Merkur er klarest, når den fuldt belyste side vender mod Jorden, og selv om den på dette tidspunkt er længst fra Jorden, kompenserer den større belysningsgrad for afstanden. Under den fuldt belyste fase er Merkur dog stort set umulig at se, fordi vinkelafstanden til Solen er meget lille, så det er tiden umiddelbart før og efter øvre konjunktion, at planeten er klarest set fra Jorden. Med andre ord er Merkur klarest, lige før den forsvinder i Solens stråler om morgenen, og når den efter konjunktionen for første gang dukker frem på aftenhimlen igen. Modsat er den svagest i forbindelse med nedre konjunktion, hvor det er den ubelyste halvdel, som vender ind mod Jorden. Den såkaldte oppositionseffekt spiller også en rolle. Merkur er kraterdækket ligesom Månen, og når vi ser den fuldt belyst, kaster kraterne og bjergene ingen skygger. I alle andre faser falder Solens lys skråt, hvorved en større eller mindre del af Merkurs overflade ligger i skygge og derfor ikke bidrager med tilbagekastet lys.
Merkur, faser.
Merkur ses nemmest under største elongationer. Lysstyrken er ganske vist mindre på disse tidspunkter, men eftersom vinkelafstanden til Solen er størst mulig, står den højere på himlen. Dette skal dog tages med et meget stort forbe-hold, for på grund af den meget elliptiske bane varierer elongationerne mellem 17,9° og 27,8°, og samtidig spiller årstiden en stor rolle. På grund af baneforholdene mellem Jorden og Merkur finder den maksimale elonga-tion kun sted, når Merkur står syd for himlens Ækvator. Desuden hælder Merkurs bane 7° i forhold til Ekliptika, så i Danmark må vi være tilfredse med mindre elongationer, når Merkur står gunstigt. De bedste tidspunkter for at se den solnære planet fra vore breddegrader er om aftenen i foråret eller om morgenen i efteråret, hvor Ekliptika står stejlt i forhold til horisonten.
Merkur, elongationer.
Troperne og den sydlige halvkugle har således de bedste forhold for at se Merkur. I Troperne står himlens Ækvator og Ekliptika næsten lodrette mod horisonten, så under elongationerne, vil vinkelafstanden stort set svare til dens højde over horisonten ved solnedgang, og på den sydlige halvkugle finder de maksimale elongationer sted på de tidspunkter, hvor Ekliptika står stejlt mod horisonten.
Bortset fra Månen er Venus det klareste objekt på stjernehimlen, og selv om det kan være vanskeligt at se forskel, er der tidspunkter, hvor den er klarere end normalt. Venus er nemlig klarest, når den er tæt på Jorden, hvilket jo egentligt er logisk, idet dens skive da ser størst ud. Når Venus er tættest på Jorden, befinder den sig imidlertid mellem Jorden og Solen, og vi kan derfor ikke se hele dens belyste skive, hvilket kan sammenlignes med nymånen, som ses i samme retning som Solen. For Venus’ vedkommende forekommer den største lysstyrke, når dens skive er 26% belyst. Denne stilling indtræffer ca. 35 dage før og efter nedre konjunktion, og Venus befinder sig da i en afstand fra Jorden, hvor skiven ses under en diameter på 41”.
