Stjernehimlen i marts 2018
I astronomisk forstand begynder foråret, når Solen passerer himlens Ækvator i nord-gående retning. I 2018 sker det den 20. marts kl. 17:15, og eftersom Solen først går ned kl. 18:32, når vi at få lidt mere end én times forårssol på dagen for forårsjævndøgn. Den følgende dag bliver det endnu bedre, for den 21. marts står Solen op kl. 06:18 og går ned kl. 18:34. Vi har således en dagslængde på 12 timer og 16 minutter, og der går indtil sidst i september, før natten igen bliver længere end dagen. Hvis tusmørket og de lyse nætter om sommeren også regnes med, er der gennem hele året langt færre timer med nattemørke, end der er med dagslys.
Den 25. marts bliver det endnu mere sommerligt, for kl. 02 natten mellem lørdag den 24. marts og søndag den 25. marts skal vi huske at stille urene én time frem. Sommertiden i 2018 varer indtil kl. 03 natten mellem lørdag den 27. oktober og søndag den 28. oktober, hvor urene skal stilles én time tilbage.
Himlen mod nord ved midnat midt i marts.
Omkring midnat står Karlsvognen i Zenit, dvs. lodret over hovedet. Karlsvognen viser vej til Nordstjernen, og hvis man vender sig med front mod nord, vil man umiddelbart under Nordstjernen se de fem stjerner, som tilsammen danner konturen af Cepheus. Stjernerne er forholdsvis svage, men stjernebilledet er alligevel nemt at genkende, for Cepheus ligner en stiliseret tegning af et hus med højt tag. I løbet af natten stiger Cepheus højere på himlen og bliver nemmere at se. Vest for Cepheus ses et endnu lettere genkendeligt stjernebillede, nemlig Cassiopeia, som umiskendeligt ligner et W. Cepheus ligger tæt på Mælkevejens plan, hvilket betyder, at især den nederste del af stjernebilledet er tæt besat med svage stjerner, som bliver synlige gennem en prismekikkert. Her skiller en enkelt stjerne sig ud fra de øvrige, nemlig μ (Mu) Cephei, som går under navnet The Garnet Star (Granatstjernen) på grund af sin stærkt røde farve.
Granatæbler.
Det var William Herschel, som i 1783 observerede stjernen gennem sit teleskop og sammenlignede dens farve med et granatæble. μ Cephei har en lysstyrke på mag. 4 og kan derfor ses med det blotte øje, og betegnelsen μ stammer da også fra før kikkertens opfin-delse. I 1603 udgav den tyske astronom Johannes Bayer det revolutionerende stjernekort Uranometria, i hvilket stjernerne blev tildelt græske bogstaver. Han kaldte den klareste stjerne i en konstellation α, den næstklareste β og så fremdeles. Det græske bogstav efter-følges af den pågældende konstellations latinske genitivform, således at f.eks. Sirius hed-der α Canis Majoris, Vega hedder α Lyrae osv. Ofte benyttes den latinske forkortelse, så de to nævnte stjerner ses for det meste omtalt som αCMa og αLyr. Johannes Bayer kunne kun observere med det blotte øje og vurderede den røde stjerne i Cepheus som den 12. klareste, hvorfor den fik tildelt det 12. græske bogstav. Den røde farve er dog meget vanskelig at se med det blotte øje. Gennem en prismekikkert er der imidlertid ingen tvivl. μ Cephei er den rødeste stjerne på hele himlen.
Den stærkt røde farve skyldes, at μ Cephei er en rød superkæmpe. Det en af de største kendte stjerner i Mælkevejen, og dens diameter er så stor, at den anbragt på Solens plads ville nå ud i nærheden af Saturns bane. På trods af den store diameter er massen ikke mere end godt 20× Solens. Bortset fra området omkring stjernens centrum er tætheden dermed så lille, at vi ville kalde det vakuum her på Jorden.
