Stjernehimlen i april 2023
I april kan vi for alvor se foråret og sommeren lige om hjørnet. På grund af sommertiden går Solen først ned kl. 19:55 den 1. april, og den sidste dag i måneden går den ned kl. 20:53. Om morgenen er de tilsvarende tider for solopgangen kl. 06:51 og 05:40.
April betyder også farvel til vinterstjernebillederne. De to kort herunder viser aftenhimlen én time efter solnedgang. Især for Orion, det bedst kendte vinterstjernebillede, gælder at det er absolut sidste udkald, medens Tvillingerne, et andet af de kendte vinterstjerne-billeder, næsten ikke er til at slippe af med. Det skyldes, at Tvillingernes øverste halvdel med Castor og Pollux ligger et godt stykke nord for Ekliptika, og derfor går ned mod nordvest – for Castors vedkommende endda mod nordnordvest. Læg også mærke til Merkur. Den solnære planet har en gunstig tilsynekomst på aftenhimlen denne måned. Mere herom senere under omtale af Solsystemets planeter. Det ses også, at Månen befinder sig i Løven både først og sidst på måneden, hvilket har den ganske naturlige årsag, at den bruger knap én måned om at komme hele himlen rundt.
1. april kl. 20:55.
30. april kl. 21:53.
Morgenhimlen ser derimod næsten ens ud hele måneden, hvis man betragter den én time før solopgang. Solen står jo tidligere og tidligere op. Det drejer sig om næsten én time, hvilket delvist kompenserer for, at stjernebilledernes opgang sker to timer tidligere for hver måned på grund af Jordens omkredsning af Solen. Stjernebillederne står derfor kun 15° længere mod vest. Om aftenen går de naturligvis også ned to timer tidligere for hver måned, men da Solen i april samtidig går ned én time senere, står de 45° længere mod vest, hvilket forklarer, hvorfor de så hurtigt forsvinder ud af syne om aftenen i foråret.
De to kort herunder viser morgenhimlen én time før solopgang. Læg her mærke til Skytten og den nærtliggende Skorpionen, som begge er svært tilgængelig fra danske breddegrader. Området ses bedst mellem midnat og daggry i de tidlige forårsmåneder, inden de lyse nætter tager over i begyndelsen af maj. Midt på sommeren kulminerer området ved midnat, men på det tidspunkt bliver der aldrig helt mørkt, og efter de lyse nætters afslutning i begyndelsen af august står området lavt på himlen mod sydvest og forsvinder hurtigt under horisonten. Da Skytten tilmed fortrinsvis består af svage stjerner, er dette stjernebillede på det nærmeste ikke-eksisterende her i Danmark. Det samme gør sig gældende for Skorpionen, hvor den klare stjerne Antares dog er en undtagelse. Ligeledes er Mælkevejens centrum, som ligger mellem Skytten og Skorpionen meget lidet fremtrædende.
1. april kl. 05:51.
30. april kl. 04:40.
Merkur er på aftenhimlen hele måneden, men det er kun de første par uger i april, den gør sig særlig bemærket. Det er årets bedste mulighed for at se den lille planet på aftenhimlen, og som sædvanlig er lysstyrken højest til at begynde med, hvorefter den gradvis bliver mindre. Merkur er klarest, når så meget som muligt af dens belyste side vender mod Jorden. Dette er, medens Merkur set fra Jorden befinder sig på den modsatte side af Solen, hvilket paradoksalt nok er medens afstanden mellem Jorden og Merkur er størst. Det er således tiden umiddelbart før og efter øvre konjunktion, at planeten er klarest set fra Jorden. Med andre ord er Merkur klarest, lige før den forsvinder i Solens stråler om morgenen, og når den efter konjunktionen for første gang dukker frem på aftenhimlen.
