmanien og den sydligste del af Australien.
Totalitetszonens forløb.
Månens aktuelle fase kan ses på dette link.