Afstanden til μ Cephei kendes ikke med 100% sikkerhed. Den anslåede værdi på 5930 lysår er baseret på Hipparcos satellittens målinger i 1990’erne, og det gør μ Cepheus til en af de fjerneste stjerner, som kan ses med det blotte øje. Som det er tilfældet med de fleste røde kæmper varierer μ Cephei i lysstyrke. Perioden er uregelmæssig, og der er rapporte-ret om variationer mellem mag. 3,4 og mag. 5,1 med perioder på mellem 860 og 4400 dage.
I mytologien var Cepheus konge af Etiopien. Han blev anset for værdig til en plads på himlen, fordi han var fjerde led i stamtræet fra nymfen Io, en af Zeus’ elskerinder – og at have Zeus som slægtning var altid en fordel, når det kom til at blive anbragt blandt stjernebillederne. Cepheus’ rige var ikke det Etiopien, vi kender i dag. Det strakte sig fra den sydøstlige side af Middelhavet mod syd til det Røde Hav, et område, som indeholder dele af det moderne Israel, Jordan og Egypten.
Cepheus iklædt en persisk konges dragt, afbildet i Atlas Coelestis af John Flamsteed 1729.
Cepheus var gift med den forfængelige Cassiopeia, hvis praleri om sin og datteren Andromedas skønhed forårsagede havguden Poseidon til at sende uhyret Cetus for at hærge kysten langs Cepheus’ rige. Cepheus blev rådført af oraklet i Ammon til at lænke Andromeda til klipperne som offer til uhyret. Hun blev reddet af helten Perseus, der dræbte uhyret og krævede Andromeda til sin brud. Kong Cepheus fejrede brylluppet med en overdådig banket i sit palads. Men Andromeda var allerede blevet lovet bort til Phineus, Cepheus’ bror. Mens festlighederne var i gang, brast Phineus og hans tilhængere ind og krævede, at Andromeda skulle udleveres, hvilket Cepheus nægtede at gøre. En blodig kamp fulgte, men Cepheus trak sig tilbage fra scenen og sagde, at han havde gjort sit bedste og efterlod Perseus til at forsvare sig selv og sin brud. Perseus slog mange af angribere ned og forvandlede resten til sten ved at vise dem Medusas hoved.
Cepheus’ mest berømte stjerne er dog ikke μ men δ (Delta) Cephei, en pulserende super-kæmpe, der varierer i lysstyrke hver 5,4 dage. Lysstyrkevariationen blev opdaget af den engelske amatørastronom John Goodricke i 1784. Delta Cephei er blevet prototypen på en særlig type variable stjerner, Cepheider, som pulserer på en meget regelmæssig måde, idet de udvider sig og trækker sig sammen, hvilket får lysstyrken til at variere. I 1912 fandt Henrietta Leavitt en metode til at bestemme afstanden til Cepheiderne. Denne metode benyttede Edwin Hubble i 1923 til at bestemme afstanden til Andromedagalaksen, og nogle år senere kunne han med samme metode konstatere, at Universet udvider sig.
Himlen mod syd ved midnat midt i marts.
Løven står lige i syd ved midnat midt på måneden. Orion er næsten forsvundet under horisonten mod vest, Jomfruen er stået op mod øst, og Vægtens to klareste stjerner, Zubenelgenubi og Zubeneschamali er netop kommet fri af horisonten. Langs horisonten skimtes Søslangen Hydra, som strækker sig fra Krebsen, forbi Løven og Jomfruen og ender ved Vægten. Hydras lange række af svage stjerner strækker sig næsten tværs over himlen fra sydvest til sydøst.
Planeterne i marts.