Den 1. april står Merkur 6° over horisonten tre kvarter efter solnedgang og har på dette tidspunkt en lysstyrke på mag. ÷1,1. Største østlige elongation på 19° (vinkelafstand fra Solen) er den 11. april, hvor lysstyrken faldet til mag. 0, men til gengæld er planetens højde over horisonten 11°. Efter største elongation nærmer Merkur sig hurtigt Solen og står således lavere og lavere, medens lysstyrken ligeledes bliver mindre. Den 21. april er højden over horisonten tre kvarter efter solnedgang faldet til samme højde som i månedens begyndelse, og samtidig er lysstyrken nu nede på mag. 2.
Merkur. Største elongation den 11. april. Læg også mærke til Venus og Plejaderne. Stjernen til venstre er Aldebaran i Tyren.
Skitsen herunder viser retningen til Merkur samt dens højde over horisonten tre kvarter efter solnedgang. De to første markeringer er for 28. og 30. marts, hvor Merkur står forholdsvist lavt. Til gengæld er dens lysstyrke mag. ÷1,3. Den 28. står Merkur 1½° over Jupiter, som har en lysstyrke på mag. ÷2,1. Aftenen i forvejen står de to planeter ud for hinanden og ligeledes med en afstand på 1½°. Planeterne står meget lavt, men med en helt klar himmel, en fri horisont mod vest og evt. en prismekikkert, giver det formodentlig sidste mulighed i dette forår for at se Jupiter på aftenhimlen.
Merkur og Jupiter den 27. marts. Venus står 20° højere og kan næppe undgå at blive bemærket.
Den tredje markering på skitsen gælder for 1. april, hvor Merkurs højde overstiger 5°. Herefter følger positionen for hver anden dag med toppunktet under største elongation den 11. april. Markeringens størrelse angiver den relative lysstyrke, så det fremgår tydeligt, hvordan Merkur hurtigt bliver svagere efter største elongation.
Merkurs højde over horisonten tre kvarter efter solnedgang.
Som det netop er blevet nævnt, dominerer Venus aftenhimlen hele måneden. Lysstyrken er mag. ÷4, og nedgangen finder sted så sent, at himlen når at bliver næsten helt mørk. Mellem den 8. og 14. april passerer den nogle få grader under M45 – bedre kendt som Syvstjernen eller Plejaderne.
Venus passerer Plejaderne.
Den 22. april kan Venus findes nord for Aldebaran, og samme aften befinder det smalle segl på nymånen sig mellem de to åbne stjernehbobe Plejaderne og Hyaderne.
Venus og Månen i Tyren den 22. april. Læg også mærke til jordskinnet, som oplyser den ellers mørke del af Månen.
Den følgende dag kommer der en god mulighed for at finde Venus på daghimlen, såfremt himlen er helt klar, idet Månen passerer ½° nord for den lysstærke planet. De er tættest sammen omkring kl. 14, på hvilket tidspunkt de står i en højde på godt 50° mod sydøst, og de står højest mod syd kl. 16. Brug meget gerne en prismekikkert i første omgang, og prøv derefter at finde Venus med det blotte øje.
Venus og Månen 23. april kl. 14:30.
Efter Solen og Månen er Venus det klareste himmellegeme, og for det blotte øje ligner den en meget klar stjerne. Gennem et teleskop kan man derimod tydeligt se, at det drejer sig om en planet, idet den i modsætning til stjerner har en vis udstrækning. Ganske vist kan man ikke se detaljer på dens overflade, idet et meget tykt skydække omgiver hele planeten. Skydækkets høje refleksionsevne er årsagen til den store lysstyrke, idet Venus har en albedo på 0,7. Nærmere bestemt er albedo et mål for, hvor stor en procentdel af sollyset et himmellegene reflekterer. En albedo på 0,7 betyder således at 70% af sollyset bliver reflekteret. Til sammenligning er fuldmånens albedo 0,12.
Gennem et teleskop kan man også se, hvordan Venus’ skive gradvist bliver større, efterhånden som afstanden mellem den og Jorden bliver mindre. Diagrammet herunder giver dog ikke det korrekte indtryk, idet Venus som nævnt kun ses som et stæktlysende hvidt objekt uden atmosfæriske strukturer.