Merkur er som regel vanskelig at se fra vore breddegrader, fordi den aldrig fjerner sig langt fra Solen og derfor altid ses i tusmørke. Merkur er nemmest at se, når den viser sig på aftenhimlen i forårsmånederne eller på morgenhimlen i efterårsmånederne fordi Ekliptika på disse tidspunkter har en stejl hældning i forhold til horisonten. Denne måned bliver den bedste mulighed i 2018, idet Merkur midt på måneden vil stå i en højde af 9½° tre kvarter efter solnedgang.
Som en ekstra bonus står Venus også på aftenhimlen i samme periode og tilmed forholdsvis tæt på Merkur, så Venus fungerer med sin lysstyrke på mag. ÷3,9 som en ’ledestjerne’ til at finde Merkur. Den 1. marts står Venus omkring 5° over horisonten ½ time efter solnedgang. Merkur er noget vanskeligere at se, fordi den med sin lysstyrke på mag. ÷1,3 står 2° nærmere horisonten. Merkur er klarest, når den efter konjunktionen dukker frem på aftenhimlen, hvilket jo netop er tilfældet ved den aktuelle tilsynekomst. Merkur bevæger sig hurtigst, og den 3. passerer den Venus. På dette tidspunkt er lysstyrken allerede faldet til mag. ÷1,2.
Den 15. opnår Merkur største østlige elongation med en vinkelafstand til Solen på 18° og en lysstyrke på mag. ÷0,2. Herefter nærmer den sig igen hurtigt Solen, så den 22. passerer den endnu engang Venus, og i løbet af de kommende aftener forsvinder den ud af syne – især fordi lysstyrken efterhånden er faldet til mag. 1,5.
Venus og Merkur i marts 2018. De anførte tidspunkter er ½ time efter solnedgang, hvor himlen fortsat er oplyst. Stjernerne på kortet vil derfor ikke være synlige på dette tidspunkt. Himlen når imidlertid at blive forholdsvis mørk, inden de to planeter forsvinder under horisonten. Bemærk hvordan Solen går ned længere og længere mod vest, fordi det er omkring jævndøgn.
Gennem et teleskop vil Merkur og Venus have meget forskelligt udseende. Merkur befin-der sig tættere på Jorden end Venus og ser derfor forholdsmæssigt stor ud. I virkeligheden er Merkur under halvt så stor som Venus. Derudover er vinklen mellem Solen, Merkur og Jorden omkring største elongation 90°. Merkur ses derfor kun halvt belyst, medens Venus næsten er fuldt belyst.
Venstre side viser den indbyrdes position mellem Merkur, Venus og Jorden den 19. marts. Højre side hvordan denne position giver den meget forskellige belysningsgrad.
Medens Merkur forsvinder i Solens stråler, fortsætter Venus med at øge vinkelafstanden til Solen. Den 28. passerer den tæt forbi Uranus i en afstand på under halvdelen af Månens diameter. Det bliver dog meget vanskeligt at skelne Uranus, fordi den kun har en lystyrke på mag. 6. Et teleskop vil gøre underværker. Det er sidste chance for at se Uranus inden konjunktionen med Solen den 18. april. Når Uranus igen dukker op på morgenhimlen, har den krydset grænsen mellem Fiskene og Vædderen. Den opholder sig i Vædderen resten af året, indtil den i december og januar tager en kort afstikker ind i Fiskene, inden den igen vender tilbage til Vædderen.
Venus og Uranus den 28. marts. Synsfeltet er 1½°.
Neptun er i konjunktion med Solen den 4. marts og kan derfor ikke ses i denne måned. På den modsatte himmelhalvdel nærmer Jupiter sig derimod sin bedste synlighedsperiode i 2018, idet den store gasplanet kommer i opposition i begyndelsen af maj. Indtil 9. marts bevæger den sig progradt, dvs. mod øst i forhold til baggrundsstjernerne. Den 9. er Jupiter stationær og begynder derefter sin oppositionsløjfe, som først afsluttes den 11. juli.
Jupiters oppositionssløjfe i 2018. Den klareste stjerne er α Libra, Zubenelgenubi. Synsfeltet dækker 10° i bredden.
Jupiter står op kort tid før kl. 01 i begyndelsen af marts. Sidst på måneden finder opgan-gen sted et par timer tidligere, men da der i mellemtiden er indført sommertid, sker det først umiddelbart før midnat. Jupiter har en lysstyrke på mag. ÷2,2. Dette stiger til mag. ÷2,4 i løbet af måneden, hvilket er langt det klareste objekt i området, dvs. i stjernebilledet Vægten. Da det er et område, som står lavt på himlen, kommer Jupiter ikke højere op end godt 17°, når den kulminerer mod syd sidst på natten. Dette har stor betydning for, hvor skarpt et billede, der kan opnås gennem et teleskop, idet lyset skal passere gennem en stor del af Jordens atmosfære.
Medmindre luften er helt rolig, kan det derfor være vanskeligt at skelne detaljer i Jupiters skybælter. De to mørke ækvatoriale bælter kan dog nemt ses på den store skive, som forøges fra 39” til 43” i løbet af marts. Vægten befinder et pænt stykke under himlens Ækvator. Solen står i dette område midt november, og da alle ved, at den blege novembersol ikke er på himlen i særlig mange timer, gælder det samme naturligvis for Jupiter.
De få timer til rådighed er dog tilstrækkelig til, at den store røde plet med jævne mellem-rum kan ses, når den på grund Jupiters hurtige rotation omkring sin akse på blot 10 timer vender i retning mod Jorden. Det gælder blot om at finde ud af på forhånd, hvornår det sker.
Den samme kalkulator kan også beregne position og fænomener for de fire store måner. De bevæger sig så hurtigt omkring planeten, at de konstant ændrer stilling i forhold til hinanden. Den inderste måne, Io, bruger kun 1,8 døgn til en omkredsning, og for de øvriges vedkommende tager det 3,6 døgn (Europa), 7,2 døgn (Ganymede) og 16,7 døgn (Callisto). Med undtagelse af Europa er de fire måner større end Jordens måne. På trods af de lidt dårlige observationsbetingelser i disse år er de alle så lysstærke, at de kan ses som små lysprikker gennem selv et meget beskedent teleskop. Under gode forhold er en prismekikkert med en forstørrelse på 8×-10× endda tilstrækkelig.
Jupiters fire store måner sammenlignet med Jorden og dens måne.
Et par timer efter midnat stiger Mars op over horisonten mod sydøst. Den befinder sig i begyndelsen af marts i Ophiuchus, og med en lysstyrke på mag. 0,8 er det kun Antares i det tilstødende stjernebillede Skorpionen, som er lige så klar på dette område af himlen. Mars er stadig adskillige måneder fra sin opposition sidst i juli, men det er værd allerede nu at holde øje med den røde planet. Oppositionen bliver den bedste i de seneste 15 år, og man vil især lægge mærke til, hvordan Mars’ lysstyrke efterhånden stiger i takt med, at afstanden mellem Jorden og Mars bliver mindre. Inden månedens udgang er lysstyrken steget til mag. 0,3. Mars vil dermed overgå Saturn, som befinder sig i samme område. Mars kredser meget nærmere omkring Solen end Saturn og bevæger sig derfor også hurtigst. Den sidste dag i marts står to planeter i en afstand af knap 2° fra hinanden. Mars har som nævnt en lysstyrke på mag. 0,3 på dette tidspunkt, medens Saturns ligger på mag. 0,5.
Himlen mod syd den 31. marts kl. 06 – en times tid før solopgang.
Der er fortsat mulighed for at finde en af Solsystemets dværgplaneter på nattehimlen i marts. Der kendes efterhånden en håndfuld dværgplaneter, men 1 Ceres er den eneste, som er let tilgængelig. Den befinder sig i astroidebæltet mellem Mars og Jupiter, og skal i marts findes i den øverste del af stjernebilledet Krebsen. Lysstyrken ligger mellem mag. 7½ og mag. 8 hvilket lige netop bringer den indenfor rækkevidde af en god prismekikkert.