Sammenligning mellem Venus’ tilsyneladende størrelse den l. og 30. april. Det fremgår også, hvordan fasen ændres, idet en mindre og mindre del bliver belyst, efterhånden som vinklen mellem Jorden, Solen og Venus ændres.
Mars indleder april med en lysstyrke på mag. 0,9. Den røde planet befinder sig i Tvillingerne nogle få grader fra den åbne stjernehob M 35. M 35 er med en samlet lysstyrke på mag. 5,3 vanskelig at skelne med det blotte øje, men gennem en prismekikkert kan den og Mars tydeligt ses samtidig.
Mars i april 2023. Stjernen nederst i venstre hjørne er Procyon i Lille hund, medens den øverste del af Orions kølle ses nederst til højre.
Mars bevæger sig videre mod øst blandt baggrundsstjernerne og passerer herunder tæt forbi Epsilon Geminorum den 14. april. Epsilon ligger så tæt på Ekliptika, at den periodevis bliver okkulteret af Månen og endnu sjældnere af en planet. F.eks blev den okkulteret af Mars 8. april 1976, og den 10. juni 1940 blev den okkulteret af Merkur.
Inden månedens udgang er Mars’ lystyrke faldet til mag. 1,3. Faldet skyldes, at Mars og Jorden fjerner sig fra hinanden. Sidst i april er afstanden 260 millioner kilometer, hvilket også tydeligt fremgår, hvis man retter et teleskop mod den lille planet. Den 1. april har den en udstrækning på 6,4”, og inden månedens udgang er størrelsen svundet med 1” til 5,4”.
Diagrammet herunder illustrerer Mars’ relative størrelse først og sidst i april. Til sammen-ligning vises dens størrelse under oppositionen den 8. december 2022. Den pågældende opposition var endda blandt de mere ugunstige, idet Mars under de mest gunstige oppo-sitioner har en størrelse på 25”.
Mars den 1. og 30. april 2023 samt den 8. december 2022.
Jupiter er i konjunktion med Solen den 11. april og er ude af syne hele måneden. Som nævnt under omtalen af Merkur er der en allersidste teoretisk mulighed for at få et glimt af Solsystemets største planet de sidste dage i marts.
Saturn var i konjunktion midt i februar. Ringplaneten har nu fjernet sig langt fra Solen, og som det fremgik af stjernekortet øverst på siden over morgenhimlen den 30. april, bliver den synlig i de tidlige morgentimer mod sydøst i løbet af april.
Dværgplaneten 1 Ceres var den første asteroide, som blev fundet. Det var den italienske astronom Guiseppe Piazzi, som natten mellem den 31. december 1800 og den 1. januar 1801 var i gang med at revidere et stjernekort, da han bemærkede en stjerne af 8. størrelse, som ikke var med på kortet. Man fandt ret hurtigt ud af, at det var en planet, som imidlertid var så lille, at den fik betegnelses asteroide. Nyopdagelsen blev navngivet efter Siciliens skytsgudinde, og i de mellemliggende år har den været mange gange rundt om Solen, idet dens omløbstid er 4,6 år.
I år var 1 Ceres i opposition den 23. marts. Her i april bevæger den sig gennem den nederste vestlige del af Coma Berenices omkring 5° øst for Løvens næstklareste stjerne, Denebola. Ceres kan ikke ses med det blotte øje, men med en lysstyrke på mag. 7, kan den ses ved hjælp af en prismekikkert. Bortset fra nogle ganske få baggrundsstjerner er Ceres det klareste objekt i området. Hvis man ikke umiddelbart kan identificere Ceres, kan man i løbet af nogle få nætter konstatere, hvilken ’stjerne’, der har flyttet sig i forhold til de øvrige.
Ceres i april. Kortets bredde dækker over 10°. Den klare stjerne i nederste højre hjørne er Denebola. De tre tal angiver den pågældende stjernes lysstyrke.