Det var den italienske astronom Giuseppe Piazzi som i 1801 opdagede et svagt objekt i stjernebilledet Tyren, medens han var i færd med at revidere et stjernekatalog på Palermo Observatoriet på Sicilien I første omgang troede han, det var en komet, men opfølgende observationer og baneberegninger viste, at det var en lille planet, som kredser mellem Mars og Jupiter. Det var den først fundne asteroide, og den fik navnet Ceres efter Siciliens skytsgudinde.
De to nedenstående kort viser 1 Ceres’ position, og desuden kan der findes et søgekort på Heavens-above.
1 Ceres’ bane i den øverste del af Krebsen.
ι (Iota) Cancri har en lysstyrke på mag. 4. Det er en dobbeltstjerne med en adskillelse på 30” mellem komponenterne. 46 Cancri har mag. 6. 1 Ceres’ lysstyrke falder i løbet af måneden fra mag. 7,4 til mag. 8.
Månen spiller en stor rolle i denne måned. Der er fuldmåne to gange i marts. Den 2. og den 31. Det er der for så vidt intet usædvanligt i. Der er 29½ døgn mellem hver fuldmåne. Hvis fuldmånen falder en af de første dage i måneden, vil den have fuldendt sin cyklus, inden måneden er slut. Der var også fuldmåne to gange i januar, men til gengæld var der ingen i februar, fordi fuldmånen i januar faldt den 31. Med sine 28 dage var februar derfor for kort til en hel månecyklus.
Fuldmånen lørdag den 31. marts har en særlig vigtig betydning. Den fastlægger nemlig, hvornår der er Påske, og ifølge den gamle huskeregel: Påskedag falder på første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn, kan man hurtigt regne ud, at Påskedag i 2018 falder søndag den 1. april.
De forskydelige helligdage fastsættes efter Påsken, som har den uvane med at falde på alle mulige datoer fra slutningen af marts og det meste af april. Påskedag kan tidligst falde 22. marts og senest 25. april, hvilket i alt er 35 forskellige datoer. I virkeligheden er beregnin-gen af påskedag en uhyre kompliceret affære, og man kan ikke altid regne 100% med den gamle huskeregel.
Jøderne, fra hvem kristendommen i sin tid overtog Påsken, havde en ret simpel regel, idet de fejrede “Jom alef shel Pesach” på selve fuldmånedagen. Dette medførte, at det jødiske års begyndelse ikke fik en fast beliggenhed i solåret, idet Påskedag altid skulle falde den 15. i den jødiske måned Nisan. Den jødiske kalender blev således baseret på Månen og ikke på Solen, og Påsken blev derfor astronomisk bestemt efter hvornår det var fuldmåne.
Hvornår de kristne begyndte at fejre påskefesten vides ikke bestemt, men der opstod formodentlig ret hurtigt et ønske om at fjerne sig lidt fra jøderne. Påskedag skulle, vel væsentligt af symbolske grunde, fejres på en søndag. Der gik dog lang tid, før forholdene blev afklaret. Først i år 325 blev den regel, der benyttes i dag, vedtaget på et kirkemøde i Nikæa. Man beholdt således traditionen med fuldmånen, men indførte et nyt element, nemlig ugedagen. Desuden vedtog man i Nikæa, at forårsjævndøgn altid skulle fastsættes som 21. marts, skønt det astronomisk ikke altid er præcis denne dato.
Fra fuldmåne til fuldmåne går der ca. 29½ døgn. Efter ét år er det derfor ikke fuldmåne på samme dato, men omkring 11 dage tidligere. Efter 19 år falder månefaserne igen på de samme dage i året – omtrent da. Efter denne cyklus skulle Påsken derfor falde samme dato som 19 år tidligere, men her spiller ugedagen en rolle. Det blev jo i Nikæa bestemt, at Påskedag skulle være en søndag, og da ét år består af 52 uger og én dag – i skudår to dage, skaber det en yderligere komplikation, fordi ugedagene efter 19 år ikke falder på samme dato.
Endnu værre bliver det, når den astronomiske fuldmånedato skal bestemmes. Eftersom Jorden er inddelt i 24 tidszoner, kan påskefuldmånen falde på to forskellige datoer, afhængigt af hvor på kloden man bor, og i ekstreme tilfælde skulle den ene halvdel af Jorden holde Påske en måned senere end den anden halvdel.
Påskedag fastsættes derfor af historiske grunde ud fra en fuldmånedato, der gælder for hele Jorden, og som kan afvige 1-2 dage fra den astronomiske fuldmånedato. Påsken skal således indrettes efter en fuldmåne, som ikke altid er fuld, et forårsjævndøgn, som ikke altid er forårsjævndøgn, og en ugedag, som falder på forskellige datoer i forskellige år. Vi må derfor acceptere kalenderroderiet.
I dag er det ikke noget problem at finde frem til de forskydelige helligdages placering mange år ud i fremtiden. Et tabelopslag eller et simpelt regneprogram giver svaret i løbet af sekunder, men de, som har mod på at afprøve den gamle manuelle metode, skal blot følge nedenstående vejledning, der gælder for den Gregorianske kalender, som blev indført fredag den 5. oktober 1582. Der blev sprunget 10 dage over, så datoen blev ændret til den 15. oktober. I Danmark indførtes den Gregorianske kalender først i år 1700, hvor man ligeledes sprang de 10 dage over og gik fra den 18. februar til den 1. marts.
Metoden blev oprindelig udviklet af Gauss og senere forbedret, så den gælder for alle år i den Gregorianske kalender. Fidusen ved Gauss’ metode er, at den kun anvender de fire almindelige regningsarter samt hele tal, så den kan løses blot ved hjælp af en blyant og et stykke papir. God fornøjelse.
Den 23. marts bliver stjernen 119 Tauri okkulteret af Månen, hvilket nærmere bestemt vil sige, at Månen passerer ind foran stjernen og blokerer for dens lys i en times tid. Sådanne okkultationer er interessante at iagttage, for på grund af Månens manglende atmosfære kan man se stjernen upåvirket indtil dens lys pludselig forsvinder. Særlig dramatisk er det, såfremt der er tale om en lysstærk stjerne som f.eks. Aldebaran eller Regulus. 119 Tauri er en forholdsvis svag stjerne på mag. 4, men den fortjener alligevel særlig opmærksomhed.
Der blev tidligere fortalt om Granatstjernen μ Cephei – himlens rødeste stjerne. 119 Tauri er himlens næstrødeste. Den går også under navnet The Ruby Star, og er ligesom μ Cephei en rød kæmpestjerne med en diameter på 600 gange Solens. Med sin position 4,6° fra Ekliptika bliver 119 Tauri jævnligt okkulteret af Månen, og det er netop sådanne okkultationer, som har gjort astronomerne i stand til at bestemme stjernens diameter. 119 Tauri befinder sig i en afstand af omkring 1800 lysår, men dens enorme diameter gør, at den ikke ses som punktformet. Dens lys forsvinder derfor gradvist i stedet for øjeblikkelig. Ganske vist skal der måles i millisekunder, men dette er uproblematisk for astronomerne.
I Odense finder okkultationen sted den 23. marts kl. 23:36:38. Den foregår ved Månens ubelyste rand og er derfor nem at iagttage. På billedet er Månens ubelyste del fremhævet for overskuelighedens skyld. I virkeligheden kan den ikke ses under denne fase.
Månens aktuelle fase kan ses på http://aa.usno.navy.mil/imagery/moon