Det var William Herschel, som fandt på betegnelsen ’asteroide’. Asteroide betyder ’stjernelignende’, og det var et velvalgt navn, for selv gennem hans bedste teleskop havde asteroiderne på grund af deres lille størrelse samme udseende som en svag stjerne. Med en diameter på 940 kilometer er Ceres den største asteroide. Diameteren er næsten dobbelt så stor som den næststørste asteroide 4 Vesta, så et par hundrede år efter opdagelsen blev den sammen med en lille håndfuld Kuiperbælteobjekter omklassificeret til dværgplanet.
Lyriderne er en af de mindre meteorsværme med en ZHR på omkring 18. Den lille meteor-sværm har maksimum den 22. april. En meteorsværm er som regel mest aktiv i de tidlige morgentimer, og på det tidspunkt er Månen for længst gået ned, idet det er få dage efter nymåne.
Himlen mod syd sidst på natten den 22. april. Lyridernes radiant ligger mellem Lyren og Herkules.
Lyridernes ophavskomet er C/1861 G1 (Thatcher), som er en langperiodisk komet med en omløbsperiode på cirka 415 år. Astronomerne kender ikke særlig meget til den, for den er kun blevet set én gang, idet den blev opdaget den 5. april 1861 af A.E. Thatcher og uafhængigt af Carl Wilhelm Baeker et par dage senere, og den forventes først at vende tilbage til det indre solsystem omkring år 2283. Kometen passerede 0,335 AU fra Jorden den 5. maj 1861 og passerede tættest på Solen den 3. juni samme år. Normalt angives periodiske kometer med betegnelsen P, men da Thatchers komet endnu ikke er blevet observeret ved to perihelpassager, bærer den betegnelsen C. Når og hvis det bekræftes, at den vender tilbage, bliver betegnelsen ændret til P.
Apropos kometer fik Komet C/2022 E3 (ZTF) stor omtale i pressen umiddelbart efter nytår og blev omtalt som århundredes sensation. Det eneste man skulle gøre for at se et spektakulært syn, som ikke havde været muligt i de seneste 50000 år, var at gå udenfor og kigge op på himlen. Som bekendt var virkeligheden en helt anden, for astronomerne havde for længst slået fast, at kometen ville være så lyssvag, at den kun med megen omhu ville kunne ses med det blotte øje. Dette var forbigået pressens opmærksomhed, så rigtig mange blev skuffede. Nu er det helt slut, for i april bevæger kometen sig med endnu svagere lysstyrke fra Eridanus ind i Haren umiddelbart under den klare stjerne Rigel i Orion, og som det fremgår af stjernekortene øverst på siden, er dette område af himlen stort set ikke tilgængelig fra vore breddegrader i april.
C/2022 E3 (ZTF) i april 2023.
For astronomerne er kometer i dag en vigtig kilde til forståelsen af Solsystemet, og for folk i almindelighed er en klar komet på himlen et syn, som tiltrækker opmærksomheden, fordi den ikke ligner de øvrige fænomener, man kan se på nattehimlen. Historisk set er det dog helt anderledes, for tidligere blev kometer anset som en advarsel om kommende katastrofer som f.eks. jordskælv, sygdom, krig eller hungersnød.
Der tidlige astronomer kunne for flere tusinde år siden forudsige planeternes, Solens og Månens bevægelser. Det var betryggende at have styr himlens udseende i en ellers kaotisk verden. En komets pludselige opdukken og dens usædvanlige udseende greb ind i denne uforstyrrede orden.
Aristoteles beskrev Jorden og himlen som grundlæggende forskellige. Den jordiske sfære var stadig skiftende, medens himlen var perfekt og uforanderlig. For at forklare, hvordan en komet kunne forstyrre denne uforanderlighed, fastslog Aristoteles, at kometer ikke var himmellegemer, men et atmosfærisk fænomen af samme type som meteorer og nordlys. De kunne ikke være planeter, hvilket han begrundede med, at kometer kan optræde langt fra Ekliptika. Han forestillede sig, at kometer var dampe, som steg op fra Jorden og blev antændt i den øvre atmosfære. Aristoteles’ synspunkter holdt i mere end 1500 år.
Europa og Mellemøsten var ikke alene om disse overbevisninger. Gamle kinesiske optegnelser over kometobservationer var langt mere omfattende og nøjagtige end de europæiske, men også kineserne anså kometer som katastrofale tegn.
Til sidst blev det en dansk adelsmand, som trodsede overtroen og væltede Aristoteles’ ideer. I november 1572 dukkede en ny stjerne op i stjernebilledet Cassiopeia. Den unge Tycho Brahe var en af de første, som foretog detaljerede observationer, og han kunne ikke registrere nogen parallakse for stjernen, hvilket ville have været tilfældet, hvis den befandt sig i Jordens atmosfære. Tycho Brahes konklusion var, at den nye stjerne måtte befinde sig i den ottende sfære, stjernernes uforanderlige rige.
Fem år senere testede Brahe sin teori på en nyligt opdukket komet. Han havde i mellemtiden opført et observatorium fyldt med instrumenter af hans eget design. Teleskopet var ikke opfundet endnu, så han målte kometens position med stor nøjagtighed ved hjælp af sine sigteinstrumenter. På samme måde som med den nye stjerne fra 1572 fandt han ingen parallakse, hvilket ligeledes placerede kometen langt uden for Jordens atmosfære. Tycho Brahe opgav dog ikke helt sin tro på astrologi, så han kom med spådomme om kometens uheldige indflydelse på jordiske forhold.
Tycho Brahes skitse af kometen.
Ikke desto mindre betød Tycho Brahes nøjagtige observationer, at Aristoteles’ årtusinde gamle ideer snart blev forladt. I midten af 1600-tallet stod oplysningstiden i fuldt flor. Tychos observationer af kometen og Keplers tre love om planeternes bevægelse gav ophav til en ny generation af astronomer. Blandt dem var Edmond Halley.
Halleys interesse for astronomi begyndte tidligt i livet. Da han begyndte at studere på Queen’s College ved Oxford University i 1673, medbragte han et teleskop, og da han forlod studiet som 20-årig, sejlede han til øen St. Helena på den sydlige halvkugle. Her brugte han et år på at kortlægge den sydlige himmel, og efter hjemkomsten udgav han et stjernekatalog på grundlag af sine observationer. To år senere påbegyndte han en længere rundrejse i Europa, hvor han besøgte en lang række observatorier, herunder observatoriet i Paris, hvorfra han så den store komet i 1680. Kometen blev opdaget af den tyske astronom Gottfried Kirch og var den første komet, som blev fundet ved hjælp af et teleskop.
Den store komet i 1680 over Rotterdam. Maleri af Lieve Verschuier.
Halley fulgte, hvordan kometen blev klarere, indtil den var så klar, at den kunne ses i dagtimerne, og den udviklede en hale, som strakte sig omkring 70°. Den italienske astronom Giovanni Cassini, som arbejdede ved Pariserobservatoriet, fortalte Halley, at han havde en teori om, at kometer kredser om Solen med forudsigelig nøjagtighed på samme måde som planeterne.
I 1682 dukkede endnu en komet op på himlen. Halley og mange andre, heri inkluderet Isaac Newton, observerede den nøje, og især Halley førte omhyggelig journal over sine iagttagelser. På det tidspunkt var der stadig debat om kometernes bevægelse og baner, men allerede få år senere kom der et gennembrud. Newton begyndte nemlig sit arbejde med Philosophiae Naturalis Principia Mathematica, hvori en stor del netop var om kometer.
Da Halley arbejdede videre på sine optegnelser, var det med Principia ved sin side. Han bemærkede, at kometerne fra 1531, 1607 og 1682 havde næsten ensartede baner, og postulerede, at der var tale en og samme komet, som vendte regelmæssigt tilbage. Halley forudsagde, at den atter ville dukke op i slutningen af december 1758. Desværre levede Halley ikke længe nok til at opleve, at hans forudsigelse holdt stik, for han døde i 1742. Men hans navn blev udødeliggjort på et møde i Paris i 1759, da astronomen Nicolas-Louis de Lacaille gav kometen det navn, vi kender den under i dag: Halleys komet.
Mens det nu var fastslået, at nogle kometer tydeligvis var periodiske, forblev selve deres natur uopklaret langt ind i det 19. og 20. århundrede. Et gennembrud kom i 1800-tallet, idet der mellem 1811 og 1882 viste sig et større antal klare kometer, som gjorde det muligt for astronomerne at anvende nyt og forbedret udstyr og teknologi til at komme nærmere på en opklaring. I 1826 fandt de ud af, at en nyopdaget komet i virkeligheden var Bielas komet, som var blevet opdaget allerede i 1772. Beregningerne viste, at det var en kortperiodisk komet med en omløbstid på syv år, men at dens bane lå på en sådan måde, at den ikke var blevet set ved de mellemliggende perihelpassager. Da den blev set igen i 1846, blev astronomerne meget overraskede. Kometen havde delt sig i to separate objekter. Dette gav den første indikation af, at kometer ikke er faste legemer, men i stedet består af løst sammensat materiale.
Tegning af Bielas komet i 1846.
I 1800-tallet blev det også muligt at fotografere stjernehimlen. I 1840 tog amerikaneren John W. Draper det første klare billede af Månen, og de to franskmænd Léon Foucault og Louis Fizeau fotograferede Solen i 1845. Sammen med den amerikanske astronom William C. Bond lykkedes det Draper at fotografere stjernen Vega i 1850. Astronomerne forsøgte også at fotografere kometer, men det udbredte lys fra både komaen og halerne var en vanskelig udfordring. Til sidst lykkedes det William Usherwood at fotografere Donatis komet i 1858. Desværre er dette billede sidenhen gået tabt.
Astronomerne havde også fået endnu et nyt kraftfuldt værktøj: Spektroskopet. Med dette instrument kunne de afsløre de grundstoffer, der er til stede i stjerner, tåger, galakser og kometer. Giovanni Battista Donati brugte et spektroskop i 1864 til at studere komet Tempel (C/1864 N1) og kunne påvise adskillige grundstoffer i kometens spektrum og derved bestemme dens sammensætning. Efterhånden som spektroskopien blev forbedret, fandt astronomerne ud af, at komaen som omgiver den mere eller mindre faste kerne, indeholder store mængder støv, der skubbes væk af strålingstrykket fra sollyset. Kometens hale består bl.a. af dette støv, som reflekterer sollys.
Hvad der lå indenfor den støvede og slørede koma forblev dog ukendt. Det var først i 1950, at astronomen Fred Whipple fremsatte ideen om ”den beskidte snebold”. Han foreslog, at komets kerne består af løst pakket is beskyttet af et tykt lag af støv og småpartikler. Denne model gav en forklaring på støvet og gassen i en komets hale, og da Den Europæiske Rumorganisations Giotto-mission til Halleys komet i 1986 optog nærbilleder af kometens kerne, bekræftede det, at Whipples model var grundlæggende korrekt.
Billedsekvens fra Giottos møde med Halleys komet den 13./14. marts 1986. Det første billede er optaget tre timer før mødet fra en afstand på 766371 kilometer og det sidste 27 sekunder før tætteste møde i en afstand på 1917 kilometer fra kometens kerne.
Omkring samme tid som Whipple foreslog sin kometmodel, analyserede den hollandske astronom Jan Oort omhyggeligt baneforløbet for langperiodiske kometer. Han fandt ud af, at mange kometer ser ud til at komme fra et område omkring 20000 astronomiske enheder eller mere fra Solen. Dette sfæriske område kaldes Oort-skyen, og det udvidede grænserne for Solsystemet betragteligt. Indtil da var Pluto i en afstand på omkring 30 astronomiske enheder den yderste grænse. Astronomerne formoder, at der befinder sig adskillige millioner kometer i Oort-skyen.
I dag indeholder katalogerne med mere end 3500 kometer. Hver gang der opdages en ny, bliver forståelsen endnu bedre, så den tidligere frygt og overtro er for længst passé.
Se Månens aktuelle fase på NASA’s hjemmeside: https://svs.gsfc.nasa.gov/5048